Prædiken til 3. søndag efter påske 2025
Posted By admin on 23. maj 2025
Jeres sorg skal blive til glæde: Fordi historien ikke er slut endnu!
Prædiken i Hasle, Sct. Klemens og Rø Kirker 3. søndag efter påske 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
”Verden spørger tit hvordan, og alt for lidt hvorfor.” Sådan lyder en af linjerne i sangen Linedanser, som Per Krøis Kjærsgaard oprindeligt skrev som lejlighedssang til sin nieces konfirmation i 1998, men som siden er blevet så populær at den ligefrem er kommet med i Højskolesangbogen. Jeg har også selv brugt den til konfirmationsgudstjenester, efter ønske fra en eller flere af konfirmanderne. Men jeg kan ikke helt regne ud hvem den ”verden” er, som kun spørger ”hvordan” og ikke ”hvorfor”, eller også er det bare fordi jeg i kraft af mit erhverv omgås nogle andre mennesker end Per Krøis Kjærsgaard gør. I hvert fald er ”Hvorfor?” et spørgsmål som jeg hører rigtig tit, især fra mennesker som ikke er blevet behandlet særlig pænt af livet. Det kan for eksempel være kronisk sygdom eller en ulykke eller andet af den slags der er tale om, og så spørger man: ”Hvorfor skulle det lige ramme mig?” eller ”Hvorfor skulle det lige ske nu?”, eller måske: ”Hvorfor tillader Gud den slags?” – eller måske bare et generelt og adresseløst, men ikke desto mindre dybfølt og fortvivlet: ”HVORFOR!?” Vi mennesker har nemlig tilsyneladende en intuitiv fornemmelse af at der er – eller i hvert fald bør være – et formål med alt hvad der sker; at der er noget galt hvis universet ikke er styret af en højere retfærdighed. Og jeg tror ikke det er tilfældigt at vi har den intuitive fornemmelse; jeg ser den som et vidnesbyrd om at Gud har skabt os i sit billede til at leve i hans rige, som ifølge Paulus er ”retfærdighed og fred og glæde i Helligånden” (Rom 14,17).
Men uanset hvor naturligt det er at spørgsmålet bliver stillet, så hjælper det os ikke til at svare på det. Og faktisk står der på side 1 i alle lærebøger om sjælesorg (okay, måske ikke ligefrem på side 1, og måske heller ikke nødvendigvis i alle bøgerne, men der er i hvert fald udbredt enighed blandt dem der ved langt mere om emnet end jeg gør) at man slet ikke skal gøre noget forsøg på at svare når et plaget menneske fortvivlet spørger ”hvorfor”, for der er ikke noget svar, hvor rigtigt det end måtte være, der kan fjerne eller blot dulme den smerte som spørgsmålet er udtryk for.
Lige i dette øjeblik sidder jeg imidlertid ikke i en samtale med et menneske der er blevet ramt af ulykke, og derfor vil jeg undtagelsesvis vove et generelt svar på alle ”hvorfor”-spørgsmålene, og det lyder: ”Fordi historien ikke er slut endnu!” Det svar siger selvfølgelig ingenting om hvorfor det onde lige skulle ramme Henrik Jensen, mens Peter Hansen gik fri, men jeg vil mene at det siger noget om hvorfor Gud tillader det onde: Det gør han fordi det ikke kommer til at vare evigt. Men siger jo at ”hvis enden er god, er alting godt”, og uanset hvad vi må gennemgå af smerter og lidelser, vil vi som regel mene at det var det værd, hvis blot den lykke der venter på den anden side, er tilstrækkelig stor. Et af de mest oplagte eksempler, som Jesus bruger i dagens prædiketekst, er en fødsel. Eftersom det var en gruppe mænd han talte til, kan man undre sig over at han valgte et eksempel som vi mænd i sagens natur højst kan have andenhåndserfaringer med, men i en tid hvor børn blev født i hjemmet, og den fødende kvinde ikke havde adgang til andre smertestillende midler end krydderurter eller i bedste fald vin med lidt myrra, har andenhåndserfaringerne for de vordende fædre der nervøst ventede uden for døren, nok trods alt været temmelig livagtige! Og under alle omstændigheder tror jeg ikke at nogen af disciplene nogensinde har hørt en kvinde give udtryk for at deres børn ikke var smerterne værd; tværtimod er der nok en pæn chance for at de har hørt det modsatte.
Med forbehold for at jeg jo altså af gode grunde heller ikke selv har førstehåndserfaringer med at føde børn, så vil jeg gætte på at de smerter som en fødende kvinde gennemgår, ville være umulige at udholde hvis ikke hun vidste at smerterne var en vej til en større lykke på den anden side. Og når Jesus bruger det eksempel over for sine disciple, så tænker jeg næsten at det må være fordi han vil forberede dem på at de også kan se frem til at komme ud for lidelser der ville have været uudholdelige, hvis det ikke havde været fordi der ventede en lykke på den anden side, som gjorde at de var det hele værd.
Nu sidder du muligvis og tænker at det er lige lovlig søgt at sammenligne de sorger og ulykker som hører til livet i Danmark i det 21. århundrede med den specifikke sorg som disciplene oplevede da Jesus døde fra dem. Og du har selvfølgelig ret i at Jesu død var en helt unik begivenhed, og at disciplenes sorg over hans bortgang derfor var en helt unik sorg. Men det der gjorde den unik, var ikke at den ikke har noget at gøre med alle vores andre sorger, men tværtimod det at den på en måde rummer alle andre sorger i sig. Og hvis du undrer dig over hvad jeg mener med det, så hæng på!
Som sagt tror jeg at den tendens som vi mennesker har til at spørge ”hvorfor”, skyldes at vi er skabt til at leve i Guds rige, hvor alt er retfærdighed og fred og glæde. Men som de fleste af jer sikkert ved, rummer Bibelen også fortællingen om hvordan det hele gik galt fordi mennesket lyttede til slangens løgne om at Gud ikke er retfærdig og ikke under os at være glade (det er den beretning vi plejer at kalde for ”syndefaldet”). På grund af syndefaldet blev der skabt en kløft mellem os og Gud, så det onde fik magt i verden, og det er derfor der sker ting som vi ikke kan finde mening, endsige rimelighed i. Det var for at hele den kløft at Guds søn lod sig føde som menneske da Jesus kom til verden i Betlehem julenat. Jesus både forkyndte og formidlede Guds rige, ja, faktisk kan man ligefrem sige at han legemliggjorde Guds rige. ”For i ham bor hele guddomsfylden i kød og blod”, som der står i Kolossenserbrevet (2,9). Så disciplenes sorg over Jesu død var ikke kun sorgen over at have mistet en kær ven (hvis man da kan sige ”kun” om den slags); det var sorgen over at have mistet håbet om Guds riges komme, håbet om at alt kunne blive godt igen så vi ikke længere behøver at råbe vores fortvivlede ”Hvorfor?!”
Men Jesus siger altså til disciplene at det kun er for en kort tid at de skal sørge, for som han siger: ”jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.” Og ligesom deres sorg over Jesu død ikke ”kun” var sorgen over at miste en kær ven, så er glæden heller ikke ”kun” glæden over at få deres ven tilbage; det er glæden over at håbet er tilbage, håbet om at alt bliver godt igen, og det i en grad så ingen vil kunne tage glæden fra dem – og fra os.
Men Jesus er jo opstået for længst – det skete allerede efter tre dage – så hvorfor sker der så stadig uretfærdige og meningsløse ting i verden? Igen er mit svar: ”Fordi historien ikke er slut endnu!”
Som nogle af jer sikkert ved, kan jeg godt lide at se film og læse romaner. Og bare rolig, jeg har efterhånden fundet ud af at I helst er fri for at jeg refererer film og bøger for jer, så det skal jeg nok lade være med! I stedet vil jeg fortælle jer om en oplevelse som jeg tit har når jeg læser en spændende bog. Det vil jo ofte være sådan at den lykkelige slutning som vel stadig er det mest almindelige i spændingsromaner, først kommer til allersidst, i det sidste eller måske til nøds det næstsidste kapitel. Men tit har man undervejs et vist indtryk af hvor meget der ”mangler”, så at sige. Måske er hovedpersonen på en rejse fra A til B, og hvis bogen enten foregår i nogle omgivelser man som læser kender, eller er forsynet med et kort, så ved man nogenlunde hvor meget der er tilbage af rejsen. Det kan også være at der er x antal forbrydere på fri fod, eller x antal forsvundne personer eller genstande der skal opspores, som man som læser kan ”vinge af” efterhånden. Men samtidig ved man jo hvor meget der er tilbage af historien! Og jeg ved ikke med jer, men hvis en bog har 400 sider, og jeg er nået til side 360 (eller hvis en film varer 98 minutter og der er gået 90 af dem), og hovedpersonen stadig kun er nået en fjerdedel af vejen på sin rejse eller kun har fanget en fjerdedel af forbryderne eller fundet en fjerdedel af skattene eller hvad det nu måtte være, så begynder jeg at blive bekymret for om de når det! Men det gør de jo som regel.
Men i det virkelige liv er det anderledes, for her ved vi ikke hvor mange sider historien er på. Vi kan kun se bagud, ikke fremad, og derfor står vi altid ved afslutningen af den del af historien vi kender. Det gjorde disciplene også da Jesus blev slået ihjel og lagt i graven, og derfor var det nødvendigt at Jesus på forhånd gjorde dem opmærksomme på at det ikke var afslutningen, men at det snarere var at sammenligne med en fødende kvindes smerte, der som bekendt må vige for en langt større glæde hvis alt ellers går godt. Og det gør det i dette tilfælde fordi Gud er stærkere end det onde. Ganske vist forsvandt alt det onde ikke med ét slag fra verden da Jesus opstod, men dødens magt blev brudt, og det betyder at det nu kun er et spørgsmål om tid før det onde må give fortabt.
Allerede før sin korsfæstelse forberedte Jesus imidlertid disciplene på at det i første omgang ville gå den forkerte vej – at i tiden mellem hans opstandelse og hans genkomst ville der komme krig, hungersnød, jordskælv, kristenforfølgelser, falske profeter og lovløshed (Matt 24,6-12), men at også det ville være at sammenligne med en fødende kvindes smerte (Matt 24,8). Og fordi disciplene havde været igennem den mølle mens Jesus lå i graven, så var de efterfølgende i stand til at bevare troen på at deres trængsler ikke ville vare evigt, men at de ville blive afløst af evig glæde. Og det gjaldt ikke kun de oprindelige disciple, men også dem der senere kom til tro, så som Paulus, som et sted skriver: ”For vore lette trængsler her i tiden bringer os i overmål en evig vægt af herlighed” (2 Kor 4,17). (Det skal i den forbindelse understreges at det som Paulus kalder ”lette trængsler”, blandt andet omfattede at han havde fået pisk tre gange, var blevet stenet, havde lidt skibbrud tre gange, var blevet forrådt af venner, havde lidt sult og tørst, døjet kulde og manglet klæder (2 Kor 11,25-27) – jeg vil tro at det er mere end de fleste af os har været udsat for).
Så min opmuntring til os alle i dag skal være: Husk at historien ikke er slut endnu! Vi ved ikke hvor mange sider der mangler før den lykkelige slutning kommer, men evangeliet om Jesus lover os evig glæde, og det betyder at uanset hvor slemme og ubehagelige ting vi måtte komme ud for, vil vi blive mere end kompenseret for det. Og hvem ved, måske vil vore lidelser her i tiden tilmed betyde at vi vil kunne nyde glæden hjemme hos Gud så meget desto mere, sådan at de virkelig kan sammenlignes med fødselssmerter – smerter der ikke alene afløses af en langt større lykke, men ligefrem er en nødvendig bivirkning, så at sige, ved den vej der fører hen til lykken.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments