Signe & Nikolaj

Posted By admin on 29. december 2014

Simeon og Anna: Den der venter på noget godt, venter ikke for længe

Prædiken i Husum Kirke julesøndag 2014

Nikolaj Hartung Kjærby

En af de decembertraditioner som vi vi holder meget af her i landet, er Lucia-optog, hvor hvidklædte piger (og i de senere år også drenge) går i procession med lys i hænderne og synger Lucia-sangen. Hvad de færreste ved, er imidlertid at længe før svenskerne begyndte at bruge Lucia-sangen til Lucia-optog eksisterede den som en napolitansk folkesang der slet ikke handlede om den yndige sicilianske helgeninde, men derimod om et smukt beliggende kvarter i Napoli som er opkaldt efter hende. Den er en del af en større samling af napolitansk folkemusik sammen med titler som ”Torna a Surriento” og ”O sole mio”.

Elvis må have været glad for napolitansk folkemusik, for han har faktisk indspillet alle de tre titler jeg lige har nævnt. ”Santa Lucia” indgik i musicalen ”Viva Las Vegas” fra 1964, og ”Torna a Surriento” indspillede han en engelsksproget version af i 1961 med titlen ”Surrender”, men hans romance med Napoli begyndte allerede i 1960 da han fik et megahit med Aaron Schroeder og Wally Golds engelske tekst til ”O sole mio”: ”It’s now or never”. Med 9 millioner solgte singleplader blev den Elvis’ næststørste hit nogensinde, kun overgået af ”Hound Dog” fra 1956. Desværre, vil jeg sige, for jeg synes faktisk at ”It’s now or never” er en aldeles rædselsfuld sang. Den napolitanske melodi er udmærket, men den engelske tekst har jeg aldrig kunnet forlige mig med. Oversat til dansk lyder dens omkvæd nemlig sådan her: ”Det er nu eller aldrig. Kom, tag mig i favn. Kys mig, min skat, vær min i nat. I morgen vil det være for sent. Det er nu eller aldrig, min kærlighed vil ikke vente.”

I versene fortæller han om hvordan han tabte sit hjerte første gang han så den kvinde der er sangens ”du”, og hvordan han hele sit liv har ventet på det rette øjeblik. Det er jo rørende, men jeg kan ærlig talt ikke forstå hvorfor han så finder det nødvendigt at stille hende sådan et ultimatum som han gør i omkvædet. For ganske vist kan man i teorien, også på baggrund af teksten i versene, forestille sig at de står i en situation hvor de sandsynligvis aldrig vil ses igen hvis ikke hun vælger at sige ja til ham nu, men hvis det var tilfældet, skulle man jo tro at han ville have brugt dét som argument i omkvædet. Men hvilket argument bruger han? ”Min kærlighed vil ikke vente”! Jeg ved ikke med jer, men jeg synes det er en ret besynderlig form for kærlighed der ”ikke vil vente”, men siger til den person som den påstår at elske, at ”hvis du vil elskes af mig, så er det nu eller aldrig”! Hvis man virkelig elsker nogen, så venter man vel så længe som det er nødvendigt! Så hvis nogen af jer nogensinde får sådan et ultimatum forklædt som en kærlighedserklæring, så vil jeg råde jer til at skynde jer væk, medmindre der er helt særlige omstændigheder der taler for det modsatte! Et forhold der bygger på et ultimatum, vil alligevel ikke have de bedste chancer for at blive lykkeligt og harmonisk.

Misforstå mig ikke – jeg siger ikke at hvis du er forelsket i en person der bliver ved med at give dig henholdende svar, så skal du bare blive ved med at vente i en uendelighed. Et henholdende svar vil ofte være udtryk for at personen ønsker at sige nej, men ikke tør, og i sådan en situation vil jeg klart anbefale at man ser realiteterne i øjnene og kommer videre (vel at mærke uden ultimatummer!). Jeg vil også påstå at det er det mest kærlige man kan gøre over for den anden person.

Nej, det jeg mener, er at hvis du virkelig elsker en anden person og vil vedkommende det godt, så kan du ikke sætte en udløbsdato på, for det øjeblik du gør det, har du i realiteten gjort din kærlighedserklæring til en tom floskel. Ægte kærlighed er pr. definition ubetinget, og udsagnet ”det er nu eller aldrig” må i den grad siges at være en betingelse. Derfor skriver Paulus også til korintherne (i det berømte kapitel som vi plejer at kalde ”kærlighedens højsang”) at ”kærligheden er tålmodig”.

Dertil kommer at gode ting er værd at vente på, og som ordsproget siger, så venter den der venter på noget godt, aldrig for længe. Hvis nogen havde fortalt mig, dengang jeg var 18 år, at jeg først som 33-årig ville møde kvinden i mit liv, så ville jeg nok være blevet pænt fortvivlet. Men hvis jeg i dag havde mulighed for at hoppe op på en ATV som den fra ”Tidsrejsen” og rejse tilbage til 1993, så ville jeg berolige den 18-årige udgave af mig selv med at hun var værd at vente 15 år på!

I dagens evangelietekst møder vi en mand der har ventet i rigtig mange år – ikke på at møde kvinden i sit liv, men på noget endnu større og vigtigere, nemlig på at ”se Herrens salvede”. De fromme jøder på kejser Augustus’ tid havde en dyb og inderlig længsel efter at se de løfter Gud havde givet deres forfædre, gå i opfyldelse, nemlig løftet om en frelserkonge der skulle genrejse deres folk til at leve det liv som Gud havde bestemt dem til. Den ene profet efter den anden havde talt om at der ville komme en tid hvor Gud ville vende sit folks skæbne gennem en person som var særligt udvalgt til den opgave, og Simeon havde altså fået et konkret løfte fra Gud om at han ikke ville dø før han havde set den udvalgte. (Som de af jer der var til gudstjeneste her i Husum Kirke juledag, måske kan huske, så er betydningen af det sære ord ”den salvede”, som på hebraisk hedder Messias og på græsk Kristus, jo netop en person der er særligt udvalgt og udrustet til en bestemt opgave).

Hvordan Simeon fik det her konkrete løfte af Gud, er det svært at sige med sikkerhed, men der står i teksten at ”Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede”. Helligånden taler til mennesker på forskellige måder, også i dag: Nogle ser ting for deres indre blik, andre hører en stemme for deres indre øre, andre igen får bare en stærk fornemmelse af at noget er eller bliver på en bestemt måde – og så er der nogle få som en gang imellem oplever at Gud taler til dem med en decideret hørbar stemme eller lader dem se ting med deres fysiske øjne som andre ikke kan se. Præcis hvordan Helligånden kommunikerede til Simeon, ved vi ikke, men vi ved i hvert fald at han gennem et langt liv havde lært at genkende Guds stemme, sådan at han ikke var i tvivl om at Gud havde lovet ham det her. (Navnet Simeon betyder i øvrigt ”ham der lytter”).

Og alligevel kan man godt forestille sig at han alligevel må være kommet i tvivl af og til, for hvor mange år var der ikke gået? Hvor mange år, år ud og år ind, havde han ikke gået rundt og længtes? Hvor mange tusinder af morgener var han ikke vågnet op og havde sagt til sig selv: ”Måske bliver det i dag jeg får Messias at se!” Men lige så mange aftener havde han måttet gå i seng med uforrettet sag: Det blev heller ikke den dag! Og nu var han efterhånden ved at være en gammel mand – eller det er i hvert fald det klare indtryk man får af den måde han taler på i det stykke vi hørte.

Den anden person som Josef og Maria mødte i templet, nemlig profetinden Anna, hun var i hvert fald gammel – 84 år. I dag er der mange der når den alder, men for 2000 år siden var det usædvanligt. Anna havde også ventet længe. Der står ganske vist ikke noget om at hun havde fået et lignende løfte fra Gud som Simeon havde, men ventet havde hun i hvert fald. Efter at hun havde mistet sin mand efter blot syv års ægteskab, havde hun tilbragt al sin tid i templet med at søge Gud. Set med moderne øjne virker det måske som en udsigtsløs tilværelse, men ikke for Anna. Hun elskede Gud, og hun kunne aldrig drømme om at sige: ”Det er nu eller aldrig!” til ham. Hun stolede på at Gud ville lede hendes liv i den rigtige retning, uanset hvor mange år hun ville blive nødt til at vente. Om hun og Simeon har kendt hinanden, og om hun har kendt til det løfte som Simeon havde fået fra Gud, det ved vi ikke, men da hun hørte Simeons lovprisning af Gud og af det lille barn, har det i hvert fald stået klart for hende at hun levede i en helt fantastisk tid hvor Guds løfte til sit folk var ved at gå i opfyldelse.

Den tid vi lever i i dag, er til gengæld ikke en tid hvor tålmodighed er i højsædet, og da slet ikke i en moderne vestlig storby som København. Vi er vant til at linje 5A kører hvert 4. minut, og hvis vi kommer til at vente 8 minutter på den, så bliver vi utålmodige. Vi er vant til at vi kan varme vores mad på ingen tid i mikrobølgeovnen, og at vi i løbet af en brøkdel af et sekund kan finde svar på alverdens spørgsmål på internettet. Vi er vant til lotterier hvor man med det samme kan se om man har vundet, så vi ikke behøver at have lodsedlen hængende på køleskabet i en måned indtil vi kan se trækningslisten i Berlingske Tidende. Og nogle af os er vant til at vi kan se alle afsnittene af en tv-serie på en gang ved hjælp af tjenester som Netflix. (Jeg syntes faktisk det var ret hårdt at skulle vente så mange dage på at få afslutningen på årets julekalender, for allerede omkring den 14. december var den blevet nærmest ulideligt spændende!)

Men Gud indretter sig ikke efter vores vestlige vaner. ”For Gud er én dag som tusind år, og tusind år som én dag”, som apostlen Peter skriver i sit andet brev. De egenskaber som Gud ønsker at skabe i os, kan man nemlig i sagens natur ikke bare stampe op af jorden; det er egenskaber som det tager tid at fremelske, nemlig tro, håb og kærlighed. For ganske vist kan tro, håb og kærlighed måske nok opstå på et øjeblik, men det er først når der kræves tålmodighed at det viser sig om der virkelig var tale om ægte tro, ægte håb og ægte kærlighed. Vi har allerede set at en kærlighed der siger ”det er nu eller aldrig!”, ikke er en ægte kærlighed, og det er relativt let at vise at det samme gælder tro og håb. Det giver jo ikke mening at sige til et andet menneske: ”Jeg tror på at du taler sandt – men kun hvis du beviser det nu!”, eller at sige: ”Jeg har et håb om at foråret kommer, men hvis ikke det sker i morgen, så dropper jeg det håb!”

Alligevel går vi nogle gange rundt og stiller ultimatummer til Gud. Vi har en idé om at Gud skulle have en form for forpligtelse til at sikre os et liv uden problemer, og nogle gange forfalder vi endda til at tro at vi gør Gud en tjeneste ved at tro på ham. Hvor tit har du ikke hørt folk sige – eller måske endda selv tænkt eller sagt – at ”Hvis Gud vil have at jeg skal tro på ham, så må han altså til at tage sig sammen!” eller ”Det er Guds egen skyld at jeg ikke gider ham!”? Hvor stort er Guds behov for dig, tror du? Hvis du stikker din finder ned i et glas vand og derefter trækker den op igen, hvor stort et hul efterlader du så i vandet?

Men selvom Gud ikke har mere brug for os nu end han havde i de talløse evigheder før han skabte himlen og jorden, så længes han alligevel efter at vi skal tro på ham, håbe på ham og elske ham, og det gør han fordi han elsker os! Gud ved kun alt for godt at vi er fortabte uden ham fordi han er den eneste kilde til alt liv og al kærlighed, så en verden uden ham bogstaveligt talt er et helvede. Derfor venter han tålmodigt på at vi skal vende om til ham, også når vi undertiden i årevis vælger at gå en anden vej. Og dén tålmodige kærlighed, håb og tro ønsker han som sagt også at skabe i os – ikke fordi han bliver spor mindre af at vi ikke tror på ham, håber på ham og elsker ham, men fordi vi bliver mindre af det. Ligesom mursejleren er skabt til at flyve, og sværdfisken er skabt til at svømme, er vi mennesker skabt til at ligne Gud som hans elskede børn, og jo mere vi elsker Gud, desto større lykke og fylde kommer vi til at opleve i vores liv – ikke nødvendigvis i form af de ting som vi som mennesker naturligt stræber efter, så som velstand og sundhed og den slags, men i form af en tæt relation til Ham som det hele drejer sig om. Det er den ene grund til at Gud nogle gange lader os vente meget længe og overhovedet ikke er til fals for ”nu eller aldrig”-ultimatummer: at han vil skabe det i os som kun kan opnås gennem tålmodig venten.

Den anden grund skal findes i Guds egen tålmodighed. Nogle gange har de ting som vi er utålmodige efter at Gud skal hjælpe os med, noget med andre mennesker at gøre, og så skyldes Guds tøven måske at han er tålmodig med dem. Det gælder i særdeleshed i forhold til Jesu genkomst. I trosbekendelsen siger vi at Jesus sidder ved Guds højre hånd, ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Forventningen om Jesu genkomst har stået centralt i kristendommen lige fra allerførste færd, og de første kristne regnede med at genkomsten ville finde sted inden for deres egen levetid. Men Jesus lod vente på sig, og det var netop som svar på dem der hånede de kristne for det at Peter skrev de ord jeg citerede før, om at ”for Gud er én dag som tusind år”. I dag er der, trods det klare udsagn i trosbekendelsen, mange teologer der uden at blinke siger at ”Jesu genkomst udeblev som bekendt”. Men grunden til at Jesus lader vente på sig, er at han er tålmodig fordi han, som Peter skriver i samme afsnit, ”vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse”. Hvis Jesus kom igen den dag i dag, er der givetvis mennesker som ville gå evigt fortabt fordi de har sagt nej til Guds kærlighed. Hvis han venter lidt længere, siger de måske ja. Sådan er Gud. Så lad os da ligne ham som hans kære børn!

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet.

Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.

Category: Prædiken
Tags: