20. søndag efter trinitatis 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
De onde vinbønder: Karma-Houdini
Prædiken i Husum Kirke 20. søndag efter trinitatis 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er digtet mange historier i tidens løb. Alene romaner er der udkommet flere millioner af i tidens løb, og dertil kommer alle de øvrige genrer, inklusive film og tv-serier. Man kan undre sig over at det er muligt at blive ved med at finde på nye figurer og nye plotelementer – og der er da også mange der mener at de fleste historier der bliver lavet, reelt ikke er nye men blot en mere eller mindre ny kombination af de samme kendte elementer. Jeg har for eksempel bemærket at mange romantiske komediefilm er skåret over stort set den samme læst: En mand og en kvinde møder hinanden, og til at begynde med bryder de sig overhovedet ikke om hinanden, men omstændighederne tvinger dem til at tilbringe en masse tid sammen, og til sidst bliver de forelskede i hinanden. Men ak, så sker der noget som gør at de bliver skilt fra hinanden, tilsyneladende for evigt – indtil de til allersidst i filmen finder sammen igen og lever lykkeligt til deres dages ende. Lyder det bekendt?
Ud over plotelementer bliver diverse mere eller mindre arketypiske figurer også genbrugt, især inden for bestemte genrer. Folkeeventyrene vrimler for eksempel med onde stedmødre og gode fe-gudmødre, og inden for fantasygenren er der meget ofte en ”mørkets fyrste” der skal bekæmpes, enten han så hedder Sauron, Voldemort eller Ridder Kato. Til tider udarter disse arketyper til klicheer i en grad så de kan gøres til genstand for selvironi, som da Æsel i filmen ”Shrek 2” siger til Den Bestøvlede Kat: ”Beklager, men pladsen som irriterende talende dyr er allerede optaget!”
For et par år siden var jeg så heldig (eller uheldig, om man vil) at støde på en internetportal der har som sit mål at beskrive og give eksempler på alt hvad der findes af disse arketyper, klicheer – eller ”troper”, som portalen selv kalder dem (den hedder ganske enkelt ”All The Tropes”. I løbet af ret kort tid var jeg nødt til at forbyde mig selv at besøge den side, fordi jeg fandt ud af at hvis jeg først begyndte at læse en af de underholdende artikler og klikke videre til den næste, så kunne jeg lynhurtigt spilde en time eller to – hver gang. Men inden jeg sagde farvel og tak til den nyfundne underholdende tidsrøver, havde jeg da nået at lære navnene på en hel del forskellige troper, hvoraf den måske mest interessant var tropen ”Karma-Houdini”.
Og hvad er så en karma-houdini? Ja, som nogle af jer ved, så er ”karma” et begreb der stammer fra oldgammel indisk filosofi, og som spiller en stor rolle i hinduismen, buddhismen og flere andre østlige religioner. På det gamle sprog sanskrit betyder ordet egentlig bare ”handling” eller ”gerning”, men det kom hurtigt til også at betegne konsekvenserne af en handling. Det er det der er baggrunden for at man blandt andet i hinduismen taler om ”karmaloven”, som siger at gode gerninger får gode konsekvenser for dem der gør dem, mens onde gerninger får onde konsekvenser (sådan meget firkantet sagt). Derfor er ”karma” i moderne talesprog blevet en betegnelse for det at skæbnen (eller et andet overordnet retfærdighedsprincip) giver en velfortjent straf til et ondt menneske. Og det forekommer meget ofte i fiktion, især i film og tv-serier Et af de bedst kendte eksempler (i hvert fald her i Danmark) er nok da den gennemført usympatiske Lærer Andersen fra Matador dør af lungebetændelse fordi den naive Misse lukker ham ude på altanen i frostvejr.
Men det sker alligevel af og til at skurken ikke får sin velfortjente bekomst, enten fordi det overordnede plot bevæger sig i en retning hvor han glider ubemærket ud af historien, eller fordi der sker noget som gør at historien aldrig bliver fortalt færdig. Eller fordi skurken skifter til den gode side, og publikum derfor pludselig synes at det da er helt i orden at vedkommende går ustraffet for selv nok så mange nok så grusomme forbrydelser. Når den slags sker, taler man om en ”karma-houdini”, opkaldt efter alle tiders største udbryderkonge, Harry Houdini.
Tidligere i gudstjenesten genfortalte jeg historien fra Star Wars om hvordan seriens vice-ærkeskurk, Darth Vader, til allersidst i sit liv omvendte sig til den gode side og reddede ikke blot sin søn, men hele galaksen. Jeg synes selv det er en meget smuk historie, men der er mange kritikere der har indvendt at han efter deres mening slap for billigt. Han havde trods alt myrdet et hav af uskyldige personer, men det er som om det alt sammen forsvandt som dug for solen på grund af sølle ti minutters ædelmodig optræden. Man kan med en vis ret spørge hvor retfærdigt dét er, og derfor er der også mange der har betegnet Darth Vader som en af filmhistoriens største karma-houdinier!
Alt det her fortæller jeg jer naturligvis fordi Bibelen vrimler med karma-houdinier. Tag for eksempel den ene af de to forbrydere der blev korsfæstet sammen med Jesus. Hvad han var blevet dødsdømt for, ved vi ikke, men efter eget udsagn havde han fået sin dom med rette. Alligevel lovede Jesus ham en plads i Paradis. Hvorfor? Fordi forbryderen forsvarede Jesus verbalt da den anden forbryder hånede ham, hvorefter han henvendt til Jesus sagde: ”Tænk på mig, når du kommer i dit rige.” Det var alt! Men det var det eneste der talte – alt hvad han havde gjort af onde ting, så Jesus bort fra. Det kan man da kalde en karma-houdini!
Eller tænk på Paulus. Han er mest kendt for at have skrevet halvdelen af Det Nye Testamente og have lagt navn til et utal af kirker og byer verden over, inklusive den sydlige halvkugles største by, São Paulo. Men som nogle af jer måske ved, havde Paulus en blakket fortid: Før han selv blev kristen, forfulgte Paulus nemlig de kristne og slog mange uskyldige mennesker ihjel, men så snart de kristne blev klar over at ham der havde slået flere af deres venner ihjel, havde omvendt sig, så tog de imod ham med åbne arme og accepterede ham som en af deres egne – ja, endda som en apostel. Sådan fungerer den guddommelige nåde nemlig – den kender overhovedet ikke til karma, men kun til ufortjent godhed.
Teksterne til i dag rummer også en karma-houdini eller to. Der er naturligvis den søn der fortrød at han i første omgang havde sagt nej til at hjælpe sin far, men eftersom han i den grad gjorde sin brøde god igen, passer han ikke helt ind i definitionen. Det gør derimod de onde vinbønder – eller rettere sagt: det ville de have gjort hvis de havde undset sig for vingårdsejerens søn.
Prøv engang at sætte jer i vingårdsejerens sted: Du har lejet en vingård ud. Det er der ganske vist næppe nogen af jer der har prøvet, men måske har I prøvet at leje et sommerhus ud. Eller at låne jeres bil ud. Eller cykel. Eller låne penge til nogen. Hvorom alting er: De mennesker som du har indgået en aftale med, holder ikke deres del af aftalen. De vil ikke give dig den del af høsten der tilkommer dig. De vil ikke betale den aftalte leje for sommerhuset. De vil ikke aflevere bilen, cyklen eller pengene tilbage. Det er slemt nok i sig selv. Værre er det at ad du sendte din tjener (sådan en er der nok ikke ret mange af jer der har – men så en ven måske?) hen for at bede skurkene om at hoste op, så tævede de ham! Hvad ville du have gjort i den situation? Sandsynligvis ikke det som vingårdsejeren fra Jesus’ historie valgte at gøre, for i stedet for straks at straffe de onde vinbønder for deres aldeles uforskammede opførsel, valgte han at sende en ny tjener for at prøve at tale dem til rette. Og da tjener nummer to blev slået ihjel af de psykopater der havde lejet vingården, ja, så tog vingårdsejeren ikke hævn, men sendte yderligere en tjener! Han var nærmest tossegod, ville mange nok sige. Og selvom den ene tjener efter den anden lider samme grumme skæbne, fortsætter vingårdsejeren med at give sine forpagtere den ene nye chance efter den anden. Helt absurd bliver det da han til sidst vælger at sende sin egen søn samme vej som de tjenere der blev slået ihjel – hans tillid til at de vil undse sig for sønnen, synes aldeles malplaceret i lyset af hvad de hidtil har foretaget sig.
Nu skal den her historie selvfølgelig ikke forstås bogstaveligt. Der har sandsynligvis aldrig været en konkret vingårdsejer der blev behandlet lige så uforskammet som ham i historien og alligevel valgte at give sine forpagtere den ene chance efter den anden. Derimod er der en Gud, som på et tidspunkt indgik en kontrakt med et bestemt folkeslag om at de skulle være hans ejendomsfolk. De skulle overholde en række bud – som ifølge Paulus [Rom 13,8-10] dybest set kunne sammenfattes til ét, nemlig ”Du skal elske din næste som dig selv” – og så ville Gud til gengæld beskytte dem mod såvel fjendtlige folkeslag som naturens luner. Men israelitterne – for dem var det jo – brød gang på gang deres del af aftalen, og når Gud sendte en profet for at kalde dem til omvendelse, endte det ofte med at profeten blev slået ihjel. Alligevel blev Gud ved med at række ud til folket, og til sidst sendte han altså sin søn – Jesus.
Tilbage til historien: Som man kunne forvente, behandlede vinbønderne ikke ejerens søn spor bedre end de havde behandlet hans tjenere; tværtimod. Og så slap ejerens tålmodighed op. Mere tossegod end som så var han trods alt ikke – nu kom regnskabets time endelig. Ikke mere karma-houdini dér!
Men vent. Vinbønderne er som sagt et billede på Israel, og i særdeleshed på folkets religiøse ledere, der afviste Jesus og endda sørgede for at få ham henrettet af romerne på falske anklager. Fordi de gjorde det, valgte Gud en flok fiskere, bønder og tidligere værnemagere – nemlig de tolv apostle – som sine nye forpagtere, de nye ledere af hans nye folk. Og fordi de fleste jøder afviste Jesus, blev der åbnet mulighed for at også vi der ikke er jøder, kunne blive en del af Guds folk. Op igennem kirkens historie har der derfor været mange der har ment at Gud endegyldigt havde forkastet Israel, og nogle af de store kristne teologer har endda advokeret for decideret forfølgelse af jøder (Martin Luther er et trist eksempel på dette). Men se hvad Paulus skriver i det uddrag af Romerbrevet som vi hørte i dag! (Det er på side 1277 i Salmebogen). Der står: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses … For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” Døren står altså stadig åben for de onde vinbønder! Selv efter at de har slået vingårdsejerens søn ihjel, kan de stadig lave en karma-houdini!
Og hvad kan vi så lære af det? To ting, vil jeg mene.
For det første kan vi lære at Gud aldrig opgiver os. Det er lige meget hvor meget skidt og møg du har lavet i dit liv – hvis du den dag i dag beslutter at skifte kurs og søge Guds tilgivelse, så får du den, uden spørgsmål, uden betingelser, uden bebrejdelser! Måske føler du at du vil være lidt for meget en karma-houdini hvis du på det her tidspunkt pludselig begynder at følge Jesus (eller at følge ham igen, hvis du tidligere har levet som kristen, men har vendt Gud ryggen på et tidspunkt). Men så er det du skal huske at karmaloven er et hinduistisk koncept, ikke et kristent. Vi tror på en Gud hvis nåde er stærkere end selv karma!
For det andet kan vi lære at ligesom Gud aldrig lukker døren endegyldigt for os, gør han det heller ikke for nogen andre mennesker – så det skal vi heller ikke gøre! Jeg har hørt mennesker sige om afdøde personer der havde gjort dem ondt, at ”hvis han ikke er kommet i helvede, så er der ingen retfærdighed til!” Og måske er det rigtigt at det kun ville være ret og rimeligt hvis den pågældende er blevet dømt til evig fortabelse, men vi kan så passende fortsætte med at overveje hvordan vi selv ville være stillet hvis Gud tog udgangspunkt i retfærdighed i stedet for i nåde. Der er intet som Gud ikke kan tilgive og frelse et menneske fra; ja, om så selveste Hitler få øjeblikke før sin død havde angret alle sine onde gerninger og bedt Gud om tilgivelse, så ville han have fået den. (Og det gjorde han måske rent faktisk – det kan vi jo dybest set ikke vide).
Harry Houdinis allervildeste stunt, som han blot udførte tre gange i sin karriere, og som første gang var tæt på at koste ham livet, var at lade sig begrave levende (dog uden kiste) og så slippe ud af graven. Men Jesus lavede et endnu vildere stunt: Han lod sig begrave død og slap alligevel ud af graven! Og fordi han vandt over døden på den måde, er graven heller ikke endestationen for os. Hvis vi vælger at følge Jesus – uanset hvad vi har gjort – vil vi på dommens dag komme til at stå som genopstandne karma-houdinier!
Comments