Prædiken til juleaften 2022
Posted By admin on 30. december 2022
Jesu fødsel: Frygt ikke!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker juleaften 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Så blev det endelig den 24. december, og der er nok mange af jer der har set det 24. og sidste afsnit af Tinka og sjælens spejl eller Julehjertets hemmelighed før I kom herhen i kirken, eller måske skal I hjem og se det bagefter. Hjemme hos os har vi holdt os til Nissernes Ø og Pyrus i Alletiders Eventyr, som vi voksne skønnede (muligvis med urette) at en 7-årig ville have lettere ved at følge med i.
Der er efterhånden produceret så mange forskellige tv-julekalendere at det er svært at holde styr på dem alle. I mine første år som præst plejede jeg at bruge en pointe fra en af årets julekalendere i min juleprædiken, men det lader sig ikke rigtig gøre længere, fordi jeg ikke længere kan gå ud fra at der er én bestemt julekalender som alle (eller i det mindste de fleste) i menigheden har fulgt med i. For ikke alene bliver der vist mindst 5-6 forskellige julekalendere på DR’s og TV2’s flowkanaler, men man kan jo også finde en helt syvende serie på en streaming tjeneste eller på noget så gammeldags som en dvd. Og det behøver ikke engang at være en af de traditionelle julekalendere man ser; en af mine Facebook-venner havde for eksempel tænkt sig at bruge gode gamle Matador som julekalender, for den har jo netop 24 afsnit!
I modsætning til mange af de nyere julekalenderserier, så tror jeg at rigtig mange af jer der er her i dag, har set Matador enten på video eller en af de utallige gange den har været vist på tv. Det er også en serie med mange klassiske scener – hvem husker for eksempel ikke synet af lærer Andersen der står ude på altanen og hamrer desperat på døren for at få Misse til at lukke ham ind? Det syn er der faktisk mange der husker. Nogle husker endda at lærer Andersen var iført lange underbukser og natskjorte med husarmotiver[1] – og det til trods for at der aldrig er nogen der har set den scene for andet end deres indre blik, for den indgår faktisk slet ikke i serien! Det eneste der indgår, er at Misse sidder hjemme hos Maude og Hans Christian og fortæller dem om optrinnet.
Når det gælder juleevangeliet, er der også mange af os der husker ting som slet ikke indgår. Der står for eksempel ikke noget om en stald – og hvis I ikke tror mig, så prøv selv at kigge på skærmen, eller på sangbladet hvis I har sådan et. Der står: ”og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget”. Det er ordet ”krybbe” der har fået os til nærmest automatisk at antage at det fandt sted i en stald, men i oldtidens Mellemøsten havde de fleste mennesker deres husdyr inde i det samme hus som de selv sov i, og langt de fleste krybber befandt sig derfor ikke i en separat stald, men inde i stuen! (eller hvad man nu skal kalde det, for husene havde som regel kun ét rum). Men det ændrer selvfølgelig ikke på at en krybbe ikke ligefrem var en luksuriøs babyseng; den var det der nu var for hånden. Vi ved i øvrigt ikke hvilke dyr den nyfødte Jesus delte soveværelse med, for ordene ”æsel” og ”okse” forekommer heller ikke i teksten, så selvom det nok er det mest sandsynlige at den højgravide Maria har redet på et æsel på rejsen fra Nazaret til Betlehem, så kan det ikke udelukkes at hun har måttet gå.
Et andet ord (eller ”et fjerde ord” er vi vel nået til) der heller ikke findes i juleevangeliet, er ordet ”stjerne”. Vi er vant til at forestille os at hyrderne, der stod ude på marken, fik øje på en stor stjerne, men det står der reelt set ikke noget om. Derimod står der at ”Herrens herlighed strålede om dem”, og det har nok været et skarpere lys end nogen stjerne, men det kom altså ikke fra en stjerne; snarere kom det fra den engel der stod foran dem. Det var nemlig dér englen befandt sig: ”Da stod Herrens engel for dem,” står der, så jeg ved ikke hvorfor englen som regel svæver et sted oppe i himmelblået på de billeder som kunsthistorien har produceret af begivenheden. For lige at gøre stjernen færdig, så er den nok kommet ind i vores bevidsthed fra Matthæusevangeliets beretning om de vise mænd, som kom rejsende fra Østerland for at tilbede jødernes nyfødte konge fordi de havde ”set hans stjerne gå op” (Matt 2,2). Men dels er der ikke noget der tyder på at den stjerne som de vise mænd så, var specielt meget klarere end stjerner er flest, dels kom de vise mænd sandsynligvis ikke samme nat som Jesus blev født, men måske helt op til to år senere (hvilket nok også er grunden til at Lukas slet ikke omtaler dem i sit juleevangelium).
(Alt det jeg står og siger nu, forudsætter naturligvis at vi kan regne med hvad der står i Bibelen, men eftersom I er kommet hen i kirken, går jeg ud fra at I er indforståede med at det er en del af dealen, så at sige: at det som præsten siger, er baseret på hvad der står i Bibelen. Jeg prædiker hvad Bibelen efter min bedste overbevisning siger, og så må I jo selv bestemme om I vil tro på det eller ej – men hvis I har nogle specifikke kritiske spørgsmål til kristendommens historiske eller videnskabelige troværdighed, er jeg på den anden side ikke bleg for at forholde mig til dem; bare send mig en mail eller en Messenger-besked. Vi planlægger i øvrigt også et arrangement her i kirken onsdag den 15. februar med overskriften ”Skyd på præsten”, hvor man kan stille alle mulige kristendomsrelaterede spørgsmål. Parentes slut).
Nå, tilbage til hyrderne på marken, hvis nattevagt pludselig blev afbrudt af at ”Herrens engel [stod] for dem, og Herrens herlighed strålede om dem”. Hvordan reagerede de på det? Blev de grebet af stor glæde? Nej, i hvert fald ikke i første omgang. Tværtimod læser vi at ”de blev grebet af stor frygt”! Og det er måske i grunden ikke så mærkeligt. Prøv at forestille dig hvordan du selv ville have reageret hvis du havde oplevet noget lignende! Det må i hvert fald have været en kæmpe forskrækkelse, især når man husker på at de engle som Bibelen taler om, har meget lidt at gøre med de pyssenyssede små glorieklædte buttede børn med vinger som den europæiske kunsthistorie har vænnet os til at se for os. Bibelens engle er tværtimod mægtige, frygtindgydende skikkelser der taler med tordenrøst. Hyrder, derimod, var på Det Nye Testamentes tid et foragtet folkefærd, som nogle rabbinske traditioner ligefrem betragtede som urene.[2] Det var altså i den grad kontraster der mødtes den nat ude på Betlehems marker! Hvis man spurgte den tids skriftkloge, så kunne urene syndere som hyrderne ikke vente andet fra Guds og hans engles side end dom og straf, så de havde al mulig grund til at være bange! Men lyt så til hvad englen sagde til dem: ”Frygt ikke!” sagde den. I den græske grundtekst finder vi oven i købet det personlige stedord i 2. person flertal mellem ”frygt” og ”ikke”, sådan at en mere ordret oversættelse ville være: ”Frygt I ikke”, eller på mere jævnt dansk: ”Det er ikke jer der skal være bange!” Det må i sandhed have været et glædeligt budskab at modtage for mennesker der til daglig var genstand for andres foragt! Og englen fortsætter: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket” – altså ikke kun for eliten, ikke kun for dem der har styr på deres liv, men også og især for dem der føler sig mislykkede, dem der ikke synes de har ret meget at prale af. Hvad er det da der er en stor glæde for dem der plejer at blive overset? ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” De ord har været langt mere ladet med betydning for hyrderne end de er for os. David var den største konge Israel nogensinde havde haft, og selvom han levede hele 1000 år før Jesus blev født, talte man stadig om ham med ærefrygt i stemmen, ikke mindst fordi en lang række profeter havde forudsagt at der ville fremstå en ny konge af Davids slægt, som ville befri folket, og hyrderne kan ikke have været i tvivl om at det englen sagde til dem, var at det var den konge der nu var født.
Det var imidlertid ikke nødvendigvis en specielt god nyhed i sig selv, for hvorfor skulle en konge interessere sig for en flok hyrders velbefindende? Jo: ”Dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.” Kongebørn plejede ikke at ligge i en krybbe! Men denne nyfødte konge var altså kommet til verden under ganske jævne kår, et sted hvor selv en flok hyrder kunne troppe op uden at risikere at blive smidt på porten af en flok gardere i bjørneskindshuer. Det glædelige budskab var også til dem, ja særligt til dem. De var ikke glemt af Gud; tværtimod var de de første der fik besked da Guds søn var blevet født. Gud ville ikke straffe dem, men frelse dem, og det på en langt mere gennemgribende måde end de overhovedet kunne forestille sig, nemlig fra selveste døden! Og det var ganske rigtigt ikke dem der skulle være bange; tværtimod viste det sig, da Jesus blev voksen, at det var de undertrykkende magthavere og den selvretfærdige religiøse elite der rystede af skræk over de ting han sagde, og det i en grad så de til sidst valgte at slå ham ihjel. Men som bekendt fortæller evangelierne os at han opstod fra de døde efter tre dage, hvorefter han sendte sine disciple ud i verden for at fortælle alle mennesker det glædelige budskab om at døden var besejret. Det var det budskab som hyrderne på Betlehems mark var de første til at høre en forsmag på: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: Der er født jer en frelser.”
Da hyrderne hørte ordene ”hele folket”, blev de nok først og fremmest glade fordi det betød at de selv var inkluderet, men deres forståelse af ordene var nok trods alt stadig begrænset til at det drejede sig om Israel. Men Jesus gjorde det efterhånden klart at det ikke kun var jøderne han ville frelse, men alle folk i verden. Det barn der blev født og lagt i en krybbe, den mand der talte så de udstødte fik håb og de selvsikre blev rystet, den frelser der gav sit liv og besejrede døden, han er også vores frelser. Også til os lyder ordene: ”Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde”. Det at Gud er kommet til os, og at vi kan leve evigt sammen med ham, er så stærkt et budskab at det trumfer alt hvad vi i øvrigt måtte have at være bange for. Så lad os ligesom hyrderne sætte os for at finde den konge der blev født, så han kan forvandle vores liv ligesom han forvandlede deres.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Kilde: https://www.billedbladet.dk/kendte/danmark/tv/dr/saa-du-matadors-beroemte-altanscene
[2] Kilde: Kenneth E. Bailey: Jesus set med mellemøstlige øjne, s. 34.
Comments