Prædiken til skærtorsdag 2025
Posted By admin on 23. maj 2025
Nadverens indstiftelse: Døm selv
Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Den sidste nadver” plejer vi at kalde det påskemåltid som Jesus spiste sammen med sine disciple aftenen før han blev korsfæstet, og som vi mindes her på skærtorsdag. Ordet ”nadver” betyder egentlig blot ”aftensmad”, og når engelsktalende mennesker refererer til Jesu og disciplenes påskemåltid, kalder de det for ”the last supper” og bruger altså det helt almindelige engelske ord for aftensmad. Men på dansk bruges ordet ”nadver” efterhånden kun om Jesu sidste måltid med sine disciple og den rituelle gentagelse af det i kirken, og derfor undrede jeg mig som barn meget over hvorfor man ikke snarere kalder det måltid som dagens evangelietekst handler om, for ”den første nadver” frem for ”den sidste nadver”. Vi siger jo også at Jesus ved den lejlighed ”indstiftede nadveren”. Men sådan er der så meget når ords betydning udvikler sig. Men hvorom alting er, så er der i hvert fald ikke nogen tvivl om at Jesus gav det måltid som han indtog sammen med sine disciple, en ny betydning, og at han gav dem besked på at gentage måltidet med den nye betydning for øje. Og selvom brød og vin var standardingredienser i stort set alle måltider i datidens jødiske kultur, gav det et ekstra lag af symbolsk betydning at det netop var i forbindelse med påskemåltidet at Jesus indstiftede det nye symbolske måltid, for påskemåltidet var i sig selv et mindemåltid hvor de forskellige elementer – usyrede brød, bitre urter, stegt lam og så videre – hver især havde en symbolsk betydning til minde om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten 1200 år tidligere (eller hvornår det nu fandt sted – det er de lærde ikke helt enige om).
Alt tyder på at genopførelsen af det Jesus gjorde da han først brækkede et brød i stykker og siden sendte et bæger vin rundt, som symbol på henholdsvis sit legeme og sit blod, har været en del af den kristne gudstjeneste lige fra allerførste færd. Til at begynde med er det sandsynligvis foregået i forbindelse med at man har spist et fuldt hovedmåltid sammen (ligesom Jesus og disciplene jo gjorde ved den lejlighed hvor Jesus lancerede brødets og vinens nye betydning), men efterhånden som antallet af kristne voksede, blev det mere og mere logistisk besværligt at forene gudstjenesterummet med spisesalen, og derfor blev det efterhånden til at det symbolske brød og vin blev indtaget uden sammenhæng med et større måltid, sådan som det jo også er den dag i dag – også på en dag hvor vi jo ellers rent faktisk har haft et fællesmåltid i forbindelse med gudstjenesten. Det har den ulempe at fællesskabsdimensionen i ritualet – det at vi alle er ”ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” – glider lidt i baggrunden, især fordi vi bruger små individuelle kiks i stedet for at brække af et fælles brød. Til gengæld har det måske den fordel at det bliver tydeligere at det der foregår, ikke handler om at stille den fysiske sult, men har en langt dybere åndelig betydning – at bægeret er ”fællesskab med Kristi blod”, og brødet er ”fællesskab med Kristi legeme”.
De kvikkeste af jer bed måske mærke i at såvel det at vi alle er ét legeme fordi vi får del i det ene brød, som det med at brødet og vinen er fællesskab med Kristi legeme og blod, var citater fra den læsning fra Første Korintherbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten. Og der står faktisk en del i det brev om det ritual som vi kalder ”nadveren”, for det indgik som sagt i den kristne gudstjeneste lige fra starten. Men de kristne i Korinth var tilsyneladende ikke helt på det rene med hvad pointen med ritualet var, og det er vores held, for det betyder at vi har mulighed for at læse med når Paulus forklarer dem hvordan tingene hænger sammen. Den tekst som vi plejer at kalde ”nadverens indstiftelsesord”, og som er en uundværlig del af nadverritualet (vi får også lov til at høre den når vi når til nadveren senere i denne gudstjeneste), stammer for eksempel fra kapitel 11 i Første Korintherbrev, som er det kapitel hvor Paulus tager emnet under den mest grundige behandling. Men den tekst vi hørte tidligere i gudstjenesten, står allerede i kapitel 10. Alligevel begynder den med sætningerne: ”Jeg taler til jer som forstandige mennesker. Døm selv om det, jeg siger.” Og det giver jo anledning til at overveje hvordan i alverden Paulus havde tænkt sig at en gruppe mennesker der vidste så lidt om nadveren at han var nødt til at minde dem om hvordan det foregik da Jesus indstiftede den, skulle kunne forholde sig ”som forstandige mennesker” til så komplicerede spørgsmål som hvorvidt brødet er fællesskab med Kristi legeme, og det endda i kapitlet før han minder dem om indstiftelsesordene. Men det vi skal huske på, er at de tre små vers der udgjorde dagens anden læsning, er et brudstykke af et meget længere argument som Paulus har påbegyndt allerede i kapitel 8, og som faktisk ikke primært handler om nadveren, men derimod om hvorvidt det går an for kristne at deltage i rituelle måltider i afgudstempler. Det virker måske som en ret eksotisk problemstilling for os danskere i det 21. århundrede, men for kristne der levede i en græsk kultur i det 1. århundrede, var det et meget vigtigt emne at forholde sig til. En by som Korinth vrimlede nemlig med templer for de forskellige græske guder, og der blev jævnligt afholdt offerfester i templerne. Disse fester var offentlige, så alle var velkomne til at spise med, og det endda gratis, så det var naturligvis noget som langt de fleste mennesker i Korinth benyttede sig af – jeg mener, hvem siger nej til gratis mad?
Problemet var bare at selvom det var lige så naturligt for de fleste mennesker i Korinth at gå til offerfester som det er for os andre at gå i Brugsen, så var Apollon-templet og de øvrige helligdomme i byen altså ikke bare uskyldige dagligvarebutikker; det var kultsteder hvor man tilbad afguder, og alt hvad der foregik der – inklusive fællesmåltiderne – var en del af den tilbedelse. Det var groft sagt centre for systematisk overtrædelse af det første bud! Ganske vist havde grækerne ikke fået De 10 Bud; de var givet specifikt til jøderne, og derfor vidste den brede befolkning i Korinth ikke bedre end at tilbede afguder. Men det gjorde de kristne, de der havde taget imod det budskab som Paulus havde prædiket i byen, for de havde jo netop forladt afguderne for at tjene den ene sande Gud, og så kan man selvfølgelig ikke sideløbende blive ved med at tilbede afguder! Som Paulus skriver i Galaterbrevet (4,8-9): ”Dengang, da I ikke kendte Gud, trællede I for guder, som i virkeligheden ikke er guder. Men nu, da I har lært Gud at kende, eller rettere: er blevet kendt af Gud – hvordan kan I så atter vende tilbage til de svage og ynkelige magter? Vil I nu igen trælle for dem?”
Alligevel var der faktisk mange af de kristne i Korinth der sad til bords i afgudstemplerne, og hvis man havde spurgt dem hvorfor de nu igen ville til at trælle for afguderne, så ville de have svaret: ”Jamen det vil vi skam heller ikke! Afguderne findes jo slet ikke, vel? Før vi kom til tro på Jesus, trællede vi ganske rigtigt under guder der i virkeligheden ikke er guder, men det var jo fordi vi troede at de var virkelige! Nu ved vi at de ikke er virkelige og ikke kan gøre os noget, og så gør det vel hverken fra eller til hvor vi spiser henne? Der bor jo i virkeligheden ikke nogen gud i Apollon-templet.”
Hvad tænker I om det argument? Selv kan jeg egentlig godt følge logikken i det. Det er måske lidt ligesom julenisser, ikke? Der var engang hvor vores forfædre opfattede nisser som nogle særdeles virkelige væsener som det gjaldt om at holde sig på god fod med ved for eksempel at stille mad frem til dem; ellers kunne man risikere at de fandt på diverse måder at genere en på (og det nyttede ikke noget at man prøvede at flygte fra dem, for nissen flyttede som bekendt med). Den dag i dag er der delte meninger blandt kristne om hvordan vi skal forholde os til julenisser: om vi skal tolerere dem så længe de ikke overskygger budskabet om Jesu fødsel, eller om vi så vidt muligt skal undgå dem helt, men bortset fra en herostratisk berømt frikirkepræst fra Løkken er der vist ikke ret mange der mener at man ligefrem udsætter sig for dæmonisk påvirkning hvis man har kravlenisser hængende i sin bogreol. Vi tror jo ikke på nisserne; de er bare et hyggeligt (om end måske nok overflødigt) element i den folkelige julefejring. Men hvis det er uskadeligt for os at hænge kravlenisser op, hvorfor var det så ikke uskadeligt for de korinthiske kristne at deltage i offerfester i afgudstempler? For det mente Paulus nemlig bestemt ikke at det var; tværtimod bruger han hele tre af de 16 kapitler i Første Korintherbrev på at forklare korintherne at de under ingen omstændigheder må sætte sig til bords i et afgudstempel, og den læsning vi hørte tidligere i gudstjenesten, er altså en del af det argument. Sagen er nemlig den at langt de fleste af de mennesker der sad til bords i Apollon-templet, gjorde det med religiøse hensigter: de var blinde for frelsen i Jesus fordi de i stedet satte deres lid til deres hedenske ofre. På den måde var de i trældom – ikke under Apollon, for han findes som sagt slet ikke, men dybest set under Djævelen, hvis mål jo først og fremmest er at holde os væk fra Gud. Derfor skriver Paulus som konklusion på sit argument senere i kapitlet ”at det, der ofres, ofres til dæmoner og ikke til Gud, og jeg vil ikke, at I skal have fællesskab med dæmonerne. I kan ikke drikke både af Herrens bæger og af dæmonernes bæger. I kan ikke have del både i Herrens bord og dæmonernes bord” (1 Kor 10,20-21). Og det er den konklusion som ordene ”Døm selv” fra vores læsning peger frem imod.
Men det er som sagt en meget eksotisk diskussion for os i dag, for det er jo ikke just fordi det vrimler med hedenske offerfester her på Bornholm; det skulle da lige være hos de asatroende. Men jeg vil vove at påstå at der er en anden afgud på spil i vores kultur, som gør langt mere skade end tilbedelsen af Odin og Thor, nemlig Mammon. Prøv at læse en vilkårlig nyhedsartikel – alt bliver gjort op i penge! Det er man selvfølgelig i mange tilfælde nødt til at gøre fordi ting nu engang koster penge, men det er som om vi kollektivt er gået med på en antagelse om at jo flere penge og forbrugsgoder vi har, jo bedre. Og derved bliver vi hurtigt gjort til slaver – selvom talemåden ”Hvis du ejer mere end tre ting, så ejer tingene dig” måske er sat temmelig meget på spidsen, så er der et gran af sandhed i den. Og hvad der er mindst lige så alvorligt: Når vi tilegner os penge og materielle goder, sker det meget ofte på bekostning af mennesker der er svagere end os selv, og det bør nok kunne give anledning til at vi overvejer hvad det er for et bord vi sidder med ved. ”Døm selv … Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød.” Kan vi så som kristne forsvare at spise chokolade der kun kan sælges billigt fordi arbejderne i de afrikanske kakaoplantager arbejder under slavelignende forhold? Kan vi gå i tøj der er produceret af asiatiske børn der snarere burde sidde på en skolebænk end ved en symaskine? Kan vi forsvare den måde de sjældne metaller i vores computere og mobiltelefoner er udvundet på? Kan vi med god samvittighed købe produkter fra kinesiske firmaer der via deres tilknytning til den kinesiske stat er med til at finansiere det kinesiske kommunistpartis forfølgelser af kristne? Listen er lang, og jeg må indrømme at jeg ikke er sikker på at det i praksis lader sig gøre at holde sin sti uangribeligt ren! Derfor siger jeg heller ikke alt det her for at pege fingre ad nogen, eller for at I skal bruge det til at pege fingre ad andre. Jeg siger det som en opfordring til at vi lader vores deltagelse i nadveren om søndagen få konsekvenser for den måde vi lever vores liv på fra mandag til lørdag; at vi ligesom de kristne i Korinth på Paulus’ tid ikke bare ukritisk gør som alle andre, men jævnligt standser op og spørger os selv om det som vi gør os til en del af, er foreneligt med at Gud har gjort os til en del af sin søns legeme på jorden. Og jeg taler jo til forstandige mennesker, så døm selv om det jeg siger!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments