Prædiken til skærtorsdag 2024
Posted By admin on 15. april 2024
Fodvaskningen: Jesus vasker vores fødder
Prædiken i Rø Kirke skærtorsdag 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Skærtorsdag. Hvorfor hedder det egentlig sådan?
I morgen er det jo langfredag. Det var den dag Jesus hang på korset under frygtelige lidelser, og så føles tiden jo lang, for at sige det mildt. Og i søndags, palmesøndag, har jo navn efter de palmegrene som folk viftede med da Jesus red ind i Jerusalem. Men skærtorsdag? Det var jo den dag Jesus indstiftede nadveren, da han rakte sine disciple brød og vin og sagde: ”Dette er mit legeme. Dette er mit blod.” Hvad har det med ”skær” at gøre? Det er ikke engang fordi Jesus skar brødet ud, for der står jo at han ”brød det”, altså brækkede det i stykker.
Den betydning af ”skær”, som vi finder i ”skærtorsdag”, er ”skær” i betydningen ”ren” (I ved, som i ”ren og skær”). Et ældre navn for skærtorsdag er da også ”renselsestorsdag”. Og det er naturligvis på grund af det andet som Jesus også gjorde skærtorsdag aften, ud over at indstifte nadveren, nemlig at vaske disciplenes fødder, som vi lige har hørt det.
Nadveren står meget centralt i folkekirken, ligesom den gør i de fleste andre kirkesamfund. Vi fejrer nadver hver eneste søndag, og for mange mennesker er det gudstjenestens absolutte højdepunkt, fordi det er det sted hvor vi ikke skal nøjes med at høre, men også får lov til at smage og føle at Jesus har givet sig selv for os, og at Gud tager imod os ved sit bord i sit rige. Derfor har vi også helt styr på hvad det handler om i de ulige årstal hvor skærtorsdags prædiketekst handler om indstiftelsen af nadveren. I de lige årstal som i år, derimod, hvor vi læser fra Anden Tekstrække, og det derfor er fodvaskningen der skal prædikes om, er vi lidt mere på udebane, for hvad skal vi egentlig bruge det til at Jesus for 2000 år siden tog et håndklæde og et fad med vand og vaskede sine disciples fødder? Det fortæller os selvfølgelig at Jesus var ydmyg og beskeden, men det vidste vi jo godt fra en række andre beretninger, lige fra juleevangeliet hvor han lod sig føde i en stald, til i søndags hvor han red ind i Jerusalem på et æsel. Så hvad var lige pointen med fodvaskningen?
For at svare på det spørgsmål vil jeg pege på to ting. For det første: Det lader til at disciplene også har undret sig over hvorfor Jesus vaskede deres fødder. I hvert fald spørger han dem efterfølgende: ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?” Da ingen tilsyneladende svarer på hans spørgsmål, går han videre med at forklare dem hvad formålet med hans handling var, nemlig at give dem et forbillede, altså et eksempel til efterfølgelse. Det er der nogle kirkesamfund der tager meget bogstaveligt ved at have det som en del af deres skærtorsdagsgudstjeneste at menigheden vasker hinandens fødder, og i den katolske kirke er det almindeligt at biskopper og andre i høje stillinger vasker fødderne på tolv fattige eller på anden måde underprivilegerede mennesker skærtorsdag – sidste år vaskede pave Frans for eksempel fødder på tolv fanger i et ungdomsfængsel. Ud over at udvise bogstavelig lydighed over for Jesu ord: ”så skylder I også at vaske hinandens fødder” har den slags gestusser jo helt klart det plus at de tjener som en påmindelse om det som Jesus sandsynligvis først og fremmest mente, nemlig at vi i det hele taget skal være villige til ydmygt at tjene andre mennesker, uanset hvilken status vi i øvrigt har i verden. Det at vaske andres fødder blev nemlig set som topmålet af ydmyghed i oldtidens Mellemøsten. De fleste mennesker gik med sandaler dengang, og vejene var støvede, så når man kom ind i et hus, var det første man gjorde, som regel at vaske støvet af sine fødder. De rigeste og fornemste personer havde en tjener eller en slave til at vaske deres og deres gæsters fødder, og hvis man fik en særligt fornem gæst, kunne man som husvært vise sin ærbødighed ved selv at vaske gæstens fødder så gæsten ikke behøvede at gøre det selv. Men at en mester vaskede sine disciples fødder, var aldeles uhørt, så derfor gjorde det et uudsletteligt indtryk da Jesus gjorde det – og dermed fik han mulighed for at lære disciplene en lektie de aldrig ville glemme.
Men ud over den lektie som Jesus bagefter forklarer disciplene at de skal tage med sig fra den usædvanlige oplevelse at få vasket fødder af deres mester, er der yderligere en pointe i beretningen, som vi let overser, og det er det som Jesus siger til Peter undervejs. Peter protesterer jo – forståeligt nok – over at hans mester ydmyger sig på den måde, men da han siger: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”, replicerer Jesus: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Og det svar er måske i sig selv omtrent lige så overraskende som selve det at Jesus vaskede disciplenes fødder. Almindeligvis var det sådan i antikken at hvis man var i lære hos en mester, så forventedes man til gengæld at udføre diverse praktiske opgaver for mesteren. Det havde to formål: Dels at mesteren slap for selv at bruge tid på de praktiske opgaver og dermed fik mere tid til overs til at studere eller på anden måde forberede sin undervisning, og dels at disciplen lærte ydmyghed og tålmodighed. Det stod ikke til diskussion at disciplen skulle være tjener for sin mester; nægtede han det, kunne han ikke være en discipel. Jesu disciple udførte også forskellige opgaver for ham; palmesøndag blev to af dem for eksempel sendt ind i en landsby for at hente det æsel han skulle bruge til at ride ind i Jerusalem, og skærtorsdag blev to af dem sendt i forvejen for at forberede påskemåltidet. Det var alt sammen som det skulle være. Men i sine ord til Peter vender Jesus altså tingene på hovedet ved at sige at ikke alene er det en betingelse for discipelrelationen at disciplen tjener mesteren, men også at disciplen lader sig tjene af mesteren. Hvorfor ville en mester dog forlange noget sådant? Hvad skulle han have ud af det?
Svaret er naturligvis at det havde Jesus ikke noget ud af, men der var i det hele taget intet af det Jesus gjorde, som han gjorde for selv at ”få noget ud af det”. Om han så havde sikret sig samtlige goder som denne verden har at tilbyde, ville det jo alligevel ikke have kunnet opveje den herlighed han efterlod hjemme hos Gud da han lod sig føde til jorden. Hans eneste motiv og drivkraft var kærlighed: ”han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste”. Derfor var hans liv også helt igennem en tjeners liv – også selvom han som sagt lod sine disciple bidrage med diverse praktiske gøremål. Målet med den oplæring som Jesus gav sine disciple, var nemlig ikke at de skulle indlære nogle færdigheder, og slet ikke at de skulle nå til en dybere selvindsigt og finde det guddommelige i deres eget indre. Det som Jesus prædikede og underviste om, var Guds rige, og hans mål for disciplene var at de skulle komme med i Guds rige. Og de ting han havde at sige om hvordan man opnår det, var mindst lige så overraskende som det at han vaskede sine disciples fødder. Jeg vil citere to steder:
Som vi hører hver gang der er dåb i folkekirken, var der på et tidspunkt nogle der bar nogle små børn til Jesus. ”Disciplene truede ad dem,” står der så; sikkert fordi disciplene mente at små børn umuligt kunne have det der skulle til for at blive en del af Guds rige – jeg mener, hvis selv et lille barn var kvalificeret, hvad var så pointen med at forlade alt og udholde diverse trængsler for at følge Jesus hvor han gik og stod? ”Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: ’Lad de små børn komme til mig; det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager mod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det’” (Mark 10,13-15). Og så har disciplene ellers stået der med alle deres talenter! Ved en anden lejlighed blev Jesus i en sen nattetime opsøgt af en af de klogeste teologer i Israel, men teologen (som i øvrigt hed Nikodemus) nåede dårligt at blive færdig med sin første sætning før Jesus sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3).
Pointen er altså at Guds rige ikke er noget man kan gøre sig egnet til ved at øve sig og dygtiggøre sig, men kun ved at modtage det som en gave ved at man lader sig forvandle i en grad så det kan betegnes som en ny fødsel. Det er kun Jesus der kan gøre det, og derfor kan hverken Peter eller vi andre have lod og del sammen med Jesus hvis vi ikke lader ham rense os.
Men samtalen mellem Jesus og Peter slutter ikke der, for da Peter får at vide at han ikke har lod og del sammen med Jesus hvis Jesus ikke vasker ham, så går han helt over i den modsatte grøft og vil have Jesus til ikke kun at vaske hans fødder, men også hans hænder og hoved. Men det er ikke nødvendigt, siger Jesus, for Peter og de andre disciple er allerede badet, og derfor er de rene (om end han tilføjer: ”dog ikke alle”). Det Jesus mener, er naturligvis ikke at Judas som den eneste havde glemt at gå i bad den dag, men at disciplene var blevet renset for deres synd ved at tro på Jesu ord (et par kapitler senere siger han faktisk: ”I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer” (Joh 15,3)). Så det er altså til mennesker der allerede er med i Guds rige, at Jesus siger: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.” Så vi der i dag hører beretningen om fodvaskningen, skal altså ikke kun tage med os at vi skal efterligne Jesu ydmyghed og være villige til at tjene vores medmennesker, men også at vi har brug for at lade Jesus vaske vores fødder.
Og det skal naturligvis ikke forstås bogstaveligt, for så ville vi unægtelig være på den. Snarere skal det minde os om at vi ikke kun har brug for Jesus for at blive Guds børn, men også for at være Guds børn. Uanset hvor mange år vi har været kristne, kan vi stadig ikke leve en eneste dag til Guds ære, hvis ikke Jesus gør det for os og gennem os. Så længe vi lever i denne verden, vil der altid være noget vi har brug for at blive renset for. Det kan måske lyde som en lidt træls udsigt, men det gode ved det er at Jesus aldrig bliver træt af at tjene os med syndernes forladelse. Det er nadveren, som han jo indstiftede samme aften som han vaskede disciplenes fødder, en stadig påmindelse om. Derfor vil jeg slutte af med at opfordre jer alle sammen til at deltage i nadveren tit og ofte – jo oftere, jo bedre – for der er ingen grænser for vores afhængighed af Jesus.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments