Prædiken til 2. pinsedag 2021
Posted By admin on 25. maj 2021
Den lille bibel: Hvilken farve er Gud
Prædiken i Rø Kirke 2. pinsedag 2021
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvilken farve er Gud? Det lyder som et ret fjollet spørgsmål, ikke? Men ikke desto mindre udkom der i 1973 en bog med et svar på det spørgsmål. Og det var ikke en børnebog, men en moppedreng af en bog, som året efter fik Time Magazine til at udnævne forfatteren til at være en af samtidens vigtigste teologer (”one of the most important shapers and movers of the Christian faith”; https://web.archive.org/web/20080925082716/http://www.mnsu.edu/emuseum/history/mncultures/vinedeloriajr.htm). Forfatterens navn var Vine Deloria Jr., og bogens titel var: God is Red (”Gud er rød”). Jeg har ikke selv læst bogen, men den blev fyldigt omtalt i den lærebog i religion som vi brugte da jeg gik i gymnasiet.
Farven rød kan jo symbolisere mangt og meget (når jeg til nadveren i dag tager en rød messevest på fordi det er pinse, symboliserer farven Helligåndens ild), men for Deloria symboliserede den først og fremmest hans folk og hans afstamning, nemlig Sioux-folket i særdeleshed og indfødte amerikanere i almindelighed (altså de folkeslag som før i tiden forvirrende blev kaldt ”indianere”, og som selv foretrækker at blive kaldt ”First Nations”). Delorias farfar, Philip Joseph Deloria, også kaldet Tipi Sapa, som betyder ”Sorte Telt”, var det som vi danskere i min barndom ville have kaldt ”indianerhøvding”, men han var også anglikansk præst, og hans søn, Vine Deloria Sr., gik i hans fodspor og blev endda domprovst. Vine Jr. læste også teologi, men han kunne ikke forlige sig med den teologi han blev undervist i, fordi han syntes den manglede respekt for hans folk og dets traditioner. I bogen God is Red er han kritisk overfor den kristne kirkes manglende fornemmelse for naturen, dens overdrevne fokus på individet, dens frygt for døden, men først og fremmest for at den ignorerer geografiens betydning. For Deloria giver det ingen mening at have en religion der er adskilt fra den hverdag man har på det sted hvor man nu lever, og de traditioner der nu kendetegner ens folk. Derfor mener han at en religion kun kan have noget at sige indfødte amerikanere hvis den dropper talen om samhørighed på tværs af kulturelle og etniske skel, som i praksis tit blot har været et skalkeskjul for europæisk kulturimperialisme. Forskellige folkeslag har brug for forskellige religioner, mener han, og som han sloganagtigt siger: ”Her i landet er Gud rød!” For ham indebærer det blandt andet at man viser respekt for jorden og naturen og opgiver håbet om et individuelt liv efter døden for i stedet at acceptere at sjælen efter døden vender tilbage til stammen.
Uden at underkende eller forklejne den massive uret som først europæiske kolonisatorer og siden deres efterkommere i USA, Canada og Mexico har begået mod Nordamerikas oprindelige befolkning, og som har givet anledning til så dyb en modvilje mod alt hvad der er europæisk, ikke kun hos Vine Deloria, men også hos mange af hans folkefæller; og uden at påstå at kristne missionærer blandt de indfødte amerikanere altid har mødt dem med ydmyghed og respekt som de burde; og uden at nægte at det også kristeligt set er vigtigt at respektere både naturen og det nationale fællesskab – så vil jeg alligevel påstå at Vine Deloria går alt, alt, alt for langt i sin bog (eller ”gik”, burde jeg vel sige, for bogen er som sagt næsten 50 år gammel, og forfatteren døde i 2005). Som kristne må vi simpelt hen fastholde at der kun er én Gud, og at han er den samme over hele jorden. Ganske vist vil der naturligt være forskel på hvordan en kristen gudstjeneste ser ud, alt efter om den bliver fejret af danskere, kinesere eller afrikanere, og i forskellige kulturer vil der også være forskellige spørgsmål som den kristne teologi skal tage stilling til, men der må også være visse grundlæggende sandheder som er uafhængige af om man befinder sig i Mellemøsten, Europa eller Nordamerika. Og ja, jeg forstår da godt at det kan være en bitter pille at sluge at Guds Søn blev menneske i en helt anden kultur end den man selv er en del af, men det problem har de indfødte amerikanere jo til fælles med alle andre ikke-jødiske folkeslag, inklusiv os danskere – i det omfang vi altså husker på at Jesus faktisk ikke var en rødblond nordeuropæer med blå øjne, som man ellers ofte ser ham afbildet her til lands.
Når alle de indlysende fejl og mangler ved bogen God is Red er påtalt, tror jeg nemlig faktisk at Vine Deloria har ret i én ting, nemlig at vi i den vestlige kultur (hvis man da ellers kan tillade sig at kalde europæisk kultur for ”vestlig” i sammenligning med de indfødte amerikaneres kultur) er slemme til at glemme at vi selv er rundet af nogle bestemte traditioner som vi har arvet fra vores forfædre. Fordi den kultur vi tilhører, har været så dominerende i så store dele af verden i så lang tid, kommer vi nemt til at tænke at den måde vi tænker på, bare er den almindeligt menneskelige måde at tænke på, og at alle andre kulturer er afarter af den. Men tænker vi os ordentligt om, kan vi nok alligevel godt sige os selv at det ikke er sandt – og hvis ikke, så kan jeg anbefale at man sætter sig ind i eksempelvis den kultur som Jesus levede i, for den var nemlig temmelig meget anderledes end vores!
Gud er hele jordens Gud. Hvis det overhovedet skal give mening at kalde ham Gud med stort G, så må han være Gud for alle mennesker. At hævde at Gud er rød i Nordamerika, er noget sludder – men det er altså lige så meget sludder at gå rundt med en underbevidst forestilling om at Gud er hvid i Europa!
Fællesnævneren mellem de tre bibeltekster vi har lyttet til i dag, er at Gud er for alle. ”Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”, lyder det i det som måske er det mest kendte og elskede af alle bibelvers, og som ligefrem er blevet kaldt ”den lille bibel” fordi det rummer hele Bibelens anliggende i en nøddeskal (og det står naturligvis i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16). I Salme 104 fra Det Gamle Testamente hørte vi om hvordan alle skabninger på jorden (og i havet) er afhængige af at Gud giver dem – giver os – livsånde, for ellers ville vi slet ikke være her. Allerstærkest står pointen dog i læsningen fra Apostlenes Gerninger. Beretningen foregår i et hus som tilhørte en romersk officer ved navn Cornelius. Cornelius havde sendt bud efter apostlen Peter for at han skulle komme og fortælle om Jesus, men Peter havde i første omgang være skeptisk. Hvorfor? Fordi Cornelius ikke var jøde! Han var ikke en del af det folk som Gud havde udvalgt og ført ud af slaveriet i Egypten, så kunne man virkelig give ham adgang til Guds kirke på lige fod med dem der havde indfødsret i Det Hellige Land og var arvinger til Guds løfter til patriarkerne? Det krævede et profetisk syn før Peter overhovedet gik med til at aflægge Cornelius et besøg og fortælle ham og hans husstand om Jesus, men selvom han – som vi hørte – korrekt sagde: ”Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndsforladelse ved hans navn”, så har der åbenbart stadig været et lille gran af skepsis tilbage hos ham. Derfor var Helligånden nødt til at tage affære! Almindeligvis er rækkefølgen sådan både i Det Nye Testamente og i den kristne kirkes praksis, at når et menneske kommer til tro på Jesus, så bliver vedkommende først døbt, hvorefter Helligånden formidles ved håndspålæggelse. Men i Cornelius’ hus var det altså nødvendigt at Helligånden kom over dem der hørte og kom til tro, allerede inden de blev døbt, for at Peter kunne blive overbevist om at det var okay at døbe dem!
Vi danskere, der bryster os af at vi er et kristent land, måske endda det eneste land der hvor man har fundet ud af at være kristne på den helt rigtige måde (for vi ved jo alle sammen at amerikansk kristendom er noget med popsmarte megakirker, og at afrikanske kristne råber og skriger, for slet ikke at tale om svenskerne, der bare er alt for … svenske!) (og til jer der ikke fangede det: det jeg lige sagde, var ironisk ment; en satire over dansk selvfedme) – vi danskere gør klogt i at huske at hvis romerne var hedninger, så var vi det endnu mere. I trosbekendelsen siger vi at vi tror på ”én hellig, almindelig kirke”, og ordet ”almindelig” er et vi let kan misforstå. Den ”almindelige” måde at være på, det er jo sådan som vi selv er, ikke sandt?
Nej, det er ikke sandt! Den oprindelige betydning af ordet ”almindelig” er ”fælles for alle mennesker” (på olddansk hed det ”almænneligh”, altså ”for alle mænd”, og dengang betød ordet ”mænd” slet og ret ”mennesker” uanset køn). Vi tror altså på en kirke der er for alle mennesker – og for alle slags mennesker, ikke kun dem der er ligesom os. Og det er faktisk noget af det pinsen handler om: Som vi hørte i går, begyndte disciplene at tale alverdens forskellige sprog da Helligånden kom over dem, som et synligt tegn på at Gud nu ville tale sit ord til folk i hele verden, på hver deres sprog.
Så hvilken farve er Gud? Jeg tror han er hele farvespektret på én gang. Intet specifikt udtryk for den kristne kirke kan alene rumme alt hvad Gud er – vi har brug for hinanden. Det var både tåbeligt og hovmodigt af Vine Deloria Jr. at mene at indfødte nordamerikanere kan have deres egen private ”røde” Gud. Lad os passe på at vi ikke kommer til at begå samme fejl, men tværtimod værdsætter og ærer Guds kirke i alle de varianter og traditioner som den udtrykker sig i over hele verden!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments