Prædiken til juleaften 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Jesu fødsel: Storhed findes i det små
Prædiken i Husum Kirke juleaften 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg indrømmer det gerne: Jeg er en af de tosser der synes det er enormt interessant hvad der foregik for længe siden i en fjern, fjern galakse. Og det ærgrer mig noget at der nu er hele to Star Wars-film som jeg set ikke har fået set – nemlig ”The Force Awakens”, der havde premiere for et års tid siden, og ”Rogue One”, som går i biograferne i øjeblikket, men når man bliver far, er der mange ting som der pludselig ikke er tid til længere. Men de gode gamle Star Wars-film har jeg da set – adskillige gange endda – så I slipper ikke for at få en illustration derfra, nærmere bestemt fra Episode V: ”The Empire Strikes Back”. Men af hensyn til jer der ikke er lige så tossede som mig, får I naturligvis lige en intro til hele universet og baggrundshistorien.
Star Wars-filmene foregår som sagt for længe siden i en fjern, fjern galakse. På det tidspunkt hvor Episode IV (som besynderligt nok var den første episode der blev lavet – det kan I altid få mig eller en anden Star Wars-tosse til at forklare) – på det tidspunkt hvor den begynder, regeres galaksen af en ond, selvudråbt kejser med storhedsvanvid og uden skyggen af medfølelse med nogen eller noget. Der er en modstandsbevægelse der bekæmper hans rædselsregime, men den er dårligt udstyret og talmæssigt underlegen. På et tidspunkt kommer en forældreløs ung mand ved navn Luke Skywalker uforvarende (eller det tror han i hvert fald selv) i kontakt med modstandsbevægelsen, hvor han får at vide at hans afdøde far var en såkaldt jedi. Jedi-ridderne var en slags loge som takket være et samarbejde med den kraft der styrer universet, besad en række superkræfter af såvel fysisk som psykisk art. I forbindelse med kejserens magtovertagelse havde han og hans næstkommanderende, Darth Vader, haft held til at udrydde stort set alle jedi-ridderne, men der er en enkelt tilbage ved navn Obi-Wan Kenobi, og han går i gang med at oplære Luke i jedi-kunsten. Imidlertid dør Obi-Wan før han kan nå at gøre Lukes træning færdig, og dermed tror Luke at hans drøm om at blive jedi-ridder er knust. Men en af jedi-riddernes særlige evner er at de selv efter døden kan kommunikere med udvalgte personer, og den evne bruger den afdøde Obi-Wan til at fortælle Luke at Mester Yoda, som var en af de mægtigste jedi-riddere nogensinde, lever i skjul på en uvejsom sumpplanet ved navn Dagobah. Derfor flyver Luke til Dagobah for at opsøge mesteren, men hans rumskib styrter ned, og så står han der midt i sumpen og aner ikke hvor han skal lede. Så møder han pludselig en pudsig lille grøn skabning med spidse ører som taler mærkeligt og opfører sig temmelig provokerende. Den lover ganske vist Luke at føre ham til Mester Yoda, men den har en masse svinkeærinder undervejs, og Luke er lige ved at miste tålmodigheden. Men så sukker den lille grønne skabning dybt og siger med himmelvendte øjne: ”Jeg kan ikke træne ham. Han er alt for utålmodig!” Og i det øjeblik forstår Luke at den komiske lille grønne skabning er ingen anden end Mester Yoda selv!
Luke havde dannet sig et billede inde i hovedet af hvordan en mægtig jedi-ridder måtte se ud, og Yoda passede ikke ind i billedet. Det ville unægtelig have været en hel del nemmere for ham hvis Obi-Wan havde tilføjet noget i retning af: ”Og dette er tegnet, du får: Du skal finde en lille grøn fyr med spidse ører der taler mærkeligt!”
Så havde hyrderne ved Betlehem det straks lettere. Da de midt om natten pludselig stod badet i lys, ansigt til ansigt med en engel hvis herlighed gjorde at de blev grebet af frygt, og englen så sagde til dem at selveste Kristus, Herren, var blevet født, så ved jeg ikke hvilke forestillinger de har gjort sig, men hvis det havde været mig, ville jeg nok have tænkt at en konge hvis fødsel blev bekendtgjort med så stort et udtræk af himmelsk herlighed, måtte være endnu mere ærefrygtindgydende selv. Men så kommer englen med chokket: ”Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
Undskyld, hvad? En krybbe?! Som i: ædetrug? Og hvordan i alverden skulle sådan en lille fattig fyr så kunne frelse nogen eller noget?
Heldigvis er ting – og personer – ikke altid hvad de ser ud til ved første øjekast. Luke Skywalker fandt ud af at den lille grønne tingest faktisk lå inde med nogle ret imponerende kræfter – han kunne for eksempel ved tankens kraft løfte Lukes havarerede rumskib ud af den sump hvor det var styrtet ned. Og barnet i krybben i Betlehem viste sig også, trods sine ringe ydre kår, at have en hel del at byde på: Han fik en storm til at lægge sig blot ved at befale den at gøre det, han helbredte syge, oprejste døde og tryllede mad frem til tusindvis af mennesker ud af næsten ingenting. Det der i udgangspunktet ikke virkede specielt imponerende – et barn i en krybbe – begyndte mere og mere at ligne en ægte frelser. Med de kræfter han havde, hvad skulle så være umuligt for ham?
Men så ebbede det hele lige pludselig ud. Bedst som han stod på sin karrieres foreløbige højdepunkt og lige var redet i triumftog ind i Jerusalem mens folk viftede med palmegrene og hyldede ham som konge (det er det vi fejrer palmesøndag) – ja, så hang han lige pludselig og blødte på et kors langfredag mens alle der kom forbi, hånede ham. Og verden var ikke ret meget anderledes end før han kom. De gamle magthavere var stadig ved magten, de svage blev stadig undertrykt, og uskyldige blev stadig myrdet. Så måske var Jesus alligevel for lille og svag da det kom til stykket? Måske kan man alligevel godt udlede noget af hvordan folk umiddelbart ser ud?
Sådan kunne man tænke hvis korset havde været afslutningen på historien om Jesus. Men efter langfredag kom påskedag med budskabet om at Jesus – netop gennem sin svaghed, lidelse og død! – besejrede døden og Djævelen og alt det onde. Ja, det onde har stadig meget magt i verden. Ja, der er tusindvis af uskyldige kvinder og børn der er blevet ofre for bomberegnen i Aleppo. Ja, der sker grusomme massemord i Kairo, Istanbul og Berlin. Og ja, hvor kunne vi dog godt bruge at der kom en actionhelt af de gode gamle på banen og ryddede op i alt det her. Sådan en blanding af John Wayne, Chuck Norris og Superman som kunne ”rydde saloonen” og føre det gode til sejr over det onde én gang for alle. Hvis Gud virkelig er både kærlig og almægtig, hvorfor sender han så ikke en rigtig frelser? Det spørgsmål får jeg faktisk tit i mit virke som præst, og jeg må indrømme at jeg langt hen ad vejen godt kan følge det. Jeg tror bare slet ikke at det kan lade sig gøre at bekæmpe det onde med det ondes egne midler. Med vold og magt kan man måske holde det ondes værste udløbere lidt i skak, som da de allierede bekæmpede Hitler og Koiso under 2. verdenskrig, men det vil være noget af en overdrivelse at sige at Det Gode med stort G triumferede i 1945 – det tror jeg i hvert fald ikke de syntes i Hiroshima og Nagasaki! Og i dag – ja, det er ikke fordi vi i Vesten mangler militær styrke til for eksempel at intervenere langt mere voldsomt i Syrien end vi gør, men ville vi overhovedet kunne løse noget på den måde? Selv nok så mange bomber kan jo ikke fjerne de mekanismer der har fået mennesker til alle tider til at handle ondt mod hinanden.
Nej, skal man gøre noget ved det problem der findes i menneskers hjerter, så er man nødt til at gå helt anderledes til værks. Skal man fjerne ikke bare det ondes konsekvenser eller de mennesker der har givet det onde plads i deres liv, men selve det onde, så gives der ingen anden vej end at nægte at gå ind på dets betingelser.
I slutningen af Episode VI af Star Wars, ”Return of the Jedi”, står Luke Skywalker endelig ansigt til ansigt med den onde kejser, og dér udspiller sig en af de stærkeste scener i hele filmserien. Kejseren er i færd med at iværksætte et dødbringende angreb på en planet hvor både Lukes søster og hans bedste ven befinder sig. Derfor er Luke rasende på kejseren og har meget lyst til slå ham ihjel. Det mærker kejseren, så han peger på Lukes våben og siger ”Jeg er forsvarsløs. Tag dit våben! Hug mig ned med alt dit had, og din rejse mod Den Mørke Side vil være fuldendt!” Men Luke modstår fristelsen, for han ved at hvis han lader sit had til kejseren bestemme sine handlinger, så har det onde vundet. Den onde kejser vil ganske vist være væk, men til gengæld vil Luke selv være blevet ond.
Det kan virke håbløst at bekæmpe det onde med det gode. Det gode er jo magtesløst hvis det ikke sætter sig til voldelig modværge mod det onde – eller sådan ser det i hvert fald ud. Men når vi ser på historien, må vi ikke desto mindre konstatere at den lille gruppe af Jesus-tilhængere der stod tilbage da Jesus fór til himmels 40 dage efter sin opstandelse, og som hverken havde penge eller våben som de kunne bruge til at forsvare sig mod den voldsomme forfølgelse de hurtigt blev udsat for, først fra den jødiske elite, siden fra det mægtige romerske imperium – de vandt faktisk! Romerriget gik under for mere end 1500 år siden, men den kristne kirke findes stadig og tæller på verdensplan flere mennesker end nogensinde før. Og de der i nyere tid i større eller mindre grad har taget ved lære af Jesu eksempel om at det onde kun kan overvindes med det gode, så som Mahatma Gandhi og Martin Luther King, de er faktisk endt med at sejre.
Så måske er det netop i det der ikke umiddelbart ser ud af noget, at vi skal se efter Guds kraft til frelse? Måske bliver den vigtigste kamp mod myrderierne i Syrien og mod terrorangreb overalt i verden udkæmpet af dem der gør uselviske kærlighedsgerninger i det små – for de er de eneste der kan berøre menneskers hjerter! Måske er det netop når vi bliver børn i sjæl og sind at vi kan ”styrte dødens tyran”, som vi sang med Johannes Johansen? Og skulle det ende med at koste os livet ikke at ville gengælde ondt med ondt, så behøver vi dog ikke at frygte noget, for han der blev i krybben lagt og i klude svøbt – et himmelsk liv har han os købt!
Glædelig jul!
Comments