Prædiken til 4. søndag i advent 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Johannes Døbers vidnesbyrd: Ban vej for isbryderen!
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag i advent 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Det bliver en kold vinter hvis man skal tro meteorologerne. Indtil videre er der dog ikke meget der tyder på det – så sent som for en uge siden var vi helt oppe på 12 graders varme, og det er, så vidt jeg ved, usædvanlig varmt for december!
Nej, dengang jeg var barn, da var der vintre til! De var ganske vist ikke helt så kolde som dengang i 40’erne hvor man kunne køre over Storebælt i bil selvom der ikke var nogen bro endnu, men det skete trods alt flere gange at der blev brug for de fire isbrydere som den danske stat rådede over dengang: Danbjørn, Elbjørn, Isbjørn og Thorbjørn. Grunden til at jeg kan huske navnene, er at jeg var ret fascineret af de der isbrydere, også selvom jeg dengang ikke vidste noget om hvordan en isbryder fungerer; jeg forestillede mig at de bare havde en meget kraftig motor, og at deres stævn måske var særligt hård og skarp. Jeg havde nemlig læst Anders And-historier hvor Anders eller Mickey sad fast i isen med deres båd og måtte hjælpes fri af en isbryder, og jeg syntes det var fantastisk at der fandtes skibe som på den måde kunne bane vej for andre skibe gennem den ellers ufremkommelige is.
I den evangelietekst vi har hørt i dag, siger Johannes Døber at han er kommet for at bane vej for Jesus, eller rettere: for at opfordre andre til at gøre det. Det var det ordvalg der fik mig til at tænke på en isbryder – men der er noget der ikke stemmer! En isbryder baner jo vej for de skibe der ikke selv kan bryde sig vej gennem isen, men Jesus var jo netop en person der kunne ting som andre ikke kunne: Han kunne helbrede de syge, oprejse de døde, gå på vandet, og bespise adskillige tusinde mennesker med fem pitabrød og et par småfisk. Hvis der er noget menneske der ikke skulle have behov for at nogen skulle bane vej for ham, så må det da være Jesus, skulle man mene! Johannes Døbers opfordring til folk om at bane vej for Jesus lyder umiddelbart lige så absurd som hvis det engang i 1980’erne havde lydt sådan her i radioavisen: ”Isbryderen Thorbjørn sidder fast i isen ud for Stevns Klint. Vi opfordrer alle skibe i området til at komme den til undsætning!”
Men det lyder kun absurd indtil vi husker på hvad det var der var Jesus’ mission. På Jesu tid var der mange der regnede med at når Messias kom, så ville der blive tale om en magtdemonstration: Han ville sætte sig på Davids trone i Jerusalem, alle de onde ville blive udraderet, og Israel og det jødiske folk ville genindtage sin retmæssige plads som en stormagt i området. Så ville alle folk fra både nær og fjern prise Gud for hans magt og retfærdighed, og alt ville blive godt. Og alt det skulle en mand med Jesus’ superkræfter vel sagtens kunne klare?
Ja, det er jeg ikke i tvivl om at han ville have kunnet. Da Jesus blev arresteret skærtorsdag aften, og Peter trak sit sværd for at forsvare ham, irettesatte Jesus den nidkære discipel og mindede ham om at han med lethed ville kunne hidkalde tolv legioner engle fra himlen til sit forsvar hvis det var det han ville [Matt 26,53]. Men der var bare et enkelt problem, og det var at hvis Jesus virkelig var gået i gang med at udslette de onde, så ville der ikke være blevet nogen mennesker tilbage! Alle de fromme, religiøse jøder med farisæerne i spidsen var sikre på at ”de onde” var alle de andre, og at de selv var de retfærdige der ville komme til at bebo Messias-riget. Men som Jesus selv påpegede ved adskillige lejligheder, så havde de fleste medlemmer af den religiøse elite et lige så langt synderegister som de mennesker de med foragt i stemmen omtalte som ”syndere”. Ja, faktisk er der et helt kapitel i Matthæusevangeliet [23] der udelukkende består af at Jesus revser farisæerne og de skriftkloge for deres dovenskab, indbildskhed, griskhed, ærgerrighed og ondskab.
Nej, Jesus var ikke kommet for at redde verden fra de onde; han var kommet for at redde os onde fra os selv. Og det var det der gjorde hans opgave så vanskelig, for som mange af jer sikkert har erfaret i forskellige situationer, så er det fuldstændig umuligt at hjælpe nogen der ikke vil hjælpes. Og det gælder uanset hvor mange superkræfter man har. Jesus er herre over storm og sø, over liv og død, over himmel og jord, men han er ikke herre over vores hjerter – ikke medmindre vi selv giver ham lov til at være det i hvert fald. Man kan ikke brase ind i et andet menneskes hjerte som en anden isbryder – det er nødvendigt at den anden selv åbner sit hjerte – præcis ligesom den mægtige konge i Søren Kierkegards eventyr var helt magtesløs i forhold til at vinde blomsterpigens kærlighed.
Den vej der skal banes for Jesus, er altså vejen ind i vores hjerter. Den vej kan vi kun selv bane. Men det hjælper selvfølgelig hvis vi ved at det er nødvendigt at gøre det; og det var der Johannes Døber kom ind i billedet. Hans opgave var som sagt at råbe: ”Jævn Herrens vej!” Og det gjorde han ved at prædike omvendelse. Det var noget af en svovlprædiken der næppe har været rar at høre på, og som sikkert ville have ført til en forarget mediestorm hvis det var foregået i dag, for vi moderne mennesker vil helst klappes på hovedet og opmuntres; vi bryder os ikke om at få at vide at vi ikke kun er ofre, men at vi også selv er en del af problemet. Og det er da også umiddelbart en lidt barsk besked at få.
Men de gode nyheder er at formålet med Johannes’ barske forkyndelse ikke var fordømmelse, men frelse. Svovlprædikenerne var ikke det sidste ord der var at sige; Johannes indrømmede selv at han ikke var Messias, men kun var sendt for at bane vejen for ham. Og da Messias Jesus kom, var det med et budskab om nåde, barmhjertighed og syndernes forladelse. Han tilbød et nyt liv i frihed og glæde som en gratis gave til enhver der ville tage imod det, og når nogen kom til ham for at gøre brug af tilbuddet, mødte han dem aldrig med bebrejdelser, uanset hvor broget en fortid og nutid de mødte op med. Der var svindlere. Der var prostituerede. Der var værnemagere. Der var sågar terrorister. Alle blev de mødt med åbne arme. Faktisk talte Jesus aldrig hårdt til nogen – lige med undtagelse af de religiøse mennesker der mente at de selv havde deres på det tørre og derfor ikke havde brug for hjælp. Dem gav han det glatte lag – men selv for deres vedkommende var det kun i håb om at de ville besinde sig og komme til ham og få liv. Guds kærlighed og frelsesvilje er nemlig uden grænser, men det samme kan desværre ikke siges om vi menneskers villighed til at lade os frelse.
Det er advent. Adventstiden er en tid med forventning hvor vi ser frem til at fejre julen og dens budskab om at Guds søn kom til os og lod sig føde på jorden. Men Jesu komme er ikke kun noget der skete engang for længe siden i et fjernt land. Også i dag står hans tilbud ved magt: Enhver der ønsker det, kan komme til ham og få et nyt liv. Og heller ikke i dag vil Jesus afvise eller tale hårdt til nogen der kommer til ham med et oprigtigt hjerte. Men han trænger sig ikke på. Der er intet Jesus hellere vil end at hjælpe os, men vi bestemmer selv om vi vil lade ham gøre det. Og det kræver jo altså at vi erkender at vi har brug for hjælp – og vel at mærke ikke hjælp til at tromle vores egne dagsordener igennem, men hjælp til at blive en del af Guds dagsorden.
Og hvad er så Guds dagsorden? Guds dagsorden er at vi ikke skal leve i mistillid, fortvivlelse og egoisme, men i tro, håb og kærlighed. Guds dagsorden er at vi skal holde op med at forsøge at redde vores stolthed og i stedet lade ham redde vores liv. Guds dagsorden er at vi ikke skal leve bag en maske hvor vi forsøger at skjule vores fejl og mangler, men at vi skal stå ved dem i tillid til budskabet om at han alligevel elsker os og kalder os sine børn. Men selv den Almægtige har som sagt ikke magt til at tvinge os til at åbne vores hjerter for ham.
Ud over Jesu komme til os da han blev født i Betlehem for 2000 år siden, og hans komme til os i dag i sit ord og sin Ånd, er der endnu et aspekt af Jesu komme som vi fokuserer på her i adventstiden, og det er hans løfte om at han engang vil komme igen ”for at dømme levende og døde”, som vi siger i trosbekendelsen. Det komme bliver på mange måder forskelligt fra de to første, ikke mindst fordi det vil være tydeligt og synligt. Jesus siger selv i evangelierne at han vil komme på en sky med magt og megen herlighed, og det er unægtelig noget andet end at blive født af en fattig jomfru og lagt i en krybbe. Til den tid vil både jord og himmel flygte for hans ansigt, som det så dramatisk hedder i Johannes’ Åbenbaring [20,11], og alle vil kunne se at Jesus virkelig er Kongernes Konge og Herrernes Herre. Og det vel at mærke ikke en grusom og truende hersker, men selve den inkarnerede godhed og kærlighed, for ”Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid” som der står i Hebræerbrevet [13,8], så hvad han var da han gik på jorden for 2000 år siden, vil han til alle tider være. Det der får ”himmel og jord” til at flygte, kan altså ikke være frygt for at han vil straffe dem, men snarere det ondes afsky for det gode. Men hvorom alting er: Selv når Jesus kommer i magt og herlighed, vil han ikke have magt over vores hjerter. Selv da vil det være muligt at sige nej til hans kærlighed. Selv da vil hans magt ikke række til at redde nogen der ikke vil reddes, men foretrækker at blive i sit selvskabte helvede.
Bolden ligger altså hos dig og mig: Vil vi bane vejen for Jesus ind i vores liv og åbne vores hjerter for Guds kærlighed? Vil vi blive e del af Guds plan – eller vil vi holde fast i vores egen?
Comments