Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2016
Posted By admin on 4. marts 2019
Fjendekærlighed: Mente Jesus virkelig hvad han sagde?
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter trinitatis 2016
Nikolaj Hartung Kjærby
Tider skifter og sæder mildnes, som man siger. Der er gået næsten 2000 år tilbage i tiden, og derfor kan det undertiden være svært for os helt at sætte os ind i hvor radikale mange af hans udsagn må have lydt for de første tilhørere – ikke mindst fordi kristendommen har formet vores kultur i en grad så mange af de ting Jesus lærte os, er blevet en del af vores fælles tankegods.
Tag for eksempel den beretning som vi skal lytte til om lidt i forbindelse med Storms og Tristans dåb, om dem der bar deres små børn hen til Jesus. Disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” For os i dag er det helt indlysende at de små børn selvfølgelig skal have lov til at komme til Jesus, og vi ryster på hovedet ad disciplenes fjendtlighed, men havde vi levet for 2000 år siden, er der stor sandsynlighed for at vi snarere ville have tænkt at disciplene gjorde det eneste rigtige, og at det var dybt urimeligt af Jesus at skælde dem ud for det. Dengang regnede man nemlig overhovedet ikke børn for noget; de havde bare at tie stille og holde sig i baggrunden indtil de var blevet gamle nok til at de havde noget fornuftigt at bidrage med.
Eller tænk på den mest kendte af alle bønner, nemlig Fadervor. Gennem 2000 år har vi vænnet os så meget til at vi må sige ”far” til Gud, at vi dårligt nok tænker over det mere – og her i Jantelovens hjemland tænker vi måske endda at det manglede da bare, for ham Gud, han skal i hvert fald ikke tro han er noget! Men i betragtning af at vi stadig ikke må sige ”du” til medlemmerne af kongefamilien, selvom de ikke kan sætte så meget som et blad på en nælde, burde vi måske af og til standse op og tænke lidt over hvor revolutionerende det er at vi får lov til at tale så familiært til den suveræne magt der har skabt både blade og nælder og konger og dronninger og oceaner og galakser!
Der er dog en af de ting Jesus sagde, der stadig er mindst lige så provokerende at lytte til som for 2000 år siden, og det er ordene: ”Elsk jeres fjender”. Tag for eksempel den ekstreme terrorbevægelse der kalder sig ”Islamisk Stat”, og som overalt hvor de kommer frem, stiller de kristne over for valget mellem at konvertere eller blive dræbt. Vil Jesus virkelig have at vi skal elske disse grusomme mordere? Hvad bilder han sig egentlig ind?
Jeg må i øvrigt hellere indskyde en lille forklarende bemærkning. I vores kultur er vi tilbøjelige til primært at betragte kærlighed som noget der har med følelser at gøre. Ordene ”Jeg elsker dig” betyder som regel noget i retning af ”Jeg synes du er skøn, og jeg føler mig glad og varm indeni når jeg tænker på dig”. Men det er altså ikke det Jesus mener når han siger at vi skal elske vores fjender! Når Bibelen taler om kærlighed, handler det ikke om følelser, men om vores indstilling, om hvordan vi vælger at handle. At ”elske” nogen i bibelsk forstand betyder at vælge at handle på en måde som gavner dem. Vores følelser kan vi jo ikke kontrollere, men vi kan kontrollere vores handlinger. (Noget andet er så at når vi vælger at handle kærligt, så sker det ikke så sjældent at følelserne efterhånden følger trop!).
Men selv når vi tager højde for at ”elske” ikke nødvendigvis betyder at have positive følelser, så er det stadig enormt provokerende, det som Jesus siger, for det at behandle sine fjender godt, det er vel i bedste fald udtryk for naiv tossegodhed, i værste fald dødsensfarligt? Hvis nogen vil mig noget ondt, må jeg vel tage mine forholdsregler og om nødvendigt uskadeliggøre dem inden de kan nå at gøre mig noget?
Men det mente Jesus altså ikke. Han sagde tværtimod at hvis nogen slår dig på den ene kind, så skal du vende den anden kind til, og hvis nogen vil tage din jakke, så skal du også lade ham få din skjorte. Han sagde også at vi skal gøre mod andre hvad vi gerne vil have at de skal gøre mod os. Altså ikke hvad vi tror de har tænkt sig at gøre mod os, men hvad vi ville ønske at de ville gøre mod os. Hvis vi har mistanke om at nogen vil slå os ihjel, men vi ville ønske at de bare ville lade os være i fred, så skal vi altså lade dem være i fred! Og hvis de angriber os, må vi ikke sætte os til modværge. Det står faktisk ordret blot 4 vers tidligere end den tekst vi har hørt i dag, nemlig i Matthæusevangeliet kapitel 5, vers 38 og 39, hvor Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.”
Lad os være ærlige: Det lyder som det rene galimatias! Langt de fleste kristne jeg kender, uanset hvor konservative og bibeltro de hævder at være, er da også enige om at ”det kan man jo ikke”. Nogle mener at Jesus aldrig havde tænkt sig at vi rent faktisk skulle rette os efter det bud, men at han kun sagde det for at lære os at vi aldrig vil kunne leve op til Guds krav og derfor er afhængige af Guds nåde for at blive frelst. Og et af argumenterne for det er at Jesus, som vi hørte, slutter talen med ordene: ”Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen.” Der er jo ingen mennesker der er eller kan være fuldkomne, så dét bud kan det umuligt være meningen at vi skal holde!
Der er bare lige det ved det at ordet ”fuldkommen” i denne sammenhæng ikke betyder ”uden fejl”, men ”uden betingelser”. Det der er Jesu pointe, er jo at Gud er god mod både onde og gode, og det skal vi også være. Og altså også mod vores fjender. Den forklaring at Jesus i virkeligheden ikke mente hvad han sagde, holder altså ikke. Det kan vi i øvrigt også lære af kirkehistorien: De første næsten 300 år af kristendommens historie var det fuldstændig utænkeligt at en kristen ville sætte sig til modværge mod nogen der ville gøre ham eller hende ondt. Tusinder og atter tusinder af kristne blev kastet for løverne i Rom, brugt som levende fakler ved den vanvittige kejser Neros havefester, eller hugget ned af kejser Decius’ soldater 200 år senere fordi de nægtede at ofre til de hedenske guder. Men selvom der på kejser Decius’ tid var rigeligt med kristne i Romerriget til at de kunne have dannet en milits for at forsvare sig selv og hinanden, så gjorde de det ikke, for der var endnu ikke nogen der havde fået den geniale idé at de ting Jesus sagde som ikke er behagelige for én, dem vedtager man da bare at han i virkeligheden ikke mente!
(Her kommer lige en nørdet parentes, for undertiden talte Jesus faktisk billedligt og ikke bogstaveligt, for eksempel da han sagde at man skal hugge sin hånd af hvis den bringer én til fald. Det er et sprogligt billede der kaldes en hyperbel, og som svarer til når vi i dag fx siger ”Mit nye bord kostede en bondegård”. Det betyder jo ikke at vi rent faktisk skulle betale med en bondegård, men blot at det var meget dyrt. Tilsvarende betyder ”Hug din hånd af” blot at vi skal være villige til at ofre alt hvad det måtte kræve, for ikke at falde fra troen. Det kan kirkehistorien også lære os, for der var ikke én eneste af de første kristne der nogensinde huggede sin hånd af. Men det med at elske vores fjender må nødvendigvis forstås bogstaveligt, for hvis det var en hyperbel, ville det jo betyde at vi skal elske alle uden undtagelse, og det ville jo også omfatte vores fjender. Parentes slut).
En anden bortforklaring som jeg har hørt nogle gange, er at verden ser helt anderledes ud i dag end den gjorde dengang Jesus sagde at vi ikke må sætte os til modværge. Underforstået: Det kan godt være at det gav mening dengang, men i dag kan det ikke lade sig gøre at leve efter det. Og det argument der som regel bliver brugt for det, er den muslimske ekstremisme, med grupper som Daesh der ønsker at udrydde alle kristne. Vi er simpelt hen nødt til at lave en undtagelse fra buddet om at elske vores fjender, når det gælder muslimske ekstremister, lyder argumentet! Problemet er bare at jeg har svært ved at se hvad der gør vores situation i Europa i dag alvorligere end eksempelvis den situation der var dengang den romerske kejser Diocletian besluttede at udrydde alle kristne i sit rige, eller den situation der var da kommunistpartiet i Sovjetunionen målrettet gik efter at udrydde al religion i landet, og dræbte mindst 12 millioner kristne.
Men mente Jesus da virkelig at vi bare skal lade onde mennesker slå os ihjel hvis det er det de ønsker? Ikke nødvendigvis – der vil jo ofte være andre muligheder end at sætte sig til modværge, så som at flygte. Men står vi i en situation hvor vi skal vælge mellem at gøre et andet menneske ondt eller selv at lide ondt, så er sagen klar: Vi må ikke gøre et andet menneske ondt, uanset hvor onde hensigter det menneske har.
”Men hvis vi ikke sætter os til modværge, så vil der jo om få år ikke være nogen kristne tilbage!” lyder en hyppig indvending. Og den er i og for sig forståelig nok – al logik tilsiger jo at hvis de onde får frit slag til at udøve deres ondskab, så vinder de! Som det gamle ord siger: ”Det eneste der behøves for at det onde kan triumfere, er at de gode ingenting gør.”
Men historien lærer os noget andet. Det lykkedes hverken for de romerske kejsere eller de sovjetrussiske kommunister at udrydde kristendommen. Og det er måske fordi det ikke at sætte sig til modværge, ikke er det samme som ingenting at gøre. Jesus sagde jo ikke: ”Tolerér jeres fjender” han sagde: ”Elsk jeres fjender”! Det er noget aktivt vi skal foretage os! Paulus udtrykker det sådan her med et citat fra Gamle Testamente: ”Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke.” [Rom 12,20; jf. Ordsp 25,21] Og historien viser altså at hvis Guds folk på den måde gengælder ondt med godt, så bekæmper de faktisk det onde med det gode – og det gode vinder til sidst.
Men hvad hjælper det os hvis vi dør undervejs? tænker du måske. Hvad hjalp det de 12 millioner sovjetiske kristne der blev slået ihjel af kommunisterne, at Sovjetunionen faldt til sidst? Ja, hvis det her liv er alt hvad der er, så må man sige at det ikke hjalp dem ret meget. Men nu er det jo en ret central del af det kristne budskab at det her liv ikke er alt hvad der er! ”Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Herren”, som vi hørte i læsningen fra Romerbrevet. Og som dåbsritualet begynder med at konstatere, så har Gud genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Hvis der ikke er nogen opstandelse, hvis det bare er forbi når vi dør, så giver kristendommen faktisk ikke ret meget mening. Men hvis det er sandt at der venter os et evigt liv hjemme hos Gud, så behøver vi, som Jesus sagde ved en anden lejlighed, ikke at være bange for dem der kun kan slå kroppen ihjel. Og når vi står hjemme hos Gud, så vil der kun være én ting der tæller, og det er om Guds kærlighed virkelig har boet i os. Derfor er der kun én ting vi virkelig har grund til at frygte i denne verden, og det er at nogen får held til at lokke os bort fra Gud og hans kærlighed. Hvis en fjende kan få os til at hade ham, så har han vundet, også selvom vi slår ham ihjel. Men hvis vi bliver ved med at elske vores fjende, uanset hvad han gør os af ondt, så har vi vundet, uanset om vi så bliver slået ihjel.
Nu ved jeg ikke hvor mange af jer der har prøvet at stå over for nogen der ville slå jer ihjel – sikkert ikke ret mange. Og det er heller ikke sikkert at særlig mange af jer kommer til det. Derfor tænker I måske at alt det jeg har stået og sagt i dag, det egentlig ikke er specielt relevant. Men når vi skal elske selv mennesker der vil slå os ihjel, så gælder det naturligvis så meget desto mere at vi også skal elske mennesker der vil springe os over i køen i Netto, bagtale os over for vores chef, eller på anden måde behandle os dårligt. Og måske er det i virkeligheden sværere? Jeg ved ikke om jeg ville være i stand til at leve efter Jesu ord (eller rettere: dø efter Jesu ord) hvis jeg stod over for en der ville slå mig ihjel – det ville jeg måske, for en martyrdød ville trods alt give et ret flot eftermæle! Men jeg ved at jeg meget ofte ikke er i stand til at leve efter Jesu ord når jeg står over for mennesker der er onde mod mig på langt mere hverdagsagtige måder. Så ja, Jesu ord er virkelig provokerende, og det har selv 2000 år med kristendommen ikke formået at ændre på. Og selvom Jesus ikke kun sagde det med fjendekærlighed for at få os til at indse at vi ikke kan leve op til Guds krav, så er det ikke desto mindre rigtigt nok at vi ikke kan leve op til dem – i hvert fald ikke i vores egen kraft. Men heldigvis har Jesus lovet at sende os Helligånden, og ved den kan Jesus selv gøre de ting igennem os som vi ikke selv kan. Og når vi fejler, er der tilgivelse at få, fordi Jesus har båret alle vores synder da han døde på korset.
Comments