Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2019
Posted By admin on 27. december 2019
Johannesprologen: Den der elsker, ser Guds herlighed
Prædiken i Sct. Klemens Kirke juledag 2019
Nikolaj Hartung Kjærby
”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden”. Sådan lyder den første sætning i Bibelen i dansk oversættelse. I det kommentarbind til Første Mosebog som jeg har stående hjemme i min bogreol, er der 5 sider med kommentarer bare til den ene sætning. Ret skal være ret: Meget af det der står på de 5 sider, handler om at b’reshit barah Elohim et-hashamayim wa-et-ha’aretz er en usædvanlig sætningskonstruktion på hebraisk, men selv hvis man ser bort fra det, er selve indholdet i sætningen altså også temmelig vildt.
Det var vildt allerede dengang det blev skrevet, selvom datidens verdensbillede var meget mere begrænset end vores. I oldtidens Mellemøsten regnede man med at jorden var rund som en bordplade, måske nogle tusinde kilometer i diameter, omgivet af verdenshavet, hvilende på nogle solide søjler, med dødsriget under sig og himmelhvælvingen over sig. Men selvom det på den måde var en relativt overskuelig verden man opererede med, så var det alligevel en revolutionerende påstand at der skulle være én almægtig Gud der havde skabt det hele! De fleste af Israels nabofolk havde en forestilling om at verden var blevet til ved at der var nogle guder der havde kæmpet mod hinanden, og at den sejrende gud havde formet verden af den tabende guds lig (ja, det lyder makabert, men det mente man altså – og den nordiske mytologi er i øvrigt ikke så forfærdelig meget anderledes; her var det blot jætten Ymer der måtte lægge krop til). At noget skulle kunne blive til af intet, var en fuldstændig absurd tanke.
I dag, flere tusind år senere, hvor vi kan nyde frugterne af at en masse mennesker har brugt de evner Gud har givet dem, til at udforske universet, og hvor vi derfor ved at vores jord kun er en lillebitte prik i et umådeligt stort univers, at solen er så meget større end jorden at hvis jorden var på størrelse med en bordtennisbold, så ville solen være på størrelse med trampolinen i præstegårdshaven, at solen kun er én af flere hundrede milliarder stjerner i galaksen, og at der er flere hundrede milliarder galakser ud over vores egen – ja, så er det naturligvis kun så meget mere vildt at forestille sig at der skulle findes en magt som er større end det alt sammen. Når verdensrummet kan få os til at svimle, hvor meget mere så ikke ham der skabte det? Og hvis vi kan regne med hvad forskerne siger, at universet er næsten 14 milliarder år gammelt, mens jorden ”kun” er 4½ milliarder år, så siger det altså også noget om Guds storhed, tænker jeg: Han ventede tålmodigt gennem æoner og atter æoner før den lille planet hvor der skulle gå væsener rundt og bære hans billede, overhovedet var skabt! Og under det man kalder ”den huroniske istid”, hvor jorden i 300 millioner år var dækket af is fra pol til pol uden at der tilsyneladende skete noget som helst, havde Gud heller ikke travlt – som salmisten skriver: ”Tusind år er i dine øjne som dagen i går, der er forbi, som en nattevagt” (Sl 90,4). Hvor er det en mægtig Gud vi har!
Men der er én ting der kan få det til at svimle endnu mere for min begrænsede forstand end tanken om fjerne galakser og milliarder af år og en Gud der i ophøjet majestæt troner over det alt sammen – og det er det som vi hørte i evangeliet til i dag, ”Johannes’ juleevangelium”, som nogle kalder det. Ligesom skabelsesberetningen begynder også Johannesevangeliet med ordene ”I begyndelsen”, men denne gang handler det ikke om noget der skete i begyndelsen, nej, der står tværtimod: ”I begyndelsen var Ordet”. Guds Ord, som på én og samme tid er hos Gud og er Gud, og som vi har lært at kende som Guds Enbårne Søn, han var der fra begyndelsen. Der har aldrig været en tid hvor han ikke var, for han er ”født af Faderen før alle tider, Gud af Gud, lys af lys, sand Gud af sand Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen”. Gud Fader sad der ikke alene mens de milliarder og atter milliarder af galakser blev dannet; nej, han havde selskab af sin Søn (og i øvrigt også af Helligånden). Treenighedens indre fællesskab er et evigt fællesskab af kærlighed, fred og glæde, som nogle af de poetiske teologer i Østkirken har sammenlignet med en dans – og nogle har endda ment at den dans som himmellegemerne synes at foretage på himlen, er en afglans af Treenighedens dans, men det er måske et nummer for spekulativt.
Nå, under alle omstændigheder: Det som virkelig frem for alt andet kan efterlade mig målløs i undren over hvor fantastisk en Gud vi har, det er det der står næsten til sidst i dagens prædiketekst: ”Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed”. Hvad mener I! Et lillebitte menneske på den lillebitte knappenål af en planet der kredser om en ubetydelig lille stjerne et sted i udkanten af en af de ubegribeligt mange galakser, skriver om ham der var ved Faderens side ved Skabelsen at ”vi så hans herlighed”! Dét er julens helt vilde mirakel: ”Kristus fra de høje himle, Kristus, Gud i evighed! Hjertet bæver, vi må svimle: Gud til os på jord steg ned.” Dén ufattelige magt som har skabt hele det ufattelige univers, er ikke bare en vi kan spekulere over og blive svimle ved tanken om; nej, han er en som vi kan lære at kende, og som vi endda kan få lov til at kalde vores far! Har I overvejet hvor vildt dét er? Vi kan se hans herlighed!
Eller kan vi? Var det ikke kun de første disciple der kunne det – dem der så Jesus da han gik rundt på jorden i kød og blod? Eller var det måske endda den begivenhed som vi kalder ”Forklarelsen på bjerget”, som Johannes refererede til da han skrev ”Vi så hans herlighed” – altså dengang Jesus tog Johannes og to andre disciple med op på et bjerg, og han pludselig begyndte at lyse med sin himmelske herlighed, som ellers var usynlig mens han gik på jorden? Var det i virkeligheden det Johannes talte om?
Det var det nok til dels, ja. Men ikke kun. I det skrift som vi kalder Første Johannesbrev, og som bærer tydeligt præg af at være skrevet af samme forfatter som Johannesevangeliet, der skriver apostlen, som vi hørte tidligere i gudstjenesten: ”Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.” Med andre ord: Guds herlighed, som overstråler hele universet, og som Johannes fik et glimt af da Jesus tog ham og to andre disciple med op på bjerget – den herlighed viste sig også i de måde som Jesus levede sit liv på: i fuldkommen kærlighed til Gud Fader og til os mennesker. På intet tidspunkt strålede Guds herlighed mere klart end da Jesus hang på korset i fuldkommen lydighed, kærlighed og selvhengivelse som et sonoffer for vores synder!
Og Johannes skriver også hvordan vi kan komme til at se Guds herlighed, nemlig ved at elske andre med den samme kærlighed som Gud elsker os med! ”Det kan jeg ikke!” tænker du måske – og det har du helt ret i! Der er ikke noget menneske der kan elske som Jesus elskede, for der var tale om en guddommelig kærlighed. Det er netop derfor Johannes kan sige at den var en åbenbaring af Guds herlighed. Men ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os”, skriver Paulus et sted (Rom 5,5). Gud kærlighed – og dermed Guds herlighed – er ikke alene noget vi kan se; det er noget vi kan have inden i os! Som jeg nævnte, var der jo tre der dansede sammen ved skabelsen, nemlig Faderen, Sønnen og Helligånden, og den tredje af dem, nemlig Helligånden, har Gud sendt til at bo i os der tror på Jesus! Er det ikke aldeles svimlende fantastisk?
Hvis du tror på Jesus og bekender ham som din herre, men aldrig nogensinde har mærket at Helligånden bor i dig, så bed Gud om at lade Helligånden komme over dig – og bed ham om at gøre dig opmærksom på Helligåndens stemme. Helligånden trænger sig nemlig ikke på. Det er ikke sådan at mennesker der opererer i Åndens kraft, ikke selv har styr på deres ord eller handlinger. Det kan snarere sammenlignes med en bil med servostyring (som de fleste biler jo har nu om dage): Du skal ikke selv dreje hjulene i egen kraft, det klarer servostyringen for dig – men du skal stadig dreje på rattet. Det er først når du (i overført betydning) træder ud af båden, at du kommer til at erfare at du ved Helligåndens kraft kan gå på vandet. Og når Helligånden taler, er det som regel i form af en stille påmindelse i din ånd. ”Og hvor sidder den så henne?” Ikke noget fysisk sted. Hvis du blev lagt i en hjernescanner mens Helligånden talte til dig, ville neurologen sandsynligvis sige at det bare var dig selv der tænkte. Om det var det, eller om det virkelig var Gud der talte til dig, kan du som regel først vide med sikkerhed bagefter – men jeg ved fra mennesker der har mere erfaring med at lytte til Helligånden end jeg har, at man efterhånden bliver bedre til at skelne Helligåndens stemme fra det der bare er ens egne tanker. Det kunne jeg sige meget mere om, men min prædiken lakker desværre mod enden. Til gengæld kan jeg røbe at det Alphakursus der starter den 15. januar ovre i præstegården, omfatter en hel lørdag bare om Helligånden, så meld dig til hvis du gerne vil vide mere – der er stadig ledige pladser!
Til slut vil jeg blot minde om, som jeg før har sagt, at hvis du gerne vil gøre dit til at facilitere at Helligånden kan virke i dig, så er der ikke noget der slår ”De 4 B’er”: Bibelen, Bordet med nadverens brød og vin, Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden, og Bønnen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments