Signe & Nikolaj

Posted By admin on 11. juni 2024

Missionsbefalingen: Vi kan ikke se skoven for bare træer

Prædiken i Sct. Klemens Kirke trinitatis søndag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

I søndags nåede vi i mål med kirkeåret, så at sige. Den vigtigste sejr blev naturligvis vundet da Jesus stod op fra de døde påskemorgen, men værket var ikke fuldendt før Jesus havde indtaget sin plads ved Faderens højre hånd ved himmelfarten og sendt Helligånden til disciplene på pinsedagen. Nu kunne kirkens tid begynde, og den begyndte med bravur: I forlængelse af den prædiken som Peter holdt pinsedag, var der ikke færre end tre tusind mennesker der kom til tro og blev døbt, og de af jer der var til gudstjeneste anden pinsedag, hørte i en af læsningerne hvordan det derefter gik: ”De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst” (ApG 2,46-47). Hvis historien var sluttet dér, ville det have været en klassisk ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende”-slutning.

                      Men historien slutter ikke dér. Alene det skrift der kaldes ”Apostlenes Gerninger”, og hvor beretningen om pinseunderet og den efterfølgende glæde og harmoni findes, er på hele 28 kapitler, og på det tidspunkt hvor de tilsyneladende levede lykkeligt til deres dages ende, er vi kun nået til slutningen af kapitel 2. Læser vi videre i kapitel 3, så ser det ganske vist ud til at de glade dage fortsætter, idet Peter og Johannes møder en lam tigger der beder dem om en almisse, men i stedet helbreder de ham, til hans og mange andres store begejstring. Peter går i gang med at holde endnu en prædiken, som objektivt set ikke er mindre god end den han holdt pinsedag, og antallet af troende når da også helt op på fem tusind, men så dukker ypperstepræsterne og tempelvagten pludselig op, og før de ved af det, er Peter og Johannes sat i spjældet. De slipper ganske vist med en advarsel og bliver løsladt igen dagen efter, men eftersom de ikke retter sig efter advarslen om ikke længere at tale til nogen i Jesu navn, bliver de arresteret igen allerede i kapitel 5 og denne gang bliver de pisket. Kort tid efter bliver en forkynder fra laget lige under apostlene (hvis man kan bruge det udtryk), nemlig Stefanus, arresteret, og hans ”forsvarstale” (som den almindeligvis bliver kaldt, selvom den snarere havde karakter af at han skældte ud på dem der havde arresteret ham) gjorde det jødiske råd så rasende at de lynchede ham ved stening. ”Samme dag udbrød der en stor forfølgelse af menigheden i Jerusalem, og alle undtagen apostlene blev spredt ud over Judæa og Samaria” (og det var så det første vers fra kapitel 8 jeg citerede dér).

                      På det tidspunkt kunne det virke som om idyllen var forsvundet helt og aldeles, men tre vers senere står der: ”De, der var blevet spredt, begyndte nu at drage rundt og forkynde ordet” (ApG 8,4). Og det var jo lige præcis det der var meningen! Vi hørte i prædiketeksten til i dag at Jesus gav sine disciple befaling om at de skulle gøre alle folkeslag til hans disciple, og det er altså lidt svært at få alle folkeslag i tale uden at bevæge sig derhen hvor de bor! Ganske vist sagde Jesus til dem inden sin himmelfart at de ikke måtte forlade Jerusalem (ApG 1,4), men det var kun indtil de havde modtaget kraft fra det høje (Luk 24,49); derefter lød beskeden: ”I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende” (ApG 1,8). Men det var som om de havde glemt den del af beskeden. De havde det jo så godt i Jerusalem, de havde et vidunderligt fællesskab, og der kom endda kontinuerligt nye til, så hvorfor lave om på noget? Don’t fix it if it ain’t broken, som man siger på “udenbysk”!

                      Sådan kan vi også tit komme til at tænke, mere eller mindre bevidst. ”Vi har sådan et vidunderligt fællesskab i vores bibelkreds; det ville bare gå fløjten hvis vi tog nye ind.” Eller: ”Jeg holder så meget af vores gudstjenester – det er bare synd at der ikke kommer nogle flere, selvom der står både i Tidende og Klynge-Avisen og på vores hjemmeside og på Facebook at der er gudstjeneste.” Eller: ”Hvorfor skulle vi interessere os for mission og nødhjælp i udlandet? Der er jo rigeligt med både fysisk og åndeligt nødlidende her i Danmark.” Jeg ved ikke om du nogensinde er stødt på den slags udsagn hos dig selv eller andre, men det lader i hvert fald til at være en mentalitet noget i den retning som havde indfundet sig i urmenigheden i Jerusalem så snart det første sus havde lagt sig. Så i virkeligheden har vi faktisk al mulig god grund til at være taknemmelige for at de mødte modstand og forfølgelse så de til sidst var nødt til at flygte fra byen, for hvis det ikke var sket, var evangeliet måske aldrig nået længere end til Jerusalem!

                      Heldigvis havde Jesus da også forberedt disciplene på at de ville komme til at møde modstand. Adskillige gange i løbet af de år hvor de fulgtes med ham, sagde han ting som: ”Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh 15,20) og ”Tag jer i agt for mennesker! De skal udlevere jer til domstolene og piske jer i deres synagoger” (Matt 10,17). I forbindelse med sidstnævnte tilføjede han: ”Når de forfølger jer i én by, så flygt til den næste” (Matt 10,23), og det var altså netop det der skete da forfølgelsen brød ud i Jerusalem – og det blev anledning til at der blev grundlagt menigheder rundt om i Judæa og Samaria. I Apostlenes Gerninger kapitel 10 sker så det allermest afgørende nybrud, for selvom den kristne kirke på det tidspunkt er nået længere ud rent geografisk end den gjorde til at begynde med, er der stadig kun ét folkeslag repræsenteret, nemlig israelitter. Men så sender Gud en engel til en from romersk officer med besked om at sende bud efter Peter i Joppe (det nuværende Jaffa, hvor Peter opholdt sig på det tidspunkt). Selvom Jesus havde sagt at budskabet var bestemt for alle folkeslag, var Peter imidlertid så skeptisk at han kun fulgte med efter at Gud hele tre gange havde giet ham besked på det i et syn – og efterfølgende måtte han stå skoleret hos menigheden i Jerusalem, hvor de – trods Jesu klare befaling – i første omgang syntes det var forkert af Peter at han havde besøgt en hedning. Gang på gang på gang var de første kristne nødt til at forlade deres komfortzoner, hvor det ellers var så rart og gik så godt, fordi de ikke havde fattet omfanget af Guds plan: at mennesker fra alle folkeslag skulle regnes med blandt hans børn og Jesu disciple. Og heldigvis lod de sig bevæge til at række længere ud, sådan at evangeliet nu også er nået til os. Heldigvis tog de det til sig, at Guds folk er langt større end hvad de umiddelbart kunne se; at Jesu legeme på jorden er overordentlig mangfoldigt hvad angår sprog, kultur, udtryksformer og menneskers fysiske udseende.

                      I dag er det søndag, og vi her i Klemensker er ikke de eneste der er samlet til gudstjeneste. Men mange steder i verden foregår det under markant anderledes forhold end her hos os. Og ligesom det var vigtigt for de første kristne på Apostlenes Gerningers tid, er det også vigtigt for os i dag at vi ikke har nok i os selv, men har den verdensomspændende kirke for øje – og især dem der lider og forfølges. Paulus skriver i Første Korintherbrev (12,26): ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre”.

                      Kristi store og mangfoldige kirke på jorden er som en kæmpemæssig skov med mange forskellige slags træer. Men alt for tit kan vi ikke se skoven for bare træer, og derfor glemmer vi hvor stor den er. Derfor vil jeg slutte min prædiken af med at vise jer en video om forholdene i en helt anden geografisk del af ”skoven”, nemlig i Yemen, som er det land i verden hvor der er den femteværste grad af kristenforfølgelse; kun Nordkorea, Somalia, Libyen og Eritrea er værre. Det er en video som organisationen Open Doors har produceret specielt med henblik på at den skulle vises ved gudstjenester landet over i dag, Trinitatis søndag, det fuldbragte frelsesværks søndag, den verdensomspændende kirkes søndag – og i særdeleshed den forfulgte kirkes søndag. Vær så god.

 

(video vises – se https://www.youtube.com/watch?v=wFpYpEWNxes)

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Trinitatis søndag 2024
Tags: Efeserbrevet 1.3-14, Esajas' Bog 49.1-6, Matthæusevangeliet 28.16-20

Posted By admin on 11. juni 2024

Helligåndens komme: Min ven Helligånden

Prædiken i Præstemosen pinsedag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Da jeg var 6 år, boede jeg på første sal i en 4-etagers boligblok i Herlev. I lejligheden lige nedenunder, i stueetagen, boede der en dreng på min alder som hed Dennis, og vi legede sammen næsten hver dag. Men så en dag fik jeg at vide at Dennis skulle flytte! Det blev jeg naturligvis ked af, for hvem skulle jeg så lege med? Men det viste sig heldigvis at den nye familie der flyttede ind, også havde en dreng på min alder, som hed Henrik, og Henrik viste sig at være en mindst lige så god legekammerat som Dennis. Så jeg fik en ny ven i stedet for den ven der rejste væk.

                   I prædiketeksten til i dag fortæller Jesus disciplene at han forlader dem, men han trøster dem med at de får en ny ven i stedet for, nemlig ”sandhedens ånd”, eller ”Helligånden”, som vi plejer at kalde den. Eller måske skulle jeg sige: som vi plejer at kalde ”ham”. (Eller måske ”hende”). Vi plejer jo ikke at bruge stedordet ”den” når vi taler om vores venner – venner af hankøn omtaler vi som ”ham” og venner af hunkøn som ”hende”, og så er der nogle få der ikke synes de kan identificere sig med at blive kaldt hverken ”ham” eller ”hende”, og som derfor gerne vil omtales som ”dem”, men jeg har endnu ikke mødt et menneske der gerne ville omtales som ”den”! Derfor er der også nogle kristne der har det svært med at Helligånden omtales som en ”den” i stedet for som en ”han” i dette og andre stykker fra Bibelen. Men det er selvfølgelig udtryk for et valg fra oversætternes side – i en del engelske oversættelser står der faktisk ”him”, altså det engelske ord for ”ham”. ”Jamen hvad står der da i den græske grundtekst?” kan jeg høre dig spørge. Jo, det skal jeg sige dig: Der står autó, som er det personlige stedord i intetkøn, svarende til det danske ”det” eller det tyske ”es”.

                   Græsk (i hvert fald oldgræsk; nygræsk ved jeg ikke ret meget om) fungerer faktisk på omtrent samme måde som tysk hvad de grammatiske køn angår. De af jer der har haft tysk i skolen, har muligvis stadig mareridt om der–die–das og durch–für–gegen, men det med der, die og das er faktisk relativt enkelt: Ethvert navneord har et grammatisk køn, som kan være enten hankøn, hunkøn eller intetkøn (det har de faktisk også på dansk, bortset fra at vi på rigsdansk har slået hankøn og hunkøn sammen til ”fælleskøn”). Og både på tysk og på oldgræsk er det sådan at hvis man omtaler et navneord der er hankøn, så bruger man det samme stedord som hvis man omtaler en hankønsperson. Det græske ord for ”ånd”, pneuma, er imidlertid et intetkønsord, og derfor bruger man intetkønsordet autó. Det er altså ren grammatik og siger ikke noget som helst om hvilket køn Helligånden er eller ikke er. Grammatiklektion slut. ?

                   Helligånden er jo ikke et menneske, og derfor vil jeg mene at det slet ikke giver mening at opfatte Helligånden som værende et bestemt køn. Men Bibelen levner ikke nogen som helst tvivl om at Helligånden er en person, som eksempelvis både kan tale (ApG 13,2) og kan blive bedrøvet (Ef 4,30) og har en vilje (1 Kor 12,11). Det er måske en fremmed tanke for os at Helligånden skulle være en person man kan tale med, men det er sådan Jesus beskriver ham (eller ”hende” eller ”den”, eller hvad vi nu skal kalde Helligånden for). ”En anden talsmand”, kalder Jesus Helligånden for, men ”talsmand” er en noget fattig oversættelse af det græske ord parákletos. Direkte oversat betyder ordet ”en man kalder på”, underforstået: for at få hjælp. Ordet blev blandt andet brugt om forsvarsadvokater i retten, men i jødisk tradition betød det i bred forstand en der kunne hjælpe, om det så blot var ved at trøste. (Af samme grund bliver Helligånden i nogle af vores salmer kaldt for ”Trøsteren”, eller med et gammeldags og i moderne ører en anelse komisk ord: ”Trøstermand”).

                   Da jeg som 6-årig fik Henrik til underbo og legekammerat i stedet for Dennis, var jeg glad og tilfreds. Jeg savnede ikke Dennis, for nu havde jeg jo fået en anden legekammerat i stedet for. Mere kompliceret er verden jo ikke for de fleste 6-årige. Men havde jeg været ældre, så ville jeg nok have savnet Dennis selvom jeg fik Henrik i stedet, for Henrik var jo ikke Dennis, og de mennesker der betyder noget for os, kan jo ikke bare uden videre erstattes. Derfor kan jeg egentlig også godt forstå hvis disciplene tænkte at det var en ringe trøst at Jesus ville sende dem en anden parákletos til at være hos dem i stedet for ham: ”Jamen vi vil jo stadig komme til at savne dig, Jesus!” Men bemærk at Jesus lidt længere henne i teksten siger: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.” Altså: ”jeg kommer til jer”! Selvom Helligånden er en anden person end Jesus, hører de nemlig så tæt sammen at der hvor den ene er, er den anden også. Man kan sige at Helligånden gennem sit eget nærvær formidler Jesu nærvær. Og det er ikke engang kun de to, men også en tredje; Jesus sagde jo: ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”. Der er er tre personer som for evigt hører sammen i den Gud vi tilbeder, nemlig Faderen og Sønnen og Helligånden. Og fordi Jesus sendte Helligånden til jorden efter at han var faret til himmels, kan vi nu have alle tre personer i treenigheden hos os.

                   Faktisk siger Jesus et andet sted i den tale som dagens prædiketekst er et uddrag af, at det ligefrem er det bedste for disciplene at han forlader dem, og Helligånden kommer i stedet for (Joh 16,7), og det lyder jo umiddelbart meget mærkeligt, for hvordan skulle noget kunne være bedre end at have Jesus hos sig i kød og blod? Men vi skal huske på at disciplene havde haft Jesus hos sig i kød og blod i sandsynligvis omkring 3 år siden han kaldte de første af dem væk fra deres fiskenet med løftet om at gøre dem til menneskefiskere, og i løbet af de tre år havde han lært dem en hel masse, men de havde tilsyneladende ikke forstået ret meget af det. Først da Helligånden kom til dem på pinsedagen, faldt tingene på plads, og de blev sat i stand til rent faktisk at leve efter det som Jesus havde lært dem – og at lære det videre til andre. Og den erfaring de gjorde, var at Jesus dybest set ikke havde forladt dem, men tværtimod var mere nærværende end nogensinde før, selvom de ikke kunne se ham i kød og blod – som Paulus kort og fyndigt udtrykker det i Filipperbrevet: ”Herren er nær” (Fil 4,6b). Oven i købet kunne Jesus nu være nær hos alle kristne på samme tid, selvom nogle af dem befandt sig i Jerusalem, andre i Filippi i Grækenland, og andre igen i Rom eller i Antiokia i det nuværende Tyrkiet.

                   Der er gået næsten 2000 år siden Helligånden kom over disciplene på den første pinsedag, men Jesus sagde jo til disciplene at Helligånden ville blive hos dem ”til evig tid”, så det må betyde at vi har samme mulighed for at erfare Jesu nærvær som de første disciple havde. Også for os er Helligånden en talsmand, en hjælper, en trøster, en ven. Ganske vist har vi måske ikke de samme vilde oplevelser med Helligånden som vi kan læse at de første kristne havde, men det kunne måske have noget at gøre med at vi ikke i lige så høj grad som de søger Guds nærvær. Det er jo sådan i alle venskaber at jo mere man taler sammen, og jo mere tid man tilbringer sammen, desto bedre vil man alt andet lige lære hinanden at kende. Så hvis du kunne tænke dig et dybere venskab med Helligånden, så ligger løsningen lige for: Brug tid sammen med ham (eller hende eller den, eller hvad vi nu siger). ”Og hvordan gør man så det?” spørger du måske. Jo, det er nøjagtig lige så enkelt som at bruge tid sammen med en hvilken som helst anden ven – eller endda endnu enklere, for Helligånden er altid hos dig. Blot vil jeg anbefale at du finder et sted med stilhed og ro, så det Helligånden hvisker til dig, ikke bliver overdøvet af alt muligt andet. Tit kan det også være en fordel at søge Guds nærvær i selskab med andre kristne – det er blandt andet derfor vi har fyraftensbøn i konfirmandstuen hver onsdag klokken 16.30, og ”Tid til Gud” i Rø Kirke den første mandag i hver måned klokken 19.00.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

       Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

       Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

       Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

       Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

       Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

 

Category: Ikke kategoriseret | Kommentarer lukket til Prædiken til pinsedag 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 2.1-11, Johannesevangeliet 14.15-21

Posted By admin on 11. juni 2024

Den ypperstepræstelige bøn 2: Nederlag er vejen til sejr

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 6. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Dag 4. Der er ikke sket noget endnu.” Sådan kunne en af disciplene have skrevet i sin dagbog den sjette søndag efter Jesu opstandelse. Fire dage var der gået siden Jesus vendte tilbage til himlen, og som vi hørte i torsdags, sagde han ved den lejlighed til disciplene at de skulle blive i Jerusalem og vente på at blive iført kraft fra det høje, som Faderen havde lovet. Men hvor længe de skulle vente, og hvordan det helt præcis ville se ud når Faderens løfte gik i opfyldelse, det havde de ikke fået noget at vide om. Det må have oplevedes som lidt af et limbo. Men alligevel tilbragte de altså tiden med at lovprise Gud i templet, som vi også hørte i torsdags. Selvom der gik yderligere en hel uge før der skete noget, stolede de altså på at Gud havde styr på tingene. Men på den anden side: hvem ville ikke gøre det, når de inden for et par måneder havde set en død mand stå op af graven og gå igennem lukkede døre for derefter at sætte sig og spise stegt fisk, og til sidst forsvinde ind i en sky med fødderne sidst?

                      Vi der lever 2000 år senere, har ikke med vores egne øjne set nogen af de nævnte begivenheder, men vi bekender dog hver søndag troen på at de virkelig fandt sted. Og derfor bør vi vel egentlig have lige så god grund til at stole på Gud som de første disciple havde – om ikke endnu mere, for i modsætning til dem ved vi jo hvordan det siden hen gik: De fik kraft fra det høje, nok til at deres budskab i løbet af få hundrede år havde vendt op og ned på hele Middelhavsområdet og Nærøsten og det meste af Vesteuropa – og den dag i dag er der flere kristne i verden end der nogensinde før har været.

                      Men historien viser os også at hvis det var nødvendigt for de første disciple at vente på at de blev iført kraft fra det høje, så er det om muligt endnu mere nødvendigt for os. Vi skal nemlig huske på at det ikke var menneskelig kraft og styrke der gjorde det muligt for Peter og Johannes og Jakob og Andreas og alle de andre at forandre verden; det var tværtimod på trods af det de selv havde at stille op med, at det lykkedes for dem. De fleste af disciplene var jævne folk, og det vel at mærke i en tid hvor det som vi i dag kalder at ”bryde den sociale arv”, var stort set ikke eksisterende. De høje stillinger i samfundet gik som regel til dem der var født ind i en familie med penge, magt og indflydelse, og i det jødiske samfund (som alle de første disciple var en del af) havde de skriftkloge monopol på at formidle dén videregående uddannelse som også kunne blive en vej til magt og indflydelse. Men disciplene kom fra håndværker- og fiskerfamilier i Udkantsisrael, og ingen af dem havde så meget som ansøgt om at blive optaget i de skriftkloges bibelskole, så vidt vi ved. Nogle år senere fik de ganske vist en vaskeægte skriftklog med på holdet, en elitestudent fra en af de mest berømte rabbinske skoler. Han hed Paulus, og hans skarpe analytiske hjerne var en kæmpe gave til kirken både dengang og i dag – vi lytter til ord fra ham ikke færre end 36 søn- og helligdage i lige årstal og 41 i ulige årstal! Men så længe Paulus kun havde sin skarpe hjerne at gøre godt med, og ikke havde Helligånden til at lede ham på rette vej, var han alvorligt på vildspor – i sit første brev til Timotheus beskriver han det selv med ordene: ”i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde” (1 Tim 1,13); han forfulgte nemlig dengang de kristne og forsøgte at slå dem ihjel. Og selvom hans evner senere, efter hans omvendelse, altså blev til stor gavn og velsignelse for kirken, så måtte Paulus indse at de også var en hæmsko for ham – i hvert fald følger han i Filipperbrevet en opremsning af alle sine kvalifikationer op med ordene: ”Dog, hvad jeg havde af fortjeneste, det regner jeg nu på grund af Kristus for tab. Ja, jeg regner så vist alt for tab på grund af det langt større at kende Kristus Jesus, min Herre. På grund af ham har jeg tabt det alt sammen, og jeg regner det for skarn, for at jeg kan vinde Kristus og findes i ham” (Fil 3,7-9a). I Guds rige er der nemlig ingen kvalifikationer der i sig selv batter noget som helst hvis ikke Gud selv giver kraften til tjeneste, og jo flere menneskelige kvalifikationer vi stiller op med, desto sværere kan det være for os at nå til den erkendelse. Det var måske derfor det mest var blandt det jævne folk at Jesus var populær, og at de mislykkede i samfundet ligefrem flokkedes om ham, mens de fleste af de skriftkloge afviste ham.

                      Den måde disciplene blev iklædt kraft fra det høje på, var ved at Guds hellige ånd kom ned fra himlen og fyldte dem. De blev altså fyldt af den samme ånd som var i Jesus, og derved blev de ét både med ham og med hinanden. Paulus skriver i Første Korintherbrev at ”den, der binder sig til Herren, er én ånd med ham” (1 Kor 6,17). Også vi som lever i dag, har brug for at lade os fylde af Helligånden, for i os selv er vi mindst lige så magtesløse som de første disciple var. Ganske vist er der i løbet af de 2000 år der er gået, sket store teknologiske landvindinger, der kan være til stor hjælp for os i tjenesten for Gud og vores medmennesker – oplagte eksempler er bogtrykkerkunsten som har gjort Bibelen og anden kristen litteratur tilgængelig for langt flere, radioen (og senere tv og internettet) som gør det muligt at forkynde på lang afstand, for eksempel for mennesker der bor i lande hvor kristen forkyndelse er forbudt, og flyet som navnlig i uvejsomme områder kan reducere transporttiden til en brøkdel af hvad den ellers ville have været. Men det er med alle disse moderne hjælpemidler som det er med Paulus’ logiske, teologiske og retoriske begavelse: De er en stor hjælp og velsignelse, men hvis ikke det er Helligåndens kraft der driver værket, så gør alle hjælpemidlerne os bare i stand til at løbe hurtigere rundt i cirkler uden at komme nogen vegne. Vi kan vist hurtigt blive enige om at den verden vi lever i i dag, trænger lige så meget til forvandling som den verden de første kristne levede i, men selvom vi i dag er mere end 2 milliarder mennesker der bekender os til kristendommen, kan det nogle gange godt virke som om vi tilsammen har mindre kraft end de 120 mennesker[1] der sad og ventede i Jerusalem efter Jesu himmelfart. Det er der flere grunde til, tror jeg, men en af dem er nok at vi tit ikke rigtig gør os klart hvor hjælpeløse vi er uden Helligånden – ligesom Paulus i lang tid heller ikke gjorde det, fordi han var så klog. Vi har simpelt hen brug for at genopdage den åndelige disciplin som det er at vente på Gud – og dermed mener jeg vel at mærke ikke at læne os tilbage os adsprede os med alt muligt andet, men inderligt at søge Guds ansigt i bøn, mens vi bekender hvor hjælpeløse vi er uden ham – ligesom disciplene gjorde i tiden mellem himmelfarten og pinsedagen – ikke fordi vi ikke fik Helligånden da vi blev døbt og kom til tro, men fordi vi har brug for hele tiden at modtage ny kraft fra Gud, ligesom en bil har brug for hele tiden at få fyldt brændstof på for at kunne blive ved med at køre. Helligåndens kraft er ikke noget vi får til ejendom; den består i at vi hvert øjeblik lader os lede af Ham.

                      Som jeg nævnte før, er Helligånden den samme ånd som var i Jesus, og det vigtigste som Helligånden skaber i os, er derfor enhed med Jesus – den enhed som blev grundlagt da vi begravede vores gamle liv og blev genfødt til et nyt liv sammen med Jesus, nemlig da vi blev døbt. Den eneste vej til den herlighed som Jesus i dagens tekst siger at han har givet sine disciple, er nemlig at vi holder forbindelsen til Jesus intakt, for det er kun fra ham herligheden kommer.

                      Der er imidlertid noget vigtigt vi skal huske på i den forbindelse, og det er at for Jesus gik vejen til herlighed og sejr gennem lidelse og død, og vi kan ikke forvente at det kommer til at være anderledes for os. Når Det Nye Testamente taler om at vi som kristne har adgang til et liv i ”herlighed”, så betyder det ikke at vi kommer til at slippe for de genvordigheder som der er forbundet med at leve som menneske i denne verden – tværtimod må vi påregne at verden vil behandle os lige så fjendtligt som den behandlede vores Herre. Paulus kunne jo, som vi hørte i dagens første læsning, med tilslutning citere skriftstedet ”På grund af dig dræbes vi dagen  lang, vi regnes for slagtefår.” Men hvis vi på grund af vores tilhørsforhold til Jesus kommer til at opleve trængsel af forskellig slags – enten den kommer fra mennesker eller fra omstændigheder som ingen mennesker har kontrol over – så kan vi trøste os med at netop det at gå igennem trængsler sammen med Jesus er vejen til den herlighed som Jesus vandt. ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] Se ApG 1,15

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 6. søndag efter påske 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 1.12-14, Johannesevangeliet 17.20-26, Romerbrevet 8.31b-39

Posted By admin on 11. juni 2024

Himmelfarten: Himlens jordfart

Prædiken i Rø Kirke Kristi himmelfarts dag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Himmelfarten var anden gang på kort tid disciplene måtte tage afsked med Jesus. Blot seks uger tidligere sad de nok så fredeligt og spiste påskemåltid sammen med ham da han pludselig sagde til dem at nu var han nødt til at forlade dem og vende tilbage til Faderen, og det blev de forståeligt nok enormt kede af. Han var jo deres mester, deres leder, deres bedste ven, ham som de havde forladt alt for at følge. Hvad skulle der blive af dem når de ikke havde ham længere?

                      Samme nat blev Jesus som bekendt arresteret, dagen derpå blev han korsfæstet, og efter at han var blevet begravet, sad hans disciple slukørede tilbage bag lukkede døre, skrækslagne for at turen snart ville komme til dem. Men som vi ved, endte det lykkeligt: På tredjedagen stod Jesus pludselig lyslevende midt iblandt dem, og selvom han tilsyneladende var gået gennem lukkede døre for at komme derind, kunne disciplene mærke med deres hænder at han havde en håndgribelig krop med kød og knogler, og han spiste endda et stykke stegt fisk som bevis på at han var et lyslevende menneske. Stor var deres glæde over dén uventede udvikling (en udvikling der i øvrigt ikke burde have været uventet for dem, for Jesus havde adskillige gange forudsagt at han ville både dø og opstå, men det havde de ikke været i stand til at forstå og tage til sig).

                      Gennem 40 dage efter sin opstandelse viste Jesus sig for disciplene med mange beviser på at han levede, og talte til dem om Guds rige, som vi hørte i dagens anden læsning. Men da de 40 dage var til ende, forlod han dem altså igen. Denne gang var deres reaktion dog markant anderledes end den havde været seks uger tidligere: Hvor de dengang havde holdt sig bag lukkede døre, opholdt de sig nu i stedet i templet, hvilket var et særdeles offentligt sted hvor de nok dagligt løb på de ypperstepræster der havde dømt Jesus til døden. Og hvor de dengang havde været frygtsomme og betuttede, var de nu fyldt med glæde og brugte tiden på at lovprise Gud. Hvorfor den forskel? Bortset fra at Jesus denne gang var sluppet for den yderst smertefulde død som han havde lidt første gang de mistede ham, så var slutresultatet jo det samme, skulle man mene: Jesus var ikke iblandt dem længere.

                      Sådan kan vi i hvert fald let komme til at tænke hvis vi læner os for meget op ad den opfattelse af himlen som er fremherskende i vores danske kultur. Tag for eksempel H.C. Andersens eventyr Store Claus og Lille Claus om rivaliseringen mellem de to mænd med samme fornavn, hvoraf den ene er rig (det er derfor han kaldes ”Store Claus”), men den anden er væsentlig mere snedig, og derfor narrer han gang på gang Store Claus så det driver. Til sidst bliver Store Claus så træt af at blive narret at han beslutter sig for at slå Lille Claus ihjel, så han putter ham i en sæk som han snører grundigt til, hvorefter han begiver sig på vej ned til åen for at drukne ham. Undervejs kommer han forbi kirken, hvor gudstjenesten er i gang, og fordi sækken er så tung at bære, beslutter han at tage en pause for at gå indenfor og høre en salme. Sækken lader han stå udenfor kirken; den er jo forsvarligt bundet til. Imidlertid sker der det at en gammel kvægdriver kommer forbi, og han hører Lille Claus jamre nede i sækken: ”Ak ja! jeg er så ung og skal allerede til Himmerig!” Kvægdriveren svarer: ”Og jeg stakkel! er så gammel og kan ikke komme der endnu!” De aftaler så at bytte plads, og Lille Claus lover at tage sig af kvæget, hvilket giver ham anledning til at narre den stupide Store Claus som aldrig før – men det jeg gerne vil dvæle ved, er at han sagde: ”Ak ja! jeg er så ung og skal allerede til Himmerig!” Logikken må være at Himmerig jo er et sted hvor man kommer hen når man dør (hvis man ellers har opført sig ordentligt), og eftersom det som udgangspunkt er sørgeligt at dø (i hvert fald i for ung en alder), så må den logiske konklusion vel være at det er sørgeligt at komme i Himmerig? Og derfor skulle man vel også mene at det måtte have været sørgeligt for disciplene at Jesus fór til himmels. Så hvorfor var de så glade?

                      Det var de fordi det ikke er spor sørgeligt at komme i himlen! Det der er sørgeligt, er døden. Men døden og Himmeriget er to forskellige ting – ja, jeg vil endda gå så vidt som til at sige at de er modsætninger. For ganske vist indebærer det kristne evangelium at vi kommer i himlen når vi dør, såfremt vi da tager imod det evige livs gave gennem troen på Jesus – men det er ikke fordi vi dør at vi kommer i himlen; det er tværtimod fordi Jesus har overvundet døden, at døren til det evige liv er blevet åbnet for os. Eller sagt på en anden måde: Det er ikke når vi dør at vi kommer i himlen; vi kommer i himlen når døden må give slip på os fordi Jesus har købt os fri!

                      Faktisk var det at man kommer i himlen når man dør, en fuldstændig fremmed tanke for disciplene. Havde man spurgt dem hvor man kommer hen når man dør, ville de have svaret: ”I dødsriget!” Det er nemlig Det Gamle Testamentes helt entydige svar på spørgsmålet: Når man dør, bliver man lagt i graven, hvor der er mørke og glemsel, og i det omfang man er sig noget bevidst på det sted, er det ikke noget specielt positivt. Mod slutningen af Det Gamle Testamentes tid var der ganske vist vokset en forventning frem om at der ville blive en opstandelse når denne verden ender, hvorefter Guds evige rige ville blive oprettet på jorden – men det ville altså stadig foregå på jorden og ikke i himlen. Guds himmel var ikke et sted hvor et menneske kunne gøre sig nogen som helst forventninger om at komme. Ganske vist var der noget med at profeten Elias var blevet hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste (2 Kong 2,11), men det betød i bedste fald kun at han var undtagelsen der bekræftede reglen. Også patriarken Enok var måske en undtagelse, for om ham står der at han ikke døde, men: ”Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24).

                      Men det at Jesus fór til himmels, betød ikke blot at der nu var tre undtagelser i stedet for to. Som vi hørte for tre søndage siden, sagde Jesus jo til sine disciple at han ikke ville forlade dem for altid, men at han blot gik i forvejen, hvorefter han tilføjede: ”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager til mig, for at også I skal være, hvor jeg er” (Joh 14,3). Det at Jesus blev taget op til himlen, er altså vores garant for at også vi kan komme i himlen. Og uanset hvad Lille Claus mente om sagen, så er det at komme i himlen altså det største privilegium der kan overgå et menneske! Tænk at være omgivet af udødelighed og renhed og ukrænkelighed, at se herlighed der er smukkere end noget som denne jord har at byde på (og det siger ikke så lidt), og ikke mindst: at se Gud ansigt til ansigt!

                      Det er altså det vi har at se frem til. Man siger at den der venter på noget godt, venter ikke for længe, så når det vi har i vente, er bedre end noget vi på nogen måde ville kunne forestille os, holder vi nok ud at vente på det, så længe det skal være, og være glade til. Men ved I hvad: Det bliver bedre endnu! Ikke alene kan vi se frem til engang at komme i himlen, men vi kan se frem til at himlen engang kommer til os! Når vi slår op i Bibelens sidste bog, Johannes’ Åbenbaring, der handler om de ting der skal ske ved denne tidsalders afslutning, så slutter den ikke med at alle de frelste mennesker bliver taget op til himlen; nej, der står sådan her: ”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene” (Åb 21,1-3a). Jorden bliver simpelt hen nyskabt til at være det himmelske paradis som Gud fra starten havde tænkt at den skulle være! Ja, jorden og himlen bliver ét og det samme, for overalt hvor Gud er, dér er himlen, så når Gud tager bolig på jorden, så bliver jorden til himlen! Man kan sige at Jesu himmelfart har indvarslet himlens jordfart!

                      Himlens jordfart bliver fuldendt ved tidernes ende når Jesus vender tilbage for at dømme levende og døde, men den tog faktisk sin begyndelse allerede ti dage efter Jesu himmelfart, da Helligånden tog bolig i discipelflokken, hvorved de blev til Jesu legeme på jorden. Helligånden er jo Gud, ligesom Faderen er Gud, og Sønnen er Gud, så hvor Helligånden er, er himlen også.

                      Faktisk kan man sige at himlens jordfart allerede tog sin begyndelse da Jesus sagde: ”Det er fuldbragt!” på korset. Det der frem for noget skilte os fra himlens glæde, var nemlig vores synd, men da Jesus ofrede sig selv, brød han syndens magt. Som vi hørte langfredag, blev forhænget i templet flænget i to fra øverst til nederst i det øjeblik Jesus udåndede (Mark 15,38). Jødernes tempel bestod af to rum, hvoraf det inderste rum var det allerhelligste, hvor Guds herlighed hvilede over jødernes mest højhellige genstand, Pagtens Ark. Som udgangspunkt måtte ingen kigge ind bag forhænget, endsige bevæge sig ind i rummet, for et syndigt menneske kunne ikke overleve kontakten med Guds herlighed. Den eneste undtagelse var at ypperstepræsten én gang om året, på den store forsoningsdag, yom kippur, måtte gå ind i Det Allerhelligste for at skaffe soning for folkets ubevidste synder, men forinden skulle han ofre en tyr og en vædder, og deres blod skulle han tage med sig derind som en slags ”lynafleder” for sammenstødet mellem Guds hellighed og hans egen syndighed. Men da Jesus ofrede sig selv, tog han simpelt hen vores synd med sig i døden. For at blive i lynaflederbilledet, så lod han sig ramme af alle lynene på én gang, sådan at synden blev helt og aldeles tilintetgjort, sådan at der nu ikke længere er noget der kan skille os mennesker fra Gud, hvis vi tager imod frelsen i Jesus. Det var som tegn på det at forhænget – symbolet på adskillelsen mellem himmel og jord – revnede. Så hvis du vil, kan du i troen allerede nu stige op til himlen, fordi himlen er steget ned til jorden.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til Kristi himmelfarts dag 2024
Tags: Apostlenes Gerninger 1.1-11, Lukasevangeliet 24.46-53, Salme 113

Posted By admin on 11. juni 2024

Den ypperstepræstelige bøn 1: Vi er Guds

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Halvdelen af arbejdet med at skrive en prædiken består i at finde en indfaldsvinkel; et overordnet tema der kan tjene til at illustrere det jeg gerne vil sige. Til i dag overvejede jeg et øjeblik om jeg skulle indlede med at sige noget om hvordan genitiv kasus, altså ejefald, kan udtrykke en række forskellige betydninger, men det droppede jeg hurtigt, for min menighed bryder sig ikke om at jeg holder alt for nørdede prædikener, så derfor måtte jeg finde på noget andet.

                      Der er nogle præster der godt kan lide at drøfte søndagens tekster med andre præster før de går i gang med at skrive deres prædiken – og måske også at drøfte den færdige prædiken og give hinanden feedback. Det har jeg personligt aldrig benyttet mig af, dels fordi jeg ville have svært ved at finde tid til det, dels fordi præster, tro det eller lad være, er lige så forskellige som alle andre mennesker, og det som det ville fungere perfekt for min kollega at sige, ville måske falde helt til jorden hvis det var mig der sagde det, og vice versa. Dertil kommer at der også er ting som vi præster ser meget forskelligt på – jeg har for eksempel mødt indtil flere kolleger som ville synes at det var meget forkert af mig at sige at ”min menighed” ikke bryder sig om nørdede prædikener, for det er jo ikke ”min” menighed; jeg er menighedens ydmyge tjener, ikke dens ejer! Og det er selvfølgelig rigtigt nok (eller det skulle det i hvert fald helst være) – men da jeg sagde ”min menighed”, mente jeg selvfølgelig heller ikke at jeg ”ejer” menigheden. Der er jo masser af vendinger hvor vi siger ”min” eller ”mit”, uden at vi dermed mener at der er tale om noget vi ejer – jeg nævner i flæng ”min far”, ”min søster”, ”min chef”, ”min arbejdsplads”, ”min skole”, ”mit fædreland”, ”mit modersmål”. Så nej, ”min” behøver ikke at betegne ejerskab; det kan også betegne mange andre ting (og dermed fik jeg alligevel lært jer lidt om brugen af ejefald), men det betyder altid at der er en form for forbindelse eller samhørighed (selvom den også kan være af negativ art, som det eksempelvis er tilfældet når man siger ”min modstander”).

                      I prædiketeksten til i dag siger Jesus om sine disciple at de er Guds, og at Gud har givet dem til ham. Teksten er jo lidt usædvanlig, for de fleste af kirkeårets prædiketekster handler jo enten om noget som Jesus gjorde (for eksempel at helbrede en spedalsk eller få en storm til at lægge sig”), eller noget Jesus sagde til sine disciple eller til en folkeskare eller til sine modstandere, men i dag er der altså tale om noget som Jesus siger til sin far i himlen, altså en bøn som han bad (eller i hvert fald første del af den, for det er en ret lang bøn; vi skal høre noget mere af den næste søndag). Det var skærtorsdag aften at Jesus bad bønnen, altså få timer før han blev korsfæstet, og det fremgår af sammenhængen i de foregående kapitler at Jesus udmærket godt var klar over at han ville blive slået ihjel. Derfor er det heller ikke så mærkeligt at han beder for sine disciple, for nu skal de jo til at undvære ham.

                      Når jeg siger at Jesus bad for ”sine” disciple, så betyder det som sagt ikke at han ”ejede” disciplene, men: selvom ordet ”discipel” egentlig bare betyder en elev, så var Peter og Johannes og de andre disciple alligevel Jesus’ i en helt anden grad end de børn som min hustru underviser på Davidskolen, er hendes. Når man kom i lære hos en mester, så forpligtede mesteren sig til at lære disciplen alt hvad han vidste, og disciplen forpligtede sig til gengæld til at være lydig mod sin mester i ét og alt. Så det ville faktisk ikke være helt forkert at sige at disciplene ”tilhørte” Jesus. Sådan er det som bekendt ikke i dag; i dag må en underviser ikke pålægge sine elever hvad som helst, men kun ting der står i et rimeligt forhold til deres læreplan, og på en arbejdsplads findes der ikke alene regler om hvilke typer arbejde din chef må sætte dig til, men også om arbejdstid (i hvert fald i de fleste brancher). Men der er stadig i hvert fald én type af kontrakt hvor man kommer til at tilhøre en anden i en grad så man som udgangspunkt er forpligtet til at dele alt hvad man ejer, med vedkommende. Kontrakten er eksklusiv, forstået på den måde at man ikke må have lignende kontrakter med andre ved siden af, og selvom det godt kan lade sig gøre at opsige kontrakten, så er det ikke helt enkelt, medmindre den anden er indforstået. Det lyder umiddelbart temmelig skræmmende, og det er det ret beset også, men alligevel er der flere tusind danskere der hvert år ganske frivilligt indgår sådan en kontrakt, og antallet lader endda til at være stigende.[1] Det er naturligvis ægteskabet jeg taler om, og man kan undre sig over at så mange helt frivilligt vælger at binde sig til et andet menneske på den måde, men måske handler det om at det ikke nødvendigvis er ufrihed at være bundet til en anden – hvis det er den rigtige man binder sig til, kan det tværtimod føre til at man føler sig mere fri end nogensinde før. Derfor er det også med både stolthed og taknemmelighed at jeg bærer den ring som har min hustrus navn indgraveret – det synlige tegn på at jeg tilhører hende.

                      I begyndelsen af gudstjenesten hørte vi en tekst fra profeten Esajas’ bog i Det Gamle Testamente. Ligesom de fleste andre tekster fra Det Gamle Testamente kræver den lidt forudviden for at man kan forstå den 100 procent (og af samme grund vil jeg endnu en gang gentage min hyppige opfordring til jer alle sammen om at læse flittigt i Bibelen), men selv uden at vide på hvilken tid og under hvilke omstændigheder teksten blev skrevet, kan vi i hvert fald se at den handler om at Gud lover Israel at han vil gøre noget godt for dem, og at israelitterne vil blive så stolte over at tilhøre ham, at de ligefrem vil skrive ”Tilhører Herren” i deres hånd som et synligt tegn – på samme måde som en vielsesring er et synligt tegn på at man tilhører sin ægtefælle.

                      De fleste af jer – også de af jer der ikke selv er eller har været gift – kan nok godt forstå at man kan være stolt af at tilhøre sin ægtefælle, men måske er det ikke helt så ligetil at forstå hvorfor man skulle kunne være stolt af at tilhøre Gud. Et ægteskab er jo trods alt en gensidig og ligeværdig kontrakt hvor de to parter forpligter sig til nøjagtig det samme: Min hustru tilhører mig i lige så høj grad som jeg tilhører hende. Når det gælder forholdet til Gud, er der derimod i sagens natur tale om en asymmetrisk relation fordi Gud har uendelig meget mere magt end vi har, det vil sige: Når vi tilhører Gud, tilhører vi en der har ubegrænset magt over os, og det lyder måske ikke specielt rart. Men: Selvom forholdet til Gud er asymmetrisk, så er det faktisk stadig gensidigt! Et gennemgående tema i Det Gamle Testamente er at Gud indgår aftaler med mennesker, eller ”pagter” for at bruge et fint ord. Eller ”testamenter” for at bruge et ord der ganske vist er antikveret, men som til gengæld er grunden til at Bibelens to dele hedder ”Det Gamle Testamente” og ”Det Nye Testamente”. Og det er kendetegnende for alle de aftaler som Gud laver med mennesker, at Gud forpligter sig til en hel masse. Nogle gange pålægger Gud de mennesker som han laver aftalerne med, at de skal gøre noget til gengæld, hvoraf det mest kendte eksempel er den lov som Gud gav israelitterne ved Sinajbjerget efter at Moses havde ført dem ud af Egypten, og som på hebraisk kaldes Toraen.

I betragtning af at Toraen rummer ikke færre end 613 bud og befalinger (hvoraf De 10 Bud er de mest kendte), kan det godt virke som om de stakkels israelitter blev forpligtet til mere end Gud selv blev, men ikke desto mindre betragtede israelitterne det som et kæmpe privilegium at lige netop de havde fået Guds lov – dels fordi der var tale om en lov der var langt mere retfærdig end nogen af de love som nabofolkene havde, og i særdeleshed gjorde meget ud af at beskytte de svage i samfundet, men også fordi det at adlyde buddene i Toraen var vejen til et godt liv, og i sidste ende vejen til at kende Gud. Bibelens allerlængste kapitel, den 119. salme i Salmernes Bog, som rummer ikke færre end 176 vers, er faktisk én lang lovprisning af Guds lovs fortræffeligheder, hvor vi blandt andet finder udsagn som ”Jeg har gjort dine formaninger til min evige ejendom, for de er mit hjertes fryd” (Sl 119,111) og ”Syv gange daglig priser jeg dig for dine retfærdige bud” (Sl 119,164).

                      Faktisk er der kun ét problem ved Toraen, og det er at intet menneske er i stand til at overholde den. Derfor er det skønt at Det Gamle Testamente også rummer en masse tekster hvor Gud lover at han vil frelse sit folk, også selvom de ikke har holdt deres del af Sinaj-aftalen. Det gælder blandt andet den tekst fra Esajasbogen som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten i dag. Baggrunden for teksten er faktisk at fordi israelitterne gennem adskillige generationer havde blæst højt og flot på Guds bud ved at gøre alt fra at undertrykke de fattige til at udføre okkulte ritualer der omfattede menneskeofringer, så havde Gud tilladt det babyloniske imperium at erobre Jerusalem og føre indbyggerne i eksil. Esajas selv var ganske vist for længst død og borte da det skete, men alligevel forudsiger hans bog ikke alene katastrofen, men også at Gud ville genrejse sit folk og føre dem tilbage til deres land, sådan at Israel igen ville blive et hædersnavn.

                      Som sagt hedder Bibelens to dele ”Det Gamle Testamente” og ”Det Nye Testamente”, og det hedder de fordi ”testamente” er et gammelt ord for en aftale eller pagt. Når den sidste del hedder ”Det Nye Testamente”, er det altså fordi det handler om at Gud laver en ny og fuldkommen aftale med mennesker gennem Jesus. Det er blandt andet derfor at Jesus, som vi hørte, siger i sin bøn at Gud har givet de mennesker der var hans (altså Guds) til ham (altså Jesus). Jesus er selv Guds Søn, som har haft del i Guds herlighed siden før verden var til (som vi også hørte), og han gav sit liv og sit blod for at købe os fri fra det vi kalder synden, det vil sige vores manglende evne til at overholde Guds bud, sådan at vi bliver ved med at tilhøre gud og Jesus uanset hvad der sker. Ja, selv døden kan ikke skille os fra Guds kærlighed når vi tilhører Jesus, for Jesus opstod fra de døde, og derfor vil de der tilhører ham, også komme til at opstå fra de døde. Derfor begynder dåbsritualet med en tak til Gud for at han har genfødt os til et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde. Dåben er nemlig en indvielse til at tilhøre Jesus – og jeg håber at jeg med det som jeg har fået sagt i dag, har fået overbevist jer om at selvom det måske lyder som ufrihed at tilhøre en anden, så er det faktisk det allerbedste der kan ske, fordi det betyder at Jesus også tilhører os, og at vi også får del i den arv som han har gjort sig fortjent til ved at udføre den gerning Gud Fader havde pålagt ham.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

[1] I hvert fald ifølge https://www.alt.dk/artikler/flere-unge-bliver-gift

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 5. søndag efter påske 2024
Tags: Esajas' Bog 44.1-8, Johannesevangeliet 17.1-11, Romerbrevet 8.24-28

Posted By admin on 25. april 2024

Vejen, sandheden og livet: Er Gud sporløs?

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Mange af jer kender sikkert (eller har i det mindste hørt om) tv-programmet Sporløs – det har i hvert fald været en del af DR’s sendeflade i rigtig mange år. Præmissen for programmet er at DR hjælper mennesker med at finde frem til forsvundne familiemedlemmer som deltageren ikke på egen hånd har kunnet finde frem til, typisk fordi den pågældende befinder sig i et land der ikke har et så velfungerende folkeregister som vi har her i landet. I de fleste tilfælde er deltageren et adoptivbarn der søger efter sit biologiske ophav, og det lykkes næsten altid – blandt andet fordi DR laver noget forudgående research for at sikre sig at det rent faktisk kan lade sig gøre at finde frem til den savnede person, og at vedkommende er villig til at lade sig finde. Programmets hovedperson, som længes efter at møde sin biologiske mor eller far, er dog ikke indviet i den forudgående research, så når vedkommende undervejs i udsendelsen bliver trukket igennem diverse halve svar og hele vildspor, er det altså helt ægte følelsesmæssige reaktioner vi seere får lov til at bevidne, og der er ofte iblandet en del frustration og skuffelse når et spor viser sig at ende blindt. ”Får jeg ikke snart min far at se!” lyser det ud af den stakkels deltagers øjne.

                      Jeg gad vide om Filip har haft det på omtrent samme måde da han sagde til Jesus: ”Herre, vis os Faderen, og det er nok for os”? Filip havde på dette tidspunkt fulgtes med Jesus i sandsynligvis omkring 3 år, og han havde hørt Jesus tale rigtig meget om Faderen. Navnlig i Johannesevangeliet omtaler Jesus konsekvent Gud som ”Faderen” eller ”min fader”, og det var temmelig kontroversielt. Det var ellers ikke fordi det var forbudt at sige ”far” til Gud; det kunne en from jøde sagtens gøre når han bad, og der er endda en bøn i Det Gamle Testamente der rummer ordene: ”Du, Herre, er vor fader” (Es 63,16). Men Jesus sagde ikke bare at Gud sådan i al almindelighed var en far for alle israelitter; han hævdede at Gud var netop hans far i en særlig forstand, at han kendte Gud personligt som et barn kender sin far, og endda at han havde ret til at se bort fra den jødiske sabbatslovgivning når han handlede på Guds vegne (Joh 5,16-17). Og det kunne jo lyde som intet mere end et udslag af storhedsvanvid, men for disciplene, der som sagt havde fulgtes med Jesus gennem tre år, stod det klart at det ikke var tomme ord når Jesus sagde ting som: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre” (Joh 5,19). De havde set ham helbrede både blinde, døve, lamme og spedalske og endda opvække døde, de havde set ham give tilgivelse og nyt håb til mennesker der var opgivet af både samfundet og dem selv, og de havde hørt ham tale med en så unik kombination af mildhed og autoritet at de i ham genkendte den Gud de altid havde troet på – eller måske blot havde ønsket at de kunne tro på. Det havde naturligvis skabt et ønske hos dem om selv at lære Faderen at kende, og Jesus havde også undervejs stillet dem i udsigt at det ville de rent faktisk komme til.

                      Men så når vi frem til skærtorsdag aften, hvor dagens ordveksling mellem Jesus og disciplene fandt sted (ja, vi hopper lidt tilbage i kronologien, for der står ikke nok i evangelierne om hvad der skete mellem opstandelsen og himmelfarten til at der er nok til alle søndagene mellem påske og Kristi himmelfart, men til gengæld sagde Jesus så meget til disciplene skærtorsdag at det var umuligt at nå det hele på den ene dag, så derfor er prædiketeksterne her mellem påske og pinse primært hentet fra den tale Jesus holdt til sine disciple skærtorsdag aften, og som fylder fire et halvt kapitel i Johannesevangeliet. Parentes slut). Jesus lagde ikke skjul på, mens han spiste påskemåltidet sammen med sine disciple, at han snart skulle skilles fra dem, og at de ikke i første omgang ville kunne følge med ham. Det blev de selvfølgelig både kede af og forfærdede over, og det var som svar på det at Jesus sagde de ord der indleder dagens tekst: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”, hvorefter han beroliger dem med at de nok skal få lov til at komme og bo i Faderens hus, så snart Jesus har gjort en plads klar til dem, og at de endda kender vejen derhen. Det udløser en protest fra Thomas: ”Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?”, hvilket Jesus besvarer med de bevingede ord: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Jeg kan egentlig godt forstå at Filip på det her tidspunkt begynder at blive lidt utålmodig, for jeg vil tro at han havde regnet ud at hvis han gerne ville lære Faderen at kende, så gik vejen via Jesus – ellers ville han nok ikke have forladt alt for at følges med Jesus, kan man sige. Men hvor meget længere skulle det vare? Og hvorfor var Jesus så hemmelighedsfuld om hvor og hvornår de ville få Faderen at se, at han næsten ville kunne komme i betragtning som vært på Sporløs?

                      Men det svar Jesus giver, fortæller os at Filip – og måske også vi andre – fuldstændig har misforstået hvordan tingene hænger sammen. Vi er så vant til at tænke at det er enormt svært at finde Gud – nogle har helt opgivet projektet og slået sig til tåls med at de nok ”mangler det religiøse gen”, og andre har endda konkluderet at der ikke er noget der tyder på at der overhovedet er nogen Gud. Men rollefordelingen er faktisk lige omvendt af hvad vi tit går og tror. Hvis vi bliver i det billede hvor Jesus er en slags Sporløs-vært der hjælper nogen med at finde deres forsvundne slægtninge, så mente Filip tilsyneladende at han og de andre disciple var hovedpersonerne i programmet, som fik hjælp af Jesus til at søge efter deres forsvundne far, men ved I hvad? Det er slet ikke den rolle der er vores. Vi er ikke dem der desperat søger efter vores forsvundne far – vi er selv de forsvundne! Det er Gud der er hovedpersonen i programmet, og det som Jesus arbejder på, er ikke at hjælpe os med at finde vores forsvundne far, men at hjælpe Faderen med at finde hans forsvundne børn! Hvis vi er nogen i Sporløs, så er vi den forsvundne slægtning der åbner døren hen mod slutningen af programmet, og udenfor står Jesus og spørger om vi mon kan huske at vi har en far i Himlen, for han leder faktisk efter os; ja, faktisk sidder han og venter ude i bilen hvis vi har lyst til at møde ham!

                      Men, eh, var Filips problem ikke at Faderen netop ikke sad lige ude i bilen og ventede, men at Jesus tværtimod sagde at de ikke på nuværende tidspunkt kunne følge med ham til Faderen? Jo, og derfor må jeg også indrømme at mit billede med Sporløs-programmet halter lidt. For pointen i Jesu svar til Filip er jo at han ikke behøver at gå nogen steder hen for at få Faderen at se, fordi Jesus ikke bare er en programmedarbejder hos DR der hjælper Faderen med at finde hans forsvundne børn (”Nå, hvad hørte du så i kirken i dag?” ”Jeg hørte at Jesus ikke er en programmedarbejder hos Danmarks Radio!”), men selv er ét med Faderen i en grad så den der har set ham, har set Faderen. Vi tror på en treenig Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden er ikke den samme person; de er tre personer, sådan at Sønnen kan sige at han vil bede Faderen om at sende Helligånden, som vi skal høre i prædiketeksten til pinse (Joh 14,16), men de tre personer danner en ubrydelig enhed og handler altid i samklang med hinanden; de deler det samme guddommelige væsen, og derfor er de ikke tre guder, men én Gud i tre personer. Faktisk er det sådan at Gud allerede havde prøvet at sende en hel masse ”programmedarbejdere” (eller profeter, som vi plejer at kalde dem), men hver gang havde de forsvundne børn (eller i hvert fald de fleste af dem) hårdnakket nægtet at gå med ud til bilen og hilse på deres far, og så gik han til sidst selv derind ved at sende sin søn (!).

                      Thomas’ protest gik som sagt på at han ikke kendte vejen til Faderens hus, hvor Jesus var på vej hen, og jeg vil tro vi kan blive enige om at det var en ganske berettiget indvending. Og som sagt er det svar som Jesus gav Thomas, blevet et af de mest kendte bibelvers, som jeg kan huske at have lært udenad i søndagsskolen allerede som 8-årig eller sådan noget, men netop fordi det så tit bliver citeret ude af kontekst, får vi ikke altid fat i hvor radikalt det han siger, er. ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”, siger Jesus, og hvis du også på et tidspunkt i dit liv har lært det vers udenad, så ved du godt at det betyder at Jesus og troen på ham er den eneste vej til frelsen og det evige liv – og det er da også fuldstændig rigtigt. Men læser vi konteksten med, så ser vi at selvom Jesus også understreger at der ikke er andre veje til Faderen end ham, så er hans vigtigste pointe at vejen til Faderen er lige her og er umiddelbart tilgængelig! Hvis I vil tilgive mig en filmreference: I filmen Forrest Gump bliver hovedpersonen på et tidspunkt spurgt om han har fundet Jesus. Enfoldig som han er, reagerer han med oprigtig forvirring og ordene: ”Jeg vidste ikke at det var meningen jeg skulle lede efter ham.” Og hvor har han dog evigt ret! Det er nemlig slet ikke meningen at vi skal lede efter Jesus, for Jesus har selv ledt efter os! Vi behøver ikke at trygle ham: ”Lad dig finde, lad dig finde!” som Brorson gør i den salme vi sang før prædikenen (DDS 533); det er tværtimod Jesus der trygler os om at lade os finde af ham, fordi han vil vores bedste endnu mere end vi selv vil det.

                      Grunden til at vi er blevet adskilt fra Gud, er ikke at han forlod os, men at vi forlod ham. Til gengæld er det ham der har taget initiativet til at finde os igen. Han kalder på os gennem skaberværkets skønhed, gennem vores samvittighed, gennem sit ord i Bibelen, og mest af alt gennem at han lod sin søn blive menneske og dø på et kors for at vi kunne blive frelst fra synden og døden. Vi behøver ikke at rejse jorden rundt, hverken i bogstavelig eller overført betydning, for at møde ham, for han har selv skabt en vej, og den vej er endda gået os i møde. Vi kan ganske vist ikke rent fysisk tage ophold i Faderens hus endnu, for Jesus er endnu ikke færdig med at gøre en plads klar til os, men Jesus har sendt Helligånden, der er lige så meget ét med Faderen som Jesus selv er, og som følger os på vejen og vejleder os indefra. Så kom til Faderen gennem Jesus, og lad dig finde af ham!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 3. søndag efter påske 2024
Tags: Anden Mosebog 3.1-7+10-14, Apostlenes Gerninger 4.7-12, Johannesevangeliet 14.1-11

Posted By admin on 15. april 2024

Hanukka-udfordringen: His Master’s Voice

Prædiken i Allinge, Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Nogle af jer har sikkert set det her maleri før – måske på en grammofonplade, eller på en butik hvor man kan købe dem. Maleriet hedder His Master’s Voice (som betyder ”Hans herres stemme”), og det blev malet af englænderen Francis Barraud i 1898. Dengang var grammofonen stadig en ret ny teknologi, og der blev til stadighed arbejdet på at forbedre lydkvaliteten. Og maleriets budskab er jo ikke til at tage fejl af: Nu, i 1898, var man nået så langt at en hund ville kunne genkende sin herres stemme når den blev afspillet fra en grammofon. På den oprindelige udgave af billedet var det i øvrigt en cylindergrammofon hunden lyttede til, men hvor mærkeligt det end lyder, havde Barraud svært ved at finde et pladeselskab der var interesseret i at købe maleriet (de første han spurgte, afviste ham med ordene ”Hunde lytter jo ikke til grammofoner!”), og da firmaet The Gramophone Company til sidst bed på, stillede de den betingelse at det skulle ændres så hunden lyttede til en pladegrammofon. Ak ja, der er ikke noget nyt i at kunsten må gå på kompromis for at tækkes kommercielle interesser.

                      Det der gør maleriet så stærkt – altså ud over kunstnerens fremragende gengivelse af hundens ansigtsudtryk – er at hundes evne til at genkende deres herres (m/k) stemme blandt tusinder af andre, er velkendt. Men faktisk er hunde ikke de eneste dyr der har den evne. Undersøgelser viser at det samme gælder eksempelvis katte og heste, og at også elefanter, krager og duer kan kende forskel på det ene og det andet menneskes stemme – og ja, selv får kan lære det. De kan ganske vist ikke forstå hvad man siger til dem, men de kan forstå hvem der siger det, og når de hører den stemme der tilhører deres hyrde, så følger de efter. Det er derfor Jesus siger: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig”.

                      Havde det været bogstavelige får med fire ben og uld Jesus havde talt om, ville Johannes næppe have fundet det relevant at skrive om det, for det var almen viden i den kultur at får kender deres hyrdes stemme, så hvorfor skulle det være anderledes med Jesus’ får? Men pointen er naturligvis at de ”får” som Jesus taler om, er mennesker. Og det har hans tilhørere næppe været i tvivl om, for det at bruge får som en metafor for mennesker var meget almindeligt i datidens jødiske kultur; den Davidssalme som vi hørte tidligere i gudstjenesten, er langt fra det eneste sted i Det Gamle Testamente vi finder metaforen.

                      Hvis vi i vores kultur sammenligner mennesker med får, er det som regel alt andet end positivt ment; det betyder som regel at den eller de personer der bliver kaldt for får, er dumme, feje og passive. Eftersom kong David i den salme vi hørte, sammenligner sig selv med et får, siger det næsten sig selv at konnotationerne var noget mere positive i den kultur, men det er dog stadig sådan at når nogen i Det Gamle Testamente bliver sammenlignet med får, så er det meget ofte med fokus på at de er hjælpeløse. Det ser vi for eksempel ved slutningen af israelitternes ørkenvandring, hvor Gud fortæller Moses at tiden for hans død nærmer sig, hvilket får Moses til at bønfalde Gud om at give folket en anden leder i hans sted, ”så Herrens menighed ikke bliver som får uden hyrde” (4 Mos 27,17). Hjælpeløsheden skyldes ikke mindst at får har en elendig stedsans, så hvis der ikke er en hyrde der leder dem, farer de vild, hvilket blandt andre profeten Esajas henviser til når han i sit nok mest berømte kapitel skriver: ”Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej” (Es 53,6). Men får der rent faktisk har en hyrde, har folk i Det Gamle Testamente tilsyneladende ingen problemer med at ligne. I Salme 100 jubler salmisten for eksempel: ”Forstå, at Herren er Gud, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk og de får, han vogter” (Sl 100,3), og i den længere fabel i Ezekiels Bog kapitel 34, hvor israelitterne indtager rollen som får, ender lykkeligt – ikke fordi folket ophører med at være får, men fordi Gud giver dem en god hyrde. Og det billede samler Jesus så op i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor han kalder sig selv for den gode hyrde.

Selve det vers hvor Jesus siger ”Jeg er den gode hyrde”, hørte vi sidste år ved denne tid, for det indgår i prædiketeksten til 2. søndag efter påske efter første tekstrække, mens vi her i anden tekstrække kommer ind lidt senere i kapitlet, på et tidspunkt hvor Jesus bliver passet op af den gruppe mennesker som Johannesevangeliet blot omtaler som ”jøderne”. Eftersom der var flere millioner jøder i verden på Jesu tid, deraf mindst en million i Judæa hvor dagens tekst udspiller sig, var det naturligvis ikke alle jøderne i byen der slog ring om Jesus; når vi møder betegnelsen ”jøderne” i Johannesevangeliet, er der specifikt tale om de grupperinger i jødernes religiøse elite – skriftkloge, farisæere og saddukæere – der var modstandere af Jesus. (Derfor synes jeg også det er helt på sin plads at den nye norske bibeloversættelse har valgt at skrive ”de jødiske ledere”, selvom det valg har mødt megen kritik). Det var lidt af en catch 22 de jødiske ledere udsatte Jesus for ved at tvinge ham til at svare ligeud på om han var Kristus, for hvis han sagde ja, havde de ham omringet og kunne straks tilkalde de romerske myndigheder og anklage ham for oprørsstiftelse, og hvis han sagde nej, ville han blive forladt af sine tilhængere. Men som sædvanlig har Jesus situationen under kontrol, og han tvinger sine modstandere i defensiven ved dels at påpege at han allerede har svaret på spørgsmålet, og at de derfor med andre ord ikke er ærlige når de beskylder ham for at holde dem hen, og dels at sige at han tilmed har bevist sin status som Kristus i handling i en grad så den eneste mulige forklaring på at de jødiske ledere ikke tror på ham, er at de ”ikke hører til hans får”. Her udvider Jesus altså fåremetaforen, så den ikke kun handler om hjælpeløshed og mangel på stedsans, men også om et mere positivt træk ved får, nemlig deres evne til at genkende hyrdens stemme.

Det kan godt umiddelbart lyde som om Jesus prædiker en form for fatalisme her: Enten er man et af hans får, og så kan man genkende hans stemme, og så er alt i den skønneste orden, eller også er man ikke, og så er det bare ærgerligt. Men sådan er det heldigvis ikke. Det er mere korrekt at sige at der ikke er en eneste af os der i udgangspunktet hører til Jesu får (altså til Guds folk), og at ingen af os er i stand til ved egen kraft at blive et af Jesu får, for det kræver en gennemgribende forvandling som det kun er Guds ånd der kan skabe (jf. Joh 3,5-6). De jødiske lederes manglende evne til at genkende Jesus som Kristus, skyldes altså ikke en forudbestemt skæbne, men ene og alene det at de ikke har ladet sig forvandle af Guds ånd – og det at blive forvandlet af Guds ånd er et tilbud som rækkes til alle. Der er selvfølgelig lidt ”hønen og ægget” i det, for det kræver jo tro at komme til Jesus og lade sig forvandle af ham, og så er man jo på den hvis man ikke kan tro medmindre man er blevet forvandlet, ikke sandt? Men selvom de fleste af os har svært ved at svare på hvad der kom først, hønen eller ægget, så ændrer det ikke på at der er masser af både høns og æg i verden, og på samme måde er der heldigvis også millioner og atter millioner af mennesker der tror på Jesus og er blevet forvandlet af hans ånd, selvom vi nemt løber ind i paradokser hvis vi skal svare på hvilken af delene der kom først. (Der er i øvrigt kloge teologer der i århundredernes løb er kommet med nogle gode bud på hvordan paradokset kan løses, men tiden løber, så det må vi gemme til en anden god gang).

Den pointe jeg gerne ville frem til i dag, er at vi har Jesu ord for at hvis vi tror på ham – hvis vi hører til hans får – så kan vi også kende hans stemme! Det ved jeg ikke om du nogensinde har tænkt over? Tror du på Jesus? Er du døbt til at høre sammen med ham? Så er du også et af de får han er hyrde for, og det betyder at du er i stand til at genkende hans stemme når han kalder på dig! Der er ellers mange kristne der vil sige at det er helt enormt svært at vide hvornår det er Gud der taler til os, og hvornår det bare er vores egen indbildning (eller måske endda Djævelen, Gud forbyde det!), men det behøver altså ikke at være svært, siger Jesus til os i dag. Og hvis du alligevel synes det er svært, så vil jeg slutte af med at nævne nogle af de ting som den gode hyrdes stemme kan kendes på.

For det første taler den gode hyrde altid kærligt. ”Gud er kærlighed”, står der i Første Johannesbrev (4,8). Det betyder ikke at han altid stryger os med hårene – det er jo alt andet end kærligt hvis forældre ikke opdrager deres børn. Men selv når Jesus siger til os at vi er på vej i en forkert retning, og at der er noget vi skal holde op med at gøre, og noget andet vi skal begynde at gøre, selv da taler han kærligt, formanende, ikke fordømmende. Formålet med at han taler til os, er at vi skal finde tilbage til hans glæde.

For det andet taler den gode hyrde altid tydeligt – ikke nødvendigvis tydeligt nok til at tilfredsstille vores nysgerrighed, men tydeligt nok til at vi ikke er i tvivl om hvad han vil have os til at gøre. Som vi talte om tidligere: Selvom fårene ikke forstår præcis hvad det er hyrden siger, så forstår de dog at de skal følge efter ham. Hvis Gud vil have dig til at gøre noget andet end det du gør i dag, så vil han ikke tillade at du kommer til at opleve hans fred i det du gør nu, og han vil ikke holde op med at minde dig om på en lang række forskellige måder hvad det er han vil have dig til at gøre i stedet. Så du behøver ikke at stresse over risikoen for at du kommer til at overhøre eller misforstå hvad Gud siger – skulle det ske, skal han nok sige det til dig igen på en anden og tydeligere måde.

For det tredje – og jeg har allerede været lidt inde på det: Den gode hyrdes stemme er altid ledsaget af en dyb og ægte fred. Hvis du træffer en beslutning baseret på noget som den gode hyrde har talt til dig om, så vil du dybt i din sjæl ikke være det mindste i tvivl om at det er den rigtige beslutning, uanset hvad du måtte have af intellektuelle indvendinger og følelsesmæssige bekymringer.

Og endelig for det fjerde, så er den gode hyrdes stemme altid i samklang med Guds skrevne ord i Bibelen. Derfor er det at læse regelmæssigt i Bibelen også en måde at blive endnu mere fortrolig med hyrdens stemme – ligesom det i øvrigt er at bruge tid i bøn, at tage del i brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og at komme regelmæssigt til bordet med nadverens brød og vin, hvor Jesus rækker os sit legeme og blod.

Så se godt på den hund som Francis Barraud har malet, og tænk på at den er et billede på dig!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. søndag efter påske 2024
Tags: Hebræerbrevet 13.20-21, Johannesevangeliet 10.22-30, Salme 23

Posted By admin on 15. april 2024

Peters genindsættelse: Kød er hø

Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 1. søndag efter påske 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”, sang vi i den ellers så livsglade forsommersalme, som jeg personligt har som en af mine absolutte favoritter i Den Danske Salmebog. Men den har også været længe undervejs – hvis I ser nedenunder salmen, så kan I se at der som forfatterangivelse står ”Carl David af Wirsén 1889” (han var svensker, og hans oprindelige udgave af salmen hed ”En vänlig grönskas rika dräkt”), og så står der ”Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996”. Johannes Johansens danske gendigtning af Wirséns salme har nemlig været udgivet i en del forskellige samlinger inden den kom med i Den Danske Salmebog i 2003, og for hver nyudgivelse har Johansen finpudset teksten lidt. Og det er faktisk først i den allersidste version at der er kommet til at stå ”Alt kød må dø, hver blomst blir hø”; i alle de tidligere versioner var det omvendt: ”Alt kød blir hø, hver blomst må dø”!

Jeg vil gætte på at I godt forstår hvorfor man valgte at ændre formuleringen til den nuværende, for umiddelbart giver udsagnet ”Alt kød bliver hø” jo ikke særlig meget mening, i hvert fald ikke for os her i det 21. århundrede. Men før i tiden var vendingen ”kød er hø” faktisk et almindeligt kendt mundheld, som blandt andet findes hos Strindberg og Storm P, så hvis du for 100 år siden var gået hen til en hvilken som helst person i Danmark og havde sagt: ”Kød er hø!”, så ville han højst sandsynlig have svaret: ”Ja, det ved jeg godt, men er der nogen grund til at minde mig om det?” Mundheldets betydning er nemlig at vi mennesker – som jo er lavet af kød – er lige så forgængelige som hø; med andre ord: at vi skal dø. Og ligesom så mange andre mundheld stammer det oprindelig fra Bibelen, nærmere bestemt fra Esajas’ Bog kapitel 40. I 1992-oversættelsen lyder det sådan her: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner, når Herrens ånde blæser over dem. Ja, folket er græs! Græsset tørrer ind, blomsterne visner, men vor Guds ord forbliver til evig tid” (Es 40,6b-8). Og hvis du sidder og tænker: ”Hmm, det lyder bekendt. Hvor har jeg hørt det før?”, så er det fordi de vers fra Esajas bliver citeret i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte som dagens anden læsning.

Men det interessante er at Peter citerer det som noget positivt, ikke som noget negativt! ”I er jo ikke genfødt af en forgængelig, men af en uforgængelig sæd, Guds levende og blivende ord”, skriver han – eller som det lidt mere forståeligt udtrykkes i den nudanske oversættelse Bibelen2020: ”Gennem Guds levende ord, der aldrig vil forsvinde, har I fået nyt liv”. Citatet fra Esajas siger jo ikke blot at vi mennesker er forgængelige som græs, men også at der er noget der ikke er forgængeligt, nemlig Guds ord, og konteksten i Esajas er et trøstebudskab om at selvom vi mennesker er forgængelige og dødelige, så er Gud i stand til at give os nyt liv igennem sit ord. Hvad det mere præcist skulle betyde, har nok været vanskeligt at forstå for Esajas’ oprindelige tilhørere og læsere, men nu er det blevet åbenbaret! skriver Peter lidt tidligere i det stykke vi hørte. Nu har vi hørt det ord som kan give nyt liv på trods af vores forgængelighed – ja, ikke alene det, men i kraft af det ord er vi blevet genfødt, som Peter udtrykker det, det vil sige: vi har påbegyndt et helt nyt liv, hvor vi ikke længere er forgængelige, men uforgængelige.

Inden du begynder at protestere og påpege at du dagligt oplever forgængeligheden i dit liv i form af døde hudceller, grånende hår samt muskler og led der ikke er lige så funktionelle som da du var 20, og at præsten da vist selv har det på samme måde, så må jeg hellere skynde mig at understrege at den uforgængelighed som Peter taler om, ikke er synlig, men er noget vi besidder i troen, det vil sige i tillid til at når Gud har sagt at han har genfødt os til uforgængelighed, så er det sådan det er, også selvom vi hverken kan se eller mærke det – undtagen når Gud lader sin herlighed bryde igennem i små glimt, som når vi eksempelvis får lov til at opleve en helbredelse eller en anden form for bønnesvar. Paulus udtrykker det sådan her i Andet Korintherbrev (4,16-18): ”Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag. For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed, for vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.”

”Men hvorfor skulle vi tro på noget vi ikke kan se?” tænker du måske. ”Skal vi så også tro på tandfeen og påskeharen?” Og det er bestemt en berettiget indvending. Derfor synes jeg vi skal se lidt på hvorfor Peter selv var så overbevist om at han var blevet genfødt til uforgængelighed – så sikker at han endte med at gå i døden for sin overbevisning. Og det kan dagens evangelietekst hjælpe os med at forstå. Teksten er taget fra det allersidste kapitel af Johannesevangeliet og foregår altså efter Jesu lidelse, død og opstandelse. (Derfor er det også meget oplagt at den er blevet placeret her 1. søndag efter påske). De første ord i teksten er ”Da de havde spist”, og det fortæller os at der er gået noget forud, nemlig et måltid. Det måltid fandt sted på bredden af Genesaret Sø. Baggrunden var at Simon Peter og seks af de andre disciple var taget på fisketur, måske fordi de ikke vidste hvad de ellers skulle foretage sig nu hvor Jesus var opstået fra de døde og alt det der, men stadig ikke havde afsløret hvad det næste led i hans plan var. Han havde vist sig for disciplene ved flere lejligheder, men var hver gang forsvundet igen lige så pludseligt som han var kommet, og det var alt sammen meget forvirrende og fremmedartet (selvom de selvfølgelig først og fremmest var glade for at Jesus var blevet levende igen), så de har sikkert trængt til at lave noget velkendt, og både Peter og flere af de andre havde arbejdet som fiskere ved Genesaret Sø indtil Jesus kom forbi og sagde at de skulle følge ham som hans disciple. Men bedst som de slukørede var på vej i land efter en hel nats arbejde hvor de ingenting havde fanget, dukker der en mand op inde på bredden og siger at de skal kaste nettet ud på højre side af båden, og da de gør det, bliver det pludselig fyldt med så mange fisk at de ikke kan trække det ind igen. Da går det op for dem at manden inde på bredden er Jesus, og de skynder sig ind med deres fangst. I mellemtiden har Jesus lavet morgenmad til dem, og det er den de lige er blevet færdige med at spise, da den samtale mellem Jesus og Peter som er dagens prædiketekst, udspiller sig.

Det kan virke mærkeligt at Jesus stiller Peter de spørgsmål han gør; ja, det kan ligefrem virke snagende og anmassende – hvis man da ikke kender forhistorien. Forhistorien er nemlig at aftenen før Jesus blev korsfæstet, spiste han et sidste aftensmåltid sammen med sine disciple (”den sidste nadver”, som vi plejer at kalde det), og ved den lejlighed forudsagde han at disciplene ville lade ham i stikken når han blev taget til fange, men Peter erklærede frejdigt: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig” (Matt 26,33). Selvtilliden fejlede ingenting! Men der var ikke dækning for den, viste det sig: Inden hanen havde galet næste morgen, havde Peter tre gange nægtet at han kendte Jesus. Der er ingen tvivl om at det var derfor Jesus nu tre gange spurgte Peter om han virkelig elskede ham – og at det var derfor Peter blev så bedrøvet over at han spurgte, for han vidste jo godt at han havde fejlet big time. Han havde i den grad erfaret at ”kød er hø” – ikke kun hvad holdbarhed angår, men også hvad pålidelighed angår. Og det mærkedes også på hans svar. Jesus lagde ud med at spørge: ”Elsker du mig mere end de andre?”, for det var jo det Peter havde hævdet at han gjorde: ”Om så alle de andre svigter, så svigter jeg dig aldrig!” Men nu svarer Peter anderledes afdæmpet: ”Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.” ”Du ved at jeg holder af dig,” som vi ville sige på nudansk.

Strengt taget svarede Peter ikke på det Jesus spurgte om. ”Elsker du mig mere end de andre?” ”Ja, du ved at jeg holder af dig.” Det svarer næsten til hvis Jesus havde spurgt: ”Er du god til at svømme?”, og Peter så havde svaret: ”Ja, jeg elsker at soppe.” Så hvad mon Jesus ville sige til Peters svar? Kan I huske hvad han sagde? ”Vogt mine lam!” Jesus’ ”lam”, det er alle os som tror på ham. Et andet sted i Johannesevangeliet siger Jesus om sig selv at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene, men her, efter sin opstandelse og før sin himmelfart, siger han altså til Peter at han skal vogte Jesus’ lam og være hyrde for hans får. Med andre ord: Jesus betror Peter at være discipelflokkens leder! Hvordan kunne han dog gøre det, når Peter havde fejlet så grusomt?

Det kunne han fordi Peters svigt var en helt naturlig følge af Peters skrøbelige menneskenatur. Hvis vi mennesker sætter vores lid til os selv og tror at vi er immune over for fristelser og fald og skrøbelighed, så vil det uvægerligt gå galt før eller siden – og jeg vil faktisk vove den påstand at det var Peters held at det gik galt før og ikke siden! Det var nemlig først da han var nået derhen hvor han var holdt op med at stole på sig selv, der hvor det gik op for ham at han var gjort af forgængeligt materiale, og at alle hans store ord ikke var mere værd end hø – først der var han klar til at lade sig genføde af Guds ord. Grunden til at Jesus valgte at stole på Peter, var altså at Peter var holdt op med at stole på sig selv, og var blevet klar over at han var helt og aldeles afhængig af Jesus.

Men hvad er det da for et ord der har så stor kraft at det ligefrem kan genføde os til uforgængelighed? ”Det er dette ord, der er blevet forkyndt for jer”, skrev Peter, som vi hørte. Og det ord som Peter og de andre apostle forkyndte der hvor de kom hen på deres rejser, det var Jesus selv. ”Jesus Kristus er det ord, der skaber liv af døde,” som vi sang. Jesus viste med hele den måde han levede sit liv på, hvem og hvordan Gud er, og derfor kan man sige om ham at han er Guds ord (det vil sige, faktisk er det ikke kun derfor, men lad os bare holde os til det i dag). Jesus levede som den eneste et menneskeliv der var helt fri for al skrøbelighed og forgængelighed, og dermed blev han den undtagelse der bekræfter reglen om at ”kød er hø”. Men han gjorde det for vores skyld, for at vi også kunne få del i hans uforgængelighed. Og det er faktisk det der sker i dåben: Vi bliver knyttet sammen med Jesus, sådan at vores forgængelighed dør sammen med ham på korset, og hans udødelige liv bliver vores. ”I blev løskøbt fra det tomme liv … med Kristi dyrebare blod”, som vi hørte i læsningen fra Første Petersbrev.

Som sagt er det en usynlig uforgængelighed vi får – i den synlige verden bliver vi ved med at være lige så forgængelige som vi hele tiden har været. Men vi kan vælge at sætte vores lid til det usynlige, ligesom Peter gjorde den dag ved Genesaret Sø hvor Jesus bad ham om at vogte hans får – at lade være med at se på alle vores egne fejl og mangler, og i stedet se på Jesus og sætte al vores lid til hans ord.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 1. søndag efter påske 2024
Tags: Esajas' Bog 43.10-12, Første Petersbrev 1.17-25, Johannesevangeliet 21.15-19

Posted By admin on 15. april 2024

Maria Magdalene ved Jesu grav: Han kalder os ved navn

Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Telefonen ringer. Det er et nummer jeg ikke har kodet ind, kan jeg se, så jeg gør mit bedste for at lyde både venlig og formel idet jeg tager den og siger: ”Sognepræst Nikolaj Hartung Kjærby”. Men det er ikke en formel stemme der møder mig i den anden ende; tværtimod emmer det nærmest af genkendelsens glæde idet der bliver sagt: ”Hej Nikolaj!”, og jeg når lige at overveje hvilken af mine gamle venner det kan være, inden vedkommende præsenterer sig som ”Jakob fra Folkekirkens Nødhjælp” eller ”Louise fra Tryg Forsikring” eller ”Jesper fra Kristeligt Dagblad”, og det går op for mig at det ikke er en gammel ven, men derimod et menneske som jeg ikke aner hvem er, der enten vil sælge mig noget eller have mig til at øge mit månedlige bidrag til en organisation. Og jeg ved ikke med jer, men personligt kan jeg godt blive lidt irriteret over at den slags phonere (som det hedder på nudansk) strør så gavmildt om sig med mit fornavn når vi taler sammen. Det lader jeg mig selvfølgelig ikke mærke med; jeg svarer venligt tilbage, og hvis jeg husker det, forsøger jeg at bruge phonerens fornavn lige så hyppigt som han eller hun bruger mit, når nu vi åbenbart skal forestille at være best buddies.

                      Grunden til at jeg nævner den type telefonopkald, er at de er undtagelsen der bekræfter reglen, nemlig den regel at det er rart når nogen bruger ens navn. Prøv for eksempel at forestille dig at du er mødt op til et arrangement hvor du ikke kender ret mange, og du står måske og ser dig lidt fortabt omkring, men så hører du pludselig en velkendt stemme sige dit navn, og straks føler du dig langt mere hjemme. Eller det kan være at du står eller sidder over for en person der besidder en form for magt eller autoritet over dig, og du er måske ikke helt sikker på om vedkommende er dig venligt stemt, men hvis vedkommende smiler og bruger dit fornavn, er det som regel et godt tegn. I det hele taget ligger der en anerkendelse i det at nogen siger ens navn: Man er set, ikke bare som en af mange, men som det unikke individ man er.

                      Og så er det for resten ikke helt ligegyldigt, hvem det er man bliver kaldt ved navn af. Det er altid rart når nogen bruger ens navn (medmindre det er en phoner, altså), men det er i særdeleshed rart hvis man hører sit navn udtalt af en person som man elsker eller beundrer – det er jo de mennesker vi allerhelst vil ses og anerkendes af.  Og i særdeleshed er det skønt hvis der er tale om et menneske som man var bange for at man havde mistet, enten på grund af en konflikt eller på grund af udefra kommende omstændigheder.

                      Derfor tror jeg ikke der har været noget lykkeligere øjeblik i Maria Magdalenes liv end da hun, midt i sin fortvivlelse og forvirring den morgen i gravhaven hørte den stemme som hun både elskede og beundrede allermest, sige det lille korte ord: ”Maria!” I det øjeblik gik hendes liv lige fra den ene yderpol til den anden, og heldigvis i den gode retning: Med Jesu død havde Maria mistet alt hvad hun havde bygget sit liv på. Præcis hvordan hendes liv så ud før hun mødte Jesus, ved vi ikke, men første gang hun omtales i Lukasevangeliet, præsenteres hun som ”Maria med tilnavnet Magdalene, som syv dæmoner var faret ud af” (Luk 8,2), og – ja, hvordan det så end mere præcist har givet sig udtryk at hun havde syv dæmoner i sig, så tror jeg i hvert fald roligt vi kan gå ud fra at det har været alt andet end behageligt, for nu at sige det mildt! Ifølge traditionen er hun i øvrigt identisk med den kvinde der salvede Jesu fødder i farisæerens hus (Luk 7,36-50), og som husværten så på med foragt fordi hun var ”én, der lever i synd” (Luk 7,39). Men hos Jesus havde hun mødt både tilgivelse, helbredelse og anerkendelse, og i kraft af den måde han så hende på, havde hun fået et helt nyt liv. Så da han blev slået ihjel, mistede hun ikke kun en elsket læremester og ven; hun mistede også det nye fundament hun havde fundet i sit liv. Og som for at føje spot til skade kunne hun nu ikke engang ære hans døde legeme fordi nogen tilsyneladende havde fjernet det fra graven. Hvorfor hun ikke genkendte Jesus i første omgang da han sagde: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?”, er svært at sige med sikkerhed – måske var det fordi hun var blændet af tårer så hun ikke kunne se klart, måske var det fordi hun i sin sorg slet ikke betragtede det som en mulighed at Jesus kunne stå lyslevende foran hende, eller måske var det fordi hendes øjne ”holdtes til”, på samme måde som det skete for de to disciple der senere på dagen fik selskab af Jesus på en gåtur til Emmaus. Men uanset hvad årsagen var, faldt det hele i hvert fald på plads da Jesus kaldte hende ved navn.

                      Tænk hvis Jesus også ville kalde dig og mig ved navn! Ville det ikke være skønt? Ja, er der overhovedet nogen i hele universet som det kunne være skønnere at blive kaldt ved navn af end netop Jesus? Men i modsætning til Maria Magdalene lever vi jo på den anden side af himmelfarten, så sandsynligheden for at vi pludselig står ansigt til ansigt med Jesus – med eller uden havemandsskjorte – synes umiddelbart ikke at være særlig stor. Umiddelbart. Men med fare for at foregribe prædikenen til Kristi himmelfart, så er det faktisk lige omvendt: På grund af himmelfarten er sandsynligheden for at vi kommer til at opleve at befinde os på samme sted som Jesus, faktisk langt større end den ellers ville have været. Som himmelfaren er Jesus nemlig lige nær alle steder på én gang. Den morgen hvor han mødte Maria Magdalene i gravhaven, da var det lige dér han var, og derfor kunne han ikke samtidig stå og kalde på nogen i Egypten eller Syrien eller Danmark, men nu hvor han ikke længere er begrænset af denne verdens geografi, kan han kalde på alle mennesker alle steder samtidig. Og det ikke alene kan han gøre – han gør det også!

                      Vi kan selvfølgelig ikke se ham med vores øjne på samme måde som Maria kunne, men som vi hørte, hjalp det jo heller ikke Maria noget at hun kunne se ham; hun kunne ikke kende ham alligevel, før han sagde hendes navn. Vi kan selvfølgelig heller ikke med vores fysiske ører høre ham sige vores navn, sådan som Maria kunne, men alligevel kan millioner af kristne verden over vidne om at vi har hørt Jesus kalde os ved navn. Okay, måske vil du ikke lige bruge de ord (det vil jeg nok i virkeligheden heller ikke selv – dels fordi det nemt kommer til at lyde svulstigt og prætentiøst, dels fordi jeg ville være bange for at blive beskyldt for at have talt usandt hvis jeg blev nødt til at forklare at jeg ikke mente det helt konkret og bogstaveligt, og dels fordi det kunne risikere at give unødvendige anfægtelser til medkristne der ikke helt konkret og bogstaveligt har hørt Jesus kalde på dem, og som måske ikke helt har fanget at det har jeg heller ikke, parentes slut) – men det ændrer ikke på at Jesus vedblivende kalder på os på en række forskellige måder, både før og efter at vi er kommet til tro på ham.

                      For det første kalder han på os gennem skaberværket. Ganske vist er skaberværkets største og vigtigste formål blot det at Gud glædes over at det er til, men den del af skaberværket som vi mennesker kan se og opdage, har derudover det formål at vi mennesker skal kende Guds ”usynlige væsen, … hans evige kraft og hans guddommelighed”, som Paulus skriver i Romerbrevet (1,20). Det er ganske vist en generel henvendelse til hele menneskeheden og kan dermed ikke siges at være udtryk for at Gud ligefrem kalder os ved navn, men det er i hvert fald udtryk for at han kalder på os.

                      Anderledes personligt er det når Gud kalder på os gennem vores samvittighed. Det som vores samvittighed siger, er ganske vist et stykke ad vejen formet af den opdragelse vi har fået, og vi kan derfor ikke sætte lighedstegn mellem samvittighedens stemme og Guds stemme, men ikke desto mindre bruger Gud vores samvittighed til at tale til os – og vores samvittighed kalder os i hvert fald ved navn!

                      En tredje måde Gud kalder på os på, er gennem Skriften, altså Bibelen. ”Det er da i hvert fald ikke med navns nævnelse!” tænker du måske (medmindre man hedder Maria, selvfølgelig) – men ikke desto mindre er der mange der gennem årene har oplevet at et bibelvers pludselig har virket som om det var talt til lige præcis dem helt personligt. Og så er der i øvrigt et sted i Bibelen hvor Jesus direkte siger at han ikke kun gav sit liv for menneskeheden, men for hver enkelt af os helt personligt, nemlig i Johannesevangeliet kapitel 10, hvor han beskriver sig selv som den gode hyrde der sætter sit liv til for sine får, men inden han når dertil, præsenterer han hvad der generelt kendetegner en god hyrde, nemlig: ”han kalder sine egne får ved navn og fører dem ud” (Joh 10,3).

                      Et sted hvor der ikke er nogen som helst tvivl om at Jesus bogstaveligt talt kalder os ved navn, er når vi bliver døbt. Ganske vist er det præsten der udtaler navnet på den person der skal døbes, men præsten handler jo ikke på egne vegne. Dåben er indstiftet af Jesus selv, så det er i Jesu navn – altså på hans autoritet og på hans vegne – at den person der skal døbes, med navns nævnelse bliver kaldt for Guds barn.

                      De fleste af jer der er her, er for længst blevet døbt, måske endda for mange år siden, og selvom det naturligvis er dejligt at vide at vi blev kaldt ved navn af Jesus dengang, så kunne du måske godt tænke dig at det skete oftere? Vores kristenliv skulle jo nødig komme til at ligne vittigheden om det midaldrende ægtepar hvor konen spørger manden hvorfor han aldrig siger at han elsker hende, hvortil han svarer: ”Det sagde jeg jo da jeg friede til dig, og hvis jeg nogensinde skifter mening, skal du nok få besked!” Men heldigvis fortsætter Jesus med at kalde os ved navn. Hver søndag inviterer han for eksempel hver enkelt af os til inderligt fællesskab med ham i nadveren, når han siger: ”Tag dette og spis det!” og ”Drik alle heraf!” (selvom det selvfølgelig, ligesom ved dåben, er præsten der udtaler ordene på vegne af Jesus). Og han fortsætter også med at tale til os gennem Bibelen, samvittigheden og skaberværket – og så naturligvis når vi beder til ham, hvis vi vel at mærke ikke kun lirer vores ønskeseddel af, giver os tid til også at lade ham tale til os.

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

                                                                      

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til 2. påskedag 2024
Tags: Første Korintherbrev 15.12-20, Johannesevangeliet 20.1-18, Salme 16.5-11

Posted By admin on 15. april 2024

Jesu opstandelse: Ben Franklin tog fejl: Vi skal ikke dø!

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2024

Nikolaj Hartung Kjærby

 

”Der er dog ikke noget der er sikkert i denne verden, bortset fra døden og skatterne.” Sådan skrev den amerikanske videnskabsmand, opfinder og politiker Benjamin Franklin engang i 1780’erne. Det citat blev siden et bevinget ord og er måske noget af det som Benjamin Franklin i dag er allermest kendt for – og det selvom sammenstillingen af død og skatter faktisk ikke var noget Franklin selv havde fundet på, men noget som han havde tyvstjålet fra en bog af Daniel Defoe fra 1726.

                      Om skatterne nu også er så sikre som Defoe og Franklin mente, kan man altid diskutere, men at døden er det, burde der ikke være nogen tvivl om. Alligevel går mange af os til daglig rundt og lader som om det ikke er sådan. Selvom vi med vores forstand godt ved at vi alle sammen kommer til at dø, så bryder vi os ikke om at tænke på det eller tale om det. Jeg læste engang en brevkasse hvor en ulykkelig 83-årig kvinde skrev at hun gerne ville drøfte sin ”bortgang” med sine børn, men de nægtede kategorisk at tale om emnet – sikkert fordi tanken om at deres mor engang skal dø, var ubærlig for dem. Og måske var hun heller ikke selv helt afklaret med det, siden hun valgte at bruge ordet ”bortgang” i stedet for ordet ”død”.

                      At vi mere eller mindre ubevidst forsøger at bilde os selv ind at døden ikke er den sikre udgang på vores liv, kan også ses på vores ordvalg i andre sammenhænge. Hvad siger I for eksempel til en overskrift som: ”Folk risikerer at dø”, som optrådte i diverse medier for nogle år siden? Det der gemte sig bag overskriften, var naturligvis at en bestemt gruppe folk risikerede at dø tidligere end de ellers ville have gjort – i det konkrete tilfælde var der tale om at patienter på Odense Universitetshospital risikerede at dø af infektioner under indlæggelsen på grund af dårlig rengøring – og jeg ved ikke hvordan man ellers kunne have formuleret overskriften uden at den var blevet lige så lang som mine prædikener, men tankevækkende er det ikke desto mindre. For det at dø er ikke bare noget som nogle mennesker risikerer – det er noget som vi alle sammen stensikkert kommer til.

                      Men så kommer vi i kirke påskemorgen, og hvad er så noget af det første vi hører? Det er ordene ”Jeg skal ikke dø, men leve”! Det er påskens revolutionerende budskab! Benjamin Franklin tog fejl – døden er ikke noget der med sikkerhed kommer til at ramme os!

                      Nogle af jer sidder sikkert nu og tænker: ”Hvad i alverden skal det sige? Hvordan skulle man kunne slippe for at dø på et eller andet tidspunkt? I nyere tid er det ikke sket at noget menneske har opnået en højere alder end 122 år, og selv hvis det er rigtigt at Noas bedstefar Metusalem blev 969 år, som der står i Første Mosebog kapitel 5 vers 27, så døde han trods alt til sidst. Salmisten der skrev de ord vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, må også være død, medmindre han sidder og gemmer sig i en hule i Himalaya sammen med Elvis. Så hvad er pointen?”

                      Inden jeg besvarer det spørgsmål (det er altid godt med en cliffhanger), så vil jeg lige se lidt på et andet spørgsmål, og det er om det overhovedet ville være ønskværdigt at slippe for at dø. I mit arbejde som præst har jeg mødt en del ældre mennesker som har advaret mig om at jeg ikke skal ønske mig at blive så gammel som de er, for det er ikke spor rart. Jeg har endda mødt mennesker som brændende ønskede sig at dø fordi de syntes at de havde levet mere end længe nok. Så selv hvis det var muligt at slippe for at dø, ville vi så ønske det? Det ville i hvert fald kræve at der på en eller anden måde blev sørget for at vi aldrig kom til at kede os, og derudover ville det kræve at hverken vores krop eller vores sind gik i forfald.

                      Jeg nævnte før Metusalem, som ifølge Første Mosebog blev hele 969 år gammel – 7 år mere end sin farfar Jered, der med 962 år indtager andenpladsen på listen over de ældste personer i Bibelen, og 19 år mere end Noa som ifølge Første Mosebog 9,29 blev 950 år gammel, deraf 600 år før syndfloden og 350 år efter. Men faktisk nævner Bibelen også to personer der slet ikke døde! Den ene var Metusalems far Enok – om ham står der: ”Han vandrede med Gud. Så var han der ikke mere, for Gud havde taget ham bort” (1 Mos 5,24). Den anden var profeten Elias, som i levende live blev hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste – det kan man læse om i Anden Kongebog kapitel 2. (Kom ikke og sig at Bibelen er kedelig!). Men selvom Enok og Elias ikke døde, så forlod de alligevel jorden, og så vidt man ved, er ingen af dem vendt tilbage siden (bortset fra at Elias fik sig en kort snak med Jesus og Moses på Forklarelsens Bjerg). Og der er nok mange der ikke kan se den store forskel på om man forlader jorden ved at dø eller ved at blive hentet op til himlen i en ildvogn – selvom det hjælper lidt hvis man ved at jøderne på Elias’ tid ikke forventede at komme i himlen når de døde, men derimod at skulle sove i Dødsriget. Dertil kommer at Enok og Elias kun udgør en mikroskopisk brøkdel af de mennesker der har levet på jorden, og derfor er det vel begrænset hvor meget trøst vi kan hente i at netop de to fik en anderledes skæbne end alle andre. Og det er nok også derfor det hverken er Enok eller Elias der er hovedperson i påskens evangelium, men derimod Jesus.

                      ”Kristus er opstanden!” – det er kernen i påskens budskab. Vi kan næsten føle den helt utrolige glæde og lettelse som disciplene og kvinderne må have følt da det gik op for dem at Jesus virkelig var i live – hvordan den sorg og håbløshed som havde ramt dem da han blev korsfæstet, fordampede som duggen en forårsmorgen. Men det er trods alt sket flere gange at nogle mennesker har kunnet glæde sig over at få en af deres kære tilbage – alene de fire evangelier nævner 3 andre mennesker som blev oprejst fra de døde. Så hvorfor er netop Jesu opstandelse er den glædeligste nyhed nogensinde, som der stadig er grund til at fejre 2000 år senere? Jo, det skyldes at Jesus besejrede døden, ikke bare for sig selv, men for alle mennesker! Da Jesus hang på korset langfredag, hang han der som repræsentant for hele menneskeheden og bar straffen for alle menneskers synder i fortid, nutid og fremtid. Det var på vegne af alle mennesker i fortid, nutid og fremtid at Jesus fór ned til Dødsriget, og nu hvor han har besejret døden, er det ikke kun dens magt over ham der er brudt, men dens magt over alle mennesker i fortid, nutid og fremtid.

                      Det betyder ikke at det biologiske fænomen som vi kalder ”døden”, er afskaffet – ikke endnu i hvert fald. Men det betyder at den ikke længere fortjener sit navn. Det ligger jo i selve begrebet ”død” at det er noget endegyldigt og uafvendeligt, men efter at Jesus har banet en vej igennem døden til en opstandelse der ligner hans, og et evigt liv på den anden side, så er der reelt blot tale om et blund, omend måske et lidt langvarigt et af slagsen. Og det er derfor vi med overbevisning i stemmen kan hævde at Benjamin Franklin tog fejl, og sige: ”Vi skal ikke dø!” Det er også grunden til at Paulus foretrækker at bruge udtrykket ”sove hen” når han taler om det der sker når vores hjerte holder op med at slå. Og det var måske i virkeligheden også det der var årsagen til at den 83-årige dame fra brevkassen brugte udtrykket ”bortgang” i stedet for ”død”?

                      Men hvad er det så for et liv vi kan se frem til på den anden side af døden og opstandelsen? Er det et lige så virkeligt liv som det vi kender fra denne verden? Det er desværre en udbredt opfattelse at det ikke er det, og det er måske en af grundene til at mange mennesker opfatter tanken om reinkarnation (altså at vores sjæl efter døden bliver genfødt i en ny krop til et nyt liv i denne verden) som mere tiltalende end det kristne opstandelseshåb.  Det skyldes nok blandt andet en misforståelse af hvad der menes med ”sjælens frelse”, som der tales om mange steder i Det Nye Testamente, for eksempel i det stykke fra Første Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten.

                      Vi er vant til at betragte kroppen og sjælen som modsætninger, og derfor kommer vi let til at tænke at når der tales om ”sjælens frelse”, så betyder det at den frelse vi håber på, ikke omfatter kroppen. Det er kun blevet værre af at kristendommen allerede på et tidligt tidspunkt blev inficeret af gnostiske strømninger der betragtede den fysiske verden som noget ondt som det gælder om at undslippe fra. Selvom alle de store teologer i oldkirken talte dunder mod gnosticismen, som de med rette fordømte som det rene hedenskab, så har de kropsfjendske ideer fulgt kristendommen som en mørk skygge gennem snart 2000 år. Det har betydet at påskens budskab om at døden er en besejret fjende som ikke længere kan true os, er blevet forvansket til et budskab om at døden er en ven som befrier sjælen fra kroppens fængsel. Man kan endda finde den slags tanker i Den Danske Salmebog, for eksempel i unitarsalmen ”Nærmere, Gud, til dig”, hvor sidste vers begynder med linjerne: ”Og er for sidste gang striden forbi, sjælen til Himmel-vang løfter sig fri”. Man får nærmest indtryk af at det evige liv er en eller anden luftig, ukropslig åndetilværelse! Men den idé stammer ikke fra Bibelen; den stammer snarere fra den hedenske nyplatonisme.

                      Det Nye Testamente, derimod, fortæller os at Jesus efter sin opstandelse var i stand til at spise stegt fisk og at invitere disciplene til at røre ham så de kunne mærke at han ikke var et spøgelse, men havde kød og knogler. Og det levende håb som Jesu opstandelse har genfødt os til, er et håb om at vi vil komme til at opstå fra de døde på samme måde som Jesus gjorde det. ”Sjælens frelse” består altså ikke i at den bliver befriet fra kroppen, men tværtimod i at den bliver genforenet med en ukrænkeliggjort og udødeliggjort udgave af den gamle krop! Vi vil altså stadig være os selv – ja, endnu bedre: Vi vil være den perfekte udgave af os selv som synden på nuværende tidspunkt forhindrer os i at blive. Vi vil være alt det som Gud oprindelig havde tænkt at vi skulle være. Og vi vil få lov til at se Gud ansigt til ansigt og dag for dag, år for år opdage mere af hans uendelige storhed og skønhed. Og alt det vil vi gøre sammen med alle vore kære, som vi til den tid vil opleve et endnu tættere fællesskab med end vi gør her i denne verden – et fællesskab uden forbehold, uden konflikter, uden misforståelser, uden misundelse: en evig dans ind i stadig nye dimensioner af kærlighed og glæde. Og når dét er vilkårene, så kan jeg ikke se nogen grund til at vi ikke skulle ønske at leve videre i al evighed!

                      Glædelig påske!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken | Kommentarer lukket til Prædiken til påskedag 2024
Tags: Første Petersbrev 1.3-9, Matthæusevangeliet 28.1-8, Salme 118.13-18