Prædiken til 4. søndag efter påske 2025
Posted By admin on 23. maj 2025
Talsmandens gerning: Hjerterne tør op
Prædiken i Sct. Klemens Kirke 4. søndag efter påske 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Det har været lidt køligt for årstiden her det sidste par uger. Selv her på Bornholm, hvor foråret tit er køligere end i resten af Danmark, er det usædvanligt med så mange majdage hvor der ikke er mere end ét ciffer i varmegraderne. Omvendt har der været nogle usædvanlig lune dage i marts og april, så alt i alt skylder Mikael Jarnvig os nok ikke noget – men vi er jo tit hurtigere til at føle os forurettede når vi synes vejret er dårligt, end til at være taknemmelige når vi synes det er godt.
Hvorom alting er, så hindrer de lidt kølige temperaturer heldigvis ikke foråret i at udfolde sig i al sin pragt med fuglesang, grønne blade og blomster i et væld af farver. Selvom det er halvtredsindstyvende gang jeg oplever det, så fascineres jeg hver gang over hvordan alt det liv der var gemt bort hele vinteren, folder sig ud, hvordan mørke, kulde, storm og sne endnu en gang ikke havde held med at kvæle livet, hvordan ”den grønne ager står opstanden fra de døde”, som vi synger i en af vores skønne salmer. Af alle årstiderne er foråret nok den der i mine øjne vidner stærkest om Guds skabermagt.
Her i Norden er vi så ovenikøbet så privilegerede at kirkeårets vigtigste højtid, påsken, falder om foråret: Samtidig med at vi kan se naturen vende tilbage til livet, kan vi komme i kirke og høre budskabet om at Jesus vendte tilbage til livet. Det er 4 uger siden nu, men vi er slet ikke færdige med at udforske hvilken betydning det har for vores liv. De syv uger mellem påske og pinse er syv festuger, hvilket blandt andet kommer til udtryk i at den liturgiske farve er hvid. Mange af jer tænker sikkert ikke nærmere over hvorfor den kappe jeg har på under nadveren, ikke altid er samme farve, men det er altså ikke bare et spørgsmål om hvilken farve jeg har mest lyst til at tage på den dag! Der er helt klare regler for hvilke farver der hører til hvilke dage: Den grønne farve er den der bruges mest, nemlig alle de i gåseøjne ”almindelige” søndage hvor der ikke er nogen særlig højtid i farvandet, og den symboliserer liv og vækst. Den røde farve er omvendt den der bruges mindst; den bruges kun til pinse hvor den symboliserer Helligåndens ild, og på Sankt Stefans dag den 26. december hvor den symboliserer martyrernes blod. Den lilla eller violette farve symboliserer bod og alvor, og den bruges i optaktsfasen til de to store højtider, nemlig i adventstiden op til jul og i fastetiden op til påske. Og så er der den hvide eller gyldne farve (her i Klemensker er den råhvid; i Rø er den gylden); den symboliserer fest og glæde og bruges juledag, påskedag, Kristi himmelfarts dag, Mariæ bebudelsesdag, Trinitatis søndag, alle helgens dag – og så altså alle søndagene mellem påske og pinse, fordi påsken så at sige varer lige til pinse (der kommer ikke nogen faste ind imellem).
Men tiden mellem påske og pinse er ikke kun en festtid; det er også en overgangstid. Det gælder naturligvis især de ti dage fra Kristi himmelfart til pinse hvor Jesus havde instrueret disciplene i at de bare skulle blive i Jerusalem og vente på at få kraft fra Gud, men også de fyrre forudgående dage må – midt i glæden – have været præget af en vis ”Hvad nu?”-følelse, for selvom Jesus var vendt tilbage fra de døde, betød det jo ikke at alt bare var vendt tilbage til hvordan det havde været før. Tværtimod betød Jesu død og opstandelse at en helt ny tid var begyndt: Den mission Jesus skulle udføre på jorden, var nu fuldført (eller ”fuldbragt”, for nu at bruge det ord Jesus selv brugte kort før han døde); al verdens skyld var sonet gennem Jesu død, og døden var besejret gennem hans opstandelse. Begge dele var dybest set udtryk for Guds dom over Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen; det er derfor vi i evangelieteksten til i dag hører Jesus sige: ”at denne verdens fyrste er dømt”.
Men den nye tidsalder begyndte først for alvor på pinsedagen; det var den dag den kristne kirke blev født ved at Helligånden kom ned fra himlen og fyldte disciplene så de – og de mange andre der kom til tro og blev døbt – blev Jesu Kristi legeme på jorden. De halvtreds dage mellem påske og pinse var en slags tidslomme der måske kan sammenlignes med den tid der går fra man får at vide at man har fået et job, til man rent faktisk har sin første arbejdsdag. Hvis man måske ligefrem er blevet fritstillet fra sit tidligere arbejde (eller kommer direkte fra sin uddannelse), så er det jo en tid man kan bruge på at forberede sig på den opgave der venter. Og det syntes Jesus også at hans disciple skulle gøre; det var derfor han holdt så lang en tale til dem aftenen før sin død, at den fylder det meste af fire kapitler i Johannesevangeliet (foruden en bøn der fylder yderligere et kapitel). Og prædiketeksterne til 3., 4., 5. og 6. søndag efter påske samt pinsedag er næsten alle sammen hentet fra den tale eller den efterfølgende bøn, sådan at vi også kan forberede os på det der er i vente.
Vi lever jo ellers i en tid hvor kirkens tidsalder for længst er begyndt – det nærmer sig efterhånden 2000 år siden Helligånden steg ned på den store pinsedag i Jerusalem, så man kan ikke ligefrem sige at vi lever i en tidslomme. Og så alligevel, for den endelige fuldendelse af Guds rige har jo ikke indfundet sig endnu – vi venter stadig på noget, nemlig Jesu genkomst og vores endelige frelse. Så længe vi lever i denne verden, er vi, som Luther udtrykte det, ”på samme tid syndere og retfærdige”. Vi hørte i den første bibeltekst i dag at Gud lover sit folk at fjerne vores stenhjerte og i stedet give os et hjerte af kød så vi helt af os selv følger hans love – I ved, alt det med at elske vores næste som os selv, tale sandt, ære både vores eget og andres ægteskaber, ære vores forældre, unde andre det de har, og så videre. Og i Guds øjne har vi gennem dåben og troen fået den status at vi ikke længere gør nogen af de ting, fordi Gud ikke ser vores egne mangelfulde gerninger når han ser på os, men derimod Jesu fuldkomne gerning. Men vores faktiske liv stemmer ikke altid overens med den status, og derfor har vi brug for at Gud hele tiden på ny giver os sin ånd i vores indre og skaber vores stenhjerter om til hjerter af kød.
Men det har Gud heldigvis også lovet at gøre! Han lovede det gennem profeten Ezekiel for 2600 år siden, og 600 år senere stadfæstede han sit løfte ved at lade Jesus opstå fra de døde. Og da det blev pinse, begyndte han at gøre løftet til virkelighed. Millioner af mennesker har i århundredernes løb oplevet at få deres liv forvandlet af Guds kærlighed, oplevet hvordan deres stenhjerte stille og roligt er tøet op. Det har du måske også selv oplevet fra tid til anden? Men hvis du ligner mig bare lidt, så har du sikkert også oplevet at det er to skridt frem og ét tilbage, og at det til tider måske endda føles som ét skridt frem og to tilbage! Men heldigvis er det sådan med forårssolen at den ikke bare titter frem en enkelt gang, hvorefter den forventer at alle planterne gør resten af arbejdet selv; nej, den bliver ved med at give grokraft dag efter dag efter dag – gjorde den ikke det, ville alt det liv der spirer frem, lynhurtigt gå til grunde. På samme måde er vi afhængige af at Gud hele tiden optør vores hjerter indtil vi skal se ham ansigt til ansigt i hans evige rige hvor stenhjerterne for altid vil være smeltet væk.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments