Prædiken til 14. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 4. september 2024
Den syge ved Bethesda: I ingenmandsland
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 12. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
De af jer der går hyppigt i kirke, har sikkert bemærket at der umiddelbart efter første salme følger først en hilsen med ordlyden ”Herren være med jer!”, hvortil menigheden svarer enten ”Og Herren være med dig!” eller ”Og med din ånd!” (her i Klemensker og Rø bruger vi sidstnævnte formulering). Efter den hilsen følger der en bøn, som er forskellig for hver søndag (i modsætning til bønnerne i forbindelse med nadveren, der er de samme hver søndag). Der står nogle bønner i den autoriserede alterbog som er beregnet til formålet, men mange af dem er holdt i et temmelig arkaisk sprog, og derfor er der i løbet af de senere årtier blevet skrevet mange alternative indledningskollekter (som er den faglige betegnelse for lige præcis den bøn). Selv holder jeg meget af de kollekter som Holger Lissner har skrevet, og derfor bruger jeg næsten altid dem.
Lige netop i dag er der imidlertid en formulering i Holger Lissners bøn, som jeg har det lidt blandet med, og det er formuleringen ”Giv os tilbage til livet med hinanden, så vi bliver hele mennesker, som du var det.” (Jeg ved ikke om I bed mærke i den?). Det er ikke fordi jeg som sådan er uenig i den bøn (så ville jeg ikke have brugt den), men den er nem at misforstå, og det skyldes ordet ”tilbage” – ”Giv os tilbage til livet med hinanden”. For det ord kan jo let tolkes som om frelsen blot består i en genoprettelse af den almindelige menneskelige status quo anno 2024, og jeg vil mene at beretningen om den syge ved Bethesda som vi har hørt i dag, er en klar demonstration af at det ikke er tilfældet.
Ikke fordi der kan være nogen tvivl om at det som den syge mand havde længtes efter gennem de 38 år han havde været syg, netop var en genoprettelse af status quo, en tilbagevenden til den tilværelse som mennesker omkring ham havde, og som han antagelig også selv havde haft før han blev syg (selvom vi ikke ved hvor gammel han var da de 38 år med sygdom begyndte). Men alligevel er det som om han slet ikke bliver glad da hans ønske endelig går i opfyldelse, og det er måske i virkeligheden det allermest mærkelige ved denne tekst – og derfor også det vi skal lægge mest mærke til. Stort set alle de andre steder i Det Nye Testamente hvor vi læser om mennesker der bliver helbredt af Jesus eller apostlene, reagerer de der bliver helbredt, med overstrømmende glæde, som man kunne forvente. De løber straks ud og fortæller det til alle og enhver, og nogle af dem bliver også disciple af Jesus og begynder at følge ham hvor han går og står. Men denne mand ved Bethesda – det er som om han ikke rigtig ved hvor han skal gøre af sig selv. Han spadserer bare planløst frem og tilbage med sin båre under armen, og da nogen bebrejder ham at han derved overtræder sabbatsbuddet, så reagerer han også mærkeligt: I stedet for at forklare at han lige var blevet helbredt efter 38 år, og at han derfor ikke lige havde tænkt på at det var sabbat i dag, men tak fordi de gjorde ham opmærksom på det, så tænker han kun på selv at slippe for ballade og forsøger i stedet at få sin redningsmand i fedtefadet: ”Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.” ”Det var ikke min skyld; det var ham der fik mig til det!” Måske skal vi ikke gøre os alt for hurtigt færdige med den interessante detalje at manden faktisk ikke sagde ja da Jesus spurgte ham om han ville være rask, for det lader jo faktisk ikke til at han fik det ret meget bedre af at blive helbredt.
Nu skal vi selvfølgelig ikke være urimelige over for den stakkels mand, for hvis det var dig eller mig der havde været syg i 38 år og inderst inde havde opgivet ethvert håb om nogensinde at blive helbredt, og der så ud af det blå dukkede en mand op og sagde: ”Rejs dig, tag din båre og gå!”, så ville vi nok også være en anelse forvirrede (for nu at sige det mildt), og det ville nok ikke falde os helt naturligt bare lige at glide ind i et helt almindeligt hverdagsliv igen. Lige i øjeblikket befinder han sig i en slags ingenmandsland, men giv ham et par måneder, så har han nok fundet sig til rette. Og ja, det er nok rigtigt. Det var bare ikke det der var målet. Modsat hvad man umiddelbart kunne tro, så ville bønnen ”Giv os tilbage til livet med hinanden” ikke have været opfyldt ved at manden vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv i Israel anno 28 (eller hvilket årstal man nu skrev på det tidspunkt), for Jesus kom først og fremmest for at hjælpe os mennesker med et problem der er langt alvorligere end fysisk sygdom. Det får vi faktisk også et fingerpeg om hen mod slutningen af dagens tekst, hvor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.”
Jamen hvad kunne da være værre end at ligge syg og hjælpeløs i 38 år (altså hvis man ser bort fra poppede svar som: ”at ligge syg og hjælpeløs i 39 år”)? Det kunne det at gå glip af det evige liv i Guds rige! Når Jesus helbredte mennesker, så var det først og fremmest tegnhandlinger – tegn på at Guds evige rige, hvor alt er godt, var i færd med at bryde frem i verden. I begyndelsen, da Gud skabte himlen og jorden, var alt godt – som vi læser i slutningen af skabelsesberetningen: ”Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var” (1 Mos 1,31). Hvorfor blev alt så ikke ved med at være godt? Ja, det er jo den gamle historie om slangen i paradiset: Adam og Eva ville selv være ligesom Gud i stedet for at lade Gud være Gud. De ville være fri for Guds herredømme – men det de fik i stedet, var ikke just bedre, snarere tværtimod. Under Guds gode herredømme havde alt været godt, men nu fik ondskaben mulighed for at blomstre, og der kom stridigheder, mistillid, vold, ulykke, sygdom og død ind i verden. Det gode ved det (hvis man kan sige sådan), er at det fik mennesker til at råbe til Gud om hjælp (1 Mos 4,26), og Gud lovede at hjælpe. Helt konkret lovede Gud en mand ved navn Abraham at han igennem hans efterkommere ville sørge for at alt igen blev godt. Og selvom Abrahams efterkommere mildt sagt var dårlige til at gøre hvad Gud sagde (det er det det meste af Det Gamle Testamente handler om), så holdt Gud ord. Da englen Gabriel blev sendt til Josef og Maria med besked om at Maria skulle føde Guds søn, fik de at vide at de skulle ”give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Når ordet ”synd” optræder i Bibelen i dansk oversættelse, gengiver det et græsk ord som ordret betyder ”at ramme ved siden af målet”, og det dækker over at vi mennesker er gået fejl af det gode mål som Gud havde for vores liv, ved ikke at ville give os ind under Guds gode herredømme. Og Jesus kom altså for at redde os ud af dén altoverskyggende kattepine. Det var derfor Jesus talte så meget om ”Guds rige”, altså Guds herredømme – om at Guds rige er nær, om hvordan man kommer ind i Guds rige, og om hvordan der er i Guds rige. (De af jer der har hørt eller læst nogle af de lignelser Jesus fortalte, har måske lagt mærke til at mange af dem begynder med ordene: ”Med Guds rige er det ligesom med…” eller ”Guds rige ligner…”). Og noget af det der kendetegner Guds rige, er altså at der ikke er noget sygdom (fordi der i det hele taget ikke er noget ondt), men det der først og fremmest kendetegner Guds rige, er at der ikke er noget synd, altså at vi ikke mere går fejl af målet med vores liv, men giver os ind under Guds gode herredømme. Det er derfor Jesus siger til manden: ”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.” Jesus inviterer altså manden ind i Guds rige, ind i den tilstand som Gud oprindelig skabte os mennesker til.
I en vis forstand kan man altså godt sige at frelsen består i at Gud giver os ”tilbage til livet med hinanden”, men vi skal altså langt tilbage for at finde det liv – ikke bare tilbage til før en bestemt begivenhed i vores liv indtraf, men helt tilbage til skabelsens morgen. I praksis er der ingen af os der nogensinde har levet det liv som vi med Holger Lissner bad Gud om at give os ”tilbage” til; vi har højst erfaret det i glimt.
Faktisk kan vores almindelige menneskelige hverdagsliv nærmest være en hindring for at vi kan finde tilbage til det liv Gud har skabt os til, netop fordi vi så nemt kommer til at tro at alt er i den skønneste orden (eller i hvert fald at det ikke kan være anderledes) når alt er som det plejer. Vi kommer nemt til at føle at denne verden med alle dens fortrædeligheder er vores sande hjem, og at det er naivt af os at drømme om noget andet. Og alt tyder på at det også blev sådan det endte med at gå for den mand der var blevet helbredt ved Bethesda dam – at han ikke blev hængende i ingenmandsland, men vendte tilbage til et almindeligt borgerligt liv. Eller det kan man i hvert fald frygte. Jesus gav ham ellers hele to chancer: Først helbredte han ham, hvilket nok bude have åbnet hans øjne for at han havde mulighed for at komme til at leve ikke bare et helt andet liv end han havde gjort de 38 år mellem søjlegangene, men også et helt andet liv end det som folk omkring ham levede. Og da han i stedet begyndte at gå rundt som en slags fange i ingenmandsland, opsøgte Jesus ham på ny for at give ham en mere eksplicit invitation til Guds rige. I den situation havde han et helt klart valg i forhold til om han ville forlade ingenmandsland i den ene eller den anden retning: Ville han følge Jesus ind i Guds rige, eller ville han i stedet prøve at glemme det glimt han havde fået af en anden verden, og vende tilbage til et helt almindeligt liv? Tja, det første han gjorde da han havde talt med Jesus, var at gå hen til Jesu fjender og angive ham, så noget kunne tyde på at han traf det valg der måske nok var det nemmeste på kort sigt, men som på lang sigt berøvede ham selve livets mening.
Jeg ved ikke hvor tit du oplever at føle at du befinder dig i en slags ingenmandsland mellem den verden vi lever i her, og så en verden hvor alt er godt, hvor kærligheden råder, og Gud har magten, men jeg håber det er tit. Og jeg håber at du hver gang vil vælge at følge efter Jesus dybere ind i Guds rige og efterleve Jesu ord om at bekende dine synder, tilgive andre, elske dine fjender, solidarisere dig med de nødlidende, og vælge ydmyghed frem for selvhævdelse. Ikke at det er let at efterleve – det er faktisk nærmest umuligt. Men det er netop derfor Jesus kom til jorden – for at frelse os fra alt det vi ikke kan frelse os selv fra. Så selv hvis du, når Jesus siger: ”Følg mig!”, oplever at du mest af alt har lyst til at sige. ”Det ville jeg gerne, men jeg kan ikke!”, så trøst dig med at det ved Jesus godt at du ikke kan – men han han, og hans styrke er nok til også at bære dig.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments