Prædiken til 4. søndag efter påske 2021
Posted By admin on 4. maj 2021
Talsmandens gerning: Guds GPS
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter påske 2020
Nikolaj Hartung Kjærby
Hvor er det bare fantastisk at vi nu igen kan fejre højmesse efter det foreskrevne ritual i stedet for at nøjes med en forkortet udgave uden fællessang og altergang! Ja, det kunne vi jo allerede i sidste uge, men der havde jeg fri, så i dag er første gang i 2021 at jeg har kunnet stå foran alteret og synge med på salmerne sammen med menigheden!
Jeg må indrømme at den 11. marts sidste år – ja, I husker vel alle sammen hvor I var, og hvad I lavede da I fik nyheden om at Danmark blev lukket ned? Selv var jeg intetanende i gang med den 8. kursusaften i Alpha-kurset mens Mette Frederiksen holdt det famøse pressemøde, og først da kursisterne var gået hjem, og jeg lige tjekkede nyhederne på min smartphone, fandt jeg ud af hvad der var sket. Nå, men det jeg ville sige, var at jeg dengang ikke havde fantasi til at forestille mig at nedlukningen ville komme til at vare så lang tid! I første omgang gjaldt nedlukningen jo blot i 2 uger, og selv da den siden blev forlænget yderligere 2½ uge, var vi mange der naivt troede at når de uger var til ende, så ville pandemien være overstået – jeg kan huske at Øjvind Hesselager på lederplads i Bornholms Tidende gav udtryk for at når den 14. april oprandt, så ville han styrte ud på gaden og kramme hvem som helst han mødte. (Det var altså den 14. april 2020 han talte om!). Jeg kan også huske at jeg et par uger inde i nedlukningen læste en nyhedsartikel om en forsker der mente at vi nok måtte belave os på at skulle leve med restriktioner helt frem til slutningen af maj, og jeg tænkte: ”Åh nej, forhåbentlig ikke så længe!” Og igen: Det var slutningen af maj 2020 han talte om!
Men faktisk er jeg taknemmelig for at jeg ikke vidste, dengang i marts sidste år, hvor lang tid vi ville komme til at slås med coronapandemien. Den viden ville jeg ikke have kunnet bære – det ville have slået mig helt ud, tror jeg. (Men jeg har selvfølgelig heller ikke haft noget økonomisk i klemme – de af jer der har det, ville nok have sat pris på at have vidst fra starten hvor længe der ville være restriktioner, det anerkender jeg). I det hele taget tror jeg vi skal prise os lykkelige for vores uvidenhed om fremtiden – der er rigtig meget vi ikke ville kunne bære at vide.
Alligevel er jeg ikke fri for at tænke at disciplene må have ærgret sig da Jesus sagde at han havde meget mere at sige dem, men at det ville de ikke kunne bære; for ét er at der er meget vi ikke får at vide, noget helt andet er at vide at der er noget man ikke har fået at vide. Sådan har jeg det i hvert fald: Hvis nogen sagde til mig at der var noget de havde at sige til mig, men at jeg ikke ville kunne bære at få det at vide endnu, så ville jeg ikke have et roligt øjeblik før jeg fik det at vide, for hvis jeg ikke kan bære at vide det nu, så må det jo være noget forfærdeligt – eller sådan kommer jeg i hvert fald nemt til at tænke.
Jeg tror nu ikke at grunden til at Jesus ikke mente at de ikke straks ville kunne bære alt hvad han egentlig gerne ville have sagt til dem, var at det var forfærdeligt eller skræmmende. Dagens evangelietekst er et uddrag af en længere tale som Jesus holdt til disciplene aftenen før han blev korsfæstet, og lidt tidligere i talen sagde han følgende: ”De skal udelukke jer af synagogerne, ja, der kommer en tid, da enhver, som slår jer ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud.” Dén viden kunne de altså godt bære, og det de ikke kunne bære, var næppe værre end dét. Snarere er der tale om at der er grænser for hvor meget information vi mennesker kan kapere på én gang.
Tag for eksempel det apparat som vi plejer at kalde en ”GPS” (selvom GPS egentlig er navnet på den teknologi der gør det muligt for apparatet at vide hvor du befinder dig, men lad nu det ligge). Forestil dig at GPS’en, straks efter at du havde indtastet den adresse hvor du skulle hen, gav dig hele ruten: ”Tag mod syd ad Bedegadevej. Efter 50 meter, drej til venstre ad Klemens Storegade. Efter 120 meter, drej til højre ad Brogade. Efter 450 meter, fortsæt ligeud ad Aarsballevej. Efter 5 kilometer, drej til venstre ad Aarsballe By. Efter 200 meter, drej til højre ad Bolsterbjergvej. Efter 4 kilometer, drej til venstre ad Segenvej” og så videre. En turist uden kendskab til det bornholmske vejnet ville næppe kunne finde vej fra Sankt Clemens Kirke til Dueodde ved hjælp af dén rutebeskrivelse, hvis ikke hvert enkelt punkt blev gentaget på det tidspunkt hvor man rent faktisk havde brug for oplysningen – præcis sådan som en GPS rent faktisk gør. Og jeg tror det er det Jesus mener: På denne bevægede aften hvor de lige havde fået at vide at Jesus lige om lidt ville forlade denne verden og vende tilbage til Faderen, ville disciplene overhovedet ikke have kunnet rumme at få at vide hvad de skulle gøre når de nåede frem til den næste ”korsvej” i deres liv.
Et enkelt eksempel: Efter at Helligånden kom til disciplene på pinsedagen, var der i løbet af kort tid adskillige tusind jøder der kom til tro på Jesus som Israels frelser og messias. At prædike for folk der ikke var jøder, faldt derimod ikke disciplene ind, selvom Jesus ellers havde sagt i det vi plejer at kalde ”missionsbefalingen”, at alle folkeslag skulle gøres til hans disciple. Først nogle år senere opstod der en menighed i den syriske storby Antiokia, hvor en signifikant andel af medlemmerne ikke var jøder, og med den som base rejste Paulus og Barnabas ud og forkyndte for mange andre ikke-jøder på Cypern og i Lilleasien, hvoraf et stort antal kom til tro og blev døbt. Det gav anledning til et vigtigt spørgsmål, nemlig om man skal være jøde for at kunne være kristen. Det spørgsmål kan være svært at forstå for os der lever i dag, hvor kristne med jødisk baggrund kun udgør en lille bitte minoritet i kirken på verdensplan, og hvor kristendom og jødedom generelt opfattes som to forskellige religioner. Men Jesus var altså jøde, og det var disciplene også, og når vi læser i Apostlenes Gerninger, kan vi se at de første kristne faktisk gik meget op i deres jødiske religion: De kom dagligt i det jødiske tempel, de bragte de foreskrevne brændofre, og de spiste efter kosher-reglerne. Og deres prædikener handlede om hvordan Jesus var opfyldelsen af alle Guds løfter til Israel. Derfor var der mange af de første kristne der mente at hvis en der ikke var jøde af fødsel, ville være en del af Guds folk, så var det ikke nok at han blev døbt og bekendte Jesus som sin herre; han måtte også omskæres og overholde alle buddene fra Det Gamle Testamente så som at lade være med at arbejde på sabbatten, at lade være med at spise svinekød og skaldyr, ikke at gå med tøj vævet af to slags garn og så videre. På den modsatte fløj stod først og fremmest Paulus, som stod kompromisløst fast på at der med Kristi død og opstandelse er indstiftet en ny pagt hvor omskærelsen og de andre gamle pagtstegn hverken gør fra eller til fordi det er troen på Kristus det kommer an på. For at løse konflikten indkaldte apostlene til et møde for at drøfte spørgsmålet med hinanden og med Helligånden, og mødet mundede ud i at de sendte et brev til menighederne i Syrien og Lilleasien med ordlyden: ”Helligånden og vi har besluttet ikke at lægge nogen anden byrde på jer end dette nødvendige, at I skal holde jer fra kød, der ofres til afguder, og fra blod og fra kød af kvalte dyr og fra utugt” (ApG 15,29). Helligånden vejledte altså de kristne til at træffe den rette beslutning efter Guds vilje i et spørgsmål som disciplene ikke ville have haft en jordisk chance for overhovedet at kunne sætte sig ind i dengang de sad bænket om den sidste nadver.
Det var som sagt blot et enkelt eksempel, men det er sket talrige andre gange at Sandhedens Ånd, som Jesus lovede, har vejledt hans kirke i både små og store spørgsmål. Eksempler på små spørgsmål er da Paulus på sin anden missionsrejse blev vejledt af Helligånden om at rejse til Makedonien i stedet for til Bitynien (ApG 16,7-10). Et af de allerstørste spørgsmål var da der i 300-tallet opstod en stor uenighed om hvordan forholdet mellem Gud Fader og Guds Søn skulle forstås. Nogle mente at Sønnen kun var en engel eller en laverestående gud, mens andre mente at Faderen og Sønnen i virkeligheden er én og samme person. Som bekendt endte det med at et flertal oplevede at Helligånden vejledte dem til at fastslå det som biskopperne Theophilus [af Antiokia] og Tertullian allerede halvandet århundrede tidligere havde påpeget, nemlig at det eneste der giver mening i forhold til det bibelske vidnesbyrd er at stå fast på at Faderen, Sønnen og Helligånden er én Gud i tre personer.
Helligånden vejleder nemlig altid i overensstemmelse med Bibelen. Som Jesus siger i teksten til i dag: ”han skal ikke tale af sig selv, men … han skal tage af mit og forkynde det for jer.” Det er altså ikke sådan at kirkesamfund eller enkeltpersoner bare kan opfinde nye dogmer efter forgodtbefindende fordi man har fået en eller anden indskydelse som man tolker som en åbenbaring fra Helligånden. Inden apostlene nåede frem til at skrive ”Helligånden og vi har besluttet”, havde de haft fat i Skrifterne (altså Det Gamle Testamente; det nye var jo ikke skrevet endnu) for at se hvad der står der, og når selv apostlene var nødt til at konsultere Bibelen, hvor meget mere gælder det så ikke os andre!
Hvordan lærer vi så at lytte til ”Guds GPS” så vi ved hvad det er Jesus gennem Helligånden vil sige til lige netop os som enkeltpersoner, familier, menighed? Svaret er det samme som altid: Brug ”De 4 B’er”! Læs i Bibelen (det har vi allerede været inde på), Bed til Gud (tal til ham, og vær stille så han kan tale til dig), opsøg Brødre- og søstrefællesskabet i menigheden fordi Helligånden næsten altid taler til os som fællesskab, og besøg hyppigt Bordet med nadverens brød og vin hvor Jesus giver sig selv til os.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Vi beder dig også befri vores land og vores verden for coronapandemien.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor dronning og hele hendes familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Vi beder særligt for vores udsendte Madeleine og Mathias og deres tjeneste på missionsskibet Logos Hope. Hold os alle fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments