Prædiken til 2. søndag i fasten 2022
Posted By admin on 15. marts 2022
Drengen med den urene ånd: Det er tid til bøn!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 2. søndag i fasten 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
Dybt nede i Kronborgs kasematter sidder Holger Danske og sover. Ifølge sagnet vil han vågne når Danmark er i nød, og man kan derfor undre sig over at han stadig sidder og sover. Men selvom sagnet er gammelt, og H.C. Andersen allerede i 1846 skrev at Holger sidder i kælderen under Kronborg, så har den statue som nogle af os har set dernede, altså kun stået der siden 1907. Den var af gips, men blev i 1985 erstattet af en afstøbning i beton som bedre kunne holde til fugtigheden i kælderen. Gipsfiguren var i øvrigt blot et forstudie til en bronzestatue som var bestilt af Hotel Marienlyst, og som stod foran hotellet helt frem til 2013, hvor den blev solgt og flyttet til Mølletorvet i Skjern.
Der er nok ikke ret mange der for alvor forventer at en figur af gips, beton eller bronze nogensinde vågner til live, men til gengæld tror jeg at sagnet har noget sandt at fortælle om den danske folkesjæl. Vi danskere, som vi er flest, er et afslappet og tilbagelænet folkefærd. I modsætning til eksempelvis Frankrig, som har et stort antal folkelige opstande i sine historiebøger, har der aldrig været revolution her i Danmark, enten det så skyldes at det regner for meget, eller at der bare ikke er tilstrækkelig længe mellem kaffepauserne til at vi kan nå at vælte regeringen. Men når det for alvor gælder, så vågner de danske helte og springer op og spænder bælte (som det hedder i Grundtvigs gendigtning af Bjarkemålet). Det ser vi ikke mindst i disse uger oven på Vladimir Putins invasion af Ukraine, hvor der nærmest ingen grænser er for den danske hjælpsomhed over for krigens ofre. Alene her fra Bornholm har Signe Nielsen fra Gudhjem organiseret en konvoj der har bragt en gruppe flygtninge i sikkerhed, Ralf Marcoux Skovgaard (ligeledes fra Gudhjem) har taget initiativ til Facebook-gruppen ”Bornholm hjælper Ukraine”, Svaneke Nexø Bustrafik har kørt en busfuld nødhjælp til det sydlige Polen og taget en busfuld flygtninge med den modsatte vej, bryggeriet Small Batch har fremstillet en særlig øl med navnet Ale Aid, hvor indtjeningen går til Ukraine, og flyselskabet DAT har tilbudt at flyve uden beregning fra Polen til Danmark med så mange ukrainske flygtninge som der kan være i en maskine. Selv har jeg med skam at melde ikke foretaget mig noget endnu ud over at donere lidt penge, og det har jeg masser af enormt dårlige undskyldninger for, men jeg er også oprigtigt i vildrede med hvad der er den bedste måde at hjælpe på. Men jeg har det også umanérlig svært med bare at sidde med hænderne i skødet og ingenting foretage mig, så det ville faktisk være en lettelse hvis en person der er inde i sagerne, gav mig en opgave som jeg ville være i stand til at løse, som ville gøre en positiv forskel, og som der ikke er halvtreds andre der også står i kø for at udføre. Men det ville nok være for meget forlangt.
Jeg tror der er mindst to årsager til at jeg og mange andre har denne trang til at gøre noget ved situationen – en trang som førnævnte Signe Nielsen gav udtryk for overfor Bornholms Tidende med ordene: ”Det er min forbandede pligt at gøre et eller andet” (2. marts 2022, s. 10). Den ene årsag er at Gud har lagt det i os som et instinkt (nogle ville indvende at det er evolutionen, ikke Gud, der har lagt det instinkt i os, men selv hvis det skulle være sket ved hjælp af evolution, vil jeg stadig påstå at det i sidste instans er Gud der står bag) – et instinkt der forbyder os bare at lade mennesker lide hvis det står i vores magt at hjælpe dem. Det instinkt er i øvrigt også blevet forstærket af kristendommens årtusindlange indflydelse på vores kultur. Den anden grund er at der også for os selv er noget terapeutisk ved at foretage sig noget, så vi ikke bliver lammet af frygt og magtesløshed. For når det kommer til stykket, er vi jo magtesløse i forhold til problemets rod, nemlig Putins uprovokerede angreb på et fredeligt naboland. Og det samme gælder i forhold til de talrige andre humanitære katastrofer rundt om i verden, som vi blot har lettere ved at ignorere fordi de både geografisk og kulturelt befinder sig længere væk fra os end Ukraine gør – jeg nævner i flæng krigene og kriserne i Syrien, Yemen, Myanmar, Tigray og Mali. Der er så meget ondt i verden, og der er tilsyneladende så lidt vi kan gøre ved det.
I det lys synes jeg der er trøst at hente i dagens evangelietekst, hvor Jesu disciple også står magtesløse over for det onde, i skikkelse af en dæmonisk ånd der plager en ung dreng. Mens Jesus selv befandt sig oppe på et bjerg sammen med de tre nærmeste disciple, var resten af disciplene blevet opsøgt af drengens far, og da Jesus kommer ned, henvender den fortvivlede far sig direkte til ham. Han fortæller om den onde ånd og slutter af med de smertelige ord: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.” Så fortvivlet er manden efterhånden blevet, at han heller ikke er sikker på at Jesus selv kan gøre noget, og derfor bruger han formuleringen: ”hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os”. Men det både kan og vil Jesus heldigvis, og det hele ender lykkeligt.
Men selvom det ender lykkeligt, er disciplene alligevel skuffede og forvirrede: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” spørger de Jesus, og det forstår jeg godt at de spørger om, for det har de tidligere kunnet! Dagens tekst står i Markusevangeliets 9. kapitel, men allerede i det 6. kapitel læser vi at Jesus sender disciplene ud to og to for at prædike og helbrede, og i den forbindelse står der: ”og de uddrev mange dæmoner” (Mark 6,13). Så hvorfor kunne de nu pludselig ikke stille noget op? Det giver Jesus et meget kort og klart svar på: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.” Men det svar rejser blot nye spørgsmål, for umiddelbart lader det jo ikke til at Jesus selv benyttede sig af bøn da han uddrev ånden; han befalede blot over den og sagde: ”Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!” Men vi må gå ud fra at Jesus konstant var i bøn i sit hjerte, og vi ved i hvert fald fra evangelierne at han generelt brugte meget tid i bøn – til tider en hel nat ad gangen. Og i beretningen om dengang Jesus opvækkede sin ven Lazarus fra de døde (som der i øvrigt skal prædikes over den 2. oktober, så det kan I jo glæde jer til), foretager Jesus miraklet blot ved at råbe: ”Lazarus, kom herud!” Men umiddelbart før det læser vi at ”Jesus så op mod himlen og sagde: ’Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig.’” Her står det altså helt klart at Jesus bad inden han åbnede munden og befalede over liv og død. Grunden til at disciplene ikke kunne drive den urene ånd ud af drengen i den beretning vi har hørt i dag, er altså sandsynligvis at de skred direkte til handling uden at bede først, som om det var deres handling det kom an på.
Jeg tror ikke jeg er den eneste i det her rum der kun alt for godt kan genkende mig selv i den fejltagelse. Vores liv består jo trods alt langt hen ad vejen af handlinger, og en meget stor del af det gode som Gud gør i verden, gør han gennem os mennesker og vores handlinger. Højst sandsynligt har Gud også gjort mange gode ting gennem både dig og mig. Gud har en evne til at tage det lidt vi har at bidrage med, og få en masse godt ud af det. Problemet er bare at vi så nemt begynder at tro (eller det gør jeg i hvert fald) at det er os selv der skaber det hele, ligesom i fablen om musen og elefanten der går over en bro, og musen siger: ”Sikke vi gungrer!” Fordi vi ikke umiddelbart kan se at der sker noget når vi beder, er det kun alt for let at tænke at det er det vi gør efterfølgende, og som lykkes, der gør hele forskellen, og ikke den forudgående bøn, og så begynder vi måske at betragte bønnen som overflødig. Det har jeg prøvet nogle gange – og har hurtigt erfaret hvor let min indsats kunne slå fejl!
Dertil kommer at der er en lang række ting som vi ganske enkelt ikke kan gøre noget ved. Jeg nævnte krigen i Ukraine, hvor vi kan stille vores tid, kræfter og penge til rådighed for Gud og på den måde være med til at afhjælpe nøden for krigens ofre, men at bringe krigen til ophør ligger langt uden for vores evner. Vladimir Putin er en mægtig mand, men selv hvis Vesten rådede over et supervåben der kunne få Putin til at falde død om uden at skade nogen andre mennesker, ville alt ikke blive godt af den grund, for selvom Putin for mig at se personligt udgør en stor del af problemet, så er hans angreb på Ukraine ikke opstået i et vakuum. Så længe der har været mennesker, har der været konflikter, fjendebilleder, mistillid og nag – lige præcis den jordbund som giver gode vækstvilkår for grusomme krigsherrer, og Putin er kun én i en alt for lang række af dém. Og hvis verden overlever denne krig, kommer der helt sikkert flere af slagsen.
Om godt og vel tre måneder er det sankthans, og så skal vi jo nok traditionen tro synge Holger Drachmanns Midsommervise (sikkert på Shu-bi-duas melodi, for den gamle melodi af Lange-Müller er jo notorisk svær). I det tredje vers af den sang synger vi: ”Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende, men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde.” Holger Drachmann vidste udmærket godt at der er fjender der ikke kan bekæmpes med sværdet i hånd, nemlig det som han kalder ”ufredens ånd”. Verset fortsætter med linjerne ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde”, og de linjer kan utrolig let misforstås som om Drachmann mente at det er bestemte ondsindede enkeltpersoner er står bag ”ufredens ånd”, men de hekse og trolde han taler om, skal forstås billedligt, som metaforer for det onde der findes i alle fællesskaber og enkeltpersoner.
Som mange af jer sikkert ved, var Holger Drachmann overbevist ateist, så jeg ved ikke hvad han forestillede sig at det skulle hjælpe at tænde bål på fædrenes gravhøje – måske mente han at hvis blot vi mennesker ville stå sammen om det gode, så ville freden sejre? Men vi der tror på en god og almægtig Gud, har en fordel frem for Drachmann, nemlig at vi kan råbe om hjælp til ham som er stærkere end alt det onde i verden. Kun han kan besejre ufredens ånd over mark, under strand.
Man kan bede på mange måder: Tavst inde i sig selv, med lyd på mens man sidder alene i sit kammer eller går i Guds natur, eller endda ved at skrive sin bøn. Men Bibelen knytter nogle særlige løfter til kristnes fælles bøn, så det vil jeg gerne afslutningsvis slå et slag for. Det kan foregå når man alligevel er samlet i anden anledning, for eksempel til en hyggelig middag eller kop kaffe i et privat hjem, men der er også arrangementer her i sognene der specifikt har fælles bøn som formål. Det gælder til en vis grad morgenandagterne i Sct. Klemens Kirke tirsdag til fredag klokken 8.30, og det gælder i særdeleshed fyraftensbøn, som er hver onsdag klokken 16.30 i konfirmandstuen, og Tid Til Gud, som er første mandag i hver måned klokken 19-21 i Rø Kirke. Fremmødet til de pågældende arrangementer plejer at være yderst beskedent, og det er jeg ked af, for jeg er overbevist om at det er i bøn – både vores individuelle bøn derhjemme og vores fælles bøn som menighed – at de vigtigste slag bliver slået og de vigtigste sejre vundet. Så lad os som Holger Danskes stolte landsmænd og -kvinder vågne af vores søvn og stå sammen i bøn! I Esajas’ Bog kapitel 62 vers 6-7 står der: ”I, der påkalder Herren, und jer ikke ro, og und ikke ham ro, før han genrejser Jerusalem, og før han gør den til lovprisning på jorden.” Må de ord tjene til inspiration for os, så vi heller ikke under os selv eller Gud ro før hans kærlighed er blevet enerådende i verden hos os selv og hos alle andre.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments