Signe & Nikolaj

Posted By admin on 6. januar 2025

Indtoget i Jerusalem: Er han virkelig den store konge?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag i advent 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg er vokset op i Storkøbenhavn, og derfor har jeg fra en tidlig alder kendt de fleste af hovedstadens seværdigheder: Rundetårn, Rådhuset, Christiansborg, Nyhavn og ikke mindst Tivoli. Derfor har jeg altid undret mig over at den københavnske seværdighed som de fleste udenlandske turister plejer at være allermest ivrige efter at se, ikke er nogen af dem jeg lige har nævnt, men derimod den lille uanseelige statue af Den Lille Havfrue på Langelinie. Mange bliver da også skuffet når de ser den lille figur sidde på en sten i vandkanten. Jeg ved egentlig ikke hvad de havde forventet, måske at statuen var større, eller at den havde nogle mere iøjnefaldende træk, men det er jo altså bare en statue i almindelig menneskestørrelse, hvis krop kunstneren Edvard Eriksen fik sin hustru, Eline Eriksen, til at sidde model til, hvorefter han tilføjede ansigtstrækkene fra balletstjernen Ellen Price der netop havde spillet rollen som Den Lille Havfrue på Det Kongelige Teater. Der er intet imponerende over hverken størrelsen eller placeringen, så hvis man havde forventet noget i retning af Frihedsgudinden i New York, så er der ikke noget at sige til at man bliver skuffet.

                      Til gengæld er der ikke noget der tyder på at israelitterne blev skuffede da Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. De forudsigelser fra Det Gamle Testamente som de havde at forholde sig til, kunne måske ellers nok have givet dem grund til at forvente noget andet. I Davids Salme 24, som vi hørte som den første læsning i dag, står der jo for eksempel: ”Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind. Hvem er ærens konge? Det er Herren, stærk og vældig, Herren, vældig i krig.” Vi ser altså for os at der ankommer en frygtindgydende krigerkonge til byen, en der er så stor og vældig at det ligefrem er nødvendigt at forhøje portene for at han kan komme ind! Og det er intet under, for denne konge er ingen ringere end ”Herren”, altså Gud selv. Israels Gud som satte den mægtige egyptiske Farao godt og grundigt på plads da han ikke ville frigive israelitterne fra deres slaveri, Israels Gud som jog Det Røde Hav til side så hans folk kunne gå tørskoet over, Israels Gud som viste sig for folket på bjerget Sinaj i en lysende sky der var så frygtindgydende at ingen turde så meget som nærme sig foden af bjerget – for ikke at tale om at han har skabt både solen og månen og stjernerne – det er ham der kommer til byen! Du må hellere beskytte dine øjne så du ikke bliver blændet! Men bare rolig, han kommer ikke som en fjende, men som en ven. Han kommer for at være vores konge og føre os til sejr, og når vi har ham på holdet, hvem kan så true os? Ja, det er i dag han kommer! Han kan være her når som helst endda! På vejen ind mod byen er de allerede begyndt at lægge kapper på vejen så han kan ride hen over dem! Lad os fortsætte med det her inde i byen! Og så må vi hellere få fat i nogle palmegrene som vi kan bruge til at hylde ham med. Øjeblik, nu kan jeg høre at der er nogen der råber! Hvad er det de siger … ”Hosianna, Davids søn”, lyder det som… Nej, han hedder ikke Hosianna, det er et hyldestråb som betyder ”frels dog”, og som stammer fra Davids Salme 118. Og nej, hans far hedder heller ikke David, men han er den retmæssige arving til kong David. Stille, nu tror jeg han kommer!”

                      Alles øjne retter sig i spænding mod byporten. Nu kommer de forreste ind. De er klædt i helt almindeligt tøj, og de snavsede. De ligner ikke en stor konges følge. Men det allermest overraskende er at se kongen selv: en helt almindelig ubevæbnet fattig tømmersvend – på et æsel! Skulle han være ”ærens konge, vældig i krig”? Den eneste måde han ville kunne besejre en fjendtlig hær på, er da hvis de døde af grin!

                      Men som sagt lader det sjovt nok ikke til at der er nogen af Jerusalems indbyggere der har haft et problem med at den mand der drog ind i byen for at lade sig hylde som konge, var så uanseelig og det hænger nok sammen med at Det Gamle Testamente ikke kun rummer beskrivelser af en frygtindgydende krigerkonge som man ligefrem er nødt til at løfte portene for, men også den profeti som Matthæus citerer i dagens evangelietekst: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Det Gamle Testamentes profeter, og især de senere af slagsen som eksempelvis Zakarias, som Matthæus citerer her, lover ikke Israel at Gud vil gøre dem til en militær stormagt, men snarere at Gud vil gøre en ende på den militære magt og erstatte den med en helt anden type magt. Ordene om at kongen kommer sagtmodigt ridende på et æsel, står i Zakarias’ Bog kapitel 9 vers 9. Læser vi videre i vers 10, så står der: ”Jeg tilintetgør vognene i Efraim og hestene i Jerusalem, krigsbuerne skal tilintetgøres. Han udråber fred til folkene, han hersker fra hav til hav og fra floden til jordens ender.”

                      Men det er svært for os mennesker at forestille os nogen anden måde at tilintetgøre krigsvåben på end ved selv at benytte endnu stærkere krigsvåben. En kendt talemåde som tillægges Theodore Roosevelt der var præsident i USA fra 1901-1909, er: ”Speak softly and carry a big stick”, altså: ”Tal blidt og bær på en stor kæp.” Ideen er at den eneste måde man kan tvinge sin modstander til fredsforhandlinger på, er ved at besidde så stor en våbenmagt at fjenden foretrækker fred frem for krig. Det var også den filosofi Ronald Reagan benyttede da han og Mikhail Gorbatjov afsluttede den kolde krig i slutningen af 1980’erne. Og derfor falder det os naturligt at antage at når profeten forudsiger at Gud vil tilintetgøre alle våben og skabe fred, så vil han gøre det ved hjælp af endnu stærkere våben. Men den opfattelse bliver godt og grundigt sat til vægs af den måde Jesus rider ind i Jerusalem på, for han har vitterligt ingen våben overhovedet, og selv da han nogle dage senere bliver arresteret, tortureret og dømt til døden, gør han intet for at forsvare sig; ja, han irettesætter endda Peter som trækker sit sværd for at forsvare sin konge, med ordene: ”Stik dit sværd i skeden! For alle, der griber til sværd, skal falde for sværd” (Matt 26,52).[1]

                      Men hvis det ikke er med vold og våbenmagt at Jesus vil tilintetgøre verdens våben og skabe fred, hvordan har han så tænkt sig at gøre det? Se, det er det der lige fra begyndelsen har været hele kristendommens hemmelighed og mysterium. Og svaret er: ved at dø på korset.

                      Undskyld, hvad? Altså, én ting er at han rider ubevæbnet ind i byen på et æsel, men hvis han først hænger blødende og døende på et kors, så er der vel ikke mere han kan stille op? Selvom den helt centrale begivenhed i den kristne tro er at korset ikke fik gjort det endegyldigt af med Jesus, men at han opstod fra de døde efter tre dage, så kan det stadig være svært at se hvordan Jesus ligefrem besejrede det onde ved at blive korsfæstet. Det var det i hvert fald for de kristne i Korinth på Paulus’ tid, så han var nødt til at prøve at forklare dem det efter bedste evne. Selvom Paulus’ forklaringsevner var gode, kan det imidlertid stadig være lidt svært at forstå for os der lever næsten 2000 år senere i en helt anden kultur, og derfor vil jeg citere fra den nudanske Bibelen2020, hvor det trods alt er mere forståeligt end i den autoriserede oversættelse fra 1992. Jeg citerer i brudstykker fra Første Korintherbrev kapitel 1: ”For os, der bliver frelst, er Jesu død og opstandelse … udtryk for selve Guds magt. … Gud har vist, at klogskaben her i verden ikke har forstået noget som helst. Guds visdom kan verden nemlig ikke forstå … Jøder kræver tegn, og grækere søger klogskab. Vi kristne fortæller derimod vidt og bredt om Kristus, der blev henrettet på korset. Det forarger jøderne, og grækerne synes, det er tåbeligt, men for os, der er udvalgt, hvad enten vi er jøder eller grækere [eller noget helt tredje, kunne man tilføje – danskere for eksempel], er Kristus udtryk for Guds visdom og styrke. Når Gud er tåbelig, er han klogere end mennesker, og når han er svag, er han stærkere end mennesker” (1 Kor 1,18b.20b-21a.22-25).

                      Jeg tror egentlig at vi kristne i dag også kan have svært ved at forstå det. Vi taler tit om at Jesus bar vores synder da han døde på korset, og det er da også en vidunderlig trossandhed! Hvis ikke Jesus var død i stedet for os, så ville vi stadig have været fortabte i vores synder, og hans sejr over alt det onde ville ikke have gavnet os det fjerneste. Soningen af vores synder er ufatteligt vigtig og måske det allervigtigste Jesus udrettede på korset. Men hvis vi tror at det var det eneste Jesus udrettede på korset, så er vi nødt til at forestille os en anden måde han overvinder det onde på, og så bliver det typisk noget med at han alligevel hiver det store arsenal af masseødelæggelsesvåben frem på et tidspunkt, enten i form af at ”kristne” hære triumferer militært (det var den tankegang der lå bag korstogene), eller at Jesus selv ved sin genkomst viser en radikalt anderledes side af sig selv end han gjorde da han red ind i Jerusalem på et æsel. For nogle år siden hørte jeg for eksempel jævnligt en sang der hedder Heaven, hvor den kristne punkgruppe med det sære navn Olivia the Band synger sådan her om Jesu genkomst: ”First time round he turned the cheek, this time round the sword unsheathed”, altså: første gang vendte han den anden kind til, men denne gang kommer han med draget sværd. Det er ganske vist sandt nok at Johannes’ Åbenbaring siger at Jesus har et skarpt, tveægget sværd (se fx Åb 2,12), men han har det ikke i hånden; tværtimod står der udtrykkeligt begge de to gange hvor den sværdbevæbnede Jesus skildres, at sværdet står ud af hans mund (Åb 1,16 og 19,15)! Og det harmonerer jo fint med at Paulus skriver i Efeserbrevet at ”Åndens sværd … er Guds ord” (Ef 6,17), og at vi i Hebræerbrevet kan læse at ”Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd” (Hebr 4,12).[2] Det er altså virkelig sandt at ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid”, som vi kan læse andetsteds i Hebræerbrevet (13,8): Han er stadig og vil for evigt forblive den sagtmodige konge der red ind i Jerusalem på et æsel, også når hans rige engang fuldendes i herlighed. Og netop hans død i tilsyneladende svaghed var det der smadrede al ondskabens magt! Ved til det sidste at insistere på at gengælde ondt med godt og endda bede Gud om at tilgive sine bødler (samtidig med at han selv ved sin død sonede også deres synd) afslørede Jesus at alle ondskabens kræfter er magtesløse over for Guds milde kærlighed. Og når Jesus engang vender tilbage fra himlen for at dømme levende og døde, så vil hans kærligheds sejr stå så soleklart at Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen må gå til, blot ved at høre hans stemme.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

[1] At det var Peter der førte sværdet, fremgår ikke af Matthæusevangeliet, men derimod af Joh 18,10.

[2] Man kunne også nævne 2 Thess 2,8, hvor det fremgår at Jesus vil dræbe lovløshedens menneske ”med sin munds ånde”.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag i advent 2024
Tags: Matthæusevangeliet 21.1-9, Romerbrevet 13.11-14, Salme 24

Posted By admin on 6. januar 2025

Guds riges komme: Vælg side!

Prædiken i Sct. Klemens, Rø og Allinge Kirker 25. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I det københavnske sogn hvor jeg var præst før jeg kom her til Bornholm, forsøgte jeg mig i nogle år med at lave en ungdomsklub i kirken en gang om ugen for nuværende og tidligere konfirmander og andre interesserede. ”DOK” kaldte jeg det; det stod for ”Den Overnaturlige Klub” (der er jo ingen grund til at stille sit lys under en skæppe). I perioder kørte klubben faktisk ganske godt, men det var altid nødvendigt at gøre et stort stykke fodarbejde forud for hver klubaften for at få de kære teenagere til at dukke op. Dels oprettede jeg en begivenhed på Facebook og inviterede alle de teenagere i området som jeg var facebookven med (og det var ikke så få), dels skrev jeg dagen før på Messenger til alle dem der plejede at være med enten hver gang eller en gang imellem. Alligevel måtte jeg næsten hver mandag vente i spænding på om der kom 4 eller 14 teenagere – eller måske slet ingen. Det var nemlig meget svært at få et klart svar ud af de kære unge mennesker: Det mest almindelige svar på spørgsmålet ”Ses vi i DOK i morgen?” var: ”Det ved jeg ikke. Hvem kommer?” Enkelte gange fik jeg endda svar af typen: ”Det ved jeg da virkelig ikke endnu; det er jo først i morgen!” For sæt nu man lovede at komme, og det så viste sig at alle vennerne valgte noget andet den aften; det ville være pænt nederen (som det vist hed på de unges sprog dengang).

                      Det er nemt for os der ikke længere lever i vores ungdoms grønneste vår, at trække på smilebåndet over de unges manglende vilje til at binde sig op på noget, men spørgsmålet er hvor meget bedre vi selv er. Ganske vist kan vi måske nok klare at give et klart tilsagn om at vi har i sinde at deltage i et eller andet arrangement i den nærmeste fremtid, selvom det betyder at vi risikerer at gå glip af noget der måske ville have været endnu mere interessant, men når det gælder de vigtigere spørgsmål i livet, kan vi godt være lidt fodslæbende i forhold til at binde os til noget, for sæt nu vi vælger forkert og ender med at fortryde det senere! Det er rart i det mindste at have en bagdør man kan smutte ud af hvis det man har meldt sig til, viser sig ikke at være nogen succes. Sådan har jeg det i hvert fald altid hvis jeg tegner et abonnement på et eller andet, enten det er et telefonabonnement eller et netmedie eller noget andet: Jeg vil vide hvor lang tid jeg binder mig for, og hvordan man opsiger abonnementet. Af samme grund har jeg heller aldrig interesseret mig for aktier – der er nogle mennesker der bruger meget tid på at følge med i hvilke aktier der stiger og falder, og ud fra det tager stilling til hvad eksempelvis deres pensionsopsparing skal investeres i, men det indebærer et moment af risiko som jeg ikke er villig til at løbe. Jeg kører også stadig rundt i en benzindrevet bil selvom jeg rent principielt mener at vi bør holde op med at bruge fossile brændstoffer, for er elbiler nu også fremtiden? Jeg vil i hvert fald helst vente så længe som muligt før jeg beslutter mig for hvad jeg vil satse på, og i mange situationer er det sikkert også klogt nok. Vi skal bare passe på at vi ikke kommer til at ligne farisæerne!

 I dagens tekst møder vi nogle farisæere som spørger Jesus hvornår Guds rige kommer, og det er egentlig i sig selv et ganske sympatisk spørgsmål. Lige fra begyndelsen har de kristne længtes efter Jesu genkomst; det er noget der præger alle brevene i Det Nye Testamente og ikke mindst Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, der netop handler om verdens ende, Jesu genkomst, dommens dag og paradiset i det nye Jerusalem. Johannes’ Åbenbaring slutter med et løfte fra Jesus om at han kommer snart, hvortil Johannes tilføjer: ”Amen, kom, Herre Jesus!” Men farisæernes spørgsmål til Jesus er ikke båret af en længsel efter at se Jesus fuldende Guds rige. Spørgsmålet er snarere udtryk for vantro afvisning af Jesus, og det har måske endda en snert af noget hånligt: ”Den er god med dig og din snak om Guds rige, men hvor bliver det egentlig af?” Vi kan selvfølgelig ikke se farisæernes tonefald og kropssprog direkte i teksten, men vi kan slutte os til det ud fra den måde Jesus svarer dem på. Jesus svarer nemlig at Guds rige ikke kommer så man kan ”iagttage” det, og det græske ord der her er oversat med ”iagttage”, er et ord som adskillige steder i Lukasevangeliet bliver brugt om den måde farisæerne forholder sig til Jesus på. I kapitel 6, hvor Jesus helbreder en mand med en vissen hånd, står der for eksempel: ”Og de skriftkloge og farisæerne holdt øje med, om Jesus ville helbrede på sabbatten, så de kunne få noget at anklage ham for” (Luk 6,7), og det samme gælder i kapitel 14, som begynder med ordene: ”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham” (Luk 14,1). Det er som sagt det samme ord Jesus bruger i sit svar til farisæerne i dagens tekst, så en mere præcis oversættelse ville måske have været: ”Guds rige kommer ikke så I kan holde øje med det.” Eller sagt på en anden måde: Hvis farisæerne fortsætter med at sidde på sidelinjen som kritiske iagttagere, så kommer de slet ikke til at se Guds rige!

Eller jo, det gør de selvfølgelig til sidst. Jesus siger jo efterfølgende til sine disciple at ”som lynet lyser fra den ene ende af himlen til den anden, når det lyner, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag”. (Hvis I var i kirke i søndags, så ved I jo at ”Menneskesønnen” er den betegnelse som Daniels Bog bruger om den person som Gud har udvalgt til at dømme verden, og vi ved fra andre steder i evangelierne at det også er en betegnelse Jesus bruger om sig selv). Når først dommedag indtræffer, vil ingen kunne være i tvivl om at det er det der sker. Problemet er bare at til den tid vil det være for sent at tage stilling til Jesus. Jesu genkomst bliver ikke en anledning til at vælge ham til eller fra; det bliver tværtimod den dag hvor det vil vise sig om vi har valgt ham til eller fra. Det kan man måske ikke umiddelbart høre ud fra den tekst vi har hørt i dag, men det ville man have kunnet hvis de der sammensatte alterbogens anden tekstrække, havde taget de sidste fire vers af Lukasevangeliets 17. kapitel med i stedet for at standse efter vers 33. Fra vers 34 siger Jesus nemlig: ”Jeg siger jer: Den nat skal to mænd ligge på samme seng; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To kvinder skal male på den samme kværn; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage. To mænd skal være ude på marken; den ene skal tages med, og den anden lades tilbage.” Der vil altså være tale om at de der tilhører Jesus, bliver taget med i hans følge, mens de der har afvist ham, bliver efterladt tilbage på perronen, uden for Guds rige. Man må forstå at det er det der bliver farisæernes skæbne hvis de holder fast i deres negative attitude: Den dag hvor det kommer til at stå klart at de har taget fejl, vil det være for sent. Og det er naturligvis ikke kun en advarsel til dem, men til os alle.

Nu er der garanteret nogle af jer der sidder og tænker at det egentlig lyder temmelig urimeligt. Plejer jeg ikke at påstå at Gud er gennemført retfærdig, og at han tilmed er en kærlig far som elsker os ud over alle grænser? Så kan det vel ikke være rigtigt at han vil dømme nogen til evig fortabelse bare fordi de gættede forkert i tilværelsens religiøse lotteri? Det ville i hvert fald hverken være retfærdigt eller kærligt! Korrekt, og derfor er det naturligvis heller ikke sådan det skal forstås. Gud beder os ikke om at satse i blinde og så bare håbe på at vi har valgt den rigtige tro. Det kan vi se på anden halvdel af Jesu svar til farisæerne. Han siger jo ikke: ”Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det; I er nødt til bare at tro på det jeg siger selvom I ikke har nogen mulighed for at vide om det er sandt”; nej, han siger: ” Guds rige kommer ikke så man kan iagttage det … For Guds rige er midt iblandt jer.” Med andre ord: Hvis de bare ville aflægge den negative, kritiske attitude og kaste et fordomsfrit blik på sig selv og verden omkring dem, så ville de få øje på Guds rige!

Dermed vil jeg selvfølgelig ikke sige at hvis bare vi mennesker er tilstrækkelig opmærksomme og ærlige og tænker os tilstrækkelig godt om, så vil vi uvægerligt nå frem til den kristne tro, for det er ikke hvad Det Nye Testamente fortæller os. Det er kun Gud selv der ved Helligånden kan skabe troen i et menneskes hjerte; det fremgår af så mange skriftsteder at det vil føre for vidt at remse dem alle sammen op her, så jeg vil nøjes med Johannesevangeliet kapitel 6 vers 44 hvor Jesus siger: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham”. Men netop fordi Gud elsker os grænseløst og ubetinget, er der intet han hellere vil end at ”drage” os, kalde på os, skabe troen i os, så vi skal altså ikke selv tænke os frem til noget som helst; vi skal blot lade være med at gøre modstand mod Guds kald sådan som farisæerne gjorde.

Nå ja, og så skal vi selvfølgelig respondere på kaldet, men det siger vel næsten sig selv. Der er nemlig ikke noget der hedder at forholde sig neutral til Jesus: Hvis vi ikke responderer positivt, så responderer vi pr. definition negativt. Hvis nogen siger ”Kom!”, og man ignorerer det, så forholder man sig ikke neutralt til vedkommende; man viser vedkommende disrespekt og mistillid.

Men hvordan bærer vi os så ad med at respondere på kaldet? Hvad skal vi gøre når vi bliver opmærksomme på at Guds rige virkelig er midt iblandt os; at der overalt omkring os foregår en usynlig kamp mellem på den ene side mistro, vold, egoisme, skamløshed og vellyst, og på den anden side tro, kærlighed, ydmyghed, afsavn og selvopofrelse? Vi skal naturligvis vælge side! Vi skal ikke sidde på sidelinjen og holde øje med om det bliver det gode eller det onde der går af med sejren til sidst, men fra starten bekende os helhjertet til den gode side. Vi skal ikke ”holde øje med” Guds rige; vi skal blive en del af det, for kun på den måde kan vi se det. For når det kommer til stykket, hvad har vi så at miste? Vores liv, selvfølgelig, men det mister vi jo under alle omstændigheder. ”Den, der søger at redde sit liv, skal miste det, men den der mister det, skal vinde det”, siger Jesus jo. Første del af det udsagn er indlysende nok: Vi slipper ikke levende fra livet, uanset hvor hårdt vi prøver! Anden del har vi derimod ingen garanti for, men Jesus viste med sit liv, sin død og sin opstandelse at det virkelig er sandt at vi vinder livet ved at give det væk. Og han vandt det ikke kun til sig selv; han vandt det til os, for det var for vores skyld at han i det hele taget forlod sin himmel og kom herned, som vi lige om lidt skal høre om når vi skal fejre jul. Vi responderer på hans kald ved at give vores liv til ham der gav sit liv for os, og leve resten af vores liv i tjeneste for ham og vores næste, glade i visheden om at ikke alene det lange synderegister vi har bag os, men også alle de gange vi i fremtiden kommer til at svigte, er skjult og tilgivet på grund af Jesu blod.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 25. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Petersbrev 3.8-15a, Jobs Bog 14.7-15, Lukasevangeliet 17.20-33

Posted By admin on 6. januar 2025

Sønnen holder dom: Han er en af vore egne

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 24. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

En af de mest navnkundige engelske konger hed Richard the Lionheart – eller ”Richard Løvehjerte”, som vi plejer at kalde ham på dansk. Selvom han døde 776 år før jeg blev født, kendte jeg allerede fra en tidlig alder hans navn, dels fordi hans tilnavn genbruges i Astrid Lindgrens børnebog Brødrene Løvehjerte, dels fordi han i de berømte historier om den ædle fredløse Robin Hood er den gode konge hvis hjemkomst alle venter på, fordi hans bror, prins John, der regerer under hans fravær, er en grusom tyran som brandskatter de fattige for at berige sig selv. De mest kendte udgaver af Robin Hood-fortællingerne slutter med at Richard Løvehjerte vender triumferende hjem og genopretter ret og retfærdighed, og i Walt Disneys udgave dømmer han endda prins John til tvangsarbejde i et stenbrud. Derfor var jeg noget overrasket da jeg fandt ud af den virkelige, historiske prins John faktisk endte med at blive konge af England da Richard Løvehjerte døde barnløs i en alder af 41!

                      Noget tyder dog på at John vitterligt var noget af en tyran. I hvert fald blev de engelske baroner så trætte af at deres konge bare gjorde hvad der passede ham, at de tvang ham til at underskrive en håndfæstning. Det lod blandt andre de danske stormænd sig inspirere af, og inden der var gået 100 år, var det blevet standardprocedure i store dele af Europa at konger blev afkrævet en håndfæstning når de tiltrådte. Men John var altså den første. Og grunden til at jeg nævner det lige netop i dag, er at en af de ting som kong John måtte love sine baroner, var at hvis en af dem blev anklaget for en forbrydelse, så skulle de andre baroner dømme ham; kongen måtte ikke gøre det. Den rettighed blev senere udvidet, ikke kun i England, men i hele den vestlige verden, til ikke kun at gælde stormænd, men enhver indbygger i et land: Bliver man anklaget for noget, har man ret til at blive dømt af sine ligemænd. I dagens Danmark kommer det blandt andet til udtryk i det forhold at hvis en person står tiltalt for en forbrydelse der kan give fængselsstraf, så medvirker der ikke kun en professionel dommer i retssagen, men også to eller flere lægdommere. Det giver jo en tryghed, hvis man står tiltalt for en forbrydelse, at det er nogle af ”ens egne” man skal dømmes af, for ”ens egne” vil formentlig være mere tilbøjelige til at dømme retfærdigt og lade tvivlen komme den anklagede til gode.

Det var i år 1215 at kong John underskrev sin håndfæstning, men det er lidt af en tilsnigelse hvis man af den grund vil sige (som det ofte bliver sagt) at det var i 1215 at de første spæde skridt i retning af det vi i dag kender som retssikkerhed blev taget, for princippet om at man bør dømmes af en ligemand, kan vi faktisk også finde i Bibelen! Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til dagens prædiketekst hvor Jesus siger: ”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen”. På dommedag er det altså ikke Gud Fader vi skal stå til regnskab hos; det er Jesus, sådan som vi også siger det i trosbekendelsen i den sektion der handler om Jesus: ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jeg har ellers undertiden hørt rollefordelingen i den himmelske retssal forklaret på den måde at det er Gud Fader der sidder i dommersædet, og fordi han er hellig og ikke lader den skyldige ustraffet (som jeg engang lærte udenad at der står i Anden Mosebog kapitel 34 vers 7), ville vi være alvorligt på den hvis ikke vi havde Jesus som vores forsvarer. I en af Brorsons salmer (som jeg i øvrigt holder meget af) hedder det endda: ”Min Jesus lagde sig imellem Gud og mig”. Men det er altså ikke det Bibelen fortæller os; den fortæller os at det er Jesus der er dommeren! Og det er vel om muligt endnu bedre: Han der elskede os så højt at han gav sit liv for vores skyld, han er ikke alene vores forsvarer, men vores dommer! Hvis der er nogen som vi kan være helt sikre på ikke at blive uretfærdigt fordømt af, som i enhver situation vil lade tvivlen komme os til gode, og som har fuld forståelse for hvor vanskeligt det er at være menneske, så er det Jesus, han som selv levede et menneskeliv. Som der står i Hebræerbrevet (4,15-16): ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Det er altså en af vores egne vi skal dømmes af, og det er helt bevidst fra Guds side; der stod jo i evangelieteksten til i dag: ”Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”, altså netop fordi han har taget del i vores menneskelige vilkår.

Spørgsmålet er bare hvor meget det i virkeligheden gavner os når det kommer til stykket. Selv om Jesus er en af vore egne, skal han jo stadig dømme os efter loven. Og selv om han tager alle formildende omstændigheder i betragtning og lader tvivlen komme os til gode, så kommer vi ikke uden om at vi ikke har overholdt Guds lov. Og det er vel at mærke ikke fordi Guds lov er urimelig, for Jesus har jo selv overholdt den – han ”er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd”. Tænk over det: Hvis du på godt og ondt fik løn som forskyldt for alt hvad du har gjort, ville det så være særlig rart? Men det er ikke desto mindre det vi får stillet i udsigt af dagens læsninger – som vi hørte i læsning nummer to: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.”

Men der er heldigvis mere at sige end det. Der gives nemlig en mulighed for helt at undgå at blive stillet for en dommer. Gud Fader har ganske vist overgivet dommen til Jesus, men Jesus kom ikke til verden som et menneske med henblik på at dømme; tværtimod læser vi andetsteds i Johannesevangeliet at ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh 3,17). Jesus har nemlig ikke kun den generelle medfølelse med os som det ene menneske forhåbentlig altid har med det andet; nej, han elsker os faktisk, forstå det hvem der kan! Men det gør han fordi han, ud over at være et menneske som os, også er Gud. ”Gud er kærlighed” står der i Første Johannesbrev (4,8), og det betyder at alt hvad Gud gør har sin rod i kærlighed fordi det at elske er helt fundamentalt for Guds væsen. Derfor er Gud i stand til at elske selv det mest uelskelige, og han er i stand til at elske os selv når vi er mest uelskelige, og det er han fordi kærligheden har sin årsag i hvem han er, ikke i hvem vi er. Og derfor nøjes han ikke med at dømme os retfærdigt og lade tvivlen komme os til gode; nej, hans plan er at forvandle os så han med rette kan frikende os helt og aldeles! Det var først og fremmest det Jesus talte om da han gik på jorden, og derfor siger han i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”

Dybest set er det nemlig ikke sådan at Jesus på dommens dag kan vælge enten at dømme os til døden eller at lade os beholde livet, men snarere Sådan at han kan vælge at skænke os livet eller lade os beholde døden. Døden er et vilkår som vi allerede lever med, dels i form af at vi skal dø en gang, men også i form af at vi ikke har del i det fuldkomne, herlige, udødelige liv som Gud fra starten havde til hensigt at vi skulle have. I syndefaldsberetningen i Det Gamle Testamente læser vi at Gud sagde til Adam og Eva at de skulle dø hvis de spiste af kundskabens træ, og det blev også det der skete. Ikke alene kom de til at dø rent fysisk en gang, men allerede det øjeblik de spiste af frugten, gik deres forbindelse til livets Gud i stykker. Det var for at genoprette den forbindelse at Gud sendte sin søn til jorden for at leve som et menneske, dø som et menneske, og ved sin opstandelse besejre døden på vegne af alle mennesker. Det der afgør vores evige skæbne, bliver derfor om vi har tillid til at der er liv at få hos Jesus, eller om vi afviser ham. Tror vi på Jesus, får vi det evige liv som en gratis gave. Tror vi ikke på Jesus, bliver vi dømt efter vores gerninger, men den dom består sådan set blot i at vi får lov til at tilbringe evigheden uden Gud når det nu var det vi helst ville. Men det er også alvorligt nok, for fravælger vi kilden til alt liv og kærlighed, står vi tilbage med en tilværelse så forfærdelig at Bibelens forfattere kun kan beskrive den med gruopvækkende metaforer som ”søen der brænder med ild og svovl” og deslige. Men uretfærdigt er det ikke, før vi bliver dømt af en af vores egne, og til syvende og sidst er dommen blot en naturlig konsekvens af den måde vi har valgt at leve vores liv på. Og tilmed har Gud i sin kærlighed kvit og frit tilbudt os at vi kan slippe for at komme for dommen og i stedet få det hele forærende. Det er derfor det i et af de mest berømte bibelsteder i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-18 hedder sådan her: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Og for til slut at slå det fast med syvtommersøm: Gud er ikke en streng tyran som leder efter en undskyldning for at dømme os eller udslette os. Gud er kærlighed, og derfor ønsker han – endnu mere end vi selv gør – at vi får lykken og det evige liv. Jesus kom ikke til verden for at redde os fra Gud; han kom for at redde os fra os selv. Jesus viste os tværtimod hvordan Gud er, for sådan som Sønnen er, sådan er også Faderen. Vi hørte jo i dagens tekst at Jesus sagde: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Korintherbrev 5.1-10, Daniels Bog 7.9-10+13-14, Johannesevangeliet 5.17-29

Posted By admin on 6. januar 2025

Saligprisningerne: Salige er de, som sørger

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker alle helgens dag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Salige er de, som sørger”. Det lyder jo som en selvmodsigelse på linje med ”firkantet trekant”. Når man sørger, er man vel pr. definition alt andet end salig, så hvad mente Jesus egentlig med sin sære påstand?

                      Det er alle helgens dag i dag – den dag i kirkeåret som på en særlig måde er sat af til at mindes dem vi har mistet. Man kan undre sig over hvorfor sådan en dag lige har fået navnet ”alle helgens dag” i stedet for at hedde noget mere logisk som for eksempel ”mindesøndag”, men heldigvis er det sådan at svaret på dét spørgsmål også giver os et svar på hvordan i alverden Jesus kan påstå at de der sørger, er salige.

                      De fleste af jer ved sikkert godt hvad en helgen er, også selvom vi protestanter ikke går lige så meget op i helgener som man gør i den katolske kirke og de ortodokse kirker. Egentlig betyder ordet ”helgen” blot ”hellig person”, og vi bruger det undertiden i vores hverdagssprog til at betegne en from og god person – eventuelt med et ”ikke” foran hvis vil understrege at en person ikke var eller er specielt from og god. Men vi bruger især ordet om de personer som er blevet helgenkåret af paven og dermed er berettigede at blive benævnt med titlen ”Sankt” foran deres navn, hvilket er en ære som kun kan tildeles afdøde personer (bortset fra Sankt Mikkel, som slet ikke er et menneske, men derimod en ærkeengel). Allerede i kristendommens første tid begyndte man at ære mindet om dem der var døde som martyrer for troen, ved eksempelvis at holde en andagt ved deres grave på årsdagen for deres død, og efterhånden begyndte man også at betragte deres grave som hellige steder hvor Guds kraft virkede på en særligt stærk måde. I løbet af 200-tallet blev det endvidere stadig mere udbredt at bede de afdøde hellige om at lægge et godt ord ind for én hos Gud.

                      Til at begynde med vidste alle hvem der var martyrer og dermed fortjente at blive æret, men efterhånden som der blev flere og flere kristne, blev der brug for en central instans til at tage stilling til hvem man fra kirkens side officielt ville anerkende som helgener, og på den måde opstod begrebet ”helgenkåring”. Endvidere opstod der efterhånden en ”helgenkalender”, for som sagt ærede man jo til at begynde med martyrerne på deres dødsdag, men efterhånden som der blev flere og flere helgener, måtte de sidst tilkomne tage til takke med at blive æret på en af de ledige datoer der var tilbage. Og da der til sidst ikke var flere ledige datoer, gik man over til at det kun var de vigtigste helgener der havde deres egen helgendag (det er for eksempel Sankt Hans dag den 24. juni og Sankt Lucias dag den 13. december). Til gengæld udnævnte man den 1. november til at være ”alle helgens dag”, tilegnet alle de helgener der ikke har deres egen festdag.

                      Vi protestanter giver os som bekendt ikke af med at helgenkåre folk, så det kan måske undre at vi overhovedet fejrer alle helgens dag. Men selvom vi ikke tror på at en afdøds forbøn er mere værd end en levendes, eller at vi overhovedet bør henvende os til dem der ikke længere er iblandt os, så opfordrer Det Nye Testamente os helt klart til at efterligne dem der er eller har været forbilleder i troen, og i Hebræerbrevet er der sat et helt kapitel af til at opremse en lang række troshelte fra Det Gamle Testamentes tid. Dertil kommer at det er det naturligste i verden for os mennesker at mindes de mennesker vi har mistet, for selvom de ikke længere går rundt iblandt os, er de jo stadig i vores hjerter.

                      Der er selvfølgelig den lille detalje at der ikke er ret mange helgener blandt de mennesker vi har mistet, eller i hvert fald ikke ret mange som ville komme i betragtning til at modtage den titel af paven. Og uanset hvor højt vi har elsket de mennesker som vi hver især tænker på i dag, er der næppe ret mange af dem som vi overhovedet ikke kan finde på noget negativt at sige om. Ikke at der er nogen grund til at give de negative minder for meget opmærksomhed – det kommer der ikke noget godt ud af – men de mennesker vi har mistet, var naturligvis mennesker på godt og ondt ligesom vi andre er; de var ikke æteriske helgener.

Men (og nu kommer vi endelig til pointen): Der er ikke nødvendigvis noget som helst æterisk ved en helgen! Som jeg nævnte til at begynde med, betyder ordet ”helgen” egentlig blot en hellig person (død eller levende), og når vi hører ordet ”hellig”, forestiller mange af os sig måske mest umiddelbart en person der aldrig hidser sig op, men tværtimod viser godhed og barmhjertighed mod selv den mindste gråspurv; et menneske der er moralsk uangribelig uden at være selvretfærdig eller fordømmende; en der altid vender den anden kind til, men alligevel er stærk nok til at beskytte de svage – kort sagt: en der er så urealistisk perfekt at vi har svært ved at forestille os at sådan et menneske skulle findes i virkeligheden. Men når vi læser i Det Nye Testamente, så er der ikke nogen af de mennesker der bliver kaldt ”hellige”, der er sådan (bortset fra Jesus selv). De tolv apostle, som alle sammen (bortset fra Judas, selvfølgelig) er blandt kristenhedens mest ærede helgener, viser mange svagheder og usympatiske sider af sig selv, og apostlen Paulus, som har lagt navn til både en kirke på Sydbornholm, en katedral i London og en millionby i Brasilien, omtaler i sit første brev til Timotheus sig selv som den største af alle syndere (1 Tim 1,15). Og for at blive ved Paulus, så kan vi også kaste et blik på hans brev til menigheden i Efesos; det begynder med ordene: ”Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje. Til de hellige, som bor i Efesos, de troende i Kristus Jesus.” Paulus kalder altså de mennesker han skriver til, for ”hellige”, hvilket på grundsproget faktisk er præcis det samme ord som ”helgen”. Men hør så hvad Paulus skriver til disse ”helgener” i brevets fjerde kapitel: ”Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det” og så videre (Ef 4,25-28). Selvom Paulus kalder de mennesker han skriver til, for ”hellige”, er de altså ikke frommere end at han er nødt til at formane dem til at lade være med at lyve, lade deres vrede løbe af med dem, og endda stjæle! Hvad er det så lige der gør dem til helgener?

Det giver Efeserbrevet os faktisk også svar på, og det på et temmelig uventet sted, nemlig midt i en formaningstale om hvordan ægtemænd skal opføre sig overfor deres hustruer! Adskillige steder i Det Nye Testamente bliver forholdet mellem Jesus Kristus og os der tror på ham, nemlig sammenlignet med forholdet mellem en brudgom og hans brud, og derfor er Paulus’ pointe at en ægtemand skal behandle sin hustru på samme måde som Kristus behandler kirken! Det er der næppe nogen ægtemænd der formår, men det er jo altid rart at have et forbillede at stræbe efter! Paulus skriver: ”Mænd, elsk jeres hustruer, ligesom Kristus har elsket kirken og givet sig hen for den for at hellige den” (Ef 5,25-26a). Det der gjorde de kristne i Efesos hellige, var altså at Jesus havde gjort dem hellige! Og hvordan har han så gjort det? Ved at give sig hen, eller for at sige det mere direkte: ved sin død på korset. Det er måske ikke helt indlysende hvordan du og jeg kunne blive gjort hellige ved at der var en mand der blev slået ihjel for næsten 2000 år siden, men nu var det jo heller ikke bare en hvilken som helst mand; det var en mand som var Gud selv i menneskeskikkelse. Som Guds søn var han udødelig, ukrænkelig og usårlig, men han tog vores dødelighed på sig for at købe os fri af dødens magt. Populært sagt led han den død vi skulle have lidt, og dermed opfyldte han det krav døden havde på os. Og fordi han ikke kun var et menneske, men Gud selv, var hans offer tilstrækkeligt til at betale for alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.

Det forklarer måske stadig ikke at vi angiveligt skulle være blevet gjort ”hellige”, men vi forstår det måske bedre hvis vi ser på hvad ordet ”hellig” egentlig betyder, nemlig ”sat til side til et særligt formål”. Fordi Jesus har købt os fri fra døden, er vi nemlig sat til side til det formål at tilhøre og tjene ham – vi er med andre ord blevet hellige i ordets mest egentlige betydning! Og fordi vi netop er frikøbt fra døden, gør det ingen forskel hvad der sker med vores liv i denne verden; enten vi lever eller dør, tilhører vi Jesus, og døden kan ikke skille os fra ham. Det er også derfor vi kan synge at ”helgen her” (altså i denne verden) ”og helgen hisset” (altså hjemme hos Gud) ”er i samme menighed”. Det betyder også at så sandt vi og vores kære tilhører Jesus, kan døden heller ikke skille os fra hinanden, eller i hvert fald kun for en tid, indtil Jesus vender tilbage for at fuldende Guds rige.

Det Nye Testamente taler nemlig klart om at det værk som Jesus påbegyndte med sin død og opstandelse – ja, vel i virkeligheden allerede da han blev født ind i menneskenes verden – nemlig at gøre en ende på det ondes magt i verden, den opgave vil han fuldføre når budskabet om ham er blevet prædiket i hele verden. Så vil det gå i opfyldelse som vi hørte i dagens anden læsning, at Guds rige stiger ned fra himlen, og der aldrig mere skal være død, sorg, skrig eller pine. Til den tid vil vi blive trøstet, ikke kun for den store sorg det er når vi mister en af vores kære, men også for alle andre sorger, små som store, der pletter vores tilværelse i denne verden. Og det er derfor Jesus siger at de der sørger, er salige: fordi vi skal trøstes.

Men det er også mere end det. For det håb vi har, om at alt hvad der gør ondt, for evigt forsvinder, er jo ikke bare et håb om at alt igen bliver som vi har været vant til at det var før tragedien ramte; det er et håb om at alt bliver bedre end nogensinde før – at alt hvad der altid har været at sørge over, bliver godt igen. Og det er først og fremmest derfor Jesus siger at de der sørger, ligefrem er salige. For det at vi fornemmer at denne verden ikke er som den burde være, som den kunne have været, som Gud vil at den skal være, og at vi sørger over det, det er netop et tegn på at vi er i kontakt med den gnist af tro i vores hjerte som er udgangspunktet for at vi kan lære Gud bedre at kende og leve, ikke som perfekte, men som hellige i denne verden, sat til side til at tilhøre og tjene Gud.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til alle helgens dag 2024
Tags: Esajas' Bog 49.8-11, Johannes' Åbenbaring 21.1-7, Matthæusevangeliet 5.1-12

Posted By admin on 6. januar 2025

Den største i Himmeriget: Gud har ikke glemt dig!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 22. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Vi har lige sunget om Davids søn. ”Davids søn” er en af de titler som bruges om Jesus i Det Nye Testamente (og altså også 9 steder i Den Danske Salmebog). Jesus’ jordiske far, Marias mand, hed ganske vist ikke David, men i oldtidens Mellemøsten betød ordet ”søn” ikke nødvendigvis en efterkommer i første slægtled; det kunne også bruges om et barnebarn eller oldebarn med et vilkårligt antal ”tip-” foran, og Marias mand Josef var altså en efterkommer af den store kong David der havde regeret i Jerusalem cirka 1000 år tidligere. Gud havde på et tidspunkt lovet kong David at der til evig tid skulle sidde en af hans efterkommere på tronen i Israel; det vidste alle israelitter, for profeten Natan, der formidlede løftet, skrev det ned i sin krønike (se 1 Krøn 29,29), og derfra fandt det vej til Israels hellige historiebøger, som også er en del af vores bibel; det står i Anden Samuelsbog kapitel 7. Davids dynasti holdt imidlertid kun i cirka 400 år (nå ja, ”kun” og ”kun”; 400 år er jo faktisk en ret lang levetid for et dynasti, men det kan trods alt ikke kaldes ”til evig tid”), så da Jesus blev født, havde der i næsten 600 år ikke siddet en efterkommer af David på tronen. Men andetsteds i de hellige skrifter, nemlig hos profeterne Esajas og Ezekiel (som også er en del af vores bibel) kunne jøderne slå op og læse at Guds løfte til David stadig stod ved magt, og at en efterkommer af David engang på ny ville sætte sig på tronen, denne gang for at grundlægge et evigt kongedømme.

Alt det skal vi høre meget mere om i adventstiden, der begynder om en god måneds tid, men i dag vil jeg indlede med at fortælle om en anden søn af David, endda en søn i første led – dem havde han nemlig mange af, og en af dem hed Absalom. Absalom var stærkt utilfreds med sin fars måde både at være far på og at være konge på (og ikke helt uden grund, kunne man tilføje, men det er en anden historie, hvor Absalom i øvrigt heller ikke selv gjorde sig specielt positivt bemærket), og det endte med at kongesønnen anstiftede et oprør så hans far måtte flygte fra Jerusalem. Den del af hæren der var loyal over for David, tog kampen op mod oprørshæren og vandt, men David havde svært ved at glæde sig over sejren fordi hans oprørske søn faldt i slaget, og hvilken far elsker ikke inderst inde sine børn, uanset hvor meget uvenner han bliver med dem? Nå, men grunden til at jeg fortæller jer alt det her, er at jeg vil citere en ordveksling som David havde med sine tre hærførere umiddelbart før det afgørende slag i krigen mod Absalom, og som vi kan læse om i Anden Samuelsbog kapitel 18: ”Kongen sagde til hæren: ’Jeg vil selv rykke ud sammen med jer.’ Men de svarede: ’Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os’” (2 Sam 18,2-3).

Uden at jeg skal prale af at være nogen ekspert i militær strategi (jeg trak endda frinummer da jeg var på session), så synes jeg de tre hærføreres analyse giver god mening. De kæmpede jo for den retmæssige konge mod en tronraner, og hvis den konge de kæmpede for, blev slået ihjel, så var slaget ligesom tabt, uanset hvordan det i øvrigt gik på slagmarken, for så var der ikke længere noget at kæmpe for. På den måde havde de helt ret i at det ville have været værre hvis David var blevet slået ihjel, end hvis de havde mistet ti tusind soldater. Og sådan er det jo også i al almindelighed her i verden: Det er fodfolket der kæmper for deres ledere, ikke omvendt. Spørg en hvilken som helst ukrainsk soldat om han ville tage en kugle for at redde præsident Zelenskyj; det tror jeg han ville sige ja til. Også i en langt mere fredelig kamp som for eksempel en valgkamp til Folketinget er i Danmark er der mange mennesker der bruger mange timer på at samle stemmer sammen til Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen, Inger Støjberg, Alex Vanopslagh eller Pia Olsen Dyhr, og som sikkert aldrig kunne drømme om at forvente at deres partileder skulle gøre det samme for dem. Sådan er det jo i vores verden! Der er stjerner, og der er vandbærere, for at bruge et udtryk fra cykelsporten.

På et cykelhold eller i et politisk parti eller i andre sammenhænge kan der så ind imellem opstå lidt stridigheder om hvem der er næstøverst i hierarkiet, og det gjorde der også blandt Jesu disciple, hørte vi i dag. I hvert fald kom de hen til Jesus og ville have ham til at svare på hvem der er den største i Himmeriget. Vi skal huske at de først og fremmest så Jesus som ”Davids søn” (hvad han da også var og er), så de var altså ikke i tvivl om at det var ham der var bossen; det var ham de ”samlede stemmer til”, så at sige, ham de kæmpede for, og som de i hvert fald selv mente at de ville være parate til at gå i døden for (selvom det viste sig at knibe lidt da det kom til stykket). Så deres spørgsmål skal nok høres som: ”Hvem er den største næst efter dig? Hvem er nummer to i hierarkiet?” Havde der været bookmakere dengang, ville de sikkert have sat de laveste odds på at Jesus ville have svaret ”Peter” eller ”Jakob” eller måske ”Johannes”, hvorimod jeg ikke tror at de ville have haft fantasi til overhovedet at sætte odds på den person som Jesus rent faktisk endte med at pege på, nemlig et lille barn! Det kongerige som Davids søn, Jesus, var i færd med at oprette, var nemlig helt anderledes end alle de riger verden ellers havde kendt – inklusiv hans stamfar Davids rige. For hvor det i Davids rige var sådan at kongen blev betragtet som mere værd end ti tusind af sine folk, så er det i Jesu rige sådan at selv den mindste af hans undersåtter har så stor værdi at kongen selv drager ud for at redde ham eller hende, som en hyrde der forlader 99 andre får for at lede efter et enkelt får der er blevet væk. Og hvor kong David fik forbud af sine generaler mod at bevæge sig ud på slagmarken, for hvis han døde, var alt tabt – ja, der gik Jesus helt alene ind i sin store kamp mod Djævelen, og netop ved at han døde, blev alt vundet!

Hvorfor var der så stor forskel på hvad David gjorde, og hvad Jesus gjorde? Det var der fordi deres udgangspunkt var forskelligt, og deres mål var forskelligt. Davids udgangspunkt var at hans kongedømme var truet, og målet var at forsvare hans kongedømme. Derfor måtte undersåtterne kæmpe for deres konge. Det var helt anderledes med Jesus; hans udgangspunkt var, som vi læser i Johannesevangeliets skildring af den sidste aften før Jesus blev korsfæstet, at han ”vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud” (Joh 13,3). Derfor gjorde Jesus heller ikke noget forsøg på at kæmpe for sit eget kongedømme, for han stolede på at den side af sagen ville Gud tage sig af. Det der betød noget for Jesus, var, som han sagde i den sidste sætning af dagens læsning, ”at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt”. Ikke en eneste af de mindste og svageste mennesker ville Jesus undvære i sit rige, og derfor måtte kongen kæmpe for sine undersåtter!

Det er værd at huske på hvis du ind imellem går rundt med den samme følelse som israelitterne på Jeremias’ tid gav udtryk for i den første læsning vi hørte i dag: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig!” Er der nogen af jer der nogensinde har tænkt sådan? Det kan i hvert fald være en nærliggende tanke, særligt i perioder hvor livet ikke flasker sig sådan som vi kunne tænke os, men hvor vi måske tværtimod oplever prøvelser og lidelser. Det der fik israelitterne på Jeremias’ tid til at stille spørgsmålet, var at Jerusalem var blevet jævnet med jorden af en fjendtlig hær, og indbyggerne var blevet ført i eksil og nu sad ved Babylons floder og græd, som mange af jer sikkert har hørt Bob Marley eller Boney M synge om: ”By the rivers of Babylon, there we sat down…” Men trods deres ulykkelige situation forsikrede Gud dem altså om, gennem Jeremias’ ord, at det ville være endnu mere umuligt for ham at glemme dem, end det ville være for en mor at glemme sit barn, som hun selv har født!

”Se, i mine hænder har jeg tegnet dig,” siger Gud til sit folk. Jeg ved ikke om du nogensinde har tænkt over det, men du og jeg er faktisk tegnet i hånden på Jesus! Hvad er der nemlig i Jesus’ hænder? Der er mærkerne efter de nagler som han blev sømmet fast til korset med! Hver gang Jesus ser på sine hænder, bliver han altså mindet om os, fordi det var for vores skyld han gik i døden. Derfor er det også at han siger: ”Se til, at I ikke ringeagter en af disse små” og ”den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb”. Så dyrt som Jesus har købt os, hvordan skulle han så nogensinde kunne glemme os? Så fat mod: Uanset hvordan dine omstændigheder ser ud, så er du regnet med blandt dem vi sang om: ”sjæle, dyrekøbte, søskende til Davids Søn”!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn. Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 22. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Efeserbrevet 4.30-32, Esajas' Bog 49.13-18, Matthæusevangeliet 18.1-14

Posted By admin on 6. januar 2025

Sønnerne i vingården: Himlen er for ludere og lommetyve

Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 20. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Man behøver ikke at have hørt særlig mange historier fra de fire evangelier før man finder ud af hvem der er henholdsvis heltene og skurkene. Skurkene, det er ypperstepræsterne og de skriftkloge og farisæerne og saddukæerne og hvad de forskellige grupper af religiøse ledere i datidens jødiske samfund ellers hed. Heltene, derimod, består hovedsagelig af jævne fiskere og fattige enker og samaritanere, altså folk der befandt sig langt fra magtens centrum og anseelsens tinder. Og det stopper ikke der, for der er nogle af heltene i Det Nye Testamente der ikke bare er ukendte og upåagtede, men som ligefrem er kendt for noget negativt, og i teksten til i dag omtaler Jesus to kategorier af dem, nemlig ”toldere og skøger”. ”Skøger”, det er jo et gammelt ord for prostituerede (så gammelt at allerede Ordbog over det Danske Sprog, der blev færdiggjort i 1956, anfører at det kun bruges i skriftsprog, og derfor kan det godt undre mig at man alligevel valgte at bruge det da den nuværende autoriserede bibeloversættelse udkom i 1992, men selvom Jesus sandsynligvis talte helt almindeligt hverdagssprog, er der alligevel mange mennesker der mener at Bibelen bør være præget af højtideligt og gammeldags sprog – sådan er der så meget). ”Skøger” er altså som sagt prostituerede, og det er jo en profession der heller ikke i vores kultur har det bedste ry (selvom det siges at være verdens ældste profession). Men hvorfor nævnes ”toldere” i samme åndedrag som ”skøger”? Hvad har de to erhverv med hinanden at gøre? På moderne dansk er det jo et helt andet ”erhverv” (hvis man kan kalde det det) der oftest nævnes side om side med prostituerede – de fleste af jer har sikkert hørt vendingen ”ludere og lommetyve”. Men det hænger sammen med at på Jesu tid var en tolder faktisk, om ikke en lommetyv, så i hvert fald en slags tyv – eller sådan blev han i hvert fald betragtet, for den told han indsamlede, gik direkte til den romerske besættelsesmagt. Toldere var med andre ord det som vi på dansk plejer at kalde ”kollaboratører” eller ”værnemagere”; de var landsforrædere som enhver respektabel nationalt sindet israelit nærede den dybeste foragt for.

                      Grunden til at jeg understreger det her, er at det kun er alt for nemt for os der lever her 2000 år senere, at glemme hvordan de ting Jesus sagde og gjorde, må have virket på mennesker i hans samtid. Vi er blevet så vant til at tænke at ypperstepræsterne og de skriftkloge var nogle slemme, slemme typer, nogle skinhellige magtmennesker som vi aldrig ville have kunnet drømme om at omgås hvis vi havde levet dengang, mens vi måske opfatter ”toldere og skøger” som nogle søde og rare, næstekærlige mennesker som blev undertrykt af de onde farisæere – men sådan tror jeg bare ikke vi ville have opfattet det hvis vi havde været til stede dengang! For at sige det helt enkelt, så tror jeg at den type omgangskreds som vi har valgt i den tid som vi rent faktisk lever i, den samme type af omgangskreds ville de fleste af os nok have valgt hvis vi havde levet dengang. Og de fleste af os ville nok have været enige om at undgå tolderes og skøgers selskab. Måske ville vi endda have sunget med i det kor som de af jer der var i kirke for 3 uger siden, hørte om, som forarget spurgte Jesu disciple: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” – et spørgsmål som Jesus jo besvarede med de bevingede ord: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge.” Med andre ord: Det var netop fordi de mennesker ikke var Guds bedste børn, at de havde brug for at Jesus spiste sammen med dem. Og i den prædiken jeg holdt for 3 uger siden, var min pointe at hvis vi vil have del i den frelse som Jesus kom med, så er vi nødt til at vedgå at vi dybest set ikke selv er et hak bedre end de mennesker hvis livsstil vi måske foragter; at vi også er syge på vores sjæl og har brug for Jesus som vores læge.

                      Men i den tekst vi har hørt i dag, går Jesus et skridt videre, for nu siger han ikke kun at tolderne og synderne er nogle stakler som har brug for at han redder dem; men han udnævner dem ligefrem til moralske forbilleder med ordene: ”Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.” Og så står verden da ikke længere! ville vi utvivlsomt have tænkt hvis vi ikke havde været så vant til at opfatte de skriftkloge som skurkene og ”synderne” som heltene. For hvordan i alverden kan Jesus rose mænd der beriger sig selv og folkets fjender på deres landsmænds bekostning, og kvinder der lever af at sælge deres krop til – ja, sikkert hovedsagelig til fjendens soldater? Hvordan kan han rose dem frem for gode, fromme mennesker der aldrig kunne drømme om så meget som at tage et bandeord i deres mund, og som går over på den modsatte side af gaden når de møder en romer?

                      Jo, det forklarer Jesus ved at fortælle en lille lignelse om en vinbonde der havde to sønner, som han begge to gav besked på at gå ud og arbejde i vingården. Den ene sagde nej, men fortrød og gik derud alligevel, mens den anden straks sagde ja, men uden at gå derud. ”Hvem af de to gjorde deres fars vilje?” spørger Jesus, og det er vel nærmest et retorisk spørgsmål, for der kan vel ikke være to meninger om den sag. I hvert fald svarer ypperstepræsterne og de skriftkloge uden tøven: ”Den første.” Men den første søn er faktisk et billede på tolderne og skøgerne, mens den anden søn er et billede på ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge. Jesus siger med andre ord at de skriftkloge kun siger at de gør Guds vilje, mens det er ”synderne” der i virkeligheden gør Guds vilje. Men hvad skal det nu sige? Jo, siger Jesus, ”Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed”. Den Johannes der er tale om, er ham som vi plejer at kalde Johannes Døber – ikke at forveksle med apostlen Johannes, som har skrevet Johannesevangeliet og Johannesbrevene. Johannes Døber var en kendt og kontroversiel skikkelse i Israel på Jesu tid, som stod ude i ørkenen og talte dunder mod tidens umoral, hvilket tiltrak folk fra nær og fjern, som bekendte deres synder og lod sig døbe (i Apostlenes Gerninger møder vi for eksempel en gruppe disciple af Johannes der boede så langt væk som Efesos). Johannes Døber kendte ikke til personsanseelse, men kritiserede også at landsfyrsten Herodes Antipas havde et utugtigt forhold til sin brors kone (der oven i købet var halvsøster til begge brødre), og den kritik fandt Antipas sig ikke i, så han satte Døberen i fængsel hvor han sad indtil førnævnte halvsøsters unge datter forlangte hans hoved på et fad som belønning for en sensuel dans. Det var virkelig en afskyelig grad af dekadence der gik i svang ved det herodianske hof! Nå, men ypperstepræsterne og de skriftkloge var altså ikke blandt dem der bekendte deres synder og blev døbt af Johannes, men det var der altså omvendt mange toldere og skøger der gjorde, og da Jesus trådte ind på scenen, var der endnu flere der fulgte i deres spor; i Lukasevangeliet kan vi for eksempel læse om overtolderen Zakæus, der efter at have haft besøg af Jesus erklærer: ”Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage” (Luk 19,8).

                      Men hvad var det da Johannes prædikede, og som ypperstepræsterne og de skriftkloge nægtede at lytte til? Ja, han prædikede selvfølgelig at man skulle omvende sig, bekende sine synder og lægge sit liv om, men hvad var det mere konkret han sigtede til, ud over at man selvsagt skal lade være med at gå i seng med sin brors kone? Det får vi svar på i Lukasevangeliets tredje kapitel, hvor en gruppe mennesker netop spørger Johannes Døber hvad de skal gøre. Han svarede: ”Den, der har to kjortler, skal dele med den, der ingen har, og den, der har mad, skal gøre ligeså” (Luk 3,11). Derudover formaner han toldere og soldater til at afholde sig fra afpresning, plyndring og korruption, men lade sig nøje med deres løn. Og så er det at jeg i hvert fald ikke kan lade være med at sidde tilbage og tænke: ”Var det bare det?” Og nej, selvfølgelig var det ikke ”bare” det; når vi læser videre i Det Nye Testamente, ikke mindst i Paulus’ breve, så får vi mange andre konkrete eksempler på hvad det indebærer at leve et liv efter Guds vilje. Men Johannes Døbers korte svar fortæller os i hvert fald hvad hovedsagen er, nemlig at møde vores medmennesker med godhed, barmhjertighed og næstekærlighed. Og netop det var ypperstepræsterne og farisæerne ualmindelig dårlige til.

                      Og dermed er vi stort set nåede tilbage til hvor vi begyndte, nemlig at ypperstepræsterne og farisæerne og de skriftkloge er skurkene i evangelierne. Men hvis vi tænker at det der gjorde dem til skurkene, var at de ikke mødte deres medmennesker med godhed og barmhjertighed, så har vi ikke forstået det som Jesus siger i dag. For det at være dårlig til at vise godhed og barmhjertighed mod andre, det er bestemt ikke noget som farisæerne har patent på! En værnemager der presser penge af sine landsmænd for at berige sig selv og besættelsesmagten, kan man for eksempel heller ikke just beskylde for at være fuld af godhed og barmhjertighed. Nej, det der var årsagen til at de skriftkloge kom til at stå tilbage som skurkene, var at de ikke omvendte sig – at de nægtede at lytte når Gud forsøgte at tale til deres samvittighed gennem skiftende sendebud, fordi de så grundigt havde fået bildt sig selv ind at det var dem der var de gode og fromme. På den måde kom de til sidst til at ligne de onde vingårdsforpagtere fra dagens anden lignelse, som kun var interesserede i fordelene ved at fremstå som vingårdsejerens repræsentanter, men ikke ville give vingårdsejeren hvad de skyldte ham.

                      Budskabet til os i dagens tekst er altså ikke at vi skal kaste al moral overbord og leve som det passer os, fordi det alligevel er ludere og lommetyve Gud holder mest af – Herodes Antipas og hans dekadente hof hvor Johannes Døber blev halshugget, er jo på ingen måde et eksempel til efterfølgelse! Og budskabet er slet ikke at vi skal begynde at pege fingre ad vor tids farisæere og skriftkloge og glæde os over at vi ikke er nogle skinhellige hyklere som dem, for gør vi det, bliver vi jo netop selv til nogle skinhellige hyklere. Nej, det vi skal gøre, er at erkende at vores liv ikke har levet op til Guds krav – vi har ikke elsket vores næste som os selv, og vi har ikke i alle situationer udvist hudløs oprigtighed og pinlig hæderlighed. Og ikke alene skal vi erkende det; vi skal også angre det og omvende os, sådan som tolderne og skøgerne gjorde. Og det skal vi ikke bare gøre én gang, men hver dag, for der går næppe en dag uden at vi kommer til at synde. Men det betyder ikke at vi skal gå rundt med sænket pande og slå os selv i hovedet over hvor dårlige mennesker vi er; i stedet må vi juble og glæde os over at Gud – på trods af alle vores fejl og mangler – elsker os og kalder os sine børn, og at han har givet os Helligånden, som tit sørger for at vise mennesker godhed og barmhjertighed gennem os på trods af vores egen syndighed. Og når denne verden ender, kan vi se frem til en evighed hvor vi er forvandlet efter Guds billede så vi af os selv med grænseløs glæde altid gør hans vilje002E

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 20. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Esajas' Bog 5.1-7, Matthæusevangeliet 21.28-44, Romerbrevet 11.25-32

Posted By admin on 24. oktober 2024

Vintræet og grenene: Når det bedste ikke er godt nok

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 18. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Hvis I lukker op for jeres radio klokken 11.03 i dag og stiller ind på Danmarks Radios program 1, så kan I høre et interessant program der hedder ”Hvad ville Jesus have sagt?” (Og hvis I stadig befinder jer her i kirken klokken 11.03, så kan I heldigvis også tilgå programmet via hjemmesiden dr.dk eller appen DR Lyd). Nu sagde jeg at det er et interessant program, men når sandheden skal frem, så har jeg faktisk ikke de store forudsætninger for at udtale mig om hvor interessant det er eller ikke er, for selvom programmet har været i æteren hver uge siden nytår (og selvom det som sagt kan høres når som helst man selv har tid), så har jeg kun hørt en enkelt episode. Men jeg synes i hvert fald at selve udgangspunktet er interessant: Tre præster (forskellige fra gang til gang) udgør et panel der skal forsøge at svare på hvad Jesus ville have sagt til forskellige dilemmaer som lytterne sender ind. De tre præster er ikke nødvendigvis enige om hvad Jesus ville have sagt (hvilket jo er interessant i sig selv), men jeg synes da det er opmuntrende at så mange mennesker i Danmark synes det er vigtigt hvad Jesus ville have sagt til en given situation – og at de har tillid til at kirkens folk kan give et i hvert fald nogenlunde kvalificeret bud.

                      Når så mange er interesserede i at vide hvad Jesus ville have sagt, er det naturligvis fordi Jesus er en person som de fleste sætter meget højt; faktisk tror jeg at selv mange ateister ville sige at Jesus var et moralsk forbillede. Derfor er der også mange der ikke nøjes med at spørge: ”Hvad ville Jesus have sagt?”, men også: ”Hvad ville Jesus have gjort?” For cirka 20 år siden var der mange af mine jævnaldrende kristne venner (som jo altså var relativt unge mennesker dengang, må I huske) der gik rundt med t-shirts, armbånd og lignende prydet med de fire bogstaver WWJD som forkortelse for ”What Would Jesus Do” – ”Hvad ville Jesus gøre?” Jeg havde selv et lyseblåt lærredsarmbånd med de fire bogstaver på, som jeg bar på mit venstre håndled; det var godt at blive mindet om det princip hver gang jeg glemte at jeg ikke har gået med armbåndsur siden jeg var 13 år gammel.

Men princippet er ikke et helt uproblematisk: Dels er det ikke altid helt indlysende hvad Jesus ville have gjort, og vi kommer måske ind imellem lidt for nemt til at tage ham til indtægt for vores egne uforgribelige holdninger til tingene (det fortælles at Indre Missions navnkundige mangeårige formand Christian Bartholdy engang på sine gamle dage stod foran sit hus og røg sig en pibe tobak, da et lokalt menighedsrådsmedlem som var fanatisk ikke-ryger, kom cyklende forbi og hilste ham med ordene: ”Pastor Bartholdy, tror De at Herren Jesus røg pibe?”, hvortil Bartholdy sindigt svarede: ”Om han røg pibe, ved jeg ikke, men han kørte i hvert fald ikke på cykel!”); dels har vi det alvorlige problem at selv i de situationer hvor vi ikke er tvivl om hvad Jesus ville have gjort, er det ikke altid let for os at gøre det samme. Og her tænker jeg ikke kun på at de fleste af os ikke lige ville kunne gå hen og opvække en død mand eller tage en spadseretur på en stormpisket sø (selv i vindstille er det ikke lykkedes mig endnu), men også og især på at den radikale uselviske kærlighed og ubetingede lydighed mod Guds vilje som prægede alt hvad Jesus foretog sig, den må vi ofte kigge forgæves efter i vores eget hjerte. Paulus beskriver det meget rammende i nogle berømte vers i Romerbrevets 7. kapitel: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. … Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?” (Rom 7,18b-19.24).

På det her tidspunkt er der sikkert nogle af jer der tænker at man jo ikke med nogen som helst rimelighed skal forlange af nogen at de skal gøre noget de ikke kan. Er det ikke det vi altid siger til vores børn, og som vores forældre forhåbentlig sagde til os: ”Du behøver ikke at gøre det perfekt eller at gøre det bedre end de andre; bare du gør dit bedste, så kan ingen forlange mere!”? Og Gud ved vel om nogen hvor lidt vi evner – ”han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv”, som der står i en davidssalme (Sl 103,14). Så det gør vel ikke så meget at vi ikke fuldt ud kan leve op til det forbillede som Jesus har givet os – jeg mener, det er trods alt et temmelig ambitiøst forbillede, for nu at sige det mildt! Er Gud ikke glad og tilfreds hvis bare vi gør vores bedste? Han er vel ikke mere urimelig end forældre er flest – hvis det virkelig er rigtigt hvad præsten så tit siger, at Gud er den perfekte far, så er han vel snarere mere rimelig overfor os end vi andre er overfor vores børn?

Nej, Gud er bestemt ikke urimelig overfor os – om noget er han snarere urimeligt god mod os, langt mere end selv den bedste mor eller far på jorden nogensinde ville kunne være. Jeg skal også huske at tilføje at verden utvivlsomt ville være et meget bedre sted end den er i dag, hvis alle vitterlig gjorde deres bedste for at leve op til det moralske forbillede som Jesus gav os. Men alligevel er Gud ikke tilfreds hvis bare vi gør vores bedste, og det hænger sammen med at der er situationer hvor vores bedste helt objektivt ikke er godt nok. Forestil dig for eksempel at du skal til et vigtigt møde i København, men du får besked om mødet så sent at alt er udsolgt både hos DAT og hos Bornholmslinjen. Desværre ejer du ikke selv en båd, og du har heller ikke råd til at købe en, så i stedet trækker du i badeklunset og kører ned til Levka strand for at svømme til Ystad i håb om at du kan skaffe en togbillet til København derfra. Det er ikke menneskeligt umuligt at svømme fra Levka til Ystad – i 2017 var der en polsk svømmer ved navn Sebastian Kara? der svømmede fra Ko?obrzeg til Bornholm på 28 timer, og Ko?obrzeg ligger længere væk fra Bornholm end Ystad, nemlig omkring 100 kilometer. Men jeg tvivler på at der er ret mange i det her lokale der ville kunne gøre Sebastian Kara? kunsten efter. Selv har jeg aldrig svømmet mere end 500 meter i ét stræk, og det var i en svømmehal, hvilket alt andet lige må være lettere end at svømme en tilsvarende distance på åbent hav. Så selv hvis jeg gjorde mit absolut bedste, og selv hvis jeg var så opsat på at nå frem til mødet i København at det gav mig kræfter langt ud over hvad jeg normalt har, så ville jeg ikke have skyggen af chance for at nå frem til Ystad ved egen hjælp – mit bedste ville simpelt hen ikke være godt nok! Og, eh, hvis nu jeg havde fortalt min far at jeg havde i sinde at forsøge at svømme over Østersøen, hvordan mon han så ville reagere når han fik budskabet om at jeg var druknet undervejs? Ville han sige: ”Pyt med det; jeg er bare glad for at han gjorde sit bedste?” Nej, selvfølgelig ikke! Han ville være dybt ulykkelig over at hans søn var druknet, og i den forbindelse ville det rent ud sagt rage ham en høstblomst at jeg havde ”gjort mig bedste”! Ville man af den grund beskylde ham for at være urimelig overfor mig? Det skulle jeg ikke mene.

Og det er netop derfor Gud ikke er glad og tilfreds, bare vi gør vores bedste, for det at gøre vores bedste kan risikere at have ganske tragiske konsekvenser, hvis vores bedste ikke er godt nok. Og når det gælder det allervigtigste i livet, er det desværre sådan at vores bedste aldrig er godt nok. (Eller måske skulle jeg i virkeligheden sige at vores bedste heldigvis aldrig er godt nok – det vender jeg tilbage til). Hvad er da det allervigtigste i livet? Det kan der nok gives mange forskellige gode svar på, men mon ikke de fleste kan enes om at det vigtigste i livet er at vi ikke forspilder det? Skal vi være lidt mere præcise, så kan vi med kristent fortegn sige at Jesus har vist os hvordan livet skal leves, og at vi derfor forspilder livet hvis vi ikke

                      I prædiketeksten til i dag sammenligner Jesus os med grene på et frugttræ (nærmere bestemt et vintræ). Grenene på et frugttræ har én opgave, og det er at bære frugt, men de har samtidig det ”problem”, så at sige, at de ikke kan bære frugt. Hvis du er i tvivl om det, så kan du jo prøve engang til foråret at gå ud og skære en gren af dit æbletræ (hvis du har sådan et), og så se hvor mange æbler der vokser frem på det. Mit gæt er ingen. En gren kan nemlig kun bære frugt hvis den er forbundet til et træ – i sig selv, adskilt fra træet, er grenen fuldstændig nytteløs. På samme måde er vi også helt og aldeles ude af stand til at bære den frugt som Gud har skabt os til at bære, hvis vores strategi bare er at gøre vores bedste.

                      Nogle af jer sidder måske og overvejer hvad det overhovedet er for noget ”frugt” der er tale om, men det er så heldigt at vi kan finde svaret på det i et af Paulus’ breve, nemlig det til galaterne. Der står i kapitel 5: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse” (Gal 5,22,2-3a). Og det er jo netop de dyder vi vil være kendetegnet af hvis vi altid gør hvad Jesus ville have gjort!

                      Slår vi op på de første sider i Bibelen, så kan vi læse om en helt anden slags frugt, nemlig frugten fra et træ der bar det ikke særlig mundrette navn ”træet til kundskab om godt og ondt”. Det træ stod i Edens have, hvor Adam og Eva boede, og Gud havde sagt til Adam og Eva at de måtte spise frugten fra alle træerne i haven bortset fra træet til kundskab om godt og ondt. Der har været, og er stadig, mange forskellige bud på hvad det træ skal symbolisere, men selv synes jeg det er ret oplagt at det symboliserer menneskets ønske om selv at være gud i vores eget liv i stedet for at lade Gud være gud – ønsket om at gøre vores bedste og lade det være godt nok, i stedet for at lade Gud komme til og gøre det som vi ikke selv kan – den utopiske tanke at vi kan stå som en afskåret gren og bære den samme frugt som vi ville have båret hvis vi var blevet siddende på træet. Det er et forehavende som på forhånd er dødsdømt – i bogstaveligste forstand, for vil vi ikke vide af Gud, forspilder vi selve livet: Vores liv i denne verden bliver en sørgelig skygge af det liv Gud ønsker at give os, og det evige liv i glæde som Gud har til os, går vi helt glip af.

                      Men som sagt er Gud næsten urimeligt god mod os. Det som vi ikke selv evner, uanset hvor meget vi strenger os an for at gøre vores bedste, det har Gud gjort for os i skikkelse af sin søn, Jesus Kristus. Ikke alene levede Jesus det fuldkomne menneskeliv som vores perfekte forbillede; han gav også sit liv for at købe os fri af dødens magt, sådan at vi kan komme til at tilhøre ham, og hans liv kan blive vores. Det er det der sker når vi bliver døbt: Vi bliver – for nu at blive i billedet med frugttræet – ”podet ind” på Jesus, sådan at hans liv flyder gennem os. Derfor skal vi ikke stille os tilfreds med at gøre vores bedste; i stedet skal vi lade Jesus være vores liv og lade ham gøre det igennem os som vi ikke selv kan.

                      Det er også derfor jeg har mest lyst til at sige at vores bedste heldigvis aldrig er godt nok. For hvis der fandtes mennesker (ud over Jesus) for hvem det bedste var godt nok, så kunne vi måske blive fristet til at forsøge at gøre dem kunsten efter. Men fordi det er umuligt, kan vi lige så godt først som sidst krybe til korset og sige: ”Jesus, jeg kan ikke selv leve det liv Gud har skabt mig til, men jeg giver mit liv til dig i tillid til at det som jeg ikke selv kan, det kan du.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Første Johannesbrev 4.12-16a, Johannesevangeliet 15.1-11, Salme 121

Posted By admin on 24. september 2024

Levis kaldelse: Er du syg?

Prædiken i Sct. Klemens Kirke 17. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Ingen bryder sig om at være syg. De tre ord: ”Du er syg!” er ord som ingen har lyst til at høre, og det næsten uanset hvilken kontekst de bliver sagt i. Værst er det naturligvis hvis det er en læge der siger det. Man har måske gået med en eller anden smerte eller snurren eller svimmelhed eller hvad det måtte være, og har sagt til sig selv at det sikkert ikke var noget alvorligt, og man er ikke gået til lægen med det, for lægen har sikkert andet at se til, og man vil jo ikke være hypokonder, og desuden har man heller ikke rigtig selv tid til at gå derhen. Men til sidst lader man sig overtale, lægen tager nogle prøver, og man møder op for at få svaret, ganske overbevist om at man kommer til at høre lægen sige: ”Prøverne var helt normale, du fejler ingenting.” Hvis lægen så i stedet siger: ”Du er syg!”, så – ja, det er der vist ingen der ønsker sig!

                      Men sætningen ”Du er syg!” kan også udtales af andre end læger, og når det sker, er det tit ikke specielt venligt ment. Der kan naturligvis være tale om at en person i misforstået pligtopfyldenhed er mødt op på arbejde med feberblanke øjne og udslæt over hele kroppen, men bliver mødt af en forstående chef der giver vedkommende lov til at gå hjem i seng, men i den situation vil ordene ”Du er syg!” som regel blive udtalt i et mildt tonefald. Bærer tonefaldet derimod præg af bebrejdelse eller måske endda væmmelse, så er ordene: ”Du er syg!” som regel udtryk for den dybeste misbilligelse af noget som den anden har sagt eller gjort, idet det antydes at hvis man var rask, ville man kunne indse hvor dybt tåbeligt eller umoralsk det man havde sagt eller gjort, var. I har sikkert hørt ordet ”syg” anvendt på den måde. Og den brug af ordet bidrager naturligvis kun yderligere til at gøre ”syg” til et meget negativt ord som man helst ikke vil associeres med, fordi det tilføjer en bibetydning af at en person der er ”syg”, ikke alene er en hjælpeløs stakkel, men måske tilmed mangler sans for grundlæggende moral. I hvert fald indebærer det en form for stigmatisering at blive kategoriseret som ”syg”, og det er måske en af grundene til at der findes masser af bøger og artikler med titler som ”stress er ikke en sygdom” eller ”autisme er ikke en sygdom”, ligesom det givetvis har spillet en rolle i forargelsen over at kønsdysfori (altså det at opleve sig som et andet køn end det man fik tildelt ved fødslen) indtil 2017 blev betragtet som en psykisk sygdom her i Danmark. Og jeg må da ærligt indrømme at jeg selv bestemt ikke ville bryde mig om hvis folk på Bornholm begyndte at gå rundt og sige til hinanden at Klemenskerpræsten er syg.

                      Men selvom det kan være stigmatiserende at blive betragtet som syg, så er der faktisk også mennesker der kæmper den modsatte kamp: Hvor personer med kønsdysfori har kæmpet for at blive slettet fra diagnosehåndbogen, så har personer med eksempelvis nervøs overspisning eller kronisk træthedssyndrom kæmpet for at blive optaget i håndbogen, altså for at få lov til at blive betragtet som syge! Og hvorfor har de så det, når nu de fleste af os helst ikke vil betragtes som syge? Fordi hvis man er syg, så har man ret til at få hjælp i sundhedssystemet til om muligt at få kureret sin sygdom, og ellers i det mindste at få lindret ubehaget ved den. Så hvis man oplever nedsat livskvalitet som følge af et eller andet fysisk eller psykisk som man ikke selv har valgt, så kan ønsket om at få hjælp komme til at veje tungere end modviljen mod at skulle acceptere at man er syg. (Og så vil jeg i øvrigt opfordre til at vi alle sammen gør hvad vi kan for at møde syge mennesker med respekt og ligeværd, uanset om der er tale om fysisk eller psykisk sygdom, sådan at det i hvert fald ikke bliver frygten for stigmatisering der afholder nogen fra at gå til lægen og blive undersøgt!).

                      I prædiketeksten til i dag taler Jesus om mennesker der er henholdsvis ”raske” og ”syge”, og den måde han bruger ordene på, gør det klart at der også dengang for 2000 år siden var nogle negative konnotationer forbundet med det at være syg. I det her tilfælde bruger Jesus endda det at være syg som en metafor for at være en synder, mens det at være rask er en metafor for at være retfærdig: ”De raske har ikke brug for længe, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

                      Ved første øjekast er det faktisk et meget kløgtigt og diplomatisk svar Jesus giver de skriftkloge farisæere der bebrejder ham at han spiser sammen med syndere: Han giver dem ret i at Levi og de andre syndere er ”syge”, og han gør det klart at når han omgås dem i stedet for at omgås de skriftkloge og samfundets øvrige spidser, så er det ikke fordi han mener at tolderne og synderne er bedre selskab; snarere tværtimod: Når det ikke er de skriftkloge han bruger sin tid på, er det fordi de skriftkloge allerede er raske. Så han roser dem i virkeligheden, og det er jo tit en klog taktik hvis man bliver kritiseret.

                      Eller gør han nu også det? Når vi ser nærmere på hvad det er han rent faktisk siger, så siger han jo ikke udtrykkeligt at de skriftkloge er raske og retfærdige. Faktisk udtaler han sig slet ikke om de skriftkloge, for de sagde jo ikke: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere og ikke sammen med os?”; de sagde bare: ”Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?” Dertil svarede han at det gør han fordi tolderne og synderne er syge og har brug for en læge, men hvem de retfærdige der ikke har brug for nogen læge, er, det lader han hænge i luften. Og det tror jeg faktisk han gør helt bevidst, for at give de skriftkloge anledning til at overveje om de selv er ”raske” eller ”syge”, det vil sige: om de er syndere eller retfærdige. Og når Markus har valgt at tage beretningen med i sit evangelium, tror jeg det blandt andet er for at give os andre den samme anledning.

Så hvordan ser du på dig selv, og hvordan vil du gerne have at Jesus skal se på dig? Er du rask eller syg? Har du brug for en læge? Er der noget der nedsætter din livskvalitet så meget at du er parat til at lade dig stemple som en hjælpeløs stakkel der måske endda mangler sans for grundlæggende moral, hvis det er prisen for at du kan få hjælp? Hvis Jesus præsenterede dig for en gruppe mennesker med ordene: ”Alle sammen, det er den-og-den. Han (eller hun) er en person som jeg med glæde prioriterer at bruge tid sammen med fordi hun (eller han) er en stakkels synder hvis liv ville være dømt til at mislykkes helt og aldeles hvis ikke jeg tog mig af det hele,” hvordan ville du så have det med det? Ikke særlig godt, gætter jeg på – det ville da være noget af et stempel at få! Der er bare lige det ved det, som vi hørte, at Jesus ikke er kommet for at kalde retfærdige, men syndere. Så hvis du ikke er en synder – ja, så er du ikke blandt dem Jesus er kommet for at kalde! Der er altså ikke mere end to muligheder: Vil du være ven med Jesus, selvom prisen er at du må give afkald på din værdighed og erkende at du er en syg synder som dybest set ikke er et hak bedre end de mennesker som du måske foragter på grund af deres livsstil – eller vil du holde fast i at så galt står det altså heller ikke til med dig, hvis prisen er at så kan Jesus ikke hjælpe dig? Andre muligheder end de to findes der ikke.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til 17. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Judasbrevet 20-25, Markusevangeliet 2.14-22, Salme 40.2-6

Posted By admin on 24. september 2024

Martha og Maria: Er det godt eller skidt at arbejde?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Jeg er københavner. Det vil sige, efter københavnske standarder er jeg ikke sådan rigtig københavner, for jeg er født i Brønshøj-Husum, som er den bydel i København der ligger længst væk fra Rådhuspladsen, og hvor der i hvert fald ingen storbyturister kommer, medmindre de er faret vild (selvom Brønshøj Kirke faktisk er den ældste bygning i Københavns Kommune). Tilmed var jeg ikke engang fyldt et år da jeg sammen med mine forældre flyttede helt ud i forstadskommunerne, til Herlev, hvor der var mindre end en kilometer til den nærmeste bondegård. Men alligevel forblev landbruget noget som jeg kun havde et teoretisk forhold til – jeg vidste godt at man sår om foråret og høster i sensommeren og den slags, men det er først efter at jeg er flyttet her til Bornholm, hvor jeg i sæsonen kan høre mejetærskerne fra tidlig morgen til sen aften, at det er gået op for mig hvor mange arbejdstimer det kræver at høste.

                      Derfor er det også en smule ironisk at vi ved denne høstgudstjeneste er samlet om en tekst hvor Jesus roser Maria, der sidder ved hans fødder og laver ingenting, mens han revser den arbejdsomme Martha der sørger for at de alle sammen kan få noget at spise. For selvom pointen med en høstgudstjeneste er at vi takker Gud for høsten i erkendelse af at den er afhængig af en lang række ting som vi ikke har nogen kontrol over (så som vejret), så bliver der jo ingen høst uden at en masse mennesker lægger en gedigen arbejdsindsats. Hvad ville Jesus sige til det? Burde alle de hårdtarbejdende landmænd i stedet sidde i hver deres munkecelle og beskæftige sig med bøn og bibellæsning?

                      Det kunne man måske umiddelbart tro, men jeg vil benytte anledningen til at gentage mit refræn om hvor vigtigt det er at I selv læser i Bibelen, sådan en hel bog ad gangen, for det er bare så centralt at alle bibeltekster skal læses i den sammenhæng de står i og ikke bare citeres uden for kontekst. Og den sammenhæng som beretningen om Martha og Maria står i, det er at den står umiddelbart efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som mange af jer sikkert kender. Hvis I ikke kender den, kan jeg oplyse at den handler om en mand der bliver overfaldet af landevejsrøvere som slår ham fordærvet og lader ham ligge i vejkanten. Da en af de jødiske præster kommer forbi, går han forbi uden at hjælpe manden, fordi han har travlt med sine religiøse pligter, og det samme gælder en anden religiøs mand der kommer forbi. Helterollen i historien tilfalder derimod en samaritaner der gør det praktiske der er nødvendigt for at redde den tilskadekomne mand. Men hvorfor er det så i dagens beretning pludselig den passive, religiøse Maria der er helten, mens skurkerollen tilfalder den foretagsomme Martha?

                      Vel, for det første skal vi lægge mærke til at Jesus ikke bebrejder Martha at hun varter dem op; det han bebrejder hende, er at hun er bekymret og urolig. Det er først i det øjeblik Martha giver sig til at skælde ud på sin søster, at Jesus irettesætter hende; indtil da lader han de to søstre gøre det som de hver især har valgt at gøre.

                      For det andet vil jeg påstå at Maria i virkeligheden har mere til fælles med den barmhjertige samaritaner end Martha har. Martha gjorde lige præcis det som datidens sociale normer dikterede at en kvinde skulle gøre, nemlig at varte mændene op, og hun var blind for at Jesu besøg var en særlig situation der krævede et brud med de sædvanlige normer – præcis ligesom de to religiøse jøder i lignelsen om samaritaneren gjorde det som samfundets normer krævede af dem, og var blinde for at det at der lå en forslået mand i vejkanten, var en særlig situation som tog forrang over normerne. Maria, derimod, fokuserede ligesom samaritaneren på at vise kærlighed i den konkrete situation. For samaritaneren bestod kærlighedsgerningen i at hjælpe den tilskadekomne mand, mens den for Maria bestod i at lytte til det som Jesus havde at sige.

Noget andet er så at man må give Jesus ret i at det som Maria havde valgt, med rette kunne kaldes ”den gode del”, for det er da unægtelig rarere at sidde og lytte til en god prædiken end at springe rundt og have travlt i køkkenet – eller det synes jeg i hvert fald. Og det bringer os nærmest tilbage til udgangspunktet, for man kan vel med en vis ret hævde at den eneste grund til at Maria overhovedet havde den mulighed at vælge ”den gode del”, det var jo at Martha tog sig af det knap så sjove. Så er det ikke alligevel en lidt utopisk lektie Jesus forsøgte at lære Martha?

Jo, det kunne man med en vis ret påstå hvis spørgsmålet var om det praktiske arbejde skulle udføres eller ej. Men som sagt viser lignelsen om det barmhjertige samaritaner os at Jesus ikke betragter det at udføre praktisk arbejde som uvigtigt eller mindreværdigt. Og i tilfældet med Martha og Maria tror jeg ikke det er meningen at det at lytte til Jesus og det at sørge for aftensmaden skal betragtes som et enten/eller. Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os at Martha havde prioriteret på samme måde som Maria og havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord. Hvad var der så blevet af maden? Var de kommet til at gå sultne i seng? Mit mest kvalificerede gæt (hvis vi ser bort fra at Jesus i princippet kunne have tryllet maden frem ud af den blå luft) er at Jesus efter endt undervisning ville have sagt: ”Fint, lad os nu alle sammen hjælpes ad med madlavningen. Martha, hvad har du i huset? Jeg skal nok skrælle kartoflerne!” (Eller, det ville han selvsagt ikke have sagt, for kartofler var ukendte i Middelhavsområdet for 2000 år siden, men I forstår hvad jeg mener!)

Problemet var jo ikke at Martha lavede mad, for selvfølgelig skulle der laves mad. Problemet var at hun byttede om på rammer og indhold, sådan at hendes madlavningsprojekt blev et mål i sig selv. Det var næsten som om Marthas fokus lå mere på hendes eget behov for at varte op end på gæsternes behov for opvartning! Og det er et træk ved Martha som jeg er bange for at jeg godt kan genkende hos mig selv – altså ikke at jeg er specielt huslig, tværtimod, men fristelsen til at være mere optaget af mit behov for at gøre en forskel end på hvad andre mennesker har et behov for at der bliver gjort, kender jeg kun alt for godt.

Det vi skal tage med os fra dagens tekst, er altså at vores gerninger, vores indsats, det vi har udrettet, er det forkerte sted at forankre vores identitet. Ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger – det skal vi bestemt, for det har vores medmennesker behov. Men vores arbejde – være sig erhvervsarbejde eller frivilligt arbejde eller husligt arbejde – er et meget skrøbeligt fundament at bygge på, og det er det af flere grunde. Dels ved vi aldrig om vi går hen og bliver ramt af sygdom eller ulykke, så vi ikke længere evner hvad vi gjorde før – det har kastet mange mennesker ud i identitetskriser når den slags er sket, for hvis jeg ikke længere er den som sørger for ditten og datten, eller som kan hjælpe andre med dette og hint, eller som er uundværlig i den ene eller den anden sammenhæng, hvem er jeg så? Og dels er det jo desværre sådan i den her verden at æren langt fra altid tilfalder den som æres bør. Man kan risikere at bruge hele sit liv i uselvisk tjeneste for andre og ikke få andet end utak igen, både fra mennesker og fra tilværelsen som sådan. Mange mennesker har gennem tiderne frustreret spurgt sig selv og deres medmennesker og Gud: ”Hvorfor skal jeg lide sådan, jeg som altid har forsøgt at gøre det rette? Hvorfor rammer det onde mig og ikke dem der lever udsvævende og egoistisk? Kan det overhovedet betale sig at prøve at leve et godt og ordentligt og moralsk liv?

Hvis du nogensinde har stillet de spørgsmål, så er du i godt selskab, for der er faktisk en af salmerne i Det Gamle Testamente der stort set er én lang klage over netop det at det tilsyneladende går de onde bedre end de gode. Jeg citerer fra Salme 73: ”jeg måtte se de ugudeliges lykke. De lider ingen kvaler … evigt trygge øger de deres rigdom. Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder; jeg blev dog ramt dagen lang og tugtet hver morgen.” Men mod slutningen af salmen får piben en anden lyd, nemlig den lyd som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, for dagens første læsning var nemlig de sidste seks vers af Salme 73, hvor salmisten (der i øvrigt hed Asaf; det er nemlig ikke alle de såkaldte davidssalmer der er skrevet af David) når frem til den konklusion at det kun er tilsyneladende at det går de onde godt, for de mangler det vigtigste. Som han udtrykker det: ”Men at være Gud nær er min lykke.” Det at vide sig elsket af Gud før han har gjort noget som helst, det er det vigtigste for Asaf. Og for Maria. Og for os. Det eneste der dybest set er nødvendigt.

Igen: Det betyder ikke at de af os der stadig er op arbejdsmarkedet, skal sige vores job op, og at de af jer der driver landbrug skal holde op med det, sådan at vi alle sammen kan bruge 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen på at søge Gud i bøn, meditation og bibelstudier – eller for den sags skyld på at hjælpe nødlidende mennesker i ind- eller udland. Der er nogle mennesker der får sådan et kald fra Gud – for eksempel nærer jeg enormt stor beundring for Kamilla Maria Jakobsen, der arbejder som ulønnet gadediakon i Odense, hvor hun hver dag går rundt på gaderne og møder de hjemløse med Guds kærlighed i øjenhøjde. Det kan hun gøre, fordi hun og hendes mand har indrettet deres hverdag på en måde så de kan leve af kun én indtægt, hvilket selvsagt kræver nogle afsavn – men selvom de lever med de afsavn, kan det jo stadig kun lade sig gøre fordi hendes mand har et almindeligt lønarbejde. Sådan har vi forskellige kald og forskellige gaver og opgaver i Guds rige. Men selvom flertallet af os er kaldet til at have et almindeligt arbejde (jeg ved ikke om mit eget arbejde tæller som ”almindeligt” i den sammenhæng), og vores daglige brød afhænger af at vi udfører det arbejde, så skal vi huske at selv det daglige brød er sekundært i forhold til ham der giver os det. Det vi lever af, må aldrig blive vigtigere for os end det vi lever for. Og er der noget bedre at leve for, end at kende og elske Gud? Det er den gode del – og den kan vi vælge, uanset hvad der er af arbejde som skal gøres for at vi kan få brød på bordet, og menneskers nød kan blive lindret. Gud er nemlig allestedsnærværende, så uanset hvad vi foretager os, kan vi have nært fællesskab med ham imens. Og selvom vi måske ind imellem løber ind i spidsbelastningsperioder så som høsttiden, så er det vigtigt at arbejdet ikke kommer til at fylde det hele i vores hverdag, og at vi ikke fylder al vores fritid ud med husligt arbejde, frivilligt arbejde i kirke- eller foreningsregi samt underholdning af forskellig art, men at vi giver os tid til – om det så bare er fem minutter hver dag – at være stille og lade Gud tale til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 10.42-48a, Lukasevangeliet 10.38-42, Salme 73.23-28

Posted By admin on 4. september 2024

Den syge ved Bethesda: I ingenmandsland

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

De af jer der går hyppigt i kirke, har sikkert bemærket at der umiddelbart efter første salme følger først en hilsen med ordlyden ”Herren være med jer!”, hvortil menigheden svarer enten ”Og Herren være med dig!” eller ”Og med din ånd!” (her i Klemensker og Rø bruger vi sidstnævnte formulering). Efter den hilsen følger der en bøn, som er forskellig for hver søndag (i modsætning til bønnerne i forbindelse med nadveren, der er de samme hver søndag). Der står nogle bønner i den autoriserede alterbog som er beregnet til formålet, men mange af dem er holdt i et temmelig arkaisk sprog, og derfor er der i løbet af de senere årtier blevet skrevet mange alternative indledningskollekter (som er den faglige betegnelse for lige præcis den bøn). Selv holder jeg meget af de kollekter som Holger Lissner har skrevet, og derfor bruger jeg næsten altid dem.

                      Lige netop i dag er der imidlertid en formulering i Holger Lissners bøn, som jeg har det lidt blandet med, og det er formuleringen ”Giv os tilbage til livet med hinanden, så vi bliver hele mennesker, som du var det.” (Jeg ved ikke om I bed mærke i den?). Det er ikke fordi jeg som sådan er uenig i den bøn (så ville jeg ikke have brugt den), men den er nem at misforstå, og det skyldes ordet ”tilbage” – ”Giv os tilbage til livet med hinanden”. For det ord kan jo let tolkes som om frelsen blot består i en genoprettelse af den almindelige menneskelige status quo anno 2024, og jeg vil mene at beretningen om den syge ved Bethesda som vi har hørt i dag, er en klar demonstration af at det ikke er tilfældet.

                      Ikke fordi der kan være nogen tvivl om at det som den syge mand havde længtes efter gennem de 38 år han havde været syg, netop var en genoprettelse af status quo, en tilbagevenden til den tilværelse som mennesker omkring ham havde, og som han antagelig også selv havde haft før han blev syg (selvom vi ikke ved hvor gammel han var da de 38 år med sygdom begyndte). Men alligevel er det som om han slet ikke bliver glad da hans ønske endelig går i opfyldelse, og det er måske i virkeligheden det allermest mærkelige ved denne tekst – og derfor også det vi skal lægge mest mærke til. Stort set alle de andre steder i Det Nye Testamente hvor vi læser om mennesker der bliver helbredt af Jesus eller apostlene, reagerer de der bliver helbredt, med overstrømmende glæde, som man kunne forvente. De løber straks ud og fortæller det til alle og enhver, og nogle af dem bliver også disciple af Jesus og begynder at følge ham hvor han går og står. Men denne mand ved Bethesda – det er som om han ikke rigtig ved hvor han skal gøre af sig selv. Han spadserer bare planløst frem og tilbage med sin båre under armen, og da nogen bebrejder ham at han derved overtræder sabbatsbuddet, så reagerer han også mærkeligt: I stedet for at forklare at han lige var blevet helbredt efter 38 år, og at han derfor ikke lige havde tænkt på at det var sabbat i dag, men tak fordi de gjorde ham opmærksom på det, så tænker han kun på selv at slippe for ballade og forsøger i stedet at få sin redningsmand i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” ”Det var ikke min skyld; det var ham der fik mig til det!” Måske skal vi ikke gøre os alt for hurtigt færdige med den interessante detalje at manden faktisk ikke sagde ja da Jesus spurgte ham om han ville være rask, for det lader jo faktisk ikke til at han fik det ret meget bedre af at blive helbredt.

                      Nu skal vi selvfølgelig ikke være urimelige over for den stakkels mand, for hvis det var dig eller mig der havde været syg i 38 år og inderst inde havde opgivet ethvert håb om nogensinde at blive helbredt, og der så ud af det blå dukkede en mand op og sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, så ville vi nok også være en anelse forvirrede (for nu at sige det mildt), og det ville nok ikke falde os helt naturligt bare lige at glide ind i et helt almindeligt hverdagsliv igen. Lige i øjeblikket befinder han sig i en slags ingenmandsland, men giv ham et par måneder, så har han nok fundet sig til rette. Og ja, det er nok rigtigt. Det var bare ikke det der var målet. Modsat hvad man umiddelbart kunne tro, så ville bønnen ”Giv os tilbage til livet med hinanden” ikke have været opfyldt ved at manden vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv i Israel anno 28 (eller hvilket årstal man nu skrev på det tidspunkt), for Jesus kom først og fremmest for at hjælpe os mennesker med et problem der er langt alvorligere end fysisk sygdom. Det får vi faktisk også et fingerpeg om hen mod slutningen af dagens tekst, hvor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”

                      Jamen hvad kunne da være værre end at ligge syg og hjælpeløs i 38 år (altså hvis man ser bort fra poppede svar som: ”at ligge syg og hjælpeløs i 39 år”)? Det kunne det at gå glip af det evige liv i Guds rige! Når Jesus helbredte mennesker, så var det først og fremmest tegnhandlinger – tegn på at Guds evige rige, hvor alt er godt, var i færd med at bryde frem i verden. I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden, var alt godt – som vi læser i slutningen af skabelsesberetningen: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31). Hvorfor blev alt så ikke ved med at være godt? Ja, det er jo den gamle historie om slangen i paradiset: Adam og Eva ville selv være ligesom Gud i stedet for at lade Gud være Gud. De ville være fri for Guds herredømme – men det de fik i stedet, var ikke just bedre, snarere tværtimod. Under Guds gode herredømme havde alt været godt, men nu fik ondskaben mulighed for at blomstre, og der kom stridigheder, mistillid, vold, ulykke, sygdom og død ind i verden. Det gode ved det (hvis man kan sige sådan), er at det fik mennesker til at råbe til Gud om hjælp (1 Mos 4,26), og Gud lovede at hjælpe. Helt konkret lovede Gud en mand ved navn Abraham at han igennem hans efterkommere ville sørge for at alt igen blev godt. Og selvom Abrahams efterkommere mildt sagt var dårlige til at gøre hvad Gud sagde (det er det det meste af Det Gamle Testamente handler om), så holdt Gud ord. Da englen Gabriel blev sendt til Josef og Maria med besked om at Maria skulle føde Guds søn, fik de at vide at de skulle ”give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Når ordet ”synd” optræder i Bibelen i dansk oversættelse, gengiver det et græsk ord som ordret betyder ”at ramme ved siden af målet”, og det dækker over at vi mennesker er gået fejl af det gode mål som Gud havde for vores liv, ved ikke at ville give os ind under Guds gode herredømme. Og Jesus kom altså for at redde os ud af dén altoverskyggende kattepine. Det var derfor Jesus talte så meget om ”Guds rige”, altså Guds herredømme – om at Guds rige er nær, om hvordan man kommer ind i Guds rige, og om hvordan der er i Guds rige. (De af jer der har hørt eller læst nogle af de lignelser Jesus fortalte, har måske lagt mærke til at mange af dem begynder med ordene: ”Med Guds rige er det ligesom med…” eller ”Guds rige ligner…”). Og noget af det der kendetegner Guds rige, er altså at der ikke er noget sygdom (fordi der i det hele taget ikke er noget ondt), men det der først og fremmest kendetegner Guds rige, er at der ikke er noget synd, altså at vi ikke mere går fejl af målet med vores liv, men giver os ind under Guds gode herredømme. Det er derfor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Jesus inviterer altså manden ind i Guds rige, ind i den tilstand som Gud oprindelig skabte os mennesker til.

                      I en vis forstand kan man altså godt sige at frelsen består i at Gud giver os ”tilbage til livet med hinanden”, men vi skal altså langt tilbage for at finde det liv – ikke bare tilbage til før en bestemt begivenhed i vores liv indtraf, men helt tilbage til skabelsens morgen. I praksis er der ingen af os der nogensinde har levet det liv som vi med Holger Lissner bad Gud om at give os ”tilbage” til; vi har højst erfaret det i glimt.

                      Faktisk kan vores almindelige menneskelige hverdagsliv nærmest være en hindring for at vi kan finde tilbage til det liv Gud har skabt os til, netop fordi vi så nemt kommer til at tro at alt er i den skønneste orden (eller i hvert fald at det ikke kan være anderledes) når alt er som det plejer. Vi kommer nemt til at føle at denne verden med alle dens fortrædeligheder er vores sande hjem, og at det er naivt af os at drømme om noget andet. Og alt tyder på at det også blev sådan det endte med at gå for den mand der var blevet helbredt ved Bethesda dam – at han ikke blev hængende i ingenmandsland, men vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv. Eller det kan man i hvert fald frygte. Jesus gav ham ellers hele to chancer: Først helbredte han ham, hvilket nok bude have åbnet hans øjne for at han havde mulighed for at komme til at leve ikke bare et helt andet liv end han havde gjort de 38 år mellem søjlegangene, men også et helt andet liv end det som folk omkring ham levede. Og da han i stedet begyndte at gå rundt som en slags fange i ingenmandsland, opsøgte Jesus ham på ny for at give ham en mere eksplicit invitation til Guds rige. I den situation havde han et helt klart valg i forhold til om han ville forlade ingenmandsland i den ene eller den anden retning: Ville han følge Jesus ind i Guds rige, eller ville han i stedet prøve at glemme det glimt han havde fået af en anden verden, og vende tilbage til et helt almindeligt liv? Tja, det første han gjorde da han havde talt med Jesus, var at gå hen til Jesu fjender og angive ham, så noget kunne tyde på at han traf det valg der måske nok var det nemmeste på kort sigt, men som på lang sigt berøvede ham selve livets mening.

                      Jeg ved ikke hvor tit du oplever at føle at du befinder dig i en slags ingenmandsland mellem den verden vi lever i her, og så en verden hvor alt er godt, hvor kærligheden råder, og Gud har magten, men jeg håber det er tit. Og jeg håber at du hver gang vil vælge at følge efter Jesus dybere ind i Guds rige og efterleve Jesu ord om at bekende dine synder, tilgive andre, elske dine fjender, solidarisere dig med de nødlidende, og vælge ydmyghed frem for selvhævdelse. Ikke at det er let at efterleve – det er faktisk nærmest umuligt. Men det er netop derfor Jesus kom til jorden – for at frelse os fra alt det vi ikke kan frelse os selv fra. Så selv hvis du, når Jesus siger: ”Følg mig!”, oplever at du mest af alt har lyst til at sige. ”Det ville jeg gerne, men jeg kan ikke!”, så trøst dig med at det ved Jesus godt at du ikke kan – men han han, og hans styrke er nok til også at bære dig.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2024
Tags: Andet Timotheusbrev 2.8-13, Johannesevangeliet 5.1-15, Salme 39.5-14