Prædiken til midfaste søndag 2025
Posted By admin on 16. april 2025
Bespisningen af de 5000: Gavmild for andres penge
Prædiken i Klemensker og Rø Kirker midfaste søndag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg synes selv at jeg har verdens bedste job. Ganske vist har man som præst ind imellem nogle mærkelige og uforudsigelige arbejdstider, men til gengæld har man en høj grad af frihed til at tilrettelægge sit arbejde, og arbejdet er også dejligt afvekslende. Som i alle andre job er det naturligvis ikke alle opgaver der er lige fornøjelige, men der er heldigvis også dage hvor jeg går meget glad hjem fra arbejde.
En af de opgaver som jeg er allermest glad for, er uddeling af julehjælp. Ganske vist er det sørgeligt at der i et så velstående land som Danmark er så mange familier der har svært ved at få enderne til at mødes på den tid af året der gerne skulle være den allermest festlige, men så meget desto større er glæden ved at kunne være med til at afhjælpe nøden en smule. I den forbindelse må jeg dog tilføje at jeg til tider bliver helt pinligt berørt over den taknemmelighed jeg møder når jeg kører ud med julehjælpen, for det er jo ikke mig der er giveren; jeg er kun et sendebud – ”pakkeposten” om I vil. Julekurvene er finansieret gennem donationer fra anonyme givere, og det ville ikke være rigtigt af mig at sole mig i den ros som egentlig tilkommer dem.
Det er ellers nemt nok at være gavmild for andres penge. Jeg husker blandt andet en historie der var oppe i medierne tilbage i 2016, hvor Aarhus Kommune plantede Danmarks længste jordbærbed på Vestereng bag Skejby Sygehus. Modsat de mange andre steder hvor man kan få pluk-selv-jordbær, var det her et sted hvor man gratis kunne forsyne sig med alle de jordbær som man enten kunne spise på stedet eller tage med hjem i en lille bærepose. Mens mange hyldede denne gestus fra Aarhus Kommune, var der også nogle der var utilfredse, for som de påpegede, så har kommunen jo ikke andre penge end dem som borgerne betaler i skat, så når kommunen uddelte ”gratis” jordbær i Skejby, var der reelt tale om at alle borgerne i kommunen betalte for gratis jordbær til dem der nu tilfældigvis kom forbi Vestereng – med andre ord var kommunen gavmild for andres penge. Hvem der mente hvad i den sag, kom naturligvis i høj grad an på partifarve.
Den politiske diskussion vil jeg ikke gå ind i her fra prædikestolen; i stedet vil jeg fremsætte den påstand at når vi forærer noget til andre, er det altid i et eller andet omfang ”for andres penge” at vi er gavmilde, også selvom vi dækker udgiften helt og aldeles af egen lomme. Det er et lidt provokerende udsagn, det er jeg klar over, men se sådan her på det: Selvom du ærligt og redeligt har tjent dine penge ved at arbejde hårdt med dine hænder og/eller din hjerne, så har du alligevel været afhængig af en lang række faktorer som du ikke kan tage nogen ære for. Dels bor du i et velstående land hvor der er mennesker der har råd til at betale for det produkt som du med din arbejdsindsats har været med til at fremstille (enten der så er tale om et fysisk produkt eller en serviceydelse eller måske noget mere abstrakt), dels hersker her fredelige og ordentlige tilstande så de nødvendige finansielle transaktioner kan finde sted. Og allervigtigst, så er de hænder og den hjerne som du har brugt til at udføre dit arbejde med, ikke noget du selv har skabt. Du har måske nok trænet både hjernen og hænderne, men råmaterialet fik du af Gud. Som Paulus skriver i Første Korintherbrev (og ja, jeg ved godt at jeg citerer Første Korintherbrev i tide og utide, men der står altså også rigtig mange vigtige ting i det brev!): ”hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”
Men den gode nyhed er at det er helt i orden at det er sådan. Faktisk kan det ikke være anderledes end at vi får alt givet af Gud – ”alle gode gaver de kommer ovenned”, som vi plejer at synge når vi holder høstgudstjeneste. Og de gaver som Gud giver os, dem giver han os ikke kun for at vi selv skal have glæde af dem; nej, Gud har indrettet verden sådan at vi mennesker er afhængige af hinandens hjælp. Det gælder naturligvis i særdeleshed i kirken, der jo er Kristi legeme på jorden, hvor vi lige så lidt kan undvære hinanden som legemsdelene på vores egen fysiske krop kan, sådan som Paulus så fornemt skildrer det i kapitel 12 af – ja, også Første Korintherbrev. Men det gælder også i menneskelivet i det hele taget: Hvis Gud har givet os mere end vi har brug for, så er det for at vi skal dele med andre som har for lidt. Den store kirkefader Basilios af Cæsarea som levede i 300-tallet, gik endda så vidt som til at sige: ”Det brød du opbevarer, tilhører den sultne; den frakke du har gemt hen i dit klædeskab, tilhører den som mangler tøj; skoene som rådner fra dig, tilhører den som ingen sko har; de penge du har gravet ned, tilhører den der trænger.”[1] Og som vi hørte tidligere i gudstjenesten, skriver Paulus – denne gang i Andet Korintherbrev (forandring fryder) – dels at korintherne trygt kan regne med at Gud vil sørge for dem hvis de bruger deres overskud til at hjælpe de nødlidende i stedet for til at polstre deres egen økonomi, og dels at de skal betragte de penge de giver til de fattige, som såkorn, og at jo mere de sår, desto større bliver høsten.
Det sidstnævnte princip skal man naturligvis passe på ikke at misforstå. Det er ikke sådan at der er en én til én sammenhæng mellem hvor mange penge vi giver væk, og hvor mange gode gaver Gud ”til gengæld” lader regne ned over os, og det ville da også et eller andet sted underminere hele princippet i at være gavmild hvis vi betragtede det som en slags investering hvor vi kunne forvente at få pengene igen med rente. Der er desværre prædikanter nok i vore dage – ikke mindst på internettet – som forkynder et ubibelsk evangelium om at man som kristen bør forvente altid at være sund og rask og magtfuld og populær og have masser af penge, selvom det snarere var det modsatte Jesus stillede sine disciple i udsigt. Nej, den ”høst” som Paulus taler om, er ikke til os selv, men til vores medmennesker – det er dem der skal have gavn af det vi ”sår”! Og Paulus lover ikke sine læsere at de vil komme til at leve som konger og baroner, men derimod at Gud fortsat vil sørge for at de har ”overflod til at gøre godt”, altså at de til stadighed vil kunne give noget til andre. Og det tror jeg faktisk at alle mennesker kan, også mennesker der er så materielt fattige at de lever fra hånden til munden. For selvom det er vigtigt at vi der er blevet velsignet materielt, deler ud af vores overskud til dem der lider nød, så er der andre ting som det er endnu langt vigtigere at dele ud af.
I evangelieteksten til i dag hører vi om et helt exceptionelt eksempel på at der blev ”sået” noget som bar mange fold, nemlig den lille dreng som kom med sine fem brød og to fisk. Der er ingen tvivl om at det må have krævet tro for ham at gøre sådan, for det var jo den mad han selv skulle have spist, så hvad skulle der blive af ham når han forærede den væk? Men Jesus sørgede altså for at både drengen selv og alle de andre fik noget at spise. Og disciplene, de fik lov til at dele gaverne ud, lidt ligesom når jeg får lov til at dele julehjælp ud. Og derved blev de et forbillede på hvad der til alle tider er vores opgave som disciple af Jesus (for det er jo det vi er døbt til at være, foruden at være Guds børn): Vi får lov til at være gavmilde for Guds penge; at dele ud af hans overflod. Og som sagt omfatter det også ting som er langt vigtigere end penge, for Gud har jo givet os alt hvad vi er og har. Derfor må vi også dele ud af vores tid, vores kræfter, vores evner, vores glæde, vores trøst, vores menneskeværd. Og frem for alt må vi dele ud af livets brød, som er Jesus selv.
Hov, vent, stop, hvor kom det lige fra? ”Dele ud af livets brød, som er Jesus selv” – hvad i alverden skal det betyde? Jo, hvis vi læser videre i Johannesevangeliets 6. kapitel (som vi i øvrigt får lov til at gøre om et års tid når vi når til midfaste søndag efter anden tekstrække), så hører vi at da Jesus forlader det sted hvor bespisningsunderet fandt sted, så følger folkeskaren efter ham i håb om at få mere gratis mad (gratis mad har altid været en effektiv måde at tiltrække folk på). Men Jesus siger til dem at de hellere skulle satse på at få fat i livets brød fra himlen, og da de udspørger ham om hvad det er for noget, siger han at det er ham selv. Det kommer I som sagt til at høre mere om om et års tid. Men når vi sammenholder det udsagn med at Jesus satte disciplene til at uddele det brød som han fremtryllede til de 5000 mænd (”foruden kvinder og børn”, som Matthæus tilføjer i sin genfortælling af begivenheden), så må det vel betyde at Jesus havde i sinde at sætte sine disciple til at dele ud af ham selv. Og det var også lige præcis hvad han gjorde da han efter sin opstandelse gav dem det bud som vi plejer at kalde for ”missionsbefalingen”: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Alle vi som er kommet til tro på det budskab som disciplene og deres efterfølgere har prædiket over hele verden, vi er altså også selv disciple og skal derfor også dele ud af livets brød, som er Jesus selv. Men hvordan gør vi så det?
Jo, den eneste grund til at vi kan dele ud af Jesus til andre, er at han allerede har givet sig selv til os. Og det vi skal dele ud til andre, er det samme som han har givet os: Ligesom Jesus har tilgivet os, skal vi tilgive andre. Ligesom Jesus har elsket os ubetinget, skal vi elske andre ubetinget. Og ligesom Jesus har givet sit liv for os, skal vi være klar til at give vores liv for andre. Det vi kalder ”vores ” liv, er nemlig slet ikke vores eget længere når vi er døbt til at tilhøre Jesus. (Bemærk: ”til at tilhøre Jesus” – vi tilhører ham). Som Paulus skriver i Galaterbrevet (2,19-20): ”Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig”. Jesus har givet os sit eget liv, og det er dét liv vi giver videre når vi lægger livet ned for andres skyld. Så lad os frejdigt gå i gang med at give os selv hen for andre, for det er andres penge (eller rettere: andres liv) vi er gavmilde med!
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Egen oversættelse fra den græske tekst på https://scholarios.graeca.org/phd/scholarios/pgfront/?vol=31&page=277
Comments