Prædiken til 5. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 7. juli 2024
Peters bekendelse: Hvem siger du at han er?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 5. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Der er mange meninger om Jesus. I betragtning af hvor mange år der er gået siden han vandrede rundt på de galilæiske landeveje, er det faktisk særdeles bemærkelsesværdigt hvor mange der har en mening om ham – ja, der er vel næppe noget andet menneske som der er så mange forskellige meninger om. Allerede da Jesus spurgte sine disciple hvem folk sagde at han var, kunne de remse et antal forskellige muligheder op, og i løbet af de små 2000 år der er gået siden, er der kommet mange flere til.
For det første er der dem der mener at Jesus slet ikke har levet (det var selvsagt ikke en mulighed når man spurgte folk i Galilæa i det 1. århundrede).
Dernæst er der dem der mener at han var et godt menneske à la Moder Teresa, som ikke havde haft til hensigt at hans disciple skulle guddommeliggøre ham efter hans død og skrive beretninger om at han udførte mirakler og opstod fra de døde. Problemet med dén tolkning er at disciplene ifølge alle historiske kilder selv troede så fuldt og fast på det de sagde om Jesus, at de var villige til at gå i døden for det, så hvis Jesus vitterligt havde sagt noget helt andet mens de fulgtes med ham, må det være noget af en massepsykose de var blevet ramt af.
En tredje mulighed der fra tid til anden har været populær, var at Jesus var en slags revolutionær socialist, men den kræver også at man afskriver den tidlige kristendom som en massepsykose.
Andre igen mener at Jesus var en selvudråbt jødisk profet som var overbevist om at verdens ende var nært forestående, og havde held til at overbevise sine disciple om det, hvorefter de fik overbevist adskillige tusind andre, og da det viste sig at Jesus havde taget fejl, havde kirken allerede fået så stor magt at de bare behøvede at ændre lidt på budskabet. Den udlægning er vanskeligere at tilbagevise end de andre jeg har nævnt, for det er ret tydeligt at de første kristne rent faktisk regnede med at Jesu genkomst og verdens ende ville indtræffe inden for ganske få årtier; Paulus taler for eksempel i Første Thessalonikerbrev om ”Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer” (1 Thess 4,15). Men som kristen i det 21. århundrede vil jeg sige at det eneste de havde taget fejl omkring, var tidspunktet, og at Jesus i øvrigt aldrig selv havde udtalt sig om tidspunktet for sin genkomst; tværtimod gav han endda på et tidspunkt udtryk for at han ikke engang selv kendte tidspunktet, det gjorde kun Faderen (Matt 24,36). (Jeg tror så at det kun var mens Jesus gik på jorden at han ikke kendte tidspunktet; nu hvor han er ophøjet til Faderens højre hånd, er jeg overbevist om at han ved alt om alt ligesom Faderen gør).
Så er der muslimerne, som mener at Jesus var en muslimsk profet! Det er selvfølgelig helt umuligt at forene med hvad Det Nye Testamente siger, og derfor er det da også islams påstand at Det Nye Testamente skrifter er blevet forfalsket på et eller andet tidspunkt mellem Jesu død og Muhammeds fødsel (en påstand som der i parentes bemærket ikke er skyggen af belæg for i nogen kilder der er ældre end Muhammed). Men interessant er det at Muhammed ikke blot kunne ignorere Jesus; han var nødt til at forholde sig til hvilken rolle han skulle have i islam.
Også de ”nyåndelige” bevægelser der ramte Vesten for 50-60 år siden og stadig lever i bedste velgående, har været nødt til at forholde sig til Jesus, og interessant nok har de stort set kun positivt at sige om ham. Den mest almindelige opfattelse er vist at Jesus var et menneske der havde opnået en høj grad af oplysning, og som nu befinder sig i en højere eksistenssfære som en ”opstegen mester” sammen med blandt andre Buddha, Konfutse, Paulus og sin mor Maria. Det stemmer naturligvis overhovedet heller ikke med hvad Det Nye Testamente fortæller os, men ikke desto mindre har det vist sig at være et glimrende udgangspunkt for at forkynde evangeliet for mennesker i det nyåndelige miljø, sådan som det blandt andet sker gennem fællesskabet I Mesterens Lys, som daværende sognepræst Ole Skjerbæk Madsen etablerede i 1995, og som den bornholmskfødte musiker og præst Torsten Borbye Nielsen nu står i spidsen for.
Som kristne kender vi naturligvis godt det rigtige svar på hvem Jesus er, nemlig ”Kristus, den levende Guds søn”. Men det er vi ikke ene om – ifølge en undersøgelse som Epinion lavede for Kristeligt Dagblad for nogle år siden, mener 49% af Danmarks befolkning at Jesus er Guds Søn![1] Men ifølge samme undersøgelse er det kun 36 procent der mener at Jesus opstod fra de døde, så det lader til at ikke alle er enige om hvad det der ”Guds søn” egentlig betyder. (Som et kuriosum kan jeg tilføje at muslimerne faktisk også tror på at Jesus var ”Messias”, men i muslimsk terminologi betyder det noget temmelig meget anderledes end det gør i kristendommen).
Ja, man kan skrive mange tykke afhandlinger om hvem folk siger at Jesus var og er, men der er et andet spørgsmål der faktisk er betydelig mere interessant og i hvert fald langt vigtigere, nemlig det andet spørgsmål Jesus stillede disciplene: ”Men I, hvem siger I, at jeg er?” Og så er det pludselig kun Peter der tør svare. Men det er også meget nemmere at tale om ting man kan distancere sig fra, end det er at bringe sig selv i spil. Det fik verden en stærk illustration af da den daværende britiske tronfølger, prins Albert af Wales, i 1860 var på en rundrejse i Nordamerika, hvor vejen blandt andet gik forbi Niagara-vandfaldet. Niagara har altid været en stor turistattraktion, men netop den sommer var der ekstra mange turister fordi en fransk akrobat ved navn Jean François Gravelet, der i USA gik under kunsternavnet Charles Blondin, havde spændt et reb ud mellem den amerikanske og den canadiske side af vandfaldet, som han gik frem og tilbage over uden sikkerhedsnet. Efterhånden som han havde gjort det tilstrækkelig mange gange til at ingen længere var i tvivl om at han kunne klare det, begyndte han at tilføje diverse benspænd: han gik over rebet med bind for øjnene, han gik på stylter over, han kørte en trillebør over, han holdt en pause midt på rebet hvor han tilberedte og spiste en omelet, han bar sin manager Harry Colcord på ryggen mens han gik over, og så videre. Den dag hvor prins Albert var på besøg, lavede Blondin et par af sine sædvanlige numre, men da han nåede til trillebøren, spurgte han om den 20-årige prins mon havde lyst til at sidde i trillebøren mens den blev trillet hen ad rebet! Og nu tilspørger jeg dig som sidder her i kirken (eller som hører prædikenen på YouTube eller læser den på nettet): Hvad ville du have svaret hvis du havde været i prins Alberts sted? (pause) Den er svær, ikke? Jeg tror at de fleste af de mennesker der stod og så til, priste sig lykkelige for at det ikke var dem der var blevet spurgt! Én ting var jo at stå og tiljuble Blondin på afstand, noget helt andet hvis man skulle sætte sit liv ind på at han ikke snublede! (Ifølge en af de kilder jeg har læst, spurgte Blondin faktisk på et tidspunkt efter en frivillig der ville overtage Harry Colcords plads på hans ryg, men uden at nogen meldte sig).
I brænder sikkert efter at få at vide hvad det endte med, så jeg vil ikke holde jer på pinebænken: Prins Albert var fristet til at takke ja, men når man er kronprins, bestemmer man ikke selv den slags, og hans følge fik overbevist ham om at han af hensyn til England var nødt til at takke nej. Tre år senere blev Albert i øvrigt gift med Christian den 9.’s datter prinsesse Alexandra af Danmark, og da dronning Victoria døde i 1901, overtog Albert tronen som kong Edward den 7. Den nuværende engelske konge er hans tipoldebarn.
Nå, grunden til at jeg nævnte den gode prins (der senere blev konge), er at Jesu spørgsmål: ”Men I, hvem sige I, at jeg er?” på en måde satte hver enkelt af disciplene i samme situation som Blondin satte prinsen i. Ganske vist tog Peter i første omgang ”en for holdet” og svarede på alles vegne, men senere i deres liv blev alle disciplene nødt til at forholde sig til om de virkelig hver især mente at Jesus var Kristus, den levende Guds søn. Og som jeg nævnte tidligere, så endte de alle sammen (på nær Judas, naturligvis) med at sætte deres liv ind på at Jesus kunne føre dem frelst over en langt værre afgrund end Niagara, nemlig den dødsdom der svævede over deres hoveder.
Hvad svarer du? Hvad svarer jeg? Hvem siger vi, at Jesus er? Ja, vi siger jo nok at han er Kristus, Guds søn, men hvad mener vi i grunden med det? Tør vi betro ham vores liv, hvis det er det det kommer an på? Spørgsmålet virker muligvis temmelig hypotetisk, for her i landet plejer vi jo ikke at blive slået ihjel for at bekende troen på Jesus (og godt det samme!), men selvom der nok ikke er ret mange af os der kommer til at gå i døden for vores tro, så er det hævet over enhver tvivl at vi kommer til at gå i døden på én eller anden måde. Hvordan har vi det med det? Kan vi sige som Paulus at ”for mig er livet Kristus, og døden en vinding” (Fil 1,21)? Det er en ret radikal ting at sige egentlig. Men samtidig er det også en enormt frisættende ting at sige. Hvis døden ligefrem er en vinding, hvad har vi så at være bange for i dette liv? Men hvis Jesus virkelig er Kristus, den levende Guds søn, og hvis han virkelig har besejret døden, så må det jo være sådan det er. Så lad os da, ikke kun med vores ord, men med hele vores liv, sige: ”Jesus er Herre!” (1 Kor 12,3).
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/jesus-p%C3%A5-udebane
Comments