Prædiken til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 24. september 2024
Martha og Maria: Er det godt eller skidt at arbejde?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker til høstgudstjeneste 15. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Jeg er københavner. Det vil sige, efter københavnske standarder er jeg ikke sådan rigtig københavner, for jeg er født i Brønshøj-Husum, som er den bydel i København der ligger længst væk fra Rådhuspladsen, og hvor der i hvert fald ingen storbyturister kommer, medmindre de er faret vild (selvom Brønshøj Kirke faktisk er den ældste bygning i Københavns Kommune). Tilmed var jeg ikke engang fyldt et år da jeg sammen med mine forældre flyttede helt ud i forstadskommunerne, til Herlev, hvor der var mindre end en kilometer til den nærmeste bondegård. Men alligevel forblev landbruget noget som jeg kun havde et teoretisk forhold til – jeg vidste godt at man sår om foråret og høster i sensommeren og den slags, men det er først efter at jeg er flyttet her til Bornholm, hvor jeg i sæsonen kan høre mejetærskerne fra tidlig morgen til sen aften, at det er gået op for mig hvor mange arbejdstimer det kræver at høste.
Derfor er det også en smule ironisk at vi ved denne høstgudstjeneste er samlet om en tekst hvor Jesus roser Maria, der sidder ved hans fødder og laver ingenting, mens han revser den arbejdsomme Martha der sørger for at de alle sammen kan få noget at spise. For selvom pointen med en høstgudstjeneste er at vi takker Gud for høsten i erkendelse af at den er afhængig af en lang række ting som vi ikke har nogen kontrol over (så som vejret), så bliver der jo ingen høst uden at en masse mennesker lægger en gedigen arbejdsindsats. Hvad ville Jesus sige til det? Burde alle de hårdtarbejdende landmænd i stedet sidde i hver deres munkecelle og beskæftige sig med bøn og bibellæsning?
Det kunne man måske umiddelbart tro, men jeg vil benytte anledningen til at gentage mit refræn om hvor vigtigt det er at I selv læser i Bibelen, sådan en hel bog ad gangen, for det er bare så centralt at alle bibeltekster skal læses i den sammenhæng de står i og ikke bare citeres uden for kontekst. Og den sammenhæng som beretningen om Martha og Maria står i, det er at den står umiddelbart efter lignelsen om den barmhjertige samaritaner, som mange af jer sikkert kender. Hvis I ikke kender den, kan jeg oplyse at den handler om en mand der bliver overfaldet af landevejsrøvere som slår ham fordærvet og lader ham ligge i vejkanten. Da en af de jødiske præster kommer forbi, går han forbi uden at hjælpe manden, fordi han har travlt med sine religiøse pligter, og det samme gælder en anden religiøs mand der kommer forbi. Helterollen i historien tilfalder derimod en samaritaner der gør det praktiske der er nødvendigt for at redde den tilskadekomne mand. Men hvorfor er det så i dagens beretning pludselig den passive, religiøse Maria der er helten, mens skurkerollen tilfalder den foretagsomme Martha?
Vel, for det første skal vi lægge mærke til at Jesus ikke bebrejder Martha at hun varter dem op; det han bebrejder hende, er at hun er bekymret og urolig. Det er først i det øjeblik Martha giver sig til at skælde ud på sin søster, at Jesus irettesætter hende; indtil da lader han de to søstre gøre det som de hver især har valgt at gøre.
For det andet vil jeg påstå at Maria i virkeligheden har mere til fælles med den barmhjertige samaritaner end Martha har. Martha gjorde lige præcis det som datidens sociale normer dikterede at en kvinde skulle gøre, nemlig at varte mændene op, og hun var blind for at Jesu besøg var en særlig situation der krævede et brud med de sædvanlige normer – præcis ligesom de to religiøse jøder i lignelsen om samaritaneren gjorde det som samfundets normer krævede af dem, og var blinde for at det at der lå en forslået mand i vejkanten, var en særlig situation som tog forrang over normerne. Maria, derimod, fokuserede ligesom samaritaneren på at vise kærlighed i den konkrete situation. For samaritaneren bestod kærlighedsgerningen i at hjælpe den tilskadekomne mand, mens den for Maria bestod i at lytte til det som Jesus havde at sige.
Noget andet er så at man må give Jesus ret i at det som Maria havde valgt, med rette kunne kaldes ”den gode del”, for det er da unægtelig rarere at sidde og lytte til en god prædiken end at springe rundt og have travlt i køkkenet – eller det synes jeg i hvert fald. Og det bringer os nærmest tilbage til udgangspunktet, for man kan vel med en vis ret hævde at den eneste grund til at Maria overhovedet havde den mulighed at vælge ”den gode del”, det var jo at Martha tog sig af det knap så sjove. Så er det ikke alligevel en lidt utopisk lektie Jesus forsøgte at lære Martha?
Jo, det kunne man med en vis ret påstå hvis spørgsmålet var om det praktiske arbejde skulle udføres eller ej. Men som sagt viser lignelsen om det barmhjertige samaritaner os at Jesus ikke betragter det at udføre praktisk arbejde som uvigtigt eller mindreværdigt. Og i tilfældet med Martha og Maria tror jeg ikke det er meningen at det at lytte til Jesus og det at sørge for aftensmaden skal betragtes som et enten/eller. Lad os for tankeeksperimentets skyld forestille os at Martha havde prioriteret på samme måde som Maria og havde sat sig ved Jesu fødder for at lytte til hans ord. Hvad var der så blevet af maden? Var de kommet til at gå sultne i seng? Mit mest kvalificerede gæt (hvis vi ser bort fra at Jesus i princippet kunne have tryllet maden frem ud af den blå luft) er at Jesus efter endt undervisning ville have sagt: ”Fint, lad os nu alle sammen hjælpes ad med madlavningen. Martha, hvad har du i huset? Jeg skal nok skrælle kartoflerne!” (Eller, det ville han selvsagt ikke have sagt, for kartofler var ukendte i Middelhavsområdet for 2000 år siden, men I forstår hvad jeg mener!)
Problemet var jo ikke at Martha lavede mad, for selvfølgelig skulle der laves mad. Problemet var at hun byttede om på rammer og indhold, sådan at hendes madlavningsprojekt blev et mål i sig selv. Det var næsten som om Marthas fokus lå mere på hendes eget behov for at varte op end på gæsternes behov for opvartning! Og det er et træk ved Martha som jeg er bange for at jeg godt kan genkende hos mig selv – altså ikke at jeg er specielt huslig, tværtimod, men fristelsen til at være mere optaget af mit behov for at gøre en forskel end på hvad andre mennesker har et behov for at der bliver gjort, kender jeg kun alt for godt.
Det vi skal tage med os fra dagens tekst, er altså at vores gerninger, vores indsats, det vi har udrettet, er det forkerte sted at forankre vores identitet. Ikke at vi ikke skal gøre gode gerninger – det skal vi bestemt, for det har vores medmennesker behov. Men vores arbejde – være sig erhvervsarbejde eller frivilligt arbejde eller husligt arbejde – er et meget skrøbeligt fundament at bygge på, og det er det af flere grunde. Dels ved vi aldrig om vi går hen og bliver ramt af sygdom eller ulykke, så vi ikke længere evner hvad vi gjorde før – det har kastet mange mennesker ud i identitetskriser når den slags er sket, for hvis jeg ikke længere er den som sørger for ditten og datten, eller som kan hjælpe andre med dette og hint, eller som er uundværlig i den ene eller den anden sammenhæng, hvem er jeg så? Og dels er det jo desværre sådan i den her verden at æren langt fra altid tilfalder den som æres bør. Man kan risikere at bruge hele sit liv i uselvisk tjeneste for andre og ikke få andet end utak igen, både fra mennesker og fra tilværelsen som sådan. Mange mennesker har gennem tiderne frustreret spurgt sig selv og deres medmennesker og Gud: ”Hvorfor skal jeg lide sådan, jeg som altid har forsøgt at gøre det rette? Hvorfor rammer det onde mig og ikke dem der lever udsvævende og egoistisk? Kan det overhovedet betale sig at prøve at leve et godt og ordentligt og moralsk liv?
Hvis du nogensinde har stillet de spørgsmål, så er du i godt selskab, for der er faktisk en af salmerne i Det Gamle Testamente der stort set er én lang klage over netop det at det tilsyneladende går de onde bedre end de gode. Jeg citerer fra Salme 73: ”jeg måtte se de ugudeliges lykke. De lider ingen kvaler … evigt trygge øger de deres rigdom. Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent og vaskede i uskyld mine hænder; jeg blev dog ramt dagen lang og tugtet hver morgen.” Men mod slutningen af salmen får piben en anden lyd, nemlig den lyd som vi hørte i begyndelsen af gudstjenesten, for dagens første læsning var nemlig de sidste seks vers af Salme 73, hvor salmisten (der i øvrigt hed Asaf; det er nemlig ikke alle de såkaldte davidssalmer der er skrevet af David) når frem til den konklusion at det kun er tilsyneladende at det går de onde godt, for de mangler det vigtigste. Som han udtrykker det: ”Men at være Gud nær er min lykke.” Det at vide sig elsket af Gud før han har gjort noget som helst, det er det vigtigste for Asaf. Og for Maria. Og for os. Det eneste der dybest set er nødvendigt.
Igen: Det betyder ikke at de af os der stadig er op arbejdsmarkedet, skal sige vores job op, og at de af jer der driver landbrug skal holde op med det, sådan at vi alle sammen kan bruge 24 timer i døgnet, 7 dage om ugen på at søge Gud i bøn, meditation og bibelstudier – eller for den sags skyld på at hjælpe nødlidende mennesker i ind- eller udland. Der er nogle mennesker der får sådan et kald fra Gud – for eksempel nærer jeg enormt stor beundring for Kamilla Maria Jakobsen, der arbejder som ulønnet gadediakon i Odense, hvor hun hver dag går rundt på gaderne og møder de hjemløse med Guds kærlighed i øjenhøjde. Det kan hun gøre, fordi hun og hendes mand har indrettet deres hverdag på en måde så de kan leve af kun én indtægt, hvilket selvsagt kræver nogle afsavn – men selvom de lever med de afsavn, kan det jo stadig kun lade sig gøre fordi hendes mand har et almindeligt lønarbejde. Sådan har vi forskellige kald og forskellige gaver og opgaver i Guds rige. Men selvom flertallet af os er kaldet til at have et almindeligt arbejde (jeg ved ikke om mit eget arbejde tæller som ”almindeligt” i den sammenhæng), og vores daglige brød afhænger af at vi udfører det arbejde, så skal vi huske at selv det daglige brød er sekundært i forhold til ham der giver os det. Det vi lever af, må aldrig blive vigtigere for os end det vi lever for. Og er der noget bedre at leve for, end at kende og elske Gud? Det er den gode del – og den kan vi vælge, uanset hvad der er af arbejde som skal gøres for at vi kan få brød på bordet, og menneskers nød kan blive lindret. Gud er nemlig allestedsnærværende, så uanset hvad vi foretager os, kan vi have nært fællesskab med ham imens. Og selvom vi måske ind imellem løber ind i spidsbelastningsperioder så som høsttiden, så er det vigtigt at arbejdet ikke kommer til at fylde det hele i vores hverdag, og at vi ikke fylder al vores fritid ud med husligt arbejde, frivilligt arbejde i kirke- eller foreningsregi samt underholdning af forskellig art, men at vi giver os tid til – om det så bare er fem minutter hver dag – at være stille og lade Gud tale til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments