Prædiken til påskedag 2025

Posted By on 23. maj 2025

Jesu opstandelse: Rens surdejen ud

Prædiken i Sct. Klemens Kirke påskedag 2025

Nikolaj Hartung Kjærby

 

Det her er en pakke gær, som jeg har købt nede i Brugsen for 1 krone og 75 øre, hvilket vist gør det til den billigste vare overhovedet i Brugsens sortiment. Når noget er så billigt, er det nemt at komme til at tage det for givet, især fordi der efterhånden er gået hele 27 år siden den famøse ”gærstrejke” i 1998 (nogle af jer er måske endda for unge til overhovedet at have oplevet den, men det er der sikkert nogle ældre familiemedlemmer der med glæde vil underholde jer med over påskefrokosten). Men indtil for et par hundrede år siden var gær faktisk totalt ukendt, og det var en kæmpe sensation da det kom på markedet i 1871 efter at Louis Pasteur havde fundet ud af hvordan man bærer sig ad med at dyrke det i renkultur.

                      Gær var selvfølgelig ikke fraværende fra menneskers hverdag indtil 1871. Det forekommer jo i naturen, og allerede i oldtiden har mennesker brygget øl, lavet vin og bagt hævet brød; alt sammen processer der involverer gær. Men når man laver vin, tilsætter man ikke gær; gæren forekommer naturligt i druerne, og i ølbrygning brugte man i mange århundreder ikke andet gær end det der forekommer naturligt på kornets frøskaller og i luften. Og hvad brød angår, så benyttede man surdej for at få det til at hæve. Ved at blande mel med vand i det rette forhold og lade det stå tilstrækkelig længe ved den rette temperatur og gradvist tilsætte mere mel i de rette mængder på de rette tidspunkter kunne man få gær og mælkesyre til at gro, og efter nogle dage havde man surdej, som man så kunne bruge som hævemiddel i sine brød. Nogle af jer kender måske processen, for man er jo ikke helt holdt op med at bage surdejsbrød – tværtimod er der mange der synes at surdej giver brødet en bedre smag, blandt andet på grund af indholdet af mælkesyre. Og vil man bage rugbrød, går det slet ikke an at bruge færdigkøbt gær; så er det kun surdej der fungerer. Men problemet er jo altså at det tager forfærdelig lang tid at lave surdej. Til gengæld kan surdej i princippet holde sig i det uendelige hvis man bliver ved med at tilføre frisk mel med jævne mellemrum, så man behøver altså ikke at lave en ny surdej hver gang man skal bage surdejsbrød – hver gang man tager en klump af surdejen for at bruge den som hævemiddel i et brød, kan man blot erstatte den med nyt mel sådan at surdejen bliver ved med at leve, så at sige. Når man gør sådan, vil hvert eneste brød man bager, indeholde noget af den oprindelige surdej, som i princippet kan være flere år gammel, hvis man ellers har behandlet den tilstrækkelig omhyggeligt.

                      Og på den måde minder et surdejsbrød om os mennesker. Uanset hvor mange gange vi genopfinder os selv, så bærer vi stadig rundt på alt det gamle. Når det gælder brød, gør det som sagt ingenting at det rummer noget af den oprindelige surdej; det betyder blot at det får en mere karakterfuld smag end gærbrød typisk har (selvom gærbrød til at begynde med omvendt ofte var efterspurgt fordi det havde en mere mild og blød smag end surdejsbrød). Men når det gælder os mennesker, er det værre, for vores surdej rummer ikke kun karakter, den rummer også giftigt mug. Uanset hvor mange gange vi prøver at slå et nyt brød op i vores liv og starte på en frisk, bærer vi stadig rundt på de samme gamle svagheder. Surdejen har det til fælles med nissen at den flytter med.

                      I dag er det påskedag – det kommer næppe bag på nogen. Det danske ord ”påske” kommer af det hebraiske ord ”pesach”, som betyder ”forbigang”. Som flere af jer sikkert ved, var påsken nemlig en jødisk fest længe inden den blev en kristen fest. Den jødiske påske er en fejring af at Gud befriede israelitterne fra deres slaveri i Egypten. Det gjorde han ved at sende en række plager over egypterne indtil Farao til sidst blev så mør at han lod israelitterne, under ledelse af Moses, rejse. Den sidste af de ti plager bestod i at dødens engel gik gennem Egypten så den førstefødte søn i hvert eneste hus døde. Moses havde dog på forhånd instrueret israelitterne om at de skulle slagte et lam og smøre noget af dets blod på deres dørstolper, og så ville dødsenglen gå forbi deres huse – deraf ordet ”forbigang”. Bagefter skulle de stege lammet og spise det i en fart, og de skulle have rejsetøj på under måltidet og kufferten pakket. Plagens virkning kom nemlig omgående: Så snart Farao fandt ud af at såvel hans egen som alle andres ældste sønner var døde, beordrede han israelitterne til at forlade landet øjeblikkeligt!

                      Man kan naturligvis ikke tage alle sine ejendele med når man skal gå til fods gennem en ørken, og man kan slet ikke tage surdej med, for det skal opbevares under ganske bestemte temperatur- og fugtighedsforhold. Derfor stod den på usyrede fladbrød under den første del af rejsen, så længe de havde mel, og derefter gik de over til at spise manna, som Gud lod regne ned fra himlen. For at mindes befrielsen fra Egypten spiser jøderne derfor hvert år usyrede brød i ugen efter påske. Faktisk må de slet ikke have noget som helst surdej i huset i den tid, så dagen før påske kasserer de alt det surdejsbrød de har liggende, og de gennemsøger også huset for at sikre sig at der ikke gemmer sig noget gammelt brød et sted. I børnefamilier plejer man i øvrigt at lave en leg ud af det, idet forældrene med vilje gemmer noget brød et sted, som børnene så skal finde. I det hele taget er det med glæde og stolthed at de fleste jøder udfører de ritualer som set med vores øjne ellers godt kan virke strenge og loviske.

                      Ritualet med surdejen rummer i øvrigt en dyb symbolik. Det at alt gammelt brød skal fjernes, er en påmindelse om at Gud ønskede at give israelitterne som folk en helt ny start da han befriede dem fra Egypten – og at han til hver en tid ønsker at give ethvert menneske en helt ny start. Det som vi ikke selv kan, det kan Gud nemlig godt: Han kan fjerne den gamle surdej fra vores liv så vi kan starte helt på en frisk. Og Det Gamle Testamente rummer adskillige løfter om at han vil gøre det.

                      I de 1500 år (eller hvor længe det nu var) der gik mellem Moses og Jesus, var påskelammet og de usyrede brød en årligt tilbagevendende påmindelse om hvad Gud havde gjort i fortiden, og hvad han havde lovet at gøre i fremtiden. Og så kom endelig den store påske hvis begivenheder vi fejrer hvert år i den kristne kirke, nemlig at Jesus gav sit liv for vores skyld og opstod igen fra de døde.

                      At det lige netop skete i forbindelse med den jødiske påske, var bestemt ikke nogen tilfældighed. Som Paulus skriver til korintherne i det stykke vi hørte tidligere i gudstjenesten, er Jesus Kristus vores påskelam: Ligesom blodet fra påskelammet reddede israelitterne fra dødens engel, redder Jesu blod os fra døden. Og ligesom israelitterne skulle rense al den gamle surdej ud, skal vi også gøre – altså ikke i konkret, bogstavelig betydning, men i åndelig betydning: surdejen i vores liv, den ”slette og onde surdej”. Som Paulus skriver: ”I er jo usyret brød.”

                      Men hvad mener han dog med det? Er vi ikke lige blevet enige om at uanset hvor meget vi forsøger at genopfinde os selv og starte på en frisk, så følger den gamle surdej altid med? Jo, hvis vi var overladt til os selv. Men Jesus døde og opstod for vores skyld! Han bar alle vores synder da han hang på korset, så da han opstod igen påskemorgen, var det gamle endelig forbi, og noget ny var blevet til. Det skete var endelig blevet som om det aldrig var sket. I den grav hvor kvinderne havde ventet at finde Jesu rådnende lig, fandt de i stedet en engel der fortalte dem at den mand som de selv havde set dø og havde været med til at lægge i graven blot halvandet døgn tidligere, nu levede! Der er ikke noget at sige til at de i første omgang reagerede med frygt og forfærdelse og var for befippede til at sige noget til nogen. Og det er i øvrigt lidt underligt at Markusevangeliet bare slutter med ordene: ”Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Hvorom alting er, må de på et eller andet tidspunkt have overvundet befippelsen så meget at de har sagt noget til nogen, for ellers ville historien jo ikke være nået frem til os! Og vi behøver heller ikke at gå længere end til de tre andre evangelier for at høre om de begivenheder der fulgte efter – blandt andet at disciplene ikke engang behøvede at vente til de var kommet til Galilæa, før de fik den opstandne Jesus at se, for han kom og viste sig for dem samme aften i det hus i Jerusalem hvor de opholdt sig, og bekræftede dermed for øjnene af dem at det der var sket, var blevet ophævet.

                      Alle de 11 tilbageværende disciple var nok temmelig nedslåede over Jesu død, men jeg tror at der var en af dem der mere end nogen anden desperat ledte efter ”rewind”-knappen i sit liv, nemlig Peter. Skærtorsdag aften havde han højtideligt forsikret Jesus om at han med glæde ville gå i døden sammen med ham, men inden hanen galede næste morgen, havde han svoret på at han slet ikke kendte Jesus. Hans fortvivlelse må virkelig have været til at tage at føle på: Alt hvad han havde bygget sit liv på, var med ét blevet taget fra ham – både Jesus og hans egen godhed. Som den amerikanske sanger Don Francisco i sin fantastiske sang ”He’s Alive” fra 1980 lader en fortvivlet Peter tænke: ”Even if He was alive, it wouldn’t be the same” – ”Selv hvis han var i live, ville det ikke være det samme”. For hvordan skulle hans forhold til Jesus nogensinde kunne blive godt igen, nu hvor han havde svigtet ham så fatalt?

                      Men bemærk hvad englen sagde til kvinderne ved graven: ”Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa.” Peter var efter eget udsagn, som han oven i købet havde svoret på, ikke en af Jesu disciple, og det respekterede englen ved at sige ”hans disciple – og Peter”. Men Peter var ikke fortabt af den grund – invitationen til at møde Jesus i Galilæa gjaldt også ham! Og i det sidste kapitel af Johannesevangeliet kan vi læse om hvordan Jesus møder Peter ved Galilæasøen og på ny tager ham til sig som sin discipel, endda uden at bebrejde ham noget. For alt det i vores fortid som vi kan være tynget af, og som vi ikke er i stand til selv at gøre os fri af, det har Jesus båret. I troen på ham kan vi lade vores gamle surdej ligge og starte på en frisk. Det kan godt være at vi i første omgang ikke kan se eller mærke at vi er fri af fortiden, men vi kan tro på det og sige Jesus tak for det, og nyorientere vores liv i retning mod ham i stedet for mod os selv. Med Jesus som vores herre – vores kejser om I vil – kan vi blive milde, bløde, friske gærbrød der aldrig har set skyggen af gammel dej – uanset hvor mange årtiers mug vi har gået og båret rundt på i vores gamle surdej!

 

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.

 

Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.

 

Lad os bede:

Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.

         Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

         Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.

         Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

         Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.

         Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.

Amen.

 

Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:

Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.


Comments

Comments are closed.