Prædiken til søndag seksagesima 2017
Posted By admin on 4. marts 2019
Lignelsen om sædemanden: Høst kræver såning
Prædiken i Husum Kirke søndag seksagesima 2017
Nikolaj Hartung Kjærby
Er der mon nogen af jer der nogensinde har tænkt: ”Hvis bare penge voksede på træerne!”?
Jeg er ked af at sige det, men jeg er bange for at hvis penge voksede på træerne, så ville folk bare plukke dem før de blev modne! For dels er der få ting der har en evne som penge til at vække griskheden og grådigheden i os, dels er mange af os – og især nu til dags hvor det meste af hvad vi ønsker os, kun er et klik væk – i det hele taget dårlige til at vente tålmodigt. Det var nok lettere dengang størstedelen af befolkningen var beskæftiget i landbruget og dermed mærkede på deres egen krop at der går noget tid fra man sår, til man kan høste.
Jesus levede og virkede i et landbrugssamfund. Langt de fleste i oldtidens Israel var dybt afhængige af at høsten ikke slog fejl – også dem der for eksempel var beskæftiget med fiskeri, sådan som flere af disciplene var, for uden en ordentlig afgrøde ville bønderne jo ikke have råd til at købe fisk. Faktisk var høsten en så vigtig begivenhed at den ofte blev brugt som billede på Guds riges komme. Jøderne regnede nemlig med at verdenshistorien havde en begyndelse og en afslutning, og at afslutningen ville bestå i at Gud tog magten i verden og gjorde alt godt. (Begrebet ”Guds rige” betyder jo ”der hvor Gud har magten”, ligesom ”Romerriget” var der hvor romerne havde magten). Jøderne gik og ventede på Guds rige med samme længsel som når de ventede på høsten, blot i tiende potens, om man så må sige – og da Jesus kom og begyndte at prædike at nu var Guds rige kommet nær, så var der mange der regnede med at nu var tiden inde! Men så fortalte Jesus altså den her lignelse, og jeg tror at noget af det han ville sige med den, var: ”Husk at man må så før man kan høste!”
Og det var det Jesus gjorde da han gik på jorden: Han såede Guds rige! Som en anden sædemand (mærkeligt ord egentlig: ”sædemand”! Jeg prøvede at google det, og langt de fleste hits refererede faktisk til den lignelse vi lige har hørt, så det er ikke ligefrem et nudansk ord! Men det hænger måske også sammen med at såning i landbruget i dag foregår på en helt anden måde, i hvert fald her i Danmark. Men før i tiden tilsåede bønderne altså deres marker ved at gå rundt med en kurv med såsæd og strø det ud med håndkraft. Så en ”sædemand” er altså blot en teknisk betegnelse for en bonde der tilsår sin jord) – men altså: Som en anden bonde der tilsåede sin jord, gik Jesus rundt og forkyndte Guds rige.
Og hvad vil det så sige – at ”forkynde Guds rige”? Jo, det vil sige at når Jesus talte, så bragte han Guds rige med sig til dem der lyttede. Det han talte om, var nemlig ikke kun en klog filosofisk teori eller nogle smukke moralske leveregler; det var et helt nyt liv! Og vel at mærke ikke bare en ”opskrift” på hvordan man kan leve et nyt liv, men et tilbud om at modtage et nyt liv! Derfor er der også masser af eksempler på at mennesker blev radikalt forvandlet når de havde mødt Jesus.
Tag for eksempel Zakæus (beretningen om ham er ganske vist prædiketekst den 30. juli i år, men I tager nok ikke skade af at jeg lige hurtigt genfortæller den her – hvis I synes den lyder spændende, kan I jo komme og høre min gode kollega Iben udlægge den til sommer). Zakæus var en vaskeægte værnemager – en jøde der arbejdede med at inddrive skatter for den romerske besættelsesmagt. Og ikke nok med det: Han var også en svindler som inddrev større beløb end han skulle, og puttede differencen i sin egen lomme. Så der var ikke noget at sige til at han var upopulær, men han magtede tilsyneladende ikke at bryde ud af det liv han havde. Men så en dag kom Jesus og besøgte ham, og efter at have mødt Jesus erklærede Zakæus at han ville give halvdelen af sine penge til de fattige og betale firdobbelt tilbage til dem han havde snydt! Den dag spirede Guds rige i Zakæus’ liv!
Omvendt var der også mange mennesker hvis liv ikke blev forvandlet selvom de mødte Jesus. Det gjaldt for eksempel de fleste af farisæerne og de skriftkloge og resten af det religiøse establishment. På grund af deres høje status var de godt tilfredse med det liv de havde, og derfor var de egentlig slet ikke interesserede i at få et nyt liv. Det havde tilsyneladende ikke strejfet dem at der var en afgrundsdyb kontrast mellem det liv de levede, og det liv der kendetegnede det Gudsrige som de ventede på, med retfærdighed og fred og glæde.
At der var stor forskel på hvordan folk reagerede på Jesu budskab, kom ikke bag på ham; tværtimod gjorde han det klart – ved at fortælle lignelsen om sædemanden – at det var naturligt at det gik på den måde. Når man sår frø, er det jo heller ikke det hele der spirer; det ved enhver der har haft en urtehave. Især dengang for 2000 år siden hvor man ikke havde de samme moderne dyrkningsmetoder som i dag, måtte man regne med at der var et vist spild. Der gik tiltrampede stier hen over markerne, og det var ikke praktisk muligt at lade være med at strø såsæd der hvor de var. Der var steder hvor der lå klippestykker under et tyndt jordlag, og det var alt for stort et arbejde at grave dem op først, især hvis man ikke vidste præcis hvor de var. Og endelig var der en masse ukrudtsfrø som man ikke havde en kinamands chance for at bekæmpe. Det er altså et meget realistisk scenarie Jesus beskriver – et som mange af hans tilhørere givetvis kendte fra deres hverdag, og som Jesus dygtigt gjorde til et billede på de forskellige måder som folk forholdt sig til ham på.
Og her stopper jeg så lige op et øjeblik for at lave et simpelt pædagogisk trick der går ud på at stille et spørgsmål hvor svaret er ganske indlysende, for bagefter at bruge det til at illustrere noget der måske ikke er helt så indlysende: Hvad var det der var afgørende for om kornet spirede eller ej i Jesu lignelse – var det såsædens kvalitet eller jordbundens kvalitet? (vent på svar) Det var naturligvis jordbundens kvalitet, ja. Det var jo den samme sæd der blev sået over det hele – ligesom det var det samme tilbud om et nyt liv som Jesus gav til alle; der var blot nogle der tog imod det, og andre der ikke gjorde. Den parkerer vi lige.
Hvor vil jeg så hen med alt det her? Jo, i dagens Danmark er der også mange der længes efter at Guds rige skal komme! Det ved jeg ikke om du nogensinde har tænkt over at der er, og måske sidder du endda og tænker at det er der da i hvert fald ikke! Men det tror jeg som sagt at der er – også mange mennesker der ikke engang ville sige at de tror på Gud! De ville selvfølgelig heller ikke sige at de ”længes efter Guds rige”, men det som jøderne så frem til at der ville ske ved verdenshistoriens afslutning, det tror jeg at der er mange mennesker der længes efter, nemlig at der vil blive gjort en ende på al krig og al ondskab og al sult og sygdom og nød og død. Og grunden til at jeg ved at mange mennesker længes efter det, er at jeg har hørt så mange sige noget i retning af: ”Hvis der virkelig er en Gud, hvorfor gør han så ikke en ende på krig og ondskab og sult og sygdom og nød og død?”
Og så er det at jeg hiver mit pædagogiske trick fra før op af hatten, for hvad var det nu der var afgørende for om kornet spirede og bar frugt? Det var jordbundens kvalitet! Så hvad kræves der hvis Guds rige skal spire og bære frugt i dag? Der kræves noget god jord som det kan vokse i! Der kræves at der er mennesker som er villige til at tage imod Guds rige og det nye liv som Gud vil give os. Den jordbund som Guds rige vokser i, er nemlig menneskers liv og hjerter.
Det lyder måske som en dårlig undskyldning på Guds vegne for at han ikke for længst har gjort noget ved de store og tydelige problemer som vi har i vores verden. Men i grunden synes jeg det giver god mening. Verdenshistorien har jo med al ønskelig tydelighed vist at det at ”udrydde det onde” ikke er så ligetil endda. Selvom der er lidelse som ikke direkte kan relateres til menneskelig aktivitet – det glæder for eksempel tørke, jordskælv, orkaner og den slags – så må man sige at vi mennesker fuldt ud ville være i stand til at gøre verden til et ondt sted, også uden hjælp fra naturkatastrofer. Langt det meste ondskab består i at der er mennesker der tænker ondt, mennesker der taler ondt, og mennesker der handler ondt. Og hvordan får man dem til at lade være med det? Jo, man kan selvfølgelig vælge at straffe ondskab hårdt, men som Martin Luther sagde, så kan man på den måde højst opnå at afbøde de værste af ondskabens konsekvenser; man kan ikke afskaffe selve ondskaben. For hvis det kun er frygten for at blive straffet der afholder et menneske fra at handle ondt, så vil de fleste vel være enige om at der fortsat er tale om et ondt menneske?
Man kunne så gå endnu mere drastisk til værks og ganske enkelt udrydde alle de onde mennesker. Det kunne Gud snildt gøre hvis han ønskede det; det indrømmer jeg. Men jeg kan også godt forstå hvorfor han ikke har gjort det – for hvor skal man trække linjen mellem gode mennesker og onde mennesker? Langt de fleste af os er jo en blanding. Selv Adolf Hitler, der vel om nogen betragtes som selve inkarnationen af ondskab – selv han var i stand til at udvise ømhed og menneskelighed, som det blandt andet fremgår af optegnelser fra den jødiske familielæge der tilså Hitlers mor under det sygdomsforløb der endte med hendes død. Og selv Moder Teresa, der vel om nogen betragtes som et uselvisk og ejegodt menneske, havde af og til blandede motiver for sine handlinger, som det er fremgået af de optegnelser hun har efterladt efter sin død. Så hvis Gud skulle trække en linje et sted midt ned gennem menneskeheden for at skille de gode fra de onde – gad vide hvilken side af linjen du og jeg så ville havne på? Og hvis vi antager at vi skulle være så heldige at havne på den gode side, ville vi så overhovedet være i stand til at leve i Guds rige uden at ødelægge det? Ville vi kunne opretholde lutter retfærdighed og fred og glæde? Min erfaring med mig selv giver mig desværre ikke grund til at tro det!
Guds eneste mulighed for at skabe et rige uden ondskab – hvis han da ellers vil have at der skal være nogle mennesker tilbage til at bo i det – er altså at forvandle os indefra så vi ikke længere er onde. Det var det jeg mente med at Guds rige kun kan vokse i menneskehjerter. Så længe Guds rige ikke er kommet i dit hjerte, vil det i hvert fald ikke komme omkring dig. Men om Guds rige kommer i dit hjerte, det er faktisk op til dig selv! Det kommer nemlig an på om Ordet falder i god jord hos dig – om du i tro vil tage imod løftet om at alt det gode som du ikke selv er i stand til at gøre, det kan og vil Gud gøre igennem dig! Og at alt det onde som du ikke selv kan befri dig fra, det bar Jesus med sig ind i døden på korset så det ikke længere er i stand til at stå imellem dig og det liv som Gud vil give dig!
Comments