Prædiken til alle helgens dag 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Saligprisningerne: Hvad laver man i himlen?

Prædiken i Husum Kirke alle helgens dag 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Har I set den film der handler om to mennesker der lever lykkeligt sammen, aldrig oplever modgang eller vanskeligheder, og bare bliver mere og mere glade for hinanden efterhånden som tiden går? Nå, ikke? Det har jeg heller ikke. Faktisk tror jeg ikke at der nogensinde er lavet sådan en film. Og hvis den blev lavet, er jeg ikke sikker på at den ville sælge ret mange billetter. Når vi går ind for at se en film, forventer vi at der er en handling. Og en handling kræver en form for konflikt eller problem. Det gælder i øvrigt ikke kun film, men også romaner, noveller, eventyr, skuespil, operaer, og hvad vi i øvrigt har af fortællende kunst, måske med undtagelse af småbørnsbøger der er skrevet for at lære små børn om hverdagen. (Så vidt jeg husker, er der ikke ret meget konflikt i ”Lotte støvsuger”). Men altså, når det gælder kunst der henvender sig til større børn og voksne, så skal vi over i lyrikken eller billedkunsten hvis vi vil have beskrivelser af lykke. I modsætning til den fortællende kunst er lyrik og billedkunst nemlig i stand til at indfange øjeblikket. Og af en eller anden grund har vi svært ved at forestille os den fuldendte lykke som andet end et øjebliksbillede. Og det er nok derfor eventyrene altid slutter med ”Og de levede lykkeligt til deres dages ende” uden at fortælle os noget om hvordan sådan et lykkeligt liv ser ud. Ja, selv Lotto-reklamerne giver os kun et enkelt billede af en hængekøje på en tropisk strand som vi kan drømme henført om selvom vi godt ved at der er grænser for hvor mange dage man kan blive liggende i sådan en før man begynder at kede sig.

Og det er nok også derfor vi nogle gange har svært ved at forbinde ret meget med talen om det evige liv. I dag får vi et billede af ”den store hvide flok” – alle de mennesker der takket være Jesu død og opstandelse er blevet frelst fra de jordiske trængsler og nu er kommet hjem til Gud. Det er et smukt billede, men det er netop kun ét billede. Et øjebliksbillede. Den eneste ”handling” i beretningen går ud på at en person der kaldes ”en af de ældste” – hvad det så end vil sige – forklarer Johannes hvem alle de hvidklædte er.

Jeg ved ikke om der var nogen af jer der studsede over betegnelsen ”en af de ældste”, men for en ordens skyld må vi hellere se lidt på hvem han er. En af svaghederne ved at vi læser korte, løsrevne stykker fra Bibelen i folkekirkens gudstjenester, er jo at vi ikke får sammenhængen med, og af samme grund kan jeg ikke sige det nok gange at det er en enormt god idé selv at læse Bibelen – så bliver I også bedre rustet til at bedømme om der er hold i de ting som jeg og andre teologer forsøger at bilde jer ind. Nå, men med hensyn til ham der ”en af de ældste”, så står der et par kapitler tidligere i Johannes’ Åbenbaring at der rundt om Guds trone står 24 andre troner hvorpå der sidder 24 ældste. Det kan egentlig godt undre mig at det ord ikke er blevet opdateret i den nuværende autoriserede oversættelse af Bibelen, der trods alt kun er 23 år gammel, for i vores dage er der jo ikke ret mange der aner hvad en ”ældste” er for noget, bortset fra at det er en titel som de unge amerikanske mormonmissionærer der går rundt og stemmer dørklokker, plejer at være udstyret med. I den engelsksprogede verden er det imidlertid en lang række kirkesamfund som enten i stedet for præsten eller ved siden af præsten har et antal ledere som de kalder ”elders”, og der er vist også nogle frikirker i Danmark der stadig bruger betegnelsen. Ordet er i øvrigt hentet direkte fra Det Nye Testamente hvor der står i ApG 14,23 at Paulus indsatte ældste i alle de menigheder han havde grundlagt. Det Nye Testamente er jo oprindelig skrevet på græsk, og det græske ord som i den danske oversættelse er gengivet med ”ældste”, er ”presbyteros”. Det er faktisk det ord som det danske ord ”præst” er afledt af, men egentlig er ordet en gradbøjning af ”presbys”, som betyder ”gammel”, så oversættelsen ”ældste” er faktisk ikke helt i skoven, selvom ”ældre” ville være mere præcist. Men altså, det der ligger i ordet, er at det i oldtiden altid var de ældste i en landsby eller en familie der bestemte, og på den måde kom ordet ”ældste” efterhånden blot til at betyde ”leder”, uanset vedkommendes alder. (Det var for eksempel ”de ældste” i Israel som sammen med ypperstepræsterne og farisæerne dømte Jesus til døden). Det som Johannes så, var altså at der sad 24 ledere på hver sin trone i en kreds om Guds trone – ikke for at hjælpe Gud med at regere, men udelukkende for at hylde og tilbede ham. Den teologiske pointe i det er sandsynligvis at Gud er så suveræn at selv de mægtigste blandt mennesker ikke kan tilbyde ham noget han mangler, men blot må bøje sig i ærefrygt for ham. Men selvom Gud ikke havde brug for at de ældste hjalp ham med noget, så kunne en af dem altså godt være til hjælp for Johannes ved at forklare ham hvad det var han så – og dermed er vi tilbage ved dagens tekst.

Selvom der som sagt ikke er noget videre handling i det smugkig ind i himlen som vi får lov til at få i dag, så får vi faktisk at vide hvad den her ”store hvide flok” får deres tid til at gå med, for det fortæller den ”ældste” Johannes. Han siger nemlig: ”Derfor står de for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel”. Det er altså det de laver: de tjener Gud. Dag og nat. I hans tempel. Lyder det ikke bare helt vildt sjovt og spændende? (kunstpause) Hvor mange af jer har forestillet jer at det er det man laver i himlen? Og hvor mange af jer har mon overhovedet lyst til at komme i himlen når I ved at det er det man laver?

Nå, jeg vil skynde mig at sige at i virkeligheden har vi faktisk ikke fået noget som helst at vide om hvad man laver i himlen! Jo, vi har fået at vide at man tjener Gud, men hvad betyder det? Det betyder at man gør det som Gud vil have at man skal gøre. Men hvad er det? Her på jorden har vi måske nok en idé om hvad det er – det er noget med at vise barmhjertighed og næstekærlighed, det vil sige at afhjælpe andres nød, men i himlen er der jo ikke noget nød at afhjælpe, så hvordan tjener man Gud dér? For ikke at tale om at Gud jo, som jeg sagde for lidt siden, slet ikke har brug for at nogen hjælper ham med noget som helst?

Jeg tror vi skal huske på at dengang Gud først skabte mennesket, så var der heller ikke nogen nød til. Adam og Eva levede til at begynde med i Paradiset, hvor alt var godt. Men det ændrede ikke på at de havde en opgave. I Første Mosebog kapitel 1, hvor der står om skabelsen, siger Gud på et tidspunkt til sig selv: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Allerede før syndefaldet havde Adam og Eva altså den opgave at de skulle være jordens herskere. Jeg synes det er nærliggende at antage at det også er det der ligger i at ”tjene Gud” sådan som den store hvide flok gør det. Men naturligvis må der ligge noget andet i det end det vi normalt forbinder med at ”herske”, for dels er der jo ingen nød der skal afhjælpes eller konflikter der skal løses, og dels har Gud som sagt ikke brug for at nogen hjælper ham med at regere. Men hvad er det så vi skal have fat i?

Jo, før Gud sagde det der med at herske, så sagde han noget andet, nemlig: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!” Menneskets allervigtigste opgave er altså at ligne Gud! Og hvordan er Gud så? Ja, dels er Gud jo almægtig, men den måde vi kommer til at ligne Gud på, er ikke ved at stræbe efter magt. Den mest fuldkomne åbenbaring af hvordan Gud er, den fik vi nemlig i mennesket Jesus Kristus, og det var alt andet end stræben efter magt der kendetegnede hans liv – det var tværtimod at han gav afkald og lagde sit liv ned i tjeneste for andre. Kærlighed var overskriften over hans liv. Og det stemmer også fint overens med en af de få sætninger i Det Nye Testamente der uden forbehold fortæller os hvad Gud er, nemlig ”Gud er kærlighed” [1 Joh 4,8]. Den måde vi ligner Gud på, er altså ved at leve i kærlighed.

Og det stemmer faktisk fint overens med de to allerførste ord i det som Gud sagde da han skabte mennesket: ”Lad os”. Det er helt unikt at Gud siger sådan da han skaber mennesket – ved alle de andre skabelseshandlinger har han blot sagt: ”Der skal være lys!”, ”Jorden skal grønnes”, ”Vandet skal vrimle med levende væsener” og så videre. Men ved menneskets skabelse bliver vi altså præsenteret for en art indre monolog hos Gud. Eller rettere: en indre dialog – han siger ikke ”Lad mig”, men ”Lad os”! De fleste eksperter i Det Gamle Testamente vil sige at der enten er tale om det man kalder ”majestætisk flertal” (ligesom når en konge eller dronning siger ”vi” om sig selv i stedet for ”jeg”), eller om at Gud taler til englene, men når man har Det Nye Testamente i baghovedet, er det svært ikke at komme til at tænke på at vi jo tror på en Gud som er hele tre personer samlet i én almægtig Guddom: Faderen, Sønnen og Helligånden. Og hvad betyder det? Det betyder at Gud aldrig har været alene! Og det er jo også en nødvendig forudsætning for at det giver mening at sige at ”Gud er kærlighed”, for kærlighed kræver jo en genstand. Man kan ikke bare sige: ”Jeg elsker!” uden at fortælle hvem eller hvad det er man elsker. Og hvis man besvarer det spørgsmål med ”Ikke nogen – jeg elsker bare!”, så vil de fleste nok tænke at man har en skrue løs. Men Gud har altid haft nogen at elske fordi han er tre personer: Faderen elsker Sønnen og Helligånden, Sønnen elsker Faderen og Helligånden, og Helligånden elsker Faderen og Sønnen. Man kan også udtrykke det på den måde at Gud er fællesskab. At tjene og ligne Gud betyder altså at leve i kærlighedens fællesskab. Og som alle ved der blot har prøvet det svage genskin af den sande kærlighed som vi har mulighed for at opleve i et kærlighedsforhold her på jorden, så er det ikke noget statisk og stillestående, for man lærer jo hele tiden hinanden bedre at kende. Og sådan tror jeg også det bliver i evigheden: at vi dag for dag lærer hinanden og Gud stadig bedre at kende og bliver knyttet stadig tættere til ham og til hinanden. Vi ved allerede her på jorden at kærlighed er det bedste der findes – bør det så overraske os at himlen er netop det, opløftet til en uendelig høj potens og forlænget til evig varighed?

Og det fede ved det er at vi allerede nu mens vi lever i denne verden har mulighed for at smage på himlen. Det har vi blandt andet i tosomhedens kærlighedsforhold for så vidt som det er præget af den selvhengivende guddommelige kærlighed – men bestemt ikke kun dér! Jeg ved ikke om I lagde mærke til det, men i dagens evangelietekst – det som vi plejer at kalde ”saligprisningerne” – der siger Jesus ikke: ”Salige bliver” de fattige i ånden, de sagtmodige, de barmhjertige og så videre, som om saligheden i det hinsides er en kompensation for de afsavn vi har lidt i denne verden. For ganske vist har Jesus lovet at vi vil blive rigeligt kompenseret for alt hvad vi måtte blive påført af afsavn i denne verden fordi vil tilhører og tjener ham, men det han har til os, er faktisk endnu mere fantastisk end det. Jesus sagde nemlig: ”Salige er” de fattige i ånden og de som sørger og de sagtmodige og de som hungrer og tørster efter retfærdigheden og de barmhjertige og de rene af hjertet og de som stifter fred og de som forfølges. Når vi følger i Jesu fodspor, så er vi salige allerede nu! Midt i lidelsen og afsavnet har vi mulighed for at opleve en glæde og fred og kærlighed der overgår al vores forstand – og det uanset om vi er i et parforhold eller ej! – og det der kommer i himlen, er blot en fortsættelse af det, renset for lidelsen og afsavnet og for det slør der i denne verden ligger over vores sanser så vi ikke fuldt ud kan erkende Gud. Så meget har vi altså at glæde os til!

Men hvad så med det der tempel der blev talt om? Var det ikke i Guds tempel at den store hvide flok tjente ham dag og nat? Jo, det var det. Men lidt længere fremme i Johannes’ Åbenbaring, hvor Johannes beskriver den nye himmel og den nye jord og det nye Jerusalem, der bliver det gjort klart at byen ikke rummer noget tempel i form af en bygning. Og der står da også allerede i Paulus’ breve at Guds tempel, det er os! Det er fællesskabet i Guds folk som er Guds tempel! Og hvor ellers skulle vi kunne tjene Gud ved at leve i kærlighed og fællesskab, andre steder end i fællesskabet?

Der var måske også nogle af jer der blev lidt trætte ved tanken om at vi skal tjene Gud ”dag og nat”. Men for det første er det kun en talemåde, for i beskrivelsen af den nye jord står der også tydeligt at der aldrig mere kommer til at være nat – ”dag og nat” betyder altså blot ”konstant”. Men det bliver det selvfølgelig ikke meget bedre af, for hvad så med hvile? Vil vi aldrig kunne slappe af? Dertil er at sige at hvilken bedre hvile findes der end at hvile i kærligheden, i fællesskab med nogen som man ved elsker en ubetinget? Tilværelsen i himlen bliver da også nogle steder i Det Nye Testamente kaldt ”den evige hvile”. Der vil ikke længere være noget der kan udmatte os, for vi vil være i en konstant tilstand af hvile – vel at mærke ikke passiv hvile, men en aktiv hvile hvor vi samtidig oplever glæde og fylde som aldrig nogensinde før.


Comments

Comments are closed.