Prædiken til Kristi himmelfartsdag 2014
Posted By admin on 8. juli 2014
Jesu himmelfart: Vi har et andet fædreland
Prædiken i Husum Kirke Kristi himmelfarts dag 2014
Nikolaj Hartung Kjærby
I søndags var der, som de fleste af jer forhåbentlig ved, valg til Europaparlamentet og folkeafstemning om den europæiske patentdomstol. I ugerne op til valgdagen gik debatten lystigt om hvad der nu ville være bedst for Danmark, og kandidaterne fra de forskellige lister kappedes om at overbevise os om at lige netop de ville være de bedste til at varetage Danmarks interesser. Der var imidlertid en af mine venner der mente at det var det forkerte spørgsmål at stille, så han skrev på sin facebook-profil: ”Hvorfor er det som om at alle argumenter vedr. Eu-valget og patentdomstolen handler om hvad der er bedste for DK. Hvad med at stemme det, der er bedst for Europa – eller verden, for den sags skyld!?” Det er et meget interessant synspunkt, synes jeg – og sikkert også et der kan dele vandene. Når jeg ser på mit pas, så står der ”Den Europæiske Union” øverst på forsiden, og lige nedenunder står der ”Danmark”. Jeg hører altså både til i Danmark og i Europa. Spørgsmålet er så hvad det betyder i praksis.
Slår jeg op inde i passet, så står der at min nationalitet er dansk, og på den baggrund vil mange sige at det først og fremmest er Danmark jeg er forpligtet på. I henhold til den danske grundlov har jeg da også pligt til med min person at bidrage til forsvaret af netop Danmark i tilfælde af et fjendtligt angreb. Andre vil pege på at Danmark nu engang har indgået nogle internationale aftaler, blandt andet i form af de forskellige EU-traktater, og at vi i en globaliseret verden er nødt til at samarbejde fordi det også går ud over Danmark hvis resten af Europa går nedenom og hjem. Atter andre vil sige at det er egoistisk hvis vi i Danmark kun tænker på os selv – eller vi i EU, for den sags skyld; vi må arbejde for alle menneskers bedste. Det bliver også tit påpeget i debatten at Europa og EU ikke er det samme – Island, Norge, Schweiz, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Makedonien og Albanien hører jo også med til Europa selvom de ikke er med i EU. Hvor I hver især står i de spørgsmål, kan I jo snakke med hinanden om under kirkekaffen (så slipper jeg for at I taler om at min prædiken var for lang. 😉 )
I mellemtiden vil jeg gerne henlede opmærksomheden på en ret vigtig detalje i mit pas – ja, ikke bare i mit pas, men i ethvert pas: Det har en udløbsdato! ”Gyldigt indtil 05 02 20”, står der her. Det betyder naturligvis ikke at jeg ikke længere er dansker den 6. februar 2020, men hvis jeg efter den dato fortsat ønsker at kunne bevæge mig i udlandet med de rettigheder det giver at være dansker, og at kunne rejse ind i Danmark igen uden at blive stoppet, så skal jeg få taget et billede af mig selv hvor jeg ser sur ud, udfylde en ansøgningsblanket, troppe op i Borgerservice og betale et sted på den anden side af 600 kroner for at få mit pas fornyet.
Det at vores danske EU-pas har en udløbsdato, er en vigtig påmindelse, synes jeg, om at uanset om vi først og fremmest betragter os selv som danskere, europæere eller verdensborgere, så er vi det kun midlertidigt. Der kommer en dag hvor vi ikke længere kommer til at betræde Danmarks jord, eller noget som helst andet lands eller unions jord for den sags skyld. Det er egentlig overflødigt at sige, for vi ved det jo alle sammen godt. Men alligevel lever vi tit som om de få år vi har i denne verden, hvor vi er borgere i Danmark og EU og verden, var det vigtigste og det egentlige. At ateister og andre der ikke har noget andet at se frem til, tænker på den måde, er der naturligvis ikke noget at sige til, men når vi kristne begynder at tænke på samme måde, tror jeg det skyldes at vi glemmer hvad det egentlig er vi tror på. Men det er måske i grunden heller ikke så mærkeligt, for den strøm af informationer som vi bliver bombarderet med hver dag i tv, radio, aviser, i gadebilledet og på internettet, tager jo som regel ikke evigheden med i ligningen. Vi får rigeligt med påmindelser om vigtigheden af denne verdens glæder og sorger, men meget få påmindelser om det land hvor vi skal tilbringe 99,99999999999999999 og uendelig mange flere nitaller procent af vores liv. Og jeg tror det hænger sammen med at der er en der ikke vil have at vi skal tænke i de baner, ligesom konen med blomsterhaven ikke ville have at Gerda skulle tænke på Kay.
Men heldigvis er det ikke lykkedes den Onde at fjerne alt hvad der kan minde os om Jesus og vores sande hjem. På væggen bag alteret her i kirken hænger der for eksempel en smuk, forgyldt figur af den himmelfarne Kristus. Det at Jesus Kristus ikke blev på denne jord efter sin opstandelse, fortæller os at det heller ikke er meningen at vi skal blive her i al evighed, for Gud har et bedre fædreland til os! Jesus købt os fri fra synden og døden og Djævelen med sin død og opstandelse for at vi skulle leve evigt sammen med ham. Som han sagde til disciplene skærtorsdag aften: ”I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” [Joh 14,2-3] Det er dét der er vores mål! Men alt for tit har vi desværre så travlt med det der foregår omkring os på rejsen at vi helt glemmer at tænke på målet.
Eller måske husker vi nok hvor vi er på vej hen, men vi har ikke lyst til at komme derhen alt for hurtigt. Som Lille Claus siger i H.C. Andersens eventyr: ”Ak, jeg er så ung og skal allerede til Himmerige!” Jeg glemmer aldrig engang hvor jeg var blevet bedt om at holde en andagt for en gruppe børn på en weekendlejr i kirkeligt regi, og jeg valgte at fortælle de håbefulde poder noget om den fantastiske fremtid som Gud har bestemt for os, nemlig at vi skal leve evigt sammen med ham i paradis – et af de mest festlige og glædelige budskaber jeg overhovedet kan komme i tanker om. Men bagefter kom en af lederne hen til mig og sagde at hun var ked af at jeg havde valgt at tale om et så sørgeligt emne, og så endda til børn! Først forstod jeg overhovedet ikke hvad hun mente, men da hun forklarede sig nærmere, fandt jeg ud af at hun havde opfattet det sådan at min andagt handlede om døden – og det til trods for at jeg slet ikke havde nævnt det ord! Men jeg tror egentlig hendes reaktion er ret typisk for hvordan mange mennesker tænker om paradiset og det evige liv, nemlig at det er en slags ”trøstpræmie” som vi får når vi dør – når vores egentlige liv er slut.
Men det er meget langt fra Det Nye Testamentes og de første kristnes forståelse. For de første kristne lå fokus ikke på deres egen død, men på Jesu genkomst – løftet om at han ”skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen”, som englene sagde til disciplene i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten. De havde en forventning om at det ville ske inden for ganske få år, så da nogle af dem døde, blev de andre pludselig urolige for t de så ville gå glip af det evige liv fordi de så ikke ville være i live når Jesus vendte tilbage! Men Paulus trøstede dem med at Jesus vil gøre alle de døde levende igen når han vender tilbage – som han skriver i Første Thessalonikerbrev [4,15-17]: ”Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren.” Det evige liv er altså ikke noget der hænger tæt sammen med vores død – det er tværtimod noget der kommer til at sætte en stopper for vores død!
Jeg vil slutte med at fortælle jer om en mand der huskede hvor han havde sit sande fædreland, og lod det blive afgørende for sin måde at handle på. Hans navn var Nate Saint, og han blev født den 30. august 1923 i Pennsylvania. Som 7-årig var han ude at flyve for første gang, hvilket var meget usædvanligt på den tid, men det skyldtes at hans storebror Sam var uddannet pilot, og som havde taget lille Nate med på en flyvetur. Den dag besluttede Nate at han også selv ville være pilot, men uddannelsen var dyr, så hans bror, der arbejdede hos American Airlines, skaffede ham en læreplads som flymekaniker, og efter et års læretid meldte han sig til flyvevåbnet. Det var under 2. verdenskrig, og Nate håbede at komme til at tjene som jagerpilot, men dagen før han skulle påbegynde træningen, blev han pludselig syg. Det viste sig at en fem år gammel knoglebetændelse var brudt ud igen, og det betød at han ikke kunne bruges som jagerpilot! I stedet blev han sat i spidsen for enhedens flymekanikere. Skuffelsen satte gang i en del eksistentielle overvejelser, og han fandt sin gamle bibel frem, som han ellers ikke havde læst så meget i det seneste par år. Da han var hjemme på juleferie, deltog han i en gudstjeneste hvor han pludselig fik en uimodståeligt stærk følelse af at Gud ville have ham til at rejse ud som missionær. Han beskrev senere oplevelsen som om han pludselig så livet gennem en helt anden linse hvor, som han formulerede det, ”det gamle liv hvor jeg jagtede ting der kun varer et tid, forekom fuldstændig vanvittigt”. Han regnede med at det betød et definitivt farvel til drømmen om at blive pilot, men så hørte han om den nystiftede organisation Christian Airmen’s Missionary Fellowship, der havde til formål at transportere missionærer og deres forsyninger med små fly til fjerntliggende og vanskeligt tilgængelige områder. (Organisationen, der senere skiftede navn til Mission Aviation Fellowship, MAF, findes i øvrigt stadig den dag i dag, hvor den råder over 130 fly og betjener mere end 1000 kristne og humanitære organisationer i mere end 55 lande). Det blev klart for Nate at hans livskald var at virke som missionspilot, og han begyndte igen at tage flyvetimer. Da han blev hjemsendt fra flyvevåbnet, var det hans plan at gå på missionsskole, men så blev han kontaktet af missionsflyselskabet, der spurgte om ikke han ville komme til Mexico og reparere det enlige fly som de rådede over på det tidspunkt – han var jo uddannet flymekaniker. Flyet viste sig at være nærmest totalskadet, men det lykkedes Nate at få det på vingerne igen, selvom det tog mere end et år. Først derefter påbegyndte han og hans forlovede, Marj, deres missionæruddannelse, men de droppede ud allerede efter et år fordi Nate igen blev kontaktet af MAF, der fortalte at de akut stod og manglede en pilot til Ecuador. Så Nate og Marj giftede sig og rejste til Californien hvor Nate gjorde det nyindkøbte fly klar og fløj det til Ecuador, hvor de slog sig ned i bjergene og i de næste 8 år var en uvurderlig hjælp for de mange missionærer i området.
Nate havde sin base i en lille by ved navn Shell Mera i de østlige udløbere af Andesbjergene. Byen var opkaldt efter olieselskabet Shell, som i 1930’erne havde etableret en base der i håb om at finde olie i junglen neden for bjergene, men de havde måttet opgive det fordi junglen var beboet af en usædvanligt voldelig og blodtørstig stamme der for et godt ord myrdede løs såvel på fremmede som på hinanden. Nate og de andre missionærer i området mente at kun Guds kærlighed kunne få stammefolkene til at ændre deres destruktive praksis, og de lagde derfor planer om at kontakte dem, men de lokale indfødte i bjergene, der med god grund var dødsensbange for junglestammen, frarådede det på det kraftigste. Alligevel besluttede Nate sammen med fire andre unge amerikanere at flyve ind og lande i junglen, efter at de gennem nogle måneder havde udvekslet gaver med stammefolkene ved hjælp af en spand som de hejste ned fra Nates fly. De medbragte pistoler så de kunne forsvare sig mod vilde dyr, men da Nate blev spurgt af sin 5-årige søn Steve om de ville bruge pistolerne til at forsvare sig hvis stammefolkene angreb dem, svarede han: ”Nej, vi kan ikke skyde dem, for de er ikke klar til himlen endnu – det er vi.”
Efter to dage i junglen, hvor de havde haft fredelig kontakt med nogle af stammefolkene og endda haft en af dem med oppe at flyve, blev de pludselig rendt over ende af en stor gruppe spydbevæbnede mænd. Og selvom missionærerne havde deres pistoler på sig, afstod de fra at forsvare sig, præcis som Nate havde sagt til sin søn. Nate Saint blev 32 år – og han var endda den ældste af de fem mænd! Men ligesom Gud ikke opgav os mennesker selvom vi slog hans søn ihjel, opgav familien Saint heller ikke Waodanierne, som de senere fandt ud af at stammefolkene kaldte sig selv. Nates søster Rachel fik kontakt med nogle af kvinderne i stammen og endte med at flytte ind i junglen sammen med Elisabeth Elliot, der var enke efter en af de andre mænd der var blevet myrdet sammen med Nate. Her erfarede de at den frimodige måde de fem mænd havde mødt døden på, havde gjort et kæmpe indtryk på drabsmændene, og det endte med at stort set hele stammen omvendte sig til kristendommen og opgav deres evindelige blodfejder som havde truet med at udrydde dem som folk.
Nate Saint og hans fire venner tabte ingenting – de kom bare tidligere til deres sande fædreland end de fleste gør. Og det at de huskede hvor de havde hjemme og var villige til at indrette deres prioriteter i livet efter det, medførte at de og vi får selskab i himlen af en gruppe tidligere mordere som fandt et helt nyt liv i Guds kærlighed. Så husk, uanset hvad der står i dit pas, og uanset hvad du stemte i søndags, at dit borgerskab er i Guds rige!
Comments