Signe & Nikolaj

Posted By admin on 26. november 2012

Korazin og Betsajda: Ve dig, Danmark?

Prædiken i Husum Kirke 10. søndag efter trinitatis 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Man skal passe på hvad man bliver kendt for. Jesper Olsen var en dygtig nøglespiller på det fantastiske danske fodboldlandshold i 1980’erne. Det var ikke for ingenting at han var fast mand i startopstillingen både hos Sepp Piontek og i sin klub Manchester United. Men når hans navn nævnes i dag, gætter jeg på at det første som de fleste kommer til at tænke på, er hans kiksede tilbagelægning i ottendedelsfinalen mod Spanien ved VM i 1986 – en tilbagelægning som blev den direkte årsag til det første af Spaniens i alt 5 mål i kampen, og som hurtigt blev kendt som ”en ægte Jesper Olsen”. At en mand der lavede så meget godt – blandt andet scorede han Danmarks enlige mål i samme kamp – først og fremmest bliver husket for en enkelt fejl, er overhovedet ikke retfærdigt, men er det retfærdighed man søger, så er denne verden det forkerte sted at kigge.

Også i Bibelen er der personer som har fået et dårligere eftermæle end de fortjener. Tag for eksempel Martha, som først og fremmest er kendt som det sure kvindemenneske der var så optaget af huslige gøremål – og navnlig af sin søsters manglende hjælp – at hun slet ikke havde tid til at lytte til Jesus, der derfor irettesatte hende med ordene: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Hvorfor husker vi ikke snarere Martha for den klippefaste tro på Jesus som hun gav udtryk for i forbindelse med sin bror Lazarus’ død, hvor søsteren Maria var forstenet i sorg og fortvivlelse? Men det er der måske alligevel nogle der gør – i hvert fald er der ifølge Danmarks statistik 2810 danskere der hedder Martha (med eller uden h), og det tyder på at der trods alt har været en hel del forældre der har forbundet noget positivt med navnet.

Et navn som det til gengæld er vanskeligt at forbinde noget positivt med, er bynavnet Korazin. Kun to steder i Bibelen nævnes den by, og det er i det stykke vi lige har hørt fra Matthæusevangeliet samt i Lukasevangeliets udgave af den samme beretning. Betsajda, derimod, omtales i Johannesevangeliet som den by tre af apostlene stammede fra, og Kapernaum kender vi fra adskillige helbredelsesberetninger som har været med til at give dens navn en (ufortjent) positiv klang. Det fremgår af det stykke vi hørte, at Jesus udførte næsten lige så mange undere i Korazin som han gjorde i Kapernaum, men dem har evangelisterne altså ikke valgt at tage med i deres beretninger, og derfor hører vi ikke andet om Korazin end Jesu barske ord om at det vil gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag.

(Tyrus og Sidon var to mægtige fønikiske fæstningsbyer i den sydlige del af det nuværende Libanon, som adskillige af Det Gamle Testamentes profeter kom med domsord imod på grund af deres gudløshed. Et af de mest berømte står i Ezekiels Bog [kapitel 28] hvor kongen af Tyrus bliver beskrevet med disse ord: ”Du var seglet på fuldkommenhed, fyldt med visdom og af fuldendt skønhed…. Du var en salvet kerub, jeg gjorde dig til beskytter; du var på det hellige gudebjerg, du vandrede blandt funklende sten….” Men lidt senere: ”Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed, du fordærvede din visdom og strålende glans. Jeg kastede dig til jorden”. Det er meget stærke ord at bruge om en jordisk konge, og derfor er kapitlet i jødisk og kristen tradition blevet opfattet som en beskrivelse af Satan selv, som oprindelig var en mægtig engel, men som blev hovmodig og fik ambitioner om at overtage Guds plads. Det var med andre ord bestemt ikke noget rart selskab Korazin og Betsajda var havnet i!).

Men hvad var det da folk i Korazin gjorde forkert? Hvis de samme mægtige gerninger som var sket dér, var sket i Tyrus og Sidon, ville de for længst have omvendt sig i sæk og aske, siger Jesus, men fønikerne havde jo som sagt også rigeligt at omvende sig fra. Korazin, derimod, var en jødisk by. Der var næppe ret meget afgudsdyrkelse der, og de havde ikke nogen konge der bildte sig ind at det var ham der var Gud, sådan som kongen af Tyrus gjorde. Så hvad var problemet?

Problemet var og er at det der betyder noget, ikke er hvilken label vi sætter på os selv. Det der betyder noget, er om vi adlyder Gud. Og buddet ”du skal være jøde” står ikke et eneste sted i Bibelen, så det kunne folkene i Korazin ikke dække sig ind under. Til gengæld står der: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke”. Jeg ved ikke hvor tit vi tænker på hvor radikalt et krav det faktisk er! Det handler ikke bare om at tro på at der er ”mere mellem himmel og jord”, eller om at lade Gud og ”den religiøse dimension” være en del af ens liv, men om at sætte Gud på førstepladsen i sit liv og lade forholdet til ham være vigtigere end alt andet! Mennesker der lever på den måde, plejer vi gerne at omtale som ”fanatikere”, men ikke desto mindre var det lige præcis dette bud Jesus pegede på, da han blev spurgt hvilket af Guds bud der var det vigtigste.

Men der er også mere at sige end det. Det var nemlig ikke kun for at minde folk om buddene i Det Gamle Testamente at Jesus gik rundt og gjorde mirakler i Korazin og omegn. Nej, Jesus havde også et ganske særligt budskab om at det var en ganske særlig tid de levede i. ”Guds rige er kommet nær,” sagde han. ”Omvend jer og tro på evangeliet.” Den opfordring giver nok ikke ret meget mening for en nutidsdansker der ikke er vant til den kirkelige jargon – og måske knap nok for os der er det, for hvad betyder ”evangeliet” egentlig? Hvad var det Jesus sagde til folk at de skulle tro på?

Ordet ”evangelium” kommer fra græsk, og det betyder faktisk hverken mere eller mindre end ”glædeligt budskab” eller ”gode nyheder”. En mere forståelig oversættelse af det Jesus sagde, ville altså være: ”Omvend jer og tro på de gode nyheder.” Og hvilke gode nyheder var det så Jesus ville have folk til at tro på? Det var netop det at Guds rige var kommet nær!

Og hvad er så Guds rige? Jo, ligesom Romerriget var navnet på det område som var underlagt romernes magt, er Guds rige navnet på det område som er underlagt Guds magt. I en vis forstand omfatter det naturligvis hele universet, eftersom det er Gud der styrer planeternes gang, men lige netop her på jorden er der faktisk temmelig meget der ikke er underlagt Guds herredømme. Det hænger sammen med at Gud har valgt at skabe væsener der ikke er forprogrammerede, men som har frihed til selv at vælge hvad de vil gøre. Dermed har Gud så at sige sat grænser for sin egen almagt. Havde han ikke gjort det, ville der ikke have været noget der hed kærlighed, for kærlighed forudsætter frihed. Det ville ikke være særlig fedt at være gift med en robot der var forprogrammeret til at elske en!

Desværre var der som sagt et af de mægtigste af de frie væsener som Gud havde skabt, der valgte at gøre oprør mod Gud, nemlig den mægtige engel som vi traditionelt plejer at kalde Lucifer, men som efter sit fald er kendt som Djævelen eller Satan. Og han trak en mængde andre engle med sig i faldet. Derfor har der i hele jordens historie været krig mellem ånderne – en krig som vi mennesker ikke har kunnet undgå at forholde os til. Det begyndte dengang Adam og Eva skulle tage stilling til om de ville spise af det træ som Gud havde forbudt dem, Træet til Kundskab om Godt og Ondt. I skikkelse af en slange dukkede Djævelen op og fortalte dem at hvis de spiste af træet, ville de blive som Gud. Det blev de som bekendt ikke, men det lykkedes den faldne engel at få draget menneskene med ind i sit oprør mod Gud, og siden har verden reelt været i den Ondes vold. Ikke sådan at forstå at Guds gode skaberværk blev totalt ødelagt – der er stadig masser af skønhed i naturen, og der findes stadig kærlighed blandt mennesker. Men der er også masser af krig, sult, naturkatastrofer, sygdom, konflikter, lavt selvværd, misundelse, vold og brudte relationer. Jeg møder ofte spørgsmålet hvorfor Gud tillader den slags, og svaret er at det gør han heller ikke! I Guds rige er der intet ondt der får lov til at komme ind. Når der er så meget ondt i verden, er det fordi verden er meget langt fra at være identisk med Guds rige – så langt at Satan flere steder i Det Nye Testamente omtales som ”denne verdens fyrste”.

Men der sker en udvikling i åndernes krig! Fronterne flytter sig! Og det var det som Jesus både forkyndte og demonstrerede da han gik på jorden. ”Guds rige er kommet nær!” sagde han, eller sagt på en anden måde: ”Guds styrker rykker frem! Befrielsen nærmer sig!” Og han demonstrerede det ved at helbrede de syge, give mad til de sultne og give værdighed og selvrespekt til de udstødte og foragtede.

Men hvor kommer opfordringen til omvendelse så ind i billedet? Jo, som sagt er der intet ondt der får lov at komme ind i Guds rige. Men hvad så med os? Der er jo ingen af os der er 100 procent gode. Der findes noget ondt i os alle sammen, så medmindre der bliver lavet om på det, er der ingen af os der får adgang til Guds rige. Det Jesus opfordrede folk i Korazin til, var altså at få ryddet det onde ud af deres liv og begynde at elske Gud af hele deres hjerte, sjæl, sind og styrke. Ikke ved at tage sig sammen og gøre en ekstra moralsk indsats, for det er et håbløst forehavende, men ved at få et helt nyt liv af Gud. Og det var så dét korazinerne ikke var indstillede på at gøre. At skulle erkende at vi ikke selv er i stand til at opfylde adgangskravene til Guds rige, men er hjælpeløst afhængige af at Jesus vil hjælpe os ind, er ydmygende. Som vi skal høre om lidt når Marinus skal døbes, kommer vi slet ikke ind i Guds rige medmindre vi tager imod det som små børn i stedet for at insistere på at være voksne og uafhængige og kunne klare alting selv.

Indbyggerne i Korazin, Betsajda og Kapernaum havde som sagt ingen undskyldning for ikke at omvende sig, med alle de mirakler de havde set. Men hvad med os her i Danmark? Umiddelbart tænker vi måske at det ser temmelig meget anderledes ud for os. Der sker ikke særlig mange mirakler hos os, og at de overhovedet skete dengang Jesus gik på jorden, tvivler vi måske endda på. Så har vi nogen undskyldning for ikke at omvende os?

Det mener jeg faktisk ikke at vi har. Det kan godt være at Jesus ikke går rundt på Danmarks landeveje i kød og blod, men det ændrer ikke på at vi stadig lever i den nye tidsalder der begyndte da Jesus kom til jorden – den tidsalder hvor Guds rige er kommet nær. Der er stadig mennesker i verden der ikke har hørt at Jesus er kommet, men den undskyldning har vi danskere ikke. Vi har været et kristent land i mere end tusind år, vi har korset i vores flag, Kristus er afbildet på vores nationalmonument i Jelling, og i Grundloven står der at den evangelisk-lutherske kirke understøttes af staten. Som vi sang for lidt siden, har vi en rig arv at trække på. Vi burde om nogen vide at vi bor i underværkers land.

Men desværre er det sådan at vi mennesker har det med at tage ting for givet. Ting som vi til at begynde med så som mirakler, kommer vi gradvist til at se som selvfølgeligheder. Og det kan endda nedarves gennem adskillige generationer. For vores forfædre der hørte Ansgar og Poppo og de andre missionærer der bragte kristendommen til Danmark, må det have været et uendelig befriende budskab at de kunne få lov at have med den levende Gud at gøre og endda blive kaldt hans børn. Men for os forkælede velfærdsdanskere 11-12 århundreder senere er det da ikke noget særligt – det manglede da bare at Gud skulle tage imod os i sit rige – ja, han bør endda være taknemmelig hvis vi vælger at ofre noget opmærksomhed på ham, for der er jo så meget andet spændende vi kan bruge vores tid på. Hvor tit glemmer vi ikke at Gud bogstaveligt talt holder vores liv i sin hånd! Han er den Almægtige, himlens og jordens skaber, som har været til i al evighed! Det er ikke ham der skal være taknemmelig hvis vi vil give ham en chance; det er os der skal være taknemmelige hvis han vil give os en chance. Eller rettere: Vi skal være taknemmelige over at han har givet os en chance. Han har sendt sin søn til jorden for at befri os fra død og dom og fortabelse og give os et nyt liv sammen med ham.

Problemet for os kan selvfølgelig være at vi sjældent ser tegn på at Guds rige er kommet nær. Men måske skyldes det at det egentlig ikke interesserer os? Jeg tror faktisk at hvis vi længes tilstrækkelig meget efter at se Guds indgriben i det liv der er vores, så kommer vi også til at se det. Og det er da heller ikke sådan at der overhovedet ikke sker mirakler længere. Så sent som den 28. juli var der en spastisk lammet pige der spontant rejste sig fra sin kørestol under et teltmøde i Sæby, og tidligere på måneden blev en mand ved navn Sigfred Nielsen helbredt for smerter i et knæ der ellers skulle have været opereret – det foregik på en bibelcamping i Indre Missions regi, og de er ellers ikke kendt for flyvske mirakelberetninger. Selv var jeg på Oaselejr Sjælland i Haslev for 14 dage siden med til at bede for en kvinde med en smertefuld seneskedehindebetændelse i albuen – hun blev helbredt øjeblikkeligt. Og hvad angår de endnu vigtigere mirakler der sker i menneskers forhold til sig selv og hinanden når vi anerkender Gud som Gud og lader hans kærlighed forvandle os, så er de lige klar til at plukke hvis vi tør tro på de samme gode nyheder som Jesus gik rundt og forkyndte i Korazin, Betsajda og Kapernaum!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 10. søndag efter trinitatis 2012
Tags: Matthæusevangeliet 11.16-24

Posted By admin on 26. november 2012

Vintræet og grenene: Bliv i Ham som aldrig er langt borte

Prædiken i Husum Kirke 18. søndag efter trinitatis 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvilken træsort er mest velegnet til at lave bogreoler af? (pause) Måske skulle jeg lige understrege at det ikke er et seriøst spørgsmål, men en vandet vittighed, og svaret er: hyldetræ! Og ja, det er i den grad kun en vittighed baseret på et ordspil, for i virkelighedens verden kan man nok ikke bruge hyldetræ til ret meget. Det er ikke for tømmerets skyld at man dyrker hyldetræer; det er for blomsternes og bærrenes skyld! På samme måde forholder det sig med vinranker – dem kan man ikke lave møbler, knager eller parketgulve af. En vinranke der ikke bærer vindruer, er aldeles værdiløs. Og som med ethvert frugttræ gælder det også for vintræet at den ansvarlige gartner vil skære de grene væk som ikke bærer frugt, for at de ikke skal dræne roden for saft og kraft til ingen verdens nytte.

De ord af Jesus som vi lige har lyttet til om vintræets beskæring, kan høres på to måder: som en barsk og skræmmende trussel eller som et glædeligt og befriende løfte. Og i den salme som vi sang for lidt siden, tager salmedigteren Jørgen Kristensen fat i begge dimensioner. (Han nåede i øvrigt lige akkurat ikke at leve længe nok til at se sin salme komme med i Salmebogen, for han døde i 2002, og den nuværende udgave af Den Danske Salmebog udkom i 2003).

Det er ikke svært at gætte hvad Jesus sigter til i sin tale om vintræet og dets grene. Han siger direkte at det vintræ han taler om, er ham selv; ; og at grenene er et billede på os der bekender troen på ham, som vi gjorde for lidt siden, er også temmelig tydeligt. Og det er det der gør teksten skræmmende, for den taler jo om at grenene risikerer at blive skåret af og brændt hvis de ikke bærer frugt. Duer ikke – væk! Det er en hård dom at få over sit liv, især når den bliver udtalt af den eneste der kan give os livet og redde os fra den evige fortabelse. Vi må virkelig råbe med Jørgen Kristensen: ”Herre, forbarm dig! Beskæringen truer!”

Er det let at forstå hvad Jesus mener med vintræet og grenene, er det til gengæld knap så let at regne ud hvad han sigter til når han taler om frugten. Hvad er det for en frugt vi skal bære i vores liv for at undgå den barske skæbne at blive skåret af og brændt? Jørgen Kristensen tolker det som ”at være til gavn”, men jeg tror ikke det er hele sandheden. Gennem hele Bibelen er det at bære frugt en metafor for at gøre Guds vilje – og det vel at mærke ikke blot ved at opfylde nogle bestemte bud i det ydre, men ved at være ham hengiven af hjertet og udvise de samme karaktertræk som Gud selv besidder. Hvad det helt præcis omfatter, opsummerer Paulus smukt i halvandet vers i Galaterbrevet, hvor der står: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” [5,22-23a]

Men hvornår bærer man så frugt nok? Hvor meget kærlighed, tålmodighed, godhed og selvbeherskelse skal der til for at man undgår at blive skåret af og smidt i ilden? Det spørgsmål er i bund og grund forkert stillet, men inden jeg forklarer hvorfor det er det, vil jeg alligevel prøve at komme med en slags svar, nemlig at kravet i hvert fald ikke kan være at vi er fuldkommen kærlige, tålmodige, gode og milde, for Jesus siger jo at de grene der bærer frugt (og som altså ikke bliver skåret af), dem vil Faderen rense så de kan komme til at bære mere frugt. Og hvis man i forvejen bærer frugt til fuldkommenhed, har man jo ikke brug for at bære mere.

Omvendt er det dog heller ikke sådan at vi ved tilstedeværelsen af blot den mindste smule glæde, venlighed eller trofasthed kan læne os veltilfredse tilbage og tænke at den hellige grav er vel forvaret, for de selvsamme ord om at Faderen renser de grene der bærer frugt, for at de skal bære mere frugt, fortæller os jo også at vi aldrig er i mål – der er altid plads til forbedring, og det er altid Guds ønske at der skal ske forbedring.

Det lyder umiddelbart ikke særlig sjovt at man aldrig har gjort det godt nok. Det at kunne slappe af efter vel udført arbejde er et så grundlæggende behov hos os mennesker at myten om Sisyfos, der blev dømt til i al evighed at skubbe en sten op ad et bjerg, ligefrem blev en del af den græske mytologis forståelse af helvede. Er det da meningen at livet som kristen i denne verden skal være et helvede – en jammerdal indtil døden endelig befrier os så vi forhåbentlig kan komme i Paradiset hvis vi har gjort det godt nok til at komme igennem nåleøjet?

Som jeg allerede har antydet, er svaret på det spørgsmål et klart og rungende NEJ, NEJ og atter NEJ! Tværtimod emmer Det Nye Testamente af en helt utrolig glæde og begejstring over livet med Jesus – for eksempel satte Paulus og Silas sig til at synge lovsange da de på et tidspunkt var blevet arresteret på falske anklager og smidt i det inderste fangehul, og efter at jødernes Store Råd havde pisket Peter og Johannes for at skræmme dem fra at tale mere om Jesus, jublede de to apostle over at de havde fået den ære at lide for Jesu skyld. Så har man altså noget af et overskud af glæde på kontoen hvis man kan reagere på den måde! Men i lyset af den tekst vi hørte i dag, hvor kom den glæde så fra?

Svaret står faktisk i Jørgen Kristensens salme: ”Glæden er den at vi ikke skal spørge, hvad der i grunden kom ud af vort liv.” Den vedvarende forbedringsproces er nemlig slet ikke vores ansvar! Jesus sagde jo: ”hver gren, som bærer frugt, den renser – HAN!” Hele den tekst vi lyttede til, rummer faktisk kun et eneste udsagnsord i bydeform, og det er: ”Bliv”! Vores opgave er ikke at skabe frugt i vores liv – det kan vi slet ikke. Vores opgave er alene at blive i Jesus.

Om lidt, når jeg er færdig med at prædike og har læst dagens meddelelser op, og vi har sunget den næste salme, så skal Harald døbes. Efter dåben er det skik at præsten siger nogle formanende ord til fadderne om deres ansvar for at oplære barnet i den kristne tro. Det er et af de få steder i ritualet hvor vi præster er frit stillet med hensyn til den præcise ordlyd, men ritualbogen indeholder et forslag til hvad vi kan sige, og dér står blandt andet: ”da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det [altså barnet] oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.” Når vi bliver døbt, bliver vi indviet til at tilhøre Jesus – Paulus udtrykker det endda sådan at vi bliver lemmer på Jesu legeme. Vi bliver en del af ham – og det er derfor vi kan få det evige liv. Lige siden Adam og Eva valgte Kundskabens Træ frem for Livets Træ, har vi mennesker været afskåret fra det liv som Gud egentlig skabte os til, nemlig et liv i fuldstændig harmoni med ham, vores medmennesker og os selv; et liv uden ondskab, sorg og ulykker; et liv som aldrig slutter. Kundskabens Træ var udtryk for at vores stamforældre hellere ville have magt og stolthed end liv og kærlighed, og historien viser os at de fleste mennesker siden da er gået i deres fodspor. Og det hjælper ikke ret meget at beslutte at fra nu af vil vi leve vores liv anderledes – vi kan som sagt ikke selv frembringe de gode frugter i vores liv. Kun ved at blive og forblive forbundet med ham hvis liv var en kompromisløs demonstration af Åndens frugt, kan vi selv komme til at bære de samme frugter. Og det er altså i dåben at vi bliver podet ind som grene på det sande vintræ, Jesus Kristus.

Men hvordan bliver vi så i ham? Det korte svar er at opskriften på at blive hvor man er, er at lade være med at flytte sig. Vi bliver i Jesus ved at lade være med at forlade ham. Men i praksis kan det godt være vanskeligere end som så, for vores indbyggede tendens til selv at ville ordne tingene, forsvinder desværre ikke bare fordi vi bliver døbt. Når vi bliver optagede af os selv – vores eget image, vores egne rettigheder, vores egne behov, vores egne præstationer – i stedet for at holde Jesus i centrum i vores liv, så forhindrer vi den livgivende saft fra stammen i at flyde ind i os, og så holder vi op med at bære frugt. Det er jo ikke i kraft af sig selv at en gren bærer frugt, men i kraft af at den er en del af træet.

Den livgivende saft som skaber frugten i os, er Helligånden. Helligånden er en af de tre personer i Treenigheden sammen med Gud Fader og hans søn Jesus Kristus, og Helligåndens særlige funktion er at være formidler mellem Gud og mennesker. Når vi bliver døbt, får vi Helligånden i dåbsgave, og det er fordi Helligånden bor i os, at vi kan være forbundet med Jesus og være en del af hans legeme. Det er også derfor Paulus kalder frugten for ”Åndens frugt”.

Summa summarum: Jeg vil helt klart mene at hvis man hører Jesu lignelse om vintræet og grenene som en barsk og skræmmende trussel, så er det en misforståelse. Vist rummer lignelsen en alvorlig advarsel om at vi risikerer evig fortabelse, men selvom Jesus talte rigtig meget om fortabelsen, så var den ikke hans hovedbudskab; den var tværtimod vores udgangspunkt hvis Jesus aldrig var kommet til jorden! Nej, først og fremmest fortæller lignelsen os at vejen til livet ikke går igennem selvpineri, umenneskelige anstrengelser eller konstante frustrerende forsøg på at behage en lunefuld og tyrannisk gud, men tværtimod gennem at flytte vores opmærksomhed fra os selv til Jesus og lade ham leve det nye liv i os som vi har fået i dåben.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2012
Tags: Johannesevangeliet 15.1-11

Posted By admin on 10. august 2012

Peters bekendelse: Vi er præster der skal ofre os selv

Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg har 12 eksemplarer af Bibelen eller dele af den i forskellige udgaver stående derhjemme – foruden et antal børnebibler og tegneserier. På mit kontor her i kirken har jeg yderligere 7 eksemplarer. Det siger lidt om hvad det er for et overflodssamfund vi lever i. Og ligesom en beretning fra områder i Afrika med sult kan gøre mig skamfuld over hvor lidt taknemmelighed jeg viser i det daglige over at have rigelig adgang til mad, tøj og diverse forbrugsgoder, må jeg også skamme mig over hvor lidt jeg værdsætter min uhindrede adgang til Guds ord, når jeg hører beretninger fra lande hvor bibler er vanskelige at få fat i. Det gælder blandt andet Kina, hvor regeringen fører en stram kontrol med trykningen af bibler på kinesisk, og det derfor er meget vanskeligt for de menigheder der ikke ønsker at være en del af den statskontrollerede Tre-Selv-Kirke, at skaffe nok. Derfor deles de kristne om de få eksemplarer af Bibelen de har til rådighed. De deler for eksempel bogen i mindre dele som de lader gå på omgang og eventuelt skriver af. Nogle steder er der så mange der må deles om en bibel, at der kun bliver en enkelt side til hver. Den side som man har fået, læser man så igen og igen, mediterer over den og lærer den om muligt udenad, inden man bytter med en af de andre.

Min hustru og jeg har for nylig læst Jan Vermeers roman ”Tjener for den store general”, som handler om forfulgte kristnes vilkår i Nordkorea. Ganske vist er det som sagt en roman, men som al god skønlitteratur bygger den på omhyggelig research – for denne bogs vedkommende blandt andet på samtaler med kristne nordkoreanere der er flygtet fra landet. Skildringerne af hungersnøden i landet og regimets nærmest grænseøse ondskab overgår da også hvad de fleste menneskers fantasi ville være i stand til at udtænke. Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling, for hvis man ellers har nerver til at læse den slags, er det vigtigt at være klar over hvad det er for en virkelighed vores brødre og søstre i dette lukkede land må trækkes med. Og selvom det er en barsk bog, er det også en bog der giver håb.

På et tidspunkt i bogen er der en nordkoreansk flygtning der er kommet i kontakt med en kinesisk præst og har fået en bibel af ham. Den kinesiske præst formaner koreaneren til at læse flittigt i Bibelen, idet han siger: ”Forstå, at hver eneste side i Bibelen kan give dig trøst, mod og udholdenhed.” ”Hver en side?” spørger den nordkoreanske flygtning overrasket. ”Hver en side i Bibelen rummer nok visdom, trøst og kærlighed til at hjælpe et menneske videre i livet,” svarer præsten. [s. 167] Så langt Jan Vermeer.

Min hustru og jeg læser hver dag et stykke fra Bibelen højt for hinanden, og på det tidspunkt hvor vi læste den ordveksling fra ”Tjener for den store general” som jeg lige har citeret for jer, var vi nået til nogle kapitler i 4. Mosebog der handler om hvilke brændofre israelitterne skulle bringe i forbindelse med de forskellige religiøse fester i årets løb. Det var en lang opremsning af så og så mange tyre, så og så mange væddere, og så og så mange årgamle vædderlam, alle sammen uden skavanker. Jeg kunne ikke lade være med at tænke de to læseoplevelser sammen. Hvis de kristne i den kinesiske undergrundskirke virkelig mener at hver eneste side i Bibelen kan give trøst, mod og udholdenhed, hvad ville de så uddrage af visdom, trøst og kærlighed fra disse endeløse opremsninger af offerdyr?

Jeg har endnu ikke mødt en kineser som jeg kunne spørge, og jeg er heller ikke selv nået frem til noget patentsvar på det spørgsmål, men idet jeg grublede over det, var der alligevel noget jeg kom i tanker om, og det vil jeg nu dele med jer.

Det Gamle Testamente beskriver forskellige typer af ofre. Det der kendetegner et brændoffer til forskel fra et takoffer, et løfteoffer eller et syndoffer, er at man brænder hele dyret på alteret. (Ved de andre typer af ofre brænder man kun fedtet og indvoldene og spiser kødet). At brænde et helt dyr, og oven i købet et uden skavanker, virker umiddelbart som et forkasteligt spild af resurser. Det var jo mad som man på den måde lod gå op i røg, og det i et samfund hvor der ofte var mangel på fødevarer! Men forskrifterne om at ofre blev altid fulgt op af et løfte fra Guds side: ”Hvis I holder mine love og bringer de ofre som jeg har foreskrevet, så vil jeg velsigne jer så I aldrig kommer til at mangle noget.” Et brændoffer var med andre ord en måde at udtrykke sin tillid til Gud på – tillid til at han ville sørge så rigeligt for en at man ikke behøvede at vende hver en krone – eller hvert et vædderlam!

Men brændofferet har også andet at lære os. De dyr som israelitterne ofrede til Gud, fungerede som stedfortrædere og repræsentanter for den person der ofrede dem. Den tradition går helt tilbage til beretningen om Abraham der fik en befaling fra Gud om at bringe sin søn Isak som brændoffer. I betragtning af at Gud havde lovet Abraham at hans efterkommere ville blive talrige som havets sand og himlens stjerner, og at det netop var gennem Isak at han ville blive stamfar til alle de talrige efterkommere, virkede det som om Gud modarbejdede sine egne planer ved nu at bede Abraham om at ofre Isak. Men Abraham havde fuld tillid til at Gud vidste hvad han gjorde, og at han nok skulle opfylde sit løfte, om det så skulle være ved at genopvække Isak fra de døde. Så vidt kom det imidlertid ikke, for idet Abraham løftede kniven for at dræbe sin søn, råbte Gud til ham fra himlen og bad ham om i stedet at ofre en vædder som sad fast i krattet ved siden af. Vædderen kom dermed til at tage Isaks plads og dø i stedet for ham, og det endda på det selv samme bjerg hvor det jødiske tempel siden hen blev bygget, og hvor man den dag i dag kan se Vestmuren, den såkaldte ”grædemur”, som er alt hvad der i dag er tilbage af templet.

Det er en central tanke i Det Gamle Testamentes offerforskrifter at de dyr man ofrer, ofrer man for at de skal træde i stedet for en selv. Havde man for eksempel syndet, så fortjente man at dø fordi man havde gjort oprør mod Gud, livets giver, men man kunne redde livet ved at lægge sine hænder på hovedet af en gedebuk og symbolsk overføre sin synd til den, hvorefter den blev slået ihjel som et syndoffer. (Det er fra den skik at vi har ordet ”syndebuk”).

Men et brændoffer var ikke det samme som et syndoffer. Et brændoffer ofrede manikke for at skaffe soning for en synd man havde begået, men også for brændofferets vedkommende skulle det dyr der blev ofret, repræsentere den person der ofrede det. Og det at hele dyret blev brændt, skulle symbolisere den ofrendes totale overgivelse af sig selv til Gud, i tillid til at Gud er algod og almægtig og vil tage sig godt af os.

I dag ofrer vi ikke længere dyr. Jøderne gør det ikke engang, og vi kristne endnu mindre. Når jøderne ikke ofrer dyr, skyldes det i første omgang at de ikke længere har en helligdom at foretage ofringerne i. Deres tempel blev ødelagt af romerne i år 70, og det er aldrig siden blevet genopbygget. Men så vidt jeg ved, mener de fleste jøder også i dag at dyreofringerne er passé, selvom der også er grupper der ser frem til at de engang bliver genoptaget i et genopbygget tempel – i hvert fald hvis man skal tro Wikipedia.

For os kristne ville det til gengæld være dybt meningsløst at begynde at ofre dyr igen, for Det Nye Testamente, og særligt Brevet til Hebræerne, gør det tindrende klart at Det Gamle Testamentes ofre kun var noget foreløbigt, der skulle pege fremad mod det sidste og endegyldige offer, nemlig Jesu offer af sig selv på korset. Under den gamle pagt (ordet ”testamente” betyder egentlig ”pagt”, dvs. kontrakt eller aftale) skulle den jødiske ypperstepræst en gang om året gå ind i det allerhelligste rum i templet med blodet af en tyr og en gedebuk for at skaffe soning for alle de synder som han selv og folket i årets løb havde begået uden at lægge mærke til det og dermed uden at kunne bringe et syndoffer til soning. Men vores ypperstepræst er Jesus, som én gang for alle gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod og dermed skaffede soning for al synd i fortid, nutid og fremtid.

Men det betyder ikke at der ikke længere skal ofres! Det betyder kun at der ikke længere skal ofres dyr! Og det at Jesus er den endegyldige ypperstepræst, betyder ikke at Gud ikke længere udvælger mennesker til at være præster. Tværtimod er enhver der tror på Jesus, kaldet til at være præst og bringe ofre til Gud.

Inden jeg går videre, må jeg hellere skynde mig at gøre opmærksom på at ordet ”præst” desværre er tvetydigt. Det danske ord ”præst” kommer af det græske ”presbyteros”, som ordret betyder ”ældre”. Det er egentlig lidt komisk når man tænker på at jeg ofte er blandt de yngste i dette lokale når vi har gudstjeneste, men en del af forklaringen er at i oldtidens byer var det de ældre i byen der bestemte, og ordet ”ældre” (eller ”ældste” som man af uransagelige årsager plejer at gengive det med på dansk) kom derfor gradvis til at blive brugt om ledere i det hele taget, uanset alder. Det blev også titlen på lederne i de første kristne menigheder.

Efterhånden udviklede der sig en opfattelse af at nadverfejringen var en ublodig gentagelse eller aktualisering af Jesu offer på korset. Det er derfor vi kalder det bord som nadverelementerne står på, for et ”alter”, også selvom Luther ved reformationen tog skarpt afstand fra læren om ”messeofferet”. Men den katolske opfattelse af nadveren er altså at præsten (i betydningen ”den person der leder gudstjenesten) bogstaveligt talt frembærer Jesu legeme og blod som et offer til Gud, og derfor begyndte man i det 3. århundrede at bruge samme ord om de kristne ledere som man brugte om de personer der i jødedommen og i de hedenske religioner bragte ofre til Gud eller til guderne, nemlig det græske ord ”hiereus”. Dette skete længe før kristendommen kom til Danmark, og derfor har vi på dansk kun ordet ”præst”, som kan betyde enten en leder i en kristen menighed, eller en person der bringer ofre.

Tilbage til det jeg var ved at sige: Enhver der tror på Jesus er kaldet til at være præst – ikke i betydningen ”lønnet leder i kirken som prædiker og leder gudstjenesten”, for det kan vi i sagens natur ikke alle sammen være, men i betydningen ”en person der frembærer ofre til Gud. Det står også i den tekst fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.” Jesus bliver kaldt ”den levende sten”, men øjeblikket efter siger Peter at også vi er levende sten. Dermed mener han at de ofre som vi skal frembære, ikke skal foretages i et tempel bygget af mursten, men at den kristne menighed er det ”tempel” hvori de nye ofringer skal foretages. Det er Jesus som er grundstenen i den kristne menighed, og det er i kraft af vores tilhørsforhold til ham at vi er levende sten.

På samme måde er det i kraft af vores tilhørsforhold til Jesus, den sande ypperstepræst, at vi er præster. Og vores opgave som præster er den samme som vores ypperstepræsts opgave: Også vi skal frembære os selv som ofre til Gud, ligesom Jesus gjorde. Paulus siger det meget klart i Romerbrevet med ordene: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.”

Men hvordan i alverden gør vi det? Hvordan ofrer man sig selv? Det gør du ved at overgive dig helt og holdent til Gud. Ved at give afkald på enhver ret til selv at bestemme over dit liv, og stole på at Gud vil dig det godt, og at du derfor roligt kan give ham total hånd- og halsret over dit liv med samme tillidsfuldhed som Abraham udviste da han var villig til at ofre sin søn. At lære at lytte til hvad Gud beder dig om at gøre, er et livslangt projekt, men du kan jo begynde med at læse hvad der står i Bibelen, og adlyde dét; det skulle nok kunne holde de fleste af os beskæftiget i et godt stykke tid.

Den første som Jesus udnævnte til at tage del i hans præstetjeneste, var Simon Peter, som vi hørte det i evangelielæsningen. Peter bekendte nemlig at Jesus var Kristus. Ordet ”Kristus” er en oversættelse til græsk af det hebraiske ”mashiach” (eller ”messias”) som betyder ”salvet”. I det gamle Israel salvede man konger og ypperstepræster, så det Peter sagde, var altså at han anerkendte at Jesus var udvalgt af Gud til at være den endegyldige konge og ypperstepræst. Jesus kvitterede ved at sige: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.” Peter fik altså del i Jesu rolle som grundsten, og derudover gav Jesus ham præstelig autoritet til at binde og løse ting i himlen.

Men Peter havde ikke fuldt ud forstået hvad det ville sige at Jesus var konge og ypperstepræst; det demonstrerer han i det der følger lige efter den højtidelige bekendelse. Som ypperstepræst skulle Jesus netop ofre sig selv, dvs. han skulle dø. Men da han fortæller det til disciplene, protesterer Peter skarpt. Han havde ganske vist forstået at Jesus var udvalgt til en særlig gerning, men han var bestemt ikke indstillet på at den særlige gerning omfattede offer og lidelse. Og han var nok slet ikke indstillet på udsigten til at den særlige rolle Jesus havde stillet ham i udsigt, ville komme til at medføre at han også selv måtte ud i offer og lidelse.

Men han blev klogere! Da Jesus efter sin opstandelse genindsatte Peter i det apostelembede som han havde frasagt sig da han fornægtede Jesus, skete det med ordene: ”Vær hyrde for mine får.” Men så tilføjede han: ”Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Han forudsagde med andre ord at Peters tjeneste som apostel ville føre til at han en dag blev henrettet, hvilket gik i opfyldelse cirka 30 år senere under kejser Neros kristenforfølgelser. Men inden det kom så vidt, nåede Peter altså at skrive to breve som kom med i Det Nye Testamente, og som blandt andet rummede den tekst vi har hørt i dag, om at vi takket være vores tilhørsforhold til Jesus er et kongeligt præsteskab. Og som vi har set, indebærer det at vi skal ofre, og at det offer vi skal bringe, er os selv.

Men heldigvis får offer og lidelse ikke det sidste ord! Jesus led ikke fordi det at lide er godt i sig selv, men fordi det var vejen til sejr over døden og djævelen. Han døde for at købe os fri af døden. Vores eventuelle lidelse, og det at vi skylder at ofre os selv, har heller ikke lidelsen i sig selv som formål. Grunden til at vi skal ofre os selv, er den store kosmiske kamp mellem godt og ondt stadig raser. Ganske vist vandt Jesus den endegyldige sejr ved sin død og opstandelse, og det er derfor 100 procent sikkert at Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen engang vil blive tilintetgjort, og verden på ny vil blive et paradis hvor de retfærdige skal bo i evig glæde sammen med Gud. Dén sejr kommer ikke i fare, uanset om vi følger Jesu kald til at være et kongeligt præsteskab, eller vi vælger at vige udenom. Men den Onde kæmper stadig for at trække så mange mennesker som muligt væk fra Gud. Det kampel står om nu, er at frelsen skal nå til så mange mennesker som muligt – at Guds rige skal vinde skikkelse i så mange mennesker som muligt. Og ved at ofre os selv til Gud med alt hvad det måtte medføre af lidelse, er vi dels med til at fremme at Guds rige vinder skikkelse i os selv, og dels gør vi det muligt for Gud at bruge os til at frelse andre.

Jeg vil slutte af med et citat fra Luthers Lille Katekismus, som er trykt i uddrag bagerst i salmebogen, nærmere bestemt fra side 963. I sin forklaring til Fadervor, som kan findes på side 969, skriver Luther om bønnen ”komme dit rige”: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.” Citat slut. Og det er lige præcis det vores overgivelse af os selv til Gud handler om: At Guds rige må komme til os.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2012
Tags: Matthæusevangeliet 16.13-26

Posted By admin on 5. juli 2012

Omkostningerne ved at følge Jesus

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag efter trinitatis 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Inden jeg siger noget som helst andet, vil jeg gerne understrege at vi naturligvis ikke skal hade nogen mennesker, og slet ikke vores familie. Det Nye Testamentes centrale bud er jo: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Vores familie hører naturligvis også med til kategorien ”næste”, og i Første Timotheusbrev skriver Paulus ligefrem at ”den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro. ” Og i Markusevangeliet skælder Jesus farisæerne og de skriftkloge ud fordi de har åbnet for at man ikke behøver at forsørge sine gamle forældre hvis man i stedet giver pengene til templet. Man kan altså ikke bruge dagens evangelietekst som en undskyldning for at forsømme sin familie til fordel for et engagement i kirken, eller hvad man nu ellers føler at Gud har kaldet en til. Særligt vi mænd har en kedelig tilbøjelighed til at prioritere opgaver højere end relationer, med det resultat at alt for mange børn vokser op uden at se tilstrækkelig meget til deres far. Men i disse ligestillingstider kan det naturligvis bestemt ikke udelukkes at kvinder kan falde for den samme fristelse. Og uanset om det drejer sig om mænd eller kvinder, bliver det ikke bedre at at man giver sine ambitioner et fromt navn. Den præst der arbejder så meget at han forsømmer sin familie, synder præcis lige så meget mod Gud som den direktør der gør det samme, og hende der lægger så mange frivillige arbejdstimer i kirken at hun aldrig er hjemme hos sin mand og sine børn, synder lige så meget mod Gud som hvis det havde været en fodboldklub eller et politisk parti der stjal hendes tid fra familien. (Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at det er forkert at lægge et stykke frivilligt arbejde i kirken – tværtimod kunne vi godt bruge nogle flere frivillige her i kirken, blandt andet til at stille op til menighedsrådet når der er valg til november, men også til andre opgaver. Man skal bare forsømme i den rigtige rækkefølge, og dér er der alt for mange der lever som om familien var mindre vigtig end alt det andet).

Vi skal heller ikke hade vores eget liv. I den første tekst vi hørte, giver Jeremias udtryk for at han ville ønske at han aldrig var blevet født, men den indstilling irettesætter Gud ham for. Når Gud har givet os livet, er det fordi vi skal leve – ønskede han ikke det, så ville det jo være en smal sag for ham at sørge for at vi ikke levede mere. Går vi rundt og ønsker at vi ikke levede, eller at vi levede i en anden tid eller på et andet sted eller under nogle andre vilkår, så misser vi de talrige anledninger til at tjene Gud og vores medmennesker som Gud lægger til rette for os.

Men hvorfor siger Jesus så som han gør? Hvis vi ikke skal hade vores familie og vores eget liv, hvorfor siger han så at vi skal? Kan han finde ud af hvad han mener?

For at finde ud af hvad han mener, så lad os se nærmere på sammenhængen. Det er altid en god idé at læse bibelvers i deres sammenhæng; rigtig mange vildfarelser er et resultat af at man har taget et enkelt vers frem og ignoreret den sammenhæng det står i. Jeg kan godt komme med nogle tragikomiske eksempler, men det må vente til kirkekaffen. Lige nu skal vi se nærmere på i hvilken sammenhæng Jesus siger det med at hade sin familie og sit eget liv. Sammenhængen er at der er store skarer der følger efter Jesus, og det skulle man jo tro at han ville være rigtig glad for, men Jesu mål var ikke at blive populær; det var at lede mennesker ind i Guds vilje med deres liv. Og derfor måtte han være sikker på at de havde forstået hvad det indebærer at være hans discipel. Jesus var nemlig en omvandrende lærer som gik rundt og sagde kloge og vise ting der fascinerede folk. Dem var der mange af på den tid, både i Israel og i resten af Middehavsområdet – et berømt eksempel fra Grækenland var Sokrates. Der var typisk to kategorier af mennesker der lyttede til disse lærere, nemlig deres officielle elever, eller ”disciple” som vi plejer at kalde dem med et gammelt dansk ord, og så den bredere offentlighed. Disciplene havde forpligtet sig til at gøre alt hvad mesteren sagde og følge hans lære helt og fuldt. Den brede offentlighed, eller ”skarerne” som de ofte bliver kaldt i evangelierne, var derimod ikke parate til at tage den fulde konsekvens af hvad mesteren sagde, så de stod lidt på afstand og tog måske noget til sig af det der blev sagt, mens de valgte andet fra. Men der var måske også nogle af dem der overvejede at tage skridtet og blive disciple, og derfor er det vigtigt for Jesus at gøre det klart for dem hvad det indebærer.

Sokrates er som bekendt død og borte for længst, og det samme gælder de fleste af de andre lærere fra den tid. Men kristendommens centrale påstand er at det ikke gælder Jesus. Han blev ganske vist slået ihjel, men tre dage senere blev han levende igen. Og inden han vendte tilbage til himlen, sagde han til sine disciple at de skulle gå ud i hele verden og gøre alle mennesker til hans disciple – ”idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Vi er altså døbt til at være Jesu disciple, og derfor er det også meget relevant for os at høre hvad det indebærer. Og det første Jesus siger om det, er altså at man skal hade sin far, mor, hustru, børn, brødre, søstre og sit eget liv. Og det næste han siger, er: ”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.” Og derefter kommer han med de to billeder om manden der vil bygge et tårn, og kongen der vil gå i krig. Men det interessante som vi skal lægge mærke til her, er at det at være Jesu discipel, handler om at gå i Jesu spor – altså at gøre det samme som han gjorde! Og allerede dér kan vi se at det ikke kan betyde at vi bogstaveligt talt skal hade vores familie eller vores eget liv, for det gjorde Jesus bestemt ikke! Han er det mest kærlige menneske der nogensinde har gået på denne jord, som selv da han hang på korset i ubeskrivelige smerter, fandt overskud til at sørge for at der også fremover ville være en der tog sig af hans mor, nemlig disciplen Johannes. Og den kærlighed der drev ham til korset, omfattede naturligvis også hans familie – han døde også for deres synder.

Men Jesus elskede ikke sin familie på den måde som de forventede. Han elskede dem grænseløst og ubetinget, men han kendte forskellen på kærlighed og usund afhængighed. Og han vidste at ”Du skal elske din næste som dig selv” ikke står alene som det vigtigste bud i Det Nye Testamente. Nogle af jer har måske hørt udtrykket ”det dobbelte kærlighedsbud”. Det sigter til at Jesus engang blev spurgt hvilket af Guds bud der er det vigtigste, og han svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke”. Men så tilføjede han: ”Der er et andet bud der står lige med dette: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ På de to bud hviler hele loven og profeterne.” De to bud kan aldrig spilles ud mod hinanden, og de kan aldrig stride mod hinanden. Hvis vi oplever at stå i en situation hvor vi skal vælge mellem at elske Gud eller at elske vores næste, så har vi enten misforstået kærligheden til Gud eller kærligheden til medmennesket – eller måske begge dele.

Til gengæld kan vi nemt komme til at stå i en situation hvor vi vil blive beskyldt for at hade vores familie, og jeg tror det er dét Jesus sigter til. Det oplevede Jesus faktisk selv – på et tidspunkt mente hans brødre, og sågar også hans mor, selveste jomfru Maria, at han måtte være gået fra forstanden, og derfor tog de afsted for at hente ham hjem. [Det står i Mark 3,21 at det var derfor de kom.] Da han insisterede på at holde fast ved den opgave som Gud havde givet ham, kan man godt forestille sig at de har sagt noget i retning af: ”Hvis du virkelig elsker os, så dropper du det der Messias-halløj og følger med os tilbage til det liv vi kender.” Og da det begyndte at stå klart at den vej Jesus var slået ind på, ville ende med at han blev slået ihjel, har der sikkert været dem der har sagt: ”Han må jo have et dødsønske siden han bærer sig sådan ad? Hader han sit liv?”

Jeg tror at det Jesus mener, er at den der vil være hans discipel, må være parat til at bære den slags beskyldninger uden at lade sig manipulere af dem til at forråde kærligheden til Gud. Og for mange kristne rundt om i verden er den slags pres faktisk hverdagskost. Det gælder ikke mindst mennesker fra andre religiøse baggrunde, fx muslimer eller hinduer, der kommer til tro på Jesus. Deres familier oplever ofte deres nyfundne tro som et forræderi mod alt hvad familien står for, og beskylder dem for at hade deres forældre. Det gør selvsagt enormt ondt at få sådan noget at vide, især fordi et møde med Jesus som regel fører til at man får en langt større kærlighed til sine medmennesker – og især sin familie – end man tidligere har haft. Men hvis din familie beder dig om at vælge mellem dem og Jesus, så vil det at være Jesu discipel nødvendigvis medføre at din familie får det indtryk at du hader dem.

Risikoen for at ens familie ikke kan acceptere at man er blevet en discipel af Jesus, er imidlertid ikke den eneste omkostning ved at følge ham. Jeremias oplevede for eksempel at hans gerning som profet medførte både skam og smerte. Det er nok de færreste af os der bliver kaldet til en så udsat og ensom gerning som den Jeremias havde fået, men hvis man vil tage sin efterfølgelse af Jesus alvorligt, kan det nok ikke undgås at man havner i situationer hvor man bliver misforstået og skammet ud.

Nogle steder i verden er omkostningerne ved at følge Jesus særdeles håndfaste. I Nordkorea bliver kristne rutinemæssigt interneret i arbejdslejre som de sjældent slipper ud af i live, og i flere muslimske lande er der dødsstraf for at forlade islam. I Iran bliver kirkeledere jævnligt arresteret på falske anklager, fra Indien og Indonesien kommer der jævnligt rapporter om at kristne er blevet overfaldet af muslimske eller hinduistiske ekstremister, og i Nigeria bliver kirker brændt ned til grunden af den islamistiske terrorgruppe Boko Haram. Desværre er det ikke alle kristne, navnlig ikke i Nigeria, der har formået at efterleve Jesu ord om at vende den anden kind til, hvilket i og for sig er forståeligt nok rent menneskeligt, men utrolig sørgeligt er det alligevel når man fra tid til anden kan æse at muslimer er blevet slået ihjel af kristne i Nigeria. For den der bliver slået ihjel for Jesu navns skyld, ærer Jesu navn, men den der slår andre ihjel for Jesu navns skyld, vanærer Jesu navn.

Den mest almindelige omkostning som alle der vil følge Jesus, er fælles om, er dog det at vi må sige nej til vores egen syndige natur. Siden syndefaldet er alle mennesker blevet født med en indbygget modvilje mod at underordne sig under Gud – det er det som man undertiden med et lidt uheldigt teologisk ord kalder for ”arvesynden”. Vi har alle sammen en tilbøjelighed til at søge at få vores fysiske, psykiske og åndelige behov opfyldt så hurtigt som muligt, men vil vi leve i lydighed mod Gud, kræver det at vi ofte udskyder eller helt giver afkald på opfyldelsen af visse behov. Særligt vores behov for selvhævdelse har det med at kollidere med Guds ord om at vi skal give afkald på vores selvbestemmelse, ydmyge os under ham og i ydmyghed sætte andre mennesker over os selv. Det er en omkostning som vi skal tage med i vores beregninger inden vi vælger at følge Jesus.

Men hvorfor så overhovedet følge ham? Fordi det er ham der har nøglen til livets mening. På et tidspunkt hvor der var mange af Jesu disciple der forlod ham fordi de syntes at de krav han stillede til dem, var for radikale, spurgte Jesus de 12 disciple han havde udvalgt, om de også ville forlade ham, men Peter svarede: ”Herre, hvor skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.”

Men det kræver naturligvis at vi er klar over at vi har brug for at høre det evige livs ord. Det var menigheden i Laodikea, som vi hørte om i den anden læsning, tilsyneladende ikke klar over. Deres motto var: ”Jeg er rig, jeg har samlet til huse og mangler intet.” Og derfor var de blevet lunkne. I deres liv som kristne var der hverken forfriskende kølighed eller livgivende varme; de var bare ligeglade fordi de tænkte at de havde deres på det tørre. Men deres selverkendelse var meget mangelfuld. De ord Jesus taler til dem, er nogle af de mest barske vi hører ham udtale i Det Nye Testamente. Men selvom det er barske ord, er det stadig kærlige ord, ikke hadske. Han siger jo også: ”Den jeg elsker, revser og tugter jeg.” Jesu hensigt med at sige det han siger til laodikeanerne, er at han vil hjælpe dem ud af deres fattigdom, blindhed og nøgenhed. Derfor siger han: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” Invitationen til at følge Jesus står altid åben – også for kristne som er blevet lunkne i deres kristendom, sådan som laodikeanerne var. Der er nogle omkostninger ved at tage imod invitationen, men de er for intet at regne mod den rigdom af liv som Jesus giver – ikke kun i paradis når vi dør, men også her i denne verden hvor vi får lov til at leve et liv i tæt fællesskab med den almægtige Gud og have Helligånden i os. Så luk døren op for Jesus, og tag imod hans invitation til at holde måltid sammen med ham når vi om lidt skal fejre nadver.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2012
Tags: Lukasevangeliet 14.25-35

Posted By admin on 5. juli 2012

”At de alle må være ét”: Der er andre kristne end os!

Prædiken i Tagensbo Kirke 6. søndag efter påske 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus’ søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn, et antal kvinder, samt Jesu mor og brødre. Det er vist hvad man kan kalde en lille, sluttet flok. Ganske vist var der andre Jesustroende end dem, for hvis vi læser bare et enkelt vers videre i Apostlenes Gerninger fra der hvor dagens læsning sluttede, så står der om en dag hvor der var samlet 120 af ”brødrene”, som de første kristne kaldte hinanden. Men selv 120 er altså heller ikke særlig mange. Der findes et hav af obskure religioner i verden som ingen har hørt om selvom de har betydelig mere end 120 tilhængere. I dagene efter Jesu himmelfart var der altså ikke meget der tydede på at kristendommen nogensinde skulle blive en verdensreligion.

Men Jesus havde forudset at der ville komme flere til. Med sit blik der ser ind i fremtiden som om den allerede var til, bad han skærtorsdag aften ikke alene for de disciple han havde på det tidspunkt, ”men også for dem, som ved deres ord tror på mig”. Og det omfatter blandt andet os! Alle vi der i dag tror på Jesus, gør det fordi vi har hørt eller læst apostlenes ord om ham. Så Jesus bad for os! Det er en ret vild tanke, synes jeg – at Jesus for næsten 2000 år siden havde os med i sine tanker og i sin bøn.

Men det var ikke kun os han bad for. Han bad for alle som ved hans disciples ord ville komme til at tro på ham. Og jeg ved ikke hvor tit vi tænker på hvor mange mennesker det i virkeligheden drejer sig om – og hvor mange forskellige slags mennesker det drejer sig om! Der er en tendens til at vi i den danske folkekirke til tider udviser et ret arrogant syn på dem der praktiserer kristendommen på en anden måde end vi gør. Frikirkerne er i bedste fald lidt flyvske, i værste fald direkte sværmeriske. Katolikkerne drukner deres gudstjenester i vokslys, vievand og røgelse, mens de uafladelig slår korsets tegn og siger ”Ave Maria”er. Ja, selv nogle af retningerne inden for vores egen folkekirke er lidt mærkelige: de højkirkelige er nærmest katolikker, Indre Mission er sorte og livsfjendske, Tidehverv er intellektuelt arrogante, og grundtvigianerne tager ikke rigtig kristendommen alvorligt. Og bevæger vi os uden for landets grænser, går det først for alvor galt – alle ved for eksempel at de svenske lutheranere er lidt katolske i hovedet, de tyske kristne stort set kun snakker om miljøet, afrikanske kristne råber og skriger så man ikke kan høre hvad man selv tænker, og amerikanerne brænder koraner og skyder abortlæger. Men kære venner: Jesus bad for alle som tror på ham – også dem vi synes er mærkelige! Og hvad værre er: Han bad om ”at de alle må være ét”! Og grunden til at Jesus vil have at vi skal være ét: ”for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” Hvis vi, der påstår at vi kender Jesus – ja, at vi er hans legeme i verden – hvis vi ikke engang kan være i stue med hinanden, hvordan skal mennesker så nogensinde kunne tage kristendommen seriøst? Som en muslim jeg talte med, sagde: ”Hvad er det for en Helligånd der er den rigtige? Er det den katolske Helligånd eller den protestantiske Helligånd eller den metodistiske Helligånd eller Jehovas Vidners Helligånd? For der må jo være forskellige Helligånder siden forskellige kristne påstår at Helligånden siger noget forskelligt til dem!”

Nuvel, lad os se lidt nærmere på den brogede skare af kristne der findes i verden i dag. Man regner med at det drejer sig om lidt over 2 milliarder mennesker eller 400 gange Danmarks indbyggertal, hvoraf en fjerdedel bor i Europa, en fjerdedel i Latinamerika, en fjerdedel i Afrika og den sidste fjerdedel i Nordamerika, Asien og Oceanien. Allerede dén oplysning tror jeg mange finder overraskende. Jeg ved ikke hvor tit vi tænker på at der for eksempel er lige så mange kristne i Afrika som i Europa!

Cirka halvdelen af de kristne i verden er katolikker, en fjerdedel er protestanter, en ottendedel er ortodokse, og den sidste ottendedel identificerer sig ikke med nogen af de tre betegnelser. Det drejer sig primært om kirker i den ikke-vestlige verden som har fundet deres egen måde at udtrykke sig på i stedet for at videreføre de kirkelige skel som er resultatet af en historie der ikke er deres, men også i vesten spirer der en underskov af nye kirker op som ikke synes at de traditionelle kirkesamfund siger de noget. Og på verdensplan tæller disse kristne der hverken er katolikker, ortodokse eller protestanter altså 50 gange Danmarks indbyggertal!

Vender vi os mod de protestantiske kirkesamfund, som den danske folkekirke jo hører til, så er der en meget bred vifte af forskellige kirker der hører under den hat. De amerikanske sydstatsbaptister er for eksempel protestanter, og det samme er baptisterne her i Danmark; pinsebevægelsen, som på verdensplan tæller 177 millioner mennesker er cirka 35 gange Danmarks befolkning, er protestanter; Frelsens Hær er protestanter; Syvendedagsadventisterne, som holder gudstjeneste om lørdagen og ikke spiser svinekød, er protestanter; og et hav af andre kirkesamfund er ligeledes protestanter.

Den underfamilie af protestantiske kirker som den danske folkekirke tilhører, er de lutherske kirker. Selvom vi har lært i skolen at Luther var kirkens Reformator med stort R, så var der allerede på Luthers tid mennesker der ønskede et langt mere markant opgør med den katolske kirke end det Luther lagde op til, og en generation senere fremstod den franske reformator Calvin, hvis tanker vandt langt flere tilhængere end Luthers. Så af verdens halve milliard protestanter er det altså kun 74 millioner der er lutheranere. Vi lutheranere udgør altså kun 3½ procent af de kristne i verden. Og ved I hvad: Selv blandt de lutherske kirker er der utrolig store forskelle på teologi og gudstjenesteform. Tag for eksempel Mekane Yesus-kirken i Ethiopien, som i sin tid blev startet af lutherske missionærer fra blandt andet Danmark, og som stadig arbejder sammen med Dansk Ethiopermission, men som med sine mere end 5 millioner medlemmer nu er større end den danske folkekirke. Jeg gætter på at hvis en af os forvildede sig ind til en gudstjeneste i en af de mere end 10.000 menigheder i Mekane Yesus-Kirken, så ville vi ikke genkende ret meget herhjemmefra. Præstens påklædning er temmelig meget anderledes, musikken er rigtig meget anderledes, gudstjenesten er mere end dobbelt så lang – og det er ikke usædvanligt at der foregår ting som tungetale, dæmonuddrivelser og helbredelser af syge.

Det korte af det lange er at hvis vi danske folkekirkekristne anlægger en arrogant indstilling over for vores medkristne i andre kirkesamfund og andre lande, så er det udtryk for en markant grad af provinsialisme. Vi må ikke glemme at vi kun udgør 0,2 procent af de kristne i verden, og selvom vi her til lands har for vane at rose os af at vi har verdens bedste folkeskole, verdens bedste sundhedssystem, verdens bedste arbejdsmarkedsmodel og hvad ved jeg, så bør vi altså vise en større grad af selverkendelse når det gælder vores kirke. Som Paulus skrev til de kristne i Korinth som på den tid mente at de havde verdens bedste kirke: ”er det fra jer, Guds ord er udgået, eller er det kun jer, det er nået til?” [1 Kor 14,36]

Omvendt skal vi naturligvis heller ikke gå og nedgøre os selv og slå os selv oven i hovedet; det er ikke det jeg slår til lyd for. Vi skal bare være realistiske om at vi altså ikke er de eneste mennesker på kloden, men at vi tværtimod kun udgør et meget lille mindretal – og også kun et meget lille mindretal af verdens kristne. Og hvis vi har tænkt os at ignorere de øvrige 99,8 procent af de mennesker Jesus bad for aftenen før han døde for både os og dem, så er der noget alvorligt galt med vores forståelse af evangeliet. For Jesus bad jo netop om – at vi alle måtte være ét! Det var dén ene ting han bad om! Det, og så at vi skulle være hvor han er.

Det allermest centrale i det kristne budskab er kærligheden. Som Paulus skriver i et af de mest berømte vers i Bibelen: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden.” Og det er noget af det som vi i den danske folkekirke faktisk i al beskedenhed har ganske godt fat i – i hvert fald i teorien. Men som vi alle sammen godt ved, er kærlighed ikke noget man kan praktisere alene. Der har endnu ikke været stillet forslag om at udforme et ritual for et menneske der gerne vil giftes med sig selv! Og den kærlighed som kristendommen pålægger os, er ikke kun kærlighed til en enkelt anden person, men til alle andre mennesker – og især til dem der ligesom os er blevet Guds børn gennem Jesus og dermed er vores brødre og søstre. Den kærlighed kan vi naturligvis kun praktisere ved at have noget at gøre med alle de andre kristne! Måske møder vi dem ikke i vores hverdag, men så må vi jo tage initiativ til at møde dem! Det gør vi jo med vores biologiske familie, så hvorfor ikke med vores åndelige familie? En mulighed kunne være at deltage i Danske Kirkedage i Aalborg i Kristi Himmelfartsferien næste år, hvor et meget bredt udsnit af det danske kirkeliv er repræsenteret. Det er også en god idé at opsøge en lokal kirke når man er på ferie i ind- eller udland, og se hvordan de gør tingene dér. Det er helt sikkert anderledes end vi er vant til, men anderledes behøver ikke at være ringere. Måske vi endda kan lære noget af hinanden? Jeg kan også anbefale at følge med i nyhedsbrevene fra et eller flere ydremissionsselskaber, der jo for det meste arbejder sammen med lokale kirker i andre lande. Og endelig er der også den mulighed at tage på besøg i en kirke her i København som tilhører et andet kirkesamfund – måske endda en af de mange migrantkirker hvor flertallet af kirkegængerne er af anden etnisk herkomst.

Som sagt er jeg sikker på at vi vil kunne lære en masse af hinanden. Og jeg tror at de andre vil kunne lære mest af os hvis vi kommer til dem med en ydmyg indstilling og først og fremmest går efter at lære noget af dem. Noget af det som jeg tror vi især har brug for at lære i folkekirken, er hvordan vi lytter til Gud. ”Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner”, stod der i den læsning fra Det Gamle Testamente som vi lyttede til i dag. Den profeti begyndte at gå i opfyldelse den første pinsedag i Jerusalem, som vi skal høre om om en uge, og hos mange af de 99,8 procent andre kristne er det stadig den virkelighed de lever i. Det kan det måske også blive hos os hvis vi er villige til at tage ved lære!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter påske 2012
Tags: Johannesevangeliet 17.20-26

Posted By admin on 5. juli 2012

Jesu himmelfart: Jesu universelle herredømme

Prædiken i Husum Kirke Kristi himmelfarts dag 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

”Øst er øst, og vest er vest, og de to kan aldrig mødes.” Sådan lyder et berømt og ofte misforstået citat fra Rudyard Kipling. Citatet stammer fra første linje af et episk digt med titlen ”Balladen om Øst og Vest”; et digt som er én lang beskrivelse af hvordan de kulturelle forskelle mellem England og Afghanistan ikke behøver at være nogen hindring for at en englænder og en afghaner kan mødes som ligemænd. De første fire linjer af digtet, og for øvrigt også de sidste fire, lyder ordret således: ”Oh, East is East, and West is West, and never the twain shall meet, Till Earth and Sky stand presently at God’s great Judgment Seat; But there is neither East nor West, Border, nor Breed, nor Birth, When two strong men stand face to face, tho’ they come from the ends of the earth!” I en dansk oversættelse som jeg fandt på nettet, er dette gengivet som: ”Åh, Øst er Øst, og Vest er Vest, og ingensinde skal de tvende
mødes, Før Jorden og Himlen tager plads ved Guds store Dommersæde. Men der gives hverken Øst eller Vest, hverken Grænse, Slægt eller Folk, Når to stærke mænd ansigt til ansigt står, om så de kom fra hver af Klodens ender.”

Men hvad mener Kipling så med de indledende ord om at øst og vest aldrig kan mødes? Tja, den mest banale tolkning er måske også den mest oplagte, nemlig at han tænker på de geografiske størrelser øst og vest, som i sagens natur aldrig kan mødes. Ganske vist kan man med en vis ret påstå at øst og vest mødes ved datolinjen i Stillehavet, men den linje kunne vi jo lige så godt have valgt at placere et hvilket som helst andet sted på jordkloden. Og under alle omstændigheder er faktum at uanset hvor på jorden man befinder sig – bortset fra de uendeligt små punkter der er kendt som Nordpolen og Sydpolen – vil øst og vest befinde sig stik modsat hinanden. De kan altså aldrig mødes, og derfor er det også så skønt at der i Davids Salme 103 står: ”så langt som øst ligger fra vest, så langt har han fjernet vore synder fra os.”

I den salme vi hørte i dag, stod der også noget om øst og vest, men denne gang stod der: ”Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises.” Når øst og vest aldrig kan mødes, må det betyde at lovprisningen af Gud skal strække sig over hele jorden, for der er jo ikke noget sted på jorden der ikke ligger mellem øst og vest.

Oldhebraisk, som er det sprog Det Gamle Testamente er skrevet på, har i øvrigt ikke nogen selvstændige ord for øst og vest, så når der står ”fra øst til vest” i den danske oversættelse, står der ”fra solens opgang til dens nedgang” i grundteksten, for det var de ord man havde for øst og vest. Som regel fremgår det af sammenhængen om der menes ”øst” eller ”solopgang”, men lige det her sted giver begge betydninger faktisk mening. Og i den gamle bibeloversættelse som mange af jer sikkert er vokset op med (såfremt Bibelen var en del af jeres opvækst) står der faktisk ikke ”Fra øst til vest skal Herrens navn lovprises”, men ”Fra sol i opgang til sol i bjerge være Herrens navn lovpriset.” Og hvem ved om ikke der er tale om en bevidst tvetydighed fra salmistens side (en tvetydighed der desværre ikke kan gengives på dansk)? Altså enten ”fra øst til vest” eller ”fra morgen til aften”, enten en geografisk altomfattende lovprisning eller en tidsmæssigt altomfattende lovprisning. Tilmed er morgen og aften, solopgang og solnedgang, almindelige metaforer for fødsel og død, og det er jo i grunden ikke så mærkeligt. Det er altså oplagt at høre salmen som en opfordring til at prise Gud ikke bare hele dagen, men hele livet – fra vores fødsel til vores død.

Og sådan lykkedes det mig på finurlig vis at få knyttet en forbindelse til de flotte glasmalerier som vi indvier i dag, for hvis man læser dem fra venstre mod højre, begynder de jo netop med menneskets fødsel og slutter med dets død, og på de mellemliggende billeder finder vi – lovprisning! Med forskellige instrumenter har englene travlt med at lovprise Gud mens menneskelivet bevæger sig fra fødsel til død, og samtidig også fra kaos til kosmos.

Det samlede kunstværk som de fem vinduesfelter i glasmaleriet udgør, er ikke rektangulært; det skråner nedad. Og den vej går det jo også med menneskelivet: Rent fysisk går det ned ad bakke fra 20-årsalderen hvor væksten standser, men sliddet på organer og led begynder allerede fra fødslen. Der bliver også føjet mere og mere til vores synderegister jo længere vi lever, og frem for alt: For hver dag vi lever, rykker vores død en dag nærmere. Som én kynisk har udtrykt det: ”Livet er en seksuelt overført sygdom med 100% dødelig udgang.”

På den baggrund kan man godt overveje hvad det lige er der giver anledning til at vi skal lovprise Gud. Ét er at vi takker ham for at vi trods alt får lov til at leve, men ligefrem at lovprise ham? Han er jo selv evig og uforanderlig, men nægter tilsyneladende os at få del i de samme goder. For en umiddelbar betragtning kunne lovprisning af ham virke lige så malplaceret som nordkoreanernes tvungne hyldestoptog til ære for de diktatorer der har undertrykt dem i 64 år.

Men også kun for en umiddelbar betragtning. For Gud er jo ikke blevet rig ved at udbytte sine undersåtter, sådan som Kim-dynastiet er det. Og dertil kommer at der heldigvis er betydelig mere at sige om Gud end at han er den evige som troner højt ophøjet over os. Hvis I stadig har jeres salmebøger åbne på side 1163, så prøv at lægge mærke til den begrundelse som salmisten giver for at Gud skal lovprises (eller ”Herren”, som der står. Når der står ”Herren” i Det Gamle Testamente, er det i reglen en gengivelse af Guds navn, Jahve, som jøderne ikke turde udtale og derfor erstattede det med det hebraiske ord for ”herren”, og den tradition er desværre blevet videreført i de fleste oversættelser af Bibelen. Det er der historiske grunde til, men dem vil jeg lade ligge). Hvorom alting er: Begrundelsen for at Gud, Herren, Jahve, skal lovprises, er: ”Hvem er som Herren, vor Gud, i himmel og på jord, så højt som han troner, så dybt ned som han ser? Fra støvet rejser han den svage, fra skarnet løfter han den fattige”. Gud skal ikke kun prises fordi han er stor og ophøjet, men også og frem for alt fordi hans ophøjethed ikke forhindrer ham i at se ned til os små mennesker, have medfølelse med os og hjælpe os. Ja, ikke nok med at han ser ned til os – i Esajas’ Bog [57,15] siger Gud ligefrem: ”Jeg bor i det høje og hellige og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet.” Gud ser os altså ikke kun; han bor hos os – såfremt vi ellers er sønderknuste og ikke hovmodige.

Det viste Gud først og fremmest i Jesus. I ham trådte Gud frem som menneske for at redde os svage og fattige op fra støvet og skarnet. Til jul hørte vi hvordan han bogstaveligt talt trådte ind midt i støvet og skarnet ved at lade sig føde i en stald. Til fastelavn hørte vi hvordan han lod sig døbe i det samme vand som mennesker symbolsk havde vasket deres synder af i, som tegn på at han tog alle vores synder på sig. Langfredag hørte vi hvordan han blev uskyldigt dødsdømt og henrettet og dermed bar den død som vi skulle have lidt. Og påskemorgen hørte vi det vidunderlige budskab om at han ikke længere er i graven, men har besejret døden og vundet det evige liv til os. Og i dag, Kristi himmelfarts dag, hører vi så om hvordan han forlod denne jord igen og vendte tilbage til sin trone i himlen, og så skulle man jo umiddelbart synes at vi er lige vidt, men det er vi bestemt ikke. Jesus sidder nu ved Guds højre hånd, men hvor er Guds højre hånd henne? Ja, når Gud ikke alene bor i det høje og hellige, men også hos de knuste og nedbøjede, så er Guds højre hånd naturligvis også dér! Jesus er stadig hos os, lider med os når vi lider, og sætter os blandt fyrster, idet han giver os status som Guds børn. At være børn af den suveræne Gud som fortjener al lovprisning, er ikke nogen ringe status at have – vi har god grund til at rette ryggen og løfte hovedet, uanset hvilke omstændigheder vi oplever at stå i!

Lad mig til slut vende tilbage til Kiplings digt. For der stod jo faktisk ikke at øst og vest aldrig skal mødes, men at de ikke skal mødes ”før jorden og himlen tager plads ved Guds store dommersæde.” Der kommer en dag hvor denne tidsalder slutter, hvor Gud holder dom over himmel og jord, og hvor øst og vest endelig mødes. Det var den dag englene sigtede til da de fortalte de forvirrede disciple at Jesus ville vende tilbage på samme måde som de havde set ham blive taget op til himlen. Og det var den dag Jesus sigtede til da han sagde til disciplene at det ikke tilkom dem at kende tider eller timer som Faderen har fastsat af egen magt. Når den dag kommer, vil Gud ikke længere bo hos de knuste og nedbøjede, for da vil der ikke længere være nogen der er knuste og nedbøjede! Til den tid vil Guds rige nemlig fylde hele verden med sin herlighed, og Gud vil være alt i alle. Og alle der har valgt et liv sammen med Jesus, vil senest den dag erfare at det er et liv i herlighed – en herlighed der allerede her i denne verden kan skimtes bag de trængsler vi måtte opleve (selvom vi danskere ikke rigtig ved hvad trængsler er), og som vil træde synligt frem når Jesus kommer igen for at dømme levende og døde. Som apostlen Johannes skriver om den dag: ”Vi ved, at når han åbenbares, skal vi blive ligesom han, for vi skal se ham, som han er.” [1 Joh 3,2]. Det handler den salme om som vi skal synge efter meddelelserne.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2012
Tags: Lukasevangeliet 24.46-53

Posted By admin on 5. juli 2012

Den snævre port: Vi skal have ærefrygt for Gud

Prædiken i Husum Kirke Bededag 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Billy Strachan var blikkenslager i London. En dag fik han en ganske usædvanlig opgave, eller rettere: en helt almindelig opgave, men på et meget ualmindeligt sted. Han blev nemlig bedt om at ordne en dryppende vandhane på selveste Buckingham Palace, den engelske dronnings residens. Han var en dygtig blikkenslager, så vandhanen var hurtigt ordnet, men så besluttede han sig for at se sig lidt omkring nu har var inden for murene. Mens han gik rundt og beundrede de flotte vægge og lofter, kom han på et tidspunkt til en dør hvor der stod en vagtpost. Det var før der kom så meget fokus på terrorisme som der er i dag, så da Billy viftede med sin værktøjskasse, trådte vagten til side og lod ham gå ind, selvom han i virkeligheden ikke havde noget at gøre derinde. Inde bag døren lå nemlig selveste dronningens tronsal! Hun var ganske vist ikke selv til stede derinde (havde hun været det, havde vagtposten nok været knap så flink), men rummet var imponerende. De strålende røde tapeter på væggene blev brudt af forgyldte pilastre og elfenbenspaneler, i toppen af væggene var der en frise med smukt udhuggede relieffer, på gulvet lå et kunstfærdigt vævet tæppe, og ned fra det mosaikforgyldte loft hang enorme funklende lysekroner. På en forhøjning i den fjerneste ende af rummet stod to fløjlsbetrukne gyldne tronstole med henholdsvis dronningens og prinsgemalens monogram, og på væggene ved siden af forhøjningen hang gyldne trofæer. Billy Strachan var aldeles bjergtaget af al den pragt og herlighed. Men så kom han pludselig til at dreje hovedet og fik øje på et spejl der hang på væggen. Og det han så i spejlet, var alt andet end prægtigt. Dér stod han selv i en beskidt kedeldragt med en værktøjskasse i hånden. Kontrasten mellem hans egen lurvethed og stedets pragt slog ham med en sådan kraft at det eneste han kunne tænke, var: ”Hvad i alverden bestiller jeg her!” Og han tog benene på nakken og skyndte sig ud.

Når jeg kender historien, er det fordi Billy Strachan senere blev prædikant, og han har fortalt historien engang i en prædiken.

Jeg ved ikke om jeg ville have reageret på samme måde som Billy Strachan gjorde. Bortset fra at jeg nok slet ikke ville have haft den fornødne frækhed til at spadsere ind i tronsalen på den måde uden at have noget at bestille derinde, så tror jeg ikke at udsmykningen i tronsalen ville have fyldt mig med helt den samme grad af ærefrygt. Ganske vist kender jeg da godt til at det kan føles en anelse pinligt hvis jeg er dukket op til en fest i t-shirt og cowboybukser, og alle de andre mandlige festdeltagere er i habit, men det skyldes ikke så meget ærefrygt for habitterne; det skyldes snarere at jeg ikke har lyst til at tiltrække mig opmærksomhed ved min upassende påklædning, og i princippet ville jeg have det lige så dårligt hvis jeg som den eneste havde habit på, og alle andre var i t-shirt og cowboybukser! Jeg har dog heldigvis vænnet mig til oplevelsen af at jeg er den eneste der har præstekjole på, mens alle andre har andre slags tøj på!

Generelt tror jeg at vi danskere langt hen ad vejen har mistet evnen til at føle ærefrygt. Og det er ikke nødvendigvis kun negativt. Faktisk kan man godt argumentere teologisk for at man ikke skal benytte fornemme titler og floromvundne formalia når man taler til folk i høje stillinger – Jesus siger for eksempel et sted i Matthæusevangeliet: ”I må ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres mester, og I er alle brødre.” Med andre ord: Over for Gud har alle mennesker samme status, og derfor må man ikke ophøje sig selv over sine medmennesker ved at insistere på at blive tiltalt med fornemme titler. Min farfar drog en meget radikal konsekvens af disse ord, idet han længe før flertallet af Danmarks befolkning holdt op med at sige ”De” til folk, for som han sagde: ”Jeg siger ’du’ til Gud – hvorfor i alverden skulle jeg så sige ’De’ til et menneske?”

Omvendt er det også en vigtigt kristen pointe at ethvert medmenneske uanset status fortjener vores dybeste respekt fordi vedkommende er skabt i Guds billede. En sund ærefrygt for Gud vil med andre ord give sig udslag i at vi også får en form for ærefrygt for vores medmennesker.

Men problemet er at det efterhånden står temmelig sløjt til også med ærefrygten for Gud. Så meget har vi vænnet os til at leve i et rettighedsbaseret samfund at vi let kommer til at tænke, om ikke andet så underbevidst, at alt hvad der hedder myndigheder og magthavere kun eksisterer med én eneste formål, nemlig at stå til rådighed for os. Den tid hvor kongen var en ophøjet person som alene i kraft af sin rang fortjente vores ærefrygt, og som sagt synes jeg egentlig at det er en sund udvikling. Men rettighedstænkningen kan altså også tage overhånd, og hvis vi når derhen hvor vi også betragter Gud som en der kun er til for at stå til rådighed for os, så er vi i hvert fald røget ud over kanten. Alligevel bærer religionsdebatten i dagens Danmark præg af at vi gør os til dommere over Gud som om han skyldte at stå til regnskab over for os. ”Hvis Gud virkelig er almægtig, hvorfor afskaffer han så ikke det onde i verden?” er et spørgsmål der sagtens kan udspringe af en dyb indre længsel efter at forstå Guds væsen og en frustration over at der er så meget i verden der ikke er som det burde være, men det kan også være udtryk for en opfattelse af at vi mennesker har ret til at diktere hvad der er op og ned i verden, og det har Gud så ellers bare at indrette sig efter. Ofte tænker vi nærmest noget i retning af at hvis vi skal nedlade os til at tro på Gud, så kan han da godt tage at komme os lidt i møde. Der er trods alt andre end ham på markedet, og han må vel kunne indse at hvis han gerne vil have nogle tilhængere, så har han ikke råd til at stille alt for store krav.

Men at tænke sådan er udtryk for en fatal misforståelse. Gud ejer alt. Han har råd til alt. Gud har ikke noget behov for at vi skal tro på ham for at han kan stive sin selvtillid af, eller for at han kan blive ved med at være Gud. ”Gud er Gud, om alle mand var døde.” Han er ikke som de guder som eksempelvis de gamle grækere troede på. En af de mest kendte græske myter handler om korngudinden Demeter hvis datter Persefone bliver røvet af underverdenens Gud Hades der vil have hende til hustru. Det har Hades fået tilladelse til af Persefones far, gudernes konge Zeus. Men Demeter savner sin datter, og hun er rasende på Zeus over at han har lovet hende bort uden at spørge hende om lov, og derfor bruger hun den magt hun har som korngudinde: Hun lader simpelt hen være med at give menneskene korn! Det betyder at menneskene ikke har noget at ofre til Zeus og de andre olympiske guder, og på den måde fører Demeter ”visnepolitik” indtil Zeus er nødt til at give sig og lade hende få datteren tilbage, for han kan ikke undvære menneskenes ofre.

Sådan er vores Gud ikke, og det understreger Paulus også meget kraftigt i den berømte prædiken som han holdt på Areopagos i Athen. Areopagos ligger med udsigt til Akropolis på den ene side og Agoraen på den anden side, og begge steder vrimler det med små og store templer og helligdomme for et hav af forskellige guder. Men Paulus siger: ”Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget.”

Det univers som vi vi er en del af, har ikke altid eksisteret. Det mente de fleste videnskabsmænd ellers for blot 100 år siden, men så opdagede man at universet udvider sig, og det førte til formuleringen af Big Bang-teorien. I dag mener de fleste astrofysikere at vores univers er resultatet af en kæmpe eksplosion der begyndte for cirka 15 milliarder år siden. Nogle kristne mener at man ud fra Bibelen kan fastslå at universet kun er 6.000 år gammelt, og den mulighed kan man efter min mening ikke udelukke. Hvis vi tror på at Gud skabte Adam og Eva som voksne mennesker, altså med en vis alder, kan han jo også sagtens have skabt universet med en vis alder. Men om det er 6.000 år eller 15 milliarder år gør egentlig ikke den store forskel, for i forhold til evigheden er begge dele blot som at blinke med øjnene. I forhold til Guds evighed er den tid hvor der har levet mennesker, for intet at regne. Før der var blevet skabt nogen mennesker, klarede Gud sig fint uden at mennesker troede på ham, og der er ingen grund til at antage at det skulle være anderledes i dag.

Det er altså Gud der har fat i den lange ende her. Han kan være knusende ligeglad med hvordan vi stiller os til ham. Til gengæld afhænger vores skæbne 100 procent af hvordan Gud stiller sig til os. Han er den Almægtige, og hvis han ville, kunne han udslette os med samme lethed som vi kan træde på en myre. Det burde da om noget give anledning til en vis ydmyghed, en vis ærefrygt!

Læg dertil at Gud faktisk har god grund til at være vred på os! Selvom det er ham der har skabt os, ham vi skylder vores liv og vores eksistens, ham der bærer den verden som vi lever i, så har vi ikke vist ham den ære og taknemmelighed han fortjener, men har tværtimod gjort oprør imod ham og insisteret på selv at ville bestemme spillets regler. De gode bud som han har givet os at leve efter, tilsidesætter vi på stribe for at tækkes alle tiders mest udbredte afgud: os selv. Ligesom Josefs brødre i Egypten står vi altså over for en der både har magt til at lade os gå til grunde og har et klart motiv til at benytte sig af den magt. Vi er ikke bare at sammenligne med en nysgerrig blikkenslager der har forvildet sig lidt for langt ind i Buckingham Palace, men snarere med en mand der har begået noget utilgiveligt mod dronningen og ikke har grund til at forvente andet end en streng straf hvis han vover sig ind på hendes enemærker.

Det er på den baggrund vi skal høre det når det i dagens anden læsning hedder: ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen”. Det Jesus gjorde ved sin død på korset, var, for at blive i billedet, at gøre det muligt for ham der havde begået noget utilgiveligt mod dronningen at bevæge sig ind i hendes tronsal uden at behøve at frygte for noget, men tværtimod med en forventning om at blive modtaget af dronningen som om han var et af hendes højtelskede familiemedlemmer, og blive indbudt til at spise med ved hendes bord hver dag resten af sit liv!

Hvis vi forlader billedet igen og vender tilbage til forholdet mellem os og Gud, så har vi ved vores oprør mod ham gjort uoprettelig skade på vores egen karakter. Vi var skabt til at være en del af Guds husstand og til at kunne omgås ham i hans blændende lys uden at tage skade, men siden vi har vendt ham ryggen, er vores væsen blevet korrumperet så vi ikke længere kan tåle Guds nærhed – vi ville ganske enkelt brænde op. Da Moses, om hvem det ellers hed sig at han ”omgikkes Gud ansigt til ansigt”, bad om at få et glimt af Gud i al hans herlighed, svarede Gud at det kunne han ikke få lov til, for det ville han ikke kunne overleve. Og da profeten Esajas i et syn så Gud sidde på sin trone omgivet af serafer, udbrød han uvilkårligt: ”Ve mig, det er ude med mig!” Men fordi Jesus tog vores natur på sig og blev et menneske, og fordi han på vores vegne på sit legeme bar vores oprør mod Gud med sig ind i døden, kan vi til gengæld få del i hans guddommelige natur. Vi får så at sige lov til at bytte med Jesus, eller sagt på en anden og måske mere korrekt måde: Vi får lov til at skifte vores eget uperfekte liv ud med Jesu perfekte liv. Den ombytning sker i dåben hvor vi symbolsk druknes og begraves i vandet og opstår til et nyt liv som Guds børn – Guds børn fordi vi har fået del i Guds Enbårne Søns identitet.

Men det er vigtigt at vi husker på at dén nye identitet har vi kun i kraft af vores samhørighed med Jesus, og kun for så vidt som vi holder fast i den samhørighed. Og det er ikke altid nogen dans på roser. Jesus var kendt som ”smerternes mand”, og hans vej var lidelsens vej. Den der vil høre sammen med ham, må indstille sig på også at komme til at gå lidelsens vej. Den Onde har stadig rigtig meget magt i denne verden. Han hader og bekæmper Jesus, og derfor vil han også hade og bekæmpe enhver der tilhører Jesus. Det kan ikke være anderledes. Det er derfor Jesus siger at vejen til livet er trang, og at der er få der finder den. Men den trange vej er den bedste vej, for når vi går på den, går Jesus med os. Vælger vi derimod at droppe det med at høre sammen med Jesus fordi det er for besværligt eller for lidelsesfuldt, så kommer vi ud på en langt bredere vej hvor det er meget lettere at færdes. Men den ender i fortabelsen, for uden Jesus kan vi ikke møde Gud uden at gå til grunde. Ærefrygten for Gud bør altså drive os til at vælge at gå den trange vej sammen med Jesus.

Men det er ikke kun ærefrygten der bør drive os til det; det er også og i endnu højere grad Guds kærlighed. For selvom Gud ikke har behov for at vi tror på ham, selvom han i evigheder klarede sig fint uden os, så er der alligevel noget der gør at han ikke er ligeglad med os, og det er hans kærlighed. Ligesom det var Josefs kærlighed til sine brødre der fik ham til ikke at slå dem ihjel, men tværtimod at beværte dem ved sit bord, var det Guds kærlighed til os der drev ham til selv at påtage sig et menneskes skikkelse og dø en smertefuld og forsmædelig død for at vi kunne være sammen med ham. Og selvom Gud er ærefrygtindgydende i sin almagt og i sin skaberkraft, selvom han er den der satte stjernerne på deres plads i himmelrummet og formede jorden med sine hænder, er hans kærlighed alligevel det allermest fantastiske og på sin vis allermest ærefrygtindgydende ved ham.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til bededag 2012
Tags: Matthæusevangeliet 7.7.14

Posted By admin on 5. juli 2012

Jesu opstandelse: Den opstandne går i forvejen

Prædiken i Husum Kirke påskedag 2012

Nikolaj Hartung Kjærby

Det budskab som vi er samlet om i dag, er det budskab som kristendommen står og falder med. Kristendommens centrale påstand er jo at et bestemt menneske der levede i Israel for cirka 2000 år siden, var Gud selv i menneskeskikkelse, at hans liv og død betyder forskellen på evigt liv og evig død for alle andre mennesker i fortid, nutid og fremtid, og at livets vigtigste spørgsmål for ethvert menneske er hvordan vi forholder os til dette menneske. I grunden en ganske uhyrlig påstand når man tænker over det. Men beviset for påstanden er altså at Gud oprejste Jesus fra de døde og på den måde demonstrerede at Jesus virkelig har besejret døden på hele menneskehedens vegne.

Om Jesu opstandelse virkelig er et historisk faktum eller blot et symbolsk-poetisk udtryk for at livet er stærkere end døden (hvad det så end måtte betyde), er der delte meninger om. I de seneste årtier har der været en tendens til at stadig flere vestlige teologer har valgt mulighed nummer to, altså at opstandelsen ikke er noget der har fundet sted i virkeligheden, men at den alligevel er sand fordi den siger noget sandt om tilværelsen, på linje med Æsops fabler eller H.C. Andersens eventyr. Det er også den nemmeste løsning, for så slipper vi for at hævde at der findes en Gud som kan sætte sig ud over den fysiske verdens love, og netop dén påstand er jo noget af det ved kristendommen som mange moderne mennesker tager allermest afstand fra. Eller sådan tænker man i hvert fald på universiteterne hvor de teologiske fakulteter skal forsvare at de skam er videnskabelige uddannelsesinstitutioner. Ude i den pulserende virkelighed, derimod, hvor en meningsmåling i forrige uges udgave af Søndagsavisen viste at 39% af alle kvinder tror på spøgelser, og at hver fjerde forælder kan fortælle at deres barn har set, hørt eller mærket uforklarlige ting, hvor ugebladshoroskoper går som varmt brød, og hvor Brønshøj-Husum Lokaludvalg netop har bevilget en underskudsgaranti på 9.000 kroner til et arrangement med en mand der hævdes at kunne kommunikere med de døde – dér kan jeg ikke forestille mig at tanken om en almægtig Gud skulle være nogen stor kamel at sluge.

Så når universitetsuddannede teologer ofte kvier sig ved at omtale opstandelsen som en historisk begivenhed, skyldes det måske snarere et ønske om at vi gerne vil markere at vi er dannede og intelligente mennesker som ikke sidder fast i et førmoderne verdensbillede der ignorerer de landvindinger som videnskaben har gjort gennem de seneste århundreder (undskyld de mange fremmedord!). Måske føler vi os lidt truffet når ateistiske debattører med slet skjult nydelse konsekvent omtaler enhver form for religion, inklusive kristendommen, som ”overtro”. At blive hånet er jo aldrig morsomt.

Eller også hænger det sammen med at vi selv ganske enkelt har svært ved at forbinde en historie om en død mand der blev levende igen, med andet end eventyrbøger. Og selv hvis det virkelig skulle være sandt i historisk forstand at Jesus opstod fra de døde, har vi svært ved at se hvad vi skulle kunne bruge det til. Det skete jo i en fjern fortid som ikke har ret meget til fælles med den tid vi lever i nu. I dag ser vi ikke mirakler der trodser naturlovene, men må tage til takke med de mirakler som vi ser i naturens indretning, og som vi tyder på den måde at der trods alt står en personlig og kærlig magt bag som vi vælger at kalde Gud, og som giver os et håb om at vi stadig vil være omsluttet af kærlighed når vi engang skal herfra. Og det er jo en smuk og opbyggelig tanke. Det er bare ikke kristendom – eller i hvert fald ikke noget som oldkirkens martyrer ville have kunnet nikke genkendende til som det de gik i døden for.

For det gjorde de jo! Elleve af de tolv apostle blev henrettet fordi de udbredte kristendommen! Det samme gjorde et meget stort antal biskopper og præster og efterhånden også lægfolk. Nogle af henrettelserne stod jøderne bag, men de fleste af de kristne martyrer blev faktisk dræbt af romerne, der ellers var kendt for at føre en meget tolerant religionspolitik. De-forfulgte-for-eksempel ikke jøderne, så længe de ikke modsatte sig det romerske overherredømme. Hvad kunne de dog have imod et budskab om at der står en personlig og kærlig magt bag som vi vælger at kalde Gud, og som giver os et håb om at vi stadig vil være omsluttet af kærlighed når vi engang skal herfra? Ingenting, selvfølgelig – så længe man indordnede sig under de romerske myndigheder og betalte sin skat. Havde kristendommen ikke været mere provokerende end som så, ville romerne næppe have gidet at spilde resurser på at bekæmpe den.

Nej, som jeg indledte med at sige: Kristendommens centrale påstand er at et bestemt menneske der levede i Israel for cirka 2000 år siden, var Gud selv i menneskeskikkelse, at hans liv og død betyder forskellen på evigt liv og evig død for alle andre mennesker i fortid, nutid og fremtid, og at livets vigtigste spørgsmål for ethvert menneske er hvordan vi forholder os til dette menneske! Sådan en påstand var ikke velset i det pluralistiske samfund som Romerriget var. Og når de kristne så oven i købet hævdede at Jesus ikke længere er død, men er opstået og gør krav på verdensherredømmet, så måtte myndighederne reagere, for Romerrigets mest centrale dogme var jo at verdensherredømmet tilhører kejseren! Vi tager altså grusomt fejl hvis vi tror at kristendommen først og fremmest er et budskab om ”hvad det vil sige at være menneske”, eller hvad vi nu ellers kan finde på af floromvundne fraser i vores forsøg på at skjule at vi faktisk har at gøre med et revolutionerende og stærkt provokerende budskab som har potentiale til at skaffe os større problemer på halsen end en hånlig bemærkning fra en ateist i ny og næ.

Men alt det står og falder altså med opstandelsen som et historisk faktum. Og JA, det er svært at forholde sig til en historie om en mand der var død, men blev levende igen. Men blot fordi noget ikke plejer at ske, betyder det vel ikke at det aldrig kan ske? Og desuden: Hvis det kristne evangelium ikke er et budskab om noget ganske usædvanligt, men blot om noget almenmenneskeligt, hvorfor er det så lige Jesus fra Nazaret vi citerer, synger om og har afbildet i kirken, og ikke Buddha, Gandhi, Mark Twain eller en af de talrige andre personligheder der har haft interessante ting at sige om det at være menneske?

Ja, det er meget godt, sidder du måske og tænker, men ét er at noget ikke plejer at ske. Noget helt andet er hvis noget er fysisk umuligt! Men hvis vi virkelig tror på at Gud er almægtig, og at selve universets eksistens skyldes ham, skulle det så være umuligt for ham at foretage sig ting der sætter de naturlove han selv har skabt, ud af kraft? Der er i hvert fald ikke noget logisk til hinder for det. Vores viden om at døde ikke bliver levende igen, bygger ikke på logik, men blot på vores erfaring for hvordan naturlovene fungerer.

Forresten var folk for 2000 år siden ikke så meget dummere end vi er i dag. Den verden som kristendommen spredte sig i, var den hellenistiske verden, hvis verdensbillede ikke kun var formet af den græske mytologi, men også af store tænkere som Platon, Aristoteles, Euklid, Cleanthes, samt ikke mindst lægevidenskabens fader, Hippokrates. De vidste godt at døde ikke plejer at blive levende igen! Ja, den opfattelse var faktisk så rodfæstet hos folk at Paulus var nødt til at bruge et helt kapitel i Første Korintherbrev, oven i købet et meget langt et af slagsen, på at besvare netop dén indvending. Han påpeger at hvis Jesus ikke er opstået fysisk, så er kristendommen fuldkommen meningsløs, men så tilføjer han de forløsende ord: ”Men nu er Kristus opstået fra de døde.” Den påstand underbygger han ved at henvise til mere end 500 mennesker der har set Jesus i levende live efter hans korsfæstelse, deriblandt sig selv! Og for Paulus selv betød mødet med den opstandne en 180 graders ændring i hans liv: Han gik fra at være en fanatisk farisæer der stræbte de kristne efter livet til pludselig selv at blive en af de kristne som blev stræbt efter livet. Der var ikke meget almenmenneskelig hyggesnak dér!

Men det er jo altså snart 2000 år siden, og man kan godt tænke at selv hvis Jesu opstandelse er et historisk faktum, hvilken forskel gør det så for os i dag? At en mand for 2000 år siden vendte tilbage til livet efter at være død, hvad kommer det os ved?

Tja, først og fremmest fortæller det os jo at døde godt kan blive levende igen, og hvis det kunne ske for Jesus, så kan det vel også ske for os. Men i praksis hører det unægtelig til sjældenhederne at det sker. Ganske vist siges det at den britiske prædikant Smith Wigglesworth, som døde i 1947, oprejste adskillige mennesker fra de døde, men så vidt jeg ved, døde de alle sammen igen på et senere tidspunkt, og så havde de jo ikke opnået andet end at udsætte det uundgåelige.

Nej, det der gør at budskabet om Jesu opstandelse er det vigtigste budskab der nogensinde har lydt i hele verden, er at den ikke bare repræsenterede en udsættelse af døden, men en besejring af døden. Før Jesus blev arresteret og slået ihjel, gik han rundt i Israel og sagde at nu var Guds rige kommet nær. Jøderne vidste fra profetierne i Det Gamle Testamente at Gud engang ville gribe ind i verdenshistorien og nyskabe alting så verden blev et godt sted hvor fred og kærlighed skulle herske, og hvor en fredskonge udpeget af Gud selv ville sidde på tronen. Det Jesus sagde, var altså at nu var den tid ved at nærme sig, og det demonstrerede han ved at slippe helbredende kræfter løs på såvel det fysiske som det åndelige område og ved at gøre sig til talsmand for en radikal etik som det ikke giver nogen mening at leve efter medmindre Guds endegyldige indgreb i historien er nært forestående.

Da Jesus red ind i Jerusalem palmesøndag, blev han hyldet med råbet ”Hosianna!”, som var et kongeligt hyldestråb. Fem dage senere blev han som bekendt korsfæstet, og dermed troede såvel hans venner som hans fjender at nu var det ude med det rige som han havde kørt sig i stilling som konge over, og det ville det også have været hvis han var blevet liggende i graven. Men Jesu opstandelse var netop den stærkest tænkelige demonstration af at fremtidens rige var brudt ind i nutiden. Og da han forud for sin himmelfart sendte sine disciple ud for at fortælle om hans opstandelse i hele verden, indledte han med ordene: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden”, og han sluttede med ordene: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Jesus fortalte altså disciplene at de fra nu af kunne betragte sig selv som indbyggere i Guds fredsrige med Jesus som konge, og at han selv ville gå med dem når de gik ud i hele verden for at udbrede kendskabet til dette rige.

Det kan godt undre hvordan Jesus kunne sige at han ville være med dem, når han kort tid senere forlod jorden for at vende tilbage til himlen. Men ”himlen”, hvor er det henne? Det er det sted hvor Gud bor. Det er ikke et sted som man kan besøge hvis man rejser tilstrækkelig langt ud i verdensrummet – det befinder sig i en helt anden dimension, om man så må sige. Det betyder at himlen ikke er langt væk. Det her papirs overflade er todimensionelt. Min hånd er tredimensionel. Uanset hvor man bevæger sig hen på papiret, kan man aldrig komme op på min hånd, men omvendt behøver min hånd ikke at være langt væk fra papiret. Som kristne tror vi på at Gud er allestedsnærværende, hvilket vil sige at når vi bekender at Jesus sidder ved Guds højre hånd, så må Jesus også være allestedsnærværende. Dertil kommer at han ti dage efter sin himmelfart sendte Helligånden til jorden til at tage bolig inden i os.

Det at Jesus er allestedsnærværende, betyder at han, ud over at være med os, også er i stand til at gå i forvejen for os. Det begyndte med at han gik i forvejen for disciplene til Galilæa som vi hørte det i teksten til i dag, og lige siden har det været utallige kristnes erfaring: Den opstandne går i forvejen! Ligesom Den Bestøvlede Kat gik i forvejen for sin unge herre og ordnede paragrafferne for ham, og det eneste den unge mand havde at gøre, var at stole på katten og gøre som den sagde, på samme måde går Jesus også i forvejen for os og ordner paragrafferne, og det eneste vi har at gøre, er at stole på ham og gøre som han siger. Det kræver naturligvis at vi har tillid til at det er rigtigt at Jesus hersker over et usynligt rige som gjorde indfald i den synlige verden da Jesus blev født, vandt den afgørende sejr ved hans død og opstandelse, og engang vil overtage og fuldstændig forvandle den fysiske verden når Jesus vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde. Og skulle det først ske efter at vi selv er døde, så behøver vi ikke at fortvivle, for takket være Jesu opstandelse er døden en besejret fjende. Paulus taler om det på den måde at alle vi som er døbt til Kristus, er døbt til hans død, det vil sige: vi bør allerede betragte os selv som døde i forhold til vores tidligere liv uden Gud. Den fysiske død som venter os hvis Jesus ikke vender tilbage til jorden inden da, er derimod blot at betragte som en søvn som vi skal vågne fra igen, for ”som han opstod, skal vi opstå!”

Måske synes du ikke at du har oplevet at Jesus er gået i forvejen for dig. Men det kan jo skyldes at du ikke er gået den rigtige vej. Efter gudstjenesten i dag skal min kone Signe og jeg til påskefrokost hos mine forældre, som bor i Herlev. Hvis nu Signe bliver træt at at vente på at jeg får snakket færdig ved kirkekaffen og siger at nu cykler hun altså i forvejen til Herlev, og jeg ti minutter senere sætter mig ud på min cykel og kører mod Valby, så møder jeg hende ikke, for det er ikke den vej hun er kørt!

Men hvordan finder vi så ud af hvilken vej Jesus er gået i forvejen for os? Det er sådan set ikke så svært at finde ud af, for han har efterladt os både en ruteforklaring og en GPS! Ruteforklaringen finder vi i Det Nye Testamente. Følger vi de anvisninger som Jesus har givet os om hvordan vi skal leve, så vil vi også erfare at han allerede har været der og lagt tingene til rette. Og GPS’en – det er Helligånden, som vejleder os indefra om hvilken vej vi skal gå. Det kræver noget træning at finde ud af hvilke af de indfald vi får, der er fra Gud, og hvilke der er fra os selv, men hvis du gerne vil i gang med at lære at lytte til Gud, så ring eller skriv til mig, eller grib fat i mig ved kirkekaffen, så skal jeg med glæde hjælpe dig i gang.

I det hele taget gælder det at hvis der er noget af det jeg har sagt i dag som du gerne vil have uddybet – vi har jo været vidt omkring på relativt kort tid – så er du velkommen til at henvende dig; jeg er der til det samme.

Rigtig glædelig påske!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2012
Tags: Matthæusevangeliet 28.1-8

Posted By admin on 16. marts 2012

At kærlighed kan blive rutine, sådan at man ender med at tage hinanden for givet, har mange af os sikkert oplevet, om ikke med romantisk kærlighed, så måske med kærligheden mellem forældre og børn, mellem søskende eller mellem venner. Men hvor tit tænker vi på at det også kan ske med vores kærlighed til Gud?

Sikkert ikke så tit, gætter jeg på. Vi taler tit om at tro på Gud, men ikke særlig tit om at elske Gud. Og når vi synger salmer der rummer kærlighedserklæringer til Jesus, som fx den vi sang her umiddelbart før prædikenen, så føler vi os måske lidt fremmedgjorte af de stærke ord. (Det var i øvrigt en ret mild salme vi sang, sammenlignet med mange af Brorsons salmer hvor kærligheden til Jesus udtrykkes i nærmest erotiske vendinger. Bortset fra julesalmen ”Her kommer, Jesus, dine små” er der dog ikke nogen af de salmer tilbage i den salmebog vi har i dag). Men vores væsentligste opgave som kristne er faktisk at elske Gud og Jesus! Da Jesus blev spurgt hvad der er det vigtigste bud, svarede han uden tøven: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl og hele dit sind og hele din styrke!”, og i teksten til i dag siger han: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig.” Den tanke at vi skal elske Jesus, er altså ikke noget som pietisterne i 1700-tallet fandt på – det har lige fra starten været en integreret og uomgængelig del af kristendommen – ja, selve den krumtap som kristenlivet drejer sig om!

Nu er kærlighed naturligvis andet og mere end ord. Ordene ”Jeg elsker dig” kan nemt komme til at klinge hult hvis den person der udtaler dem, ikke viser sin kærlighed i handling. Det gælder også i forholdet til Gud. Flere af profeterne i Det Gamle Testamente taler om at Gud er dødtræt af at folk bringer ofre i templet – hvilket var en måde at sige ”Jeg elsker dig” til Gud på – når de ikke adlyder hans bud. Og i Det Nye Testamente siger Jesus et sted: ”Hvorfor kalder I mig ‘Herre’, når I ikke gør hvad jeg siger?” Men det betyder ikke at kærlighedserklæringer er ligegyldige. De fleste af jer kender sikkert anekdoten om konen der spørger sin mand: ”Hvorfor siger du aldrig at du elsker mig?” hvortil han svarer: ”Jeg sagde det da jeg friede til dig for 40 år siden, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal jeg nok give dig besked!” Vi mennesker er forskellige af temperament, og det er forskelligt hvor tit vi har behov for at erklære vores kærlighed i ord, eller for at høre de mennesker vi elsker, sige det til os, men hvis ordene ”Jeg elsker dig” aldrig lyder, er det ikke noget godt tegn. Ved at give udtryk for vores kærlighed gennem tale, skrift, gaver, eller hvilket kærlighedssprog vores elskede nu forstår, giver vi ny næring til vores kærlighed så den ikke dør hen, men tværtimod vokser – naturligvis især hvis vores kærlighedserklæringer bliver gengældt. Erklærer vi derimod aldrig vores kærlighed, og nyder vi ikke den andens kærlighedserklæringer, så risikerer vi at vi begynder at betragte de ting vi gør for den anden, som sure pligter, og at tage de ting den anden gør for os, for givet.

Det er tilsyneladende noget af det der er sket for menigheden i Efesos, som vi møder i dagens anden læsning. Der er tale om et af syv breve til syv menigheder i Lilleasien, dikteret af Jesus til Johannes og placeret i begyndelsen af det sidste skrift i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring. Disse syv breve og de menigheder som de er skrevet til, er igennem historien blevet tolket på forskellige måder – her i Danmark kender vi nok især Grundtvigs tolkning af de syv menigheder som en forudsigelse af syv geografisk bestemte kirker som ville komme til at præge verdenshistorien gennem syv tidsperioder; en tolkning der inspirerede ham til hans maratondigt ”Kristenhedens Syvstjerne”. Men uanset hvordan man skal tolke menighedsbrevene, så tegner brevet til menigheden i Efesos et billede af en menighed der på mange måder er velfungerende. De har orden i deres teologi, og de har et højt aktivitetsniveau. Men der er et fatalt problem: De har svigtet deres første kærlighed. Midt i al deres kirkelighed er de begyndt at tage den kærlighedsrelation til Gud som det hele bygger på, for givet. Og derfor siger Jesus til dem at de skal omvende sig.

Det må have været ret hårde ord for dem at høre. For det at omvende sig, er det ikke noget som syndere og hedninger skal gøre? Det er da ikke noget for gode, solide kristne der både er bibeltro i deres teologi og passer deres kirkegang? Men jo, det er det tilsyneladende! Og det burde egentlig ikke overraske os i den lutherske kirke, for netop Luther talte om omvendelse som noget man ikke bare kan gøre én gang for alle, men er nødt til at gøre hver dag. Det lyder egentlig ikke særlig rart – at skulle omvende sig hver dag! Man ser for sig noget med at sidde og dunke sig selv i hovedet over hvor forfærdelig man er, eller at ligge på knæ med tårerne strømmende ud af øjnene mens man trygler Gud om tilgivelse og lover bod og bedring. Skal man gøre det hver dag, så bliver det et temmelig miserabelt liv man får, skulle man mene.

Men det er ikke sådan vi skal tænke om den daglige omvendelse. Jesu brev til menigheden i Efesos gør det jo netop klart at det som de og vi alle skal omvende sig til, er Guds kærlighed! Omvendelsen består ganske enkelt i at finde tilbage til den kærlighedsrelation som det hele handler om, og på ny lade alting flyde ud af den. ”Gør de gerninger som du først gjorde,” siger Jesus til efeserne. De skal altså tilbage til den tid hvor deres handlinger var defineret af kærlighed og ikke af vane eller andre motiver. Præcis ligesom et kærestepar eller et ægtepar har brug for med jævne mellemrum at finde tilbage til det der oprindelig gjorde at de faldt for hinanden, at forelske sig i hinanden på ny.

Men måske synes du slet ikke at alt det her giver mening når man taler om Gud og Jesus. Måske kan du slet ikke identificere dig med menigheden i Efesos, som engang var brændende i deres kærlighed til Jesus, men nu har tabt den kærlighed af syne, for måske har du aldrig følt den kærlighed? Hvis det er tilfældet, hvad kan du så bruge dagens tekster til? Hvis der aldrig har været nogen ”første kærlighed”, hvordan skulle du så kunne vende tilbage til den?

Hvis du har det sådan, så vil jeg begynde med at spørge dig: Hvorfor sidder du her i kirken i dag? Der må være en grund til at du har valgt at tilbringe din søndag formiddag her i kirken i stedet for at sove længe eller sidde hjemme og slappe af over morgenkrydderen og søndagsberlingeren eller tage fat fra morgenstunden i kolonihaven. Måske er det fordi du har brug for at lægge hverdagen bag dig i en times tid og søge ind i kirkerummets stilhed. Måske er det fordi du håber at høre nogle vise ord der kan give dig et nyt perspektiv på tilværelsen. Måske er nadveren så vigtig for dig at du ikke vil undvære den. Måske er det fordi du er glad for samværet med de andre mennesker der kommer her i kirken. Måske er det fordi du skal besøge nogen efter gudstjenesten og har aftalt at mødes med dem her i kirken. Eller måske er det ganske enkelt fordi det plejer du at gøre; det er en god vane som du ikke kunne drømme om at lave om på.

Umiddelbart lader de årsager ikke til at have meget med et kærlighedsforhold til Jesus at gøre. Men et kærlighedsforhold behøver jo ikke at have karakter af en stormende forelskelse. Vi mennesker er forskellige i vores måde at udtrykke os på. Og det der gør kirkerummet til et særligt sted, er jo netop at det er et kærlighedens sted – et sted hvor Gud møder os med sin kærlighed, uafhængigt af hvem vi er, eller hvad vi har gjort. Det der gør at præsten måske undertiden kan komme for skade at sige et ord eller to som kan give et nyt perspektiv på livet, er at prædikenen tager udgangspunkt i Bibelens ord om Guds kærlighed. Samværet i kirken bærer forhåbentlig også præg af at være et kærlighedens fællesskab. Og hvad nadveren angår, så er den en fysisk og håndgribelig forkyndelse af Jesu død. Når vi får rakt brødet og druesaften med ordene ”Dette er Jesu Kristi legeme” og ”Dette er Jesu Kristi blod”, så er det for at minde os om at Jesu kærlighed til os var så stor at han gav sit eget liv for at købe os fri af døden.

På det punkt handler Moses faktisk helt i Jesu ånd i det stykke vi hørte som den første læsning i dag. Normalt tænker vi ellers tit på Moses og Jesus som modsætninger. ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus”, som der står i Johannesevangeliets første kapitel. Men da Gud truede med at udslette sit folk efter at de havde vraget ham til fordel for en tyrekalv af guld, lagde Moses sig imellem. Han nægtede at gå ind på Guds forslag om at starte forfra med ham, Moses, som stamfar til et nyt folk. I stedet tilbød han selv at tage straffen for folkets synd. Og derved viste han hvor godt han kendte Gud – han vidste at Guds inderste længsel ikke er at straffe, men at tilgive. Som Gud selv siger til Moses da han et par kapitler senere giver ham lov til at få et glimt af sin herlighed: ”Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed.”

Moses fik ikke lov til at tage straffen for sit folks synd. Det var han nemlig slet ikke kvalificeret til, for han var ikke selv syndfri. Men det var Jesus – som han siger i dagens evangelietekst: ”Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?” Og hans mission var netop at gøre det som Moses i sin tid tilbød, nemlig at lægge sig imellem os mennesker og Guds retfærdige vrede over den måde vi lever vores liv på. Ved sin død købte han os fri fra døden og vreden og dommen og gjorde os til Guds børn. Alt det gjorde han af kærlighed til os, og derfor er det også at han siger til dem han diskuterer med i dagens tekst: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig”. For vores kærlighed til Jesus er jo kun et svar på hans grænseløse kærlighed til os, som han viste ved at gå i døden for os. Som evangelisten Johannes, der har skrevet dagens evangelietekst, skriver i sit brev andetsteds i Det Nye Testamente: ”Vi elsker, fordi han elskede os først.” Der er altså rigeligt med stof til at vække din kærlighed til Jesus!

Og det er ikke kun Jesus vi skylder at elske fordi han har elsket os først – det er også Gud Fader. Det der skete langfredag, var nemlig ikke et udtryk for at en blodtørstig og sadistisk Gud fik tilfredsstillet sin hævntørst ved at slå en uskyldig ihjel i stedet for de skyldige – at rette bager for smed, så at sige. Jesus, Guds søn, er jo efter eget udsagn ét med sin fader. Der var altså tværtimod tale om at Gud i sin kærlighed ofrede sig selv, fordi han kun derved kunne tilintetgøre den synd der forpestede forholdet mellem ham og os, uden samtidig at tilintetgøre os. Hvordan kan man forholde sig til sådan en Gud – andet end med kærlighed?

Jeg vil slutte af med endnu en anekdote. I ved måske at gamle amerikanerbiler ikke har to adskilte forsæder sådan som moderne biler har, men i stedet har ét bredt forsæde, idet gearstangen er anbragt i ratstammen – og i øvrigt sjældent skal bruges fordi de i reglen har automatgear. Det gav mulighed for at nyforelskede par kunne sidde tæt op ad hinanden på forsædet når de kørte – så havde den unge mand venstre arm på rattet og højre arm rundt om pigen. En tankevækkende anekdote handler om et midaldrende, sat ægtepar der er ude at køre i deres amerikanerslæde hvor de dydigt sidder i hver sin side af det brede forsæde. Men så siger konen: ”Kan du huske dengang vi var nyforelskede og altid sad tæt sammen når vi var ude at køre? Hvorfor gør vi egentlig ikke det mere?” – hvortil manden svarer: ”Tja, jeg har ikke flyttet mig!”

Oplever du at Gud føles fjern; at din kærlighedsrelation til ham ikke er hvad den har været – eller hvad den måske aldrig har været? Så trøst dig med at han ikke har flyttet sig. Hans kærlighed til dig er totalt uforandret, og du kan når som helst genoptage – eller for første gang gå ind i – det kærlige far-barn-forhold, som Jesus har købt os og døbt os til!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2012
Tags: Johannesevangeliet 8.42-51

Posted By admin on 6. februar 2012

De betroede talenter: Forvalt dit liv uden frygt
Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2012
Nikolaj Hartung Kjærby

Selvom jeg kun er 36 år, og jeg forhåbentlig har rigtig mange år tilbage på arbejdsmarkedet,  så slipper jeg ikke for at forholde mig til emnet pension. Jeg hører nemlig til det mindretal af præster der ikke er tjenestemænd, men må ”nøjes” med en almindelig arbejdsmarkedspension i Nordea, som der hver måned bliver sat et beløb ind på. En gang om året får jeg så et brev hvoraf det fremgår hvor meget der står på min livsforsikring og pensionsopsparing, og indtil videre har det eneste opløftende ved de breve været at det ikke kan betale sig for min hustru at jeg dør foreløbig. 😉
I løbet af de seneste år er der blevet lavet nogle lovændringer som har givet os lønmodtagere mere kontrol over vores pensionsopsparinger. Derfor får jeg også jævnligt breve om at jeg er velkommen til at forlange at Nordea investerer mine penge på en anden måde, eller at flytte dem til et andet pengeinstitut. Men indtil videre har jeg arkiveret de breve lodret. Ganske vist burde de senere års udvikling nok have lært mig at man ikke skal have alt for meget tillid til den finansielle sektor, men jeg foretrækker trods alt at betro mine penge til dem frem for selv at skulle stå med ansvaret for at investere dem. Jeg har ikke lyst til at spille hasard med de penge jeg skal leve af når jeg bliver gammel – sæt nu man taber alle sine penge!
Derfor har jeg aldrig rigtig brudt mig om den lignelse vi har hørt i dag. Jeg forstår nemlig udmærket godt den tjener der valgte at grave sin herres penge ned. Når man investerer sine penge, så risikerer man jo at miste dem, og ved man oven i købet at man skal stå til regnskab hos en streng mand for sin forvaltning af de betroede midler, så kan det nok afholde en fra at gå alt for dristigt til værks. Men Jesus siger altså at det er en misforståelse at tænke sådan. Ja, han antyder oven i købet at det i virkeligheden er dovenskab der ligger bag hos den tjener der ikke investerer de penge han har fået betroet.
Og hvis vi identificerer os med herren i stedet for med tjeneren, så er hans reaktion vel egentlig forståelig nok. Hvis jeg, den dag jeg går på pension, kun får præcis det samme beløb tilbage fra Nordea som jeg har indbetalt, så vil jeg nok også blive pænt negativ på dem. Og hvis jeg fik at vide at det skyldtes at de slet ikke havde investeret pengene, så ville jeg nok også skælde dem ud for deres dovenskab. Så kunne jeg jo lige så godt have beholdt pengene selv og sat dem ind på en spærret bankkonto – så havde jeg da i det mindste fået renter af dem!
Jeg har ikke overvejet hvad jeg vil gøre hvis Nordea kontakter mig når jeg skal på pension, og siger: ”Vi har investeret din pensionsopsparing efter bedste evne, men markedet har desværre været ekstremt ugunstigt. Det korte af det lange er at du har mistet alle dine penge.” Hvis ikke man har indgået en tillægsaftale om at man som minimum er sikret at få udbetalt det beløb man har indbetalt, så er der faktisk en teoretisk risiko for at det kommer til at gå sådan. Jeg har endnu aldrig hørt om nogen som har fået den besked, men jeg har da hørt at finanskrisen har kostet danskerne milliarder i tabte pensionspenge.
Risikoen for at investeringen slår fejl og alle pengene går tabt, er som sagt nok det der – foruden hans dovenskab – har afholdt tjeneren med den ene talent fra at investere den. Og jeg har meget ofte tænkt at lignelsen ville have været meget bedre hvis investeringerne rent faktisk var slået fejl for en af de to andre tjenere. Tænk hvis ham med de to talenter var kommet til sin herre og havde sagt: ”Herre, jeg investerede de to talenter som du betroede mig, men det endte desværre med at jeg mistede dem, så jeg har ikke noget at give dig.” Hvor ville jeg gerne vide hvad herren ville have sagt i den situation! Så ville vi jo vide om den tjener der af frygt for sin herre gravede hans penge ned, havde noget af have sin frygt i!
Men faktisk tror jeg at Jesus havde en pointe med at formulere lignelsen som han gjorde.  Der er jo netop tale om en lignelse, dvs. en historie der ved hjælp af billeder fra dagliglivet skal lære os noget om Gud. Det var altså ikke for at lære os noget om finansielle strategier at Jesus fortalte denne historie – han havde noget langt vigtigere på hjerte!
Det danske sprog vidner i øvrigt om hvordan lignelsen traditionelt har været forstået. Denne lignelse er nemlig et eksempel på hvordan Jesus har givet visse ord en helt anden betydning end de oprindelig havde. Ligesom ordet ”samaritaner” er gået fra at betyde et medlem af en befolkningsgruppe som jøderne foragtede, til at betyde en barmhjertig person, er ordet ”talent” gået fra at betyde 60 kg sølv til at betegne et medfødt anlæg for at være dygtig til noget, og på det seneste også til at betyde en lovende ung musiker, fodboldspiller eller lignende. Den udvikling skyldes naturligvis at lignelsen er blevet forstået som en opfordring til at bruge de evner som Gud har givet os, i stedet for at sætte vores lys under en skæppe (hvilket i øvrigt også er en metafor der stammer fra Jesus). Og det er jo nok ikke en helt forkert tolkning. Men jeg tror heller ikke den er helt rigtig – i hvert fald tager den ikke højde for baggrunden for at herren betror sine penge til sine tjenere; nemlig at han skulle rejse langt væk. Når man dertil lægger at ordet ”Herren”i Det Nye Testamente som regel er en betegnelse for Jesus, så virker det ret oplagt at når herren i lignelsen rejser langt væk for senere at vende tilbage og stille sine tjenere til regnskab, så svarer det til at Jesus er ”opfaret til himmels, … hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Det betyder også at de betroede talenter nok ikke i første række henviser til de ”talenter” i den moderne betydning af ordet som Gud har udstyret os med, for sådan nogle har mennesker jo altid haft; det ændrede Jesu himmelfart ikke noget ved.
Hvis vi vil vide hvad talenterne i lignelsen henviser til, skal vi altså finde frem til noget som Jesus betroede sine disciple inden sin himmelfart, som de ikke havde haft før. Og ja, hvad var det nye Jesus kom med? Han kom med et budskab om at Guds rige var kommet nær, eller sagt på et mere forståeligt dansk: at Gud snart tager magten i verden, så alt det onde bliver tilintetgjort. At Jesus selv troede fuldt og fast på det budskab, demonstrerede han ved villigt at gå i døden for det, og at han havde noget at have sin tro i, demonstrerede han ved at vise sig lyslevende for sine tilhængere efter at have ligget i sin grav i halvandet døgn. Mens såvel venner som fjender måbende kunne konstatere at den grav hvor han havde ligger, faktisk var tom, og de jødiske ledere forklarede det med at hans tilhængere måtte have stjålet liget, fortsatte han med at vise sig for dem gennem 40 dage. En af gangene sagde han at nu havde han al magt i himlen og på jorden, og derfor skulle alle mennesker i hele verden lære at leve efter de principper som han havde undervist i, og som tager udgangspunkt i at det gode har sejret over det onde, og at vi derfor roligt kan kaste al forsigtighed overbord og frygtløst give os i kast med at leve med den radikale kærlighed som fortegn. Hvordan man gør det, gav Jesus mange konkrete anvisninger på, som vi kan læse både i evangelierne og i Det Nye Testamentes breve. Det er blandt andet noget med ikke at sætte os til modværge hvis nogen vil os noget ondt, men tværtimod at elske vores fjender og gøre godt mod dem der hader os. Paulus opsummerer det i ordene: ”Overvind det onde med det gode.” Så skal jeg med ét ord forklare hvad talenterne i lignelsen symboliserer, må det være: kærlighed. Jesus har betroet os Guds kærlighed, og vi investerer den ved at vise kærlighed mod andre – i ord og handling.
Men hvad nu hvis det ikke virker? Hvad nu hvis vi gør alt det som Jesus har sagt, og det onde ikke lader sig overvinde af det, men tværtimod bliver værre? Eller hvad hvis vi prøver at leve efter Jesu anvisninger, men opdager at vi ikke kan? Eller hvad hvis vi på et tidspunkt kører helt trætte og ikke engang orker at prøve mere, men foretrækker at grave vores talent ned i jorden?
Og dermed er vi tilbage ved lignelsen. Jeg tror at grunden til at Jesus ikke lod en af tjenerne i historien vende tilbage til sin herre med ingenting fordi hans investeringer var slået fejl, er at det ganske enkelt ikke kan slå fejl når vi investerer det som Jesus har betroet os!
”Jamen,” tænker du måske, ”jeg har altså forsøgt at gengælde ondt med godt, og min erfaring er at det ikke virker, for de andre gengælder bare godt med ondt!” Bortset fra at min og mange andres erfaring er at det rent faktisk ”virker” i den forstand at det at gengælde ondt med godt faktisk ofte får mennesker til at standse op og tage deres adfærd op til fornyet overvejelse, så må jeg trods alt vedgå at det ikke er altid det sker. Faktisk erfarede de første kristne ofte at det var livsfarligt ikke at sætte sig til modværge – der var mange af dem der blev kastet for løverne eller brændt levende. Men betyder det at det de gjorde, ikke virkede? Dybest set er det slet ikke op til os at vurdere, for Guds planer er højere end vores, og Det Nye Testamente gør det helt klart at vores eneste opgave er at gøre som Jesus har sagt og lade resultatet være op til ham. Så hvis du hele dit liv har fulgt Jesu befalinger, og din erfaring er at det ikke virker, så trøst dig: Når du over for Jesus skal gøre regnskab for hvordan du har forvaltet det han har betroet dig, så vil han sige: ”Godt, du gode og tro tjener” – og til den tid vil du kunne se de resultater som er skjult for dig her i denne verden.
Men problemet er jo nok at der næppe er nogen af os der uden at lyve kan sige at vi altid har fulgt Jesu befalinger. Jeg har ofte truffet en principbeslutning om at fra nu af ville jeg altid gengælde ondt med godt, men man behøver ikke kende mig særlig godt for at vide hvor dårlig jeg har været til at efterleve de beslutninger. Så hvad gør vi? Indser vi at vi bare ikke er gjort af det samme stof som de første kristne der frygtløst gik i døden for deres tro, og holder op med at gå rundt og bilde os selv ind at vi er så gode at vi ligefrem kan overvinde det onde med vores godhed? Det lyder jo fromt og ydmygt at tænke sådan, men gør vi det, ligner vi ham som Jesus beskriver, ikke som from og ydmyg, men som en dårlig og doven tjener.
Imidlertid var den tredje tjener ikke kun dårlig og doven, han var også frygtsom. Den begrundelse han giver til sin herre for at han ikke har investeret hans penge, er: ”Jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden.” Hans handlemåde – eller rettere: mangel på samme – udsprang altså af det indtryk han havde af sin herre. I hans optik lå der et meget tungt ansvar på hans skuldre, og hvis han fejlede, så ville hans herres hammer falde – og derfor lod han være med overhovedet at prøve.
Derfor må vi hver især stille os selv et vigtigt spørgsmål: Hvordan er mit billede af Gud? Opfatter jeg ham som en streng perfektionist der sidder parat med sin hammer og bare venter på at jeg begår en enkelt fejl, og BANG!, så falder hammeren? Eller måske endda som en vilkårlig tyran der generer mennesker efter forgodtbefindende bare fordi han kan – sådan som Job beskriver ham i det første bibelstykke vi hørte? I så fald er der ikke noget at sige til hvis vi ikke tør investere Guds kærlighed i vores medmennesker, for så kan det jo næsten kun gå galt. At leve et liv i kærlighed kræver nemlig frem for alt at vi selv føler os elskede og trygge, ellers kan vi ikke klare en så skræmmende opgave.
Heldigvis tog Job fejl da han beskrev Gud som lunefuld og kynisk – og det fandt han også selv ud af senere i den bog der bærer hans navn. Et mere rigtigt billede af Gud finder vi i den anden læsning vi hørte, den hvor Paulus taler til en gruppe filosoffer på Areopagos i Athen. Grækerne troede på et hav af forskellige guder, men alligevel havde de en fornemmelse af at der var mere at sige om det guddommelige end det som figurerne Zeus, Athene, Apollon og de andre repræsenterede. I hvert fald havde de opstillet et alter for en ukendt gud. Men hvad siger Paulus til dem? Han siger: ”Gud er faktisk slet ikke så fjern og ukendt som I tror!” Og så citerer han to af deres egne digtere som med rette har erklæret at det er i Gud at vi lever og bevæger os, og at vi er af hans slægt. Vi mennesker er nemlig skabt i Guds billede, og det betyder at Gud har lagt noget af sig selv ned i hver enkelt af os. Derfor tror jeg på at alle mennesker har en længsel efter den sande Gud og en vis erkendelse af ham – selvom den erkendelse altid vil være ufuldkommen og behæftet med fejl. Men Paulus’ budskab til athenerne var at i mennesket Jesus har Gud givet os en fejlfri og fuldkommen åbenbaring af sig selv. Og nok vil Jesus engang holde dom, sådan som Paulus også siger til athenerne, men det betyder ikke at vi der har svært ved at leve op til hans standarder, skal gå og ryste af skræk. For den straf som vi fortjener for vores ukærlighed, den har Jesus taget på sig da han døde på korset, og derfor vil han rense os for al den uretfærdighed vi er plettet af, hvis blot vi beder ham om det.
Og hvad mere er: Han har givet os kraft. POWER! Umiddelbart før Jesu himmelfart sagde han til sine disciple at de skulle blive i Jerusalem og vente på at få kraft fra det høje, og ti dage senere, på pinsedagen, kom Guds Ånd, Helligånden, og fyldte dem så de kunne tale frimodigt om Jesus og frimodigt dele ud af Guds kærlighed – også på måder som stred imod naturlovene. Og det allervigtigste: Gennem Helligånden tager Jesus selv bolig i os, sådan at Paulus et sted kan sige: ”Jeg lever ikke længere selv, men Kristus lever i mig.” Det er den opfattelse vi som kristne har lov til at have af os selv: at Jesus Kristus lever i os. Det kan godt være at du ikke kan se nogen tegn på det i dit liv, men hvis du er døbt til at tilhøre Jesus, så lever han i dig hvis du giver ham lov! Det betyder at det ikke er dit eget ansvar at forvalte dine betroede talenter; du skal bare stille dig til hans rådighed, bekende at du ikke selv evner at leve et liv i radikal kærlighed, men at du har brug for at han gør det igennem dig – og så ellers gå frimodigt ud i livet. Ja, du kommer til at slå nogle skæverter, men det er bedre at ramme ved siden af end slet ikke at ramme, og inviterer du Jesus og Helligånden indenfor i dit liv, så er du garanteret et positivt afkast af dit livs investering, for så er det slet ikke dine egne evner og moralske egenskaber det kommer an på, men Guds kraft. Så kast dig frimodigt ud i livet, for din Herre er ikke en hård mand der høster hvor han ikke har sået – han er en god og nådig frelser der selv har sået Guds kærlighed da han døde på korset, og som ikke forlanger andet af dig end at du skal have tillid til ham.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til søndag septuagesima 2012
Tags: Matthæusevangeliet 25.14-30