Prædiken til 2. påskedag 2025
Posted By admin on 23. maj 2025
Emmausvandrerne: Emmaus tur/retur
Prædiken i Rø Kirke 2. påskedag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Næst efter israelitternes 40 år lange vandring gennem ørkenen er vandringen til Emmaus nok den mest berømte vandretur i Bibelen, men da jeg skulle forberede mig til i dag, gik det op for mig at jeg faktisk ikke vidste hvor lang den gåtur egentlig var! Der står ”tres stadier” i teksten, men hvor langt er det lige? Så jeg prøvede at google ”Hvor langt er der fra Jerusalem til Emmaus”, og det gav blandt andet et resultat fra Google Maps, som kunne fortælle mig at der er 4.462 kilometer, og at det ville tage 38 dage at tilbagelægge afstanden til fods, idet man dog skal være opmærksom på at man undervejs både skal krydse landegrænser og benytte en færge. Rent bortset fra at man vist skal være lidt af en supermand for at gå 4.400 kilometer på 38 dage (det er 117 kilometer om dagen!), så kunne jeg nok regne ud at der måtte være et eller andet galt, og det var der da også, for det Emmaus som Google Maps havde fortalt mig afstanden til, var Emmaus Galleri og Kursuscenter i Haslev på Sjælland! Der er nemlig ikke længere nogen by eller landsby i Israel eller på Vestbredden der hedder Emmaus; det tætteste vi kommer, er at der indtil 1967 var en lille by på Vestbredden med navnet Imwas, men det er uvist om det er den samme by som de to disciple var på vej til.
Til gengæld ved vi sådan nogenlunde hvor langt ”tres stadier” var. Den gamle græske historiker Herodot skriver nemlig et sted at et stadion var 600 fod, så afhængig af hvor lang en oldgræsk fod præcis var, må et stadion have været et sted mellem 150 og 210 meter, hvilket vil sige at afstanden fra Jerusalem til Emmaus var et sted mellem 9 og 12 kilometer. Det svarer altså nogenlunde til afstanden mellem Rø og Allinge. Nogle af jer har måske prøvet at gå den tur – måske ikke her fra kirken, men så måske nede fra Bornholmerpladsen eller kunstmuseet ad Kyststien? De af jer der har, ved så nogenlunde hvor lang en spadseretur de to disciple havde begivet sig ud på, og de af os der ikke har gået den tur, har forhåbentlig i det mindste et lidt bedre indtryk af hvor langt der var. Turen har nok mindst taget et par timer, og selve vandringen fra Jerusalem til Emmaus fylder da også hele 15 af de 23 vers som dagens evangelietekst består af. Og slår man op i den autoriserede bibeloversættelse, så ser man at udgiverne har valgt at give stykket overskriften ”Vandringen til Emmaus”. Men det er faktisk en misvisende overskrift, for beretningen slutter jo med at de tager turen tilbage igen! ”Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem,” hørte vi. Og ganske vist tager det kun Lukas et halvt vers at skildre tilbageturen, men den må jo dog have været på lige så mange kilometer som udturen – ”frem og tilbage er lige langt”, som man siger.
Prøv engang at forestille dig situationen: Forestil dig at du har gået på kyststien fra Rø til Allinge, og vel ankommet til din destination sætter du dig ned for at hvile dine trætte ben og nyde et tiltrængt aftensmåltid – hvad skulle dog kunne få dig til at springe op og ile hele vejen tilbage til Rø igen?
Men når vi tænker over det, er det måske ikke så mærkeligt at de to disciple vælger at tage turen tilbage igen, for de havde nemlig lige oplevet noget som havde vendt totalt op og ned på deres liv, nemlig pludselig at genkende Jesus da han brød brødet. Man kan undre sig over at det lige var dét der fik det hele til at falde på plads for dem, for de havde jo allerede hørt påskens evangelium, som vi var forsamlet om i går – som de sagde til den ukendte vandringsmand (der jo altså viste sig at være Jesus): ”Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever.” Men de havde ikke troet på det som kvinderne sagde – måske fordi de i al almindelighed ikke betragtede kvinder som troværdige, eller måske bare fordi det at et menneske der er død – altså ikke bare skindød eller kortvarigt uden puls, men rigtigt død og begravet – skulle kunne blive levende igen, er så fremmed en tanke for dem at de bare ikke kunne tage den til sig. Ja, selv da den fremmede grundigt gjorde rede for hvordan det var forudsagt i Det Gamle Testamente at Messias skulle lide, dø og opstå, forstod de ikke hvad det var der var sket (om end de dog blev tilstrækkeligt grebet af det han havde at sige, at de – i overensstemmelse med Nærøstens uskrevne regler for gæstfrihed – inviterede ham til at overnatte hos dem). Først da han pludselig overtog værtens rolle ved aftensmåltidet ved at bede bordbøn og bryde brødet, genkendte de ham.
Det er egentlig mærkeligt at alt det som de ikke havde kunnet tro på, uanset såvel øjenvidneudsagn som en frelseshistorisk redegørelse ud fra Skriften, det pludselig faldt på plads da brødet blev brudt. Men sådan tror jeg faktisk det er med mange ting i livet: Der er ting som vi ikke kan fatte rent intellektuelt, fordi de hører til på et dybere sted i vores sjæl. Jeg kan for eksempel huske første gang jeg overværede en FCK-kamp i Parken: Indtil da havde jeg simpelt hen ikke kunnet forstå hvad der dog kunne få nogen til at betale i dyre domme for at sidde på tribunen ved en fodboldkamp, når man kunne sidde hjemme foran fjernsynet og have et mindst lige så godt udsyn ganske gratis. Men jeg fandt ud af at stemningen på stadion når man er der og hører og mærker bruset fra de tusindvis af stemmer der akkompagnerer begivenhederne nede på grønsværen, er noget som kun vanskeligt lader sig beskrive med ord. Omvendt må jeg nok også erkende at hvis jeg havde været totalt ligeglad med fodbold, så ville jeg nok bare have opfattet de unisone brøl fra tilskuerne som ubehagelig larm – som Grundtvig skrev engang: ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær”.[1]
Måske er det derfor der ikke er flere der bliver overbevist af de mange gode argumenter der er for at Jesu opstandelse er et historisk faktum? Der er skrevet adskillige bøger og produceret endnu flere videoer som gør rede for at hvis man forholder sig fordomsfrit til de ting vi rent historisk ved om hvad der skete den påske i Jerusalem, så er den mest oplagte konklusion faktisk at Jesus virkelig opstod fra de døde. (Jeg har ikke tid til at komme nærmere ind på argumenterne her i denne prædiken, men jeg skal hjertensgerne gøre rede for dem i et foredrag, eller i en e-mail-korrespondance, eller over en kop te). Og der er da også mennesker der er kommet til en levende tro på Jesus gennem at læse sådan en bog eller se sådan en video, men de fleste gør ikke, og hvorfor så ikke det? Måske er det fordi den tanke at en der er død – altså ikke bare skindød eller kortvarigt uden puls, men rigtigt død og begravet – skulle kunne blive levende igen, er så fremmed at et logisk argument ikke er nok til at acceptere den?
Men da Jesus brød brødet, så genkendte de ham! Pludselig var det ikke længere kun en intellektuel abstraktion; det var deres egen personlige erfaring! Og jeg skal love for at den erfaring gjorde en forskel! Så snart det var gået op for dem at det var Jesus selv de havde været i selskab med, og at han nu var forduftet for øjnene af dem, så sprang de op og skyndte sig tilbage til Jerusalem. Nu vidste de af egen erfaring at Jesus virkelig var opstået fra de døde, og at intet derfor nogensinde kunne blive det samme igen – på den gode måde altså! Deres tilbagevenden til den almindelige grå hverdag var aflyst – og derfor måtte de tage turen væk fra Emmaus igen og tilbage til Jerusalem.
Jeg gætter på at de fleste af jer der sidder her i kirken i dag, på et eller andet tidspunkt har oplevet at alt det med Jesus er gået fra at være noget rent teoretisk til at være noget der har så altafgørende betydning i jeres liv at det aflyser den almindelige grå hverdag. Måske skete det på en sommerlejr da du var ung, eller hjemme i din sofa en helt almindelig lørdag eftermiddag da du var 47, eller en helt tredje kombination af tid og sted, men du husker det helt sikkert som var det i går! Eller måske kan du ikke sætte fingeren på et bestemt tidspunkt hvor du i overført betydning rejste dig fra bordet i Emmaus og skyndte dig tilbage til Jerusalem; du kan blot konstatere at Jesus har altafgørende betydning i dit liv, hvornår han så end fik det (eller måske rettere: hvornår du så end blev klar over det). Men hvis du minder bare en lille smule om mig, så kan jeg forestille mig at der også er dage hvor du ikke synes at dit liv ser så forfærdelig meget anderledes ud end før Jesus kom og vendte op og ned på det hele. Din hverdag adskiller sig måske ikke så meget fra den hverdag som mennesker der ikke kender Jesus, har, bortset fra at du er en noget mere hyppig gæst i kirken og måske også missionshuset, og at du måske læser lidt mere i Bibelen og er lidt mere flittig til at bede aftenbøn end flertallet af danskere er – men alt det beløber sig trods alt kun sammenlagt til nogle få timer om ugen. Så hvad med resten af tiden? Hvilken forskel gør det i din dagligdag at Jesus er opstået fra de døde? Hvilken forskel gør det i min dagligdag?
Det her siger jeg ikke for at vi skal gå hjem og slå os selv i hovedet med hvor dårlige kristne vi er, for det er i hvert fald ikke vejen til et sejrende kristenliv! Forskellen er nemlig ikke noget vi selv skal skabe; den er noget som Gud skaber i os ved Helligånden! Så hvis du har svært ved at få øje på hvilken forskel Jesu opstandelse gør i dit dagligliv, så er det fordi du leder de forkerte steder. I stedet for at se på dine følelser eller mangel på samme, eller på dine gode gerninger eller mangel på samme, skal du se på det der er sket udenfor dig: Jesus har besejret døden! Det betyder at du har evigt liv! Uanset hvad der sker i denne verden, er du garanteret en evighed i glæde hjemme hos Gud! Det eneste du skal gøre, er sådan set at huske på det og sige Gud tak for det, så kommer resten helt af sig selv. For det som vi giver opmærksomhed, det er som regel det der er lettest at få øje på. Så væn dig til at sige tak til Gud – uanset om du føler dig specielt taknemmelig eller ej. Flyt dit blik væk fra dig selv og dine fejl og mangler, og over på Jesus og hans fuldkommenhed – så vil forskellen i dit liv være til at få øje på for dine medmennesker!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] ”Nu skal det åbenbares” (1834), strofe 5.
Comments