Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger 2025
Posted By admin on 12. februar 2025
Forklarelsen på bjerget: Puds glorien!
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker sidste søndag efter helligtrekonger 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
På billeder af Jesus – især de ikoner som man kan finde i de ortodokse kirker, men også mange af dem der hænger rundt om i danske kirker, missionshuse og hjem – bliver han tit afbildet med en glorie. Nogle gange ligner den næsten en håndgribelig hat eller hårbøjle af guld, mens der andre gange blot er tale om at hans ansigt lyser. Jeg har altid haft det lidt mærkeligt med den slags billeder, for sådan så Jesus jo ikke ud i virkeligheden. Hvis han virkelig havde gået rundt og strålet, sådan som han tit gør på billeder, så ville enhver jo have kunnet se at han virkelig var Guds søn, men som vi ved fra evangelierne, var der mange der ikke troede på ham. Der er med andre ord ingen grund til at tro andet end at han har lignet et helt almindeligt menneske, som vi også var inde på i søndags.
Det er da også netop derfor den begivenhed som vi hører om i dag, var så speciel. Jeg mener, hvis Jesus gik rundt og strålede til daglig, så var der jo ikke noget specielt revolutionerende ved at han strålede oppe på det bjerg hvor han havde taget Peter og Jakob og Johannes med op. Det ville selvfølgelig stadig have været enormt bemærkelsesværdigt at to for længst afdøde profeter pludselig dukkede op og gav sig til at snakke med ham, men når vi ser nærmere på teksten, kan vi se at tilstedeværelsen af Moses og Elias faktisk ikke var det som de tre disciple fandt mest bemærkelsesværdigt ved situationen. Ganske vist begyndte Peter at vrøvle om at bygge tre hytter i håb om at holde på de to gamle kæmper, men det var først da en lysende sky sænkede sig over dem, og en stemme fra skyen udnævnte Jesus til at være sin elskede søn, at disciplene ligefrem faldt ned på deres ansigt. Og som vi hørte i dagens anden læsning, så var det ikke mødet med Moses og Elias, Peter fremhævede da han mange år senere så tilbage på oplevelsen, men derimod det at de så Jesu majestæt med deres egne øjne og hørte hvad Gud Fader sagde om ham. De havde ellers allerede set mange vidnesbyrd om hvem Jesus var, som da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana, eller da han med et enkelt ord fik en storm og de tilhørende bølger til at lægge sig øjeblikkeligt, men i dag bliver al tvivl altså vejret væk.
Der var to spørgsmål jeg stillede mig selv da jeg sad med teksten foran mig og skulle forberede min prædiken til i dag, nemlig dels hvad formålet var med at Jesus tog nogle disciple med op på bjerget og viste dem sin majestæt, nu hvor de ellers var ved at have gennemskuet hvem han var, og dels – når han nu gjorde det – hvorfor det så kun var Peter, Jakob og Johannes der fik lov til at komme med derop. Et eller andet sted tænker jeg at det ville have været mere logisk hvis han enten havde ladet alle se hvem han virkelig var, eller i det mindste alle disciplene (man kunne jo forestille sig at det eksempelvis kunne have fået en Judas Iskariot til at vælge at handle anderledes end han endte med at gøre). Men på den anden side forstår jeg egentlig også godt at han ikke bare viste sin magt og herlighed til alle, for Jesus er jo en anderledes konge, som blev født i en stald, red ind i hovedstaden på et æsel, blev kronet med en tornekrans og henrettet som en forbryder på et kors. Jesus viste med både sit liv og sin død at det er i menneskelig svaghed og magtesløshed at Guds kraft og visdom kommer allerstærkest til udtryk, så hvis han havde givet sig til kende for alverden som den guddommelige konge der lyste af stråleglans, så ville han et eller andet sted have modsagt sit eget budskab. Men hvorfor så overhovedet vise sig for nogen som helst mennesker i sin majestæt?
Jeg tror det hænger sammen med at der lige omkring det tidspunkt hvor Jesus tog de tre disciple med op på bjerget, skete et fokusskifte i hans liv og tjeneste, så at sige. I den første del af sit offentlige virke havde Jesus travlt med at helbrede syge, opvække døde og prædike om Guds rige, og han blev bare mere og mere populær – højdepunktet var måske da han mættede flere tusind mennesker med bare fem brød og to små fisk, hvorefter menneskemængden ville udråbe ham til konge (det skal vi alt sammen høre mere om når vi når frem til midfaste søndag den 30. marts). Men Jesus fortrak fra åstedet og søgte op i bjergene, for det var ikke den slags konge han ville være: en der ledte en gruppe fanatiske tilhængere i et triumftog som en anden hær, uden at behøve at bekymre sig om udgifterne fordi han jo bare kunne trylle mad frem til dem ud af den blå luft. Nej, den fornemste kongegerning Jesus skulle udføre, var at give sit liv væk, og derfor ser vi også, jo længere vi når i evangelierne, at fokus skifter til at Jesus gentagne gange forudsiger sin lidelse og død og understreger at de der vil være hans disciple også må indstille sig på at skulle døje lidelse og forfølgelse. Og parallelt med det ser vi at Jesus ikke længere bliver mere og mere populær, men tværtimod får flere og flere modstandere, indtil der til sidst langfredag er en stor menneskemængde der står foran Pontius Pilatus’ dommersæde og råber: ”Korsfæst ham!”, hvilket Pilatus som bekendt retter sig efter.
Det er ikke svært at forestille sig at disciplene må være blevet mere og mere nedslåede og skuffede efterhånden som den mester som de havde forladt alt for at følge, kom mere og mere i modvind for til sidst at blive slået ihjel. Det må have været meget nemt for dem at komme til at spekulere på om det hele havde været forgæves, om de havde holdt på den forkerte hest, om Jesus alligevel ikke var stærk nok til at frelse. Så jeg tror at Jesus lod Peter og Jakob og Johannes se sin majestæt for at de skulle have det at tænke tilbage på når han blev arresteret og dømt til døden, og alt så ud til at han havde tabt, som en påmindelse om at han havde styr på tingene. Og selvom det altså ikke forhindrede de kære disciple i at tage flugten i panik og fortvivlelse da Jesus blev arresteret, så kan vi se af den læsning fra Andet Petersbrev som vi hørte tidligere i gudstjenesten, at oplevelsen fik stor betydning for Peter senere i hans liv.
Alt det efterlader naturligvis stadig det spørgsmål ubesvaret, hvorfor Jesus ikke tog alle disciplene med op på bjerget. Mit bedste bud på et svar er at Jesus ønskede at holde begivenheden hemmelig indtil han var opstået fra de døde (som vi hørte i det sidste vers af prædiketeksten), og jo flere mennesker man indvier i en hemmelighed, desto større risiko er der for at den slipper ud. Det er muligvis ikke noget godt svar, men det er ikke alt jeg kan svare på, og hvis nogen har et bedre bud, lader jeg mig hjertensgerne belære.
Det er dog nok mere interessant at spørge hvad vi, der lever næsten to tusind år senere, og som ikke har haft en oplevelse der ligner den de tre disciple fik på forklarelsens bjerg, kan bruge historien til. For at svare på det spørgsmål vil jeg begynde med at pege på at selvom de fleste af os nok aldrig har oplevet at se et ansigt lyse med en stråleglans der var fysisk synlig, så tror jeg de fleste af os alligevel har set et ansigt der strålede! Tænk på en sportsudøver der lige har vundet en guldmedalje, eller på et lykkeligt brudepar, eller på et barn der åbner gaver juleaften. Det kan godt være at en videnskabsmand ikke ville kunne måle en forhøjet lysstyrke rundt om det strålende ansigt, men vi kan i hvert fald alle sammen se at vedkommende stråler af lykke! Og Bibelen stiller os faktisk i udsigt at alle vi der tror på Jesus og har fået Guds ånd i vores hjerter, kan komme til at stråle på en måde så mennesker omkring os lægger mærke til det.
Som vi hørte i dagens første læsning, strålede Moses’ ansigt da han kom ned til israelitterne efter at have tilbragt fyrre dage og nætter inde i en lysende sky på toppen af Sinajbjerget, hvor Gud talte til ham – måske på omtrent samme måde som Jesu ansigt strålede på forklarelsens bjerg, hvor der jo også kom en lysende sky som Gud talte fra. Vi hørte at alle israelitterne, inklusiv Moses’ egen storebror Aron som havde stået side om side med ham da de konfronterede Farao i Egypten, blev bange for at komme Moses nær fordi hans ansigt strålede sådan, og at Moses lagde et slør over sit ansigt på grund af stråleglansen. Den begivenhed har Paulus nogle kommentarer til i Andet Korintherbrev, og det han skriver dér, er så fantastisk at jeg bare vil læse det hele op. Desværre er det noget kringlet rent sprogligt, især i den autoriserede oversættelse, og derfor vil jeg i stedet læse fra Bibelen2020, idet jeg dog vil bruge ordet ”israelitterne” de steder hvor Bibelen2020 lidt uheldigt har valgt ordet ”jøderne”. Er I klar?
”Dengang Moses kom ned fra bjerget med stentavlerne, strålede hans ansigt så stærkt, at israelitterne ikke kunne tåle at se det. Den opgave, han havde, reddede ikke nogen fra døden. Alligevel var han omgivet af en stråleglans, der ganske vist senere forsvandt. Når der fulgte så meget ære med den opgave, der ikke kunne stille noget op mod døden, hvor meget mere respekt vil der så ikke stå om vores opgave, der bygger på Helligånden? Hvis der var respekt om den opgave, der førte til Guds straf, hvor meget mere ære vil der så ikke følge med den opgave, der fører til frikendelse? Glansen fra den første opgave falmer fuldstændig i sammenligning med glansen fra den nye. Hvis det, der er forsvundet, skabte sådan en glans, så vil det, der varer ved, lyse og stråle endnu mere.
Det er vores håb og forventning, og derfor kan vi være helt åbne og ærlige. Vi behøver ikke skjule vores ansigt, sådan som Moses gjorde. Han tog et slør for sit ansigt, for at israelitterne ikke skulle se, hvordan stråleglansen langsomt forsvandt og til sidst var helt væk. Israelitterne blev hårde og lukkede i deres måde at tænke på. Den dag i dag er det, som om sløret stadig skjule meningen, når de læser op af Skrifterne. Derfor forstår de ikke, at den gamle aftale mellem Gud og mennesker blev ophævet, da Kristus kom. Sløret ligger hen over deres og forhindrer dem i at forstå det, når Skrifterne bliver læst op, men som der står: ’Hver gang en af dem omvender sig til Herren, fjernes sløret.’ Her skal Herren forstås som Helligånden, og den giver os frihed. Og alle os, der har fået fjernet sløret for vores ansigt, kan nu se Guds stråleglans afspejle sig i os. Vi bliver forvandlet, så vi kommer til at stråle mere og mere. Det skyldes alt sammen Helligånden” (2 Kor 3,7-18).
Det kan godt være at den glorie som ikke alene Jesus, men også alle helgenerne tit bliver afbildet med, ikke ville have kunnet ses hvis man havde mødt dem i deres samtid – men så alligevel, for Gud har, som vi lige hørte, lovet at vi kommer til at stråle på en måde der kan mærkes – måske som et barn juleaften – når vi har Helligånden i vores hjerter. Så puds du bare din glorie – ikke ved at fremhæve dine egne kvaliteter og gode gerninger, men ved at ære, lovprise og takke Jesus for hvad han har gjort for dig!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments