Prædiken til søndag seksagesima 2016
Posted By admin on 15. maj 2017
Automatisk korn og sennepsfrø: Det afhænger ikke af os
Prædiken i Husum Kirke søndag seksagesima 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Det er som om Jesus ikke rigtig kan bestemme sig for tiden. De af jer der var i kirke i søndags, hørte evangelieteksten om de betroede talenter, og budskabet var at vi skal turde at satse noget, kaste os ud i livet, ikke grave vores talenter ned. Og vi sang (i hvert fald her i Husum Kirke) at ”livets Gud har dine hænder, derfor er det dig han sender, når din næste lider nød.”
I dag hører vi så en evangelietekst om at Guds rige ligner korn der helt af sig selv spirer og vokser, uden at bonden ved hvordan. Det vokser medens vi sove, og vi kan bare se til. ”Ingen djævel kan det hæmme, ingen helgen kan det fremme, ingen gør et gran dertil”. Det kan godt virke som en modsigelse af det vi hørte i sidste uge. Kan han snart bestemme sig, ham Jesus – skal vi gøre noget, eller skal vi ikke? Er Gud afhængig af vores indsats, eller klarer han det hele selv?
Men modsætningen mellem de to lignelser er i virkeligheden ikke så stor som den måske ser ud ved første øjekast. Det er jo ikke sådan at de to gode tjenere i lignelsen om de betroede talenter klarede alting selv; de investerede blot deres herres penge, og hvordan det så gik med investeringen, var uden for deres kontrol. På samme måde er det heller ikke sådan at bonden i den lignelse vi har hørt i dag, ingenting gør, for han sår jo sit korn, og når høsten er inde, går han straks i gang med seglen; det er kun i den mellemliggende tid at han intet kan eller skal gøre. Dybest set er det altså i virkeligheden præcis det samme der foregår i de to lignelser: En person satser, venter, og høster derefter frugten af sin satsning.
Men de to lignelser sætter spotlight på to forskellige dele af historien, så at sige: Hvor vi i sidste uge hørte om vigtigheden af at turde satse noget og yde en indsats, hører vi i dag at det ikke afhænger af os selv hvad der kommer ud af vores indsats. Begge sider er vigtige at få med, og jeg tror faktisk at det måske er derfor de to lignelser er anbragt to på hinanden følgende søndage – fordi vores opfattelse af forholdet mellem Gud og os bliver skæv hvis den ene dimension mangler.
Faktisk er de to salmer jeg citerede, synes jeg, desværre udtryk for at den ene dimension mangler – og det var faktisk derfor vi kun sang de to første vers af nummer 352. I vers 3 står der nemlig: ”Er det efter Himlens råd, kommer de, de onde dage, holder Gud sit ord tilbage, uden gavn er suk og gråd; pintes hjertet end af hunger, søgtes der fra hav til hav, råbtes der af fulde lunger – nytteløst, når Herren tav”. Og de linjer kan jeg simpelt hen ikke stå inde for. Måske misforstår jeg hvad Aastrup mener (det håber jeg faktisk at jeg gør!), men umiddelbart virker det som om der står at hvis der sker noget ondt, så er det fordi Gud har besluttet det, og så kan vi intet gøre ved det. Det er ikke det Jesus siger i den lignelse vi har hørt i dag (eller nogen som helst andre steder for den sags skyld). Tværtimod går det som en rød tråd gennem Det Nye Testamente at det onde i verden skyldes Guds fjende, og at vi mennesker har en hellig pligt til af alle kræfter at bekæmpe det onde med det gode – en pligt som vi vil blive stillet til regnskab for på dommens dag.
Men talen om vores ansvar som mennesker kan også blive for unuanceret. Det sker, synes jeg, blandt andet i salmen ”Menneske, din egen magt”, som vi sang sidste søndag (det er i øvrigt nummer 370 i salmebogen), og hvor et af versene begynder således: ”Menneske, dit liv er stort, uden dig blir intet gjort”. I lyset af hvad Lars Busk Sørensen ellers har skrevet, tror jeg heldigvis ikke at han for alvor mener at det hele afhænger af os, men jeg synes alligevel han får fordelt ansvaret mellem Gud og os på en alt for skæv måde. Hvis det virkelig var sandt at intet blev gjort uden os mennesker, kunne vi i hvert fald skrotte hele vores trosbekendelse, idet hverken verdens skabelse, Jesu opstandelse eller sendelsen af Helligånden på nogen måde afhang af noget menneskes indsats! Vi må aldrig glemme at Gud er Gud, og det er vi ikke. Han er den Almægtige, hvorimod vi – selvom vores egen magt måske nok kan gøre os svimle og forsagte – må erkende at i forhold til verdens ondskab er vi sørgeligt magtesløse. Det er sandt at Gud kalder os til at bekæmpe det onde med det gode, men det hører også med til historien at vi ville være dømt til at tabe den kamp hvis ikke Gud selv kæmpede sammen med os – ja, hvis ikke Gud selv kæmpede for os.
Man kan så spørge hvorfor Gud så ikke bare gør det hele selv i stedet for at gøre det gennem os. Det er et meget berettiget spørgsmål, og jeg vil ikke påstå at jeg sidder inde med patentsvaret på det, men jeg har da et par bud.
For det første er Gud ikke en ”curling-forælder”. (For dem af jer der ikke kender til ordet, så er ”curling-forældre” sådan nogle der rydder alle hindringer af vejen for deres børn ligesom man i spillet curling fejer foran den sten der glider hen ad isen). Hvis man ikke giver sine børn lov til at blive udfordret og tage ansvar, så lærer de ingenting og bliver aldrig til modne voksne mennesker. Og eftersom Gud gerne vil have at vi lærer noget og bliver voksne og modne i vores tro, så giver han os et ansvar og involverer os reelt i kampen mod det onde.
For det andet har Gud skabt os som frie væsener, ikke som robotter, og han har sat os til at herske over jorden. Det betyder at vi er frie til at vælge det onde frem for det gode, og det betyder at vores handlinger har konsekvenser. Gud kan med andre ord ikke gøre en ende på alt det onde uden at krænke den frihed som han har valgt at give os mennesker.
(Måske er der nogle af jer der sidder og undrer jeg over hvordan der kan være noget som Gud den Almægtige ikke kan, men det er en helt anden prædiken som I måske får en anden god gang. Og hvis I ikke kan vente på det, så er I velkomne til at spørge mig ved kirkekaffen eller i en mail).
Altså: Gud har givet os et valg. Vi kan vælge om vi vil kaste vores kræfter ind i kampen for det gode, eller om vi blot vil lade stå til og lade det onde sejre. Eller sagt på en anden måde: Vi kan vælge om vi vil investere vores talenter, eller om vi vil begrave dem. Vi kan vælge om vi vil så vores korn, eller om vi vil lade det ligge og rådne op i vores lader. Men vi har ingen indflydelse på hvad der kommer til at ske med talenterne og med såkornet; det er i Guds hænder.
At det forholder sig sådan, er på den ene side en ret skræmmende tanke, for hvem har lyst til at kaste sine kræfter ind i et projekt hvis udfald man overhovedet ikke har nogen indflydelse på? Hvor sjovt er det ikke at vide om det man gør, overhovedet nytter noget?
Men hvis vi ellers kan slippe vores stolthed et øjeblik, så er det faktisk gode nyheder at det ikke er os det kommer an på! Det er jo nemlig ikke sådan at det i stedet afhænger af tilfældet eller af en der er lige så svag og skrøbelig som vi selv er; nej, det afhænger af Gud den Almægtige. Og det betyder at der faktisk ikke er tvivl om udfaldet! Hvis I vil tilgive mig at jeg endnu en gang henviser til sidste uges prædiketekst, så nævner den ikke nogen tjener der investerer sine talenter, men taber. De tjenere der investerer dem, har heldet med sig. Sådan går det ikke altid i vores menneskelige virkelighed, men sådan går det altid i Guds rige. Den der kaster sine kræfter ind i kampen for det godes sag, kan ikke tabe – uanset hvor svage hans eller hendes kræfter er! – for det er i virkeligheden Gud der kæmper gennem os. Og selv hvis det vi har at bidrage med, kun er på størrelse med et sennepsfrø, kan det alligevel vokse sig til et kæmpe træ. Derfor kan vi med frimodighed give vores liv til Gud og lægge vores liv ned i tjeneste for ham og for vores næste. Måske får vi ikke frugterne af vores anstrengelser at se her i denne verden, men senest når vi samles i Guds rige, vil vi kunne se at de eneste kræfter der var spildte, var dem vi brugte på at finde på undskyldninger for ikke at adlyde Guds ord.
Comments