Prædiken til 15. søndag efter trinitatis
Posted By admin on 20. oktober 2013
Markens liljer: Hakuna matata
Prædiken i Husum Kirke 15. søndag efter trinitatis 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er mange kristne der har det svært med den tekst vi lige har hørt – ja, jeg har endda engang hørt en prædikant som mente sig nødsaget til at gå i rette med de efter hans mening dybt ukristelige ord som Jesus siger her. For hvordan ville verden ikke komme til at se ud hvis vi ikke bekymrede os om noget, men bare lod stå til? Nej, hensynet til vores næste byder os da at bekymre os! mente den gode prædikant. Som kristne mennesker kan vi da ikke være andet bekendt end at bekymre os om vores medmenneskers ve og vel?
Med al respekt for min kære prædikantkollega, så tror jeg han havde misforstået hvad det er Jesus siger. Men rent bortset fra at man nok burde tænke sig om 3 gange inden man begynder at beskylde Jesus for at tale ukristeligt (eller eventuelt blot beskylde evangelisterne for at have lagt ham ukristelige ord i munden), så skal det siges til den uheldige prædikants undskyldning at det danske sprog altså heller ikke gør det let. På engelsk er der for eksempel to forskellige ord for henholdsvis at bekymre sig i betydningen at vise omsorg, og at bekymre sig i betydningen at tage sorgerne på forskud – det hedder henholdsvis ”care” og ”worry”. Men på dansk har vi kun det ene ord: bekymring.
Hvis det vi forbinder med ordet ubekymrethed, er Timon og Pumbas motto ”hakuna matata”, som direkte oversat betyder ”der er ingen problemer”, så forstår jeg godt at vi tager afstand fra det. For den ubekymrethed som Simba levede i fra han mødte Timon og Pumba, og indtil Nala fortalte ham om tingenes triste tilstand, var jo i virkeligheden en falsk ubekymrethed. De gik rundt og bildte sig selv og hinanden ind at der ingen problemer var, selvom der reelt var masser af problemer – bare ikke lige i deres egen umiddelbare nærhed. Det var en ubekymrethed der byggede på en flugt fra virkeligheden – en fornægtelse af tingenes virkelige tilstand og en navlebeskuende ligegladhed med andres smerte. Det var ikke fravær af worry, men fravær af care. Og jeg kan kun give førnævnte prædikant ret i at sådan en indstilling står i diametral modsætning til buddet om næstekærlighed – og i øvrigt også til hvordan Jesus selv levede sit liv. Jesus blev ikke bare siddende i ophøjet ubekymrethed i himlen og sang ”hakuna matata” mens han blæste den fortabte verdens lidelser en lang march – han trådte tværtimod i karakter som Løven af Judas stamme og frelste sit folk – det vil sige os mennesker – fra den ulykke vi stod i.
Men alt det gjorde Jesus uden at bekymre sig! Den ubekymrethed som han opmuntrer os til, handler nemlig ikke om at vi skal lade være med at arbejde, men at vi skal lade være med at plage os selv med unyttige bekymringer om hvorvidt der kommer den ønskede frugt ud af vores arbejde. Den handler ikke om at vi i dovenskab eller fejhed skal smyge os uden om det ansvar der er vores, men at vi frimodigt skal tage det på os i tillid til at de ting der står uden for vores kontrol, dem skal Gud nok tage sig af!
Den ægte kristne bekymringsløshed er således meget langt fra at være noget der hindrer os i at gøre hvad vi kan for at afhjælpe vores medmenneskers nød – den er tværtimod en forudsætning for at vi kan gøre det! Så længe vi tynges af bekymring for vores eget liv og velbefindende, har vi nemlig ikke overskud til at tage os af andre, og resultatet bliver alt for tit at vi vælger vores næste fra fordi vi har nok i vores egne problemer. Det var det Simba gjorde alle de år hvor han levede det på overfladen ubekymrede liv sammen med Timon og Pumba. Og det er det vi selv gør når vi ikke gider at høre om verdens nødlidende, enten de nu befinder sig i Afrika eller på vores eget dørtrin, fordi vi er bange for at hvis vi prioriterer at hjælpe dem, så bliver der ikke nok til os selv. (I mandags kunne man i øvrigt læse i Berlingske Tidende at danskerne finder det mere vigtigt at give penge til dyrevelfærd end til civile ofre for krigshandlinger. Måske er det fordi krigenes ofre befinder sig uden for vores ”Hakuna matata”-zone?)
Hvordan slipper vi så ud af denne falske ubekymrethed, som altså ikke er en sand frihed fra bekymringerne, men snarere udtryk for at bekymringerne styrer os så meget at vi ikke tør se dem i øjnene? Det gør vi ved at tro på Gud.
Tidligere i gudstjenesten sagde vi trosbekendelsen sammen, som vi gør hver søndag. Umiddelbart kan det måske godt være svært at se at det skulle være nok til at befri os fra alle bekymringer, men lad os prøve at kaste et nærmere blik på hvad det i virkeligheden er vi siger. Af tidsmæssige hensyn vil vi nøjes med de første 7 ord i trosbekendelsen, men de burde faktisk også være tilstrækkelige til at overvinde alt hvad der hedder bekymringer. De lyder: ”Vi tror på Gud Fader den Almægtige”. Lad os sige det i kor: ”Vi tror på Gud Fader den Almægtige”.
Vi siger altså at vi ”tror”. I bibelsk forstand betyder det ikke bare at vi tror på at Gud er til, men at det er ham vi sætter vores lid til, ham vi falder tilbage på, eller som Luther udtrykker det: ham vi venter os alt godt af. En anden måde at sige det samme på på nudansk kunne være: ”Vi stoler på Gud”. Det betyder at vores liv til syvende og sidst er Guds ansvar – Guds problem. Det flytter byrden væk fra vores egne skuldre, så vi kan ånde frit og ubekymret – under forudsætning af at Gud eller er til at stole på, vel at mærke! Men til det spørgsmål vil jeg gerne pege på to andre pointer i den sætning vi lige har sagt.
For det første: Vi tror på Gud Fader. Den relation som vi har til ham der sidder med ansvaret, er ikke først og fremmest til en konge eller en chef eller lignende – det er til en far! Jeg har endnu ikke mødt et menneske som havde haft en far der ikke begik fejl, og jeg er bange for at det ikke bliver anderledes hvis jeg selv engang bliver far, men langt de fleste forældre sørger da heldigvis for at deres børn ikke mangler mad og tøj. Og når selv denne verdens uperfekte forældre – med nogle få tragiske undtagelser – sørger for deres børn, hvor meget snarere vil den fuldkomne far i himlen så ikke sørge for sine børn!
Men er han så i stand til det? Svaret på det spørgsmål fremgår af den anden pointe jeg vil pege på i den sætning vi sagde i kor: Vi tror på Gud Fader den Almægtige. Ikke alene har Gud som en god far viljen til at sørge for os; han har også evnen til det. Så hvis vi virkelig mener det vi siger når vi bekender troen, har vi ikke nogen som helst grund til at være bekymrede for om vi nu vil få tilstrækkeligt med mad og tøj. Selv i en situation hvor der er mangel på fødevarer, er det ikke noget problem for Gud at sørge for dem der stoler på ham – som det hedder i en kendt salme som jeg for afvekslingens skyld har fravalgt i dag: ”Dog hvor bønder af hunger dø, finder den lille fugl et frø. O, Gud ske lov.”
Men netop de salmelinjer har jeg faktisk altid haft et anstrengt forhold til, for hvad hjælper det den stakkels bonde der dør af hunger, at den lille fugl finder et frø? Elsker Gud da ikke bonden lige så meget som han elsker fuglen? Den efter min mening noget klodsede formulering i en ellers dejlig salme må naturligvis stå for Grundtvigs egen regning, men det spørgsmål, den protest, som ordene vækker, kan desværre ret let overføres til den virkelige verden. Trods alverdens præsters smukke ord er det jo desværre et faktum at der er mennesker der dør af sult – ikke færre end 20.000 om dagen ifølge FN’s statistikker. Og det kan ikke bortforklares med at ”det nok er fordi de ikke stoler på Gud”, for det ved vi for det første ingenting om hvorvidt de gør, og for det andet vil en god far vel give sine børn mad uanset om de stoler på ham eller ej?
Spørgsmålet om hvordan der kan være ondt i verden hvis Gud er både kærlig og almægtig, er ikke noget nyt spørgsmål, og hvis jeg lå inde med et svar der kunne tilfredsstille alle der stiller spørgsmålet, så ville jeg have kontaktet alverdens medier lige fra Kristeligt Dagblad til CNN, for det ville have været en verdenssensation. Personligt er jeg dog ikke i tvivl om at svaret er at det onde har fået fodfæste i verden fordi vi mennesker i vores selvcentrerethed alt for tit søger det onde i stedet for det gode – fødevareknapheden i den tredje verden ville for eksempel kunne afhjælpes for en brøkdel af de penge vi i den vestlige verden bruger på vores militær. Men hvis det er tilfældet – altså at det er os mennesker der sidder med nøglen til at løse verdens sultproblemer – hvilken mening giver det så at opfordre de sultende til at stole på Gud?
Jeg tror ikke det giver mening at opfordre verdens sultende som gruppe til ”bare” at stole på Gud – især ikke hvis vi ikke selv gør alt hvad der står i vores magt for at hjælpe dem. Det ville være en tilbagevenden til Timon & Pumbas falske ubekymrethed, og det ville være en hån både mod de sultende og mod Gud. Det at der er sult i verden, er et problem som vi mennesker langt hen ad vejen er ansvarlige for, og som vi derfor har et moralsk ansvar for at løse, idet vi naturligvis bør søge styrke og visdom til den opgave hos Gud.
Til gengæld kan jeg ikke give det enkelte menneske som sulter, noget bedre råd end at stole på Gud, for Gud kender det enkelte menneskes situation; det gør FN’s World Food Programme ikke. Både Bibelen og beretninger fra nyere tid rummer som sagt masser af eksempler på hvordan Gud midt i en tid med sult og mangel har sørget for den enkelte. Og selv hvis man ikke får lov til at opleve et mirakuløst guddommeligt indgreb i sin situation, er det stadig langt bedre at stole på Gud end på mennesker, for hans kærlighed rækker ud over døden, uanset om dødens årsag er alderdom, sygdom eller sult. Vi så før på de syv første ord i trosbekendelsen; lad os nu kaste et kort blik på de seks sidste ord: ”kødets opstandelse og det evige liv”. Som kristne tror vi på at livet i denne verden ikke er alt hvad der er, men at vi efter vores legemlige død kan se frem til en legemlig opstandelse til et evigt liv i en verden hvor alt det onde for evigt er forbi. Til den tid vil vi med rette kunne sige ”Hakuna matata” – ”der er ingen problemer”.
Men allerede mens vi lever i denne onde verden, er det vores privilegium som kristne at leve i et inderligt fællesskab med Gud der skaber en dyb glæde som er uafhængig af omstændighederne. Som Paulus – der selv havde oplevet både sult og tørst og overfald og sygdom på egen krop – retorisk spørger i sit brev til de kristne i Rom [8,35]: ”Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, SULT eller nøgenhed? Fare eller sværd?” Paulus endte selv sit jordiske liv ved at blive henrettet med sværd på kejser Neros befaling, og af hans sidste brev til sin yngre medarbejder og ven Timotheus fremgår det at han godt var klar over at det ville komme til at ende sådan. Men bekymret? Det blev han ikke!
Så hvis du står med problemer i dit liv som du ikke kan se nogen løsning på, så læn dig tilbage, og stol trygt på at Gud har styr på tingene. Hakuna matata! Men ser du et medmenneske der lider nød, så lad ikke en falsk ubekymrethed afholde dig fra at hjælpe, men lad i stedet den ægte ubekymrethed give dig mod til at hjælpe, uanset hvilke risici du derved udsætter dig selv for.
Comments