Prædiken til 18. søndag efter trinitatis 2012
Posted By admin on 26. november 2012
Vintræet og grenene: Bliv i Ham som aldrig er langt borte
Prædiken i Husum Kirke 18. søndag efter trinitatis 2012
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvilken træsort er mest velegnet til at lave bogreoler af? (pause) Måske skulle jeg lige understrege at det ikke er et seriøst spørgsmål, men en vandet vittighed, og svaret er: hyldetræ! Og ja, det er i den grad kun en vittighed baseret på et ordspil, for i virkelighedens verden kan man nok ikke bruge hyldetræ til ret meget. Det er ikke for tømmerets skyld at man dyrker hyldetræer; det er for blomsternes og bærrenes skyld! På samme måde forholder det sig med vinranker – dem kan man ikke lave møbler, knager eller parketgulve af. En vinranke der ikke bærer vindruer, er aldeles værdiløs. Og som med ethvert frugttræ gælder det også for vintræet at den ansvarlige gartner vil skære de grene væk som ikke bærer frugt, for at de ikke skal dræne roden for saft og kraft til ingen verdens nytte.
De ord af Jesus som vi lige har lyttet til om vintræets beskæring, kan høres på to måder: som en barsk og skræmmende trussel eller som et glædeligt og befriende løfte. Og i den salme som vi sang for lidt siden, tager salmedigteren Jørgen Kristensen fat i begge dimensioner. (Han nåede i øvrigt lige akkurat ikke at leve længe nok til at se sin salme komme med i Salmebogen, for han døde i 2002, og den nuværende udgave af Den Danske Salmebog udkom i 2003).
Det er ikke svært at gætte hvad Jesus sigter til i sin tale om vintræet og dets grene. Han siger direkte at det vintræ han taler om, er ham selv; ; og at grenene er et billede på os der bekender troen på ham, som vi gjorde for lidt siden, er også temmelig tydeligt. Og det er det der gør teksten skræmmende, for den taler jo om at grenene risikerer at blive skåret af og brændt hvis de ikke bærer frugt. Duer ikke – væk! Det er en hård dom at få over sit liv, især når den bliver udtalt af den eneste der kan give os livet og redde os fra den evige fortabelse. Vi må virkelig råbe med Jørgen Kristensen: ”Herre, forbarm dig! Beskæringen truer!”
Er det let at forstå hvad Jesus mener med vintræet og grenene, er det til gengæld knap så let at regne ud hvad han sigter til når han taler om frugten. Hvad er det for en frugt vi skal bære i vores liv for at undgå den barske skæbne at blive skåret af og brændt? Jørgen Kristensen tolker det som ”at være til gavn”, men jeg tror ikke det er hele sandheden. Gennem hele Bibelen er det at bære frugt en metafor for at gøre Guds vilje – og det vel at mærke ikke blot ved at opfylde nogle bestemte bud i det ydre, men ved at være ham hengiven af hjertet og udvise de samme karaktertræk som Gud selv besidder. Hvad det helt præcis omfatter, opsummerer Paulus smukt i halvandet vers i Galaterbrevet, hvor der står: ”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.” [5,22-23a]
Men hvornår bærer man så frugt nok? Hvor meget kærlighed, tålmodighed, godhed og selvbeherskelse skal der til for at man undgår at blive skåret af og smidt i ilden? Det spørgsmål er i bund og grund forkert stillet, men inden jeg forklarer hvorfor det er det, vil jeg alligevel prøve at komme med en slags svar, nemlig at kravet i hvert fald ikke kan være at vi er fuldkommen kærlige, tålmodige, gode og milde, for Jesus siger jo at de grene der bærer frugt (og som altså ikke bliver skåret af), dem vil Faderen rense så de kan komme til at bære mere frugt. Og hvis man i forvejen bærer frugt til fuldkommenhed, har man jo ikke brug for at bære mere.
Omvendt er det dog heller ikke sådan at vi ved tilstedeværelsen af blot den mindste smule glæde, venlighed eller trofasthed kan læne os veltilfredse tilbage og tænke at den hellige grav er vel forvaret, for de selvsamme ord om at Faderen renser de grene der bærer frugt, for at de skal bære mere frugt, fortæller os jo også at vi aldrig er i mål – der er altid plads til forbedring, og det er altid Guds ønske at der skal ske forbedring.
Det lyder umiddelbart ikke særlig sjovt at man aldrig har gjort det godt nok. Det at kunne slappe af efter vel udført arbejde er et så grundlæggende behov hos os mennesker at myten om Sisyfos, der blev dømt til i al evighed at skubbe en sten op ad et bjerg, ligefrem blev en del af den græske mytologis forståelse af helvede. Er det da meningen at livet som kristen i denne verden skal være et helvede – en jammerdal indtil døden endelig befrier os så vi forhåbentlig kan komme i Paradiset hvis vi har gjort det godt nok til at komme igennem nåleøjet?
Som jeg allerede har antydet, er svaret på det spørgsmål et klart og rungende NEJ, NEJ og atter NEJ! Tværtimod emmer Det Nye Testamente af en helt utrolig glæde og begejstring over livet med Jesus – for eksempel satte Paulus og Silas sig til at synge lovsange da de på et tidspunkt var blevet arresteret på falske anklager og smidt i det inderste fangehul, og efter at jødernes Store Råd havde pisket Peter og Johannes for at skræmme dem fra at tale mere om Jesus, jublede de to apostle over at de havde fået den ære at lide for Jesu skyld. Så har man altså noget af et overskud af glæde på kontoen hvis man kan reagere på den måde! Men i lyset af den tekst vi hørte i dag, hvor kom den glæde så fra?
Svaret står faktisk i Jørgen Kristensens salme: ”Glæden er den at vi ikke skal spørge, hvad der i grunden kom ud af vort liv.” Den vedvarende forbedringsproces er nemlig slet ikke vores ansvar! Jesus sagde jo: ”hver gren, som bærer frugt, den renser – HAN!” Hele den tekst vi lyttede til, rummer faktisk kun et eneste udsagnsord i bydeform, og det er: ”Bliv”! Vores opgave er ikke at skabe frugt i vores liv – det kan vi slet ikke. Vores opgave er alene at blive i Jesus.
Om lidt, når jeg er færdig med at prædike og har læst dagens meddelelser op, og vi har sunget den næste salme, så skal Harald døbes. Efter dåben er det skik at præsten siger nogle formanende ord til fadderne om deres ansvar for at oplære barnet i den kristne tro. Det er et af de få steder i ritualet hvor vi præster er frit stillet med hensyn til den præcise ordlyd, men ritualbogen indeholder et forslag til hvad vi kan sige, og dér står blandt andet: ”da skal I, så vidt I har mulighed for det, drage omsorg for, at det [altså barnet] oplæres i den kristne børnelærdom, for at det må blive i Kristus, ligesom det nu ved dåben er indpodet i ham.” Når vi bliver døbt, bliver vi indviet til at tilhøre Jesus – Paulus udtrykker det endda sådan at vi bliver lemmer på Jesu legeme. Vi bliver en del af ham – og det er derfor vi kan få det evige liv. Lige siden Adam og Eva valgte Kundskabens Træ frem for Livets Træ, har vi mennesker været afskåret fra det liv som Gud egentlig skabte os til, nemlig et liv i fuldstændig harmoni med ham, vores medmennesker og os selv; et liv uden ondskab, sorg og ulykker; et liv som aldrig slutter. Kundskabens Træ var udtryk for at vores stamforældre hellere ville have magt og stolthed end liv og kærlighed, og historien viser os at de fleste mennesker siden da er gået i deres fodspor. Og det hjælper ikke ret meget at beslutte at fra nu af vil vi leve vores liv anderledes – vi kan som sagt ikke selv frembringe de gode frugter i vores liv. Kun ved at blive og forblive forbundet med ham hvis liv var en kompromisløs demonstration af Åndens frugt, kan vi selv komme til at bære de samme frugter. Og det er altså i dåben at vi bliver podet ind som grene på det sande vintræ, Jesus Kristus.
Men hvordan bliver vi så i ham? Det korte svar er at opskriften på at blive hvor man er, er at lade være med at flytte sig. Vi bliver i Jesus ved at lade være med at forlade ham. Men i praksis kan det godt være vanskeligere end som så, for vores indbyggede tendens til selv at ville ordne tingene, forsvinder desværre ikke bare fordi vi bliver døbt. Når vi bliver optagede af os selv – vores eget image, vores egne rettigheder, vores egne behov, vores egne præstationer – i stedet for at holde Jesus i centrum i vores liv, så forhindrer vi den livgivende saft fra stammen i at flyde ind i os, og så holder vi op med at bære frugt. Det er jo ikke i kraft af sig selv at en gren bærer frugt, men i kraft af at den er en del af træet.
Den livgivende saft som skaber frugten i os, er Helligånden. Helligånden er en af de tre personer i Treenigheden sammen med Gud Fader og hans søn Jesus Kristus, og Helligåndens særlige funktion er at være formidler mellem Gud og mennesker. Når vi bliver døbt, får vi Helligånden i dåbsgave, og det er fordi Helligånden bor i os, at vi kan være forbundet med Jesus og være en del af hans legeme. Det er også derfor Paulus kalder frugten for ”Åndens frugt”.
Summa summarum: Jeg vil helt klart mene at hvis man hører Jesu lignelse om vintræet og grenene som en barsk og skræmmende trussel, så er det en misforståelse. Vist rummer lignelsen en alvorlig advarsel om at vi risikerer evig fortabelse, men selvom Jesus talte rigtig meget om fortabelsen, så var den ikke hans hovedbudskab; den var tværtimod vores udgangspunkt hvis Jesus aldrig var kommet til jorden! Nej, først og fremmest fortæller lignelsen os at vejen til livet ikke går igennem selvpineri, umenneskelige anstrengelser eller konstante frustrerende forsøg på at behage en lunefuld og tyrannisk gud, men tværtimod gennem at flytte vores opmærksomhed fra os selv til Jesus og lade ham leve det nye liv i os som vi har fået i dåben.
Comments