Prædiken til høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022
Posted By admin on 4. oktober 2022
Opvækkelsen af Lazarus: Vi skal opstå (Persefone og Lazarus)
Prædiken i Rø Kirke ved høstgudstjeneste 16. søndag efter trinitatis 2022
Nikolaj Hartung Kjærby
I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Det gør vi for at sige tak for det som Gud har ladet vokse på markerne – ”for hvad han vokse lod i vang”, som Grundtvig så poetisk udtrykker det. (Vittige hoveder vil tilføje at vi også skal sige tak for alt hvad han har ladet vokse alle mulige andre steder på Bornholm end lige i Vang). For selvom vi mennesker er nødt til selv at arbejde hårdt for at få jorden til at give sin afgrøde, så har vi i sidste ende kun begrænset kontrol over udbyttet. Det så vi blandt andet sidste år, hvor der ganske vist var masser af kerner på kornmarkerne, men til gengæld var de alt for små, fordi der var kommer for lidt regn. I år ser det heldigvis væsentlig bedre ud, har jeg indtryk af – til trods for at vi også i år har haft tørkeperioder.
At vi mennesker er temmelig magtesløse i forhold til vores høstudbytte, er der ikke noget nyt i, tværtimod er det nok snarere sådan at det var endnu mere udtalt før i tiden. Derfor er der heller ikke noget overraskende i at netop jordens udbytte er noget der har fået folk til alle tider til at bede. Og de der ikke har kendt Bibelens Gud, har bedt til de guder de nu har troet på.
I det gamle Grækenland, før Paulus kom og fortalte dem om Jesus, troede folk på en lang række forskellige guder med hver deres ansvarsområde, og en af de mest populære guder var korngudinden Demeter, som romerne i øvrigt kaldte Ceres, og som mange århundreder senere fik et århusiansk bryggeri opkaldt efter sig. Grunden til at Demeter var så populær, var naturligvis at korn er en helt grundlæggende livsnødvendighed. Dionysos var gud for vin, så han var lidt mere luksuspræget, og Ares, der var gud for krig, var de fleste jævne mennesker nok helst fri for.
Grunden til at jeg nævner Demeter, er at der er er en myte om hende, som stort set alle grækere på Jesu tid kunne udenad forfra og bagfra selv hvis man vækkede dem midt om natten. Den handler naturligvis om korn, men den handler også om død og genopstandelse, så da der på et tidspunkt var nogle græske turister i Jerusalem der kom hen for at tale med Jesus, svarede han dem sådan her (Jesu svar var i øvrigt prædiketekst den 6. februar, så de af jer der var i kirke den dag, vil måske kunne genkende ordene): ”Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv.” Umiddelbart virker det som en lidt random ting at sige når der kommer nogle mennesker og gerne vil tale med en, men netop fordi de var grækere, tror jeg at de med det samme forstod hvad Jesus mente, fordi det at kornet dør i jorden for at opstå igen som fyldte aks, var en så rodfæstet (undskyld ordspillet) del af grækernes fælles tankegods – på grund af myten om Demeter. Myten lyder sådan her:
Grækernes øverste gud, Zeus, var noget af en skørtejæger. Selvom han havde en dronning ved sin side – Hera, hed hun – så havde han ikke nok i hende, men havde en hel masse affærer med både gudinder og menneskekvinder. (Det er i øvrigt blot et af mange eksempler på hvor væsensforskellig den oldgræske religion var fra et kristent gudsbillede!) En af dem som Zeus på et tidspunkt havde en affære med, var Demeter, og de fik en datter ved navn Persefone. Demeter holdt meget af sin datter, og Persefone havde en lykkelig barndom selvom hun ikke så ret meget til sin far. Men hvad hun ikke vidste, var at hendes far havde lavet et arrangeret ægteskab. Han havde nemlig givet sin bror Hades, dødsrigets og underverdenens gud, lov til at gifte sig med Persefone. Så en dag hvor Persefone gik ude på marken og plukkede blomster, åbnede jorden sig pludselig, og Hades kom ridende i en ildvogn og bortførte hende.
Demeter blev naturligvis dybt ulykkelig over at hendes datter var forsvundet. Zeus havde ikke fortalt Demeter noget om sin aftale med Hades, så hun anede ikke hvor Persefone var blevet af, og hun søgte efter hende over hele jorden. Til sidst spurgte hun solen, og den fortalte hende at Persefone var blevet bortført af Hades efter aftale med Zeus. Så Demeter gik til Zeus og krævede at få sin datter tilbage, men Zeus ville ikke bryde sit løfte til sin bror. Men så tog Demeter skrappe midler i brug: Hun holdt simpelthen op med at give menneskene korn! På den måde kom alle mennesker over hele jorden til at lide sult, og så holdt de op med at tilbede Zeus og ofre til ham. Det kunne Zeus ikke holde til i længden, så til sidst gav han sig og befalede Hades at give Persefone tilbage til hendes mor. I oldtiden var det nemlig en udbredt opfattelse hos mange folkeslag at guder og mennesker var gensidigt afhængige af hinanden: menneskene havde brug for gudernes hjælp, men guderne havde omvendt brug for menneskenes tilbedelse og ofre. Og hvis man tror på en vrimmel af guder der konkurrerer indbyrdes, og som ikke har været til fra evighed, men har mødre og fædre, så er det i grunden ikke så ulogisk at guderne skulle have brug for menneskers støtte. Som kristne tror vi derimod på én evig og almægtig Gud, som har skabt alle ting og ikke har brug for at nogen giver ham noget, for alt er i forvejen hans. Det gør vi klogt i at huske på: Gud har ikke ”brug for” os, og derfor kan vi ikke presse ham til noget. Men han elsker os, og derfor giver han os alt muligt godt som en fri og gratis gave – det er det vi takker ham for ved høstgudstjenesten i dag og ved alle gudstjenester.
Nå, tilbage til myten om Demeter. Det var som sagt lykkedes Demeter at gøre Zeus mør ved at sørge for at menneskene ikke ofrede til ham, men intrigerne var ikke forbi af den grund. Der var nemlig en regel der sagde at hvis man havde spist noget i underverdenen, så var man nødt til at blive der i al evighed. Så da Hades fik at vide at han skulle lade Persefone komme tilbage til sin mor, lokkede han hende til at spise noget af et granatæble. Persefone nåede at spise 4 af granatæblets kerner inden hun selv fik at vide at hun måtte komme tilbage til sin mor. Derfor endte det med at hun blev nødt til at tilbringe 4 måneder af hvert år hos Hades i underverdenen, mens hun kunne være hos sin mor oppe på jorden de øvrige 8 måneder. Og dermed når vi til konklusionen på myten: Hvert efterår når Persefone tager ned til Hades i underverdenen, så visner alle planterne fordi Demeter er så ked af det, men om foråret når Persefone vender tilbage, bliver Demeter glad igen og lader igen kornet og de andre planter gro. Faktisk så de gamle grækere en forbindelse mellem frøene og Persefone. For ligesom Persefone måtte en tur ned i jorden til dødsriget, begraver vi frøene i jorden. Men ligesom Persefone kom op fra dødsriget igen, kommer frøene også op igen i skikkelse af de planter som de bliver til. Begravelsen af frøet er ikke afslutningen; den er tværtimod forudsætningen for at der kan komme nyt liv. Og dermed er vi tilbage ved det som Jesus sagde til de grækere der opsøgte ham: Med udgangspunkt i den myte de kendte, ville han lære dem at han selv var nødt til at dø for at der kunne komme nyt liv til hele verden. Men derudover påpegede han at der jo kommer flere korn op end der bliver lagt i jorden. Blot ved at ét korn dør i jorden, kan rigtig mange korn opstå til livet. På samme måde kunne Jesus ved sin død og opstandelse føre mange til livet.
Det demonstrerer Jesus på en meget konkret måde i den beretning vi har hørt i dag: Søstrene Martha og Maria havde sendt bud efter Jesus for at han skulle helbrede deres bror, men Jesus kom altså først efter at Lazarus var død. Da han endelig ankom, forstår man godt at Martha mødte ham med ordene: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død!” Men Jesus svarer: ”Din bror skal opstå”, og han fortsætter med at sige at det ikke kun gælder Lazarus. Han siger nemlig: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.” Det betyder at også vi som tror på Jesus i dag, har et løfte om at vi ikke kommer til at ligge i jorden for evigt når vi engang dør, men at vi kommer til at blive levende igen. Ligesom frøet der bliver lagt i jorden, spirer og bliver til en ny plante, og ligesom Persefone fik lov til at vende tilbage til sin mor Demeter efter sin tid i underverdenen hos Hades, kommer vi til at opstå fra de døde ”på den yderste dag”, som Martha siger, altså den dag hvor Jesus kommer tilbage til jorden og genopretter paradiset.
For at bevise at han har magt til at gøre de døde levende, og naturligvis for at trøste Martha og Maria, valgte Jesus at gøre Lazarus levende igen med det samme i stedet for at vente til den yderste dag. Men i første omgang var det kun midlertidigt. Ligesom de planter der spirer op når man lægger et frø i jorden, visner og dør igen, og ligesom Persefone måtte tilbage til Hades 4 måneder af hvert år, kom Lazarus også til at dø igen engang, sandsynligvis som en gammel mand. Men grunden til at Jesus gjorde ham levende igen med det samme, var jo også at han ville bevise at han kunne oprejse ham på den yderste dag – den dag hvor Jesus vender tilbage til jorden. Nu havde Jesus vist at han var stærkere end døden, og da han selv opstod fra de døde påskemorgen, slog han det fast med syvtommersøm. Jesus kom nemlig aldrig til at dø igen. Han lever stadig hos Gud i himlen, indtil han en dag vender tilbage til jorden og gør os levende igen, hvis vi altså har nået at dø inden da. Og så skal vi leve sammen med Gud i al evighed og aldrig nogensinde dø. Vi kan altså se frem til en opstandelse der er langt bedre end den Persefone fik, men vores Gud er også langt større og stærkere og uendelig meget mere kærlig end Zeus. Han viste sin store kærlighed til os ved at give os sin egen søn, Jesus, som døde for vores skyld, men blev levende igen.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments