Prædiken til nytårsdag 2025
Posted By admin on 6. januar 2025
Jesu omskærelse: Omskåret på hjertet
Prædiken i Sct. Klemens Kirke nytårsdag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Jesus var omskåret. Selvfølgelig var han det. Han var en del af det jødiske folk, og alle jødiske drengebørn blev – dengang som nu – omskåret når de var en uge gamle. Og det gælder i øvrigt ikke kun jøder – mange muslimer praktiserer også omskæring, og det samme gælder koptisk-ortodokse, etiopisk-ortodokse og eritreisk-ortodokse kristne. Og indtil for relativt nylig var det ikke alene temmelig ukontroversielt, men der har også været mange eksempler fra den vestlige verden på at ikke-jøder har valgt at få deres drengebørn omskåret af sundhedsmæssige årsager for at reducere risikoen for forskellige infektioner. Først inden for de seneste årtier er spørgsmålet om omskæring af raske drengebørn blevet så betændt at det ligefrem har fået politikere til at skifte parti, og debatten har til tider været så skinger at valget har stået imellem om man ville beskyldes for at gå ind for antisemitisme på den ene side (nemlig hvis man ønskede omskæring forbudt) eller for børnemishandling på den anden side (nemlig hvis man ikke ønskede omskæring forbudt). Derfor er det også med en vis bæven at jeg overhovedet nævner emnet i dag, men når prædiketeksten kun består af et enkelt vers, og det vers handler om at Jesus blev omskåret, så er det jo på en eller anden måde vanskeligt at komme udenom.
Jeg vil ikke gå dybere ind i den aktuelle diskussion, og hvis der er nogen af jer der lytter til denne prædiken, der har stærke holdninger i den ene eller den anden retning, vil jeg slet ikke forsøge at få jer til at skifte mening (højst måske at appellere til en forståelse for at de der mener noget andet, højst sandsynligt hverken hader jøder eller er tilhængere af børnemishandling, og at det forpester debatten at beskylde dem for det). Men jeg vil pege på to indsigter fra debatten som måske kan give os en bedre forståelse af hvad vi skal stille op med det faktum at Jesus var omskåret.
For det første: Som jeg nævnte tidligere, har omskæring undertiden været praktiseret af rent sundhedsmæssige årsager. Der er nemlig studier der tyder på at man har en reduceret risiko for alt fra urinvejsinfektioner til HIV og cancer hvis man er omskåret. (Når der alligevel er mange læger der er stærkt imod omskæring af raske drengebørn, er det, så vidt jeg har forstået, fordi de ikke mener at de gavnlige effekter er tilstrækkelig store til at kunne retfærdiggøre smerten, indgrebets irreversible natur samt risikoen for komplikationer). Men grunden til at Jesus blev omskåret, var ikke at Josef og Maria ville beskytte ham mod urinvejsinfektioner, men derimod at omskærelsen var et ydre tegn på pagten mellem Israels Gud og hans folk, eller oprindelig faktisk mellem Gud og Abrahams slægt, som jo ikke kun omfatter Israel, men også flere andre folk. Ganske vist er omskærelse ikke et specielt synligt tegn i hverdagen, men det er i hvert fald en konstant påmindelse til den omskårne selv, og hvis man forbinder det med det at man hører til Guds folk, så vil jeg tro at det kan være en konstant kilde til både stolthed og ansvarsfølelse. Man kan så spørge hvorfor det lige præcis var dét sted på kroppen Gud befalede Abraham og hans efterkommere at anbringe tegnet på deres pagt med ham, især i betragtning af at det begrænser tegnet til den mandlige halvdel af befolkningen, og det er jeg bange for at jeg ikke kan give noget godt svar på.
Den anden indsigt er en indsigt som faktisk var ny for mig. Kald mig bare naiv, for det var jeg vel, men indtil for relativt få år siden anede jeg ikke hvordan en omskæring foregår. I Anden Mosebog (4,24-26) er der en sær beretning om at ingen ringere end Moses himself havde forsømt at omskære sin søn, hvilket Gud blev temmelig vred over, men så greb Moses’ hustru en skarp sten og omskar deres søn lige dér på stedet. Og selvom den tekst trods alt understreger at det bløder når man bliver omskåret, så gav den mig alligevel indtrykket af at det er noget der er klaret i en håndevending med et enkelt snit, så da jeg, i forbindelse med debatten om et eventuelt forbud mod omskæring af børn i Danmark, fandt ud af at proceduren er noget mere kompliceret end som så, blev jeg temmelig overrasket. Det er faktisk en temmelig blodig omgang, og selv de læger der ligefrem anbefaler omskæring af sundhedsmæssige årsager, står fast på at der skal anvendes lokalbedøvelse. Til gengæld er der en rabbinsk tradition der dikterer det modsatte ud fra den betragtning at det netop er smerten ved indgrebet der indstifter pagten, men den tradition har jeg svært ved at finde noget belæg for i Bibelen (for ikke at tale om at vi forhåbentlig alle sammen er enige om at hvis man mener at det er godt at påføre et barn smerte, så bør man ikke have lov til at komme i nærheden af børn! Der kan være situationer hvor det at blive påført smerte er et nødvendigt onde, men smerten kan aldrig være et formål i sig selv, især ikke når det går ud over et lille barn).
Grunden til at jeg nævner at det at blive omskåret var og er blodigt, og at det endvidere er meget smertefuldt hvis man ikke bliver bedøvet, er at vi kan se i dagens tekst at der på Jesu tid tilsyneladende var en sammenhæng mellem omskærelse og navngivning (ligesom der i dagens Danmark tit er sammenfald mellem barnedåb og navngivning). Og navnet Jesus er uadskilleligt forbundet med blod og smerte – som vi sang med Brorson: ”han måtte tidlig lære, at det var et smertenavn” (DDS 135,3). Og det hænger sammen med grunden til at det netop var det navn han fik. Vi hørte at det var det navn ”som han var blevet kaldt af englen, før han blev undfanget i moders liv”, og i Matthæusevangeliets første kapitel kan vi læse den begrundelse som englen gav for valget af netop det navn: ”du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Navnet ”Jesus” betyder nemlig ”frelser”. Og hvordan frelste Jesus os fra vores synder? Det gjorde han ved at lide og dø. Det at han fik navnet Jesus, var altså en indvielse til en gerning der medførte blod og smerte i ufattelige mængder – en forsmag på det der skulle komme, så at sige.
For nogle år siden var det meget populært i nogle kristne kredse at gå rundt med et armbånd af lærred eller gummi hvorpå de fire bogstaver ”W.W.J.D.” var trykt (jeg havde selv et af slagsen). Bogstaverne stod for ”What Would Jesus Do?”, altså ”Hvad ville Jesus gøre?”, og rationalet var naturligvis at det i alle de store og små valg vi konstant skal træffe, er en god idé at overveje hvad Jesus ville have valgt. Og den tanke er sådan set solidt forankret i Bibelen; i Første Petersbrev 2,21 står der for eksempel: ”Kristus led for jeres skyld og efterlod jer et eksempel, for at I skal følge i hans fodspor”. På den baggrund kunne man tro at når Jesus var omskåret, så må det betyde at vi der bekender ham som Herre, også skal omskæres. Og det var der da også mange af de første kristne der mente, men Paulus var uenig, og i Apostlenes Gerninger kapitel 15 kan vi læse om et vigtigt møde som apostlene og de øvrige ledere i den tidlige kirke holdt for at afklare spørgsmålet. Konklusionen blev at kristne af ikke-jødisk afstamning ikke behøver at blive omskåret. Det var ellers ikke fordi Paulus principielt var modstander af omskæring; tværtimod havde han en meget pragmatisk tilgang til spørgsmålet, og i Første Korintherbrev 7,19 skriver han endda: ”Om man er omskåret eller ej, betyder ikke noget, men det gør lydighed mod Guds bud”. Men hvis nogen kom og hævdede at omskærelse var nødvendig for at blive frelst, så talte Paulus til gengæld med store bogstaver. Det ser vi i Galaterbrevet, som Paulus netop skrev fordi nogle relativt nyomvendte kristne med ikke-jødisk baggrund havde fået besøg af nogle jøder som sagde at det var nødvendigt at de lod sig omskære. Da Paulus hørte det, blev han flintrende lynende arrig! I de 13 breve fra Paulus’ hånd som vi har i Det Nye Testamente, harcelerer den gode apostel mod alverdens dårligdomme i de første menigheder lige fra tyveri til drukkenskab til seksuel promiskuitet til sladderagtighed til klikevæsen, men der er ingen af de ting der gør ham så vred som det at nogle ville tvinge galaterne til at lade sig omskære, for med sådan et krav annullerede man selve evangeliet om Jesus – som han blandt andet skriver i brevet: ”Se, jeg, Paulus, siger jer, at hvis I lader jer omskære, vil Kristus intet gavne jer” (Gal 5,1). Og det er fordi de fik omskærelsen præsenteret som en ekstra, ydre betingelse for at blive frelst, som om det Jesus har gjort, ikke var nok. Det som de jødiske prædikanter forsøgte at få de galatiske kristne til, var at stole på en ydre etnisk markør i stedet for at stole på Jesus som havde givet dem Helligånden i deres indre.
Det er nemlig ikke sådan at der ikke er nogen synlige kendetegn på at vi tilhører Jesus; det er blot en helt anden og langt vigtigere slags kendetegn der er tale om end det at have fået skåret sin forhud af, nemlig det at leve i lydighed mod Gud (jævnfør det vers fra Første Korintherbrev som jeg citerede før). Faktisk tager Paulus det for givet at det at komme til tro på Jesus medfører en forandring der er mindst lige så skelsættende som omskærelsen, og i Kolossenserbrevet bruger han oven i købet omskærelsen som en metafor for den forandring der sker: ”I ham blev I også omskåret, ikke med hånden, men ved at aflægge det syndige legeme, ved omskærelse til Kristus, da I blev begravet sammen med ham i dåben” (Kol 2,11-12a).
Og metaforen er måske ikke så tosset endda, for selvom det hverken er smertefuldt eller blodigt at blive døbt, så er dåben ikke desto mindre en symbolsk gentagelse af Jesu død og opstandelse, som tegn på at vi der er døbt, skal betragte os selv som døde med Jesus. Det kan godt være at vi ikke har et fysisk ar til at minde os om det, men til gengæld har Gud givet os sin Helligånd i vores indre, som dagligt arbejder på at skabe os om til at ligne Jesus mere – altså ikke at ligne ham i det ydre med langt hår og skæg og uden forhud, men at ligne ham i det indre, i hans kærlighed, ydmyghed og selvopofrelse. Og det kan så godt være at det at leve på den måde kommer til at koste os blod, slid, tårer og sved (for nu at citere Winston Churchill), men der vil i så fald blot være tale om at vi får en større grad af fællesskab med Jesus i hans lidelser, og hvor utroligt det end lyder, fortæller Det Nye Testamente os at det er noget vi kun skal betragte som et privilegium (ApG 5,41. Fil 3,10. Jak 1,2).
Vi har i dag taget hul på et nyt år. Kun Gud ved hvad året vil komme til at bringe. Men hvis vi møder det der kommer, med den indstilling at vi ikke længere tilhører os selv, men Jesus, så kan det ikke gå anderledes end at vi om et år kender ham bedre og følger ham tættere end vi gør nu.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments