Prædiken til Mariæ bebudelses dag 2025
Posted By admin on 16. april 2025
Bebudelsen: Immanuel
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker Mariæ bebudelses dag 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
Det varer ikke ret længe før det er påske. Butikkerne bugner af påskeæg, påskebryg og i øvrigt lysegule påskeudgaver af snart sagt alt mellem himmel og jord, og mange af os er ved at have styr på vores planer for påskeugen. (For mit eget vedkommende kan jeg røbe at planerne i høj grad har med kirke og gudstjenester at gøre!)
Påsken har imidlertid det til fælles med julen at selvom der bliver taget forskud på den stort set alle andre steder, så holder vi i kirken fast på at det ikke er påske før det er påske, ligesom det ikke er jul før det er jul. De første 23 dage af december er det ikke jul, men advent; det er traditionelt en tid der er beregnet til alvor og selvransagelse, sådan at man kan nå at få sin sag i orden med Gud og sine medmennesker før den store fest skal fejres, og samtidig er det en tid med fokus på forventning og forberedelse. Og ligesom adventstiden går forud for julen, går fastetiden forud for påsken. Den kristne fastetid begynder askeonsdag (som modsat hvad mange tror, ikke er navnet på dagen før skærtorsdag, men derimod på onsdagen efter fastelavn), og den varer helt frem til påskemorgen; det vil sige: skærtorsdag, langfredag og påskelørdag hører også med til fastetiden. Traditionelt har langfredag og påskelørdag endda været dage hvor man slet ikke har spist noget, mens man i resten af fastetiden dog trods alt spiste groft brød, grøntsager, usødet vandgrød samt fisk. Man må sige at det har ændret sig i vore dage, hvor netop langfredag og påskelørdag er meget populære dage til at afholde påskefrokoster og andre festlige sammenkomster. Og jeg må indrømme at jeg ikke selv er noget dydsmønster: Jeg spiser nøjagtigt det samme i fastetiden som jeg gør resten af året, og hvis langfredag eller påskelørdag er den dag hvor det passer bedst at samles med familien, så er det det vi gør. Men jeg må da indrømme at når jeg hører nogen beklage sig over at muslimernes fastemåned er kommet til at fylde alt for meget i Danmark, så tænker jeg at det nok ville se anderledes ud hvis alle vi der bekender os til en kristen kultur, begyndte at tage vores egen fastetid tilsvarende alvorligt.
Men selvom vi altså er midt i fastetiden, så handler det altså pludselig om noget helt andet i dag; om noget der snarere leder tankerne hen på julen, nemlig englen Gabriels besøg hos jomfru Maria for at fortælle hende at hun skulle føde Guds søn. Nu hvor vi har haft fire søndage med fokus på den kamp Jesus kæmpede mod det onde, vel vidende at kampen ville munde ud i at han måtte give sit liv på korset, og der kun er en uge til det for alvor spidser til når vi skal høre om at Jesus red sine lidelser i møde på et æsel på palmesøndag, så kan det virke temmelig mærkeligt med det skift i fokus, og det er det i og for sig også, men som så meget andet her i verden er det Struensees skyld. Før hans rundbarbering af helligdagskalenderen i 1770 blev Mariæ bebudelse altid fejret den 25. marts, fordi det er præcis 9 måneder før vi fejrer Jesu fødsel, og ganske vist ligger 25. marts næsten altid i fastetiden, men seks ud af syv år falder den ikke på en søndag, og alle søndagene mellem fastelavn og påske var derfor helliget optakten til Jesu lidelse og død.
Men det nytter jo ikke noget at græde over spildt mælk, og eftersom den aktuelle samfundsudvikling snarere går i retning af at vi får endnu færre helligdage (hvis politikerne eller tør det), så skal vi nok belave os på at vi ikke får 5. søndag i fasten tilbage, men at vi også i fremtiden kommer til at fejre Mariæ bebudelse søndagen før palmesøndag, og så kan vi jo lige så godt få det bedste ud af det. Og når vi så tilmed, som i dag, har besøg af et kor som har sunget for os om Jesu vej til korset, så er det jo oplagt at fokusere på at det faktisk lige netop var med henblik på korset at han overhovedet steg ned fra himlen og blev et foster i jomfru Marias liv. Det sagde englen ganske vist ikke noget om; han holdt sig til at fortælle Maria hvad enden på det hele ville blive, nemlig at hendes søn ville få sin forfader Davids trone og være konge til evig tid. At vejen til den trone gik gennem lidelse og død, skånede han hende i første omgang for at få at vide – og det var nok i virkeligheden meget klogt, for udsigten til at skulle forklare sin familie og sit lokalsamfund at hun var blevet gravid uden at der havde været nogen mand involveret, har nok været rigeligt til at give den stakkels Maria søvnløse nætter, uden at hun også skulle bekymre sig om lidelse der lå mere end 30 år ude i fremtiden. Som barnet i hendes moderliv selv senere ville sige: ”Hver dag har nok i sin plage” (Matt 6,34)!
Men Josef fik det at vide – eller fik i hvert fald et lidt større indblik end Maria gjorde. I Matthæusevangeliet kapitel 1 kan vi læse at det ikke kun var Maria der fik englebesøg; det gjorde Josef også efter at han havde fundet ud af at Maria var blevet gravid. Han havde egentlig tænkt sig at afbryde forlovelsen fordi han troede hun havde været ham utro, men så kom der en engel og forklarede ham sagens rette sammenhæng, nemlig at barnet var undfanget ved Helligånden. Og så tilføjede englen: ”Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder” (Matt 1,21). Josef var altså i det mindste forberedt på at det barn han skulle være far for selvom han ikke var dets biologiske far, ikke kun skulle være en konge, men også en frelser – og det som han skulle frelse sit folk fra, var tilmed ikke en ydre fjende, men derimod folkets egne synder. Og hvis Josef kunne sin bibel, så vidste han nok fra Esajas’ Bog kapitel 53 at det ville omfatte lidelse og død.
I dag har vi imidlertid hørt et andet stykke fra Esajas’ Bog, nemlig fra kapitel 7, hvor profeten har et sammenstød med den onde og ugudelige kong Akaz. Akaz var i øvrigt kong Davids efterkommer i tiende led (det er derfor Esajas skælder ud på ”Davids hus” i sit svar til ham), så på Esajas’ tid var det altså Akaz der sad på den trone som Gabriel senere lovede Maria at hendes søn ville komme til at sidde på til evig tid. Og det gjorde han ikke særlig godt, for nu at sige det mildt. Derfor skal Esajas’ kryptiske ord om at ”den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” sandsynligvis forstås som en advarsel til kongen om at Gud vil give hans plads til et barn – og ikke bare et hvilket som helst barn, men et barn hvis mor ville give ham navnet Immanuel. Netop det vers citerer Matthæus umiddelbart efter at han har fortalt om englens budskab til Josef, og det giver os følgende løjerlige formulering: ”’Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus; for han skal frelse sit folk fra deres synder.’ Alt dette skete, for at det skulle opfyldes, som Herren har talt ved profeten, der siger: ’Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’” (Matt 1,21-23). Altså: De kaldte ham Jesus, og derved opfyldtes profetien om at der skulle fødes en dreng som skulle få navnet Immanuel! Havde det nu været sådan at Jesus og Immanuel var to forskellige varianter af det samme navn, så ville det jo have været let nok at forstå, men det er ikke tilfældet, idet Jesus betyder ”Herren frelser”, hvorimod Immanuel betyder ”Gud med os”. Derfor må meningen med det Matthæus skriver, være at oplyse os om at Esajas’ profeti ikke skal opfattes bogstaveligt: Profeten mente ikke at det barn han talte om, ville være kendt under navnet Immanuel, men derimod at han skulle være Immanuel, altså: Gud med os.
Det er dog værd at bemærke at det med Immanuel ikke er noget englen siger til Josef, men en oplysning som Matthæus giver til sine læsere. Og Matthæus skrev først sit evangelium efter Jesu død og opstandelse (sandsynligvis endda adskillige årtier efter), så spørgsmålet er om Josef og Maria selv har forbundet det barn de skulle opfostre, med profetien om Immanuel. Det tror jeg ikke de har – og hvis de havde vidst at deres barn simpelt hen var Gud selv i menneskeskikkelse, ville det sikkert også have gjort det svært for dem at være forældre for ham uden at gå til af ærefrygt. Så her har vi igen et eksempel på at Gud kun fortæller os det vi behøver at vide for at kunne opfylde vores rolle i hans plan – vi behøver ikke at kende hele planen ned i alle detaljer; det kan vi roligt overlade til Gud. Vores opgave er blot at stole på ham.
Men for os der lever her 2000 år senere og ved om alt hvad Jesus senere sagde og gjorde, og hvordan det efterhånden gik op for disciplene hvem han var og er, er det ufatteligt stort at tænke på at Guds søn ikke alene fornedrede sig og blev et menneske, men at han gjorde det vel vidende at det hele ville komme til at munde ud i at han skulle hænge på korset som en ussel forbryder og døje de ufattelige lidelser som det indebar at blive korsfæstet, men også at han skulle bære vægten af al den skyld der klæbede til alle mennesker i fortid, nutid og fremtid. Det kan vi passende bære med os, nu hvor vi nærmer os påsken.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments