Prædiken til 2. pinsedag 2020
Posted By admin on 2. juni 2020
Alle skal være oplært af Gud: Et helt nyt liv
Prædiken i Rø Kirke 2. pinsedag 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
I går hørte vi om at fordi vi har fået Helligånden, kan vi høre Guds stemme. Når Gud gerne vil tale til os, er det naturligvis ikke bare for underholdningens skyld, men fordi han vil os noget. Og det han vil os, er – som vi hørte i dagens første læsning – at vi skal følge hans love og omhyggeligt holde hans bud.
Det lyder umiddelbart ikke specielt rart, og jeg kender mange mennesker der på baggrund af den oplysning ville konkludere at Gud er en magtsyg tyran som de i hvert fald ikke gider at have med at gøre, for hvorfor i alverden skulle vi danse efter hans pibe i stedet for at gøre som vi selv vil? Har Gud virkelig så stort et behov for at kontrollere os?
Nej, Gud har ikke noget behov for at kontrollere os. Faktisk har Gud ikke noget behov for noget som helst. Han er evig, hellig og salig og manglede ingenting i de endeløse æoner før skabelsen, ligesom han heller ikke manglede noget dengang der kun var himmel og jord, planter og dyr, men endnu ingen mennesker. Gud er fuldkommen og hviler i sig selv, og den eneste grund til at han alligevel valgte at skabe, var at han i sin gavmilde kærlighed gerne ville dele alt godt med os. Men det der skulle have været så godt, gik hurtigt galt fordi vi mennesker gik vores egne veje og valgte ulykken i stedet for lykken, konflikten i stedet for freden, grådigheden i stedet for taknemmeligheden – og dermed i sidste ende døden frem for livet. Gud kunne have valgt at sige: ”Fint, mennesker, så må I også selv om det – gør som I vil, og lev med konsekvenserne!”, men det forbød hans kærlighed ham at gøre. Derfor udvalgte han i første omgang ét af jordens folkeslag, som han gav et sæt love for at de skulle demonstrere hvordan Gud havde tænkt at livet skulle leves. Men det israelitiske folk evnede ikke at overholde Guds lov, og i lange perioder havde de ikke engang noget ønske om det. Problemet var, som Paulus beskriver det i Romerbrevet (og jeg citerer fra den nye nudanske Bibelen 2020, hvor de knudrede vers er en anelse lettere at forstå – også selvom der måske ryger et par nuancer i svinget når det ord vi plejer at oversætte ”synd” bliver kaldt ”selvoptagethed”): ”Loven er ganske vist åndelig, men jeg er et jordisk menneske af kød og blod, og derfor er jeg slave af min selvoptagethed. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg er imod, det gør jeg. Men netop fordi jeg ikke vil det, jeg gør, så bekræfter jeg, at loven i sig selv er god. … Det ser altså ud til at være et vilkår for mig, at jeg kun er i stand til at gøre det, der er ondt, selvom jeg helst vil gøre det, der er godt. … Jeg er fange af min selvoptagethed, og mit liv er bestemt af min uvilje mod Gud” (Rom 7,14-16.21.23b). Skal vi blive lykkelige, er det altså ikke nok at Gud fortæller os hvad vi skal gøre; han er nødt til også at sætte os i stand til at gøre det. Men på et tidspunkt hvor israelitternes manglende evne til at leve efter Guds vilje havde medført at deres land var blevet løbet over ende af fremmede magter, og de selv var blevet ført i eksil i et fremmed land, gav Gud dem det fantastiske løfte som vi hørte: ”Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver em et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud” – eller som han lige så godt kunne have sagt: ”så de gør hvad der tjener til deres eget bedste, i stedet for at ødelægge det hele for sig selv og hinanden”. Og i Det Nye Testamente blev det løfte udvidet til ikke kun at gælde israelitterne, men alle folkeslag – ”Alle skal være oplært af Gud”, som vi hørte i evangelieteksten. For at gøre en lang historie kort: Det er ikke Gud der har et behov for at vi gør som han siger – det er os selv der har det behov, ellers dør vi!
Hvad er det så Gud vil have at vi skal gøre? Det svarer Jesus på umiddelbart efter at han har sagt at alle skal være oplært af Gud – som vi hørte: ”Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig.” Det som Gud først og fremmest vil have os til at gøre, er altså at komme til Jesus, for det er kun hos ham vi kan få liv. Jesus er lige så uundværlig for vores åndelige liv som maden er for vores fysiske liv, og derfor siger Jesus om sig selv at han er et levende brød som er kommet ned fra himlen. (Det bliver vi i øvrigt mindet om hver gang vi i nadveren modtager Jesu legeme i form af netop brød).
Når vi kan få liv hos Jesus, er det fordi han som den eneste har formået det som intet andet menneske kunne, nemlig at leve et liv i fuldkommen lydighed mod Guds lov. Det er ellers ikke ualmindeligt at betragte Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente som modsætninger; tværtimod har jeg indtryk af at det er en udbredt opfattelse, også blandt kristne, at i Det Gamle Testamente finder vi alle de livsfjendske og snærende love og regler, men i Det Nye Testamente kommer Jesus og siger at så slemt var det heller ikke ment. Men det er en falsk modsætning, for Jesus var netop en legemliggørelse af alt det som Gud igennem hele Det Gamle Testamente forsøgte at lære sit folk om hvordan livet skal leves. Og Jesus siger da også om sig selv i Det Nye Testamente at han ikke er kommet for at nedbryde Guds lov, men for at opfylde den (Matt 5,17). Jesus levede altså på den måde som man skal leve hvis man vil have del i det evige liv – men fordi han alligevel gik i døden, kunne hans liv gælde som løsepenge for os andre, som med rette fortjente døden fordi vi ikke har levet som vi burde. Vi skal blot tage imod det evige livs gave i tillid til at det Jesus har gjort, er nok; det er derfor han siger: ”Den, der tror, har evigt liv.”
Men ”evigt liv” betyder ikke kun at vores liv kommer til at vare til evig tid, kun afbrudt af et kort intermezzo fra vi dør til Jesus vender tilbage fra himlen og opvækker os fra de døde. Nej, det evige liv handler også om kvaliteten af vores liv – som Jesus udtrykte det i den bøn som var prædiketekst for 15 dage siden: ”dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt” (Joh 17,3). Når vi er kommet til Jesus, som Gud vil lære os at gøre, er det meningen at vi skal blive hos ham! Det er meningen at vi skal følges med ham så hans liv kommer til udtryk i vores liv, og vores hjerte bliver forvandlet så vi rent faktisk begynder at leve på den måde som Gud havde tænkt – ikke fordi vi alligevel skal gøre os fortjent til det evige liv ”på afbetaling” så at sige, men fordi Gud ønsker for os at vi skal leve i lykke, fred og taknemmelighed i stedet for ulykke, konflikt og grådighed. Troens lydighed mod Gud i efterfølgelse af Jesus er ikke en pris vi må betale for at få det evige liv; den er ikke en ”bagside af medaljen” som vi må tage med, eller et offer vi foretager i håb om at blive belønnet senere. Nej, livet i lydighed mod Gud er det evige liv; det er den gave og belønning som Gud vil give dem der tror på ham! Det er nemlig det bedste liv der findes, og derfor tror jeg forfatteren C.S. Lewis så rigtigt da han skrev: ”Når vi engang kommer i himlen, vil vi opdage at vi i virkeligheden hele tiden har været der” (og omvendt: ”De der kommer i helvede, vil opdage at de hele tiden har været dér”) (citeret efter hukommelsen).
Når denne verden engang ender, og vi får Guds rige at se i al dets herlighed, så vil vi ikke længere kunne andet end at gøre Guds vilje – vi vil ikke længere være i stand til at synde. Men så længe vi lever i denne verden, er det kun gennem troen at vi besidder det evige liv, og derfor har vi brug for både Guds kraft og Guds vejledning. ”Faderens råd og den Helligånds dåd sammen i Frelseren falde”, som vi sang i går (DDS 291). Og det er først og fremmest derfor vi har brug for at lære at høre Guds stemme – for at vi kan vide hvad vi skal gøre for at gøre Guds vilje og følge det evige livs vej.
I dagens anden læsning fik vi et eksempel på hvordan livet efter Guds vilje under Helligåndens vejledning ser ud. Der er tale om afslutningen af Apostlenes Gerninger kapitel 2 – det kapitel der begynder med at disciplene modtager Helligånden pinsedag, som vi hørte i går. Som et resultat af den prædiken som Peter holdt i forlængelse af pinseunderet, var der ikke færre end 3000 mennesker der kom til tro og blev døbt og også fik Helligånden. Det var første gang nogensinde at Guds løfte gennem profeten Ezekiel om at give os mennesker en ny ånd i vores indre, gik i opfyldelse – og hvordan så det så ud i praksis? Jo, først og fremmest medførte det fællesskab. De troende var så vidt muligt sammen hver dag, og de delte alting med hinanden. Ja, de solgte endda deres ejendele og delte ud af provenuet så ingen manglede noget! Jeg siger ikke at vi i dag nødvendigvis skal sælge alt hvad vi ejer (det gav Paulus fx ikke folk i de menigheder han grundlagde, besked på), men på den anden side er det klart at hvis Guds kærlighed virkelig bor i os, så kan vi ikke se en medkristen lide nød uden at gøre noget ved det hvis det står i vores magt. Og glæden ved at være sammen med vores medkristne – vores brødre og søstre i Herren – den kunne vi nok også trænge til at genopdage. Netop glæde var nemlig et centralt kendetegn ved de første kristnes liv: ”jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud og havde hele folkets yndest. Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments