Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2020
Posted By admin on 14. januar 2020
Jesus og de små børn: Vil du gøre en forskel?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 1. søndag efter helligtrekonger 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
En mus og en elefant gik engang over en træbro. Det kunne naturligvis høres – GUNG, GUNG, GUNG! Musen smilede veltilfreds ved lyden, så på elefanten og sagde glad: ”Sikke vi gungrer!”
Når vi griner ad den vittighed, så er det nok fordi vi kan genkende os selv (eller i det mindste nogen vi kender) i det som musen siger. Vi mennesker vil så gerne føle at vi gør en forskel, og det ønske er drivkraften i meget af hvad vi gør. Prøv for eksempel at lægge mærke til hvad folk tit svarer når de bliver spurgt hvorfor de har valgt at blive u-landsfrivillige eller at gå ind i politik eller at engagere sig i det lokale foreningsliv: ”Fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel!”
Jeg tror det er Gud der har lagt ønsket om at ville gøre en forskel ned i os mennesker. Gud er selv den der frem for nogen gør en forskel, og han har skabt os i sit billede, så det er en nærliggende tanke at han også gerne vil have os til at gøre en forskel. Den første befaling som Gud giver mennesket i Bibelens første kapitel, er faktisk at gøre en forskel: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden, og underlæg jer den; hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der rører sig på jorden!” (1 Mos 1,28).
Men nogle gange kan ønsket om at gøre en forskel tage overhånd i en grad så vi ikke tænker nær så meget på om forskellen bliver gjort, som vi gør på om vi selv spiller en afgørende rolle i det. Det kan for eksempel være i forbindelse med en fodboldkamp hvor en spiller vælger selv at skyde på mål i stedet for at spille bolden til en medspiller der står helt fri og med lethed ville have kunnet putte bolden i kassen, men det kan også være i mere alvorlige situationer. Undertiden kan vi endda have svært ved at glæde os over at noget godt er sket fordi vi gerne selv ville have haft del i æren for det.
Efter at jeg var blevet student tilbage i 1994, tilbragte jeg et halvt år i England på en tværkirkelig international bibel- og missionsskole – eller ”træningscenter”, som det egentlig hed, for sammenlagt var det vel kun omkring halvdelen eller mindre af den skemalagte tid vi rent faktisk tilbragte på skolebænken; resten af tiden gik med dør-til-dør-mission, gademøder, besøg på skoler, besøg på plejehjem, og med at hjælpe forskellige kirker med deres udadrettede arbejde i eksempelvis ungdomsklubber. Det helt store, overordnede mål var naturligvis at mennesker skulle komme til tro på Jesus, og når vi ved dagens afslutning samledes til debriefing på basen (ja, sådan kaldte vi det – i bakspejlet er jeg egentlig ikke specielt begejstret for den militære klang i de ord, men ”basen” var det ord vi brugte om den bygning hvor vi boede, spiste og fik undervisning, og ”debriefing” betød bare at vi delte dagens oplevelser med hinanden og med vores undervisere og talte om hvad vi kunne lære af det vi havde oplevet) – når vi talte om hvad vi havde oplevet, så var det bedste altid hvis nogen kunne fortælle om at de havde ”ledt nogen til Kristus”, for til syvende og sidst var det jo det det hele handlede om. Der var særligt en pige fra Italien som lod til at have en særlig gave til at tale med mennesker om Jesus på en måde så de kom til tro, og når hun fortalte om det, blev vi naturligvis alle sammen enormt glade, men efterhånden som ugerne og månederne gik, og jeg aldrig selv oplevede at nogen af de mennesker jeg talte med, kom til tro, så begyndte der at komme skår i min glæde, må jeg desværre indrømme. Det var ikke fordi hende italieneren pralede eller satte sig selv på en piedestal eller noget, og det var heller ikke sådan at hun blev feteret og hædret på en måde så jeg var misundelig på hendes plads i det sociale ”hierarki” på skolen; det var mere det at jeg ikke følte at jeg selv gjorde nogen forskel – jeg kunne lige så godt slet ikke have været der, følte jeg undertiden.
Hvorfor havde jeg det sådan? Og hvorfor er det i det hele taget så stor en anfægtelse for mange mennesker ikke at have en følelse af at gøre en forskel? Jeg tror den svenske forfatter Hjalmar Söderberg havde fat i noget af det rigtige i sin roman Doktor Glas fra 1905 (og inden I tænker ”Åh nej, mere litteratur som ingen andre end præsten har læst?”, så kan jeg trøste jer med at præsten faktisk heller ikke har læst den roman; jeg kunne bare huske at have hørt eller læst citatet et sted, og så googlede jeg mig til hvor det stammede fra, og på den måde kan man jo hurtigt komme til at lyde som om man er vældig belæst). Citatet lyder: ”Helst ønsker man at være elsket, i mangel deraf beundret, i mangel deraf frygtet, i mangel deraf i det mindste at være afskyet og foragtet. Sjælen gyser tilbage for det tomme rum og ønsker kontakt for enhver pris.” Med andre ord: Når jeg følte at jeg skulle retfærdiggøre min eksistens i almindelighed og min tilstedeværelse på bibelskolen i særdeleshed ved at gøre en forskel, tror jeg det var fordi jeg ikke i tilstrækkelig grad havde taget det til hjerte at Gud elsker mig. Og paradoksalt nok tror jeg faktisk at det var en meget væsentlig del af årsagen til at der ikke var nogen mennesker der lærte Gud at kende ved at tale med mig! For jeg tror egentlig godt folk kunne mærke at de ikke talte med et menneske der var så overvældet af Guds kærlighed at jeg bare måtte fortælle andre om det, men snarere med en der desperat søgte efter noget at polstre sit selvværd med. Og dels er det ret nedværdigende at blive reduceret til at være en brik i et andet menneskes selvrealiseringsprojekt, men det kan man vel trods alt leve med hvis man får evigt liv som sidegevinst. Værre er det straks at hvis man står og siger at livet med Jesus er et liv i fred og glæde, men samtidig har et kropssprog der røber at man selv er præget af alt andet end fred og glæde, så er der altså ikke nogen der lader sig narre. Det vidste jeg også godt selv inderst inde i mine mest ærlige øjeblikke, men jeg vidste bare ikke rigtig hvad jeg skulle gøre ved det. Det det gjaldt om, var jo at fortælle andre om Jesus, og hvis jeg først skulle bruge tid på at banke noget fred og glæde op i mit eget liv før jeg kunne bruges til formålet, så var jeg jo kun i endnu højere grad en klods om benet på Gud – følte jeg. Jeg havde altså dårlig samvittighed over at mit liv ikke var præget af fred og glæde – og det bliver man jo hverken mere glad eller mere fredfyldt af!
Hvis der var én bibeltekst som jeg kunne have haft gavn af at meditere over dengang for 25 år siden, så er det nok den vi har lyttet til i dag. For hvis der var noget som Nikolaj, 19 år, ikke lignede, så var det et lille barn! For hvad er det der kendetegner et lille barn? Hvordan er små børn? (kunstpause) Og lad nu være med at svare at de er uskyldige og tillidsfulde og hvad ved jeg, for det kan da godt være at det er rigtigt i et eller andet omfang, men vi ved jo godt alle sammen (eller i hvert fald de af os der har eller har haft små børn) at det ikke er hele sandheden. Små børn kan nemlig også være humørsyge, urimelige, egocentriske og ansvarsløse – ja, ansvarsløse er de vel i grunden hele tiden. Men vi elsker dem jo alligevel, vi som har det privilegium at være deres forældre, og vi finder os i deres urimeligheder fordi vi ved at de jo netop kun er små børn. Og det ved barnet godt, hvis ellers det har undgået at blive udsat for spædbarnstraumer. Faktisk er det vel netop derfor at små børn tit opfører sig langt mere ”uopdragent” over for deres forældre end over for fremmede – fordi de ved at forældrene elsker det uanset hvad, så hos dem kan man prøve grænser af uden at risikere at fundamentet for ens tilværelse forsvinder.
Samtidig har de fleste små børn det sådan at de elsker at hjælpe mor og far (det går desværre ofte over inden de bliver så store at de rent faktisk kan være til hjælp), og det giver vi dem selvfølgelig lov til – hvis vi da ellers har tid, for det er som regel hurtigere at gøre tingene selv. Men det er hyggeligt når børnene hjælper, for det er kvalitetstid, hvor det vigtigste formål er at vi gør noget sammen. Men hvis det vi gør sammen, er noget som det rent faktisk var vigtigt at gøre (som for eksempel at lave mad eller gøre rent), så er det også med til dels at give barnet nogle vigtige færdigheder, dels (og det er nok så vigtigt) at give barnet en følelse af at have udrettet noget – at have gjort en forskel. Det har børn nemlig en længsel efter, præcis ligesom vi voksne har det. Men fordi de netop er små børn, har de det privilegium at de kan gøre en forskel på en andens ansvar – nemlig den voksnes. Hvis min søn hjælper mig med at snitte grøntsager, og han skærer sig i fingeren, så er det min fejl, ikke hans. Og kommer han til at skære mig i fingeren, ja, så er det også min fejl! (Men gør han det med vilje, så får han naturligvis at vide at fy, det må han ikke!).
Jeg håber at I begynder at fornemme hvor jeg vil hen: At tage imod Guds rige ligesom et lille barn betyder at vi kan sænke skuldrene fordi ansvaret ligger hos Gud, ikke hos os. For selvom Gud har skabt os med et ønske om at gøre en forskel, så er han ikke på nogen som helst måde afhængig af vores flid og evner. Derfor er det også helt forkert når Hans Anker Jørgensen i sin salme ”Når jeg er træt og trist” (som i øvrigt er nummer 658 i Salmebogen) synger: ”Du siger, du har brug for mine kræfter”, for det har Gud aldrig nogensinde sagt, og heldigvis for det! Det ansvar ville intet menneske kunne leve med – og en gud der har brug for menneskers hjælp, ville i øvrigt være en sølle gud! Nej, når Gud beder os om at gå i hans tjeneste, er det fordi han er en god far som ønsker at involvere sine børn i det han laver, fordi han elsker os, og fordi han vil lære os om hvad der er godt og rigtigt og væsentligt. ”Gud kan uden mig, men ønsker det ikke”, som forkynderen Johannes Facius kaldte den bog han udgav i 1991, og som handler om hvordan han blandt andet måtte igennem en depression før han indså at det er sådan det hænger sammen. (Det måtte jeg i øvrigt også selv). (For resten: Hvis du tænker at læse en og kun én af de to bøger jeg har refereret til i dag, så vælg den af Johannes Facius!)
Og nu kommer vi til det der måske er det allersmukkeste ved det hele: Netop ved at indse at det slet ikke er op til os selv at gøre en forskel, men at det hele er Guds ansvar, og at vores vigtigste ”opgave” (hvis man kan kalde det det) er at hvile i at Gud elsker os uanset hvad – netop da kan vi rent faktisk begynde at gøre en forskel der batter noget! For hvis vores liv er gennemsyret af kraften i Guds kærlighed, så smitter det! Dels smitter det os selv, sådan at vi begynder at se på vores medmennesker på en ny måde, nemlig som nogen der er lige så højt elskede af Gud som vi selv er, hvilket medfører at vi får en dyb længsel efter at de må lære den Gud at kende som elsker både os og dem så højt! Og dels smitter det de mennesker vi omgås, for i jo højere grad vi med vores liv er bærere af den kærlighed og fred som Gud giver, i desto højere grad vil mennesker omkring os tænke: ”Wow, det som han har, eller det som hun har, det vil jeg også have!” Og så kan vi fortælle dem at det vi har, slet ikke er et ”det”, men en ”ham”: Jesus.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments