Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2016

Posted By on 15. maj 2017

Hvedekornet: Evig herlighed

Prædiken i Husum Kirke sidste søndag efter helligtrekonger 2016

Nikolaj Hartung Kjærby

Vi har en tradition i Husum Kirke om at vi hvert år, som regel i maj eller juni, holder en aftengudstjeneste i en fremmed kirke – ”Gudstjeneste ud af huset”, kalder vi det. Så laver vi en udflugt ud af det: vi lejer en bus og kører fra Husum Kirke på det tidspunkt hvor aftengudstjenesten normalt plejer at begynde, og når vi når frem til den kirke der er vores mål, så holder vi en gudstjeneste hvor vi selv medbringer både præst og organist, og så er der som regel en af de lokale der viser rundt og fortæller om kirkens historie og indretning. Det er altid spændende at være med på sådan en tur: Vi bliver mindet om hvor forskellige kirker kan se ud, og vi erfarer hvordan rummet påvirker oplevelsen af en gudstjeneste. Blandt de mange steder vi efterhånden har besøgt, er den enorme Vejleå Kirke i Ishøj, valgmenighedskirken Immanuelskirken på Frederiksberg, ”dobbeltdækkerkirken” i Ledøje, og den ældgamle Birkerød Kirke.

Noget af det der er med til at give hver enkelt kirkebygning dens særpræg, er hvordan den er udsmykket indeni. Her i Husum Kirke har vi jo glæde af Adi Holzers farverige og livfulde stil, mens vi i Ishøj havde nogle mere dystre værker (syntes jeg i hvert fald) af Peter Brandes at kigge på. Immanuelskirken er udsmykket af de berømte brødre Joakim og Niels Skovgaard, mens kirkerne i Ledøje og Birkerød er præget af kalkmalerier fra middelalderen.

Et af de kalkmalerier jeg husker fra Birkerød Kirke, hedder ”Livshjulet”, og det har I fået udleveret et billede af da I ankom. Billedet stammer fra 1300-tallet, og som I kan se, forestiller det et hjul og fem forskellige konger – eller rettere: den samme konge i fem forskellige situationer. Til venstre i billedet klatrer han opad mens han siger: ”Regnabo”. Det er fremtidsformen af det latinske verbum ”regnare”, som betyder ”at regere”; han siger altså: ”Jeg kommer til at regere.” Øverst sidder han på tronen med sværdet i hånden og siger: ”Regno”, som er nutidsformen af samme verbum, altså: ”Jeg regerer.” Til højre er han så på vej nedad mens han bruger datidsformen af verbet: ”Regnavi”, ”Jeg har regeret.” Og nederst i billedet ligger han død og siger: ”Sum sine regno” – ”Jeg er uden magt.” I hjulets centrum står kongen ved siden af et ormædt lig, og der er flere forskellige meninger om hvordan det skal tolkes, men jeg tror det er ment som en påmindelse om at døden er vores faste følgesvend i livet, og vi ved aldrig hvornår den banker på døren – om det er når vi kan se tilbage på et godt, langt liv hvor vi har ”regeret”, eller om det allerede sker mens vi stadig synes vi er på vej opad og har det meste af livet foran os.

Verden ser som bekendt en hel del anderledes ud i dag end den gjorde i middelalderen. Vi lever længere end de gjorde dengang, og der er i særdeleshed færre der dør tidligt på grund af krig, sult eller infektionssygdomme – i hvert fald i vores del af verden. Derfor tænker vi ikke længere så meget over det med at vi skal dø. Jo, måske når vi kommer højt op i årene, men ikke så længe vi er unge – og det bliver vi jo ved med at være længe i vore dage. Døden er blevet et tabu-emne som børn helst ikke må høre om, og som vi voksne helst ikke vil tænke på. Og selv det faktum at det på et tidspunkt holder op med at gå fremad og begynder at gå tilbage, vil vi helst se bort fra.

I den tekst vi lige har hørt, lægger Jesus ud med at sige at Menneskesønnen – det vil sige han selv – snart skal ”herliggøres”. Det er et lidt mærkeligt ord som vi ikke rigtig bruger i dagligsproget – da jeg lavede en Google-søgning på ordet, fik jeg kun resultater der handlede om Jesus, og så et par enkelte fra online-ordbøger hvor der står at ordet mest bruges i bibelske tekster. Men i Den Danske Ordbog er der da i det mindste en definition af ordet ”herliggøre”, nemlig ”bevirke at noget fremtræder i sin fulde herlighed”. Men det blev vi ikke ret meget klogere af, for ”herlighed” er heller ikke ligefrem et hverdagsord. Hvis vi derimod tager fat i en engelsk oversættelse af Bibelen, så kan vi se at det græske ord som på dansk er oversat med ”herlighed”, på engelsk er gengivet som ”glory”. Og ”glory” er et almindeligt ord i det engelske sprog, et ord som ethvert barn forstår. ”Glory”, det er det som idrætsfolk kæmper for på sportspladsen, og som soldater kæmper for på slagmarken. Og så er det i øvrigt et ret almindeligt ord i filmtitler – jeg nævner i flæng Glory af David Butler fra 1956, Paths of Glory af Stanley Kubrick fra 1957, Glory af Edward Zwick fra 1989, Glory Road af James Gartner fra 2006, Blades of Glory af Josh Gordon og Will Speck fra 2007, Pride and Glory af Gavin O’Connor fra 2008, og Morning Glory af Roger Michell fra 2010.

Når det engelske ord ”glory” er så meget mere almindeligt end det danske ord ”herlighed”, så er det naturligvis fordi vi plejer at bruge andre danske ord om det som de engelsktalende kalder for ”glory” – vi kalder det for eksempel ”ære” eller ”berømmelse”. Og ære og berømmelse, det er i hvert fald ting som mange stræber efter i vore dage. I programmer som ”X Faktor” udsætter mennesker sig frivilligt for risikoen for at blive svinet til på det groveste af Thomas Blachman og de andre dommere, i håb om at slippe gennem nåleøjet og få et par måneders berømmelse inden den næste sæson går i gang. Og mon ikke også mange kan identificere sig med Cecilie, den unge hovedperson i den fremragende julekalender ”Absalons hemmelighed”, som DR1 viste for tredje gang her i sidste måned? Hun drømmer om at blive arkæolog, og det er måske en lidt speciel drøm, men pointen er at hun drømmer om at blive en berømt arkæolog. Flere gange synger hun endda en sang med omkvædet ”Jeg ved jeg bli’r berømt”.

Jeg vil ikke holde nogen lang tale for jer om hvor dårlig en idé det er at spilde sin tid på at søge ære og berømmelse, for jeg tror de fleste af jer er helt klar over at de fleste der forsøger at blive berømte, mislykkes med det, og de der lykkes med det, ja, de mister berømmelsen igen før eller senere og må sige ”Jeg har regeret”. Og selv mens man er berømt, har mange måttet indse at det slet ikke er lykken – jeg tror i hvert fald ikke det er tilfældigt at der er rigtig mange berømte mennesker der bliver misbrugere af alkohol, narkotika eller andre farlige ting. Nej, jeg vil hellere bruge min taletid på at kommentere det mærkelige i at Jesus selv tilsyneladende havde det mål at vinde ære og berømmelse – at blive ”herliggjort”. Burde han, det viseste menneske der har vandret på denne jord, ikke om nogen vide bedre?

Men det er værd at lægge mærke til at Jesus faktisk har en helt anden opfattelse af hvad herlighed er, end den der almindeligvis er gældende her i verden. Den måde han ser frem til at blive herliggjort på, er ikke at han kommer til at stå på en scene foran tusinder af entusiastiske fans der chanter hans navn i kor, eller at Rabbinerforeningen giver ham en pris som årets bedste forkynder og lærer. Nej, den måde han ser frem til at blive herliggjort på, er ved at dø!

Det er en ret fremmed tanke for os i den vestlige verden i det 21. århundrede. Jeg mener, forestil jer at en skolelærer beder eleverne i sin klasse om hver især at fortælle om deres fremtidsdrømme, og en af eleverne så siger: ”Jeg vil gerne vinde ære og berømmelse.” ”Jaså,” siger læreren så, ”og hvordan har du tænkt dig at gøre det?” ”Jo,” svarer eleven, ”ved at dø!” Jeg tror at den lærer ville blive temmelig bekymret og som minimum ville kontakte elevens forældre, og måske også skolepsykologen og de sociale myndigheder! Og hvis der var tale om et muslimsk barn, ville der måske også blive sat noget ”afradikalisering” i værk, for netop i islam trives tanken om at vinde evig ære hos Gud ved at give sit liv i hans tjeneste, jo stadig.

Men det er værd at lægge mærke til at Jesus ikke betragter sin død som et mål i sig selv! Nej, Jesus sammenligner sin død med det der sker med et hvedekorn når vi lægger det i jorden. Hvede er jo noget man kan spise, og derfor virker det måske umiddelbart som spild sådan at ”grave maden ned”, i hvert fald hvis man ikke ved hvordan plantefrø fungerer. Men ved at ”ofre” det ene frø kan man jo efter nogen tid høste langt flere frø. Og præcis lige sådan var det for Jesus’ vedkommende: Hans død blev til liv for mange mennesker fordi han bar vores synder så vi kan få del i opstandelsen og det evige liv. På den måde kan man sige at Jesus ”såede” sig selv da han døde, for at ikke alene han selv, men vi alle skulle kunne ”høstes” i opstandelsen.

Men det standser ikke dér. Jesus kalder os nemlig til at følge efter ham! Det er derfor han siger at ”den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Der kan nemlig også sagtens være situationer hvor vi kan tjene Guds gode formål bedre ved at dø end ved at leve – ligesom Obi-Wan Kenobi [som jeg fortalte om i Børnehjørnet] kunne tjene Den Lyse Side langt mere effektivt ved at lade sig dræbe af Darth Vader mens Luke så til, end han ville have kunnet ved at flygte for at redde sit skind.

Som sagt havde Obi-Wan intet at tabe – han kunne tværtimod advare Darth Vader om at ”hvis du hugger mig ned, bliver jeg langt mægtigere end du kan forestille dig”. På samme måde har vi kristne heller ikke noget at tabe – og vores fremtidsudsigter er endda endnu bedre end Jedi-riddernes. Vi kan nemlig ikke blot se frem til at blive ét med en upersonlig Kraft og kunne meddele os til dem der følger efter os, men til at opstå i en ny og uforgængelig krop til et liv uden nogen former for død og sorg, hvor vi vil få ære fra den eneste hvis mening dybest set betyder noget, nemlig Gud Fader selv.

Et afsluttende ord: Jeg ved ikke hvor mange af os der er til stede her i dag, der kan regne med at komme i en situation hvor vi kan tjene Gud og vores medmennesker bedre ved at dø end ved at leve – her i Danmark er det trods alt stadig meget få, om nogen, der bliver dræbt fordi de følger Jesus. (På verdensplan er det en helt anden historie, men den må I få en anden dag). Men jeg ved at vi alle sammen kan regne med hver dag at komme i situationer hvor vi må minde os selv om at vi er døde med Jesus da vi blev døbt og ikke længere tilhører os selv – sådan at vi lader vores egoisme dø og vælger at sætte andres behov før vores egne. Men det har vi også i den grad råd til at gøre uden at miste noget ved det, set i lyset af opstandelseshåbet – og oven i købet kan også det føre til at vi bærer frugt i form af at Guds rige med retfærdighed og fred og glæde spreder sig til vores omgivelser.


Comments

Comments are closed.