Prædiken til 4. søndag i advent 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Johannes Døbers vidnesbyrd: Jeg er ikke!
Prædiken i Hasle og Sct. Klemens Kirker 4. søndag i advent 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvad hedder Gud?
Jeg vil næsten tro at hvis man lavede en voxpop på Store Torv i Rønne eller et hvilket som helst andet sted i Danmark, så ville mange af de adspurgte svare: ”Han hedder vel Gud?” Og det er måske forståeligt nok – hvis man spørger et lille barn: ”Hvad hedder din far?”, så er der nok også en vis chance for at få svaret: ”Han hedder da Far!” Men ”Gud” er naturligvis ikke Guds navn; det er snarere hans titel.
Hvis en af de personer der blev spurgt på Store Torv, tilfældigvis havde set filmen Indiana Jones og det sidste korstog, så ville svaret nok lyde: ”Han hedder Jehova!”, for det er det Jones svarer da han på et tidspunkt skal bruge Guds navn til at løse en gåde. Og bortset fra at ”Jahve” nok er en mere korrekt udtale af det ord der gemmer sig bag de hebraiske bogstaver yod-he-wav-he, så er det faktisk det tætteste vi kommer på et korrekt svar. I Esajas’ Bog kapitel 42 vers 8 siger Gud for eksempel: ”Jeg er Jahve, det er mit navn”, og der er lignende udsagn 12 andre steder i Det Gamle Testamente. Ja, faktisk findes navnet Jahve eller Jehova adskillige hundrede gange i Det Gamle Testamente, men bortset fra de 13 steder er det blot gengivet med ordet ”Herren” i den autoriserede danske bibeloversættelse, og det samme gælder faktisk de fleste andre bibeloversættelser. Selv de 13 steder i Det Gamle Testamente hvor der i den nuværende autoriserede oversættelse står ”Jahve”, stod der faktisk ”Herren” i den gamle oversættelse. Alt det skyldes at jøderne på et tidspunkt, nogle århundreder før Kristi fødsel, besluttede at Guds navn var så helligt at det slet ikke måtte udtales. Da Det Gamle Testamente blev oversat til græsk i det tredje århundrede før vor tidsregning, valgte man derfor at gengive Guds navn med det græske ord kyrios, der betyder ”herre”, og eftersom de fleste af de første kristne var græsktalende, kom der til at stå i de fleste kristne bibler verden over at Guds navn er ”Herren”. Spørger man Jehovas Vidner, så har de deres egen konspirationsteori om den sag, nemlig at Jesus blandt andet kom til jorden for at lære jøderne og alle andre at begynde at bruge Guds navn igen i stedet for bare at kalde ham ”Herren”; det bygger de blandt andet på Johannesevangeliet kapitel 17 vers 6, hvor Jesus i sin sidste bøn skærtorsdag aften siger: ”Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden”. Hvis der findes sådan en konspiration, må den dog have fået overtaget ekstremt hurtigt, for hverken Paulus’ breve eller nogen andre oldkristne skrifter beskæftiger sig med hvorvidt man skal kalde Gud for ”Jahve” eller ”Kyrios”. Og hvad Jesus angår, så var det noget andet han først og fremmest lærte os at kalde Gud for, nemlig ”Vor Fader”.
Men når alt det er sagt, så står det altså stadig tilbage at hvis vi skal tage den hebraiske grundtekst til Det Gamle Testamente på ordet, så er Guds navn ”Jahve” (eller ”Jehova”, om man vil). Og det er naturligvis et navn med en stærk symbolsk betydning; sandsynligvis noget i retning af ”den som er” eller ”den som får til at være”. Og det passer jo meget godt med den forklaring som Gud selv gav Moses da han viste sig for ham i en brændende tornebusk for at give ham befaling om at føre israelitterne ud af Egypten. Vi kan læse i Anden Mosebog kapitel 3 at ”Moses sagde til Gud: ’Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?’ Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’ Og han sagde: ’Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer’” (2 Mos 3,13-14).
Umiddelbart virker det måske som et flabet ikke-svar at Gud bare siger: ”Jeg er den, jeg er!”, men når man tænker over det, hvor mange af os ville så kunne sige det samme: ”Jeg er den, jeg er!”? Vi har det jo med (nogle mere end andre) at tilpasse os vores omgivelser, og det altid bare at være den vi er, er noget som det kan tage et helt liv eller mere at lære. Og selv hvis det lykkes os at være den samme hele tiden, så kan vi sjældent løbe fra at den vi er, er et produkt af mange forskellige former for indflydelse fra både arv og miljø. Gud er den eneste der bare er den han selv er – og hvordan skulle han også kunne være andet, kan man tilføje, når han har været til før der fandtes nogen eller noget som helst andet.
Men der er også andre dimensioner i det at Gud præsenterer sig som ”Jeg er den, jeg er”. Dels er der nogle forskere der mener at en bedre oversættelse ville være ”Jeg er det at være” – eller som den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup udtrykte det: ”Gud er magten til at være til i alt, hvad der er til”. Og dels kan navnet ”Jeg Er” forstås i den betydning at Gud er alt hvad vi har brug for, svaret på alle vores længsler, løsningen på alle vore problemer. Og det er en meget vigtig ting at huske på, synes jeg. I vores kultur får vi jo jævnligt tudet ørerne fulde med at vi skal kunne klare os selv. Vi skal helst selv kunne løse så mange af vores problemer som muligt, og resten, dem forventer vi at velfærdssamfundet tager sig af. Og mange af uenighederne mellem de forskellige politiske partier handler om hvor grænsen skal gå mellem det der er det offentliges ansvar, og det der er den enkeltes eget ansvar, og i forlængelse af det: hvor stor den offentlige sektor skal være. Men den offentlige sektor og den private sektor har det til fælles at de er afhængige af arbejdskraft, så uanset hvilken politisk overbevisning man har, bliver facit altså at de problemer der er, skal løses af mennesker – enten os selv eller andre mennesker. Det er jo et eller andet sted logisk nok.
Der er bare lige den hage ved det at der er problemer som intet menneske kan løse. ”Politik er det muliges kunst”, plejer man at sige, men hvad stiller man så op med det der ikke er muligt, men som ikke desto mindre er et stort problem? De mest pessimistiske vil mene at klimaforandringerne efterhånden hører til den kategori, men en ting der i hvert fald gør, er det som vi i kirken plejer at kalde for ”synd”. Ganske vist var der allerede på Jesu tid folk der mente at kategorien ”syndere” kun omfattede mennesker der var mindre dydige end de selv var, og i løbet af kirkens historie har det ind imellem også været en almindelig opfattelse at det at undgå ”synd” blot handlede om at leve op til den pågældende periodes generelt accepterede borgerlige moral. Men det er ikke det Bibelen fortæller os om synd. I Bibelen læser vi tværtimod at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23), og at ”[h]vis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os” (1 Joh 1,8). Selve det ord der er blevet oversat til det danske ord ”synd” i Det Nye Testamente, betyder på græsk egentlig ”at ramme ved siden af målet”, men den mest kortfattede og præcise definition af hvad synd er, finder vi i Johannesevangeliet kapitel 16 hvor Jesus lover disciplene at han vil sende dem en anden talsmand, nemlig Helligånden, når han selv forlader dem. ”Og når han kommer,” fortsætter Jesus, ”skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt” (Joh 16,8-11). Jesus definerer altså synd som det ikke at tro på ham!
Det betyder selvfølgelig ikke at hvis bare man er kristen, så kan man gøre lige hvad man har lyst til, uden at der er noget som helst syndigt i det. Det at ”tro på Jesus” handler ikke om at bekende sig til den kristne religion; det er langt mere enkelt end det: Det betyder simpelt hen at stole på Jesus og på hans far, Gud, som har sendt ham! Det var det Adam og Eva ikke gjorde dengang de valgte at spise af Træet til Kundskab om Godt og Ondt selvom Gud havde advaret dem om at det ville blive deres død. Og det er det vi andre ikke gør når vi vælger at handle troløst over for Gud og vores medmennesker. Og hvem kan sige sig fri fra at have gjort det? Findes der noget menneske der aldrig har søgt sin egen ære, velstand, sikkerhed eller behovsopfyldelse i situationer hvor vi egentlig godt vidste at vi burde have handlet anderledes? Næppe. Paulus havde nok ret da han skrev at alle har syndet.
Men det er netop når vi når frem til dén erkendelse, at vejen til frihed åbner sig! Når det går op for os at vi ikke selv kan løse syndens problem, så bliver vi befriet fra enhver forventning om at vi skal eller bør gøre det! Så kan vi frimodigt sige til enhver anklagende stemme indefra eller udefra at opfyldelsen af Guds bud ikke er vores bord; det sorterer under Jesus. Vi kan sige som den lille Bukke Bruse siger til trolden i det kendte norske folkeeventyr, at ”efter mig kommer min bror, og han er langt større end mig” – eller som Johannes Døber siger i dagens evangelietekst: ”han, som kommer efter mig, … hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.”
Bemærk i øvrigt hvad Johannes Døber svarer da præsterne og levitterne spørger ham hvem han er. Som et omvendt ekko af Guds svar til Moses ved den brændende tornebusk i ørkenen, hvor Gud besvarede Moses’ spørgsmål med ordene ”Jeg er”, sådan besvarer Johannes Døber (der i øvrigt også befandt sig i en ørken) præsternes og levitternes spørgsmål med ordene ”Jeg er ikke”! ”Jeg er ikke Kristus”, siger han i første omgang, og det næste spørgsmål, ”Er du Elias?”, besvarer han også med – ja, med en dansk syntaks bliver det til ”Det er jeg ikke”, men ordret er hans svar på dét spørgsmål faktisk også: ”Jeg er ikke!” (På engelsk fremtræder den græske ordstilling mere tydeligt; der svarer han: ”I am not”).
Så det skal være min opmuntring til dig (og til mig selv) i dag: ”Jeg er ikke!” Det er den befriende bekendelse som vi hver dag kan møde både synd og død og djævel og alverdens problemer med: ”Jeg er ikke!” – men jeg kender og stoler på ham som kalder sig ”Jeg ER!”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments