Prædiken til påskedag 2013
Posted By admin on 14. august 2013
Jesu opstandelse: Det skete er som om det ikke var sket
Prædiken i Husum Kirke påskedag 2013
Nikolaj Hartung Kjærby
Er der nogen af jer der ved hvad det her er? Det her er et møllehjul – eller ”Kaisersemmel”, som sådan en hedder på tysk. Og sådan et kan faktisk lære os en masse om påskens budskab! Det vil jeg forklare mere om senere. Men vi skal begynde et helt andet sted.
For nogle år siden så jeg en komediefilm med Adam Sandler i hovedrollen. Filmen hed ”Click”, og som de fleste andre film med Adam Sandler var den præget af en mængde unødvendige platheder – synes jeg i hvert fald. Men den byggede på en ganske interessant idé, nemlig ideen om en fjernbetjening til livet! Hovedpersonen, der som sagt spilles af Adam Sandler, får en fjernbetjening forærende som han kan bruge til at kontrollere den virkelige verden med. Han kan for eksempel ”mute” sin hund når den larmer for meget, eller han kan trykke på ”fast forward” hvis han keder sig. Det ender naturligvis med at gå grueligt galt, men tanken er interessant.
Der var dog én knap på den magiske fjernbetjening som ikke fungerede, og det var ”rewind”. De gange jeg har ønsket mig at jeg havde en fjernbetjening til livet, er det ellers lige netop den knap jeg har ønsket mig. Jeg er i hvert fald tit kommet til at sige noget som jeg med det samme har fortrudt – men når først ordene er sagt, lader det sig ikke gøre at fange dem igen og putte dem tilbage i munden. Det kan også være en e-mail, sms eller chatbesked som jeg fortryder efter at jeg har trykket på ”send”. Eller det kan være en forglemmelse eller forsømmelse som jeg ender med at fortryde bitterligt fordi den får ubehagelige konsekvenser. Andre gange kan det være begivenheder som jeg ikke selv er skyld i eller kunne have forudset, der giver mig lyst til at trykke på ”rewind”.
Men ligesom i filmen kan man heller ikke i virkelighedens verden spole tilbage og lave tingene om. Vi er nødt til at leve med konsekvenserne af vores handlinger, og uanset hvor meget vi forandrer os, vil de ting vi fortryder, blive ved med at være en del af vores historie.
Og så kommer vi tilbage til møllehjulet, ”die Kaisersemmel”. Man begyndte at bage dem i Østrig i første halvdel af 1800-tallet, men det var først på verdensudstillingen i Paris i 1867 at de blev internationalt kendt. Det de blev kendt for, var deres milde, bløde smag. I dag tænker vi måske ikke så meget over at møllehjul skulle have en specielt mere mild og blød smag end så mange andre slags brød, men det hænger sammen med at de fleste af de brødtyper vi kender i dag, ikke fandtes i 1867. Det specielle ved Kaisersemmel var nemlig at de var bagt uden surdej!
For at få brød til at hæve og danne krumme, har man brug for gær. I dag kan vi købe gær i sammenpresset form i små pakker eller i tørret form som pulver, men at få de millioner af mikroskopiske organismer som gær jo består af, forvandlet til sådan en pakke, er en meget kompliceret proces, og derfor han man gennem det meste af menneskehedens historie været henvist til at bruge de bittesmå mængder gær der naturligt findes i melet, og lade dem udvikle sig ved at blande mel med vand i det rette forhold og lade det stå tilstrækkelig længe ved den rette temperatur og gradvist tilsætte mere mel i de rette mængder på de rette tidspunkter. Efter nogle dage havde man surdej, som man så kunne bruge som hævemiddel i sine brød. Nogle af jer kender måske processen, for man er jo ikke helt holdt op med at bage surdejsbrød – tværtimod er der mange der synes at surdej giver brødet en bedre smag. Og vil man bage rugbrød, går det slet ikke an at bruge færdigkøbt gær; så er det kun surdej der fungerer. Men problemet er jo altså at det tager forfærdelig lang tid at lave surdej. Til gengæld kan surdej i princippet holde sig i det uendelige hvis man bliver ved med at tilføre frisk mel med jævne mellemrum, så man behøver altså ikke at lave en ny surdej hver gang man skal bage surdejsbrød – hver gang man tager en klump af surdejen for at bruge den som hævemiddel i et brød, kan man blot erstatte den med nyt mel sådan at surdejen bliver ved med at leve, så at sige. Når man gør sådan, vil hvert eneste brød man bager, indeholde noget af den oprindelige surdej, som i princippet kan være flere år gammel, hvis man ellers har behandlet den tilstrækkelig omhyggeligt.
Og på den måde minder et surdejsbrød om os mennesker. Uanset hvor mange gange vi genopfinder os selv, så bærer vi stadig rundt på alt det gamle. Når det gælder brød, gør det som sagt ingenting at det rummer noget af den oprindelige surdej; det betyder blot at det får en mere karakterfuld smag end den milde og bløde Kaisersemmel. Men når det gælder os mennesker, er det værre, for vores surdej rummer ikke kun karakter, den rummer også giftigt mug. Uanset hvor mange gange vi prøver at slå et nyt brød op i vores liv og starte på en frisk, bærer vi stadig rundt på de samme gamle svagheder. Surdejen har det til fælles med nissen at den flytter med.
I dag er det påskedag – det kommer næppe bag på nogen. Det danske ord ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach”, som betyder ”forbigang”. Som flere af jer sikkert ved, var påsken nemlig en jødisk fest længe inden den blev en kristen fest. Den jødiske påske er en fejring af at Gud befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Det gjorde han ved at sende en række plager over egypterne indtil Farao til sidst blev så mør at han lod israelitterne, under ledelse af Moses, rejse. Den sidste af de ti plager bestod i at dødens engel gik gennem Egypten så den førstefødte søn i hvert eneste hus døde. Moses havde dog på forhånd instrueret israelitterne om at de skulle slagte et lam og smøre noget af dets blod på deres dørstolper, og så ville dødsenglen gå forbi deres huse – deraf ordet ”forbigang”. Bagefter skulle de stege lammet og spise det i en fart, og de skulle have rejsetøj på under måltidet og kufferten pakket. Plagens virkning kom nemlig omgående: Så snart Farao fandt ud af at såvel hans egen som alle andres ældste sønner var døde, beordrede han israelitterne til at forlade landet øjeblikkeligt!
Man kan naturligvis ikke tage alle sine ejendele med når man skal gå til fods gennem en ørken, og man kan slet ikke tage surdej med, for det skal opbevares under ganske bestemte temperatur- og fugtighedsforhold. Derfor stod den på usyrede fladbrød under den første del af rejsen, så længe de havde mel, og derefter gik de over til at spise manna, som Gud lod regne ned fra himlen. For at mindes befrielsen fra Egypten spiser jøderne derfor hvert år usyrede brød i ugen efter påske. Faktisk må de slet ikke have noget som helst surdej i huset i den tid, så dagen før påske kasserer de alt det surdejsbrød de har liggende, og de gennemsøger også huset for at sikre sig at der ikke gemmer sig noget gammelt brød et sted. I børnefamilier plejer man i øvrigt at lave en leg ud af det, idet forældrene med vilje gemmer noget brød et sted, som børnene så skal finde. I det hele taget er det med glæde og stolthed at de fleste jøder udfører de ritualer som set med vores øjne ellers godt kan virke strenge og loviske.
Ritualet med surdejen rummer i øvrigt en dyb symbolik. Det at alt gammelt brød skal fjernes, er en påmindelse om at Gud ønskede at give israelitterne som folk en helt ny start da han befriede dem fra Egypten – OG at han til hver en tid ønsker at give ethvert menneske en helt ny start. Det som vi ikke selv kan, det kan Gud nemlig godt: Han kan fjerne den gamle surdej fra vores liv så vi kan starte helt på en frisk. Og Det Gamle Testamente rummer adskillige løfter om at han vil gøre det.
I de 1500 år der gik mellem Moses og Jesus, var påskelammet og de usyrede brød en årligt tilbagevendende påmindelse om hvad Gud havde gjort i fortiden, og hvad han havde lovet at gøre i fremtiden. Og så kom endelig den store påske hvis begivenheder vi fejrer hvert år i den kristne kirke, nemlig at Jesus gav sit liv for vores skyld og opstod igen fra de døde.
At det lige netop skete i forbindelse med den jødiske påske, var bestemt ikke nogen tilfældighed. Som Paulus skriver til korintherne i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten, er Jesus Kristus vores påskelam: Ligesom blodet fra påskelammet reddede israelitterne fra dødens engel, redder Jesu blod os fra døden. Og ligesom israelitterne skulle rense al den gamle surdej ud, skal vi også gøre – altså ikke i konkret, bogstavelig betydning, men i åndelig betydning: Surdejen i vores liv, den ”slette og onde surdej”. Som Paulus skriver: ”I er jo usyret brød.”
Men hvad mener han dog med det? Er vi ikke lige blevet enige om at uanset hvor meget vi forsøger at genopfinde os selv og starte på en frisk, så følger den gamle surdej altid med? Jo, hvis vi var overladt til os selv. Men Jesus døde og opstod for vores skyld! Han bar alle vores synder da han hang på korset, så da han opstod igen påskemorgen, var det gamle endelig forbi, og noget ny var blevet til. Det skete var endelig blevet som om det aldrig var sket. I den grav hvor kvinderne havde ventet at finde Jesu rådnende lig, fandt de i stedet en engel der fortalte dem at den mand som de selv havde set dø og havde været med til at lægge i graven blot halvandet døgn tidligere, nu levede! Der er ikke noget at sige til at de i første omgang reagerede med frygt og forfærdelse og var for befippede til at sige noget til nogen. Og det er i øvrigt lidt underligt at Markusevangeliet bare slutter med ordene: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvorom alting er, må de på et eller andet tidspunkt have overvundet befippelsen så meget at de har sagt noget til nogen, for ellers ville historien jo ikke være nået frem til os. Og vi behøver heller ikke at gå længere end til de tre andre evangelier for at høre om de begivenheder der fulgte efter – blandt andet at disciplene ikke engang behøvede at vente til de var kommet til Galilæa, før de fik den opstandne Jesus at se, for han kom og viste sig for dem samme aften i det hus i Jerusalem hvor de opholdt sig, og bekræftede dermed for øjnene af dem at det der var sket, var blevet ophævet.
Alle de 11 tilbageværende disciple var nok temmelig nedslåede over Jesu død, men jeg tror at der var en af dem der mere end nogen anden desperat ledte efter ”rewind”-knappen i sit liv, nemlig Peter. Skærtorsdag aften havde han højtideligt forsikret Jesus om at han med glæde ville gå i døden sammen med ham, men inden hanen galede næste morgen, havde han svoret på at han slet ikke kendte Jesus. Hans fortvivlelse må virkelig have været til at tage at føle på: Alt hvad han havde bygget sit liv på, var med ét blevet taget fra ham – både Jesus og hans egen godhed. Som den amerikanske sanger Don Francisco i sin fantastiske sang ”He’s Alive” fra 1980 lader en fortvivlet Peter tænke: ”Even if He was alive, it wouldn’t be the same” – ”Selv hvis han var i live, ville det ikke være det samme”. For hvordan skulle hans forhold til Jesus nogensinde kunne blive godt igen, nu hvor han havde svigtet ham så fatalt?
Men bemærk hvad englen sagde til kvinderne ved graven: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa.” Peter var efter eget udsagn, som han oven i købet havde svoret på, ikke en af Jesu disciple, og det respekterede englen ved at sige ”hans disciple – og Peter”. Men Peter var ikke fortabt af den grund – invitationen til at møde Jesus i Galilæa gjaldt også ham! Og i det sidste kapitel af Johannesevangeliet kan vi læse om hvordan Jesus møder Peter ved Galilæasøen og på ny tager ham til sig som sin discipel, endda uden at bebrejde ham noget. For alt det i vores fortid som vi kan være tynget af, og som vi ikke er i stand til selv at gøre os fri af, det har Jesus båret. I troen på ham kan vi lade vores gamle surdej ligge og starte på en frisk. Det kan godt være at vi i første omgang ikke kan se eller mærke at vi er fri af fortiden, men vi kan tro på det og sige Jesus tak for det, og nyorientere vores liv i retning mod ham i stedet for mod os selv. Med Jesus som vores herre – vores kejser om I vil – kan vi blive milde, bløde, friske Kaisersemmel der aldrig har set skyggen af gammel dej – uanset hvor mange årtiers mug vi har gået og båret rundt på i vores gamle surdej!
Comments