Signe & Nikolaj

Posted By admin on 8. juli 2014

Den rige bonde: Går du med livrem og seler?

Prædiken i Husum Kirke 1. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Den 8. februar 2009 gav Danmarks daværende statsministerfrue, Anne-Mette Rasmussen, et eksklusivt interview til Berlingske Tidende på baggrund af at hun det foregående efterår havde deltaget i ”Vild med dans”. Desværre for hende hæftede medierne sig efterfølgende ved en uheldig udtalelse som faldt til allersidst i interviewet, nemlig: ”Jeg gider slet ikke høre om den finanskrise. Det har jeg også fortalt derhjemme! Så siger [Anders]: »Det er meget muligt, men der er altså finanskrise.« Men hvor er den?” De ord faldt mange mennesker for brystet, især dem der som følge af finanskrisen havde mistet deres job – og det forstår man jo godt! Ganske vist fremgår det af resten af interviewet – som jeg må indrømme at jeg læste for første gang da jeg skulle forberede denne prædiken; dengang for 5 år siden havde jeg kun hørt det løsrevne citat om finanskrisen – altså, det fremgår af resten af interviewet at hun og hendes mand har hver sin økonomi, og at hun gennem alle de år hvor han var statsminister, og hun var pædagog, selv betalte alt sit tøj af sin pædagogløn, inklusive de gallakjoler der var obligatoriske når de skulle til middag hos dronningen. Men selv når man tager hensyn til det, er det jo stadig en gratis omgang at sige at man ikke gider høre om finanskrisen, hvis man ikke selv har mærket noget til den, og ikke tænker på at det er der andre der har.

Grunden til at jeg nævner det interview med fru Rasmussen, er at jeg godt er klar over at hvis jeg nu holder en prædiken om at penge ikke betyder særlig meget i forhold til de vigtigere ting i livet, så vil nogle af jer måske sidde og tænke at det kan jeg sagtens stå her og sige, for jeg har jo min gode løn som præst! Det er meget nemt for den der har penge nok, at sige til den der ikke har, at det behøver han ikke at bekymre sig om, ligesom det er nemt for den der er rask, at sige til en der er syg, at det ikke er så slemt at være syg. Derfor kan den stenrige Salomos ord som vi hørte i starten af gudstjenesten, om at den fattige arbejder har det bedre end rigmanden, også godt klinge temmelig hult, for han havde jo aldrig prøvet at være fattig.

Paulus havde til gengæld noget at have det i da han skrev til Timotheus at ”gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv”, for han havde tit prøvet på sin egen krop hvordan det er at måtte gå sulten i seng fordi han ikke havde noget mad at spise. Og da Jesus fortalte lignelsen om den rige bonde, var han selv hjemløs og henvist til at leve af hvad folk følte sig kaldet til at give til ham og hans disciple.

Og så er det også værd at bemærke at det ikke var alle de fattige der flokkedes om Jesus, der var det primære publikum for lignelsen. Nej, lignelsen indgik i et svar som Jesus gav til en mand hvis bror havde snydt ham for en arv – altså en rigmandssøn! Eftersom han var blevet snydt for arven, var han nok ikke ligefrem stenrig, men decideret fattig har han næppe været, for med den baggrund han havde, har han nok i det mindste kunnet få et godt job som forvalter eller lignende. Men det er jo altså ikke det samme som at have fod under eget bord, og det ville i hvert fald betyde en nedgang i levestandard, både i forhold til hvad han var vokset op med, og i forhold til hvad han havde regnet med.

Men Jesus svarer ved at fortælle en historie om en mand der lever netop sådan som spørgeren håbede på at komme til at leve – og sådan som vi i vores velstandssamfund opdrages til at betragte som idealet. Og Jesus viser med sin historie at Salomo havde ret i at det i virkeligheden er et tomt liv – dels fordi man risikerer at ende med at bruge hele sit liv på at samle til bunke så man dør inden man for alvor når at nyde det, og dels fordi al rigdommen intet er værd når døden banker på. Den der gør det til sin topprioritet at samle skatte på jorden, risikerer at opdage når han engang står ved himlens port, at han intet ejer dér! Og på den måde ender Jesu svar til manden der var blevet snydt, med også at blive en advarsel til alle os der ikke er blevet snydt – en advarsel om hvor farligt det er at være rig. Faktisk er det så farligt at Jesus et andet sted siger: ”Ve jer, I som er rige, for I har fået jeres trøst. Ve jer, I som er mætte nu, for I skal sulte” – for ikke at tale om det sted hvor han siger at en kamel lettere går igennem et nåleøje, end en rig går ind i Guds rige! Ja, i betragtning af hvor meget der op igennem kirkens historie har været fokuseret på farerne ved det seksuelle begær, er det tankevækkende at Det Nye Testamente rummer langt flere advarsler mod farerne ved pengebegærlighed.

Derfor vil jeg i dag ikke sige noget til dig der ikke ved hvordan du skal få råd til at betale de livsnødvendige regninger, for du ved allerede alt om hvordan det er at være afhængig af at Gud vil sørge for dig. Ja, hvis der er nogen af jer som den beskrivelse passer på, så ville almindelig anstændighed faktisk byde mig at overlade prædikestolen til dig. Nogen der har lyst?

(hold en lille pause)

Nå, det lader til at jeg ikke slipper! Jamen så vil jeg sige noget til dig der ligesom jeg har dit på det tørre økonomisk set. Dig der måske ganske vist ikke har råd til alt hvad du kunne ønske dig, og som måske nok er nødt til lige at holde en lille smule hus med pengene, men som ikke i din vildeste fantasi kunne forestille dig at være nødt til at spise havregrød den sidste uge af måneden fordi kontoen er tom og kassekreditten i bund. Dig for hvem finanskrisen højst har betydet at du har måttet gå ned på et lavere trin af overflod end du var på før. Jesu ord til dig og mig i dag er: Vi har et alvorligt problem!

Vores alvorlige problem er at det er meget nemt for os at sige at det skam er Gud og ikke vores penge vi stoler på, men det er meget svært at eftervise om det nu også er sandt, eller om det bare er tomme, fromme ord. Man kan sammenligne os med en mand der går med både livrem og seler, og som hårdnakket påstår at det er selerne der holder hans bukser oppe, og at han kun går med livrem fordi han synes den er pæn – men så længe han ikke har prøvet at smide livremmen, der det umuligt at vide om det er sandt!

En mand der gjorde alvor af at ”smide livremmen”, var Frans af Assisi – ham som den nuværende pave har valgt at opkalde sig efter. Han voksede op i en rig købmandsfamilie, men som ung havde han en stærk omvendelsesoplevelse som gjorde at han pludselig ikke længere kunne leve med at der var mennesker i hans by der levede i yderste fattigdom, samtidig med at han selv havde en ring og en tjener på hver finger. Derfor begyndte han at dele ud af familiens formue, men det ville hans far, der havde arbejdet hårdt for at tjene sine penge, ikke finde sig i. ”Hold op med det der, Frans,” sagde han, ”ellers er du ikke min søn længere! Husk at det er mig der har betalt for alt hvad du har – selv det tøj du har på!” Det var alt hvad Frans behøvede at høre – han frasagde sig sin andel i farens virksomhed, tog sit tøj af og gav faren det tilbage, og gik nøgen bort for at begynde på sit nye liv som fattig, i tillid til at Gud ville sørge for ham. Han fik hurtigt selskab af andre unge mænd fra byens overklasse, foruden en mængde fattige der strømmede til det forfaldne kapel som Frans satte i stand og begyndte at holde gudstjenester i. Han drog også rundt til andre byer og prædikede, og de stadig flere unge mænd der sluttede sig til ham, rejste andre steder hen så ikke alene det kristne Europa, men også det muslimske Mellemøsten snart var fyldt med vandreprædikanter fra ”de små brødre”, som Frans kaldte det broderskab han havde startet. De overholdt alle sammen de regler som Frans havde lavet for broderskabet, nemlig at de for det første skulle leve i cølibat, og at de for det andet ikke måtte eje noget, men skulle leve af hvad de fastboende ville give dem – ligesom Jesus og hans disciple i sin tid havde gjort. ”De små brødre” blev i øvrigt senere stadfæstet af paven som en officiel munkeorden der blev kendt som ”franciskanerordenen” eller ”gråbrødrene” – det sidste på grund af deres munkedragt, som var alt andet end prangende. Desværre var det ikke alle Frans’ efterfølgere der var lige gode til at efterleve hans idealer, men det er en anden historie – Frans selv står i hvert fald som et lysende eksempel på radikal efterfølgelse af Jesus.

Jeg siger ikke at vi alle sammen nødvendigvis skal gøre som Frans – som de kvikkeste af jer sikkert har gennemskuet, ville Frans’ projekt jo ikke have kunnet lykkes hvis alle mennesker havde fulgt hans eksempel, for så havde der jo ikke været nogen fastboende til at give ”Jesu små brødre” hvad de havde brug for til livets ophold på deres rejser. Paulus siger da heller ikke til nogen af de menigheder han skriver til, at livet som kristen nødvendigvis indebærer at man sælger alt og bliver hjemløs. Men advarslerne mod rigdommens farer holder han fast ved – blandt andet i det stykke fra Første Timotheusbrev som vi hørte i dag. Også vi der lever i dag, må konstant være på vagt over for vores ejendele, så det ikke bliver dem der ejer os. Vi må være klar over at så længe vi ejer noget som helst, er vi åndeligt set i fare, og jo mere vi ejer, desto større er faren – og jo mere vi ønsker os at eje, desto større er faren også. Vi må gøre os klart at hvis vi mener at vi selv tilhører Jesus, så tilhører vores penge og ejendele også ham, og så må vi lade ham bestemme hvad vi skal bruge dem til. Det indebærer blandt andet at hvis vi møder et menneske der er i nød, og vi vælger ikke at hjælpe ham selvom vi har det han mangler, så er vi skyldige i tyveri fra Jesus, og der kan med rette rejses tvivl om hvorvidt det virkelig er ”selerne” der holder vores bukser oppe. Hvis Gud har velsignet dig med materielle goder, så er det ikke for at du skal bruge dem til at pleje din egen egoisme, men for at du skal bruge dem til at tjene ham og dine medmennesker. Det indebærer også at hvis vi står med en klar befaling fra Jesus, enten i form af noget Den Hellige Skrift fortæller os, eller i form af noget som vi kan mærke i vores indre at vi bare skal gøre – for sådan kan Gud nemlig også tale til os hvis vi lærer at genkende hans stemme – så er ”Hvad koster det?” et fuldstændig irrelevant spørgsmål. Gud har skabt himlen og jorden, og han sørger for himlens fugle og markens blomster – hvor meget mere vil han så ikke sørge for os hvis vi er lydige mod ham i tillid til hans løfter? Og ja, det er som sagt meget nemt at sige for en der er så heldig som jeg, at jeg får en god månedsløn for at forkynde Guds ord. Men principielt kan det lige så vel tænkes at Gud beder mig om at opgive mit gode og sikre job – eller at beholde det , men forvalte min løn på en måde der menneskeligt set ville være groft uansvarlig – som at han beder dig om at opgive din indtægt, enten den er stor eller lille, eller på anden måde sætte den på spil. Og selv hvis han hverken beder dig eller mig om noget sådant, må vi stadig foretage alle vores økonomiske dispositioner med det for øje at det ikke er vores egne penge vi bruger, men Guds, og spørge os selv om vores måde at bruge pengene på er i overensstemmelse med Guds bud om ærlighed og kærlighed. Og er den det, så tror jeg også at vi vil komme til at erfare det samme som Paulus lovede menigheden i Filippi: ”Min Gud vil fuldt ud give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus.” [Fil 4,19]

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Lukasevangeliet 12.13-21

Posted By admin on 8. juli 2014

Alting falmer

Aftengudstjeneste i Husum Kirke 3. juni 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Lige så længe jeg kan huske tilbage, har forsommeren været mit foretrukne tidspunkt på året. Bortset måske fra dengang jeg var helt lille, altså i førskolealderen, har ikke engang julen kunnet konkurrere med denne skønne årstid hvor alt springer ud, naturen er et sandt orgie af farver, dufte og fuglesang, og kalenderen forjætter at det endda alt sammen kun lige er begyndt – vi har flere måneders skøn sommer foran os! Dengang jeg gik i skole, var der yderligere en ting der var med til at gøre det til en særlig skøn tid, nemlig forventningen om 7 ugers ferie fra skolen – og for en dreng på 8-9 år føltes det jo nærmest som en evighed! Den allermest magiske dag var den dag hvor ferien begyndte: Vi mødte op til en kort skoledag hvor vi ikke skulle andet end at aflevere vores bøger, hygge lidt i klassen og så samles med resten af skolen i hallen og afsynge feriesangen (jeg mener at kunne huske at taget plejede at løfte sig lidt når vi skrålede med af vores lungers fulde kraft). Og derefter lå verden for vores fødder, og lykken var nærmest til at tage og føle på.

Efterhånden som jeg er blevet ældre – og det går efterhånden stærkt; jeg bliver 40 næste gang! – har jeg erfaret at tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver. Den erfaring begyndte jeg at gøre allerede som barn, i form af at de 7 ugers sommerferie føltes kortere og kortere. Den sommer, som engang havde føltes nærmest uendelig, forvandledes efterhånden til en tid som man måtte skynde sig at nyde, for pludselig ville den være forbi. Men paradoksalt nok gjorde den tanke det vanskeligere fuldt ud at nyde sommerens lykke, for bevidstheden om dens flygtighed sad som en gnavende orm i baghovedet.

Det at lære at leve med at alt godt får en ende, og alligevel at nyde det så længe det varer, er vel en del af det at blive voksen. Men længslen efter noget der varer ved, er alligevel svær at slippe helt, og i perioder stikker den sit ansigt ret tydeligt frem i kunsten, for eksempel i den drømmende smukke sommersang af Thøger Larsen som vi sang for lidt siden. Den siger intet om at sommerlykken ikke varer ved; tværtimod taler den om ”leg, som får aldrig ende” og oven i købet om ”et evigt Danmark”. Vi ved jo alle sammen godt at det ikke er sådan virkeligheden er, men når sangen alligevel har været så populær gennem nu 100 år – den har faktisk jubilæum i år – er det vel fordi den rører ved noget i os; en længsel efter at den magi som vi af og til får lov til at opleve et glimt af, vil vare ved.

Som kristen synes jeg egentlig ikke at der er noget mærkeligt i at vi render rundt med den længsel, for jeg tror det er en længsel efter det paradis som vi blev skabt til at leve i; et fjernt minde om Edens Have som er nedarvet gennem de talløse generationer siden Adam og Eva; et vidnesbyrd om at vi mennesker bærer en flig af noget guddommeligt i os. Og flere store tænkere har da også erfaret hvordan netop den længsel har været med til at åbne deres øjne for Guds virkelighed: Kirkefaderen Augustin formulerede for 1600 år siden bønnen ”Du skabte os til dig selv, og vores hjerte er uroligt indtil det finder hvile i dig.” For 350 år siden hævdede det franske universalgeni Blaise Pascal, der har lagt navn til såvel et programmeringssprog som en måleenhed for lufttryk, at ”der er et Gud-formet tomrum i ethvert menneskes hjerte”. Og i det 20. århundrede var det netop erfaringen af den sære, uforklarlige længsel der satte den daværende ateist C.S. Lewis på sporet af kristendommen, som han endte med at blive sin generations fremmeste fortaler for.

Men vi behøver ikke at gå til udlandet for at finde kloge mennesker der har gennemskuet kilden til den higen efter evighed som har det med at karakterisere os mennesker. Vores egen Grundtvig voksede op i en tid hvor digtekunsten, billedkunsten og musikken var styret af en idé om at hvis man søger bag om intellektet til følelserne og bag om kulturen til naturen, så finder man ind til den evige ånd som besjæler både mennesker, dyr og planter, og kunstens opgave er at formidle den indsigt og på den måde gøre det evige nærværende. Grundtvig var selv i en periode præget af den tankegang, men han erfarede alligevel at der manglede noget. Det som kunsten gjorde nærværende, var ikke selve det evige som vi mennesker længes efter, men kun en slags skyggebillede af det, og det formåede ikke at stille hans længsel, men kun at gøre den endnu mere intens og dermed mere smertefuld. Digternes og de øvrige kunstneres forsøg på at genskabe det som hjertet inderst inde begærer, var forgæves; en skuffende drøm. Det som romantikerne kaldte varigt, viste sig nemlig at være præcis lige så forgængeligt som alt andet her i verden.

Men heldigvis fandt Grundtvig det han søgte, et andet sted, nemlig hos Gud, der i Jesu fødsel, liv og død har rakt sin strålende hånd ned fra himlen, og som har sendt sin Ånd til os og givet os troen, der kan slå bro over den kløft der skiller vores dødningehjem fra de levendes land, så Gud kan være levende til stede hos os her på jorden, og så vi kan se frem til engang at komme til det sted som vi nu kun svagt skimter, det sted hvor vi vil kunne sige til os selv: ”Det er jo det her jeg har længtes efter hele mit liv!” Om det sted skrev Grundtvig et af de ypperligste digte der nogensinde er skrevet på dansk (efter min ydmyge mening), og det digt skal vi nu synge på Otto Mortensens smukke melodi.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til aftengudstjeneste 3. juni
Tags: Jakobsbrevet 1.9-11

Posted By admin on 8. juli 2014

Jesu himmelfart: Vi har et andet fædreland

Prædiken i Husum Kirke Kristi himmelfarts dag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

I søndags var der, som de fleste af jer forhåbentlig ved, valg til Europaparlamentet og folkeafstemning om den europæiske patentdomstol. I ugerne op til valgdagen gik debatten lystigt om hvad der nu ville være bedst for Danmark, og kandidaterne fra de forskellige lister kappedes om at overbevise os om at lige netop de ville være de bedste til at varetage Danmarks interesser. Der var imidlertid en af mine venner der mente at det var det forkerte spørgsmål at stille, så han skrev på sin facebook-profil: ”Hvorfor er det som om at alle argumenter vedr. Eu-valget og patentdomstolen handler om hvad der er bedste for DK. Hvad med at stemme det, der er bedst for Europa – eller verden, for den sags skyld!?” Det er et meget interessant synspunkt, synes jeg – og sikkert også et der kan dele vandene. Når jeg ser på mit pas, så står der ”Den Europæiske Union” øverst på forsiden, og lige nedenunder står der ”Danmark”. Jeg hører altså både til i Danmark og i Europa. Spørgsmålet er så hvad det betyder i praksis.

Slår jeg op inde i passet, så står der at min nationalitet er dansk, og på den baggrund vil mange sige at det først og fremmest er Danmark jeg er forpligtet på. I henhold til den danske grundlov har jeg da også pligt til med min person at bidrage til forsvaret af netop Danmark i tilfælde af et fjendtligt angreb. Andre vil pege på at Danmark nu engang har indgået nogle internationale aftaler, blandt andet i form af de forskellige EU-traktater, og at vi i en globaliseret verden er nødt til at samarbejde fordi det også går ud over Danmark hvis resten af Europa går nedenom og hjem. Atter andre vil sige at det er egoistisk hvis vi i Danmark kun tænker på os selv – eller vi i EU, for den sags skyld; vi må arbejde for alle menneskers bedste. Det bliver også tit påpeget i debatten at Europa og EU ikke er det samme – Island, Norge, Schweiz, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Makedonien og Albanien hører jo også med til Europa selvom de ikke er med i EU. Hvor I hver især står i de spørgsmål, kan I jo snakke med hinanden om under kirkekaffen (så slipper jeg for at I taler om at min prædiken var for lang. 😉 )

I mellemtiden vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en ret vigtig detalje i mit pas – ja, ikke bare i mit pas, men i ethvert pas: Det har en udløbsdato! ”Gyldigt indtil 05 02 20”, står der her. Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke længere er dansker den 6. februar 2020, men hvis jeg efter den dato fortsat ønsker at kunne bevæge mig i udlandet med de rettigheder det giver at være dansker, og at kunne rejse ind i Danmark igen uden at blive stoppet, så skal jeg få taget et billede af mig selv hvor jeg ser sur ud, udfylde en ansøgningsblanket, troppe op i Borgerservice og betale et sted på den anden side af 600 kroner for at få mit pas fornyet.

Det at vores danske EU-pas har en udløbsdato, er en vigtig påmindelse, synes jeg, om at uanset om vi først og fremmest betragter os selv som danskere, europæere eller verdensborgere, så er vi det kun midlertidigt. Der kommer en dag hvor vi ikke længere kommer til at betræde Danmarks jord, eller noget som helst andet lands eller unions jord for den sags skyld. Det er egentlig overflødigt at sige, for vi ved det jo alle sammen godt. Men alligevel lever vi tit som om de få år vi har i denne verden, hvor vi er borgere i Danmark og EU og verden, var det vigtigste og det egentlige. At ateister og andre der ikke har noget andet at se frem til, tænker på den måde, er der naturligvis ikke noget at sige til, men når vi kristne begynder at tænke på samme måde, tror jeg det skyldes at vi glemmer hvad det egentlig er vi tror på. Men det er måske i grunden heller ikke så mærkeligt, for den strøm af informationer som vi bliver bombarderet med hver dag i tv, radio, aviser, i gadebilledet og på internettet, tager jo som regel ikke evigheden med i ligningen. Vi får rigeligt med påmindelser om vigtigheden af denne verdens glæder og sorger, men meget få påmindelser om det land hvor vi skal tilbringe 99,99999999999999999 og uendelig mange flere nitaller procent af vores liv. Og jeg tror det hænger sammen med at der er en der ikke vil have at vi skal tænke i de baner, ligesom konen med blomsterhaven ikke ville have at Gerda skulle tænke på Kay.

Men heldigvis er det ikke lykkedes den Onde at fjerne alt hvad der kan minde os om Jesus og vores sande hjem. På væggen bag alteret her i kirken hænger der for eksempel en smuk, forgyldt figur af den himmelfarne Kristus. Det at Jesus Kristus ikke blev på denne jord efter sin opstandelse, fortæller os at det heller ikke er meningen at vi skal blive her i al evighed, for Gud har et bedre fædreland til os! Jesus købt os fri fra synden og døden og Djævelen med sin død og opstandelse for at vi skulle leve evigt sammen med ham. Som han sagde til disciplene skærtorsdag aften: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” [Joh 14,2-3] Det er dét der er vores mål! Men alt for tit har vi desværre så travlt med det der foregår omkring os på rejsen at vi helt glemmer at tænke på målet.

Eller måske husker vi nok hvor vi er på vej hen, men vi har ikke lyst til at komme derhen alt for hurtigt. Som Lille Claus siger i H.C. Andersens eventyr: ”Ak, jeg er så ung og skal allerede til Himmerige!” Jeg glemmer aldrig engang hvor jeg var blevet bedt om at holde en andagt for en gruppe børn på en weekendlejr i kirkeligt regi, og jeg valgte at fortælle de håbefulde poder noget om den fantastiske fremtid som Gud har bestemt for os, nemlig at vi skal leve evigt sammen med ham i paradis – et af de mest festlige og glædelige budskaber jeg overhovedet kan komme i tanker om. Men bagefter kom en af lederne hen til mig og sagde at hun var ked af at jeg havde valgt at tale om et så sørgeligt emne, og så endda til børn! Først forstod jeg overhovedet ikke hvad hun mente, men da hun forklarede sig nærmere, fandt jeg ud af at hun havde opfattet det sådan at min andagt handlede om døden – og det til trods for at jeg slet ikke havde nævnt det ord! Men jeg tror egentlig hendes reaktion er ret typisk for hvordan mange mennesker tænker om paradiset og det evige liv, nemlig at det er en slags ”trøstpræmie” som vi får når vi dør – når vores egentlige liv er slut.

Men det er meget langt fra Det Nye Testamentes og de første kristnes forståelse. For de første kristne lå fokus ikke på deres egen død, men på Jesu genkomst – løftet om at han ”skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen”, som englene sagde til disciplene i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten. De havde en forventning om at det ville ske inden for ganske få år, så da nogle af dem døde, blev de andre pludselig urolige for t de så ville gå glip af det evige liv fordi de så ikke ville være i live når Jesus vendte tilbage! Men Paulus trøstede dem med at Jesus vil gøre alle de døde levende igen når han vender tilbage – som han skriver i Første Thessalonikerbrev [4,15-17]: ”Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.” Det evige liv er altså ikke noget der hænger tæt sammen med vores død – det er tværtimod noget der kommer til at sætte en stopper for vores død!

Jeg vil slutte med at fortælle jer om en mand der huskede hvor han havde sit sande fædreland, og lod det blive afgørende for sin måde at handle på. Hans navn var Nate Saint, og han blev født den 30. august 1923 i Pennsylvania. Som 7-årig var han ude at flyve for første gang, hvilket var meget usædvanligt på den tid, men det skyldtes at hans storebror Sam var uddannet pilot, og som havde taget lille Nate med på en flyvetur. Den dag besluttede Nate at han også selv ville være pilot, men uddannelsen var dyr, så hans bror, der arbejdede hos American Airlines, skaffede ham en læreplads som flymekaniker, og efter et års læretid meldte han sig til flyvevåbnet. Det var under 2. verdenskrig, og Nate håbede at komme til at tjene som jagerpilot, men dagen før han skulle påbegynde træningen, blev han pludselig syg. Det viste sig at en fem år gammel knoglebetændelse var brudt ud igen, og det betød at han ikke kunne bruges som jagerpilot! I stedet blev han sat i spidsen for enhedens flymekanikere. Skuffelsen satte gang i en del eksistentielle overvejelser, og han fandt sin gamle bibel frem, som han ellers ikke havde læst så meget i det seneste par år. Da han var hjemme på juleferie, deltog han i en gudstjeneste hvor han pludselig fik en uimodståeligt stærk følelse af at Gud ville have ham til at rejse ud som missionær. Han beskrev senere oplevelsen som om han pludselig så livet gennem en helt anden linse hvor, som han formulerede det, ”det gamle liv hvor jeg jagtede ting der kun varer et tid, forekom fuldstændig vanvittigt”. Han regnede med at det betød et definitivt farvel til drømmen om at blive pilot, men så hørte han om den nystiftede organisation Christian Airmen’s Missionary Fellowship, der havde til formål at transportere missionærer og deres forsyninger med små fly til fjerntliggende og vanskeligt tilgængelige områder. (Organisationen, der senere skiftede navn til Mission Aviation Fellowship, MAF, findes i øvrigt stadig den dag i dag, hvor den råder over 130 fly og betjener mere end 1000 kristne og humanitære organisationer i mere end 55 lande). Det blev klart for Nate at hans livskald var at virke som missionspilot, og han begyndte igen at tage flyvetimer. Da han blev hjemsendt fra flyvevåbnet, var det hans plan at gå på missionsskole, men så blev han kontaktet af missionsflyselskabet, der spurgte om ikke han ville komme til Mexico og reparere det enlige fly som de rådede over på det tidspunkt – han var jo uddannet flymekaniker. Flyet viste sig at være nærmest totalskadet, men det lykkedes Nate at få det på vingerne igen, selvom det tog mere end et år. Først derefter påbegyndte han og hans forlovede, Marj, deres missionæruddannelse, men de droppede ud allerede efter et år fordi Nate igen blev kontaktet af MAF, der fortalte at de akut stod og manglede en pilot til Ecuador. Så Nate og Marj giftede sig og rejste til Californien hvor Nate gjorde det nyindkøbte fly klar og fløj det til Ecuador, hvor de slog sig ned i bjergene og i de næste 8 år var en uvurderlig hjælp for de mange missionærer i området.

Nate havde sin base i en lille by ved navn Shell Mera i de østlige udløbere af Andesbjergene. Byen var opkaldt efter olieselskabet Shell, som i 1930’erne havde etableret en base der i håb om at finde olie i junglen neden for bjergene, men de havde måttet opgive det fordi junglen var beboet af en usædvanligt voldelig og blodtørstig stamme der for et godt ord myrdede løs såvel på fremmede som på hinanden. Nate og de andre missionærer i området mente at kun Guds kærlighed kunne få stammefolkene til at ændre deres destruktive praksis, og de lagde derfor planer om at kontakte dem, men de lokale indfødte i bjergene, der med god grund var dødsensbange for junglestammen, frarådede det på det kraftigste. Alligevel besluttede Nate sammen med fire andre unge amerikanere at flyve ind og lande i junglen, efter at de gennem nogle måneder havde udvekslet gaver med stammefolkene ved hjælp af en spand som de hejste ned fra Nates fly. De medbragte pistoler så de kunne forsvare sig mod vilde dyr, men da Nate blev spurgt af sin 5-årige søn Steve om de ville bruge pistolerne til at forsvare sig hvis stammefolkene angreb dem, svarede han: ”Nej, vi kan ikke skyde dem, for de er ikke klar til himlen endnu – det er vi.”

Efter to dage i junglen, hvor de havde haft fredelig kontakt med nogle af stammefolkene og endda haft en af dem med oppe at flyve, blev de pludselig rendt over ende af en stor gruppe spydbevæbnede mænd. Og selvom missionærerne havde deres pistoler på sig, afstod de fra at forsvare sig, præcis som Nate havde sagt til sin søn. Nate Saint blev 32 år – og han var endda den ældste af de fem mænd! Men ligesom Gud ikke opgav os mennesker selvom vi slog hans søn ihjel, opgav familien Saint heller ikke Waodanierne, som de senere fandt ud af at stammefolkene kaldte sig selv. Nates søster Rachel fik kontakt med nogle af kvinderne i stammen og endte med at flytte ind i junglen sammen med Elisabeth Elliot, der var enke efter en af de andre mænd der var blevet myrdet sammen med Nate. Her erfarede de at den frimodige måde de fem mænd havde mødt døden på, havde gjort et kæmpe indtryk på drabsmændene, og det endte med at stort set hele stammen omvendte sig til kristendommen og opgav deres evindelige blodfejder som havde truet med at udrydde dem som folk.

Nate Saint og hans fire venner tabte ingenting – de kom bare tidligere til deres sande fædreland end de fleste gør. Og det at de huskede hvor de havde hjemme og var villige til at indrette deres prioriteter i livet efter det, medførte at de og vi får selskab i himlen af en gruppe tidligere mordere som fandt et helt nyt liv i Guds kærlighed. Så husk, uanset hvad der står i dit pas, og uanset hvad du stemte i søndags, at dit borgerskab er i Guds rige!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi himmelfartsdag 2014
Tags: Lukasevangeliet 24.46-53

Posted By admin on 9. maj 2014

Plejehjemsgudstjeneste maj 2014

Evangelietekst: Matt 7,7-14

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvordan er Gud?

Det spørgsmål er det svært at give et kort og enkelt svar på – præcis ligesom det også ville være svært at give et kort og enkelt svar på spørgsmålet ”Hvordan er [indsæt navn]?” eller ”Hvordan er [indsæt navn]?” eller ”Hvordan er Nikolaj?” Ja, faktisk er det vel endnu sværere at svare på når det gælder Gud, fordi Gud er så uendelig meget større end os. Men det betyder ikke at vi intet kan sige om hvordan Gud er, og i den tekst som vi lige har hørt, giver Jesus os et princip som kan lære os rigtig meget om Gud, og det princip er at Gud er god! Det at Gud er god, er et meget centralt budskab i Jesu forkyndelse – et sted siger han endda at Gud er den eneste der er god! Det betyder ikke at vi mennesker ikke kan gøre gode gerninger, men det er næppe muligt at gennemføre bare en enkelt dag hvor vi kun siger og gør gode ting, og tilmed vil selv vores bedste gerninger næsten altid være iblandet en eller anden grad af egoistiske motiver. Gud, derimod, er kun god. Hans godhed er uden grænser – det siger Jesus ganske klart.

Alligevel har jeg ganske ofte hørt kristne sige ting som: ”Ja, det er rigtigt at Gud er god og kærlig, men…” Og efter det ”men” siger de som regel ting som ”han er også retfærdig” eller ”han er også hellig” eller lignende. Og ja, vist er Gud både hellig og retfærdig, og det endda i lige så ubegrænset grad som han er god. Det er vigtigt at huske at Gud er hellig og retfærdig, men vi må ikke tro at det på nogen måde står i modsætning til hans godhed. Tværtimod – hvordan skulle han kunne være helt og holdent god hvis han ikke var retfærdig? Uretfærdighed er jo ikke godt!

Det der får nogle kristne til at mene at der er grænser for Guds godhed, er naturligvis de ting som der står i Bibelen om dom og straf og fortabelse. Mange præster mener at når Gud er god og kærlig, så må det nødvendigvis betyde at alle mennesker bliver frelst, og ingen går fortabt. Det er imidlertid ikke til at komme uden om at Jesus taler meget klart om den evige fortabelse som en reel mulighed – for eksempel i dagens prædiketekst hvor han siger: ”vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” – så en kristendom der ikke opererer med fortabelsens mulighed, er efter min bedste overbevisning ikke en bibelsk kristendom. Men det er en kristendom der vil sætte grænser for Guds godhed, altså heller ikke! For Jesus sagde jo også: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!” Med andre ord: Der findes ikke noget menneske der er mere god og kærlig end Gud! Derfor kan du også være sikker på, uanset hvem der er tale om, at hvis du kan finde så meget som et eneste enkelt menneske på jorden der er villig til at lukke den pågældende ind i himlen, så er Gud også villig til det! Hvis et menneske går fortabt, er det aldrig på grund af Guds manglende vilje til at give personen adgang til paradis. Hvis et menneske ikke kommer i paradis, er det ene og alene fordi vedkommende ikke ønsker at være der.

Det lyder måske mærkeligt at nogen ikke skulle ønske at komme i paradis. Men det er fordi vi har en forkert opfattelse af hvad paradis er. Mange mennesker opfatter paradis som et sted hvor alle vores mere eller mindre egoistiske ønsker går i opfyldelse, men det er meget langt fra sandheden. Paradis er et sted hvor der kun findes godhed og kærlighed; hvor ”Gud er alt i alle”, som Paulus skriver. Vi vil kun kunne leve der hvis vi giver Gud lov til at rense al stolthed og selviskhed ud af vores hjerter så vi bliver ydmyge og fromme. Men det har han heldigvis også lovet os at gøre hvis vi overgiver vores liv til ham! Allerede mens vi lever her i verden, vil Helligånden så småt forvandle os indefra, jo mere vi søger Guds nærvær, og når vi opstår fra de døde på den yderste dag, vil Gud forvandle os så vi bliver som Jesus – fuldkomment ydmyge, kærlige og gode.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Plejehjemsprædiken maj 2014
Tags: Matthæusevangeliet 7.7.14

Posted By admin on 24. marts 2014

Løgnens fader: Kender du Gud?

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i fasten 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

En af de film der trak mange mennesker i biografen i 1999, var ”Runaway Bride”, hvis titel oversat til dansk betyder ”Flugtbruden”. Den handler om en journalist ved navn Ike, som har en fast klumme i en af USA’s største aviser; en klumme som han sædvanligvis bruger til at harcelere over hvor urimelige kvinder kan være. En dag hvor han som sædvanlig er i sidste øjeblik med sin klumme, møder han tilfældigvis en mand på en bar, som fortæller at der i hans hjemby bor en kvinde ved navn Maggie Carpenter, som har været ved at blive gift 3 gange, med tre forskellige mænd, men som alle tre gange forlod sin brudgom ved alteret. Sådan en historie er naturligvis gefundenes fressen for Ike, og han skriver en klumme hvor han sviner Maggie godt og grundigt til. Næste dag kommer der imidlertid en klage fra Maggie hvor hun påpeger at klummen er fyldt med faktuelle fejl, og det ender med at Ike bliver fyret. I et forsøg på at redde sit omdømme opsøger han Maggie for at skrive en mere dybdeborende artikel om hende. Det viser sig at hun nu er forlovet for fjerde gang og er i færd med at planlægge sit bryllup. Maggie er meget interesseret i at sandheden kommer for en dag så offentligheden kan få et andet indtryk af hende end det som Ikes oprindelige klumme efterlod, så hun lader sig gerne interviewe og lader endvidere Ike følge hendes færden i nogle dage så han kan få et ordentligt indtryk af hende. Ike taler også med såvel hendes nuværende forlovede som de tre tidligere, og det gør ham nogle interessante erfaringer rigere, for han finder ud af at den måde de fire mænd beskriver Maggie på, afviger stærkt fra hinanden. Han spørger blandt andet hver af dem hvad slags æg Maggie bedst kan lide at spise, og den ene svarer ”spejlæg – ligesom mig”, den anden ”røræg med salt, peber og dild – ligesom mig”, den tredje ”pocherede – ligesom mig”, og hendes nuværende forlovede ”omelet lavet kun på æggehvider – ligesom mig”. Det at de alle fire tilføjer ordene ”ligesom mig”, sætter efterhånden Ike på sporet af problemets kerne, nemlig at Maggie ikke har kunnet være sig selv i nogen af de forhold hun har været i, men i stedet har ladet som om hun havde præcis samme smag og interesser som manden. Det giver sig selv at et forhold ikke kan fungere på den måde, men i hvert af tilfældene var det altså først i allersidste øjeblik at hun tog mod til sig og bogstaveligt talt flygtede ud af forholdet. (Hvis I ikke vil vide hvad filmen ender med, så er det nu I skal lukke ørerne). Heldigvis får samarbejdet med Ike om artiklen Maggie til selv at indse problemet, så hun afbryder forholdet til den fjerde mand inden de når frem til selve bryllupsdagen. Og som de fleste af jer sikkert har gættet (romantiske komedier er jo som regel uhyggeligt forudsigelige), så ender det med at Maggie og Ike falder for hinanden, og hun siger til ham: ”Hver gang jeg gik op ad kirkegulvet, gik jeg hen imod en person som ikke havde nogen anelse om hvem jeg virkelig var. Og det var kun halvt den anden persons skyld, for jeg havde gjort alt for at overbevise ham om at jeg var lige præcis den han ville have. Så det var godt jeg ikke gennemførte det, for det ville have været en løgn. Men du – du kendte den virkelige mig.” For det er jo i virkeligheden det der er alfa og omega i ethvert intimt forhold, enten det er et romantisk forhold, et venskab eller et familieforhold, for eksempel mellem forældre og børn: at den anden person kender – og elsker – den virkelige dig!

Og sådan er det faktisk også i forholdet til Gud. Ganske vist kender Gud pr. definition hver og en af os ud og ind, langt bedre end vi kender os selv, men hvor godt vi kender ham, er straks et helt andet spørgsmål. Naturligvis kan det ikke lade sig gøre for os små, begrænsede mennesker at kende den evige, almægtige Gud ud og ind, men vores tanker og handlinger røber meget om hvor lidt eller hvor meget vi har fattet af hvordan Gud virkelig er.

Tag for eksempel de jødiske ledere som Jesus diskuterer med i dagens tekst. De påstår selv at Gud er deres far, men Jesus påpeger at deres handlinger tydeligt afslører at de overhovedet ikke kender Gud. Gud er nemlig sandhed og kærlighed, men farisæernes indstilling er snarere præget af løgn og had, hvilket viser at det i virkeligheden ikke er Gud, men Djævelen der er deres far, som Jesus så bramfrit påpeger. Farisæerne tilhørte ellers datidens religiøse elite – hvis man spurgte manden på gaden hvem i landet der kendte Gud bedst, så ville de givetvis have nævnt farisæerne og de skriftkloge! Og det bør mane til eftertanke hos os, for I som kirkegængere – og i særdeleshed jeg som præst – kan vel i en vis forstand siges at tilhøre Danmarks ”religiøse elite”. Men det garanterer altså på ingen måde at vi kender Gud!

Nu er der naturligvis forskel på kirkegængere, ligesom der også er forskel på præster. Der er nogle der går op i troen med liv og sjæl, som lægger utrolig meget frivilligt arbejde i kirken, og som kender deres bibel godt nok til at de med det samme kan gennemskue falsk forkyndelse. Hvis du hører til den gruppe, så tænker du måske at det er alle de andre jeg taler om når jeg siger at vi kirkefolk ikke skal tro os alt for sikre på at vi kender Gud. Men tag ikke fejl – et højt aktivitetsniveau og en uangribelig dogmatik garanterer ikke noget som helst! Se på menigheden i Efesos, som vi fik lov at høre Jesu ord til tidligere i gudstjenesten [Åb 2,1-7]: Han roser dem for deres møje og udholdenhed og for deres afsløring af nogle falske apostle, men trods det bebrejder han dem at de har svigtet deres første kærlighed – i deres iver efter at være uangribelige har de fokuseret så meget på deres egne rigtige meninger og deres egen store arbejdsomhed at de efterhånden er begyndt at glemme ham der er årsag til det hele, nemlig Jesus. Ikke at der er noget galt i at gøre en masse, og Jesus roser da også efesermenigheden for deres møje og udholdenhed, men det har kun værdi hvis det udspringer af kærlighed. Tænk på de mænd som Maggie forlod ved alteret – de havde alle sammen lagt enormt mange kræfter i aktiviteter der havde med Maggie at gøre, så som at planlægge bryllup, men det ændrede ikke på at de dybest set ikke kendte hende.

At man gør en masse for Gud, er altså ikke nogen garanti for at man kender ham, men hvordan med dogmatikken? Hvis man kender sin bibel så godt at man kan kende forskel på sand og falsk kristendom, så kender man vel Gud? Nej, ikke nødvendigvis! Jeg er en stor fan af forfatteren C.S. Lewis og har læst indtil flere biografier om ham foruden en mængde af de bøger han selv har skrevet, så jeg ved en hel del om ham, men jeg kender ham ikke personligt (og eftersom han døde 12 år før jeg blev født, har jeg aldrig haft mulighed for at komme til det – men jeg glæder mig til at hilse på ham i opstandelsen!). Man kunne også forestille sig at en af de mænd der var forlovet med Maggie, havde sat sig ind i hele hendes livshistorie og måske endda vidste hvad slags æg hun i virkeligheden bedst kunne lide, men hvis han aldrig havde taget sig tid til at sætte sig ned og lytte til hende, at åbne sig for hende og give hende plads til at udtrykke sig, så havde det ikke ændret på at han reelt ikke kendte hende. At vide en masse om en person – at kende en masse til vedkommende, om I vil – er nemlig langt fra det samme som at kende vedkommende.

Heldigvis rummer dagens tekster også et eksempel på en person som rent faktisk kendte Gud, nemlig Moses. Moses havde lige tilbragt 40 dage oppe på Sinaibjerget hvor han havde talt med Gud ansigt til ansigt, og det havde åbenbart gjort et stort indtryk på ham. I hvert fald viser hans reaktion på de andre israelitters afgudsdyrkelse at han har fattet et eller andet.

Det har de andre israelitter til gengæld ikke. Selvom Gud lige havde reddet sit folk ud af 400 års slaveri i Egypten og på den måde demonstreret den afgrundsdybe forskel på den sande, suveræne Gud og Egyptens afguder. En af de vigtigste forskelle på den sande Gud og afguderne er at mens den sande Gud har skabt os mennesker i sit billede for at vi skal kende ham og elske ham som han virkelig er, så er det omvendt med afguderne – de er nogle som vi mennesker skaber i vores billede for at bekræfte os i at vi kan gøre hvad der passer os – omtrent ligesom Maggies forskellige mænd prøvede at gøre hende til et spejlbillede af dem selv. Så hvis du vil vide om du tilbeder den sande Gud eller en afgud, så kan du spørge dig selv om du er parat til at lade Gud være den han er, også når det går på tværs af dine planer, eller om du foretrækker at definere Gud ud fra dine ønsker og behov. Men det er en anden prædiken som I må få en anden god gang – vi må tilbage til israelitterne ved guldkalven. Gud havde som sagt demonstreret sin magt og suverænitet da han trods deres modvilje og mangel på tro reddede dem ud af Egypten, men alligevel fik Moses’ 40 dages fravær dem til at søge tryghed i et gudebillede der til forveksling lignede de egyptiske statuer af tyreguden Apis. Ganske vist kaldte de tyrekalven ved den sande Guds navn og hyldede den for at have ført dem ud af Egypten, men den måde de tilbad den på, havde ikke meget med ærefrygt for den sande Gud at gøre. Vi hørte det ganske vist ikke i det stykke der blev læst op i dag, men tidligere i beretningen kan vi læse at deres ”gudstjeneste” fandt sted på den måde at de ”satte sig ned og spiste og drak; og de rejste sig for at danse”. Nu er der hverken noget i vejen med at spise eller drikke eller danse, men selv hvis vi ser bort fra at formuleringen sandsynligvis antyder et løssluppent orgie, og antager at der bare er tale om ”almindelig” spisning med tilhørende drikkevarer og efterfølgende dans, så er der altså noget galt hvis man bilder sig ind at man ærer og tilbeder Gud blot ved at opfylde sine egne behov for mad og drikke og underholdning. Det ville på det menneskelige plan svare til at holde en stor festmiddag til ære for en fornem gæst, men blive så opslugt af festen at man fuldstændig ignorerede gæsten – eller endnu værre: at man til sit eget bryllup kun interesserede sig for maden og gaverne og ikke for sin brud eller brudgom. Og Gud bliver da også rasende over israelitternes afgudsdyrkelse; så rasende at han giver Moses et tilbud som det efter datidens tankegang må have været svært at sige nej til, nemlig at tilintetgøre israelitterne og lade Moses blive stamfar til et nyt udvalgt folk. Det at blive stamfar til et folk er der nok ikke så mange der går rundt og drømmer om i vore dage – og da slet ikke jeg, for det folk ville vel i givet fald komme til at hedde ”nikolaitterne”, og vi hørte jo tidligere i gudstjenesten at Jesus hader nikolaitternes gerninger! Men på Moses’ tid var det nok omtrent den største ære der kunne overgå et menneske, og det må have været fristende for Moses at sige ja til Guds tilbud – tænk hvis hans navn for al fremtid ville være sikret berømmelse ved at der var et helt folk som var opkaldt efter ham!

Men Moses’ reaktion viser at han i modsætning til sine landsmænd havde forstået noget af hvordan Gud er. I stedet for at grib chancen for at mele sin egen kage vælger han i ydmyghed at stille sig solidarisk med sit folk og påtage sig rollen som bombeskjold for sit folk. ”Hvis du vil udslette dem,” siger han til Gud, ”så må du også udslette mig!” Og dermed viser han sig som et sandt barn af Kærlighedens Fader, og faktisk også som en levende profeti om Jesus, der valgte at solidarisere sig med os syndere og vælge at gå i døden, ikke bare sammen med os, men i stedet for os.

Man kan naturligvis med en vis ret spørge hvor kærligt det var af Gud at give Moses det tilbud, for sæt nu Moses havde taget imod det! Men i lyset af hvad Bibelen i øvrigt fortæller os om Gud, tror jeg det er et overflødigt spørgsmål at stille, for hvis Gud ligger inde med al viden om fortid, nutid og fremtid, så vidste han jo også godt hvad Moses ville svare. Men hvorfor spurgte han så overhovedet? Jeg tror det var en form for ”eksamen”, nu hvor Moses lige havde tilbragt så lang tid på tomandshånd med Gud; en måde at spørge ham: ”Har du nu lært hvordan jeg er?” Og Moses bestod sin eksamen – andetsteds i beretningen, hvor Moses’ forbøn for folket udfoldes mere detaljeret end i det stykke vi hørte i dag, læser vi at Moses netop henviser til Guds egen karakter som et argument for at han skal spare folket. Dertil kommer at fordi den ordveksling mellem Moses og Gud fandt sted, er vi i dag så privilegerede at vi i Moses har fået et eksempel til efterfølgelse.

Så lad os da gøre det til vores mål at lære Gud stadig bedre at kende, og at handle som hans sande børn! Det kan vi gøre ved at læse i Bibelen, ved at bruge tid i bøn og stilhed hvor vi giver Gud plads til at tale til os, ved i enhver valgsituation at spørge os selv hvilket valg der er mest i overensstemmelse med Guds karakter, samt ikke mindst ved løbende at omsætte det vi lærer, til handling, så vi kommer ind i nogle gode vaner. God fornøjelse med det!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i fasten 2014
Tags: Johannesevangeliet 8.42-51

Posted By admin on 21. marts 2014

Den blinde tigger: Kærligheden tager chancer

Prædiken i Husum Kirke fastelavns søndag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Nogle af jer har måske set en eller flere af ”Star Wars”-filmene, og de af jer der ikke har, ved sikkert at der er tale om science fiction-film, hvori der indgår rumskibe, fremmede planeter og sære væsener. Mere præcist foregår de efter eget udsagn ”for længe, længe siden i en fjern galakse”. I denne fjerne galakse har et stort antal mere eller mindre selvstyrende planeter sluttet sig sammen i et forbund kaldet Den Galaktiske Republik. Flere af de vigtigste hovedpersoner tilhører et broderskab kaldet jedi-ridderne, der kæmper mod det onde ved hjælp af en usynlig kraft som giver dem overmenneskelige evner. For at kunne bruge denne kraft kræves der såvel medfødte anlæg som hård træning. På et tidspunkt er der en jedi-ridder ved navn Qui-Gon Jinn der sammen med dronningen af planeten Naboo er på en vigtig rumrejse til den planet hvor Den Galaktiske Republiks hovedstad ligger, for at bede om hjælp mod en fjendtlig invasionsstyrke. Det er af afgørende betydning for Naboos overlevelse at de når frem, men deres rumskib går desværre i stykker undervejs, og de strander på en lovløs ørkenplanet. Her forsøger Qui-Gon at skaffe reservedele til at reparere rumskibet, men han er desværre ikke besiddelse af den valuta der er den eneste gangbare på den planet. Derfor tvinges han til at indgå et væddemål med en hjerteløs reservedelsforhandler ved navn Watto. Watto har en lille slavedreng ved navn Anakin, som trods sine kun 9 år er en dygtig pilot, og som jævnligt deltager i drabelige kapflyvninger, men hidtil uden at have vundet en eneste. Qui-Gon erfarer imidlertid at Anakin har ganske usædvanlige anlæg for at bruge Kraften, og derfor aftaler han med Watto at hvis Anakin vinder det næste væddeløb, så får han sin frihed, og Qui-Gon får de reservedele han skal bruge, men hvis Anakin ikke vinder, får Watto Qui-Gons rumskib. Qui-Gon spiller altså ekstremt højt spil: Ikke alene sætter han sit eget liv på spil, men også en hel planets fremtid. Alligevel står han ganske rolig og ser til da væddeløbet begynder, også selvom Anakin kommer katastrofalt bagud lige fra starten. Hvis nogen af jer ikke vil vide hvordan det ender, så skal I lukke ørerne nu. Anakin er bagud gennem det meste af løbet, men i tredje og sidste omgang indhenter han favoritten Sebulba. I bedste Ben Hur-stil forsøger Sebulba at mase Anakins fly af banen og ind i en klippevæg, men ender med selv at ryge af banen, og Anakin vinder. Da Qui-Gon Jinn efterfølgende opsøger Watto for at få de lovede reservedele, siger Watto oprørt til ham: ”Du snød! Du vidste at drengen ville vinde!” Han har imidlertid ikke noget held med sin appel, og Qui-Gon får sine reservedele og tager Anakin med sig som sin lærling.

Jeg er ikke tilstrækkelig meget Star Wars-nørd til at jeg har kunnet regne ud hvordan Qui-Gon kunne være så sikker på at Anakin ville vinde væddeløbet. (Hvis nogen af jer ved det, må I gerne forklare mig det efter gudstjenesten). Måske er der ikke nogen bedre forklaring end at ”det vidste han altså bare”. Eller også valgte han bare at tage det afsindige sats fordi han ikke kunne se nogen anden mulighed for at komme videre til hovedstaden og fuldføre sin livsvigtige mission. Hvorom alting er, så ville både han og indbyggerne på Naboo som sagt have været pænt meget på den hvis hans vovede plan var slået fejl. Den form for risici er vi, der ikke lever for længe, længe siden i en fjern galakse, men i det 21. århundrede i velfærdssamfundet Danmark, ikke vant til at tage. Jeg kan i hvert fald ikke huske hvornår jeg sidst har foretaget mig noget risikabelt uden på forhånd at have sikret mig at jeg havde noget at falde tilbage på hvis det skulle mislykkes – og det vil jeg egentlig heller ikke anbefale andre at gøre, i hvert fald ikke sådan almindeligvis. Men der er undtagelser, nemlig hvis det man har at vinde, er så værdifuldt at det er risikoen værd.

Vi kender det nok især fra når man er forelsket. Forelskede mennesker foretager sig tit skøre og risikable ting. Her i trygge Danmark er der ganske vist sjældent tale om at man ligefrem risikerer liv og lemmer; man risikerer højest at gøre sig selv til grin. Men er man tilstrækkelig meget forelsket, så er der vist principielt ikke ret meget man ikke vil være villig til at gøre for at vinde sin elskede – som der står i Salomos Højsang i Det Gamle Testamente: ”Vældige vande kan ikke slukke kærligheden, floder kan ikke skylle den bort. Hvis en mand gav al sin rigdom bort for kærlighed, ville man da ringeagte ham?” Salomos egen far, kong David, er i øvrigt et eksempel på en mand der satte livet på spil for kærlighedens skyld, for som ung mand, før han selv blev konge, blev han forelsket i den daværende konge Sauls datter. Saul følte sig truet af Davids popularitet, så han benyttede chancen til at prøve at slippe af med ham ved at stille en betingelse for ægteskabet som han var sikker på at David ikke ville slippe levende fra. Men David påtog sig den livsfarlige mission, gennemførte den med livet i behold, og fik kongens datter til hustru.

I det hele taget har kærlighed en evne til at få mennesker til at gøre de utroligste ting, og det gælder ikke kun forelskelsen. Forældres kærlighed til deres børn kan også få dem til at løbe store risici for børnenes skyld, kærligheden mellem venner kan være så stor at man sætter sit liv til for den anden, og det samme kan kærligheden til folket, fædrelandet og lignende størrelser. Paulus havde virkelig ret da han skrev de berømte ord om at kærligheden ”tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt”. Eller sagt på en anden måde: Kærligheden satser stort! Kærligheden tager chancer!

Jeg vil vove at påstå at den største chance der nogensinde er blevet taget i kærlighedens navn, var da Gud sendte sin søn ind i verden som et skrøbeligt, dødeligt menneske for at redde os mennesker fra det ondes magt. Det var et stort sats, for Jesus mødte masser af fristelser, og hvis han havde givet efter for blot en eneste af dem, ville alt have været tabt, for så ville han selv være blevet inficeret af det onde og ville dermed ikke have kunnet redde os andre fra det. Og det var også et sats i den forstand at der ikke var nogen garanti for at nogen mennesker ville tage imod den frelse som Gud satte alt ind på at vinde til os. Faktisk var der, mens Jesus gik på jorden, langt flere der hånede ham, mishandlede ham og spyttede på ham, end der var der tog imod ham og troede på ham. Læg dertil at Jesus efter sin himmelfart overlod opgaven med at udbrede det glade budskab om syndernes forladelse til en samling opkomlinge fra samfundets bund som alle havde svigtet ham dengang han blev arresteret, og at han som deres leder udpegede en mand der kort tid forinden fejt havde svoret på at han ikke kendte Jesus. Det var vist et sats der ikke lader Qui-Gon Jinns letsindige væddemål med Watto noget tilbage at ønske!

Om lidt skal vi have dåb. I dåben kendes Gud ved os som sine børn. Jeg ved ikke om I nogensinde har tænkt på hvor stor en chance Gud tager ved at gøre det? Tænk på hvor mange tåbelige, tankeløse og direkte onde ting der hver dag bliver gjort af kristne mennesker, og hvilken skade det gør på Guds image! Jeg har i hvert fald ofte hørt mennesker sige at de ikke vil have noget med Gud at gøre fordi de har mødt kristne der har opført sig egoistisk eller fordømmende eller på andre måder dårligt.

Men faktisk tager vi også en stor chance når vi vælger at blive døbt, eller vælger at døbe vores børn. Vi kan jo ikke se Gud, og når vi kaster et blik ud på den verden vi lever i, er der meget der ikke ligefrem tyder på at det gode står til at vinde. Det er derfor vi taler så meget om tro i kirken. Det vi ikke kan se, må vi ”nøjes” med at tro på. Og tro indebærer altid et sats. I nogle kredse er det endda populært at sige at ”tro” staves ”r-i-s-i-k-o”! I dåben overgiver vi vores liv til Gud og giver ham hånd- og halsret over os, hvilket markeres ved at korset – som jo var et henrettelsesredskab! – bliver tegnet for vores ansigt og vores bryst. Selve dåbsritualet er faktisk en symbolsk gentagelse af Jesu begravelse, hvorved det markeres at den indvielse til Gud som foregår når vi bliver døbt, betyder at vi giver afkald på vores liv og overlader det til Gud efter hans forgodtbefindende, i tillid til at ”dåbens lys er tændt når livet slukkes”, som vi skal synge om lidt. Og det gør vi selvom de færreste af os nogensinde har set Gud!

Men samtidig er der også noget der hedder ”troens vished”. I vore dage bruger vi tit ordet ”tro” til at betegne usikkerhed, i hvert fald i daglig tale. Hvis min kone spørger mig om morgenen om jeg kommer hjem inden klokken 17, og jeg svarer ”Det tror jeg”, så betyder det at jeg ikke er sikker på det. Men når Bibelen bruger ordet ”tro”, så har det ikke noget med usikkerhed at gøre; tværtimod definerer Hebræerbrevet ordet sådan her: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” [Hebr 11,1] Der er altså ikke tale om usikkerhed, men om ”fast tillid” og ”overbevisning”. Men hvor kommer den overbevisning fra? Hvordan kan man have fast tillid til noget man aldrig har set? Hvad var det der fik den blinde tigger ved Jeriko som vi hørte om, til at råbe højt på Jesus selvom han ligefrem blev udsat for trusler i et forsøg på at få han til at holde mund? Og hvad er det der gennem tiderne har fået tusindvis af kristne til med oprejst pande at gå i døden for deres tro selvom de kunne have reddet livet ved at afsværge den – og endnu flere til at vie deres liv til at hjælpe andre uden udsigt til nogen belønning på denne side af døden?

Det må jo trods alt indrømmes at hvis nu det ikke holder, alt det med Gud og Jesus og det evige liv, så er vi seriøst på den! Hvis man for Jesu skyld giver afkald på sit liv i denne verden i tillid til at der venter et bedre liv i den kommende verden, og det så viser sig at der slet ikke er nogen kommende verden – eller endnu værre: at eksempelvis muslimerne har ret i at det kun er muslimer der får adgang til paradis – så har man virkelig mistet ALT! Alligevel er det ikke tvivl og usikkerhed der har præget de kristne martyrer gennem tiderne, tværtimod. Amerikaneren Jim Elliot, som i 1956 i en alder af 28 år sammen med fire andre unge missionærer blev dræbt af stammefolk i det østlige Ecuador – stammefolk som de fem modige unge mænd havde opsøgt for at fortælle dem om Guds kærlighed og tilgivelse, vel vidende at det var forbundet med den yderste livsfare – han havde som sit motto: ”Man er ingen tåbe hvis man giver afkald på noget man alligevel ikke kan beholde, for at vinde noget man ikke kan miste.”

Jeg ved som sagt ikke hvorfra Qui-Gon Jinn fik sin urokkelige overbevisning om at Anakin ville vinde kapflyvningen. Men jeg ved godt hvorfra Jim Elliot og den blinde mand ved Jeriko og enhver anden der vælger at satse sit liv på at det med Jesus holder, får sin vished fra, nemlig fra Helligånden. Helligånden, også kaldet Guds Ånd, er en af de tre personer der tilsammen udgør den Gud som vi tror på (de to andre er Gud Fader og hans søn Jesus Kristus). Helligånden bor i ethvert menneske som tilhører Jesus, og påvirker vores tanke- og handlingsmønstre så de bliver præget af Guds værdier – eller sagt på en anden måde: Guds Ånd får os til at handle i Guds ånd! Hvis du er døbt og tror på Jesus, så bor Helligånden i dig, men Helligånden er høflig og trænger sig ikke på; du bestemmer selv hvor meget plads han skal have i dit liv. Hvis du gerne vil have at Helligånden skal fylde mere i dit liv, så vil jeg anbefale dig at bede Gud om at fylde dig mere med sin Ånd. I det hele taget er det en god idé at bruge tid sammen med Gud i bøn hvis du gerne vil have at dit liv skal være mere præget af ham, for det er jo en kendt sag at vi bliver præget af dem som vi bruger tid sammen med. Andre vaner der er kendt for at have en positiv effekt på Helligåndens fylde i vores liv, er bibellæsning, lovsang, og samvær med andre kristne.

Der bruges mange forskellige navne for Helligånden i Bibelen. Et af dem er ”Kærlighedens Ånd”. Og jeg tror at det der har allerstørst betydning for den trosvished der giver os modet til at satse stort og tage store chancer, er erfaringen af Guds grænseløse og betingelsesløse kærlighed til os. Det er min bøn at vi alle hver dag må nå til en større erkendelse af den kærlighed, for det er den stærkeste frisættende kraft i universet – en kraft der i modsætning til den Kraft som jedi-ridderne bruger, ikke kræver medfødte evner, men er tilgængelig for enhver der vil tage imod.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til fastelavns søndag 2014
Tags: Lukasevangeliet 18.31-43

Posted By admin on 27. februar 2014

De betroede talenter: Vær dristig som Klodshans!

Prædiken i Husum Kirke søndag septuagesima 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Der er flere lighedspunkter mellem eventyret om Klodshans og så den lignelse som vi lige har hørt. Et af de mest oplagte er tallet 3: Der er 3 brødre i Klodshans, og der er 3 tjenere i lignelsen. Og i begge i historier går det de to første ens, mens det går den tredje anderledes. Men så hører lighederne også op, for hvor det i Klodshans er de to første der bliver skuffede, og den tredje der får prinsessen, er det i lignelsen er de to første der bliver belønnet, mens den tredje henvises til at græde og skære tænder i mørket udenfor. På den baggrund kan man fristes til at spørge om budskabet i lignelsen er det modsatte af budskabet i eventyret. Men det tror jeg bestemt ikke det er. For ganske vist kan den tjener der kun fik én talent at tage vare på, godt minde lidt om Klodshans på en række områder: Tjeneren fik kun én talent, hvor medtjenerne fik flere, ligesom Klodshans kun fik en gedebuk hvor hans brødre fik heste. Årsagen til det var at herren mente at den pågældende tjeners evner ikke rakte til at forvalte flere talenter, ligesom Klodshans’ far ikke mente at han kunne tale for sig. Og hvor såvel de to første tjenere som de to ældste sønner gjorde hvad der forventedes af dem, handlede såvel den tredje tjener som Klodshans ukonventionelt. Alligevel vil jeg argumentere for at Klodshans faktisk har langt mere til fælles med de to første tjenere end med den tredje. Når han på overfladen ligner den tredje tjener, er det kun fordi der er så afgrundsdyb forskel på tjenernes herre og sønnernes far.

Lyder det mærkeligt? Så prøv at tænke på hvad det er der kendetegner Klodshans: Han er en mand med et mål som han dristigt og helhjertet går efter. Han satser hele butikken og giver pokker i hvad andre tænker om ham, fordi han har tillid til at prinsessen vil belønne ham for det. Tjeneren med den ene talent er derimod bange – for ikke at sige fej. Han tør ikke at satse noget som helst, fordi hans opfattelse af sin herre ikke er præget af tillid, men af frygt. Men frygten og fejheden er ikke tjenerens eneste problem – som herren siger ved afslutningen af lignelsen, er han også doven. Han kunne jo nemlig godt uden risiko have sikret sin herre et, om end beskedent, afkast ved at betro pengene til vekselererne, altså sætte dem i banken. I stedet vælger han at grave pengene ned i baghaven og smide sig i lænestolen indtil hans herre kommer tilbage – alt imens de andre tjenere knokler med deres investeringer for at sikre deres herre et så godt afkast som muligt. Jeg håber I kan se at den tredje tjener handler ud fra nogle helt anderledes principper end Klodshans. Hvis vi for sjov prøver at kombinere de to historier og forestille os Klodshans i rollen som den tredje tjener, så tror jeg at historien ville have set markant anderledes ud. Måske ville Klodshans have investeret pengene i et eller andet skørt projekt som ingen andre troede på. Måske ville han have brugt dem på at holde en stor fest for alle de fattige i området, og så glædesstrålende fortalt herren om det ved hans tilbagekomst, sikker på at han ville få ros selvom han ikke kunne aflevere så meget som en skilling tilbage. Men én ting vi kan være 100 procent sikre på, er at han IKKE ville have gravet pengene ned i haven!

Når jeg har hørt eller læst lignelsen om de betroede talenter, har jeg ofte savnet at der var en fjerde tjener i historien – en som satsede stort, men tabte, omtrent sådan som vi kan forestille os at Klodshans ville have gjort. Det kunne være interessant at vide hvordan herren ville have reageret over for sådan en tjener! Når Jesus valgte at der ikke skulle være sådan en tjener i lignelsen, tror jeg ganske vist at det var meget bevidst, nemlig fordi den formue som han har betroet os, og som ”talenterne” skal symbolisere, er af en sådan art at den slet ikke kan undgå at give afkast når vi ”investerer” den, selvom det afkast måske forbliver usynligt for os så længe vi lever i denne verden. Men hvis vi for eksperimentets skyld alligevel forestiller os at Klodshans overtog den tredje tjeners plads og brugte alle pengene på en fest for de fattige, med det resultat at han intet havde at aflevere til sin herre, har vi så nogen mulighed for at regne ud hvordan herren ville have reageret? Det tror jeg faktisk at vi har! Jesus fortalte jo heldigvis andre lignelser end denne, blandt andet en lignelse om en godsforvalter der hverken gravede sin herres formue ned i baghaven eller investerede den klogt, men netop ødslede den bort. Hvis nogen af jer var i kirke den 28. juli sidste år, så hørte I måske Bettina prædike over den tekst, i hvert fald hvis det var her i Husum Kirke I var. I begyndelsen brugte denne forvalter bare pengene på sig selv, men da hans herre opdagede det og forberedte ham på at han ville blive sat fra bestillingen, begyndte han i stedet at bruge pengene på at hjælpe andre. Og det roste hans herre ham faktisk for! Det er der mange der har undret sig over, og i præstekredse er det en stående vittighed at det gælder om at sørge for at have fri den dag der skal prædikes over den tekst, fordi den er så vanskelig.

Men når vi har svært ved at forholde os til at Jesus roser den utro godsforvalter, så er det måske fordi vi går rundt med en forkert opfattelse af hvordan Gud er – den samme opfattelse som fik den tjeneren med den ene talent til at grave sin talent ned i jorden, nemlig at Gud er ”en hård mand”. Den opfattelse er der alt for mange mennesker der har, og som derfor vælger enten at drive sig selv ud i neuroser i et forsøg på at stille den hårde og uberegnelige Gud tilpas, eller også at vende ham ryggen fordi de føler at de alligevel aldrig kan gøre det godt nok. Og er det det billede man har af Gud, så kan lignelsen om de betroede talenter desværre godt høres som en bekræftelse af det, for det virker jo unægtelig som om tjeneren med den ene talent bliver behandlet temmelig hårdt. Men jeg tror det er fordi vi er vant til fra vores kultur at det altid er den undertippede man skal holde med, og derfor glemmer vi at den tredje tjeners skæbne ikke var et resultat af hans dårlige udgangspunkt, og heller ikke af at han prøvede, men fejlede, men af at han var fej og doven og handlede (eller rettere: undlod at handle) i ond tro. Han var et gennem-egoistisk menneske som kun tænkte på at yde så lille en indsats som muligt og risikere så lidt som muligt. Og med den indstilling når man ikke langt i Guds rige – ikke fordi vores frelse afhænger så meget som en tøddel af vores egen indsats (heldigvis, for den når vi ikke langt med!), men fordi vi er nødt til at give Gud ”nøglerne” til vores liv hvis han skal kunne frelse os. Og det indebærer en risiko – eller det indebærer i det mindste at vi er nødt til at stole på at Gud vil os det godt! Som Hebræerbrevets forfatter udtrykker det: ”Den, der kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham” [Hebr 11,6] Den tro havde Klodshans til prinsessen, så at sige, og det var det der fik ham til dristigt at satse alt i tillid til at hun ville acceptere ham. På samme måde må vi tænke om Gud.

Som jeg nævnte, er der en afgrundsdyb forskel på herren i lignelsen om talenterne og faren i eventyret om Klodshans, og det er den forskel der gør at Klodshans og den tredje tjener kommer til at spille parallelle roller i historierne selvom de er nærmest diametralt forskellige af sind. Faren til Klodshans og hans brødre giver nemlig støtte til de sønner han tror på, mens den søn han ikke tror på, ingen støtte får, men må sejle sin egen sø. Herren i Jesu lignelse interesserer sig derimod for alle sine tjenere, og de får hver ansvaret for så meget af formuen som han mener at de har evner til at forvalte. Og det er værd at bemærke at den tjener der får 2 talenter og tjener 2 til, får præcis samme belønning som ham der fik 5 talenter og tjente 5 til. De bliver med andre ord ikke belønnet for deres evner, men for deres trofasthed mod deres herres værdier, som er at satse dristigt og løbe risici. Og på den måde kommer den tjener der personificerer arrogance, fejhed og dovenskab – de egenskaber som de ældre sønner almindeligvis har i de eventyr hvor det er den yngste søn vi skal holde med – til at spille rollen som den tredje og atypiske, selvom han reelt er Klodshans’ modsætning.

Vi skal altså tage ved lære af Klodshans og huske på at det altid, også i virkeligheden, er Klodshans der får prinsessen. Men det kræver at vi tør have Klodshans’ tro på at lykken står den kække bi. Det kræver at vi tør have de to første tjeneres tro på at Gud belønner os for vores trofasthed, ikke for vores resultater. Det kræver at vi tør satse dristigt!

Hvad er det så talenterne skal symbolisere? Hvad er det for en formue vores Herre har betroet os? Svaret på det må være: alt! Hvis vi tror på at Gud er altings skaber, så er der intet af det vi har, der ikke er noget vi har fået af ham. Alt er noget som Gud har betroet os, lige fra selve det at vi lever, over vores evner, til vores materielle ejendele. Vi må altså lade os inspirere af Klodshans og de gode tjenere i lignelsen til at give pokker i hvad andre tænker om os, og dristigt investere vores tid, penge, evner, og hvad vi ellers har fået betroet, i det projekt at udbrede Guds kærlighed. Det er ikke noget for de feje, for det indebærer store risici – vi risikerer at miste det hele, inklusive vores liv. Men målt med evighedens alen kan det slet ikke undgås at vores investering kommer til at give et rigt afkast – hvor rigt finder vi først ud af når vi på den yderste dag går ind til vores Herres glæde!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til septuagesima søndag 2014
Tags: Matthæusevangeliet 25.14-30

Posted By admin on 27. februar 2014

Vandringen på søen: Stol på Gud – han ser dig!

Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter helligtrekonger 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Jeg vil begynde med at sige at der er stof til adskillige prædikener i de tekster vi lige har hørt. Jeg har valgt at koncentrere mig om nogle få pointer, men hvis der er noget i teksten som du ærgrer dig over at jeg ikke kommer ind på, fordi det er noget der har undret eller provokeret dig, er du velkommen til at spørge mig om det ved kirkekaffen eller pr. telefon eller mail. Nu til prædikenen.

Man forstår egentlig godt at Jesus gerne vil være alene. Forhistorien til den beretning vi lige har hørt, er at den onde kong Herodes har slået Johannes Døber ihjel. Johannes var en person som Jesus satte meget højt – ja, han sagde endda på et tidspunkt at ”ingen blandt kvindefødte er større end Johannes”. Desuden var Johannes en slægtning til Jesus, og det var ham der i sin tid havde døbt Jesus, dengang himlen efterfølgende havde åbnet sig, og Gud Fader havde sagt om Jesus: ”Det er min elskede søn; ham er jeg fuldt ud tilfreds med.” Så der er nok ingen tvivl om at Johannes’ død var en stor personlig sorg for Jesus, for selvom han var Guds søn, var han også et menneske som kunne blive træt og sulten og vred og ked af det.

Men jeg tror også at der var en anden grund end den rent personlige til at drabet på Johannes Døber påvirkede Jesus, nemlig at han sørgede over hvor meget indflydelse ondskaben havde fået i folket. Årsagen til Johannes Døbers død var nemlig at kong Herodes i en brandert havde lovet sin lille niece, der havde fortryllet ham med en forførende dans, at hun måtte få lige hvad hun bad om, om det så var det halve kongerige – hvorefter niecens mor, Herodias, der levede sammen med Herodes til trods for at hun var gift med hans bror, overtalte sin datter til at bede om Johannes Døbers hoved på et fad; og kongen opfyldte ønsket fordi han åbenbart syntes at det ville være mere pinligt at tage sine uoverlagte ord i sig igen end at slå en uskyldig mand ihjel. Når det var kommet så vidt at den mand der burde være retfærdighedens vogter, nemlig kongen, selv bar sig ad på den måde, så var den naturlige reaktion fra Jesu side at dele sin sorg med sin Far i himlen og gå i forbøn for sit folk, og derfor tog han sammen med sine disciple ud til et øde sted for at være alene.

Men, men, men: Ligesom det i vore dage er meget svært for de kendte og kongelige at få lov til at være i fred for den kulørte presse, var det også meget svært for Jesus at få lov til at være alene ret længe ad gangen, og før han fik set sig om, havde der samlet sig flere tusinde mennesker ude på det øde sted. De mennesker var dog noget mere fromme end de paparazzi-fotografer der jagter de kendte i vore dage, for det de ville have, var ikke sladderhistorier og afslørende billeder, men Guds ord. Så Jesus valgte at se bort fra sit eget behov for at være alene og gav sig i stedet til at tale til folkeskaren. Og da deres maver på et tidspunkt begyndte at knurre, tog Jesus konsekvensen af at der ikke rigtig var nogen steder ude i ødemarken hvor man kunne købe mad til så mange mennesker, så han gjorde et mirakel og bespiste 5000 mænd foruden kvinder og børn med 5 brød og 2 fisk. Undervejs helbredte han også dem i skaren der var syge, så alt i alt blev det en lang og hård dag, og det på et tidspunkt hvor Jesus som sagt havde et stort behov for at være alene. Derfor er der ikke noget at sige til at han, straks efter at folk var gået hjem, ligefrem ”nødte” disciplene til at sejle i forvejen over til den anden bred så han langt om længe kunne få noget alenetid.

Så ja, man forstår godt Jesus, men et eller andet sted kan man vel også godt forstå hvis disciplene har følt sig en anelse svigtet som de sad der i deres båd midt om natten og kæmpede mod bølgerne og modvinden. Det havde jo heller ikke ligefrem været nogen afslappende dag for dem, for der havde sikkert været masser af praktiske opgaver der skulle løses i forbindelse med det store vækkelsesmøde i ødemarken – i hvert fald ved vi at det var dem der blev sat til at dele maden ud til alle de 5000 mænd, foruden kvinder og børn. Og nu havde Jesus altså ladt dem i stikken – eller det kan man i hvert fald godt forstå hvis de tænkte. Måske har de følt sig fristet til at sige ligesom israelitterne sagde i det stykke fra Esajas som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Min vej er skjult for Herren, Gud ænser ikke min ret” – eller som det ville hedde på mere jævnt dansk: ”Gud er ligeglad; han har glemt mig”.

Og den følelse kan vi måske godt genkende og identificere os med, selvom vi lever i en helt anden tid og under nogle helt andre vilkår end såvel Jesu disciple som israelitterne på Esajas’ tid. For selv hvis det virkelig er rigtigt hvad der står i Bibelen, at der er en almægtig Gud, så har han vel andet at tænke på end mine små problemer? Han har trods alt et helt univers han skal holde styr på! Der er sikkert flere milliarder mennesker der på samme tid råber på hans hjælp, og måske er der også liv på andre planeter som han skal tage sig af. Så os er han nok ligeglad med. Vi ved trods alt fra vores menneskelige erfaringer at vigtige personer som regel har travlt med vigtige ting – ja, måske har vi endda oplevet som børn at vores forældre har haft så travlt med at tale i telefon eller læse avis eller snakke med andre voksne om kedelige voksenting at de ikke har haft tid til at lege med os. Og nu havde Jesus altså så travlt med at bede til sin Far, Gud, at han ikke havde tid til at interessere sig for disciplenes kamp mod vinden og bølgerne – har disciplene sikker tænkt.

Men dér tog de fejl. Da Esajas, som vi hørte, bad sine landsmænd om at betragte stjernehimlen for at få et indtryk af Guds storhed, var det ikke for at sige til dem at Gud ikke interesserede sig for dem – tværtimod: det var for at lære dem at Gud er så mægtig at han formår at interessere sig for selv den mindste detalje. Og noget lignende sagde Jesus i øvrigt: Han pegede på at ikke så meget som en spurv kan falde til jorden uden at Gud ser den. Så hvis du sidder og tænker at Gud ikke interesserer sig for dig, så tager du fejl, ligesom de israelitter der mente at Gud ikke så dem og ikke interesserede sig for dem, tog fejl, og ligesom disciplene tog fejl hvis jeg har ret i min teori om at de tænkte at Jesus ikke interesserede sig for dem. For da det så mest håbløst ud, var han der pludselig, og det at komme de trængte disciple til hjælp var endda så vigtigt for ham at han valgte at blæse naturlovene en lang march hen over bølgerne.

Og hvad kan vi så lære af den historie? Jeg vil pege på to ting.

For det første: Der er ikke nogen modsætning mellem bøn og handling. Da Jesus hørte om det skandaløse begivenhedsforløb der endte med Johannes Døbers død, var hans reaktion ikke i første omgang at skrive et harmdirrende læserbrev eller arrangere en demonstration eller oprette en facebook-side eller en online-underskriftindsamling, eller hvad vi andre nu kunne have fundet på, men derimod at gå i bøn til Gud. Det kan umiddelbart virke som en defensiv strategi, og det kom da heller aldrig til noget opgør med den grusomme og dekadente konge. Ja, selv da Jesus få timer før sin død blev kaldt i audiens hos Herodes, der udspurgte ham om både det ene og det andet, kritiserede Jesus ikke kongen, men forholdt sig tavs, også selvom Herodes optrådte særdeles provokerende. Heller ikke i tiden efter Jesu opstandelse og himmelfart hører vi noget som helst om at hans disciple beskæftigede sig synderligt med Herodes’ gøren og laden. Men det kan vi faktisk være rigtig glade for! Tænk hvis Jesus havde ladet sig distrahere til at gøre et stort nummer ud af at påtale en bestemt magthavers konkrete synder i stedet for at koncentrere sig om den langt større opgave at frelse alle mennesker fra vores synder! Eller tænk hvis disciplene havde forsømt opgaven med at udbrede budskabet om Jesus som verdens frelser for i stedet at kaste sig ind i den politiske debat! Så havde vi nok ikke siddet her i dag – i hvert fald ikke i en kristen kirke hvor det bliver sagt til os at vores synder er tilgivet for Jesu lidelse og døds skyld.

Misforstå mig ikke: Jeg siger ikke at vi som kristne ikke skal blande os i samfundsdebatten, eller at vi ikke skal påtale uretfærdigheder begået af magthaverne. Vi har fået befaling om at elske vores næste som os selv, og det kan vi dårligt påstå at vi gør hvis vi bare sidder med hænderne i skødet mens vores næste bliver trådt på. At sige fra over for uretfærdighed er en god ting, som vi som kristne ikke bør forsømme. Men samtidig skal vi huske på at vi er mennesker der står under kommando, og det kan meget vel tænkes at vores general har lagt en anden strategi end den vi selv synes er den mest oplagte. For at vende tilbage til eksemplet med Herodes, så blev han faktisk afsat cirka 10 år efter mordet på Johannes Døber, og det helt uden at de kristne havde arbejdet for det. Men den mand der efterfulgte ham, og som i øvrigt også hed Herodes, var ikke et hak bedre – faktisk var en af hans første embedshandlinger at henrette apostlen Jakob. Og sådan går det jo desværre tit når en despot bliver styrtet, også i vore dage – se for eksempel på hvordan det er gået i Egypten efter Mubaraks fald, eller i Irak efter Saddam. Så hvis de allerførste kristne havde kastet deres kræfter ind i en politisk kamp for at få Herodes væltet, ville de ikke have vundet noget som helst ved det. Men heldigvis valgte de i stedet at etablere en modkultur, hvis hovedfokus ikke var at påtale det der var galt i samfundet, men at leve alternativet ud, nemlig et fællesskab inspireret af den kærlighed som Jesus viste da han gav sit liv for vores skyld, og hvor Jesu fortsatte nærvær ved Helligånden gav kraft til at vise kærlighed mod både venner og fjender. Og det fællesskab voksede sig stadig større og endte med at få en indflydelse der rakte langt ud over Herodes-dynastiets.

Hvordan kan vi så vide hvornår vi skal benytte os af politiske virkemidler, og hvornår vi ikke skal? Det er blandt andet dér bønnen kommer ind i billedet. Hvis vi gør det til en vane altid først at tale med Gud om det når vi støder på noget ondt eller uretfærdigt, så tror jeg på at Han vil give os visdom til at gøre det rette. Bøn er nemlig aldrig noget passivt og verdensfjernt – selv når bønnen fører til intens og langvarig granskning af vores egne tanker og motiver, er det altid for at udruste os bedre til at sprede Guds kærlighed i verden og på den måde bekæmpe ondskab og uretfærdighed. Og historien viser os faktisk at et menneske der vier størstedelen af sit liv til bøn og kontemplation så der kun bliver nogle få år tilbage til at virke offentligt, tit kan udrette mere end et menneske der bruger hele sit liv på at kæmpe, men forsømmer at bede. Gud ser nemlig alt hvad der foregår på jorden, og derfor vil et menneske der i sandhed kommunikerer med Gud, heller ikke kunne undgå at få lagt verdens problemer på sit hjerte; ”at skue med Guds blik”.

Og det fører os videre til den anden pointe, som lyder sådan her: Gud ser os altid, også når det ikke føles sådan. Ligesom disciplene kan vi godt føle at vi er glemt af Gud og overladt til os selv, og ideen om at Jesus pludselig kommer vandrende hen over bølgerne for at ile os til hjælp, virker så urealistisk at vi næsten må trække på smilebåndet. Men der er faktisk rigtig mange mennesker der har erfaret at netop som deres liv hang totalt i laser, og de følte at alt håb var ude, greb Gud ind på en måde der var lige så uventet som Jesu spadseretur på vandet må have været for disciplene. Der er muligvis også mennesker der har haft den modsatte erfaring, men en Google-søgning på ordene ”Gud svigtede mig” giver faktisk kun 6 hits, hvoraf de 2 rummer ordet ”aldrig”, og af de resterende 4 handler det ene om noget så harmløst som en PlayStation, der i første omgang ikke virkede, og det lader ikke til at være specielt seriøst. Tilbage står et brevkassespørgsmål fra et incestoffer, et blogindlæg fra en kvinde der har oplevet en spontan abort (men som den dag i dag arbejder som evangelist i Den Katolske Kirke), samt et citat fra en biografisk bog med titlen ”Solskin for det sorte muld”, hvor man finder ordene [citat] ”’Gud svigtede mig, da jeg var seksten år’, sagde hun engang til sin datter,der i dag ærgrer sig over, at hun ikke spurgte nærmere til, hvad der var sket.” [citat slut] Til sammenligning giver søgeordene ”Gud hjalp mig” ikke færre end 938.000 hits!

Men Guds timing er tit meget anderledes end vores. Se for eksempel på Abraham, som havde fået det løfte af Gud at han ville blive stamfar til et stort folk, men som nåede at blive en gammel mand med en gammel kone før hans søn Isak blev født. Alligevel tvivlede han aldrig på Guds løfte, og det gik da også i opfyldelse til sidst. Så vi kan lære meget af Abraham – men alt for tit minder vi mere om disciplene. Selv den af disciplene der viste mest tro, nemlig Peter, som rent faktisk trådte ud af båden og begyndte at gå på vandet – selv han begyndte hurtigt at tvivle da det gik op for ham at omstændighederne talte imod hans tro. Det kunne jeg holde en hel prædiken om – den må I få når den her tekst dukker op igen om to år, hvis det ellers bliver mig der skal prædike den søndag. I dag vil jeg nøjes med til afslutning at konstatere at det heldigvis ikke er vores tro eller mangel på samme der er afgørende for om Gud vil hjælpe os når vi har brug for det. Jesus bebrejdede Peter hans tvivl, men han hjalp ham alligevel, og han vil også hjælpe os selvom vi tvivler. Forhåbentlig kan forvisningen om dét hjælpe os til at tvivle lidt mindre, for tvivl og bekymringer berøver os vores glæde og frimodighed, og det er jo synd, når der reelt ingen grund er til det.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2014
Tags: Matthæusevangeliet 14.22-33

Posted By admin on 31. december 2013

Jesu fødsel: Miraklerne kommer når vi glemmer os selv

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2013

Nikolaj Hartung Kjærby

Hvornår kommer miraklerne? (Afvent svar fra salen) De kommer når vi er klar, ja. Men klar til hvad? (Afvent igen svar fra salen) Til at glemme os selv! Hvis nogen af jer føler jer helt sat af, så kan jeg røbe at det drejer sig om de første linjer i titelsangen til TV2’s julekalender, ”Tvillingerne og Julemanden”.

For et par uger siden citerede jeg linjerne ”Miraklerne kommer når vi er klar, klar til at glemme os selv” i min status på facebook. Jeg fik et pænt antal likes, og det er jo altid dejligt, men der var også en der skrev: ”Jeg har ikke lyst til at glemme mig selv, for så kan jeg jo ikke finde mig, hvis jeg har glemt hvor jeg har lagt mig, og det er ikke sundt.” Han skrev det med et glimt i øjet – eller i hvert fald med en blinkende smiley – men jeg synes helt klart han har en pointe. For det er ikke nødvendigvis godt at glemme sig selv! I den stressede hverdag som mange af os desværre har – og vi præster er ingen undtagelse – er det tit alt for let at glemme at lytte til kroppens signaler så vi arbejder for meget, sover for lidt, spiser forkert og den slags, og det er helt klart en usund måde at glemme sig selv på.

En anden usund måde at glemme os selv på er noget der egentlig er sundt nok i udgangspunktet, men som så meget andet bliver det usundt hvis vi overdriver det. Jeg vil tro at mange af jer kender til den følelse som kaldes ”flow” – at blive så opslugt af en aktivitet at man for et øjeblik glemmer sig selv. Det kan være en fysisk aktivitet som sport eller havearbejde, eller det kan være en mental aktivitet som at læse en god bog eller løse en opgave – enten den er arbejdsrelateret, eller det er en man løser alene for sin fornøjelses skyld. En følelse der ligner flow, kan også opnås på mere passive måder, for eksempel ved at betragte et kunstværk, holde sin elskede i hånden, eller blot ligge på stranden en sommerdag og lade sig bage igennem af solen. Jeg tror det er ekstremt vigtigt at vi giver plads i vores liv til den slags afveksling fra hverdagen, sådan at vi ikke brænder ud. Men vi kan også ryge i den anden grøft så flow-følelsen bliver en slags ”drug” som vi er nødt til at have hele tiden fordi vi ikke kan holde vores normale hverdag ud, enten på grund af ydre problemer eller på grund af en indre smerte eller mindreværdsfølelse. Så bliver der ikke længere tale om et sundt afbræk, men om en usund virkelighedsflugt der i værste fald kan koste os både job, venskaber og familie, og som selv i bedste fald aldrig kan blive andet end symptombehandling der gavner cirka lige så meget som det gør at tage kodimagnyler hvis man har blindtarmsbetændelse. Forskellen på den sunde og den usunde brug af flow kan måske sammenlignes med forskellen på at nyde et godt glas rødvin og så at være alkoholiker.

Den rare flow-følelse er imidlertid ikke den eneste form for virkelighedsflugt der bygger på en usund selvforglemmelse. Hvor paradoksalt det end lyder, kan vi også flygte ind i de ubehagelige følelser. I stedet for at forsøge at fortrænge vores mindreværdsfølelser kan vi svælge i dem og forsøge at drukne vores frygt for virkeligheden i selvmedlidenhed. Det er det som Nicolas fra julekalenderen er meget tilbøjelig til at gøre, men det er ikke den slags selvforglemmelse der får miraklerne til at ske. Tværtimod er det først da Nicolas uden falsk ydmyghed vover at tage sin sande identitet på sig, at miraklet kommer.

En særlig lumsk form for virkelighedsflugt er den hvor vi begraver os i godgørenhed og hjælpsomhed for at holde den smertefulde virkelighed på afstand. Det der gør den så lumsk, er at set udefra ligner den til forveksling den ægte, sunde selvforglemmelse – den der får miraklerne til at ske. Forskellen er ikke hvor mange timer om ugen man bruger på at hjælpe andre, for det kan være ganske højt i både den sunde og den usunde version. Forskellen er heller ikke hvor mange personlige afsavn man lider for at kunne hjælpe andre, for ganske vist kan den sunde selvforglemmelse alt andet lige bære en højere grad af afsavn end den usunde kan, men alt andet er sjældent lige, og hvis virkeligheden er smertefuld nok, vil den usunde selvforglemmelse også være villig til at lide betragtelige afsavn og endda bilde sig ind at den derved gør noget den fortjener stor ros for. Men der kommer aldrig nogen mirakler ud af den usunde selvforglemmelse; den fører altid kun til forkrampethed.

Men hvad er så forskellen på sund og usund selvforglemmelse? Jo, først og fremmest er forskellen den at den usunde selvforglemmelse i virkeligheden slet ikke er selvforglemmelse, men blot en meget sofistikeret form for selvcentrerethed. Den usunde selvforglemmelse består jo netop i at man med lys og lygte søger efter et ”drug” der kan skabe en vej ud af en uudholdelig situation, enten det drug så består i at dyrke en lykkefølelse, at svælge i sin smerte, eller blot at kvæle alle følelser i travlhed. Det er altså dybest set for sin egen skyld at man gør det man gør.

Er det da ikke altid det? spørger du måske. Mennesker der gør noget godt for andre, gør det vel altid dybest set for selv at opnå et eller andet, enten det så er berømmelse, beundring, en belønning efter døden, eller blot en god følelse af at have gjort noget godt? Det tror jeg er rigtigt nok, i hvert fald et stykke ad vejen. Selv Jesus tænkte på den glæde der ventede ham, mens han hang og blødte på korset, står der i Hebræerbrevet. Men hvad var det for en fremtidig glæde der fik Guds søn til at vælge at lade sig føde som et menneske i denne her grusomme verden, vel vidende at det ville ende med forkastelse, hån, spot, tortur og korsfæstelse? Hvorfor kom han herned? Det gjorde han for at frelse os! Den belønning han så frem til, og som motiverede ham til at gennemgå de ufattelige lidelser på korset, var at vi mennesker ikke skulle behøve at gå fortabt, men kunne få evigt liv hjemme hos Gud! Jesus var altså motiveret af kærlighed: Den højeste glæde han kunne få, var at glæde andre!

Og det var vel at mærke ikke fordi Jesus led af mindreværdskomplekser og ikke mente at han selv fortjente at være lykkelig. Der var ikke tale om falsk beskedenhed når han sagde ting som ”Menneskesønnen [et ord som Jesus ofte brugte om sig selv] er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene.” [Matt 20,28] Tværtimod! Af alle mennesker der nogensinde har levet, var Jesus nok den der havde allermest sund selvfølelse og selvværd. Dengang han blev døbt, lød Guds stemme over ham fra Himlen og sagde: ”Det er min elskede søn” [Matt 3,17]. Han kendte altså sit eget værd, og netop derfor havde han ”råd til”, så at sige, at give afkald på det alt sammen i den totale selvopofrelse for andres skyld. Han behøvede ikke at bevise noget eller at kæmpe for at opnå noget, og han behøvede heller ikke at flygte fra indre smerte eller skuffelse, for han vidste at Gud havde givet ham alt. Og den viden er nødvendig hvis vi skal kunne glemme os selv på den gode måde! Men heldigvis har Gud sagt det samme til enhver der er døbt til at tilhøre Jesus: ”Du er min elskede søn.” ”Du er min elskede datter.” Ligesom Nicolas sagde ”Jeg er julemanden!” må vi sige ”Jeg er Guds barn!” Og ligesom Nicolas fik styrke til at se bort fra sine egne selviske dagsordener ved at turde tro på at han var julemanden, har vi også råd til at tjene andre mennesker i sand uselviskhed, for vi kan alligevel ikke opnå mere end det vi allerede har, nemlig status som Guds børn og løftet om et evigt liv i glæde hjemme hos Gud.

Men det paradoksale ved det er at netop når Guds kærlighed sætter os i stand til i sandhed at glemme os selv – altså at se helt bort fra selviske motiver – netop da har vi mulighed for at opleve en mere ægte og uforfalsket lykke end i nogen anden situation, fordi vejen til den sande lykke er at glemme os selv – et princip som allerede flow-oplevelsen giver os et hint om. Det skal dog ikke være for at opnå den lykkefølelse at vi kaster os ud i selvforglemmelsen, for gør vi det, er det jo netop at den bliver forvrænget til sin usunde, destruktive og i bund og grund selviske udgave. Vores egen lykke kommer kun når vi ikke søger den – som det gamle vers lyder: ”Da jeg ville lykken eje, flygted den fra mine veje. Da jeg ville lykken bringe, kom den til mig på englevinge.”

Julekalenderen om Tvillingerne og Julemanden rummer i øvrigt også en trøst til alle os der gang på gang må konstatere at den sande, ægte selvforglemmelse ikke just er det der falder mest naturligt for os. Nicolas er nemlig ikke nogen helgen; han er såre menneskelig. Hele vejen igennem serien har det nemlig været sådan at det der har motiveret ham til at forsøge at blive den sande julemand, netop har været at Susanne Claus og børnene har fået overbevist ham om at det var den eneste måde han kunne få sin kone tilbage på. Det er altså den selviske dagsorden der så at sige driver ham ud i den uselviske. Og sådan er det heldigvis også i virkeligheden: Gud ved godt at hos os svage mennesker vil den sunde selvforglemmelse altid være blandet med den usunde i et eller andet omfang. Og derfor kommer han os til hjælp så vi alligevel kan komme til at opleve mirakler. Blot den mindste gnist af ægte, uselvisk kærlighed er nok til at miraklet kan ske, og menneskers liv kan blive forvandlet. Prøv selv at tænke på et menneske som har udvirket et mirakel i dit liv ved at handle uselvisk – det kan være en af dine forældre, en lærer, en kollega, eller måske blot et tilfældigt menneske du mødte på gaden.

Jeg vil slutte af med at fortælle en sand historie om et mirakel som skete fordi der var et menneske der var klar til at glemme sig selv:

Forfatteren og aktivisten Shane Claiborne, der har besøgt Danmark flere gange, blandt andet i forbindelse med Danske Kirkedage i 2010, fortæller om en oplevelse han engang havde i Calcutta, hvor han og et par af hans venner opholdt sig for at hjælpe til i Mother Teresas sociale arbejde blandt de allerfattigste. Arbejdet omfattede blandt andet at dele mad ud til gadebørn, der kunne være helt ned til 5-6 år gamle. En dag fandt Shane ud af at en af drengene havde fødselsdag, og eftersom han nok hverken ville få fest eller gaver, besluttede Shane at købe en is til ham – måske den mest luksuriøse gave drengen nogensinde havde fået. Shane bad han tie stille med det fordi han ikke havde penge nok til at købe is til alle børnene, men i stedet gav drengen sig til at råbe: ”Vi har is! Vi har is!” indtil alle kvarterets gadebørn var samlet. Shane frygtede det værste og så sig om efter et egnet skjulested, men så skete miraklet: Fødselsdagsbarnet bad alle de andre børn om at stille sig op på række og instruerede dem om at de hver måtte slikke én gang på isen, for der skulle jo være nok til alle. Selv stillede han sig op bagerst i køen og kom således ikke selv til at smage sin is før alle de andre havde smagt den! For os danskere – jeg vil gætte på at selv de fattigste af os har råd til at købe en is i det mindste en sjælden gang imellem – er det nok svært at sætte os ind i hvor storsindet en gestus det var fra den fattige drengs side at han delte sin is med alle de andre. Men jeg håber I kan se hvordan en lille bitte uselvisk handling fra Shane Claibornes side, nemlig at købe en is til en fattig dreng, fik konsekvenser der gik langt ud over hvad han havde forestillet sig, for det var ikke bare én dreng der blev glad, men en meget stor gruppe børn. Tænk hvis vi kunne tage ved lære af Shane så vi benyttede hverdagens små anledninger til at gøre godt mod mennesker vi møder – vi ved aldrig om der kan komme langt mere godt ud af det end vi umiddelbart forestiller os! Eller endnu bedre: Tænk hvis vi kunne tage ved lære af drengen der så uselvisk delte sin skat med alle de andre! Hvis det blev den nye trend i vores samfund, så ville der for alvor begynde at ske mirakler! Men enhver trend er jo begyndt ved at der er en enkelt eller nogle få mennesker der er begyndt at gøre et eller andet, hvorefter andre er fulgt efter. Så hvad siger I til hvis vi bruger julen i år som anledning til at starte en ny trend hvor vi lader julens budskab inspirere os til at leve på en ny måde så budskabet om kærlighed og glæde og fred ikke bare bliver nogle kønne ord som vi samles om en gang om året, men værdier som vi indretter vores liv efter? Takket være den skat som Gud gav os julenat, er vi blevet så rige at vi har råd til at glemme os selv på den sunde måde. Og når vi er klar til det – så kommer miraklerne!

Glædelig jul!

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 24. december 2013

Zakarias’ lovsang: Gud husker på os
Prædiken i Husum Kirke 3. søndag i advent 2013
Nikolaj Hartung Kjærby

”Den der er sund og rask, savner mange ting; den der er syg, savner kun én ting,”lyder et gammelt mundheld. Og selvom jeg indtil nu har været forskånet for alvorlige fysiske lidelser, kan jeg fuldt ud tilslutte mig. De gange jeg har prøvet at ligge derhjemme med en gedigen mandeforkølelse eller halsbetændelse, har det kostet store anstrengelser at mobilisere tilstrækkelig meget sund fornuft til at overbevise mig selv om at den slags går over, for når man er syg, kan det være vældig svært at se ud over det umiddelbare ubehag – eller sådan har jeg det i hvert fald. Jeg tænker uvilkårligt: ”Gad vide om det nogensinde bliver anderledes end det er nu?”
Sådan er det også nemt at komme til at tænke når det gælder ting der er mere alvorlige end en halsbetændelse. Det kan være alvorlig sygdom hos en selv eller ens nærmeste, det kan være den generelle situation i verden med naturkatastrofer, krig og had, eller det kan være frustration over en selv når man for tyvende gang har begået den samme alvorlige fejl eller dumhed. I de to førstnævnte situationer er man temmelig magtesløs, og i den sidstnævnte situation kan man også godt føle sig temmelig magtesløs og have lyst til at citere Romerbrevet kapitel 7 hvor der står: ”Jeg forstår ikke mine handlinger … For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” [vers 15a og 19]. Alt i alt er der rigtig mange ting – både ting som vi ikke har nogen kontrol over, og ting som vi blot ikke formår at kontrollere – der kan få os til at miste modet og spørge om tingene nogensinde bliver anderledes. Vi kan føle at vi billedligt talt befinder os i et Narnia hvor det altid er vinter, men aldrig jul.
Billedet af ”altid vinter, men aldrig jul”, som beskrives i ”Løven, heksen og garderobeskabet”, er gået rent ind hos flere generationer af læsere og filmseere som sindbilledet på en trøstesløs og håbløs situation. Julen er jo nemlig ikke bare et tiltrængt lyspunkt midt i vinterens mørke; den er et budskab om at mørket er overvundet. Det er ikke tilfældigt at julen falder netop på det tidspunkt af året hvor dagene igen begynder at blive længere. Selv i en aldeles verdslig julesang som ”Juletræet med sin pynt” synger vi jo i sidste vers: ”Juletræet på besøg hilser os fra eg og bøg med besked derudefra at det lysner dag for dag”.
Jeg tror ikke naturens gang er tilfældig. Som kristen tror jeg jo på at Gud har skabt både jorden og solen og alt muligt andet, og i skabelsesberetningen i Første Mosebog står der lige ud at solen og månen skulle tjene som tegn til at fastsætte festtider. Og eftersom Jesu fødsel set fra et kristent perspektiv er verdenshistoriens vigtigste begivenhed (måske næst efter Jesu opstandelse), synes jeg det er en oplagt tanke at Gud har designet vinterens solhverv som et tegn der skal pege på Jesu fødsel og fortælle mennesker til alle tider og på alle steder at Gud har grebet ind og sendt sit lys ind i mørket. Faktisk omtaler Zakarias jo i den tekst vi har hørt i dag, Jesus som ”solopgangen fra det høje” der ”vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke”.
Vi ved at solhvervet kommer hver vinter. Vi ved at dagene kun bliver kortere indtil et vist punkt, så begynder de at blive længere igen. I dag er de fleste dagskalendere udstyret med solens op- og nedgangstider, men selve rytmen i dagenes længde har været kendt og beskrevet af mennesker gennem adskillige årtusinder. Så længe som der har boet mennesker her i den danske vinters kulde og mørke, har de kunnet trøste sig med at ”efter vinter kommer vår med sommer, korn og kerne”, som vi synger i en af de mest kendte og elskede høstsalmer. Vi ved at tingene kommer til at vende – at det kommer til at blive lysere igen. Og jeg tror som sagt at Gud har designet det sådan for at lære os at vi kan stole på at han også i andre situationer vil lade lyset begynde at vende tilbage på det tidspunkt hvor det ser allermørkest ud.
Derfor var det heller ikke nogen overraskelse for Zakarias at Gud havde sendt sin søn til jorden, for han var en mand som kunne sin bibel. Han havde læst alle de gamle profeter som havde forudsagt Messias’ komme, og derfor er temaet for hans lovsang da også at takke Gud for at han havde holdt sit løfte. Det var nemlig sådan at takket være det barn som netop på det tidspunkt hvor Zakarias sang sin lovsang, var i færd med at vokse i Marias liv – Maria, som jo var kusine til Zakarias’ hustru Elisabeth, og som netop havde boet hos dem i tre måneder – takket være det barn stod ikke alene det jødiske folk, som Zakarias tilhørte, men alle folk på jorden over for at blive frelst fra deres fjender, både de indre og de ydre. Jesus helbredte nemlig al slags sygdom, han forkyndte et nyt rige hvor kærlighed og fred erstatter had og krig, og alle dem der ikke oplevede sig i stand til at leve på den måde de burde, trøstede han med at Gud ville tage imod dem alligevel; de skulle blot tro på at Gud er i stand til at gøre alt det som vi mennesker ikke selv kan. Med ham gik de trøstende ord fra profeten Esajas, som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, i opfyldelse.
Men det er jo 2000 år siden nu, og ved første øjekast ser verden ikke spor anderledes ud end den gjorde før. Der er stadig mennesker der er alvorligt syge. Verden er stadig fuld af nød og krig. Og selv vi der hylder Jesus som vores Herre, må til stadighed kæmpe med vores manglende evne til at gøre det som vi godt ved er det gode og rigtige. Så kan vi overhovedet bruge julens budskab til noget som helst i dag? Hvad hjælper det os at det blev jul for 2000 år siden, når det stadig er vinter, åndeligt set?
Det er sandt at for en umiddelbar betragtning er der ikke noget som helst der er forandret. Men lige fra starten har det kristne budskab været et budskab der kaldte på tro. Allerede mens Jesus selv gik på jorden, sagde han til mennesker at de var nødt til at tro på de gode nyheder om at Guds rige var kommet nær. Og troen er stadig lige så nødvendig i dag som den var dengang. Vi må tro på at selvom alt tilsyneladende er ved det gamle, så er den usynlige sandhed den at alt er forandret!
Når vi selv eller vore kære bliver ramt af sygdom, så må vi tro på at Jesus bar alle vores sygdomme da han døde på korset – som der står i en af de stærkeste messiasprofetier i Det Gamle Testamente: ”Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar … Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt.” [Es 53,4a+5b] Det kan godt være at vi ikke kommer til at opleve den fysiske helbredelse mens vi lever i denne verden, men vi må have lov til at tro på at den egentlige, åndelige sandhed om vores liv er at vi er helbredt, og at det kommer til at træde synligt frem senest når Jesus vender tilbage for at oprette Guds rige i synlig herlighed. Og i mellemtiden må vi klynge os til såvel de helbredelser vi kan læse om i Bibelen, som dem vi oplever eller hører om i nutiden, og tage dem til os som en lille forsmag på det der skal komme, som tegn på hvordan alt vil blive engang.
Når vi er ved at fortvivle over al den nød og elendighed der er i verden, så må vi tro på at Jesus sidder på tronen ved Guds højre hånd i himlen, og at ingen af denne verdens onde mennesker kan true hans herredømme. Borgerkrigen i Syrien, rædselsregimet i Nordkorea, bandekrigene herhjemme i lille Danmark, og hvad der ellers foregår af grusomheder i denne syndige verden, for ikke at tale om de mange små og store familietragedier – alt det er ganske vist årsag til ufattelige lidelser, og vi gør ret i at råbe til Gud dag og nat om at skaffe de uskyldige ofre deres ret, ligesom vi gør ret i at gøre alt hvad vi kan for at hjælpe dem der er i nød af den ene eller den anden årsag. Men som kristne må vi også huske på at selv den mest grusomme psykopat og selv den voldsomste naturkatastrofe kun kan slå kroppen ihjel. Selv de værste udslag af naturens eller menneskers ondskab kan ikke skille os fra Guds kærlighed, for takket være Jesu sejr over døden har han lovet os en opstandelse til et evigt liv hvor al lidelse er afskaffet. Og i mellemtiden kan vi klynge os til de beretninger om kærlighed og forsoning som vi trods alt hører om, og som blandt andet nyligt afdøde Nelson Mandela var eksponent for, og tage de ting som tegn på hvordan alt vil blive engang.
Og når vi gang på gang skuffes over os selv og den skade vi forvolder på os selv og vores medmennesker gennem vores egoisme, fejhed eller tankeløshed, og måske endda spørger os selv om Gud virkelig kan elske sådan nogle som os, så må vi tro på at vores omfattende synderegister ikke længere er sandheden om hvem vi er. Dengang vi blev døbt, blev vores gamle identitet druknet, og den egentlige, åndelige sandhed om vores liv er nu at vi er hellige, perfekte og uden fejl i Guds øjne, fordi vores liv er skjult i Kristus. (Hvis du ikke er døbt, så kontakt mig bagefter så du kan blive det!). Jesus døde i stedet for os, så da han hang på korset, blev alle vores synder klynget op sammen med ham. Som en [Ray Andrews] engang har udtrykt det: ”Vi er ikke længere syndere, vi er helgener som af og til synder.” Det kan godt være at ”af og til” betyder adskillige gange i timen, men uanset hvor tit vi falder, så har vi lov til at rejse os igen fordi Gud tilgiver os for Jesu skyld. Og vi kan glæde os til den dag hvor vi, som vi synger i en salme som der desværre ikke blev plads til i dag, ”bliver engle lig i Himmerig og aldrig mer skal synde”. Og i mellemtiden kan vi takke Gud for at han har givet os Helligånden som på trods af vores egen uduelighed skaber gode gerninger i os – også selvom Gud tit er så nådig at skjule de gode gerninger han virker i os, for vores øjne, så vi ikke bliver hovmodige over det der jo reelt set slet ikke skyldes os selv, men Gud.
Takket være Jesu komme til jorden for 2000 år siden er alt altså forandret. Ganske vist er vores gamle jeg lige så uforbederligt som det hele tiden har været – det er sandt, som Paulus udtrykker det i det stykke fra Andet Korintherbrev som vi hørte i dag, at vi åndeligt set kan sammenlignes med skrøbelige lerkar. Men i de lerkar har Gud altså lagt en mægtig skat. Den skat kan vi ikke umiddelbart se, men netop når vi er allersvagest, sætter Guds kraft sig allermægtigst igennem, for det er netop når vi opgiver at forsøge at klare tingene selv, at der bliver plads til troen på at Gud kan gøre det som vi ikke selv kan. Det er i den situation at vores fortvivlelse bliver til tro – lerkarret slår revner, så man kan se guldskatten skinne igennem. Det er når det er allermørkest at lyset begynder at vende tilbage.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag i advent
Tags: Lukasevangeliet 1.67-80