Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2012
Posted By admin on 10. august 2012
Peters bekendelse: Vi er præster der skal ofre os selv
Prædiken i Husum Kirke 5. søndag efter trinitatis 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg har 12 eksemplarer af Bibelen eller dele af den i forskellige udgaver stående derhjemme – foruden et antal børnebibler og tegneserier. På mit kontor her i kirken har jeg yderligere 7 eksemplarer. Det siger lidt om hvad det er for et overflodssamfund vi lever i. Og ligesom en beretning fra områder i Afrika med sult kan gøre mig skamfuld over hvor lidt taknemmelighed jeg viser i det daglige over at have rigelig adgang til mad, tøj og diverse forbrugsgoder, må jeg også skamme mig over hvor lidt jeg værdsætter min uhindrede adgang til Guds ord, når jeg hører beretninger fra lande hvor bibler er vanskelige at få fat i. Det gælder blandt andet Kina, hvor regeringen fører en stram kontrol med trykningen af bibler på kinesisk, og det derfor er meget vanskeligt for de menigheder der ikke ønsker at være en del af den statskontrollerede Tre-Selv-Kirke, at skaffe nok. Derfor deles de kristne om de få eksemplarer af Bibelen de har til rådighed. De deler for eksempel bogen i mindre dele som de lader gå på omgang og eventuelt skriver af. Nogle steder er der så mange der må deles om en bibel, at der kun bliver en enkelt side til hver. Den side som man har fået, læser man så igen og igen, mediterer over den og lærer den om muligt udenad, inden man bytter med en af de andre.
Min hustru og jeg har for nylig læst Jan Vermeers roman ”Tjener for den store general”, som handler om forfulgte kristnes vilkår i Nordkorea. Ganske vist er det som sagt en roman, men som al god skønlitteratur bygger den på omhyggelig research – for denne bogs vedkommende blandt andet på samtaler med kristne nordkoreanere der er flygtet fra landet. Skildringerne af hungersnøden i landet og regimets nærmest grænseøse ondskab overgår da også hvad de fleste menneskers fantasi ville være i stand til at udtænke. Jeg kan kun give bogen min varmeste anbefaling, for hvis man ellers har nerver til at læse den slags, er det vigtigt at være klar over hvad det er for en virkelighed vores brødre og søstre i dette lukkede land må trækkes med. Og selvom det er en barsk bog, er det også en bog der giver håb.
På et tidspunkt i bogen er der en nordkoreansk flygtning der er kommet i kontakt med en kinesisk præst og har fået en bibel af ham. Den kinesiske præst formaner koreaneren til at læse flittigt i Bibelen, idet han siger: ”Forstå, at hver eneste side i Bibelen kan give dig trøst, mod og udholdenhed.” ”Hver en side?” spørger den nordkoreanske flygtning overrasket. ”Hver en side i Bibelen rummer nok visdom, trøst og kærlighed til at hjælpe et menneske videre i livet,” svarer præsten. [s. 167] Så langt Jan Vermeer.
Min hustru og jeg læser hver dag et stykke fra Bibelen højt for hinanden, og på det tidspunkt hvor vi læste den ordveksling fra ”Tjener for den store general” som jeg lige har citeret for jer, var vi nået til nogle kapitler i 4. Mosebog der handler om hvilke brændofre israelitterne skulle bringe i forbindelse med de forskellige religiøse fester i årets løb. Det var en lang opremsning af så og så mange tyre, så og så mange væddere, og så og så mange årgamle vædderlam, alle sammen uden skavanker. Jeg kunne ikke lade være med at tænke de to læseoplevelser sammen. Hvis de kristne i den kinesiske undergrundskirke virkelig mener at hver eneste side i Bibelen kan give trøst, mod og udholdenhed, hvad ville de så uddrage af visdom, trøst og kærlighed fra disse endeløse opremsninger af offerdyr?
Jeg har endnu ikke mødt en kineser som jeg kunne spørge, og jeg er heller ikke selv nået frem til noget patentsvar på det spørgsmål, men idet jeg grublede over det, var der alligevel noget jeg kom i tanker om, og det vil jeg nu dele med jer.
Det Gamle Testamente beskriver forskellige typer af ofre. Det der kendetegner et brændoffer til forskel fra et takoffer, et løfteoffer eller et syndoffer, er at man brænder hele dyret på alteret. (Ved de andre typer af ofre brænder man kun fedtet og indvoldene og spiser kødet). At brænde et helt dyr, og oven i købet et uden skavanker, virker umiddelbart som et forkasteligt spild af resurser. Det var jo mad som man på den måde lod gå op i røg, og det i et samfund hvor der ofte var mangel på fødevarer! Men forskrifterne om at ofre blev altid fulgt op af et løfte fra Guds side: ”Hvis I holder mine love og bringer de ofre som jeg har foreskrevet, så vil jeg velsigne jer så I aldrig kommer til at mangle noget.” Et brændoffer var med andre ord en måde at udtrykke sin tillid til Gud på – tillid til at han ville sørge så rigeligt for en at man ikke behøvede at vende hver en krone – eller hvert et vædderlam!
Men brændofferet har også andet at lære os. De dyr som israelitterne ofrede til Gud, fungerede som stedfortrædere og repræsentanter for den person der ofrede dem. Den tradition går helt tilbage til beretningen om Abraham der fik en befaling fra Gud om at bringe sin søn Isak som brændoffer. I betragtning af at Gud havde lovet Abraham at hans efterkommere ville blive talrige som havets sand og himlens stjerner, og at det netop var gennem Isak at han ville blive stamfar til alle de talrige efterkommere, virkede det som om Gud modarbejdede sine egne planer ved nu at bede Abraham om at ofre Isak. Men Abraham havde fuld tillid til at Gud vidste hvad han gjorde, og at han nok skulle opfylde sit løfte, om det så skulle være ved at genopvække Isak fra de døde. Så vidt kom det imidlertid ikke, for idet Abraham løftede kniven for at dræbe sin søn, råbte Gud til ham fra himlen og bad ham om i stedet at ofre en vædder som sad fast i krattet ved siden af. Vædderen kom dermed til at tage Isaks plads og dø i stedet for ham, og det endda på det selv samme bjerg hvor det jødiske tempel siden hen blev bygget, og hvor man den dag i dag kan se Vestmuren, den såkaldte ”grædemur”, som er alt hvad der i dag er tilbage af templet.
Det er en central tanke i Det Gamle Testamentes offerforskrifter at de dyr man ofrer, ofrer man for at de skal træde i stedet for en selv. Havde man for eksempel syndet, så fortjente man at dø fordi man havde gjort oprør mod Gud, livets giver, men man kunne redde livet ved at lægge sine hænder på hovedet af en gedebuk og symbolsk overføre sin synd til den, hvorefter den blev slået ihjel som et syndoffer. (Det er fra den skik at vi har ordet ”syndebuk”).
Men et brændoffer var ikke det samme som et syndoffer. Et brændoffer ofrede manikke for at skaffe soning for en synd man havde begået, men også for brændofferets vedkommende skulle det dyr der blev ofret, repræsentere den person der ofrede det. Og det at hele dyret blev brændt, skulle symbolisere den ofrendes totale overgivelse af sig selv til Gud, i tillid til at Gud er algod og almægtig og vil tage sig godt af os.
I dag ofrer vi ikke længere dyr. Jøderne gør det ikke engang, og vi kristne endnu mindre. Når jøderne ikke ofrer dyr, skyldes det i første omgang at de ikke længere har en helligdom at foretage ofringerne i. Deres tempel blev ødelagt af romerne i år 70, og det er aldrig siden blevet genopbygget. Men så vidt jeg ved, mener de fleste jøder også i dag at dyreofringerne er passé, selvom der også er grupper der ser frem til at de engang bliver genoptaget i et genopbygget tempel – i hvert fald hvis man skal tro Wikipedia.
For os kristne ville det til gengæld være dybt meningsløst at begynde at ofre dyr igen, for Det Nye Testamente, og særligt Brevet til Hebræerne, gør det tindrende klart at Det Gamle Testamentes ofre kun var noget foreløbigt, der skulle pege fremad mod det sidste og endegyldige offer, nemlig Jesu offer af sig selv på korset. Under den gamle pagt (ordet ”testamente” betyder egentlig ”pagt”, dvs. kontrakt eller aftale) skulle den jødiske ypperstepræst en gang om året gå ind i det allerhelligste rum i templet med blodet af en tyr og en gedebuk for at skaffe soning for alle de synder som han selv og folket i årets løb havde begået uden at lægge mærke til det og dermed uden at kunne bringe et syndoffer til soning. Men vores ypperstepræst er Jesus, som én gang for alle gik ind i den himmelske helligdom med sit eget blod og dermed skaffede soning for al synd i fortid, nutid og fremtid.
Men det betyder ikke at der ikke længere skal ofres! Det betyder kun at der ikke længere skal ofres dyr! Og det at Jesus er den endegyldige ypperstepræst, betyder ikke at Gud ikke længere udvælger mennesker til at være præster. Tværtimod er enhver der tror på Jesus, kaldet til at være præst og bringe ofre til Gud.
Inden jeg går videre, må jeg hellere skynde mig at gøre opmærksom på at ordet ”præst” desværre er tvetydigt. Det danske ord ”præst” kommer af det græske ”presbyteros”, som ordret betyder ”ældre”. Det er egentlig lidt komisk når man tænker på at jeg ofte er blandt de yngste i dette lokale når vi har gudstjeneste, men en del af forklaringen er at i oldtidens byer var det de ældre i byen der bestemte, og ordet ”ældre” (eller ”ældste” som man af uransagelige årsager plejer at gengive det med på dansk) kom derfor gradvis til at blive brugt om ledere i det hele taget, uanset alder. Det blev også titlen på lederne i de første kristne menigheder.
Efterhånden udviklede der sig en opfattelse af at nadverfejringen var en ublodig gentagelse eller aktualisering af Jesu offer på korset. Det er derfor vi kalder det bord som nadverelementerne står på, for et ”alter”, også selvom Luther ved reformationen tog skarpt afstand fra læren om ”messeofferet”. Men den katolske opfattelse af nadveren er altså at præsten (i betydningen ”den person der leder gudstjenesten) bogstaveligt talt frembærer Jesu legeme og blod som et offer til Gud, og derfor begyndte man i det 3. århundrede at bruge samme ord om de kristne ledere som man brugte om de personer der i jødedommen og i de hedenske religioner bragte ofre til Gud eller til guderne, nemlig det græske ord ”hiereus”. Dette skete længe før kristendommen kom til Danmark, og derfor har vi på dansk kun ordet ”præst”, som kan betyde enten en leder i en kristen menighed, eller en person der bringer ofre.
Tilbage til det jeg var ved at sige: Enhver der tror på Jesus er kaldet til at være præst – ikke i betydningen ”lønnet leder i kirken som prædiker og leder gudstjenesten”, for det kan vi i sagens natur ikke alle sammen være, men i betydningen ”en person der frembærer ofre til Gud. Det står også i den tekst fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Kom til ham, den levende sten, som blev vraget af mennesker, men er udsøgt og kostbar for Gud, og lad jer selv som levende sten bygges op til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som takket være Jesus Kristus er kærkomne for Gud.” Jesus bliver kaldt ”den levende sten”, men øjeblikket efter siger Peter at også vi er levende sten. Dermed mener han at de ofre som vi skal frembære, ikke skal foretages i et tempel bygget af mursten, men at den kristne menighed er det ”tempel” hvori de nye ofringer skal foretages. Det er Jesus som er grundstenen i den kristne menighed, og det er i kraft af vores tilhørsforhold til ham at vi er levende sten.
På samme måde er det i kraft af vores tilhørsforhold til Jesus, den sande ypperstepræst, at vi er præster. Og vores opgave som præster er den samme som vores ypperstepræsts opgave: Også vi skal frembære os selv som ofre til Gud, ligesom Jesus gjorde. Paulus siger det meget klart i Romerbrevet med ordene: ”Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste.”
Men hvordan i alverden gør vi det? Hvordan ofrer man sig selv? Det gør du ved at overgive dig helt og holdent til Gud. Ved at give afkald på enhver ret til selv at bestemme over dit liv, og stole på at Gud vil dig det godt, og at du derfor roligt kan give ham total hånd- og halsret over dit liv med samme tillidsfuldhed som Abraham udviste da han var villig til at ofre sin søn. At lære at lytte til hvad Gud beder dig om at gøre, er et livslangt projekt, men du kan jo begynde med at læse hvad der står i Bibelen, og adlyde dét; det skulle nok kunne holde de fleste af os beskæftiget i et godt stykke tid.
Den første som Jesus udnævnte til at tage del i hans præstetjeneste, var Simon Peter, som vi hørte det i evangelielæsningen. Peter bekendte nemlig at Jesus var Kristus. Ordet ”Kristus” er en oversættelse til græsk af det hebraiske ”mashiach” (eller ”messias”) som betyder ”salvet”. I det gamle Israel salvede man konger og ypperstepræster, så det Peter sagde, var altså at han anerkendte at Jesus var udvalgt af Gud til at være den endegyldige konge og ypperstepræst. Jesus kvitterede ved at sige: ”Du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke.” Peter fik altså del i Jesu rolle som grundsten, og derudover gav Jesus ham præstelig autoritet til at binde og løse ting i himlen.
Men Peter havde ikke fuldt ud forstået hvad det ville sige at Jesus var konge og ypperstepræst; det demonstrerer han i det der følger lige efter den højtidelige bekendelse. Som ypperstepræst skulle Jesus netop ofre sig selv, dvs. han skulle dø. Men da han fortæller det til disciplene, protesterer Peter skarpt. Han havde ganske vist forstået at Jesus var udvalgt til en særlig gerning, men han var bestemt ikke indstillet på at den særlige gerning omfattede offer og lidelse. Og han var nok slet ikke indstillet på udsigten til at den særlige rolle Jesus havde stillet ham i udsigt, ville komme til at medføre at han også selv måtte ud i offer og lidelse.
Men han blev klogere! Da Jesus efter sin opstandelse genindsatte Peter i det apostelembede som han havde frasagt sig da han fornægtede Jesus, skete det med ordene: ”Vær hyrde for mine får.” Men så tilføjede han: ”Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.” Han forudsagde med andre ord at Peters tjeneste som apostel ville føre til at han en dag blev henrettet, hvilket gik i opfyldelse cirka 30 år senere under kejser Neros kristenforfølgelser. Men inden det kom så vidt, nåede Peter altså at skrive to breve som kom med i Det Nye Testamente, og som blandt andet rummede den tekst vi har hørt i dag, om at vi takket være vores tilhørsforhold til Jesus er et kongeligt præsteskab. Og som vi har set, indebærer det at vi skal ofre, og at det offer vi skal bringe, er os selv.
Men heldigvis får offer og lidelse ikke det sidste ord! Jesus led ikke fordi det at lide er godt i sig selv, men fordi det var vejen til sejr over døden og djævelen. Han døde for at købe os fri af døden. Vores eventuelle lidelse, og det at vi skylder at ofre os selv, har heller ikke lidelsen i sig selv som formål. Grunden til at vi skal ofre os selv, er den store kosmiske kamp mellem godt og ondt stadig raser. Ganske vist vandt Jesus den endegyldige sejr ved sin død og opstandelse, og det er derfor 100 procent sikkert at Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen engang vil blive tilintetgjort, og verden på ny vil blive et paradis hvor de retfærdige skal bo i evig glæde sammen med Gud. Dén sejr kommer ikke i fare, uanset om vi følger Jesu kald til at være et kongeligt præsteskab, eller vi vælger at vige udenom. Men den Onde kæmper stadig for at trække så mange mennesker som muligt væk fra Gud. Det kampel står om nu, er at frelsen skal nå til så mange mennesker som muligt – at Guds rige skal vinde skikkelse i så mange mennesker som muligt. Og ved at ofre os selv til Gud med alt hvad det måtte medføre af lidelse, er vi dels med til at fremme at Guds rige vinder skikkelse i os selv, og dels gør vi det muligt for Gud at bruge os til at frelse andre.
Jeg vil slutte af med et citat fra Luthers Lille Katekismus, som er trykt i uddrag bagerst i salmebogen, nærmere bestemt fra side 963. I sin forklaring til Fadervor, som kan findes på side 969, skriver Luther om bønnen ”komme dit rige”: ”Guds rige kommer af sig selv uden vor bøn, men vi beder i denne bøn om, at det også må komme til os.” Citat slut. Og det er lige præcis det vores overgivelse af os selv til Gud handler om: At Guds rige må komme til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Comments