Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Jairus’ datter og kvinden med blødninger: Frugter kan uspået komme

Prædiken i Husum Kirke 24. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Ezekiel boede i Babylon. Han var ellers født i en lille by lidt nord for Jerusalem, men siden han var omkring 25 år gammel, havde han levet som landflygtig i det nuværende Irak. Dengang var Irak altså åbenbart et land man flygtede til. Det skal dog siges at Ezekiel ikke selv havde valgt at flygte til Babylon – han ville langt hellere være blevet i sit hjemland Judæa, som var den sydlige del af Israel, men da babylonerne invaderede landet, valgte de at tvinge en stor del af judæerne i eksil, og blandt dem altså Ezekiel. Derefter indsatte de en lydkonge som reelt blot havde til opgave at gøre alt hvad han fik ordre til fra Babylon.

Grunden til at babylonerne invaderede Judæa, var at det ligger lige midt på den vigtigste rejserute mellem Egypten og Babylon, og derfor var det af stor betydning for begge de to stormagter at kunne regne med judæerne som alliancepartner. Judæerne var med andre ord presset som en lus mellem to negle, og de skiftende judæiske konger var sat på en noget nær umulig opgave – det kunne næsten ikke undgå at gå galt på et eller andet tidspunkt.

Men det interessante ved det er at hvis vi læser i Bibelen, så støder vi på en helt anden begrundelse for at judæerne – eller ”jøderne” som navnet efterhånden blev til – blev ført i eksil i Babylon: Det var fordi de var ulydige mod Gud! Det er ikke fordi de bibelske forfattere negligerer at de forskellige stormagter havde deres helt egne dagsordener som de handlede ud fra, også når deres handlinger påvirkede det jødiske folk, men bag alle de menneskelige planer ser de Guds overordnede plan. Hele vejen igennem Det Gamle Testamente kan vi nemlig læse den ene beretning efter den anden om hvordan israelitterne og judæerne imod alle odds besejrede folk der var langt stærkere end de selv var, fordi Gud kæmpede på deres side. Et af de vildeste eksempler var da den mægtige assyrerkonge Sankerib på profeten Esajas’ tid, cirka 80 år før Ezekiels fødsel, belejrede Jerusalem med en mægtig hær, men da den daværende judæiske konge, Hizkija, bad Gud om hjælp i sin og folkets nød, døde der pludselig en masse af de assyriske soldater i løbet af en nat, og Sankerib måtte opgive belejringen. Da babylonerne kom, var der mange af judæerne der regnede med at noget lignende ville gentage sig men det skete altså ikke, og ifølge Det Gamle Testamente var årsagen til det altså at de judæiske konger der regerede på den tid, ikke ydmygede sig og bad Gud om hjælp, som Hizkija havde gjort, men tværtimod sad profeternes advarsler overhørige.

Og det endte med at gå grueligt galt: 11 år efter den første babyloniske invasion valgte lydkongen i Jerusalem at gøre oprør i håb om at egypterne ville komme ham til hjælp. Det skete ikke, og babylonerne svarede igen ved at smadre Jerusalem til ruiner, ødelægge Guds tempel som var centrum for jødernes gudsdyrkelse, og overføre alt templets kostbare inventar til babylonerkongens skatkammer. Dermed forsvandt den smule håb som Ezekiel og de andre måtte have haft om engang at kunne vende tilbage til deres fædreland, og det så ud som om alt håb i det hele taget var ude for det folk som Gud ellers i sin tid havde frelst fra slaveriet i Egypten og udråbt som sit særligt udvalgte folk. Guds overordnede plan bag stormagternes gøren og laden må det unægtelig have været svært at få øje på!

Men så var det at Ezekiel en dag fik det syn vi hørte om, hvor han så en dal der var fuld af indtørrede knogler – en meget stærk metafor for den situation hans folk befandt sig i: stendøde og uden håb for fremtiden. Men i Ezekiels syn gjorde Gud det umulige: Han samlede de spredte knogler til hele skeletter, dækkede dem med muskler, sener og hud og vakte dem til live, endda som en kampklar hær! Men han gjorde det først da Ezekiel profeterede over knoglerne. Og Ezekiel forstod budskabet i synet: Han skulle profetere for det landflygtige folk om at Gud ville genrejse dem som folk. Så det gjorde han – og hans profeti gik i opfyldelse. Ezekiel levede ganske vist ikke selv længe nok til at han kom til at opleve at det babyloniske rige blev erobret af perserne, som gav jøderne lov til at vende hjem og genopbygge deres tempel – men han døde i håbet om og troen på at det ville ske!

Vi spoler tiden 600 år frem til et tidspunkt hvor jøderne for længst var blevet genrejst som folk, og det beskedne tempel som der havde været råd til at bygge efter hjemkomsten fra landflygtigheden, var blevet erstattet af et pragtbyggeri der fuldt ud kunne måle sig med det som babylonerne i sin tid havde ødelagt. Der var ganske vist kommet en ny besættelsesmagt til, nemlig romerne, men de havde dog givet jøderne lov til at blive boende i deres land og bevare deres traditioner, hvis blot de betalte skat til værnemagten. Det var der ganske vist delte meninger om hvorvidt man skulle gøre, jævnfør sidste søndags prædiketekst, men folkets håb var intakt, ikke mindst fordi man havde på fornemmelsen at Gud snart ville sende en frelser – en messias! Der var endda nogle der sagde at messias allerede var kommet, i skikkelse af en tømrer fra Udkantsisrael ved navn Jesus.

I dagens evangelietekst hører vi om to mennesker der har et håb om at denne messias ikke kun vil være en frelser for folket, men også for dem personligt. Det drejer sig dels om en synagogeforstander hvis datter er død, dels en kvinde der i tolv år har lidt af blødninger. Matthæus har i øvrigt valgt at bringe en forkortet udgave af beretningen i sit evangelium – hvis vi i stedet havde læst den som den står i Markusevangeliet, ville vi have fået at vide at den døde pige kun var tolv år gammel, og at den syge kvinde havde døjet meget fra mange læger og kun havde fået det værre. Men hvorom alting er: Beretningen fortæller os om hvordan Jesus igen virkeliggør det syn som Ezekiel havde 600 år tidligere og demonstrerer at ingen situation er for håbløs til at Gud kan vende den til det gode.

Vi spoler tiden yderligere 2000 år frem og står nu i 2015, to dage efter at en serie af grusomme drab har hærget Paris. Det har fyldt meget i vores nyheder fordi Paris ligger så tæt på Danmark, og jeg har da også selv (ligesom mange andre) sat et fransk flag i mit profilbillede på Facebook, men vi må ikke glemme at det der ramte Frankrig i fredags, længe har været hverdagskost i Irak og Syrien. Dertil kommer alle de konflikter som vi stort set ikke hører om i de danske medier mere, men som hver dag koster tusindvis af mennesker livet i Burundi, Nigeria, Somalia, Sudan, Sydsudan, Afghanistan, Mexico, Libyen, Yemen, Ukraine – listen er lang! Samtidig er selve menneskehedens eksistens truet af klimaforandringer der kan risikere at gøre det meste af kloden ubeboelig. Oven i det kender vi sikkert også alle sammen mennesker som på det personlige plan ikke oplever ret meget håb i deres tilværelse. Til tider kan man føle, som min ven Erik Borrits skrev på Facebook i går morges (og det endda inden han havde hørt om terrorangrebene i Paris): ”Jeg har tænkt en del over det her. Hvad er meningen med menneskehedens eksistens og har vi fortjent at være til? På alle måder, så misbruger mennesker livets gave. Der bliver flere og flere af os, derigennem er jorden overbefolket. Vi bruger alle de naturlige ressourcer. Vi forurener, og smadrer dermed jordens klima. Hvis ikke forureningen ender med at få skovlen under os, så gør vi det selv. Vi har atomvåben, og kunne sagtens ende med selvudslettelse. Mennesker piner og plager hinanden. Ser ned på hinanden og udnytter hinanden. Vi gør vold på hinanden. Vi slår hinanden ihjel. Undskyld menneskehed, men hvad er dit formål?”

Nogle vil måske mene at min ven er lidt af en sortseer, men vi må også erkende at vi lever i et smørhul her i Danmark. Hvis vi er optimister i forhold til verdens og menneskehedens fremtid, er det måske fordi vi stadig har mulighed for at ignorere det der er den barske virkelighed mange andre steder i verden, og som risikerer at blive det her i Danmark også, uanset hvor mange grænsebomme vi sætter op.

Men jeg har også mødt mennesker som udmærket godt ved hvor skidt det står til i verden, men som alligevel er optimister – fordi de tror på at det som Gud gjorde for det jødiske folk på Ezekiels tid, og det som han gjorde for Jairus og for kvinden med blødninger, det kan han gøre igen. I den sidste bog i Bibelen, Johannes’ Åbenbaring, står der om hvordan situationen på jorden vil blive værre og værre efterhånden som tidernes ende nærmer sig, men at Jesus til sidst vil komme ridende fra himlen som prinsen på den hvide hest og gøre en ende på alt det onde. Det lyder måske ikke specielt realistisk, men det tror jeg egentlig heller ikke at Ezekiels syn gjorde på det tidspunkt hvor han fik det. En del af pointen med at tro på Gud er jo netop at vi ikke behøver at nøjes med det der er realistisk – ja, vi behøver ikke engang at nøjes med det der er muligt!

Som sagt var der mange der håbede at Jesus ville frelse det jødiske folk fra deres romerske undertrykkere. Men det gjorde han ikke – tværtimod endte det med at Jerusalem endnu en gang blev ødelagt da jøderne i år 70 e. Kr. forsøgte et oprør mod besættelsesmagten. Derefter gik der 1878 år før jøderne igen fik deres eget land, og hvad templet angår, er der den dag i dag ikke andet tilbage af det end vestmuren – den såkaldte ”grædemur”.

Men det skyldes at Jesus havde større ambitioner end at gøre en kortsigtet forskel på den politiske scene. Han ville ikke kun frelse jøderne, men alle mennesker i verden. Og han ville ikke kun frelse os fra politisk undertrykkelse, men fra alt det onde i verden og fra døden selv.

Det er godt nok lidt speget, for hvordan bærer man sig egentlig ad med at udrydde det onde? Det er jo ikke sådan at man kan dele mennesker op i ”de gode” og ”de onde”, for selvom de fleste mennesker heldigvis aldrig kunne finde på at handle så ondskabsfuldt som jihadisterne i Islamisk Stat, så ved de ærlige iblandt os godt at der ikke kun bor gode ting i vores hjerter. For mit eget vedkommende må jeg i hvert fald erkende at hver gang jeg har besluttet at jeg fra nu af kun ville gøre det gode, er projektet ret hurtigt mislykkedes. Selv hvis man eliminerede alle de mennesker der har gjort mere ondt end godt, ville der stadig være masser af ondt tilbage i verden. Nej, skal det onde virkelig overvindes, er det nødt til at blive overvundet i det enkelte menneskes hjerte. Og det er vi ikke selv i stand til at gøre – det ville svare til at trække sig selv op af en bundløs sø ved håret. Den eneste der kunne gøre det, var Gud selv, fordi der ikke er noget som helst ondt i ham. Derfor trådte han frem som menneske i skikkelse af Jesus, og på vegne af alle mennesker besejrede han alt det onde i mennesket ved at lade det ramme ham selv. Mod den ultimative kærlighed og selvopofrelse som Jesus viste ved at give sit liv for os onde mennesker, måtte selv døden give fortabt, og derfor blev Jesus levende igen efter 3 dage i graven.

Lige om lidt skal N.N. døbes. Det der sker i dåben, er at vi bliver knyttet sammen med Jesus i hans død og opstandelse. Paulus siger det et sted så bramfrit at den der er døbt, er død sammen med Jesus og opstået igen sammen med ham. Det er noget af det dåbens vand symboliserer: Vi bliver symbolsk begravet i vandet, hvorefter vi symbolsk opstår fra det igen. Fordi Jesus er død i stedet for os, kan vi få lov til at leve med ham. Derfor har vi lov til at have et håb som selv døden ikke kan tage fra os fordi Jesus har lovet os en opstandelse til et evigt liv – et liv hvor der ikke længere vil være noget ondt i os fordi Jesus tog det med sig i døden. Hvis Bibelens ord står til troende, kan vi altså se frem til en dag hvor Ezekiels syn helt bogstaveligt går i opfyldelse, og selv de tørreste knogler og den fineste kremationsaske samler sig til stærke, lyslevende mennesker. Oven i købet fortæller Bibelen os at jorden selv vil blive ”oprejst fra de døde” efter sin undergang – at der vil komme en ny jord, hvor retfærdighed bor, og hvor vi skal tilbringe evigheden sammen med Gud. Det betyder altså at uanset hvad der måtte ske med vores planet eller med os selv, så kan det ikke udslukke vores håb. Derfor kan vi i enhver situation synge med Thorkild Bjørnvig: ”Om der blæser dødelig dræ, vil vi dog elske – og plante et træ: frugter kan uspået komme.”


Comments

Comments are closed.