Prædiken til sidste søndag i kirkeåret 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Verdensdommen: Det er Jesus der dømmer
Prædiken i Husum Kirke sidste søndag i kirkeåret 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg kan huske at jeg undrede mig når jeg som barn hørte beretningen om Abraham. Abraham var fortvivlet over at han og hans hustru Sara ingen børn havde, og de var efterhånden blevet så gamle at det ikke virkede realistisk at de nogensinde ville få nogen, men så talte Gud en aften til Abraham og sagde: ”Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan. Så mange skal dine efterkommere blive.” [1 Mos 15,5]. Og ved en senere lejlighed sagde Gud at Abrahams efterkommere ville blive ”så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred.” [1 Mos 22,17]
Det der undrede mig da jeg som 6-årig hørte den beretning, var sammenstillingen af himlens stjerner og sandet på stranden, for jeg havde både prøvet at være på stranden og at kigge op på en stjernehimmel, og jeg kunne ikke se at stjernerne på nogen måde kunne konkurrere med sandkornene med hensyn til antal. Men jeg blev klogere!
Jeg kunne godt tænke mig at lave en lille gætteleg med jer: Hvor mange stjerner tror I der er i den observerbare del af universet? (Jeg siger ”den observerbare del af universet”, for fysikkens love gør at vi ikke kan se noget der er mere end cirka 45 milliarder lysår væk, uanset hvor kraftig en kikkert vi benytter). (vent på svar)
I ved måske at stjernerne ikke er jævnt fordelt over hele universet, men at de samler sig i klynger, som man kalder galakser. Den galakse som vores solsystem er en del af, hedder Mælkevejen, og den består af anslået 200 milliarder stjerner. For at give jer et indtryk af hvor meget 200 milliarder er, så prøv at tænke på riskorn. De er som bekendt ikke særlig store, men hvis du havde et riskorn for hver stjerne i Mælkevejen, så ville du have 3000 tons ris, eller nok til at dække en hel fodboldbane med et 70 cm tykt lag! Og vores sol er altså bare ét af de små riskorn! Og det var som sagt kun vores egen galakse; der er mange andre galakser. Man kender ikke det præcise antal, men de mest forsigtige astronomer mener at der er mindst 200 milliarder af slagsen. Altså 200 milliarder galakser som hver rummer adskillige milliarder stjerner! 200 milliarder fodboldbaner med et tykt lag riskorn! Hvis hele jordens overflade, inklusive havene, var dækket af fodboldbaner, ville der kunne være omkring 10 milliarder baner. For at få plads til 200 milliarder ville vi altså skulle bruge 20 jordkloder! Men vi kan selvfølgelig også bare gøre laget af ris tykkere så vi kan nøjes med det antal fodboldbaner der kan være på jorden. Så når vi frem til – hvis vi for nemheds skyld antager at galakserne gennemsnitligt er på størrelse med vores egen – at antallet af stjerner i det observerbare univers svarer til et så stort antal riskorn at hele jordens overflade ville kunne dækkes med et 14 meter tykt lag! Der er ikke ret mange bygninger her i Brønshøj-Husum der ville rage op over riskornene! Så for at vende tilbage til sandet fra før: sandkorn er selvfølgelig mindre end riskorn, men alligevel mener man at der er flere stjerner i himmelrummet end der er sandkorn på hele jorden!
Hvorfor fortæller jeg jer alt det her? Det gør jeg fordi jeg synes det giver et interessant perspektiv på hvordan vi bruger visse ord. Tag for eksempel ordet ”mægtig” eller ”magtfuld”. Der har angiveligt levet mange mægtige herskere her på jorden, og den dag i dag betegnes USA’s præsident ofte som ”verdens mægtigste mand”. Selv her i lille Danmark har pressen for vane at benytte formuleringer som ”regeringens magtfulde koordinationsudvalg”. Men set i det store perspektiv har der aldrig været nogen mægtige mennesker, og det er der heller ikke i dag. Alexander den Store, Julius Cæsar, Napoleon, Hitler, Trump, Putin, Erdogan, Xi Jinping – ingen af dem har præsteret mere end at have et vist, begrænset mål af magt over en del af et lille knappenålshoved der kredser rundt om et enkelt af de riskorn som ligger i 14 meters tykkelse hele vejen rundt om jorden – og det har de endda kun haft i en mikroskopisk brøkdel af den tid universet har eksisteret. Set i et kosmisk perspektiv er det nærmest latterligt at bruge ordet ”mægtig” om nogen af dem (endsige om den danske regerings koordinationsudvalg). Nej, når man tager stjernernes i bogstaveligste forstand astronomiske antal i betragtning, så er der kun én hersker der med nogen som helst ret kan siges at være mægtig, og det er Gud, som har skabt det alt sammen, og som lever i evighedernes evigheder.
Med det in mente er det pludselig ikke særlig svært (det synes jeg i hvert fald ikke) at beslutte hvem der har mest krav på vores lydighed, Gud eller menneskelige ”magthavere”. Ganske vist er der mange politikere der i disse tider har travlt med at forlange at alle indbyggere i dette land skal adlyde mennesker mere end Gud, og nogle vil endda have nye statsborgere til at forpligte sig med deres underskrift på at sætte grundloven højere end deres religion. Og det er her i Danmark, som alligevel stadig er et af de lande i verden hvor religionsfriheden har bedst kår, for i praksis er det uhyre sjældent at der vil opstå en konflikt mellem Guds bud i Bibelen og statens bud i Karnov. Andre steder i verden ser det ganske anderledes ud – der er faktisk en række steder hvor blot det at samles til en kristen gudstjeneste er en kriminel handling! Men uanset hvad de jordiske magthavere måtte finde på, skal vi ikke lade os skræmme, for når det endelige regnskab skal gøres op, er det ikke nogen af dem vi skal stå skoleret for. Mennesker kan slå vores legeme ihjel, men evigheden har de ingen indflydelse på; det er kun Jesus der har magt til at dømme både levende og døde.
Det minder mig om at der er noget af det jeg sagde for lidt siden, der faktisk ikke er helt rigtigt. Jeg sagde at der aldrig har været nogen mægtige mennesker, men der er faktisk en enkelt undtagelse, og det er netop Jesus. Det som er kristendommens helt utrolige påstand, og som vi lige om lidt skal fejre for fuld udblæsning når det bliver advent og jul, er nemlig at den evige, almægtige Gud som har designet alle galakserne og hver enkelt af de 40 trilliarder stjerner med tilhørende planeter og måner og kometer og asteroider og stjernetåger og hvad ved jeg – han valgte at stige ned og lade sig føde som et menneskebarn på det lille knappenålshoved der flyver rundt om et bestemt lille riskorn i stjernevrimlen. Mens han var her, viste han os hvordan Gud havde tænkt at vi skulle leve vores liv, nemlig med tro, kærlighed, tilgivelse og barmhjertighed – ja, han sagde endda, som vi hørte, at han vil opfatte vores måde at være på over for de nødlidende som om det var ham selv vi havde med at gøre. Og han gjorde det klart at når han vendte tilbage til Gud i himlen, var det kun for en tid; han ville vende tilbage og stille os alle sammen til regnskab for hvordan vi har brugt vores liv.
Men heldigvis lod Jesus det ikke blive ved forbilledet, befalingen og udsigten til dommen. Nej, han gjorde sig så meget til ét med os at han bar alle vores svigt med sig ind i døden så vi nu kan leve et helt nyt liv hvor Gud giver os kraft til at adlyde ham, og tilgivelse når vi alligevel svigter. Derfor er dommedag ikke noget vi skal gå rundt og være bange for, men tværtimod noget der kan give os frimodighed – frimodighed til ikke at lade os skræmme af dem der forsøger at bilde os ind at de har magt.
Selvfølgelig skal vi rette os efter landets love, så længe de ikke er i modstrid med Guds bud – det mente Jesus også, som vi hørte i søndags. Men frem for alt skal vi adlyde kærlighedens lov som Gud ved Helligånden har lagt ned i vores hjerter, og det skal vi gøre uanset hvad det måtte medføre af trusler fra den ene eller den anden side. For der er ingen mennesker der har magt eller ret til at dømme os; det har kun Gud Fader den Almægtige og Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre.
Comments