Prædiken til 19. søndag efter trinitatis 2015

Posted By admin on 15. maj 2017

Den lamme i Kapernaum: Jesus giver hvad du har mest brug for

Prædiken i Husum Kirke 19. søndag efter trinitatis 2015

Nikolaj Hartung Kjærby

Jesus kan godt være lidt provokerende ind imellem. Jeg ved ikke om I tænkte over det da I lyttede til evangelieteksten, men prøv engang at sætte jer i den lamme mands sted: Forestil dig at du har et alvorligt handicap som gør at du har brug for 4 hjælpere for at kunne bevæge dig rundt. Det er en meget alvorlig begrænsning i dine udfoldelsesmuligheder, og du har ikke noget større ønske i verden end igen at kunne bruge dine ben til at gå. En dag hører du så om en mirakelmager som går rundt og helbreder folk for alle mulige sygdomme og handicaps. Han har helbredt både blinde, døve, spedalske, febersyge – og også lamme som dig. Så da han kommer til din by, sørger du for at dine fire hjælpere får bakset dig hen til det hus hvor han er – men ak! Huset er fyldt til sidste plads, og der står endda en kødrand udenfor, så det er fuldstændig umuligt at komme hen til mirakelmageren. Du er naturligvis dybt skuffet, men så får en af dine hjælpere en idé: De bærer dig op på husets flade tag, laver et hul i taget og firer dig ned lige foran mirakelmagerens fødder! Du er måske lidt bange for om han vil blive vred over at du sådan har sprunget køen over, men det gør han ikke – tværtimod roser han dine venner for deres store tro! Så vender han sig mod dig, og du venter i spænding på hvad han vil gøre. Han åbner munden og siger…

”Dine synder er tilgivet!”

Hvordan ville du have det i det øjeblik? (få et par svar fra salen)

Jeg tror at jeg selv ville være skuffet, og jeg ville måske også blive vred og spekulere på om han gjorde grin med mig. Jeg mener: Der ligger en lam mand foran ham, hvis venner er gået igennem en farlig masse besvær for at få ham hen til en der er kendt for at helbrede lamme mennesker, og så siger han bare: ”Dine synder er tilgivet!” Er han dum, eller hvad? Han må da kunne se at det ikke ligefrem er synderne der er dit største problem!

Men pointen i det Jesus vælger at sige, er faktisk at det netop var synderne der var mandens største problem! Jesus er ikke som lykkens galocher, der giver mennesker hvad de ønsker sig uanset om det er til gavn eller skade; han er Guds søn, som kender os bedre end vi kender os selv, og som ved langt bedre end vi selv gør, hvad vi dybest set trænger til. Det er vel egentlig omtrent ligesom med forældre og børn – de fleste af jer kan sikkert huske situationer fra jeres barndom hvor jeres forældre ikke gav jer hvad I ville have, men i stedet noget som I havde mere brug for uden at vide det.

Men hvordan kan en lam mands største behov være noget som helst andet end at blive helbredt? Var han da så slem en synder? Tja, hvis man havde spurgt ham selv, så ville han nok have sagt at han ikke var værre end så mange andre – og det ville han nok have ret i. Grunden til at hans største problem var hans synder, var ikke at han var en værre synder end alle andre, men at ethvert menneskes største problem er vores synder! Det var også derfor Jesus lod sig føde på jorden – ikke først og fremmest for at helbrede nogle få hundrede blinde, lamme og spedalske, men for at befri alle mennesker i fortid, nutid og fremtid fra vores synder. For ganske vist var det sådan at den lamme mands handicap forhindrede ham i at leve livet fuldt ud, men vores synd er faktisk en langt, langt større hindring for at vi kan leve vores liv fuldt ud.

Må jeg præsentere Joni Eareckson Tada (vis billede) – kunstmaler, forfatter, foredragsholder – og lam fra halsen og ned. Som håbefuld 17-årig der var klar til at erobre verden, var hun en dag lidt for uforsigtig og sprang på hovedet i vandet et sted hvor der ikke var dybt nok til det. Hun brækkede nakken og vågnede op på hospitalet uden at kunne bevæge sig. Hun var naturligvis fuldstændig knust, og i løbet af de to år var i rehabilitering, gennemgik hun en dyb depression og havde ofte selvmordstanker. Det er ikke så mærkeligt – sådan tror jeg at mange mennesker ville have det hvis det gik op for dem at de aldrig mere ville kunne bruge deres arme og ben. Det er måske heller ikke så mærkeligt at Joni fandt trøst i troen på Gud, og at hun erfarede at hun kunne bruge den fysiske og psykiske smerte til at fokusere sin opmærksomhed på Guds kærlighed og lære ham bedre at kende. Men den person hun er blevet som følge af det, er virkelig bemærkelsesværdig! Alle som har hørt Joni tale til en forsamling eller har læst en eller flere af hendes bøger kan bevidne at hun har et helt utroligt nærvær og en dyb forståelse for hvor stor Guds kærlighed er, og hun har været til stor opmuntring for talrige mennesker gennem snart 5 årtier. Hun er ærlig nok til ikke at lægge skjul på at det er en stor sorg for hende at hun er lam, og at de fysiske smerter som hun stadig døjer med efter ulykken, kan være meget belastende. Hun er ikke holdt op med at bede Gud om at blive helbredt – samtidig med at hun må døje med dumsmarte kommentarer fra medkristne om at hvis hun bare havde noget mere tro, så skulle hun nok blive helbredt med det samme. (Som om det ikke kræver langt mere tro at holde fast i at Gud er god, når man sidder plaget af smerter i en kørestol!). Men midt i det alt sammen holder hun fast i at det tætte forhold til Jesus som hun har fået som en følge af sit handicap, betyder så meget at hun hellere vil blive i kørestolen og beholde det, end blive rask og miste det, hvis hun skulle vælge mellem de to muligheder. Selvom hun ikke har fået den helbredelse som hun så ofte har bedt om, er hun altså ikke i tvivl om at Gud har givet hende noget der er langt bedre endnu. Og så ser hun i øvrigt frem til at blive helt og fuldt helbredt – også fysisk – når Jesus kommer igen og opretter Guds rige i al dets herlighed.

Der var nemlig en grund til at Jesus brugte tid på at gå rundt og helbrede folk, selvom han først og fremmest var kommet til jorden for at frelse os fra vores synder, og det er at der er en forbindelse mellem os mennesker og den verden vi har fået at leve i. Hvis vi slår op på Bibelens første kapitel og læser skabelsesberetningen, så kan vi se at der er en sætning der går igen som en slags omkvæd efter hver skabelsesdag, nemlig: ”Og Gud så, at det var godt.” Gud skabte verden som den skulle være, uden sygdom og handicap og krig og hungersnød og alt hvad vi ellers kender som onde ting. Og så satte han mennesket til at herske over den som hans forvaltere. Men allerede i Bibelens tredje kapitel står der om hvordan Adam og Eva lod sig friste til at forsøge at vælte Gud af tronen for selv at overtage herredømmet – et projekt der i tragisk grad slog fejl fordi der i virkeligheden kun er to muligheder: det gode og det onde. Alt godt kommer fra Gud, så hvis vi vil vælte Gud af tronen, er der kun det onde tilbage. Derfor fandt menneskene da også hurtigt ud af at med Gud ude af ligningen var det alligevel ikke dem der bestemte over deres handlinger; det var deres handlinger der bestemte over dem! Som Paulus udtrykker det i Romerbrevet: ”Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.” Og det onde fik ikke kun indflydelse på menneskers gerninger, men også på naturen, klimaet og jordens kræfter i øvrigt.

Men heldigvis lykkedes det ikke at smide Gud helt ud af verden – det er trods alt ham der har skabt det! Han holdt sig tilstrækkeligt meget i baggrunden til at han ikke kunne beskyldes for ikke at respektere menneskenes valg, men samtidig gjorde han det gentagne gange op igennem historien klart at hans dør stod åben hvis nogen gerne ville vende tilbage til ham. Der var godt nok stadig det problem at det onde havde fået så godt tag i os mennesker at vi ikke kunne smide det ud ved egen kraft – og det var lige præcis derfor Jesus kom til jorden! Han kom for at tilintetgøre Djævelens gerninger, som der står i Første Johannesbrev, og det omfatter først og fremmest syndens tag i os mennesker, men dernæst også alle syndens konsekvenser i form af at verden ikke er som den burde være, men er fuld af sygdom, død og ulykker. Som et tegn på det helbredte Jesus de syge, gav mad til de sultne og fik storme til at lægge sig mens han gik på jorden – som en forsmag på hvad der venter når Jesu sejr over synden har slået igennem i hele verden. Men den fulde virkeliggørelse krævede altså Jesu død på korset, og derfor skal man ikke gøre sig alt for hurtigt færdig med spørgsmålet: ”Hvad er lettest at sige til den lamme: Dine synder forlades dig, eller: Rejs dig, tag din båre og gå?” for det kostede Jesus hans liv at sige det førstnævnte! Helbredelsen var blot et tegn på at han mente det alvorligt, kan man sige.

Det sker også i dag at Jesus helbreder lamme mennesker så de igen kan gå, men jeg kender også mange eksempler på at det ikke er sket – og det gør I helt sikkert også. Men på grund af Jesu død, kan vi se frem til en evighed sammen med Gud hvor al smerte, sygdom og handicap for evigt vil være forsvundet – fordi vores synder er tilgivet.


Comments

Comments are closed.