Prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Den tolvårige Jesus i templet: Vi bør være hos vores Fader!
Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter helligtrekonger 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de helt store biografbaskere fra de tidlige halvfemsere, den bedst sælgende komediefilm nogensinde, og den eneste film som jeg nogensinde to gange har været i biografen og se, var filmen ”Alene hjemme”. Nogle af jer husker den måske – den handler om den 8-årige Kevin der bliver efterladt alene tilbage i sine forældres hus da hans forældre og søskende samt hans onkel og tante og deres børn tager til Paris på juleferie. Naturligvis var det meningen at han skulle have været med, men med sammenlagt 11 børn og 4 voksne der skulle ud ad døren i en fart fordi en strømafbrydelse om natten fik vækkeurene til at ringe for sent, og med huset fuld af børn der ikke kunne enes aftenen før, så det endte med at Kevin måtte sove oppe på loftet, og med en tante der kom til at tælle naboens dreng med da hun talte børnene, ja, så endte det med at Kevin blev glemt. Først da de sad i flyet på vej mod Paris og endelig havde tid til at trække vejret igen, gik det i al sin gru op for Kevins mor Kate, hvad der var sket, og hun var naturligvis helt utrøstelig. Resten af filmen handler om Kates heroiske kamp for at komme hjem til sin søn, men især om hvordan Kevin klarer sig alene – og jeg råber vist ikke for meget ved at sige at han klarer sig aldeles fremragende!
Den situation der opstår i ”Alene hjemme”, er naturligvis designet til at være helt ekstrem, sådan som tilfældet ofte er i komediefilm, men som alle gode komedier er det sjovt fordi vi et eller andet sted godt kan genkende os selv i situationerne. Det at glemme sit barn er nok alle forældres værste mareridt (ligesom det at blive glemt af sine forældre nok er ethvert barns værste mareridt), men det er heldigvis de færreste forældre og børn der kommer ud for det. Men vi kender vist alle sammen til at blive så optaget af detaljer at vi glemmer hovedsagen. Det kan være alt lige fra den relativt harmløse hverdagssituation hvor man går ind i et andet rum for at hente et eller andet, og så får øje på noget andet i det andet rum så man ender med at komme tilbage uden det man gik efter, og så til hyggelige familiesammenkomster hvor man bliver så stresset over alle forberedelserne at man helt glemmer at hygge sig. Og så er der jo julen, som vi netop har overstået, og som først og fremmest handler om at fejre Jesu fødsel, og dernæst om at hylde freden og kærligheden, men som i praksis tit kommer til at handle om stress, pengeproblemer, jalousi, materialisme, julefrokost, utroskab og madsvineri, og jeg kunne fortsætte med at citere resten af M.C. Einars anti-julesang ”Det er jul, det er cool”. Men når det gælder selve den måde vi lever vores liv på, risikerer vi også nemt at komme til at glemme det vigtigste fordi vi kun tænker på detaljerne. Det skal vi høre om lige om lidt.
Men først skal vi lige kaste et blik på Josef og Maria. Som vi hørte, oplevede de alle forældres værste mareridt, nemlig at komme til at glemme deres barn. Jeg ved ikke hvorfor, men da jeg som barn første gang hørte denne her beretning, var det med en vinkel der nærmest placerede skylden hos Jesus – måske som følge af den bebrejdelse som Maria kommer med da de endelig finder ham. Men ret beset er det jo Josef og Maria der handler enormt uansvarligt her: De påbegynder deres hjemrejse uden at have sikret sig at deres 12-årige dreng var med – det gik bare ud fra at han nok var et eller andet sted i følget. Seriøst – hvor mange ansvarlige forældre ville gøre sådan noget?! Det skal siges til Josef og Marias forsvar at det var en anden og mindre individualistisk kultur dengang end den vi kender i den vestlige verden i dag; det at tage sig af børnene var ikke kun forældrenes opgave, men også storfamiliens eller landsbyfællesskabets. Men det er jo gerne sådan at hvis noget principielt er alles ansvar, så ender det let med at alle tænker at det er der nok nogle andre der tager sig af, og så ender det med at ingen gør det, og sådan var det altså også med den opgave at sørge for at Jesus kom med tilbage mod Galilæa.
Selv mente Maria åbenbart at det var Jesu eget ansvar at sørge for at holde sig til – eller også var det bare den bekymrede mors lettelse der strømmede over i en bebrejdelse da hun sagde: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?” Men Jesus sender straks bebrejdelsen retur til afsenderen: Maria og Josef burde slet ikke have været i tvivl om hvor de kunne finde ham, nemlig i hans fars hus, og de burde nok også have været klar over at der ville han blive indtil de kom og hentede ham. Men de forstod ikke hvad han mente – trods hans mirakuløse undfangelse og fødsel havde de 12 år der var gået, åbenbart fået dem til at glemme at han altså var Guds søn! Men Jesus var heldigvis tålmodig med dem, og der står endda at han var lydig mod dem i årene der fulgte. Tænk, at Guds egen søn, som var med ved universets skabelse, fornedrede sig så dybt i sin kærlighed til os mennesker, at han ligefrem viste lydighed mod mennesker der ikke havde forstået hvem han var! Så barmhjertig er vores herre og frelser!
Da jeg arbejdede med beretningen om Maria og Josef der rejste hjem fra Jerusalem uden at tage Jesus med, slog det mig hvor meget vi egentlig ligner dem. De havde planlagt deres hjemrejse, og den gik de så i gang med uden at sikre sig at Jesus var med – det gik de bare ud fra at han var. Hvor tit kører vi ikke også bare løs med vores egne planer uden at sikre os at vi har Jesus med i det vi gør? Ligesom Maria og Josef gik ud fra at Jesus nok var et eller andet sted i følget selvom de ikke kunne se ham, går vi tit ud fra at Jesus er med et eller andet sted i alle vores aktiviteter, enten det er aktiviteterne i kirken eller i vores dagligliv, også selvom vi ikke kan se ham. Men hvis vi taber Jesus af syne, kan vi altså ikke bare gå ud fra at vi har ham med, for Jesus er altid hos sin fader! Så der bør vi også stræbe efter at være. Sagt på en anden måde: Hvis vi bliver så optagede af at få råd til vores sommerferie, eller af om vores yndlingshold i fodbold rykker op eller ned, at vi glemmer at vi skylder Gud selve vores eksistens, og at det dybeste formål med vores liv er at elske ham og vores medmennesker, så er vores liv dybest set blevet meningsløst – så har vi lavet en ”æbleskive” uden nogen æbleskive i! Endnu værre er det hvis vi i kirken bliver så optagede af byggesager og fremmødestatistik og rockkoncerter og orgelkoncerter og positiv presseomtale og nye tiltag at vi glemmer hvad der i grunden er formålet med det alt sammen, eller rettere: hvem der i grunden er formålet med det alt sammen. Folkekirkens formålsparagraf er at forkynde evangeliet om Jesus Kristus, men det må ikke få os til at tro at alt hvad vi gør, automatisk tjener det formål. Det er vigtigt at vi hele tiden er opmærksomme på om vi har Jesus med eller ej, og ikke bare går ud fra at han nok er der et sted!
Nuvel, Josef og Maria opdagede jo på et tidspunkt at Jesus manglede, og det samme plejer heldigvis også at ske for os – før eller senere! Hvis vi ikke har Jesus som det centrale fokus i det vi gør, så vil det kunne mærkes. Den glæde og fred som altid kendetegner Jesu nærvær, vil ganske enkelt mangle. Hvis vi er tilstrækkelig dygtige, vil vi måske nok opleve at der kommer en masse mennesker til vores kirkelige arrangementer, men vi vil ikke opleve at mennesker bliver sat fri og får forvandlet deres liv, for vi besidder ikke selv kraften til at udvirke det; det gør kun Gud. Det er derfor en enkelt dag i Herrens hus er bedre end tusind som jeg selv har valgt – og her betyder ”Herrens hus” altså ikke den fysiske kirkebygning; det betyder at leve i tæt fællesskab med Gud.
Når vi så oplever at det vi gør, ikke lykkes – at vores kirkelige aktiviteter ikke fører mennesker til tro, endsige til et liv i frihed, eller at vores privatliv mangler indhold og formål – hvad gør vi så? Ja, tit gør vi desværre det samme som Maria: Vi skyder skylden på Jesus! Eller i hvert fald på Gud. Vi forfalder let til den opfattelse at Gud er en slags kosmisk slikautomat eller socialkontor der bare har værsågod at sørge for at vi har det godt og er glade, og at vi ikke kommer til at lide under vores fejltagelser. Og når tingene så ikke flasker sig som vi vil have det, så skælder vi ud på Gud. Og misforstå mig ikke: det kan Gud sagtens holde til! Gud er ikke smålig eller skrøbelig; han kan sagtens holde til at vi lader vores frustrerede følelser få frit løb og skælder ham hæder og ære fra hvis det er det vi har brug for. Og der er da bestemt også situationer hvor det er vanskeligt at pege på en anden ansvarlig for tingenes sørgelige tilstand end netop Gud. Men tit og ofte prøver vi at tørre skylden for noget der helt igennem skyldes vores egen dumhed, af på Gud: ”Åh, Gud, hvad har jeg dog gjort, siden jeg skulle rammes af sukkersyge?” Det skal jeg sige dig: Du har spist forkert og motioneret for lidt! ”Hvordan kan der være en Gud når der er så meget krig og hungersnød i verden?” Æh – hvem er det lige der smider bomber; er det Gud, eller er det mennesker? Og hvad hungersnød angår, så har Gud ikke skabt for lidt mad; det er os mennesker der ikke kan finde ud af at dele med hinanden. ”Kære Gud, nu har vi lagt vores planer for aktiviteterne i vores kirke det næste halve år, og nu vil vi så bede dig om at komme og lægge din velsignelse til.” Nej, nej og atter nej! Ganske vist var Jesus lydig mod Josef og Maria, men det skal vi altså ikke forvente at han er mod os – og heldigvis for det! Jesus var som sagt med ved verdens skabelse, og mange årtusinder senere var det også ham der gav missionsbefalingen til disciplene, umiddelbart før han vendte tilbage til himlen og satte sig ved Gud Faders højre hånd. Det er hans kirke, som vi i hans nåde får lov til at være medarbejdere på – ikke vores kirke som han bare har at støtte. Vi kan ikke bare rende i forvejen og så bagefter bebrejde Jesus at han ikke fulgte med, for Jesus er altid hos sin Fader, og det er det sted hvor både han og vi bør være!
Og så 64.000 kroners spørgsmålet, som det hed i min barndom, hvor netop det beløb var det højeste man kunne vinde i det populære primetime-quizprogram ”Kvit eller dobbelt”: Hvad betyder det i helt jordnær praksis at vi bør være hos Gud, vores Fader? For den tolvårige Jesus betød det i første omgang at være i templet, men der blev han jo ikke hele sit liv. Og da der cirka 18 år senere var en samaritansk kvinde ved en brønd der spurgte ham om det rette sted at tilbede Gud var i templet i Jerusalem eller på samaritanernes hellige bjerg, svarede han at den tid nu var kommet hvor det ikke var nogen af de to steder man skulle søge Gud, men derimod ”i ånd og sandhed”. Den beretning skal der i øvrigt prædikes over den 19. januar 2013; så har I det at se frem til! Men allerede nu kan jeg røbe at det Jesus sigtede til, var at Gud nu ikke kun bor i templet i Jerusalem (hvilket er et held, for det blev ødelagt for 1943 år siden), men i ethvert menneske som tror på Jesus. Faderen er altså altid hos os – spørgsmålet er bare om vi også er hos ham! Eller sagt på en anden måde: Guds blik hviler altid på os – spørgsmålet er om vores blik hviler på ham.
Jeg ved godt at det ikke lyder særlig konkret, for vi kan jo ikke se Gud med vores fysiske øjne. Men vi kan se ham med vores sjæls øje, og det er nok så vigtigt. Og det er faktisk slet ikke så flyvsk som det lyder, for vi ser hele tiden på noget med vores sjæls øje. Vi har hele tiden vores mentale opmærksomhed rettet mod et eller andet. Det kan være vores omstændigheder – regningerne der skal betales, eller den person der har et horn i siden på mig, eller mit dårlige helbred. De ting kan meget nemt stjæle vores fokus så vi glemmer at vi har en almægtig Gud som har sagt at hans kraft udfolder sig bedst i magtesløshed. Men vi kan også vælge at minde os selv om at der er en Gud, og at han elsker os og interesserer sig for os. Vi kan vælge at komme til ham med alle vores bekymringer, som flere af de bibelske forfattere opmuntrer os til at gøre; vi kan vælge at bruge tid på at læse i Bibelen; vi kan vælge at være åben over for at Gud vil sige noget til os gennem indskydelser eller gennem andre mennesker eller gennem naturen eller gennem sit skrevne ord i Bibelen. Vi kan vælge at træffe alle vores beslutninger ud fra det kriterium at vores handlinger skal stemme overens med de værdier som Jesus legemliggør, sådan som vi møder ham i evangelierne. Det lyder måske besværligt, men i virkeligheden er det en befrielse, for det betyder at ansvaret for vores liv bliver flyttet fra vores egne skuldre og over på Jesus. Og Gud har lovet at den der holder sig nær til ham, ikke vil komme til at mangle noget – jo, måske nok prestige eller penge eller popularitet, men ikke noget af det der virkelig betyder noget i livet. ”Godt ikke fattes, hvem du haver kær; lavt er ej bænket, hvem Gud sidder nær!”
Comments