Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 19. august 2024
Jonastegnet: Her er mere end Salomo
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
I dag skal det mest handle om ”Sydens dronning”, som Jesus nævner i dagens tekst, men inden vi når så langt, er der noget andet jeg hellere lige må sige et par ord om, nemlig det skræmmende udsagn som teksten begynder med, om at den der taler imod Helligånden, aldrig får tilgivelse. Det er ord som nok kunne give en og anden søvnløse nætter (inklusiv en ung udgave af mig selv), for hvad er det mon lige præcis for nogle ord der medfører at man er håbløst fordømt og fortabt, og kan jeg være sikker på at jeg ikke uforvarende er kommet til at sige dem? Det korte svar på det spørgsmål er: Ja, det kan du! Det at spotte Helligånden er ikke noget man uforvarende kommer til at gøre; men som det fremgår nemlig af Hebræerbrevet kapitel 10 vers 26 til 29, er det hvis vi bevidst, aktivt og konsekvent lader hånt om Guds nåde. Og alene det at du hører den her prædiken, er et tegn på at det ikke er tilfældet for dig. Hvis du gerne vil have det uddybet, så står jeg som altid til rådighed for samtale, og hvis du ikke når at gribe fat i mig her efter gudstjenesten, så er du velkommen til at ringe eller skrive.
Jeg vil som sagt sige noget om ”Sydens dronning” i dag. Det som Jesus refererer til, er en beretning som vi kan læse i Første Kongebog kapitel 10 og Anden Krønikebog kapitel 9 i Det Gamle Testamente, og som handler om dronningen af Saba. Hvor Saba præcis lå henne, er de lærde uenige om; nogle mener at det var i det nuværende Yemen, andre at det var i det nuværende Ethiopien eller et helt tredje sted. Men det spiller ikke den store rolle for pointen i det Jesus siger; hovedsagen er at hun kom langvejsfra. I dag er det jo ikke nogen sensation at et statsoverhoved rejser om på den anden side af jorden for at mødes med lederen af et andet land; det sker næsten hele tiden, og ind imellem foregår der også massiv kommunikation gennem ministre, embedsmænd og diplomater – og meget af det foregår naturligvis via telefon, e-mail, onlinemøder et cetera. Men på Salomos tid, for små 3000 år siden, var det et langt mere uoverskueligt projekt at rejse udenlands, og det var yderst sjældent at statsoverhoveder gjorde det, undtagen i forbindelse med krig. Det var altså en ganske særlig begivenhed i Israels historie, at en dronning fra et fjernt land kom på besøg, især fordi hendes eneste ærinde tilsyneladende var at lytte til Salomos visdom! Det siger noget om at Salomo må have været noget ganske særligt.
Salomo var da også noget ganske særligt. Lidt tidligere i beretningen om ham læser vi at Gud viste sig for ham i en drøm, kort tid efter at han havde overtaget tronen efter sin far David, og Guds budskab til Salomo var ganske kortfattet: ”Sig, hvad jeg skal give dig!” Det var ellers noget af et tilbud at få, hvad? Jeg ved ikke hvad du ville have bedt om at få, men Salomo valgte at bede om visdom til at være en god konge. Gud roste Salomo for hans uselviske valg, og han sagde: ”Nu giver jeg dig så stor visdom og forstand i hjertet, at der aldrig tidligere har været og heller ikke siden skal komme nogen som dig. Men jeg vil også give dig, hvad du ikke bad om, både rigdom og ære, så der ikke vil være nogen som dig blandt konger, så længe du lever” (1 Kong 2,12-13). Og Gud holdt ord: Salomo blev så vís at ”hans ry nåede ud til alle omboende folk” (1 Kong 5,11), og altså også til Saba. ”Og de kom fra alle folkeslag for at høre Salomos visdom, fra alle jordens konger” (1 Kong 5,14), men dronningen af Saba ville altså ikke nøjes med at sende nogle af sine folk afsted; hun ville opleve det på egen hånd. Og hun blev ikke skuffet; Det Gamle Testamente fortæller os at hun sagde til Salomo: ”Det rygte, jeg hørte i mit land om dine ord og din visdom, talte sandt. Jeg troede ikke, hvad der blev sagt, førend jeg kom og så det med egne øjne, og man har endda ikke fortalt mig halvdelen! Din visdom og velstand overgår det rygte, jeg hørte. Lykkelige er dine hustruer, lykkelige dine hoffolk, som altid er til tjeneste for dig, og som hører din visdom” (1 Kong 10,6-8). Det var store ord, må man sige, fra en der havde sit eget rige, at hun nærmest misundte Salomos tjenestefolk, trods deres langt lavere rang, fordi de havde mulighed for at lytte til Salomo hver dag! Men på baggrund af hvad vi får at vide om Salomo, er det måske ikke så mærkeligt at hun sagde sådan, for hans visdom var virkelig helt ekstraordinær. Noget af den har vi i øvrigt bevaret i Ordsprogenes Bog. ”Han var visere end noget andet menneske,” står der i Første Kongebog (5,11), og derudover omgav han sig med så stor pragt og rigdom at det ligefrem blev en talemåde, som for eksempel i Bjergprædikenen hvor Jesus siger: ”Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem” (Matt 6,28-29).
Det var med stor nostalgi at jøderne på Jesu tid så tilbage på kong Salomos tid – måske lidt ligesom når vi danskere synger nostalgiske fædrelandssange. Salomo ”herskede over alle kongerigerne fra Eufratfloden til filistrenes land, helt til grænsen til Egypten”, læser vi i Det Gamle Testamente (1 Kong 5,1), så jøderne kunne måske med en lettere omskrivning af H.C. Andersen synge: ”Engang du herre var i hele Levanten, bød over Syrien, nu du kaldes svag.” Jeg vil tro at mange af Jesu samtidige ønskede sig at de havde levet på Salomos tid i stedet for på Romerrigets tid, og hvis der skulle træde en ny Salomo ind på scenen, ville de med glæde rejse tusindvis af kilometer om nødvendigt for at høre ham. Eller det ville de i hvert fald have sagt hvis man spurgte dem, men da det kom til stykket, og der fremstod en mand som ikke alene var en ny Salomo, men ligefrem mere end Salomo, og som tilmed turnerede rundt i deres nærområde og underviste, ja, så var de slet ikke interesserede i at lytte til ham, i hvert fald ikke medmindre han gav dem et tegn.
Umiddelbart tænker vi måske at det da var rimeligt nok at de skriftkloge og farisæerne forlangte et tegn i stedet for uden videre at tage Jesus på ordet. Dengang som i dag var og er der jo masser af svindlere og falske profeter, og derfor ville det være tåbeligt at rende ukritisk efter alle og enhver der hævder at tale på Guds vegne. Så hvorfor kaldte Jesus dem ”onde og utro” fordi de forlangte et tegn? Det gjorde han fordi han allerede havde vist dem masser af tegn! Umiddelbart før dagens læsning begynder, havde Jesus helbredt en døvstum der var besat af en ond ånd, hvilket de omkringstående havde taget som et klart tegn på at han var Messias, men da farisæerne hørte det, erklærede de – uden at gøre sig den ulejlighed at undersøge sagen nærmere – at: ”Det kan kun være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne” (Matt 12,24). Med den indstilling er det unægtelig vanskeligt at se hvilket tegn Jesus skulle kunne gøre som ville kunne overbevise dem om at han virkelig var sendt af Gud, for uanset hvad han gjorde, ville de jo kunne påstå at det var Satan og ikke Gud der stod bag.
Det var i øvrigt netop farisæernes lodrette afvisning af tegnet der gav Jesus anledning til at sige at der ikke er nogen tilgivelse for bespottelse mod Helligånden. Den sammenhæng har undertiden været misbrugt af diverse hyperkarismatiske prædikanter til at unddrage sig sund kritik med argumenter som: ”Du kan jo se at jeg gør mirakler, så hvis du ikke anerkender at jeg taler på vegne af Gud, så spotter du Helligånden.” Men at sige sådan er en skamløs manipulation med Skriftens ord. En ærlig og sund skepsis er selvsagt ikke en utilgivelig bespottelse af Helligånden. Det er det derimod hvis vi, ligesom farisæerne, på forhånd udelukker enhver mulighed for at Gud kan få os i tale, for derved lukker vi Jesus og hans tilgivelse ude. Og fortsætter vi med det hele livet, ja, så er der i sagens natur ingen tilgivelse at få – ikke fordi Gud ikke vil give den, men fordi vi selv ikke vil tage imod den.
Men på hvilken måde var Jesus ”mere end Salomo”? Og hvorfor burde farisæerne have kunnet indse det, også uden et tegn? Tja, om de på det tidspunkt burde have kunnet indse at Jesus ligefrem var mere end Jonas og Salomo, ved jeg ikke, men i betragtning af at de brystede sig af at kende Gud og hans ord langt bedre end alle de andre folkeslag, burde de i hvert fald have kunnet indse at Jesus talte sandt når han fortalte dem at deres liv ikke var i overensstemmelse med Guds vilje. Dog må man sige at de trods alt var mere undskyldt end vi andre er, vi som lever efter Jesu død og opstandelse. Vi har nemlig mulighed for til fulde at se hvordan Guds overnaturlige visdom, som langt overgår noget menneskes visdom (inklusiv Salomos), kom til udtryk i Jesu liv, død og opstandelse, hvor han demonstrerede at kærlighed og selvhengivelse er stærkere end våbenmagt, ja, end selve døden. Og ikke nok med det: Efter at Jesus vendte tilbage til himlen og satte sig ved Gud Faders højre hånd, sendte han Helligånden med sit fortsatte nærvær, sådan at Paulus ligefrem kunne skrive til korintherne: ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer” (1 Kor 12,27). Og et andet sted siger Jesus athan er til stede overalt hvor bare to eller tre er forsamlet i hans navn (Matt 18,20). Og nu håber jeg I kan følge mig når jeg siger at det ikke kan betyde andet end at når vi kristne holder gudstjeneste, også her i Danmark anno 2024, så er der også hér mere end Salomo! Det fornemmer I tydeligt hver gang I er til gudstjeneste, ikke?
Nå, ikke? Jeg må tilstå at det gør jeg som regel heller ikke – uanset om det er mig selv eller en anden præst der leder gudstjenesten. Nogle af jer tænker måske at det også ville være lige lovlig meget at forlange af mig selv og mine kolleger. Men vi skal huske at en præst ikke er andet end et almindeligt medlem af menigheden der, blandt andet på baggrund af sin uddannelse, er udnævnt til at forkynde Guds ord og at lede menighedens gudstjeneste og forvalte Kristi sakramenter. Bemærk: Guds ord. Menighedens gudstjeneste. Kristi sakramenter. Det er ikke præsten der skal forestille at være visere end Salomo; det er Guds eget nærvær i gudstjenesten som er større og bedre end det som dronningen af Saba rejste til Jerusalem for at opleve. Og kvaliteten af Guds nærvær i gudstjenesten kommer hverken an på præsten eller organisten eller kirkesangeren eller lydmanden eller lovsangslederen eller noget andet menneske, men beror udelukkende på Guds løfte. Særligt i forhold til nadveren gik Luther meget op i at fastholde at Jesu legeme og blod er reelt nærværende i brødet og vinen – uanset om vi synes vi kan ”mærke det” eller ej. Så jeg vil slutte min prædiken af med en opfordring til os alle sammen om at huske at når vi går i kirke, er det ikke kun for at høre en mere eller mindre god prædiken og synge nogle mere eller mindre kendte salmer og forhåbentlig få en god snak ved kirkekaffen, men at det er Guds eget nærvær vi træder ind i – et nærvær som vi i øvrigt tager med os når vi går ud herfra, sådan at vi, af Guds nåde, kan give de mennesker vi møder, anledning at konstatere at hos Jesus er der mere end der var hos Salomo!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments