Prædiken til 2. søndag i advent 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

De ti brudejomfruer: Santa Claus is coming to town!

Prædiken i Husum Kirke 2. søndag i advent 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

(De første 31 sekunder af ”Santa Claus is Coming to Town” med Jackson Five spilles i højttalerne)

I Holland og Belgien er det en stor festdag i dag fordi Sinterklaas ankommer for at give gaver til børnene. De fleste andre steder i verden kommer han som bekendt først til jul, og her i Danmark har vi taget konsekvensen af det og ændret hans navn til ”Julemanden”. Men det at der kommer en person og giver gaver på et tidspunkt i december, er åbenbart ret universelt. Og det er noget som alle børn glæder sig til.

Men sådan har det ikke altid været. Den klassiske julesang som vi lige har hørt en ung Michael Jackson synge lidt af, og hvis omkvæd oversat til dansk lyder ”Julemanden kommer til byen”, den begynder jo faktisk med ordene: ”You better watch out” – ”Du må hellere passe på”! Lidt længere fremme i teksten får vi forklaringen: ”Han ser dig når du sover, han ved når du er vågen, han ved om du har været slem eller artig, så vær for himlens skyld artig!”

I sidste weekend var vores lokale FDF’ere på juleweekend i Havnsø. I år havde jeg desværre ikke mulighed for at deltage i hele lejren, hvad jeg ellers ofte har gjort, men jeg kørte jeg ud og besøgte dem lørdag eftermiddag og aften. På et tidspunkt mens jeg var der, sad jeg og digtede julehistorier sammen med en pige på 8 år, og hun fandt blandt andet på en historie om en drillenisse der havde lavet rod i Julemandens lister ved at skrive de frække børn på artig-listen og de gode børn på uartig-listen. Danske børn kender altså stadig godt legenden om Julemandens lister og om at det kun er de gode børn der får gode gaver. Men det er kun sjov og ballade – jeg tror ikke jeg har mødt et barn som for alvor var bange for at havne på den forkerte liste. I dag er det jo heldigvis sådan at de fleste forældre giver deres børn gode gaver, uanset om børnene har været artige eller uartige. Den Julemand der kom med straf til de onde og belønning til de gode, er altså blevet omdannet til en der kun giver gode gaver til alle.

Da jeg læste teksten fra Malakias’ Bog forleden, slog det mig at vores måde at tænke om Gud på har gennemgået en lignende udvikling. I en af de her ”Sjove citater fra børn”-bøger er en anonym 6-årig er citeret for at ”Det er typisk Gud at være god”, og det svarer nok meget godt til hvordan de fleste danskere i dag tænker om Gud. Hvis Gud vil have at vi skal tro på ham, så har han da bare værsgo at være god, for hvad skal vi ellers bruge ham til? Og med ”god” mener vi naturligvis at han skal skåne os for smerte og lidelse, at han skal lade være med at blande sig i hvordan vi lever, og tilgive os hvis vi kommer til at gøre noget som vi ikke skulle have gjort, mens han til gengæld skal sørge for at de mennesker der har behandlet os dårligt, får den straf de har fortjent. Noget i den stil. Og det er unægtelig et stykke vej fra den måde folk i gamle dage opfattede Gud på!

Men helt ny er den moderne opfattelse nu ikke. På profeten Malakias’ tid for cirka 2400 år siden lader det i hvert fald til at den trivedes i bedste velgående. Der var en forventning i det jødiske folk om at Gud skulle komme og straffe de onde, og folk beklagede sig over at den dag lod vente på sig. De regnede naturligvis med at de selv ville blive rost til skyerne af Gud – at de så at sige stod på ”artig-listen”. Men profeten irettesætter dem. ”Hvem kan udholde den dag, han kommer?” spørger han. Med andre ord: Hvad får jer til at tro at I slipper for tiltale når Gud kommer for at straffe de onde? Hvorfor skulle Gud give jer positiv særbehandling og se igennem fingre med det onde I har gjort, når I insisterer på at han skal straffe jeres fjender for det onde de har gjort?

Vi får ikke at vide hvilket svar Malakias fik, men jeg tror jeg har et gæt. Den samtale som Malakias havde, minder nemlig om en lang række af de samtaler som Jesus havde med farisæerne. Farisæerne havde travlt med at kalde alle andre end dem selv for ”syndere”, og de mente at de selv var de eneste som Gud ville kendes ved, men Jesus skældte dem ud med store bogstaver og påpegede at de ikke var et hak bedre selv, og at de ville ryge på hovedet i helvede hvis de ikke omvendte sig. Men de fleste af dem ville ikke lytte, for de var urokkeligt overbevist om at at grænsen mellem gode og onde gik lige præcis der hvor de selv hørte til de gode, og alle dem de ikke brød sig om, hørte til de onde. Så i forhold til farisæerne talte Jesus for døve øren. Og på den baggrund er det nærliggende at antage at Malakias også talte for døve øren til farisæernes åndelige forfædre 400 år tidligere.

Det store spørgsmål er så om vores øren også er døve? Går vi også rundt og bilder os ind at vi har vores på det tørre – at Gud i grunden er ligeglad med hvordan vi lever, eller at alle vores små skødesynder som bagtalelse, egoisme, hidsighed, materialisme, løgne (find selv på flere) måske ligefrem er berettigede? Tror vi at verden er skruet sådan sammen at vi selv står på Guds ”artig-liste”, mens vores politiske modstandere, eller de der prøver at fratage os nogle af de goder vi nyder godt af, eller de der begår de typer af synder som vi ikke selv fristes af, de står på ”uartig-listen”? I så fald har vi brug for at lytte rigtig godt til Malakias: ”Herren, som I søger, kommer med ét til sit tempel, pagtsenglen, som I længes efter, kommer, siger Hærskarers Herre. Hvem kan udholde den dag, han kommer? Hvem kan bestå, når han viser sig? Han er som ilden i smelteovnen, som en lud, man bruger til blegning.” You better watch out! Han ser dig når du sover, han ved når du er vågen, han ved om du har været slem eller artig, så vær for himlens skyld artig!

Og hvis du tror at al den tale om dom er noget der kun hører til i Det Gamle Testamente, så behøver du ikke at gå længere end til dagens evangelietekst for at finde ud af at der også er masser af dom i Det Nye Testamente – endda i Jesu egne ord! Men teksten om brudejomfruerne er ikke uden håb, for det er jo ikke dem alle sammen der går fortabt – halvdelen af dem får lov til at komme med til bryllupsfesten, som i Jesu lignelser altid er et billede på det evige liv. Og så melder der sig naturligvis et spørgsmål: Hvordan har de fem kloge brudejomfruer båret sig ad med at komme på ”artig-listen”? Har de virkelig aldrig bagtalt nogen, aldrig løjet, aldrig været hidsige eller egoistiske eller noget? Altså, der var da godt nok engang hvor jeg heller ikke havde nogen af de ting, men så blev jeg født, og så begyndte det at gå galt!

Nej, jeg tror ikke at de fem brudejomfruer der fik liv at komme med til bryllupsfesten, var fejlfrie. Det er der ingen mennesker der er – som Paulus skriver i et af sine breve: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” [Rom 3,23]. Og hvis vi kigger ordentligt efter i historien om brudepigerne, så står der faktisk heller ikke noget som helst om at nogen af dem skulle være fejlfrie. Der er kun én eneste forskel på de to grupper af brudejomfruer, og det er at de kloge har taget ekstra olie med til deres lamper. En meget lille ting, skulle man synes. Hvordan kan så lille en ting gøre så stor en forskel?

Jo, hvis vi vender tilbage til det Paulusbrev jeg citerede lige før – der hvor der står at alle har syndet – og læser lidt videre, så fortsætter Paulus: ” … og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” Vores eneste chance for at komme på Guds ”artig-liste” er altså at komme det ufortjent! Allerede hos Malakias bliver der faktisk antydet noget i den retning, for den ild han taler om, er ikke kun en ild man bliver brændt op af – det er en ild der lutrer! Vi er ikke selv i stand til at leve så godt et liv at vi kan undgå dommen, men det som vi ikke selv kan, det kan Gud! Eller sagt på en anden måde: Det fuldkomne, fejlfrie liv som vi ikke er i stand til at leve, uanset hvor hårdt vi prøver, det levede Jesus på vores vegne, og så sluttede han af med at tage straffen for alt det onde vi andre har gjort. På den måde vandt han det evige liv til os. Det var også derfor det kun var de selvretfærdige farisæere Jesus skældte ud – alle de ”syndere” som farisæerne foragtede, de flokkedes om Jesus, for de vidste godt at deres egne liv ikke var noget at råbe hurra for, og at de derfor kun havde Jesus at håbe på hvis de skulle have en chance for at komme med til festen i Guds rige.

Så for at opsummere: Der er ingen mennesker der i sig selv er gode nok til at komme på Guds ”artig-liste” – vores eneste chance ligger i at erkende vores hjælpeløse situation og satse på Guds barmhjertighed i stedet for på hans retfærdige dom. Gør vi det, er der til gengæld ingen adgangskrav overhovedet – uanset om vi menneskeligt set er usle forbrydere eller respektable bedsteborgere, kan Jesus gøre os virkelig retfærdige i Guds øjne uden at vi selv behøver at løfte en finger for det.

Men det ændrer ikke på at det koster noget. Ikke på den måde at vi kan eller skal give eller gøre noget som helst til gengæld for det evige liv som Gud giver os som en gratis gave, men på den måde at vi ikke både kan tage imod det nye liv fra Gud og holde fast i vores gamle. Eller sagt på en anden måde: Det er helt gratis at komme ind i Guds rige, men hvis vi vælger at gå ind, kan vi ikke samtidig blive stående udenfor. Vi må med andre ord give afkald på de ting der kendetegner livet uden for Guds rige, og det er først og fremmest vores selvretfærdighed: Vi kan ikke både gøre krav på Guds barmhjertighed til os selv og kræve hans retfærdige dom over andre. Vi kan ikke det ene øjeblik bekende at vi er hjælpeløst afhængige af Jesus for at blive frelst, og det næste øjeblik hævde over for os selv eller andre at vi i virkeligheden er gode mennesker, og at alt hvad vi gør, er helt okay. Det er et enten-eller. Tager vi imod det nye liv som Jesus giver os, så må vi acceptere at det er på hans betingelser, og at han vil lutre det onde ud af os så vores liv bliver mere og mere som han vil have det. Og det kan godt gøre ondt.

Og så må vi gøre os klart at der foregår en kamp mellem det gode og det onde i verden, og ved at tage imod det nye liv fra Jesus melder vi os under det godes faner. Det betyder at vi bliver det ondes fjender og derfor kan regne med at blive angrebet. Jesus har aldrig lovet os at livet som kristen ville være et nemt liv. Og det er der de kloge brudejomfruers olie kommer ind i billedet – den symboliserer ganske enkelt villigheden til at blive ved med tålmodigt at bekende os til Jesus, også når det bliver rigtig svært. Og det er helt bevidst at jeg siger ”villigheden” og ikke ”evnen”, for evnen til at blive hos Jesus, den er der ingen af os der ejer. Men det vi ikke selv kan, det kan Gud – hvis blot vi er villige til at lade ham gøre det.


Comments

Comments are closed.