Signe & Nikolaj

Posted By admin on 29. december 2014

Simeon og Anna: Den der venter på noget godt, venter ikke for længe

Prædiken i Husum Kirke julesøndag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

En af de decembertraditioner som vi vi holder meget af her i landet, er Lucia-optog, hvor hvidklædte piger (og i de senere år også drenge) går i procession med lys i hænderne og synger Lucia-sangen. Hvad de færreste ved, er imidlertid at længe før svenskerne begyndte at bruge Lucia-sangen til Lucia-optog eksisterede den som en napolitansk folkesang der slet ikke handlede om den yndige sicilianske helgeninde, men derimod om et smukt beliggende kvarter i Napoli som er opkaldt efter hende. Den er en del af en større samling af napolitansk folkemusik sammen med titler som ”Torna a Surriento” og ”O sole mio”.

Elvis må have været glad for napolitansk folkemusik, for han har faktisk indspillet alle de tre titler jeg lige har nævnt. ”Santa Lucia” indgik i musicalen ”Viva Las Vegas” fra 1964, og ”Torna a Surriento” indspillede han en engelsksproget version af i 1961 med titlen ”Surrender”, men hans romance med Napoli begyndte allerede i 1960 da han fik et megahit med Aaron Schroeder og Wally Golds engelske tekst til ”O sole mio”: ”It’s now or never”. Med 9 millioner solgte singleplader blev den Elvis’ næststørste hit nogensinde, kun overgået af ”Hound Dog” fra 1956. Desværre, vil jeg sige, for jeg synes faktisk at ”It’s now or never” er en aldeles rædselsfuld sang. Den napolitanske melodi er udmærket, men den engelske tekst har jeg aldrig kunnet forlige mig med. Oversat til dansk lyder dens omkvæd nemlig sådan her: ”Det er nu eller aldrig. Kom, tag mig i favn. Kys mig, min skat, vær min i nat. I morgen vil det være for sent. Det er nu eller aldrig, min kærlighed vil ikke vente.”

I versene fortæller han om hvordan han tabte sit hjerte første gang han så den kvinde der er sangens ”du”, og hvordan han hele sit liv har ventet på det rette øjeblik. Det er jo rørende, men jeg kan ærlig talt ikke forstå hvorfor han så finder det nødvendigt at stille hende sådan et ultimatum som han gør i omkvædet. For ganske vist kan man i teorien, også på baggrund af teksten i versene, forestille sig at de står i en situation hvor de sandsynligvis aldrig vil ses igen hvis ikke hun vælger at sige ja til ham nu, men hvis det var tilfældet, skulle man jo tro at han ville have brugt dét som argument i omkvædet. Men hvilket argument bruger han? ”Min kærlighed vil ikke vente”! Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er en ret besynderlig form for kærlighed der ”ikke vil vente”, men siger til den person som den påstår at elske, at ”hvis du vil elskes af mig, så er det nu eller aldrig”! Hvis man virkelig elsker nogen, så venter man vel så længe som det er nødvendigt! Så hvis nogen af jer nogensinde får sådan et ultimatum forklædt som en kærlighedserklæring, så vil jeg råde jer til at skynde jer væk, medmindre der er helt særlige omstændigheder der taler for det modsatte! Et forhold der bygger på et ultimatum, vil alligevel ikke have de bedste chancer for at blive lykkeligt og harmonisk.

Misforstå mig ikke – jeg siger ikke at hvis du er forelsket i en person der bliver ved med at give dig henholdende svar, så skal du bare blive ved med at vente i en uendelighed. Et henholdende svar vil ofte være udtryk for at personen ønsker at sige nej, men ikke tør, og i sådan en situation vil jeg klart anbefale at man ser realiteterne i øjnene og kommer videre (vel at mærke uden ultimatummer!). Jeg vil også påstå at det er det mest kærlige man kan gøre over for den anden person.

Nej, det jeg mener, er at hvis du virkelig elsker en anden person og vil vedkommende det godt, så kan du ikke sætte en udløbsdato på, for det øjeblik du gør det, har du i realiteten gjort din kærlighedserklæring til en tom floskel. Ægte kærlighed er pr. definition ubetinget, og udsagnet ”det er nu eller aldrig” må i den grad siges at være en betingelse. Derfor skriver Paulus også til korintherne (i det berømte kapitel som vi plejer at kalde ”kærlighedens højsang”) at ”kærligheden er tålmodig”.

Dertil kommer at gode ting er værd at vente på, og som ordsproget siger, så venter den der venter på noget godt, aldrig for længe. Hvis nogen havde fortalt mig, dengang jeg var 18 år, at jeg først som 33-årig ville møde kvinden i mit liv, så ville jeg nok være blevet pænt fortvivlet. Men hvis jeg i dag havde mulighed for at hoppe op på en ATV som den fra ”Tidsrejsen” og rejse tilbage til 1993, så ville jeg berolige den 18-årige udgave af mig selv med at hun var værd at vente 15 år på!

I dagens evangelietekst møder vi en mand der har ventet i rigtig mange år – ikke på at møde kvinden i sit liv, men på noget endnu større og vigtigere, nemlig på at ”se Herrens salvede”. De fromme jøder på kejser Augustus’ tid havde en dyb og inderlig længsel efter at se de løfter Gud havde givet deres forfædre, gå i opfyldelse, nemlig løftet om en frelserkonge der skulle genrejse deres folk til at leve det liv som Gud havde bestemt dem til. Den ene profet efter den anden havde talt om at der ville komme en tid hvor Gud ville vende sit folks skæbne gennem en person som var særligt udvalgt til den opgave, og Simeon havde altså fået et konkret løfte fra Gud om at han ikke ville dø før han havde set den udvalgte. (Som de af jer der var til gudstjeneste her i Husum Kirke juledag, måske kan huske, så er betydningen af det sære ord ”den salvede”, som på hebraisk hedder Messias og på græsk Kristus, jo netop en person der er særligt udvalgt og udrustet til en bestemt opgave).

Hvordan Simeon fik det her konkrete løfte af Gud, er det svært at sige med sikkerhed, men der står i teksten at ”Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede”. Helligånden taler til mennesker på forskellige måder, også i dag: Nogle ser ting for deres indre blik, andre hører en stemme for deres indre øre, andre igen får bare en stærk fornemmelse af at noget er eller bliver på en bestemt måde – og så er der nogle få som en gang imellem oplever at Gud taler til dem med en decideret hørbar stemme eller lader dem se ting med deres fysiske øjne som andre ikke kan se. Præcis hvordan Helligånden kommunikerede til Simeon, ved vi ikke, men vi ved i hvert fald at han gennem et langt liv havde lært at genkende Guds stemme, sådan at han ikke var i tvivl om at Gud havde lovet ham det her. (Navnet Simeon betyder i øvrigt ”ham der lytter”).

Og alligevel kan man godt forestille sig at han alligevel må være kommet i tvivl af og til, for hvor mange år var der ikke gået? Hvor mange år, år ud og år ind, havde han ikke gået rundt og længtes? Hvor mange tusinder af morgener var han ikke vågnet op og havde sagt til sig selv: ”Måske bliver det i dag jeg får Messias at se!” Men lige så mange aftener havde han måttet gå i seng med uforrettet sag: Det blev heller ikke den dag! Og nu var han efterhånden ved at være en gammel mand – eller det er i hvert fald det klare indtryk man får af den måde han taler på i det stykke vi hørte.

Den anden person som Josef og Maria mødte i templet, nemlig profetinden Anna, hun var i hvert fald gammel – 84 år. I dag er der mange der når den alder, men for 2000 år siden var det usædvanligt. Anna havde også ventet længe. Der står ganske vist ikke noget om at hun havde fået et lignende løfte fra Gud som Simeon havde, men ventet havde hun i hvert fald. Efter at hun havde mistet sin mand efter blot syv års ægteskab, havde hun tilbragt al sin tid i templet med at søge Gud. Set med moderne øjne virker det måske som en udsigtsløs tilværelse, men ikke for Anna. Hun elskede Gud, og hun kunne aldrig drømme om at sige: ”Det er nu eller aldrig!” til ham. Hun stolede på at Gud ville lede hendes liv i den rigtige retning, uanset hvor mange år hun ville blive nødt til at vente. Om hun og Simeon har kendt hinanden, og om hun har kendt til det løfte som Simeon havde fået fra Gud, det ved vi ikke, men da hun hørte Simeons lovprisning af Gud og af det lille barn, har det i hvert fald stået klart for hende at hun levede i en helt fantastisk tid hvor Guds løfte til sit folk var ved at gå i opfyldelse.

Den tid vi lever i i dag, er til gengæld ikke en tid hvor tålmodighed er i højsædet, og da slet ikke i en moderne vestlig storby som København. Vi er vant til at linje 5A kører hvert 4. minut, og hvis vi kommer til at vente 8 minutter på den, så bliver vi utålmodige. Vi er vant til at vi kan varme vores mad på ingen tid i mikrobølgeovnen, og at vi i løbet af en brøkdel af et sekund kan finde svar på alverdens spørgsmål på internettet. Vi er vant til lotterier hvor man med det samme kan se om man har vundet, så vi ikke behøver at have lodsedlen hængende på køleskabet i en måned indtil vi kan se trækningslisten i Berlingske Tidende. Og nogle af os er vant til at vi kan se alle afsnittene af en tv-serie på en gang ved hjælp af tjenester som Netflix. (Jeg syntes faktisk det var ret hårdt at skulle vente så mange dage på at få afslutningen på årets julekalender, for allerede omkring den 14. december var den blevet nærmest ulideligt spændende!)

Men Gud indretter sig ikke efter vores vestlige vaner. ”For Gud er én dag som tusind år, og tusind år som én dag”, som apostlen Peter skriver i sit andet brev. De egenskaber som Gud ønsker at skabe i os, kan man nemlig i sagens natur ikke bare stampe op af jorden; det er egenskaber som det tager tid at fremelske, nemlig tro, håb og kærlighed. For ganske vist kan tro, håb og kærlighed måske nok opstå på et øjeblik, men det er først når der kræves tålmodighed at det viser sig om der virkelig var tale om ægte tro, ægte håb og ægte kærlighed. Vi har allerede set at en kærlighed der siger ”det er nu eller aldrig!”, ikke er en ægte kærlighed, og det er relativt let at vise at det samme gælder tro og håb. Det giver jo ikke mening at sige til et andet menneske: ”Jeg tror på at du taler sandt – men kun hvis du beviser det nu!”, eller at sige: ”Jeg har et håb om at foråret kommer, men hvis ikke det sker i morgen, så dropper jeg det håb!”

Alligevel går vi nogle gange rundt og stiller ultimatummer til Gud. Vi har en idé om at Gud skulle have en form for forpligtelse til at sikre os et liv uden problemer, og nogle gange forfalder vi endda til at tro at vi gør Gud en tjeneste ved at tro på ham. Hvor tit har du ikke hørt folk sige – eller måske endda selv tænkt eller sagt – at ”Hvis Gud vil have at jeg skal tro på ham, så må han altså til at tage sig sammen!” eller ”Det er Guds egen skyld at jeg ikke gider ham!”? Hvor stort er Guds behov for dig, tror du? Hvis du stikker din finder ned i et glas vand og derefter trækker den op igen, hvor stort et hul efterlader du så i vandet?

Men selvom Gud ikke har mere brug for os nu end han havde i de talløse evigheder før han skabte himlen og jorden, så længes han alligevel efter at vi skal tro på ham, håbe på ham og elske ham, og det gør han fordi han elsker os! Gud ved kun alt for godt at vi er fortabte uden ham fordi han er den eneste kilde til alt liv og al kærlighed, så en verden uden ham bogstaveligt talt er et helvede. Derfor venter han tålmodigt på at vi skal vende om til ham, også når vi undertiden i årevis vælger at gå en anden vej. Og dén tålmodige kærlighed, håb og tro ønsker han som sagt også at skabe i os – ikke fordi han bliver spor mindre af at vi ikke tror på ham, håber på ham og elsker ham, men fordi vi bliver mindre af det. Ligesom mursejleren er skabt til at flyve, og sværdfisken er skabt til at svømme, er vi mennesker skabt til at ligne Gud som hans elskede børn, og jo mere vi elsker Gud, desto større lykke og fylde kommer vi til at opleve i vores liv – ikke nødvendigvis i form af de ting som vi som mennesker naturligt stræber efter, så som velstand og sundhed og den slags, men i form af en tæt relation til Ham som det hele drejer sig om. Det er den ene grund til at Gud nogle gange lader os vente meget længe og overhovedet ikke er til fals for ”nu eller aldrig”-ultimatummer: at han vil skabe det i os som kun kan opnås gennem tålmodig venten.

Den anden grund skal findes i Guds egen tålmodighed. Nogle gange har de ting som vi er utålmodige efter at Gud skal hjælpe os med, noget med andre mennesker at gøre, og så skyldes Guds tøven måske at han er tålmodig med dem. Det gælder i særdeleshed i forhold til Jesu genkomst. I trosbekendelsen siger vi at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Forventningen om Jesu genkomst har stået centralt i kristendommen lige fra allerførste færd, og de første kristne regnede med at genkomsten ville finde sted inden for deres egen levetid. Men Jesus lod vente på sig, og det var netop som svar på dem der hånede de kristne for det at Peter skrev de ord jeg citerede før, om at ”for Gud er én dag som tusind år”. I dag er der, trods det klare udsagn i trosbekendelsen, mange teologer der uden at blinke siger at ”Jesu genkomst udeblev som bekendt”. Men grunden til at Jesus lader vente på sig, er at han er tålmodig fordi han, som Peter skriver i samme afsnit, ”vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse”. Hvis Jesus kom igen den dag i dag, er der givetvis mennesker som ville gå evigt fortabt fordi de har sagt nej til Guds kærlighed. Hvis han venter lidt længere, siger de måske ja. Sådan er Gud. Så lad os da ligne ham som hans kære børn!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til julesøndag 2014
Tags:

Posted By admin on 29. december 2014

Jesu fødsel: Kongen er kommet!

Prædiken i Husum Kirke juledag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

For en del år siden så jeg nogle afsnit af ”Robinson-ekspeditionen” på TV3. Jeg plejer ellers ikke at gide at se ”reality-tv”, som man af uransagelige årsager kalder den slags programmer, men lige netop det år var der en god bekendt af mig der deltog i programmet. Anders hed han (det hedder han i øvrigt stadig; i dag ernærer han sig som foredragsholder for unge, og konfirmanderne her i kirken plejer at blive udsat for ham hvert år). Og jeg må da indrømme at det var ganske interessant at se det taktiske spil der udspillede sig mellem deltagerne i forbindelse med de ting som folkene bag programmet udsatte dem for. Forud for selve ekspeditionen, der traditionen tro fandt sted på en lille tropeø, var der gået en længere udvælgelsesproces og træningslejr hjemme i Danmark hvor deltagerne havde lært hinanden rimelig godt at kende og var blevet en mere eller mindre sammentømret gruppe (jeg siger ”mere eller mindre”, for der kunne jo kun findes én vinder, så i sidste ende var det alles kamp mod alle). Da gruppen så ankom til øen, ja, så blev de præsenteret for en mand som de ikke havde set før, og fik at vide at han skulle være deres høvding. Det blev de ret utilfredse med, for nu at sige det mildt, og der gik ikke lang tid før der var en fra gruppen der valgte at udfordre høvdingen til duel for at overtage hans position. Og alle de øvrige deltagere bakkede op om udfordreren, for de syntes alle sammen at det var helt uantageligt at de var blevet påduttet en leder som de ikke havde bedt om. Vi danskere er nemlig ikke specielt autoritetstro – vi skal nok selv bestemme om vi synes vi har brug for en leder, og hvem det i givet fald skal være! Så hvis kong Skjold var kommet sejlende her i 2014, ville han næppe have fået en lige så varm velkomst som han fik i den mytiske oldtid!

Derfor kan jeg heller ikke lade være med at spekulere på om juleevangeliet overhovedet er et evangelium set med moderne danske øjne. Ordet ”evangelium” betyder jo ”godt budskab”, men hvordan lød det gode budskab som englen fortalte til hyrderne ude på marken? Det lød: ”I dag er der født jer en frelser; han er Kristus, Herren.” Barnet der er blevet født, beskrives altså med tre forskellige ord: ”frelser”, ”Kristus” og ”Herren”. Lad os se på de tre ord et ad gangen.

Vi begynder bagfra. Ordet ”Herren” er sådan set ikke så svært at forstå: En herre er en der bestemmer over nogen. Og det med at nogen bestemmer over os, det har vi danskere det som sagt ikke så godt med. Det lyder næsten som en vittighed, ikke? ”Nu skal I høre alle tiders nyhed: Der er kommet en som skal bestemme over jer!”

Ordet ”Kristus” er vanskeligere at forstå, for det er et græsk ord. Mange af os opfatter det måske mest som et navn – måske endda som Jesus’ efternavn – men faktisk er det snarere en titel. Det er en oversættelse til græsk af det hebraiske ord m’shiach (eller ”messias” som vi plejer at udtale det), som betyder ”den salvede”. I dag plejer vi ikke at salve folk, undtagen måske i forbindelse med skønheds- eller wellness-behandlinger, så det er måske ikke helt indlysende for os hvad det betyder når Jesus kaldes ”salvet”. Men i oldtiden var det almindeligt at hælde parfumeret olivenolie ud over en persons hår som tegn på at vedkommende var udvalgt til en særlig opgave som for eksempel konge, profet eller ypperstepræst. Når jeg fortæller mine konfirmander om den skik, plejer de at synes at det lyder temmelig ulækkert, men man kan vel med en vis ret spørge om olivenolie er mere ulækkert end de væsker som vi vore dage bruger som base for parfumer. Hvorom alting er, så er olien i Det Gamle Testamente et symbol på Helligånden. Når Gud havde udvalgt en person til en opgave der krævede en særlig udrustning, for eksempel kongegerningen, så sendte han gerne en profet for at salve vedkommende med olie som tegn på at Gud gav vedkommende kraft til at udføre opgaven. Profeten Samuel blev for eksempel engang sendt til Betlehem for at salve hyrdedrengen David til konge over Israel, og fra det øjeblik blev David udrustet med en kraft der satte ham i stand til at slås mod løver og bjørne, til at udfordre filisterkæmpen Goliat til tvekamp, og til at udføre en række andre heltebedrifter som gjorde ham til det naturlige valg da folket skulle kåre en ny konge efter kong Sauls død.

Nå, det korte af det lange er at når englen sagde til hyrderne at det barn der var blevet født, var ”Kristus”, så betød det at han var særligt udvalgt til en speciel opgave – nemlig den opgave at være Herren. Og det er jo heller ikke ligefrem i tråd med hvordan vi moderne danskere kan lide at tingene foregår, for hvis vi synes vi har brug for en leder, vil vi jo som sagt helst selv bestemme hvem det skal være. Det med at magten skal ligge hos en person der er udvalgt til det fra fødslen, det gjorde vi jo op med da vi fik Grundloven i 1849. Men julens GODE budskab er altså at der er en der skal bestemme over os, og at det er en person der har været udvalgt til det siden han blev født.

Endelig fik hyrderne at vide at det barn der var blevet født, var en ”frelser”. Det lyder umiddelbart som det mindst kontroversielle af de tre ord, for det klinger jo ikke af at han skal bestemme over os, sådan som de andre ord gør. Men et budskab om en frelser er jo kun et godt budskab hvis man betragter sig selv som en der har behov for at blive frelst, og det ved jeg ikke hvor mange af os moderne danskere der gør. Selv hvis vi ser bort fra at ordet ”frelst” har fået en bibetydning af noget skråsikkert, skinhelligt og arrogant, og koncentrerer os om hvad ordet egentlig betyder, nemlig at blive reddet, så stritter det lidt imod vores tankegang i Danmark i 2014. De fleste af os går nemlig ikke rundt og længes efter at der skal komme nogen og redde os – vi foretrækker at klare paragrafferne selv. Det er ikke for sjov at der bliver solgt så mange selvhjælpsbøger, eller for den sags skyld at troen på reinkarnation er så udbredt – den giver os jo et håb om at vi får chancen for at gøre det bedre i det næste liv og endnu bedre i det næste igen, indtil vi har fået luget de værste af vores fejl ud. Men julens GODE budskab er altså at vi ikke kan klare paragrafferne selv, om vi så fik nok så mange liv; vi er nødt til at lade den person der fra fødslen er blevet udvalgt til at bestemme over os, rage kastanjerne ud af ilden for os.

Så langt, så godt! Hvor mange af jer synes stadig at julens GODE budskab virkelig er et godt budskab? 😉

Selv ville jeg nok ikke synes det var noget specielt godt budskab, hvis den person der var tale om, havde været en hvilken som helst anden person end Jesus. De af jer der fulgte med i DR’s julekalender ”Tidsrejsen”, så i afsnit 19 og 20 et (ganske vist karikeret) eksempel på hvor galt det kan gå når et menneske får uindskrænket magt over andre, og de parkerer hele ansvaret for deres frelse hos den pågældende person. Det har vi desværre set alt for mange eksempler på også i den virkelige verden, både inden for religion, politik og forretningsverdenen, og i familier og andre nære relationer. Det er aldrig godt at lægge ansvaret for ens liv over på et andet menneske – altså med mindre det menneske hedder Jesus af Nazaret! På den anden side synes jeg nok at denne verden har et stadig mere desperat behov for at der kommer en helt og klarer ærterne inden det går helt ad helvede til.

Men hvorfor er det at Jesus er anderledes end alle de andre der i tidernes løb er blevet udråbt til at være herrer, udvalgte og frelsere? Hvorfor er det et godt budskab at lige netop han er blevet udvalgt til at herske over os og løse vores problemer? Jeg vil give to svar.

For det første: Han er Guds søn. I det stykke vi hørte fra Hebræerbrevet tidligere i gudstjenesten, gør forfatteren rede for hvordan Jesus har en helt unik særstilling i forhold til alle de andre budbringere som Gud i tidens løb har benyttet sig af: Han er arving til alle ting, han var med ved skabelsen, han sidder ved Guds højre hånd, og han er Guds udtrykte billede og bærer alt med sit ord! Og i den profeti fra Det Gamle Testamente som var det første stykke fra Bibelen vi hørte, bliver det forudsagt at der engang vil blive født et barn af en jomfru, og at det barns navn blandt andet skal være ”Vældig Gud” og ”Freds Fyrste”. Gud står altså selv inde for at Jesus er den konge der kan gøre alting godt uden at lave rav i den som enhver anden der fik en tilsvarende magt, ville have gjort.

Problemet er bare at hvis nu det var en muslimsk prædikant der stod her på prædikestolen, så ville han med samme overbevisning kunne fortælle jer at Gud selv står inde for at Koranens ord er sandhed, at Muhammed er den sidste og største profet, og at sharia-lov er den fejlfrie lov som vi roligt kan underkaste os betingelsesløst uden at være bange for at den er behæftet med de samme fejl og mangler som alle andre love. Og en buddhistisk prædikant ville sige noget helt tredje, og en hinduistisk noget helt fjerde. En påstand om at Gud har sagt noget, er altså ikke et tilstrækkeligt argument. Derfor vil jeg foreslå at vi kaster et blik på hvordan Jesu liv formede sig.

Tiden tillader naturligvis ikke at jeg kommer med en detaljeret gennemgang af Jesu liv – jeg gætter på at mange af jer har en julefrokost I skal hjem til – men jeg tror roligt vi kan slå fast at Jesus var en meget atypisk konge! De store ord der bruges om ham i stykket fra Hebræerbrevet, står i en skærende kontrast til de beskedne omstændigheder der kendetegnede hans fødsel, liv og død. Og da Djævelen på et tidspunkt tilbød ham en hurtig genvej til verdensherredømmet, takkede han nej og valgte i stedet lidelsen og afkaldet. Da en stor flok mennesker på et senere tidspunkt ville krone ham til konge og givetvis ville have adlydt hans mindste vink, valgte han at fordufte i stilhed, for det var ikke den måde han ville lede på. En sand leder er nemlig en der går foran og tager slagene, og det var lige præcis det der var Jesus’ mission: Han skulle gå foran os ind i døden og tage dens slag for at vi kunne få evigt liv.

Men Jesu død er for længst overstået, og som vi sagde i trosbekendelsen (og som I vil komme til at høre om i kirkeårets løb), så opstod han fra de døde på den tredje dag, hvorefter han for op til himlen og nu sidder ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Det har fået nogle til at antage at der nu er kommet andre boller på suppen end dengang Jesus gik fattig og fredløs på jorden. For nogle år siden var der for eksempel en kristen popgruppe ved navn ”Olivia The Band” der lavede en sang hvor de beskrev Jesu genkomst med ordene: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed” – ”Første gang vendte han den anden kind til; denne gang har han draget sværdet”. Det minder mig næsten om en film jeg så engang – ”UHF” hed den, og den havde Weird Al Yankovic i hovedrollen – hvori der indgik en trailer for en fiktiv film med titlen ”Gandhi 2”, hvor Gandhi vender tilbage med et maskingevær og tager hævn og sine fjender. ”He’s back, and this time, he’s mad!” Men bare rolig: Jesus har ikke forandret sig! I kapitel 13 af Hebræerbrevet står der: ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”. Den konge der sidder på tronen ved Guds højre hånd, og som vil komme igen for at dømme levende og døde, er altså den samme som den ydmyge mand der vandrede på jorden for små 2000 år siden, og som frivilligt lod sig korsfæste mens han bad Gud om at tilgive bødlerne. Det må betyde at Jesus stadig er ydmyg og sagtmodig, selvom han har indtaget sin plads som himlens konge, og selvom Bibelen forudsiger at han engang også vil indtage pladsen som jordens konge. Jesu herredømme har nemlig først og fremmest med det indre menneske at gøre – som han sagde da der engang var nogen der spurgte ham hvornår Guds rige ville komme: ”Guds rige er inden i jer”. Men Jesus tvinger ikke nogen til at acceptere ham som konge – heller ikke i dag. Lige fra disciplene begyndte at rejse rundt i verden og prædike evangeliet, har der lydt en invitation om at anerkende Jesus som konge, men uden at der faldt ild ned fra himlen og dræbte dem der takkede nej. Senere hen var der ganske vist kristne konger der udbredte kristendommen på omtrent samme måde som IS i dag udbreder islam, nemlig ved at de gav folk i de lande de erobrede, valget mellem at blive døbt eller at blive dræbt. Men historien har kun alt for tydeligt vist at det ikke lader sig gøre at udbrede Guds rige på den måde, for der var ganske vist millioner af mennesker der blev døbt, men deres liv viste ikke efterfølgende nogen tegn på at Jesus virkelig var blevet konge i deres hjerter, og de hedenske religioner som folk havde fulgt før de blev ”kristnet”, levede ofte videre i bedste velgående under en tynd kristen fernis, idet man blot skiftede de gamle guders navne ud med navnene på kristne helgener der mindede lidt om dem, så man fx tilbad Jomfru Maria i stedet for Juno, Sankt Georg i stedet for Mars og Sankt Nikolaus i stedet for Merkur. Jesus kan kun i sandhed blive konge i dit liv hvis du selv åbner dit hjerte for ham.

Selv på dommens dag, hvor Bibelen fortæller os at alle knæ skal bøje sig, og alle tunger skal bekende at Jesus er Herre, fordi det på den dag vil stå klart at det er ham der med sit guddommelige ord styrer hele universet, vil ingen blive tvunget til at anerkende ham som konge i deres eget liv. Bibelen gør det meget klart at de der foretrækker at stå uden for Jesu herredømme, vil få lov til det. Det vil ganske vist ikke blive særlig rart, for om ikke før, så vil det i hvert fald til den tid komme til at stå lysende klart at vi i den grad har brug for både en frelser og en konge fordi vi ikke formår noget som helst hvis vi er overladt til os selv. Ja, den falske frihed der bliver resultatet hvis vi vælger Jesus fra, er faktisk det som vi plejer at kalde fortabelsen eller helvede!

Men heldigvis har vi et andet valg, nemlig at tage imod julens budskab: at Jesus har valgt at forlade sin herlighed i himlen for at komme ned til os på jorden og være den frelser, Kristus og herre som vi så desperat trænger til, enten vi vil være ved det eller ej. Gør vi det, vil vi erfare at der virkelig er grund til sammen med englene at stemme i og takke Gud for et herligt glædesbud!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juledag 2014
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 29. december 2014

Jesu fødsel: Vær mennesker af god vilje

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Som barn hørte jeg en vittighed som jeg først forstod mange år senere. Den lyder sådan her:

Tomatfar, Tomatmor, og Tomatsøn gik over vejen. Tomatsøn blev kørt over af en bil. Tomatfar vendte sig og sagde: ”Kom så ketchup!”

Jeg vidste selvfølgelig godt at ketchup er lavet af maste tomater, men alligevel syntes jeg ikke vittigheden var specielt sjov. Det var først da det gik op for mig at den er oversat fra engelsk, at tiøren faldt. På engelsk lyder ordet ”ketchup” nemlig omtrent som ordene ”catch up”, der betyder at indhente, så i sin engelske grundform rummer vittigheden et ordspil: Tomatfar råber til sin søn at han skal sætte farten op så han kan indhente de andre, men fordi ordene lyder ens, lyder det som om han kalder sin søn det som sønnen er blevet forvandlet til, nemlig ketchup.

En anden lille historie: I 1998, da jeg var 23 år, kom Disney-filmen ”Simbas stolthed”, som er en fortsættelse af succesfilmen ”Løvernes konge”. I mange år forstod jeg ikke meningen med titlen ”Simbas stolthed”, men da jeg for nogle måneder siden sad en søndag morgen inden kirketid og så et afsnit af den skønne naturserie om ”De store katte” på DR1, lagde jeg mærke til at det engelske ord for en løveflok er ”pride” – det samme ord som også betyder ”stolthed”. I filmens engelske originaltitel spilles der altså på en dobbeltbetydning af ordet ”pride”, som det ikke har været muligt at gengive i den danske oversættelse.

Det er nemlig desværre tit sådan, som disse to små historier illustrerer, at det er svært at få alle pointerne med når man oversætter noget, uanset hvor dygtig en oversætter man er. Man kan ikke oversætte en tekst uden at meningen bliver en lille smule anderledes end i originalteksten. Derfor står muslimerne også meget fast på at Koranen ikke kan oversættes, for det går jo ikke an at ændre på meningen af Guds ord, uanset om ændringen er nok så lille.

Vi kristne har derimod valgt en helt anden tilgang. Hvis I kommer i kirke igen til pinse, vil I høre om hvordan disciplene pludselig gik i gang med at forkynde Guds ord på alle mulige forskellige sprog da Helligånden kom over dem, og på den måde viste Gud selv at hans ord godt kan oversættes. Ganske vist er der intet jordisk sprog – heller ikke Bibelens originalsprog – der fuldt ud formår at udtrykke hvem Gud er; det kunne kun udtrykkes i et levende menneske, nemlig Jesus. Derfor er Jesu fødsel i Betlehem for snart 2000 år siden det største mirakel i verdenshistorien, for det der skete den dag var, som Johannesevangeliet udtrykker det, at ”Ordet blev kød”. Guds ord kom ikke til os som en bog der kræver at man kan læse et bestemt sprog for at få fat i den sande mening, men som et menneske i kød og blod, som med sit liv udtrykte mere end nogen ord kan gøre.

Men Jesus kunne selvsagt ikke nå at møde alle verdens mennesker i løbet af de cirka 33 år han vandrede på jorden, og derfor stiftede han den kristne kirke og gav den den opgave at række Guds ord til mennesker. Det gør den blandt andet ved efter bedste evne at vise den samme kærlighed til mennesker som Jesus viste, også selvom vi kun kan være en fattig og ufuldkommen ”oversættelse” af ham selv. Men kirken har også fået til opgave at bruge ord – det er derfor jeg står her og taler til jer nu – for Gud er så stor og mægtig at han er i stand til at tale sit ord gennem vores ufuldkomne menneskeord – uanset hvilket sprog vi taler.

Derfor har den kristne kirke lige fra første færd arbejdet utrætteligt på at oversætte Bibelen til stadig flere sprog, således at Bibelen i dag er oversat til langt flere sprog end nogen anden bog i verden – Det Nye Testamente er faktisk oversat til ikke færre end 1300 forskellige sprog! Men der tales faktisk op mod 7000 forskellige sprog i verden, og trods de mange oversættelser er der stadig 180 millioner mennesker i verden der ikke har adgang til Bibelen på deres modersmål. Det problem arbejder organisationer som De Forenede Bibelselskaber og Wycliffe Bibeloversættere målrettet på at afhjælpe, men det er et meget kompliceret arbejde, og det tager typisk på den anden side af 10 år at oversætte Bibelen til et nyt sprog. Det skyldes blandt andet at mange af de sprog der stadig mangler bibler, tales i vanskeligt tilgængelige områder, og at en del af sprogene kun findes som talte sprog, hvorfor arbejdet med oversættelse af Bibelen må begynde med at man udvikler et skriftsprog. Og så skyldes det at det ofte kan være svært at finde det udtryk der kommer tættest på at ramme meningen på originalsproget. Hvis der er nogen af jer der mangler læsestof til de lange mørke vinteraftener der ligger foran os, så kan jeg varmt anbefale bogen ”De skjulte ord”, hvor nordmanden Sigmund Evensen, der i en længere årrække boede i en lille landsby langt ude i junglen i Papua Ny Guinea for at oversætte Bibelen til det lokale sprog umanakaina, fortæller levende og humoristisk om de mange genvordigheder han stødte på undervejs, men også om det rygstød som det gav umanakainaernes selvfølelse som folk da de endelig kunne læse Guds ord på deres eget sprog!

Når Bibelen skal oversættes til dansk, hvilket den bliver med jævne mellemrum fordi det danske sprog hele tiden udvikler sig, er der også nogle formuleringer der er svære at gengive uden at noget af meningen går tabt. En af dem findes i juleevangeliet, nærmere bestemt i englenes sang julenat, hvor de synger om ”mennesker med Guds velbehag”. Hvad betyder det?

Nu får I så lov til at nyde lidt godt af de år hvor jeg sad og svedte på skolebænken for at lære at læse Det Nye Testamente på oldgræsk, som er det sprog det oprindeligt blev skrevet på. (Allerede det viser i øvrigt at Bibelen både kan og skal oversættes, for Jesus talte ikke græsk; han talte aramæisk – men hans ord blev skrevet ned på græsk!). I den græske grundtekst står der faktisk ikke ”mennesker med Guds velbehag”, der står blot ”mennesker med velbehag” – eller rettere: ”mennesker med velvilje”. Det græske sprog er skruet sådan sammen at ”mennesker med velvilje” kan betyde to forskellige ting, nemlig på den ene side mennesker der nyder godt af en andens velvilje, og på den anden side mennesker der selv udviser velvilje i forhold til nogen eller noget. Og jeg tror der er tale om en bevidst dobbelttydighed, så det er i grunden ærgerligt at den danske oversættelse kun får den ene af de to betydninger med. Det vil jeg nu forsøge at råde bod på ved at sige noget om den anden betydning.

Der skal som bekendt to til en tango (ligesom der skal til de andre danse som TV2 har sørget for at vi kender navnene på). Man kan ikke hjælpe nogen der ikke vil hjælpes, og for mennesker der som udgangspunkt møder verden med mistillid og modvilje, vil deres indstilling ofte være en selvopfyldende profeti. De af jer der har set årets julekalender på DR1, ”Tidsrejsen”, så for eksempel hvordan Sofies grundlæggende mistillid til sine medmennesker i almindelighed og Dixie i særdeleshed, længe gjorde hendes liv unødigt besværligt. Og hvis vi vender blikket ud mod den store verden, kan vi se hvordan mange konflikter næres af gensidig mistillid og ikke kan formodes at blive løst før der blive vist velvilje fra begge sider. Så det er egentlig ret indlysende, det som englen sagde om at det kun er mennesker af god vilje der vil komme til at opleve fred.

Men kan vi være sikre på at det også gælder den anden vej rundt – altså at hvis vi viser god vilje, så kommer vi også til at opleve fred?

Lad os først se på den situation hvor der er nogen der rækker hånden ud mod os. Det er vist ret oplagt at i den situation kommer vi kun til at opleve fred hvis vi tager imod den udstrakte hånd – også selvom vi måske synes at den anden ikke ”fortjener” vores tillid. Men som en klog mand engang sagde: At tilgive er at sætte en fange i frihed – og bagefter opdage at fangen var dig selv! Det kræver øvelse, og det kræver tro! Men tro er jo netop hvad julen handler om – ja, det er hvad hele kristendommen, og dermed hele livet, handler om!

Men hvad nu hvis vi står i en konflikt hvor den anden part ikke viser nogen tegn på god vilje – så nytter det vel ikke noget at vi rækker en hånd ud? Vi er vel nødt til at beskytte os selv, ikke sandt?

Jo, måske – men beskytte os selv mod hvad? Det er klart at vi skal beskytte os selv og vores kære mod reelle risici. Hvis vi for eksempel undlader at låse vores dør når vi går hjemmefra, for at vise at vi stoler på at vores medmennesker ikke vil gå ind og stjæle vores ting, så er det ikke ”god vilje”, men ren og skær dumhed og naivitet. Og før vi binder os til nogen i et forpligtende pengemæssigt eller romantisk forhold, bør vi naturligvis også sikre os at vi kender dem tilstrækkelig godt til at vi tør stole på at de ikke vil smadre vores økonomi eller vores hjerte, henholdsvis. At tage den slags forholdsregler er ikke modvilje, det er blot rettidig omhu.

Derimod risikerer vi ikke noget som helst ved hele tiden at holde døren åben for en forsoning hvis vi har raget uklar med nogen – heller ikke selvom vi med hånden på hjertet kan sige at skylden ene og alene ligger hos den anden. Det er nemlig sådan at hvis vi konstant rækker hånden ud mod et andet menneske, og den anden ikke tager imod vores udstrakte hånd, så har vi ikke tabt noget. Tager de derimod imod den, så har vi vundet en ven! Omvendt: Hvis vi afskriver et andet menneske og lukker vores hjerte for dem, så har vi intet vundet. Vi tænker måske at vi i det mindste har beskyttet os selv mod at lide tab, men som vi så før, er der ikke tale om noget reelt tab. Den eneste risiko vi løber ved at blive ved med at række hånden frem, er risikoen for at opleve ydmygelsen ved at blive afvist. Eller sagt med andre ord: Det eneste vi har at tabe, er vores stolthed. Men spørgsmålet er hvad vores stolthed er værd i lyset af hvad Gud selv gjorde julenat!

Man må jo sige at hvis der er nogen der har haft grund til at føle sig for god til at række hånden ud, så er det Gud. Hele Det Gamle Testamente handler om hvordan Gud igen og igen og igen rækker hånden ud mod mennesker, men igen og igen bliver afvist. Men hvad sker der så i Det Nye Testamente? Der sker juleevangeliet! Gud går simpelt hen planken helt ud, idet han i et nærmest desperat forsøg på at blive forsonet med sin skabning lader sig føde som en af os!

Jamen var det ikke risikabelt? Jo! Han risikerede at blive afvist og komme til at stå med den ultimative ydmygelse: at de mennesker han selv havde skabt, ikke ville vide af ham da han kom til dem i kærlighed og ydmyghed! Ja, ikke bare risikerede han det – det gik faktisk sådan! Som der står i Johannesevangeliets første kapitel: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”. Ydmygelsen begyndte allerede da han blev født, hvor han måtte tilbringe sin første nat på denne jord i et ædetrug fordi der ikke var nogen af de mennesker han selv havde skabt, der havde plads til ham i nogen af de huse de havde bygget af de træer og sten som han selv havde skabt. Og ydmygelserne fortsatte da han som voksen blev beskyldt for alt lige fra at være en uuddannet mand der burde tie stille når de lærde talte, over at være vanvittig, til at være i ledtog med Satan selv. Han blev kaldt en gudsbespotter fordi han, som sandt var, sagde at han var Guds søn, og han blev i hvad der må være verdenshistoriens mest eklatante demonstration af utaknemmelighed, tortureret og henrettet af de mennesker han var kommet for at række en udstrakt hånd. Men ved I hvad? Han fortrød det ikke et øjeblik! ”For den glædes skyld, der ventede ham, udholdt han korset uden at ænse dets skam,” står der i Hebræerbrevet.

Og hvad var så det for en glæde der ventede ham? Jo, det står i verset lige efter det jeg citerede fra Johannesevangeliet kapitel 1 lige før: ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham”, hørte vi, men derefter står der: ”Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn”. Den glæde der ventede Jesus, og som gjorde at han kunne udholde korset uden at ænse dets skam, var altså glæden ved at få lov til at dele sin værdighed som Guds søn med dig og mig i al evighed! Det var derfor han viste sin uendeligt gode vilje mod os og på den måde gjorde os til ”mennesker med velvilje” i den ene af de to betydninger. Er der så så meget som én eneste god grund til at vi ikke også skulle være mennesker med velvilje i den anden betydning og vise ubegrænset god vilje mod vores medmennesker? Jeg kan ikke komme på nogen!

Glædelig jul!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2014
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 29. december 2014

Kaldelsen af de første disciple: Vi er i himlen

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Tænk hvis der virkelig var en stige til himlen ligesom den Jakob så i sin drøm! Tænk hvis vi kunne klatre op og besøge Gud så tit vi ville! Det ville nok blive en af verdens allerstørste turistattraktioner og pilgrimsmål, og man ville sikkert skulle bestille hotel flere år i forvejen og betale flere tusinde kroner pr. nat, men det ville utvivlsomt være det værd. Om ikke andet kunne man sælge alt hvad man ejer og har og bruge det på at komme derned, og så bare blive oppe i himlen når man var kommet derop! (Af samme grund ville hotellerne sikkert forlange forudbetaling!).

Nuvel, jeg har ganske vist aldrig været i Betel (eller Beitin, som stedet hedder nu til dags – det ligger cirka 5 km nord for Ramallah på det nuværende Vestbredden), men jeg har læst rejsebeskrivelser derfra, og der står ikke noget om at der skulle være en stige til himlen.

Men nu var det jo også kun en drøm – hvis man da kan sige “kun” om den slags, for det er jo tydeligt at drømmen havde en dyb, symbolsk betydning, og at Jakob blev både meget opmuntret og fyldt af ærefrygt over den.

Gennem tiderne er der mange i såvel den jødiske som den kristne tradition der har forsøgt at finde frem til den dybere mening bag drømmen, for det ville jo være skønt hvis nu man kunne finde en opskrift på en slags åndelig ”stige” op til himlen! Den mest berømte tolkning findes i et skrift med den simple titel ”Stigen”, som blev skrevet for cirka 1400 år siden af en munk der hed Johannes. Han blev i øvrigt så berømt for bogen at man gav ham tilnavnet ”Johannes med stigen”, eller på græsk: Johannes Klimakos. (De af jer der har læst Søren Kierkegaard, ved at han var meget fascineret af den historie og endda brugte navnet ”Johannes Climacus” som pseudonym i flere af sine bøger). I sin bog om ”Stigen” beskriver Johannes Klimakos 30 trin som man kan følge for at nå frem til åndelig fuldkommenhed. De første fire trin handler om askese, afsværgelse af verden, og lydighed mod en åndelig ”fader”, de næste tre handler om bod og trængsel som veje til den sande glæde, og derefter kommer der ti trin der handler om at overvinde lasterne og opnå dyder i stedet. De næste ni trin handler om at undgå de fælder der er forbundet med det asketiske liv (så som dovenskab, hovmod og mental stilstand), og til slut kommer tre trin der handler om at opnå sjælefred og sindsro, inden det hele rundes af med trin 30, som er den fuldkomne tro, håb og kærlighed.

Klimakos’ bog vandt stor udbredelse i middelalderens klostre, så hans ”opskrift” på at bygge en stige op til himlen, er i hvert fald blevet grundigt afprøvet. Om det nogensinde er lykkedes nogen at gennemføre alle 30 trin, og om de i givet fald nåede frem til himlen, ved jeg ikke, men på baggrund af de bibeltekster vi har hørt i dag, vil jeg vove at påstå at det var en fejl at de overhovedet gjorde forsøget! For jeg ved ikke om I bemærkede det, men i Jakobs drøm sagde Gud faktisk ikke noget som helst om at han skulle forsøge at klatre op ad stigen. Nej, hvad blev stigen brugt til? Den blev brugt til at Gud ”klatrede” NED og stillede sig på jorden og talte til Jakob! Kristendommen handler nemlig ikke om hvad vi skal gøre for at komme op til Gud, men om at Gud er kommet ned til os!

Den evangelietekst vi har hørt i dag, sluttede med at Jesus refererede til beretningen om Jakobs drøm. Nathanael var, som Jesus sagde, ”en israelit uden svig”, så han har givetvis kunnet Det Gamle Testamente udenad forfra og bagfra. Derfor har han heller ikke været i tvivl om hvad Jesus talte om da han lovede ham at han ville komme til at se himlen åben og Guds engle stiger op og stige ned. Og det har nok været sød musik i hans ører, for jeg tror at det har været noget af en ønskedrøm for Nathanael at komme til at opleve det samme som Jakob oplevede – og så oven i købet i virkeligheden og ikke bare i en drøm! Men Jesus sluttede sin sætning af på en uventet måde; han sagde nemlig at Guds engle ville stige op og stige ned – over Menneskesønnen! (”Menneskesønnen” er et løjerligt ord som Jesus hyppigt anvendte om sig selv; det betyder egentlig bare et menneske, men samtidens jøder bugte det også i en mere teknisk betydning som et andet ord for Messias. Det har noget at gøre med en profeti fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente som jeg ikke har tid til at komme nærmere ind på, men jeg skal gerne forklare det ved kirkekaffen hvis nogen er interesserede).

Jesus piller altså stigen ud af billedet og sætter sig selv ind på dens plads i stedet for! Og det ligger egentlig fint i tråd med hvad Jesus ellers siger om sig selv, ikke mindst her i Johannesevangeliet. Han siger for eksempel ”Jeg er VEJEN og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” [14,6], og han siger ”Jeg er DØREN. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst” [10,9]. Og i dag siger han altså at han er STIGEN! Men vel at mærke ikke en stige som vi skal bruge til at komme op til Gud, men en stige som Gud har brugt til at komme ned til os!

I løbet af de cirka tre år disciplene gik rundt sammen med Jesus, erfarede de mange gange at det virkelig var sandt at himlen var kommet ned til jorden. Det skete for eksempel når Jesus helbredte de syge for at vise at der ikke er nogen sygdom i himlen, eller når han tog imod de fattige og udstødte for at vise at der ikke er nogen personsanseelse i himlen. Og derudover var der også noget som man ikke kunne beskrive med ord – en oplevelse af at det guddommelige var nærværende på en helt særlig måde i denne tømrersvend fra Nazaret, og som gjorde at folk flokkedes om ham i tusindvis fra fjern og nær.

Men som de fleste af jer sikkert ved, besluttede det jødiske establishment og den romerske besættelsesmagt i uskøn forening at rydde Jesus af vejen, præcis som han selv havde forudsagt flere gange. Han blev ganske vist levende igen efter tre dage og trøstede disciplene med at hans død faktisk havde været en del af planen – ja, den var nødvendig for at vi mennesker kunne have med Gud at gøre uden at dø af det! Men så vendte han tilbage til himlen, så hvilken gavn har vi nu af at himlen kom ned til jorden gennem Jesus?

Det har vi faktisk stor gavn af! Der var nemlig en ganske bestemt grund til at Jesu vendte tilbage til himlen, og det var at han ville sende Helligånden til jorden! Som han sagde til disciplene aftenen før han blev korsfæstet: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.” Og det løfte opfyldte Jesus 10 dage efter sin himmelfart hvor disciplene, der var samlet i et hus i Jerusalem, pludselig oplevede at himlen var nærværende igen, ligesom da Jesus gik rundt iblandt dem! Og sådan fortsatte de med at opleve det. Der er nemlig det smarte ved Helligånden at overalt hvor Helligånden er, dér er Jesus og Gud Fader også, fordi de tre hører så tæt sammen at de kaldes Treenigheden – så tæt at vi ikke tror på 3 guder, men på 1 Gud i 3 personer. Men det smarte ved Helligånden er at at han (eller ”hun” eller ”den” eller hvilket ord man nu skal bruge) kan være alle steder på én gang, hvorimod Jesus i sagens natur kun kunne være ét sted ad gangen dengang han gik på jorden som menneske, og derfor kan himlen nu være nærværende en hel masse steder på én gang!

I det stykke fra Første Korintherbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, beskriver Paulus det på den måde at den kristne kirke er Kristi legeme. Det må betyde at ligesom Jesus fungerede som en stige mellem himmel og jord dengang han gik på jorden, fungerer den kristne kirke nu som en stige mellem himmel og jord. Og det er vel at mærke ikke kirken som organisation, og slet ikke kirkens bygninger – det er kirken som fællesskab! Som den forhenværende engelske ærkebiskop Rowan Williams engang sagde: ”Overalt hvor Jesu liv tager form i et fællesskab, dér er kirken!” Det vil altså sige at overalt hvor kristne er samlet i Jesu navn, er der en stige mellem himlen og jorden – ikke en stige som vi skal stige op ad for at komme til Gud, men en stige som Gud stiger ned ad for at komme til os! Vi er med andre ord i himlen lige nu!

Det er ellers ikke helt det image kirken har i den brede befolkning. Hvis man går ud og spørger en tilfældig person på gaden hvordan det er at være i kirke, så er det nok de færreste der vil sige: ”Det er som at være i himlen!” (Det skulle da lige være hvis de forestiller sig himlen som et kedeligt sted hvor man sidder på en sky med et tomt udtryk i øjnene og spiller monotone melodier på en harpe!). Mange vil nok snarere sige at det at gå i kirke er kedeligt og intetsigende. Det synspunkt bygger naturligvis langt hen ad vejen på fordomme, men vi må nok desværre også erkende at der er mange danskere der har været til en gudstjeneste i folkekirken, og som er gået hjem uden at føle at de har ligefrem været i himlen! Det er i øvrigt en af grundene til at jeg for et par år siden skar ned på det antal gudstjenester som jeg forlanger af mine konfirmander, og ved samme lejlighed holdt op med at udlove en præmie til den der kom til fleste gudstjenester i årets løb, for det havde ikke de effekt jeg havde håbet på. Jo, det havde nok den effekt at der var nogle af konfirmanderne der var til gudstjeneste næsten hver søndag i den periode hvor de gik til præst, men de blev desværre ikke så afhængige af det så de fortsatte med at komme efter at de var blevet konfirmeret. Der er med andre ord ikke nogen automatik – det er ikke sådan at hvis bare vi følger et bestemt ritual, så vil alle tilstedeværende nødvendigvis føle sig hensat til den syvende himmel.

Vi må heller ikke glemme at vi, i modsætning til Jesus, ikke er fuldkomne. Helligånden der bor i os, er ganske vist fuldkommen, men vores egen syndige natur har det tit med at skygge for Helligånden, så at sige, så Guds lys ikke kan skinne klart og tydeligt igennem os. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev: ”Thi Gud, der sagde: ’Af mørke skal lys skinne frem,’ han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.” [4,6-7]

Men af og til kommer der heldigvis sprækker i lerkarret. Af og til mærker vi at himlen virkelig er kommet nær; at Gud virkelig er klatret ned ad stigen for at være sammen med os. Jeg har selv oplevet det flere gange. De af jer der kender mig godt, ved at jeg er vokset op i en frikirke. Derfor blev jeg ikke døbt som barn, og jeg blev ikke konfirmeret da jeg gik i 7. eller 8.; til gengæld blev jeg voksendøbt efter at jeg var færdig med 9. klasse – det foregik i øvrigt på Brønshøj Torv i den bygning som dengang hed ”Berøa”. Når jeg alligevel står her i folkekirken i dag, så skyldes det først og fremmest at der på et tidspunkt var nogen der inviterede mig med på en sommerlejr for unge som min lokale sognekirke afholdt. På den lejr oplevede jeg et fællesskab og en atmosfære som gjorde at jeg nærmest følte at jeg var i himlen. Og da jeg efterfølgende fandt ud af at mange af de unge fra lejren mødtes hver uge i Herlev, et stenkast fra hvor jeg boede, så syntes jeg det var mere oplagt at komme der end at tage til frikirkens ungdomsmøder inde i København – især fordi jeg genfandt noget af stemningen fra sommerlejren i den lokale ungdomsgruppe. Mange af de andre kom også til søndagsgudstjenesterne i sognekirken, og dér oplevede jeg faktisk også noget af himlen, syntes jeg.

Følelsen af at være i himlen kan naturligvis ikke være der hele tiden – det fandt jeg også hurtigt ud af. Selv mødet med Gud på salmens tonestige begynder på et tidspunkt at føles som hverdag så vi glemmer hvor mirakuløst det egentlig er. I dag er det mest når jeg er afsted på Dansk Oases sommerstævne eller andre særlige anledninger at jeg føler at jeg er i himlen. Men jeg vil stædigt fastholde at overalt hvor kristne er forsamlet, er vi i himlen, uanset om vi føler det eller ej! Og jeg har en tro på at jo mere vi sætter Gud og Kristus i centrum for vores fællesskab, desto mere vil himlen og Guds nærvær også sætte sig igennem når vi er sammen. Det kræver naturligvis at vi opgiver at holde en fejlfri facade, for det er jo netop gennem sprækkerne i lerkarret at skæret fra skatten indeni bliver synligt. Men jeg tror på at det er virkeligt, også her i Husum Kirke. Jeg ved i hvert fald at mange af jer kommer her søndag efter søndag, og det er jeg sikker på at der er en grund til! Jeg har også hørt flere af de unge i DOK, som er Husum og Husumvold Kirkers ungdomsklub, sige at noget af det fede ved at komme i DOK er at være fri for den mobning og de klikedannelser som de kender fra skolen. Og hvis I spørger lederne i kirkens FDF-kreds, så er jeg sikker på at de har hørt lignende historier fra de børn og unge de er ledere for. Når Guds ånd får lov til at virke i det kristne fællesskab, så er stigen på plads!

Og det bedste af det hele er at der kommer en dag hvor vores oplevelse af himlen ikke længere skal være så stykkevis og sporadisk som den er nu. Slår vi op i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, som rummer en lang række syner om hvad der vil komme til at ske i de sidste tider, så slutter den med et syn af den evige herlighed som Gud har bestemt for sit folk. Vi læser blandt andet: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem.” Det der skal ske ved tidernes ende, er ikke at alle mennesker der tilhører Gud, bliver reddet væk fra jorden og op i himlen, men derimod at himlen kommer ned til os på jorden, og Gud tager permanent bolig midt iblandt os. Så stor er Guds kærlighed til os, at han vil gøre vores hjem til sit! Lad os takke og prise ham for det.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Johannesevangeliet 1.35-51

Posted By admin on 29. december 2014

Ny vin på nye sække: Hver dag er ny!

Prædiken i Husum Kirke 17. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

I 1960’erne var der et foretagende der hed Synanon, som havde til formål at hjælpe narkomaner ud af deres stofafhængighed. Stifteren var en mand ved navn Churck Dederich, der oprindelig havde været tilknyttet Anonyme Alkoholikere, men som havde brudt ud og startet sit eget program fordi han ikke syntes AA havde noget at tilbyde stofafhængige. Mottoet for hans nye organisation var ”I dag er den første dag i resten af dit liv!” og det har siden bredt sig til køleskabe og opslagstavler verden over.

Dederich fandt imidlertid snart ud af at stofafhængighed er meget vanskeligt at slippe ud af, og han ændrede derfor sit koncept fra et toårigt forløb til et alternativt samfund hvor medlemmerne fik støtte døgnet rundt. Efterhånden udviklede terapien i Synanon sig mere og mere til deciderede ydmygelser kombineret med et stadig stærkere element af social og økonomisk kontrol som man mest forbinder med nyreligiøse sekter, og i 1970’erne skiftede bevægelsen da også navn til ”Church of Synanon”, hvorved den opnåede skattefritagelse. I årene der fulgte voksede antallet af anklager mod Synanon fra tidligere medlemmer, der fortalte hvordan voksne og børn havde været udsat for fysisk og psykisk vold, og forsøg på at undslippe var blevet straffet med tørre tæsk. Efter et mordforsøg på en advokat der førte sag mod Synanon på vegne af et tidligere medlem endte det med at Dederich og to af hans medarbejdere blev arresteret. I modsætning til sine hjælpere lykkedes det Dederich at slippe for fængselsstraf, men han blev fradømt retten til at drive rehabiliteringsprogrammer, og da Synanon efterfølgende blev sagsøgt for skattesvig i millionklassen, endte det med at de måtte dreje nøglen om.

Historien om Chuck Dederich og Synanon er desværre ikke enestående. Det sker alt for tit at noget der begynder som et uegennyttigt og idealistisk forsøg på at hjælpe mennesker, ender i magtmisbrug og kriminalitet fordi magten stiger lederen til hovedet – det har vi jo også her i Danmark set tragiske eksempler på. Men jeg tror det er vigtigt at vi ikke ”smider barnet ud med badevandet”. Der var faktisk en hel del mennesker der fik hjælp gennem Synanon inden foretagendet kørte af sporet, så noget rigtigt må de have haft fat i. Og mottoet ”I dag er den første dag i resten af dit liv” er så evangelisk at jeg er lige ved at tro at Jesus selv kunne have fundet på at sige det. Den forandring som der skete med Levi efter at Jesus kom hen til toldboden og sagde ”Følg mig!” er i hvert fald et tydeligt vidnesbyrd om at et menneske kan få et helt nyt liv.

Levi var tolder. Han var ansat af den romerske besættelsesmagt, og hans job bestod i at presse penge af sit eget folk og give dem til værnemagten – bortset fra en pæn procentdel som han selv fik lov til at beholde. Han var altså en vaskeægte værnemager som levede fedt på sit folks ulykke. Det kan naturligvis ikke uden videre sammenlignes med at være afhængig af stoffer, alene af den grund at man, så vidt jeg ved, ikke bliver fysisk syg hvis man fra den ene dag til den anden holder op med at være værnemager. Men det ændrer ikke på at det næppe har været nemt for Levi at ”skifte liv”. Alle foragtede ham, og det forandrede sig ikke efter at han rejste sig fra toldboden for at følge Jesus. Da han efterfølgende holdt en stor fest til ære for Jesus for at fejre det nye liv han havde givet ham, tog de skriftkloge ikke del i hans glæde. Set med deres øjne var og blev han en tolder. En synder. En der under ingen omstændigheder kunne lukkes ind i det gode selskab. Det må have været lidt af en dukkert for ham at de stadig omtalte ham på den måde. Jeg tror at rigtig mange i den situation ville have opgivet det med det nye liv med ordene: ”Det virker jo ikke alligevel. Nu sætter jeg mig tilbage i toldboden; jeg bliver alligevel aldrig andet end en ussel værnemager!”

Sådan tænkte Levi heldigvis ikke. Han holdt fast i troen og i det nye liv Jesus havde givet ham, og meget tyder på at han er identisk med Matthæus, som blev en af de tolv apostle og skrev et af de fire evangelier. Vi andre derimod – jeg ved ikke med jer, men jeg har tit besluttet at fra nu af skulle mit liv være anderledes! Det kan være alt lige fra at gå tidligere i seng eller dyrke mere motion til at være venlig mod alle uanset hvordan de behandler mig. Men jeg har også tit erfaret at det kun holder et stykke tid – inden jeg ser mig om sidder jeg ved toldboden igen, billedligt talt. Og jeg har talt med tilstrækkelig mange andre til at jeg ved at jeg ikke er den eneste der har det på den måde.

Om lidt skal Naja døbes. Jeg ved ikke hvor mange af jer der har tænkt over det, men dåben er faktisk den mest radikale forandring der kan ske med et menneske. I dåben giver Gud os et helt nyt liv hvor vi ikke længere er bundet af det svage sind vi er født med, men har fået Guds Ånd i vores indre til at lede os. Men vores gamle liv og vores gamle vaner stikker ustandselig deres hæslige fjæs frem og gør det utrolig svært for os at leve det liv som vi er døbt til. Det er en daglig kamp – og det er det der gennem tiderne har fristet folk som Chuck Dederich og andre ledere – desværre også mange kristne – til at manipulere med mennesker i et forsøg på at komme resterne af det gamle liv til livs. Men det er ikke måden – det skal komme indefra!

Sagen er at hvis vi blot forsøger at lave om på vores handlinger og vores vaner, så svarer det til at sætte en ny lap på et stykke gammelt tøj. Det ser ikke særlig pænt ud, og i det lange løb gør det kun ondt værre fordi det gamle stof slet ikke er gearet til den måde ukrympet stof opfører sig på. På samme måde kæmper vi også mod overmagten hvis vi forsøger at lappe på vores gamle liv med nye vaner og handlinger. Guds løsning er nemlig ikke at sætte lapper på det gamle tøj, men at give os noget helt nyt tøj, for nu at blive i den lignelse som Jesus bruger. Hvis du er døbt, så har du allerede fået det nye tøj. Du har allerede fået et helt nyt liv! Når du – når vi – alligevel oplever at falde tilbage i gamle vaner, så er det fordi vi stadig prøver at leve vores liv efter det gamle livs principper – vi tror at vi kan fylde ung vin på gamle lædersække for at bruge det andet billede Jesus anvender. Men som Jesus siger til farisæerne, er han kommet med en radikalt ny måde at gøre tingene på. Hos ham skal vi nemlig slet ikke forsøge at lave om på vores liv – vi skal blot tage imod det nye liv fra ham og lade ham forandre os indefra! Når vi holder op med at prøve på at blive bedre mennesker og i stedet begynder bare at leve i tillid til at Jesus selv igennem Helligånden som han har givet os, vil forme vores liv sådan som han vil have det, så bliver resultatet at vores fokus bliver flyttet væk fra os selv og vores dårlige vaner og vores evindelige nederlag i kampen for at bive bedre mennesker, og over på ham der én gang for alle har besejret alt det onde ved sin død på korset og sin opstandelse. Når vi fejler, er det aldrig fordi vi er svage – det er fordi vi tror vi er så stærke at vi selv kan styre vores liv i stedet for at leve i afhængighed af at Jesus vil gøre det for os.

Livet som kristen er altså ikke en kamp for at leve op til de egenskaber som Det Nye Testamente siger skal kendetegne dem der tror på Jesus – det er tværtimod et liv i konstant tak til Gud for at han selv vil skabe de egenskaber i os! Den eneste kamp vi skal kæmpe, hvis man da kan udtrykke det på den måde, er kampen for at lade være med at kæmpe og i stedet overlade ansvaret til Gud. Og det er en meget atypisk kamp, for det er en kamp som vi kun kan vinde når vi er svage. Som Paulus udtrykker det i en af de smukkeste passager i sine breve: ”Når jeg er magtesløs, da er jeg stærk.”

Alle kristne glemmer fra tid til anden at det kun er Gud der kan få vores liv til at lykkes, og så glider vi tilbage i vores gamle liv hvor det handler om at sætte lapper på det gamle tøj. Men de gode nyheder er at uanset hvor mange gange vi sætter os tilbage i toldboden, kommer Jesus hele tiden tilbage og beder os rejse os og følge ham. Han tilbyder os hele tiden at vælge at leve det liv han har givet os da vi blev døbt – eller hvis du ikke er døbt: som han vil give dig hvis du vil lade dig døbe og følge ham. Hver dag inviterer han os til at begynde på en frisk sammen med ham – han gør det i dag, og han vil gøre det igen i morgen. Ja, jeg kan næsten høre ham sige: ”I dag er den første dag i resten af dit liv!”

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Markusevangeliet 2.14-22

Posted By admin on 29. december 2014

Jonastegnet: Man skal ikke tro på hvad som helst!

Prædiken i Husum Kirke 12. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

Man skal ikke tro på hvad som helst. Det vrimler med mennesker der påstår at de har fået en åbenbaring fra Gud, eller at de har gennemskuet den sammensværgelse der styrer hele verden, eller at man kan blive kureret for alverdens sygdomme ved hjælp af lige præcis det produkt som de sælger, og hvor ingredienslisten naturligvis er en forretningshemmelighed. Så hvordan finder man ud af hvad man skal tro på?

For små 2000 år siden var Israel besat af romerne, og det havde medført en stærkt øget interesse for de gamle jødiske profetier om Messias – en konge og frelser som angiveligt skulle komme engang og genrejse Guds folk. Der havde allerede været adskillige karismatiske figurer der havde samlet mange tilhængere og var blevet udråbt til messias’er, men de fleste af dem var blevet henrettet af romerne, og så var deres tilhængerskarer stille og roligt gået i opløsning. Så når der nu igen havde meldt sig en messias-kandidat, nemlig en tømrer fra Nazaret ved navn Jesus, så var det vel egentlig forståeligt nok at der var mange der ikke bare uden videre troede på ham, men som forlangte et bevis på at han var den han hævdede at være. Derfor kan det godt undre lidt at Jesus besvarer det i grunden ganske rimelige krav ”Vi vil se dig gøre et tegn” med de hårde ord ”En ond og utro slægt kræver et tegn”! For hvis det er forkert at stille kritiske spørgsmål til folk der hævder at de taler på Guds vegne, så kunne man jo lige så godt vælge at tro på Muhammed eller Buddha eller Sai Baba som på Jesus? Og de kan jo ikke alle sammen have ret, for deres budskaber afviger fra hinanden på temmelig afgørende punkter.

Men det Jesus mente, var heller ikke at vi ikke må stille kritiske spørgsmål. Jesus forventede ikke at folk skulle tro på ham for hans blå øjnes skyld (eller hvilken farve hans øjne nu var). Nej, hans pointe var at han allerede havde gjort rigeligt med tegn for øjnene af dem. Det var også det svar han gav Johannes Døber, som på toppen af sin karriere frejdigt havde erklæret at Jesus var Messias, men som senere var blevet fængslet af kong Herodes, og som i det mørke fangehul var begyndt at spekulere på om han mon havde taget fejl, og som derfor sendte to af sine venner hen for at stille Jesus et kritisk spørgsmål. Til dem sagde Jesus: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” Tegn var der altså masser af, og Jesus gjorde dem ganske uopfordret. Men flertallet af farisæerne accepterede ikke tegnene, for de havde på forhånd besluttet at de ikke ville tro på Jesus fordi deres magtposition i det jødiske samfund ville være truet hvis han virkelig havde ret. Derfor fandt de på alle mulige krumspring for ikke at være nødt til at forholde sig til tegnenes klare vidnesbyrd. Engang Jesus helbredte en lam mand på en sabbat og bad ham tage sin båre og gå hjem, hæftede de sig for eksempel ved at det at bære en båre under armen teknisk set var arbejde og derfor var forbudt på sabbatten, og på den måde veg de behændigt uden om det for dem ubekvemme faktum at der faktisk var sket en mirakuløs helbredelse. Men det var ikke altid de kunne opstøve en petitesse at hænge sig i, og når de ikke kunne det, så måtte der stærkere boller på suppen.

Et eksempel finder vi i begyndelsen af den tekst vi hørte i dag, hvor Jesus – tilsyneladende ud af det blå – udtaler at der er en synd der er utilgivelig, nemlig det at spotte Helligånden. Det ord har givet anledning til mange bange tanker gennem tiderne hos mennesker der er bange for at de måske engang i et uoverlagt øjeblik er kommet til at sige noget der falder ind under kategorien ”bespottelse af Helligånden”. Men hvis du hører til dem der er bange for at du har spottet Helligånden, så kan jeg forsikre dig om at det har du ikke! Hvis du virkelig havde spottet Helligånden, ville du nemlig være fuldstændig ligeglad med det! Andre har undret sig på et mere teoretisk plan over at der åbenbart alligevel er grænser for Guds nåde selvom der står andre steder i Bibelen at der ikke er det. Men det er slet ikke det det handler om. Når der ikke er nogen tilgivelse for at spotte Helligånden, er det ikke fordi Gud ikke er villig til at tilgive den synd, men fordi det menneske der spotter Helligånden, ikke er villig til at tage imod Guds tilgivelse. At det er det der er tale om, bliver klart når vi ser på den begivenhed der var anledningen til det Jesus sagde.

Prædiketeksterne til de forskellige søndage er altid taget ud af en sammenhæng; det er nærmest uundgåeligt. Sammenhængen til den tekst vi har hørt i dag, er at Jesus har befriet et menneske for en ond ånd, hvorefter farisæerne beskyldte ham for at stå i ledtog med Beelzebul, altså Satan, de onde ånders fyrste. Og når man har dén baggrund med, så giver det pludselig god mening at Jesus svarer så hårdt på deres krav om et tegn. For hvad havde de tænkt sig at han skulle gøre? Uanset hvilket mirakel han udførte, ville de jo kunne påstå at det var Djævelen og ikke Gud der havde givet ham magt til at gøre det. Kravet om et tegn var altså udtryk for rendyrket hykleri – et forsøg på at dække over at de på forhånd havde besluttet at de ikke ville tro, uanset hvad Jesus måtte finde på af krumspring. Og det viste sig da også, selv da Jesus satte trumf på med tegnet over alle tegn, nemlig sin egen opstandelse, at flertallet af farisæerne stadig ikke ville tro på ham. Ved at træffe en endegyldig beslutning om at afvise Jesus havde de gjort sig selv immune over for det budskab om syndernes forladelse som Jesus kom med – og derfor var der ingen tilgivelse at hente for deres synd.

Spørgsmålet er om den slags hykleri også findes i dag – og ja, det er jeg bange for at det gør. Jeg møder tit mennesker der siger at de ikke vil tro på Gud før de har fået et bevis på at han findes, og det er i og for sig fair nok, synes jeg. Der er i hvert fald ikke nogen der skal tro på at noget er sandt bare fordi jeg siger det, og det at noget står i Bibelen, er heller ikke et brugbart argument over for en ateist, for hvorfor skulle han lige præcis vælge Bibelen og ikke en af de mange andre bøger der påstår at ligge inde med sandheden? Spørger man en muslim, vil han for eksempel sige at Bibelen er blevet forfalsket af magtsyge kirkeledere, og hvis vi havde haft adgang til den oprindelige bog som Jesus kom med, så ville vi kunne læse at Jesus ikke var Guds søn, men kun en profet, og at han i øvrigt ikke blev korsfæstet, men at Gud i sidste øjeblik lod Jesus og Judas bytte plads så forræderen Judas fik sin velfortjente straf, mens den retfærdige profet gik fri. Og spørger man så den kære muslim hvor han ved alt det fra, så vil han uden tøven svare: ”Det står jo i Koranen!” Og så er vi lige vidt…

Så jeg synes bestemt det er en god ting at underkaste de forskellige religioners påstande et kritisk eftersyn. Man skal ikke tro på hvad som helst! Men af og til møder jeg ateister som på den ene side forlanger et bevis for Guds eksistens, men som på den anden side har besluttet på forhånd at alt kan forklares ved hjælp af naturlovene. Derfor vil selv en lægeligt bekræftet overnaturlig helbredelse (og dem findes der flere af end de fleste er klar over!) blive afskrevet som ”placebo-effekt” eller ”spontan remission”, og et syn af en engel eller af Jesus selv vil blive afskrevet som ”hallucinationer”. Så er det man kan få lyst til at spørge: ”Når du forlanger et bevis for Guds eksistens, hvad forestiller du dig så, sådan mere konkret? Hvad skulle Gud gøre for at du ville tro på ham?”

Heldigvis findes der også ateister der er mere ærlige, og som ikke forlanger et bevis for Guds eksistens, men melder rent ud at Guds eksistens naturligvis hverken kan bevises eller modbevises, og derfor foretrækker de at antage at Gud ikke findes, da det er den enkleste af de to hypoteser. Det er rene ord for pengene, og jeg synes egentlig også ræsonnementet er rimeligt. En gud der ikke har anden funktion end at få et verdensbillede til at hænge sammen, er alligevel ikke værd at samle på. Og selvom jeg bilder mig ind at kunne argumentere logisk og filosofisk for at det er rimeligt at antage at der findes en gud, så har jeg jo ikke dermed argumenteret for at Guds eventuelle eksistens har nogen som helst relevans for din og min hverdag. Så kunne vi lige så godt tro på ”Det flyvende spaghettimonster”, som er en satirisk figur som nogle amerikanske ateister har opfundet for at illustrere hvor tåbeligt det efter deres mening er at tro på at der har været en overjordisk magt involveret i jordens skabelse.

Og det fører os videre til det som Jesus sagde mellem sin tale om synden mod Helligånden og farisæernes krav om et tegn, nemlig det med at et godt træ bærer gode frugter, og et dårligt træ bærer dårlige frugter. Umiddelbart virker det som et umotiveret indskud, men jeg tror at også de ord skal læses i sammenhæng med farisæernes påstand om at Jesus stod i ledtog med Beelzebul. Det at Djævelen også kan gøre mirakler, var Jesus nemlig faktisk enig med farisæerne i – længere fremme i Matthæusevangeliet advarer han om at der i de sidste tider vil komme falske profeter som vil forsøge at føre folk vild med løgnetegn og løgneundere. Så hvordan kender man forskel på Guds undere og Djævelens undere? Jesu svar er ganske simpelt: Det gør man ved at se på frugterne! Hvis den overnaturlige hændelse fører til at mennesker får et liv i frihed, glæde, tro, håb og kærlighed, så er det Gud der står bag; fører den derimod mennesker ind i trældom, frygt, mistro, mismod og had, så er det Djævelen der står bag. (Og det gælder sådan set ikke kun hændelser som vi ville kalde ”overnaturlige”, men i lige så høj grad almindelige menneskelige handlinger!).

Og det princip tror jeg egentlig også vi kan overføre til vores ateistiske ven fra før. For ham eller hende er spørgsmålet ganske vist ikke om det er Gud eller Djævelen der står bag det der sker, men derimod om der overhovedet står en udefra kommende kraft bag. Og hvis man kan opnå de samme ”frugter” ved at antage at der ikke står nogen overjordisk kraft bag, så er jeg da enig i at det er dumt at gøre tingene mere komplicerede end de behøver at være. Den person der oplever en mirakuløs helbredelse, er jo lige rask, uanset om man kalder helbredelsen for ”guddommelig”, eller man siger at det er et tilfælde af ”spontan remission” (som jo dybest set ikke betyder andet end at personen er blevet rask, og vi ved ikke hvorfor). Men hvis det virkelig er sandt, som vi kristne hævder, at der er en overjordisk kraft som er indbegrebet af kærlighed, glæde og fred, så må der nødvendigvis være nogle frugter der vidner om det – nogle frugter som en ateistisk tilværelsesforståelse (eller for den sags skyld en muslimsk eller buddhistisk eller flyvende-spaghettimonstersk tilværelsesforståelse) ikke kan frembringe. Derfor vil mit råd til alle der ikke tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser, være: Se på os kristne! Spørg dig selv om der er noget som helst i vores liv der tyder på at vi virkelig står i kontakt med den sande Gud! Og hvis du ikke kan få øje på noget som din egen livsanskuelse ikke kan give dig mindst lige så godt, så lad endelig være med at blive kristen – for du skal ikke tro på hvad som helst!

Jeg vil slutte af med at give ordet til Lolland-Falsters biskop, Steen Skovsgaard, som i sin bog ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” fortæller om engang han var blevet inviteret til en offentlig debat med imamen Abdul Wahid Petersen, med efterfølgende spørgsmål fra salen. Et af spørgsmålene kom fra en selvsikker ung muslim som ganske enkelt spurgte: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?” hvorefter han tilføjede: ”Og nu skal du ikke komme med et billigt svar og sige ’kærlighed’ eller noget i den retning. Nej, hvad kan du tilbyde mig?” Hvad svarer man i sådan en situation? Skovsgaard besluttede at henvise til nåden i sit svar, men det fremkaldte kun en hovedrysten hos såvel spørgeren som de mange andre muslimer i salen.

Som det så ofte går i den slags situationer, kom Steen Skovsgaard bagefter i tanker om et langt bedre svar – det er jo meget nemmere når man ikke lige står i situationen med alt hvad det indebærer af pres. Det svar – altså det han ville ønske at han var kommet med – er nok det bedste svar vi som kristne kan give til et hvilket som helst menneske der selvsikkert spørger hvad kristendommen dog kunne have at tilbyde ham, og det lyder sådan her: ”Jeg må desværre skuffe dig. Jeg har slet ikke noget at tilbyde dig. Sådan som du spørger mig, og sådan som jeg oplever dig, når du stiller dig så selvsikker frem her foran mig og os, så giver du jo indtryk af, at du er rig! Du har nok i din egen tro. Du er mæt. Derfor kan jeg ikke tilbyde dig noget. Evangeliet er nemlig for fattige, for sultne og tørstige. For dem, som føler, at de ikke har nok, eller som har opdaget og ved med sig selv, at de ikke slår til overfor Gud og overfor andre mennesker. Det er sådanne mennesker, som evangeliet dybest set retter sig imod, og som Jesus levede og døde for. Og sådan har du det slet ikke, kan jeg mærke. Men den dag, hvor du skulle gå hen og få følelsen eller erkendelsen af, at du ikke slår til, og du bliver usikker på, om du nu har gjort nok i forhold til Gud og til andre mennesker, eller om Gud elsker dig og vil ha’ noget med dig at gøre, den dag må du love mig at komme tilbage. For så har jeg noget at tilbyde dig.”

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Matthæusevangeliet 12.31-42

Posted By admin on 29. december 2014

Himlens fugle: ”Det ordner sig nok”

Friluftsgudstjeneste 17. august 2014 ved Husumvold Kirke

Nikolaj Hartung Kjærby

Kender I typen der altid siger: ”Det ordner sig nok alt sammen, skal du se!”? Nogle gange kan det være en stor opmuntring at få sådan noget at vide, men andre gange – især hvis man er dybt bekymret og ulykkelig over et eller andet, og den person der siger det, er en der ikke rigtig har problemet inde på livet – så er det bare det sidste man har brug for at høre, for det tyder jo på at den anden enten ikke har hørt hvad man har sagt, eller ikke er i stand til at sætte sig ind i eller respektere de følelser man har omkring det.

Det kan også umiddelbart virke lidt respektløst når Jesus siger at vi ikke skal bekymre os, oven i købet om så vigtige spørgsmål som hvordan vi får mad på bordet. Har han måske nogensinde prøvet at stå i en situation hvor han ikke vidste hvor pengene skulle komme fra til at betale regningerne – for ikke at tale om en situation hvor han ikke var sikker på om han ville få noget at spise næste dag?

Ja, det har han faktisk! Det der er kristendommens allermest revolutionerende budskab, det er jo at Gud blev menneske og lod sig føde som et hjælpeløst barn – ikke på et kongeslot med adgang til alverdens luksus og omgivet af tidens førende læger, men i en stald med adgang til en krybbe og omgivet af køer og får! Han voksede op i en håndværkerfamilie i Udkantsisrael hvor familiens indtægt afhang 100 procent af hvor meget der var at lave, og som voksen gik han på et tidspunkt 40 dage uden at få noget som helst at spise – og selv i den situation faldt han ikke for fristelsen til at misbruge sin guddommelige magt til at skaffe sig mad på magisk vis. Senere slog han sig på en tilværelse som vandreprædikant og havde efter eget udsagn ikke noget sted hvor han kunne hvile sit hoved – han var med andre ord hjemløs! Og så rundede han sin karriere af med at blive svigtet, forrådt, tortureret, hånet og dræbt, alt sammen under de mest nedværdigende omstændigheder. Alt det gjorde han for at vi aldrig skal være i tvivl om at Gud kan godt sætte sig ind i hvordan vi har det! Når Jesus siger at vi ikke skal bekymre os, skyldes det altså ikke mangel på empati – det skyldes at han reelt mener at der ikke er nogen grund til at bekymre sig!

Jesus angiver to grunde til at vi ikke skal bekymre os. Den ene grund er at det alligevel ikke hjælper noget – vores problemer bliver ikke mindre af at vi bekymrer os, snarere større! Og den anden grund er at Gud har lovet at sørge for os. Gud er jo vores far, og enhver god far vil jo sørge for sine børn for så vidt som han er i stand til det – og Gud er jo i stand til alt! Som vi sang før: ”Han er så rig, han er så god”. Jeg har også mødt mange kristne – og læst om endnu flere – der står i et arbejde hvor de ikke har nogen fast månedsløn, og som ofte har måttet leve i usikkerhed om hvorvidt de ville have penge til at betale deres regninger den næste måned – eller som måske endda har måttet gå i seng uden at vide om de ville få noget at spise næste dag. Men de har samstemmende kunnet fortælle at selvom Gud undertiden har ventet til sidste øjeblik med at give dem hvad de havde brug for, så har han aldrig svigtet dem.

Det kræver virkelig stor tro at turde regne med at Gud altid vil give os hvad vi har brug for – især hvis vi oplever at der er mennesker overalt omkring os som ikke får det de har behov for. Hvis jeg lever et sted ”hvor bønder af hunger dø”, hvorfor skulle jeg så turde stole på at Gud vil lade mig lille fugl finde et frø? Det kræver i hvert fald at vi virkelig mener det når vi siger at vi tror på ”Gud Fader”, og når vi synger at ”han er så rig, han er så god”!

Et helt andet spørgsmål som jeg aldrig kan lade være med at stille mig selv hver gang jeg synger ”Lille Guds barn, hvad skader dig?”, det er naturligvis hvilken glæde de stakkels bønder der dør af hunger, har af at Gud lader den lille fugl finde et frø. For det er jo et faktum at der er mennesker her i verden der dør af sult – mennesker som vi må gå ud fra at Gud elsker lige så højt som han elsker os der kan spise os mætte hver dag. Hvordan det hænger sammen, er et meget komplekst spørgsmål som vi ikke har tid til at gå i dybden med i dag, for jeg har lovet højt og helligt at jeg ikke ville prædike mere end 10 minutter. Men et sted at begynde på svaret kunne være at dele det vi har, med dem der mangler – og måske også at give mere end vi synes vi kan undvære, og se om ikke Gud alligevel sørger for at vi ikke kommer til at lide nød? For jeg tror at Gud tit bruger os mennesker til at møde andre menneskers behov, men det kræver jo at vi er villige til at lade os bruge af ham.

Men hvor får vi den tro fra? Hvordan bærer vi os ad med at lade være med at bekymre os? Vi ved jo godt at det ikke er noget man bare kan gøre på kommando – når folk siger ”Det ordner sig nok alt sammen, skal du se!”, så er der sjældent ret meget trøst i det! Og selvom vi minder os selv om at lige netop Jesus altså har noget at have det i når han siger at vi ikke skal være bekymrede, så er det ikke altid at vi kan overbevise vores bange følelser om at han har ret!

Men heldigvis er Jesus ikke typen der ikke gider lytte til vores bekymringer! Selvom han siger at vi ikke behøver bekymre os, lytter han hjertensgerne til alt hvad der ligger os på sinde. ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer,” skriver apostlen Peter i sit første brev [5,7], og Paulus supplerer med ordene: ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” [Fil 4,6-7]

Vi har altså et løfte om at hvis vi kommer til Gud med vores ønsker og bekymringer, så vil han til gengæld give os sin fred. Han vil ikke nødvendigvis give os præcis hvad vi ønsker os, men han har lovet at han vil give os fred.

I dag vil vi derfor tage Gud på ordet. I har hver fået en ballon. Om lidt vil vi sende de balloner til vejrs som et ydre tegn på at vi giver vores bekymringer til Gud. Den oprindelige plan var at vi hver især skulle skrive vores bekymringer på ballonen med en sprittus, men dels ville der bliver brug for en farlig masse sprittusser, og dels er det aldrig til at vide om nogen af ballonerne lander på jorden igen når gassen går af dem, og dine eller mine private bekymringer derfor risikerer at blive læst af uvedkommende. Derfor har vi i stedet valgt at du bare inde i dig selv kan knytte en eller flere bekymringer til ballonen inden du sender den til vejrs. Vi tager nu et par minutter til at reflektere over hvad vi har af bekymringer, og vælge hvad vi vil lade vores ballon symbolisere.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til friluftsgudstjeneste august 2014
Tags: Matthæusevangeliet 6.24-34

Posted By admin on 29. december 2014

Peters bekendelse: Klippe bliver man ved at knuses

Prædiken i Tagensbo Kirke 5. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

I det 4. århundrede før vor tidsregning var der i Syrakus på Sicilien en konge ved navn Dionysius den Yngre. Han var ikke nogen specielt god konge, for han interesserede sig mere for at holde overdådige fester med sine venner end for at virke til gavn for sit folk, og den store formue han havde arvet fra sin far, Dionysius den Ældre, gav ham rig lejlighed til at nyde livet. Og da ministrene mindede ham om hans pligter, valgte han at fjerne dem fra hoffet og i stedet omgive sig med festglade unge mænd fra byens overklasse.

En af de unge mænd hed Damokles, og han var meget fascineret af det liv som den unge konge levede. En dag erklærede han betaget at Dionysius bestemt måtte være det lykkeligste menneske på jorden. Kongen spurgte ham om han kunne tænke sig selv at leve på samme måde, og det svarede Damokles ja til. ”Fint,” sagde Dionysius, ”så lad os bytte plads! Du bliver konge, og jeg bliver en af dine hofmænd. Du får lov til at overtage alt mit tøj og alle mine smykker, du kan mæske dig i alle de lækkerier du ønsker, og hoffolkene står parat til at adlyde dit mindste vink!”

Damokles troede knap sin egen lykke, og han kastede sig ud i det samme liv som Dionysus hidtil havde levet. Men Dionysus havde en skummel plan i ærmet. På et tidspunkt prikkede han til Damokles og sagde: ”Deres Majestæt, prøv at kigge op!” Damokles løftede øjnene – og så at der lige over hans stol hang et drabeligt sværd ned fra loftet, kun båret af et hestehår! ”Hvor kom det fra?” udbrød han bestyrtet. ”En konge lever altid i konstant fare,” svarede Dionysius. Fra da af kunne Damokles ikke længere nyde sin luksus, og det varede ikke længe før han tryglede Dionysius om at lade byttehandlen gå tilbage.

Det var naturligvis Dionysius selv der i al hemmelighed havde anbragt sværdet over kongestolen inden han overlod den til Damokles, men budskabet var ikke til at tage fejl af: Selv en uduelig konge som Dionysius vidste at det var et ualmindelig farligt job han havde – og han blev da også afsat ved et kup efter 10 år ved magten og tvunget på flugt. Herskere der har været visere og bedre end Dionysius, har naturligvis endnu bedre vidst at med magt følger bekymring og fare, og Damoklessværdet har gennem årtusinder været et populært motiv i kunsten – dels som advarsel mod at stræbe efter magten eller misunde magthaverne, dels som påmindelse til dem der har magten, og dels som en generel påmindelse om at vi alle går i fare hvor vi går.

Der er ikke noget der tyder på at Simon Peter ligefrem har misundt Jesus hans position, sådan som Damokles gjorde med Dionysius, men fascineret var han i hvert fald, og ligesom Damokles begejstret erklærede at Dionysius var det lykkeligste menneske på jorden, erklærede Peter begejstret at Jesus var Kristus, den levende Guds søn. Og ligesom Dionysius tilbød Damokles at de kunne bytte, tilbød Jesus også Peter – ikke at de kunne bytte plads, men at Peter kunne få samme værdighed som Jesus selv, nemlig som den klippe kirken skulle bygges på. Ja, der var ikke engang tale om et tilbud som Peter kunne sige ja eller nej til – Jesus erklærede simpelt hen at Peter var den klippe som kirken, det nye Gudsfolk, skulle bygges på. I den katolske kirke opfatter man det udsagn meget bogstaveligt og specifikt, og idet paven opfattes som Peters efterfølger, bliver det brugt som en af de vigtigste bibelske begrundelser for pavedømmet. (Det at Jesus siger at Peter har fået ”nøglerne til Himmeriget”, er i øvrigt også årsagen til at det i vittighederne altid er Sankt Peter der står ved Himmerigets port og bestemmer hvem der får lov til at komme ind). Hos os protestanter er der mere tradition for at mene at ”den klippe” som Jesus taler om, ikke er Peter selv som person, men derimod hans bekendelse, og under alle omstændigheder godtager vi ikke at Jesu løfte til Peter skulle betyde at biskoppen af Rom til enhver tid har myndighed over alle andre biskopper. Vi kommer imidlertid ikke uden om at Peter har en særlig plads i den tidlige kirkes historie, og at han efter Jesu himmelfart var den der trådte frem som apostlenes leder og førstemand. Vi kan også se andre steder at Jesus havde tiltænkt ikke alene Peter, men alle apostlene at de på en særlig måde skulle have del i hans magt og autoritet – et par kapitler længere fremme i Matthæusevangeliet siger han ligefrem at apostlene engang skal komme til at sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer.

Men ligesom Damokles havde Peter ikke forstået hvad magten og herligheden indebar. Og det er nok grunden til at Jesus straks efter sin saligprisning af Peter gør tydeligt opmærksom på det: ”han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt … og slås ihjel”. Om det er fordi Peter anede at han som delagtig i Jesu rige nemt kunne risikere selv at få samme bekomst, eller om det alene var af omsorg for Jesus, er svært at sige, men under alle omstændigheder protesterer han voldsomt mod det Jesus siger – ja, Matthæus skriver ligefrem at Peter ”går i rette med” Jesus! Men det er vel i og for sig forståeligt nok, for Peter havde jo lige fået slået fast at Jesus var Kristus – altså Messias, den Salvede, den konge der skulle oprette Guds rige i magt og herlighed. Og ”magt og herlighed” rimer altså ikke særlig godt på ”lide og slås ihjel”! I hvert fald ikke for en rent menneskelig tankegang.

Men Jesus gør Peter opmærksom på at Guds tankegang er anderledes end menneskers. I Guds rige er den fornemste den der er alles tjener, og man finder sit liv ved at miste det. Og lige præcis den funktion som Jesus havde tilbudt Peter at han kunne få del i, nemlig funktionen som den klippe kirken skulle bygges på, den kunne Jesus selv kun opnå ved at lide og dø for vores synder. Ligesom kornet må knuses for at blive til brød, og druerne må knuses for at blive til vin, måtte Jesus knuses for at hans legeme og blod kunne blive til liv for os, sådan som vi om lidt skal fejre det i nadveren. Derfor måtte Peter også selv være parat til at lide og dø for Jesu skyld for at kunne blive den klippe som Jesus havde udvalgt ham til at være.

Men da det for alvor gjaldt skærtorsdag nat, da tempelvagten rykkede ud i Getsemane Have for at arrestere Jesus, havde Peter stadig ikke fattet en brik af det hele. Først forsøgte han at forhindre Jesu frelsende død ved at hugge ud efter ypperstepræstens tjener med et sværd, og senere på natten, kort før hanen galede, nægtede han ethvert kendskab til Jesus for at redde sit eget skind. Derfor er det paradoksalt nok sådan at de to mest kendte udsagn fra Peters side i evangelierne er to diametrale modsætninger, nemlig bekendelse og fornægtelse.

Men heldigvis endte det ikke dér for Peter. Efter sin opstandelse dukkede Jesus en dag pludselig op med morgenmad til Peter og nogle af de andre disciple, som havde været ude at fiske hele natten, og efter maden tog han Peter til side og spurgte ham tre gange: ”Elsker du mig?” Og tre gange svarede Peter ja – én gang for hver af de tre gange han havde fornægtet Jesus. Efter bekendelsen i Cæsarea Filippi og fornægtelsen skærtorsdag nat kom der altså heldigvis en ny bekendelse, og de blev dén der kom til at sætte dagsordenen for resten af Peters liv. Derfor blev han den klippe som Jesus havde forudsagt at han ville blive – men han kom også til at sande at det var en opgave der indebar megen lidelse, og i den sidste ende martyrdøden. At det ville gå sådan, forudsagde Jesus allerede straks efter at han havde genindsat Peter i apostelembedet med ordene: ”Vær hyrde for mine får” (som den katolske kirke i øvrigt også betragter som et bibelsk grundlag for pavedømmet), og det endte da også med at Peter blev korsfæstet i Rom. Og denne gang forsøgte han ikke at undslå sig, selvom han ville have kunnet redde livet ved på ny at fornægte Jesus. Nu havde han nemlig selv erfaret sandheden i Jesu ord om at den der vil frelse sit liv, skal miste det, mens den der mister sit liv for Jesu skyld, skal finde det. Det fremgår tydeligt at de to rundskrivelser til de kristne i Romerriget, som han i sin egenskab af apostel skrev kort før sin død, og som vi kender fra vores bibel som Første og Andet Petersbrev. I det uddrag som vi hørte tidligere i gudstjenesten, bygger han videre på den metafor som Jesus selv brugte, hvor Guds folk, kirken, sammenlignes med et hus der bliver bygget på en grundvold. De kristne som han skriver til, omtaler han som de ”sten” huset skal bygges af, mens han med klædelig beskedenhed afholder sig fra at nævne noget om sin egen rolle som grundvold – tværtimod peger han på Jesus som ”hovedhjørnestenen”. At Gud måler med andre alen end mennesker, er han også blevet fuldt ud klar over, for han omtaler, med et citat fra Det Gamle Testamente, Jesus som ”den sten bygmestrene vragede”.

Og den skæbne må vi der følger Jesus, også indstille os på. For at Guds rige med retfærdighed og fred og glæde kan vokse, og det onde blive overvundet, er vi nødt til at tage vores kors op og følge i Jesu fodspor ind i lidelsen, for der er en ond magt på spil i verden som ikke har i sinde at overgive sig uden kamp. Ligesom Peter og Damokles må vi lære at det er forbundet med stor fare at være kongelig. Men det skal ikke afholde os fra at leve det liv Jesus har købt os til, for det kan jo ikke gå værre end at vi dør, og Jesus har lovet at den der følger ham i døden, også vil komme til at følge ham i opstandelsen til et evigt liv sammen med Gud.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Matthæusevangeliet 16.13-26

Posted By admin on 16. december 2014

Jesu fødsel: Nissen flytter med

Prædiken i Husum Kirke juleaften 2010

Nikolaj Hartung Kjærby

Skillema-dinka-dinka-du, skillema-dinka-(høj tone)duu, bar’ det altså snart var nu! Da-da-da-dej-da… – På loftet sidder nissen, ham I ve’ der er så sød…

Men det med at nisser er søde, det er faktisk noget vi først har fundet på for relativt nylig. Før i tiden var nisser nogen man havde stor respekt for, for de kunne virkelig anrette skade hvis man blev uvenner med dem. Et gammelt sagn fortæller for eksempel om en gårdnisse der midt om natten hev gårdens røgter ud af sengen og kastede ham frem og tilbage over ladens tag fordi røgteren dagen før havde slået til nissens ben med sin greb. En anden historie handler om manden der blev så træt af den nisse der generede ham hele tiden, at han besluttede sig for at flytte, men da han var nået frem til sit nye hjem med det allersidste læs, opdagede han at nissen var flyttet med. Den historie har i øvrigt lagt navn til en nok så kendt talemåde der vidner om at nisser ikke altid har været så flinke som Pyrus og Kandis og Gyldengrød.

Det værste er at man faktisk troede på nisser før i tiden! I mange århundreder var både børn og voksne, i hvert fald på landet, overbeviste om at hver gård havde sin nisse, som hjalp til på gården hvis man behandlede ham pænt og huskede at sætte grød frem til ham, men som kunne finde på at slå dyr ihjel eller pine mennesker til døde hvis man ikke holdt sig på god fod med ham. Hvis der dengang var en præst der havde hængt en nissefigur op i en galge, så ville årsagen til folks protester ikke have været at de opfattede det som et angreb på den gode julestemning, men at de var bange for nissernes hævn! Til gengæld skete det at præsten blev hidkaldt for at drive en særligt generende nisse ud med bønner og vievand.

Det er på den baggrund det skal forstås når Jon Knudsen, som den nissehadende præst hedder, påstår at nisser er dæmoner og afguder. Og strengt taget har han helt og aldeles ret, for den opfattelse at det seriøst var nødvendigt at stille grød frem til nissen hvis man ikke ville have ulykker på halsen, den er faktisk en rest af en førkristen opfattelse af at naturen var fuld af små og store guddomme som det gjaldt om at holde sig på god fod med. De store guder omfattede blandt andet tordenguden, som vi her i Norden kaldte for Thor, mens romerne kaldte ham Jupiter, og grækerne kaldte ham Zeus. De små guder kunne være guder for et enkelt træ – dem kaldte grækerne for dryader – eller de kunne være guder for en gård, sådan som nisserne var. Den græske betegnelse for sådanne små naturguddomme var ”daimoner”, og deraf kommer det danske ord ”dæmoner”. Så ja, oprindelig var nisserne dæmoner, og når folk stillede grød frem til dem, havde det karakter af et offer.

I dag skal man nok lede længe efter personer der er mere end 6-7 år gamle, som tror på nisser. Og derfor synes jeg også at det er en besynderlig kamp Jon Knudsen har valgt at kæmpe. Selvom der er en historisk sammenhæng mellem de små dæmoner der huserede på gårdene i gamle dage, og vore dages hyggelige julenisser, så synes jeg bestemt ikke at der er en saglig sammenhæng. Og hvis der virkelig findes ondsindede husånder, sådan som Jon Knudsen mener (og det tror jeg sådan set han har ret i, men det er en helt anden historie), så tvivler jeg ærlig talt på at de kan genkende sig selv i de kravlenisser der pryder danskernes stuer i denne tid – på samme måde som den ærværdige biskop Nikolaus af Myra næppe ville kunne genkende sig selv i den figur som han har udviklet sig til, nemlig julemanden. Vist skal vi forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen, men der er nok mangfoldige steder hvor det ville være mere oplagt at lede efter den slags end i de nissefigurer som der pyntes op med til jul. Og at den øgede hyppighed af vold og utroskab i julemåneden skulle være et resultat af at byen er fyldt med afgudsbilleder (altså nisser), sådan som Jon Knudsen påstår, forekommer mig at være grebet ud af den blå luft. Der er andre afguder som vi langt snarere burde klynge op i galgen, så som mammon, nydelsessyge og narcissisme. Og lederen af det kirkesamfund som Jon Knudsen tilhører, har da også været ude og sige at hængning af nisser ikke er en plausibel måde at forkynde evangeliet på, og at det ikke stemmer overens med den teologi og praksis som kirkesamfundet i øvrigt står for.

Den forestillingsverden som folk i Danmark havde før i tiden hvor de ofrede grød til nisserne, mindede i øvrigt en hel del om den verden som Jesus blev født ind i julenat for godt 2000 år siden. Jøderne troede på den ene almægtige Gud, som vi kristne også tilbeder, men alle de andre folk troede på et hav af forskellige guder, som det til tider var et meget stort og vanskeligt projekt at holde sig på god fod med. Og det er nok en stor del af forklaringen på at kristendommen vandt så hurtigt frem, for det var i sandhed et befriende budskab at Kristus var stærkere end alle andre åndelige magter. Det var også det der overbeviste vores vikingeforfædre om at de ville stå sig vel ved at gå over til kristendommen. Hvad jøderne angår, var Jesu budskab også befriende for dem, bortset fra den religiøse elite der mente at de havde styr på tingene. Jøderne vidste nemlig fra Det Gamle Testamente at Gud forlanger mere end et fad grød i ny og næ; hans hensigt medos mennesker er at vi skal være fuldkomne. Og med undtagelse af den religiøse elite vidste de også godt at de krav var de ikke i stand til at leve op til. Så da englen sagde til hyrderne at nu var der født en frelser, er det forståeligt nok at de blev glade. Det var i sandhed et glædesbudskab at Gud var kommet ned til os mennesker, og 33 år senere kunne det suppleres med det endnu glædeligere budskab at Jesus ved sin død og opstandelse har gjort alt hvad der er nødvendigt for at vi mennesker kan holde os på god fod med Gud. Vi behøver ikke længere frygte for ubehagelige konsekvenser hvis vi glemmer at sætte grød frem til nisserne. Vi er frie til at leve og nyde vores liv.

Problemet er bare at mange mennesker stadig tror på nisser. Eller rettere: Mange mennesker tror at Gud er lige så lunefuld og krævende som de gamle gårdnisser. Nissen er så at sige flyttet med over i kristendommen! I stedet for at være et befriende budskab er kristendommen for mange mennesker blevet en kilde til bekymring: ”Har jeg nu gjort det godt nok, eller kommer Gud efter mig?” Så galt er det gået, at en ateistisk forening i England for et par år siden lancerede en kampagne hvor de satte reklameskilte på busserne med teksten: ”There is probably no God. Now stop worrying, and enjoy your life!” ”Der er sandsynligvis ingen Gud, så hold nu op med at bekymre dig, og nyd dit liv!” De der har fundet på det slogan, har tydeligvis den opfattelse at troen på at der er en Gud, er en kilde til bekymring og en hindring for at man kan nyde sit liv. Og den opfattelse er jeg bange for at de har fået ved at betragte kristne.

Jesus lagde ellers stor vægt på at de der tror på Gud, ikke behøver at bekymre sig, men trygt kan overlade alt i Guds hænder og stole på hans nåde. Alligevel er der mange kristne der ikke alene bekymrer sig om alle de dagligdags ting, men som derudover også bekymrer sig over hvad Gud kan finde på at gøre ved dem, sådan at resultatet bliver at kristne bekymrer sig mere end folk der ikke er kristne! De leveregler som vi finder i Bibelen, og som dels er ment som en rettesnor for hvordan vi får et godt liv, og dels som et løfte om hvordan Guds Ånd vil forme vores karakter hvis vi giver ham lov, de er blevet tolket som en smålig tyrans forsøg på at begrænse vores frihed og livsudfoldelse, og hvis vi ikke makker ret, så falder der brænde ned! Det er lige før vi kunne skifte salmesangen ud med: ”You better watch out, You better not cry, You better not pout, I’m telling you why: Jesus Christ is coming to town!”

Nu er det måske ikke jer alle sammen der forstår engelsk, så jeg må hellere lige forklare hvad den sang handler om som jeg lige har sunget de første linjer af. Den hedder ”Santa Claus Is Coming To Town” og er skrevet helt tilbage i 1934 af Fred Coots og Haven Gillespie, men er siden blevet indspillet i et hav af forskellige udgaver og bliver stadig spillet i radioen i tide og utide hvert år i december. Den handler om at julemanden kommer, og derfor skal man passe på ikke at klynke eller surmule, for julemanden ved hvem der er artige, og hvem der er uartige, og han ser dig, både når du sover, og når du er vågen. Man kan undre sig over hvordan nogen mennesker kan synes at en sang om sådan et rødklædt ”øje i det høje” er velegnet til at fremkalde en lys og munter julestemning! Men det var altså åbenbart sådan man tænkte om julemanden før i tiden. Og for mange forældre har det sikkert været et kærkomment redskab til opdragelsen hvis de kunne bilde deres børn ind at julemanden så dem hele tiden og straffede dem, nemlig ved ikke at give dem gaver, hvis de ikke opførte sig pænt. Problemet er bare at det nok er de færreste forældre der har lyst til at gå rundt og tale om julemanden hele året, og hvad gør man så? Så bruger man da bare Gud i stedet for! Da jeg gik i søndagsskole som barn, lærte jeg faktisk en sang der lød sådan her: ”Pas nu på, lille øje, hvad du ser! Pas nu på, lille øje, hvad du ser! For din far i himlen dér, skuer ned på jorden her, så pas på, lille øje, hvad du ser!” Og så var der også et vers med ”Pas på, lille øre, hvad du hører”, og et med ”Pas på, lille fod, hvor du går”. En helt vanvittig sang at lære små børn, hvis I spørger mig. Men effektivt er det, det må man sige. For Gud har jo adgang til endnu skrappere sanktioner end julemanden. Julemanden kan sørge for at man ingen julegaver får, men Gud kan sørge for at man kommer i helvede når man dør. Så du må hellere passe på! Man forstår godt at de engelske ateister kunne opleve påstanden om at der sandsynligvis ikke er nogen Gud, som et befriende budskab!

Men Gud er ikke nogen nisse, og Gud er ikke nogen julemand! Og det som englene sang på marken julenat, var ikke ”Pas nu på, lille øje, hvad du ser”, men ”I dag er der født jer en frelser” og ”Fred til mennesker med Guds velbehag”! Gud sidder ikke bare som øjet i det høje og venter på at slå ned på os hvis vi træder ved siden af. Nej, julenat valgte Gud at komme ned og blive øjet i det lave. Den høje gæst steg til lave hytter ned, og som en anden julemand havde han gaver med: fryd og fred. Men i modsætning til julemanden giver Jesus ikke kun gaver til dem der har været artige. Den fred som Jesus giver, er der rigeligt af til alle som vil have den.

Når vi lytter til hvad englene sang, kan det ellers godt lyde som om der er betingelser. De sang jo: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” Og så kunne vi jo gå i gang med at bekymre os om hvem der nu har Guds velbehag. Men det er sådan set ret enkelt at svare på: Det har Jesus! Da Jesus blev døbt af Johannes Døber, lød der en stemme fra himlen der sagde: ”Du er min elskede søn, i dig har jeg fundet velbehag”, og da Jesus et par år senere havde taget de tre nærmeste disciple med op på et bjerg, hvor han blev forvandlet for øjnene af dem, og Moses og Elias kom til syne og talte med ham, lød stemmen igen: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”. Og det velbehag, det kom Jesus til jorden for at dele med os mennesker. Som der står i Johannesevangeliets udgave af juleevangeliet: ”alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn”.

Det betyder ikke at Gud er ligeglad med alt det skidt vi render og laver. Men Jesu fødsel er udtryk for at Gud har fundet på en anden løsning end at straffe os for det vi gør forkert, og det er at redde os fra det. For at nedbryde barrieren mellem Gud og mennesker tog Jesus nemlig al vores skyld på sig og tog den med sig i døden da han blev korsfæstet. At han derved vandt over den død som ellers havde krav på os mennesker, blev understreget ved at han efter 3 dage blev levende igen. Så hvad er der at bekymre sig om? Det eneste der kræves for at Gud kan være tilfreds med dig, er Jesu død på korset! Du behøver ikke at gå rundt og analysere alle dine gerninger og gruble over om det nu er godt nok, for det kan du roligt regne med at det ikke er! Så smid den nisse ud – altså ikke kravlenissen hjemme i reolen, men den nisse der er flyttet med ind i dit billede af Gud! Ham kan du roligt hænge i Løkken, mens du minder dig selv om at dit liv ikke afhænger af nissen i galgen, men af Jesus på korset.

Rigtig glædelig jul!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til juleaften 2010, reposted til ære for Jon Knudsen
Tags: Lukasevangeliet 2.1-14

Posted By admin on 8. juli 2014

Den fortabte søn: Gud frelser dem der ikke fortjener det!

Prædiken i Husum Kirke 3. søndag efter trinitatis 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

En bog, film eller serie har som regel en eller flere skurke. De kan være mere eller mindre farlige, og de kan være mere eller mindre onde. Nogle gange ender historien med at skurken omvender sig fra sin skurkagtighed og bliver et nyt og bedre menneske, mens andre skurke er så gennemført fordærvede at selv en nok så oprigtig undskyldning ikke ville kunne gøre skaden god igen; det eneste man som seer sidder og håber på, er at retfærdigheden sker fyldest, og den onde får en ond skæbne.

En af de mest modbydelige skikkelser der har figureret på dansk tv, er Lærer Andersen fra Matador. De af jer der har set serien, ved at han ender med at dø af lungebetændelse efter at den naive gammeljomfru Misse, som var dum nok til at gifte sig med ham, låser ham ude på altanen fordi han forsøgte at fuldbyrde ægteskabet, hvilket gik hendes dyd for nær. (Til dem af jer der ikke har set Matador, kan jeg kun sige: Hvad venter I på? – ud over at gudstjenesten bliver færdig altså!)

Jeg siger at Misse var ”dum nok” til at gifte sig med Lærer Andersen, for han er en gennemusympatisk blodsuger som i al den tid de kendte hinanden, aldrig gjorde noget som helst for hende, men tværtimod udnyttede hende på det groveste. Han nærmest åd hende ud af huset uden at løfte en finger, og da hun en enkelt gang ønskede at bruge nogle af sine penge på sig selv, nemlig på at købe sig en ny frakke, tvang han hende til i stedet at betale ham i dyre domme for en frakke der havde tilhørt hans afdøde hustru. Jeg må indrømme, med fare for at nogle af jer mister nogle illusioner om jeres præsts fromhed, at jeg klappede i mine små skadefro hænder da det modbydelige væsen fik sin velfortjente bekomst!

Før Lærer Andersen kastede sig over Misse, havde han en anden madkæreste, nemlig den snobbede danselærerinde Violet Vinter. Hos hende spiste han også gratis (og tillod sig endda at beklage sig over menuen), og han fik hende også til at stryge sine skjorter. Men Violet var ikke lige så naiv som Misse, og på et tidspunkt sagde hun til Andersen at hun altså havde andet at lave end at stryge hans skjorter, og at hvis hun endelig skulle gøre det, så ville det kun være rimeligt hvis han betalte hende lidt for ulejligheden. Da hun sagde det, forsøgte han først at manipulere hende ved at gøre opmærksom på at hans afdøde hustru altid strøg hans skjorter med glæde uden at forlange noget for det, og at hun ikke var så egoistisk at prioritere sine egne interesser højere. Den svada blev Violet naturligvis rasende over, og det endte – naturligvis, fristes man til at sige – med at deres veje skiltes.

Og nu er jeg ved at være fremme ved min pointe, for prøv at forestille jer at Lærer Andersen fortrød og vendte tilbage til Violet på sine grædende knæ. Hvordan mon hun så ville reagere? Hvad tænker I?

(vent på input fra salen)

Forestil jer at hun slet ikke gjorde noget af det, men at hun, allerede inden han nåede at sige undskyld, begejstret faldt ham om halsen og sagde: ”Frederik” – det hed han nemlig til fornavn – ”Frederik, tænk at du kom tilbage! Hvor er jeg glad for at se dig! Sæt du dig bare til bords, så skal jeg nok servere din livret! Og hvordan er det din skjorte ser ud? Lad mig straks stryge den for dig, så kan du tage min afdøde mands slåbrok på imens!” Hvis hun reagerede på den måde, så ville de fleste nok ryste på hovedet ad hende og kalde hende ”tossegod”. Men – jeg ved ikke om I har tænkt over det, men så tossegod er den fortabte søns far jo faktisk! For den behandling som sønnen havde givet ham, var i datidens kultur mindst lige så uhørt som den behandling Lærer Andersen gav Violet. Vi glemmer måske bare at tænke over hvor chokerende faderens reaktion var, især hvis vi har hørt historien tilstrækkelig mange gange før. Og især hvis vi ved at Jesu formål med alle de historier han fortalte, var at lære os noget om Gud, så når faderen i historien er tossegod, så er det fordi det er sådan Gud er. Og det betragter vi måske ikke som nogen specielt revolutionerende nyhed – han er trods alt Gud, så det er vel nærmest en del af hans jobbeskrivelse at være grænseløst god og tilgivende?

Men den konsekvens som vi nogle gange glemmer at drage af det, er at hvis der ikke er nogen grænser for Guds godhed og tilgivelse, så betyder det at den også omfatter de mennesker der har handlet så ondt imod os at vi ikke vil eller kan tilgive dem. Hvis vi har ambitioner om at komme til at tilbringe evigheden i Paradis fordi vi regner med at Gud tilgiver vores synder, så må vi være indstillede på at vi kommer til at få selskab af mennesker som vi absolut ikke synes fortjente at være der.

Den geniale engelske forfatter C.S. Lewis – og ja, jeg ved godt at jeg citerer ham i tide og utide, men det er fordi han gang på gang i løbet af sit forfatterskab ramte hovedet på sømmet i en grad der gør at han her 51 år efter sin død stadig er højaktuel – en af hans bedste og mest rystende (på den gode måde) bøger er ”Den store skilsmisse”, som er en fabel om en gruppe mennesker der egentlig er havnet i helvede, men som alligevel får lov til at komme på besøg i himlen. De kan så blive der hvis de har lyst, eller de kan vælge at tage bussen tilbage til helvede og blive dér. Det der er så rystende, er at langt de fleste af dem faktisk vælger at tage tilbage til helvede fordi de bliver fornærmede over at himlen er anderledes end de havde forestillet sig. Det som de frem for alt har svært ved at forlige sig med, er at i himlen er det nåden der er det styrende princip – der er ingen der klapper dem på hovedet og fortæller dem det som de længes efter at høre, nemlig at de har været bedre mennesker end dem de levede sammen med på jorden, og at de mennesker som de har ofret sig for på jorden, nu skylder at betale dem tilbage på en eller anden måde. En af dem vender endda om på stedet da han møder sin nabo, for hvis Gud var villig til at lukke naboen ind i himlen, så var der da overhovedet ikke nogen retfærdighed til, og så foretrak han selv at være udenfor!

Det er den samme indstilling som den ældste søn i Jesu lignelse udviser. Og det er en indstilling som det i det hele taget er utrolig svært for os mennesker at frigøre os fra. Det er også derfor jeg oplever ”Den store skilsmisse” som en så rystende bog, for jeg genkender desværre alt for meget af mig selv i de mennesker der på grund af deres stolthed ender med at vælge helvede frem for himlen! Vi vil så gerne have at der på en eller anden måde skal ”være retfærdighed til”, og så glemmer vi at hvis det virkelig var retfærdighed det kom an på, så ville vi selv få mere end svært ved at blive frelst! Hvis vi bilder os ind at vi selv fortjener en bedre skæbne på dommens dag end de og de, så viser vi netop derved at vi lider af en katastrofal mangel på den allervigtigste kristne dyd, nemlig kærlighed – fordi der er et andet menneske som vi ikke under at have det lige så godt som os selv.

Hos Gud er der altså kun to muligheder: Gennemført retfærdighed eller gennemført nåde. Vælger vi det sidste, må vi finde os i at den ikke kun gælder for os, men også for dem der har været nogle svin over for os – vi må give afkald på vores selvretfærdighed og rethaveriskhed og stolthed, så der kun bliver ydmyghed og taknemmelighed tilbage. Vælger vi derimod det første, så bliver det også det vi får, og så bliver der ingen frelse til os. Men det er kun på vores egne vegne at vi kan vælge retfærdighed frem for nåde – vi kan ikke nægte andre mennesker Guds nåde, for Gud er fuldkommen kærlighed, og han rækker sin nåde til enhver som vi tage imod den. Og er der nogen som vi ikke kan unde dét, så er det kun velfortjent at vi selv går fortabt.

Hvad kan vi så gøre, alle vi som med skam må erkende at vi ikke er fuldkomne i kærlighed sådan som vores himmelske Fader er det? Hvad kan vi gøre, alle vi som gang på gang forfalder til selvretfærdighed og en fordømmende holdning, og som kender os selv godt nok til at vi ikke tør sværge på at vi fra nu af aldrig vil ønske for noget andet menneske at han eller hun får sin velfortjente straf? Vi kan gøre det eneste som noget menneske nogensinde kan gøre for at blive frelst, nemlig at søge tilflugt i Guds ufortjente nåde og godhed. Vi kan bede den eneste bøn som åbner himlens porte – og den består ikke i en opremsning af vores egne fortræffeligheder og fortjenester, men i de simple ord: ”Gud, vær mig arme synder nådig!”

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter trinitatis 2014
Tags: Lukasevangeliet 15.11-32