Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag i advent 2019
Posted By admin on 17. december 2019
Zakarias’ lovsang: Trøst mit folk!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø kirker 3. søndag i advent 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
(intro – før evangelielæsningen!)
Nu er det næstsidste søndag før jul. I dag og næste søndag, 3. og 4. søndag i advent, handler prædiketeksterne om Johannes. Det Nye Testamente omtaler mindst 5 forskellige personer ved navn Johannes, hvoraf den mest kendte er den apostel der stod ved foden af Jesu kors og trøstede hans mor, og som regnes som forfatter til Johannesevangeliet, Johannesbrevene, og sandsynligvis også Johannes’ Åbenbaring. Men i dag og på søndag er det en anden af de fem Johannes’er der er i fokus, nemlig ham vi kalder Johannes Døber. Om ham sagde Jesus på et tidspunkt: ”Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes” (Luk 7,28 / Matt 11,11), så han var ikke en hr. hvemsomhelst. Hans mor, Elisabeth, var en slægtning til jomfru Maria, og derfor siger man nogle gange at Johannes Døber var fætter til Jesus, men han kan højest have været en slags grandfætter, for Maria og Elisabeth var næppe søstre. (Til gengæld er der en del der tyder på at apostlen Johannes’ mor var søster til Maria, og at den berømte apostel dermed var helfætter til Jesus, men den historie må I få en anden gang).
Johannes Døbers mor hed som sagt Elisabeth, og hans far hed Zakarias. De to kunne i mange år ikke få børn og havde til sidst opgivet håbet om at blive forældre, men så fik Zakarias pludselig en dag et syn hvor englen Gabriel fortalte ham at Elisabeth ville blive gravid, og hvilken særlig opgave Gud havde til den søn de ville få. Zakarias troede ikke på det, og derfor fik han det tegn at han blev stum i 9 måneder. Først efter at drengen var blevet født, fik Zakarias talens brug tilbage, og så var det jo spændende hvad han ville vælge at sige som det første efter sine 9 måneders tavshed! Det skal vi høre nu:
(evangelieteksten læses)
Jeg forstår godt at det første han siger, er ”Lovet være Gud!” – det ville nok også være det første jeg sagde hvis jeg fik talens brug igen efter 9 måneder (hvis jeg da ville have overskud til at sige noget så fromt som det). Men overraskende nok er det ikke hans glæde over at kunne tale igen der får ham til at bryde ud i lovprisning, og knap nok hans glæde over at være blevet far; nej, det er en glæde på hele folkets vegne! Det som Gabriel havde fortalt Zakarias at hans søn skulle gøre, var nemlig noget som ville komme hele folket til gode: ”Han skal blive til dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel,” havde englen sagt, ”og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias’ ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og skaffe Herren et folk, der er gjort rede” (Luk 1,14.16-17). Når han skulle ”gå foran” Herren, så måtte det jo betyde at Herren selv ville følge bagefter, og det er glæden over dét som Zakarias tager forskud på når han siger at Gud ”har besøgt og forløst sit folk”. Og selv da han når til at tale om sit eget barn, er det kun for straks at flytte fokus tilbage til ham som drengen skal bane vejen for.
Johannes Døber var altså ikke i sig selv noget særligt, som vi også skal høre ham selv sige på søndag; hans funktion var kun at pege fremad mod en der var større end ham selv. (Det er også derfor vi skal høre om ham her i adventstiden, for adventstiden er jo en tid der peger fremad mod noget større, nemlig julen). Men alligevel sagde Jesus som sagt på et tidspunkt at ”Blandt kvindefødte er ingen større end Johannes”. Hvordan kan det være?
Jo, vi mennesker kan ikke frelse os selv. Som Esajas sagde i den første tekst vi hørte i dag: ”Alle mennesker er som græs, al deres herlighed som markens blomster. Græsset tørrer ind, blomsterne visner”. I forhold til alt det onde der truer os både udefra og indefra – naturkatastrofer, mennesker der handler ondt, og vores egne egoistiske tilbøjeligheder – står vi fuldkommen magtesløse, og selvom vi alt for let forfalder til at tro at alt ville blive godt hvis bare vores politikere ville tage sig sammen, eller hvis bare alle andre havde samme politiske holdninger som vi selv har, så vil jeg påstå at det er en illusion. Det er kun Gud der kan redde os – og derfor er den opgave at bane vejen for at Gud kan komme til sit folk, den fornemste opgave et menneske kan få. Og derfor er ingen blandt kvindefødte større end Johannes.
Men der er mere at sige end det! For det at ingen blandt kvindefødte er større end Johannes Døber, kan vi jo dybest set ikke bruge til ret meget andet end at tænde et ekstra stort bål når vi til sommer fejrer den fest der er opkaldt efter ham, nemlig Sankt Hans. I forhold til vores egen tro og vores eget liv er det en relativt ligegyldig oplysning at der var en mand der blev udsendt af Gud til at gøre Israel klar til at modtage Jesus, for det er jo 2000 år siden, og Johannes er for længst død og begravet.
Men umiddelbart efter at have sagt at ingen blandt kvindefødte er større end Johannes, tilføjer Jesus noget vigtigt: ”Men den mindste i Guds rige er større end han.” Den fantastiske opgave som Gud havde bestemt for Johannes, den har han altså i endnu højere grad bestemt for dig og mig, selvom vi kun er små! Kunne Johannes bane Guds vej, så kan vi det endnu mere – ikke fordi vi er noget i os selv, men fordi vi er Guds børn, og han har givet os sin Helligånd. Som Paulus udtrykte det i den anden læsning vi hørte i dag: ”Gud har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. Men denne skat har vi i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores.”
Derfor er Guds ord til Esajas også ord til os: ”Trøst mit folk, trøst det! siger jeres Gud.” Vi der har hørt evangeliet, det glade budskab om at Gud har besøgt og forløst sit folk; vi der har fået nyt liv ved det håb som Gud har givet os; vi der har lært frelsen at kende i vores synders forladelse – skulle vi ikke være de nærmeste til at række dét glade budskab, det håb, den frelse videre til vores medmennesker? Missionsbefalingen gælder alle der er døbt: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple,” som Jesus sagde (Matt 28,19).
Jeg er vokset op med den kristne tro. Jeg har gået i kirke stort set hver søndag hele mit liv, jeg har gået i søndagsskole som barn, og som ung var jeg en del af en kristen ungdomsforening der havde det at fortælle andre om Jesus meget højt på dagsordenen. Og det var en dagsorden som jeg var helt med på, for jeg ville jo naturligvis gerne have at mine medmennesker skulle frelses! Men samtidig syntes jeg at det var en byrde at skulle ”vidne”, som vi kaldte det, for evangeliet om syndernes forladelse er jo kun et godt budskab for den der opfatter sig selv som en synder; for alle andre er det et temmelig ligegyldigt budskab. Derfor havde jeg lært at jeg skulle forkynde loven før jeg forkyndte evangeliet – ”get them lost before you get them saved”, som en engelsktalende underviser udtrykte det. Problemet med det er bare for det første at ingen bryder sig om at få at vide at de er fortabte syndere, og derfor sluttede samtalen tit før den var begyndt, for det andet at den der vil påtale andres synder utrolig let kommer til at virke selvretfærdig, uanset hvor meget man prøver på at undgå netop det. Og derfor tror jeg ikke at vi skal efterligne Johannes Døber når det gælder ordvalg – ligesom Jesus i øvrigt heller ikke selv gjorde. ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?” sagde Johannes når han prædikede (Luk 3,7), men sådan sagde hverken Jesus eller apostlene. Jesus kunne ganske vist godt skælde voldsomt ud på farisæerne og de skriftkloge, men det var fordi de med deres hykleri hindrede mennesker i at nå frem til frelsen i deres synders forladelse. Overfor åbenlyse syndere og ganske almindelige mennesker var Jesus derimod mild og blid som en høne der samler sine kyllinger under vingerne, når han sagde: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” (Matt 11,28) – i øvrigt det vers der inspirerede Thorvaldsen til den berømte Kristusstatue som står i Københavns Domkirke.
Derfor skal min opfordring og opmuntring til alle os der er her i kirken i dag (mig selv inklusive) også være: Gå ud og trøst folk! Gå ud og lev af dine synders nådige forladelse, og mød dine medmennesker med den frimodighed og den imødekommenhed som det giver! Vær åben om at du ikke er fuldkommen, men at Gud tager nådigt imod dig fordi han er fuldkommen – fuldkommen i godhed, kærlighed og magt! Og når du møder mennesker som lider af den ene eller den anden årsag, så mød dem med varme, respekt og empati, og lad dit vigtigste budskab til dem – i ord og handling, ikke mindst det sidste – være at de er set og elsket af Gud. Det kan du gøre fordi du selv er set og elsket af Gud, præcis som du er. Som Paulus skriver til korintherne: ”Lovet være Gud, vore Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud” (2 Kor 1,3-4). Amen.
Comments