Prædiken til 4. søndag efter påske 2018
Posted By admin on 4. marts 2019
Sandheden skal gøre jer frie: Vi kan blive fri af lasterne
Prædiken i Husum Kirke 4. søndag efter påske 2018
Nikolaj Hartung Kjærby
(I ”Børnehjørnet” fortalte jeg om Doc Hudson fra Pixar-filmen ”Biler”)
Filmen ”Biler”, som jeg refererede til i ”Børnehjørnet”, rummer foruden hovedpersonerne også en række bipersoner med forskellige komiske træk. To af dem er ægteparret Minnie og Van, der (som navnene antyder) begge er minivans. Da de en dag kommer kørende ind i Kølerkildekøbing, vækker det stor begejstring, for bortset fra Lynet McQueen er det første gang i lange tider at den lille by har fået besøgende – eller ”Kunder!” som Sally begejstret udbryder da hun ser dem i det fjerne. Det viser sig imidlertid at de slet ikke er interesserede i at købe noget af nogen af de handlende i byen; de er blot på udkig efter motorvejen, som Van gentagne gange forsikrer Minnie om at han sagtens kan finde – som han siger: ”Minnie, jeg ved præcis hvor vi er!” hvortil hun syrligt replicerer: ”Ja, vi er ude hvor kragerne vender!” Da det går op for Sally hvad der er på færde, siger hun til de besøgende at de kan få et vejkort på hendes motel, men Van svarer overlegent: ”Jeg har GPS, så jeg får aldrig brug for et kort igen, ellers tak!” Den sidste i byen der taler med Van og Minnie, er Lynet McQueen, som forgæves forsøger at overbevise dem om at han er en berømt racerbil der bliver holdt fanget i byen mod sin vilje, men de signalerer at de mener han har en skrue løs, hvorefter de fortsætter vestpå. Derefter ser man ikke mere til dem før i filmens allersidste scene, efter rulleteksterne, hvor de kører rundt langt ude i ørkenen og ser temmelig hærgede ud, men Van, der ikke alene har lange skægstubbe, men efterhånden også et vanvittigt glimt i øjet, forsikrer stadig stædigt at han kan mærke at de nu næsten er henne ved motorvejen.
Van – eller Vagn, som han bliver kaldt i den dansksprogede udgave – er naturligvis først og fremmest en karikatur af den stereotype mand der nægter at spørge om vej, men i en mere bred forstand er han også en personifikation af et meget almenmenneskeligt træk, nemlig at vi generelt ikke bryder os om at indrømme at vi har brug for hjælp. Og hvorfor ikke? Sikkert fordi det går vores ære for nær. Det skulle jo nødig hedde sig at vi ikke kan finde vej! Det skulle nødig hedde sig at vi ikke har kontrol over tingene! Det skulle nødig hedde sig at vi ikke er frie! Tanken er så ubehagelig at vi nogle gange ikke kun lyver for andre, men også for os selv.
Det gælder naturligvis især hvis der er tale om et misbrugsproblem – det er derfor et møde i Anonyme Alkoholikere ofte begynder med at medlemmerne præsenterer sig med ordene: ”Jeg hedder Nikolaj (eller hvad man nu hedder), og jeg er alkoholiker.” Den første forudsætning for at man kan gøre noget ved et problem, er jo at man erkender at man har det, og flere har faktisk erfaret at det at udtale ordene ”Jeg er alkoholiker” for første gang, var vendepunktet som igangsatte deres vej ud af misbruget. Det samme gælder andre former for afhængighed – mange mennesker har jo nogle ret fastlåste forestillinger om at en alkoholiker eller en ludoman eller en pornoafhængig eller en anorektiker ser ud på en ganske bestemt måde, som naturligvis er helt anderledes end man selv ser ud, og det kan derfor være både vanskeligt og ydmygende at erkende at man selv har det pågældende problem.
Men decideret misbrug er ikke det eneste der kan gøre et menneske ufrit. For mit eget vedkommende kender jeg i hvert fald alt til bagkloge tanker à la ”Åh, hvorfor lod jeg nu igen mit temperament løbe af med mig?” eller ”Øv, nu spildte jeg lige halvanden time på noget komplet ligegyldigt der ikke engang gav mig glæde!” eller ”Hov, jeg skulle vist ikke have fyret så mange penge af på den ting dér!” eller ”Av, det var vist bagtalelse at jeg sagde sådan om den person!” Måske kender du også til at tænke sådan – eller måske er det helt andre uvaner der præger dit liv?
Det gavner naturligvis hverken os selv eller vores næste at vi går rundt og ærgrer os over de ting vi gør forkert. Derfor vælger de fleste at slå sig til tåls med at de nu engang er som de er, og at de i det mindste ikke er værre end de fleste andre – måske endda lidt bedre når sandheden skal frem? Men vælger vi dén tilgang, vælger vi samtidig at gøre os selv blinde for at vi faktisk ikke er frie. Og bliver det påpeget, reagerer vi i bedste fald overlegent som Van fra ”Biler”; i værste fald aggressivt som de jøder Jesus talte med i dagens tekst.
Det kan selvfølgelig også være at det ikke lykkes os at lyve for os selv, og at vi derfor vælger blot at gøre hvad vi kan for at skjule vores problemer for andre. Det er Doc Hudsons strategi. Vi forsøger at holde facaden som et nogenlunde godt menneske der har styr på tingene og på sit liv, men inderst inde er vi hundeangste for at nogen skal opdage hvordan vi i virkeligheden er, og hvilke nederlag vi har i bagagen. Og dermed er vi dobbelt ufrie, for vi er både slavebundet af de skeletter vi har i skabet, og af frygten for at nogen skal opdage dem.
En tredje strategi er at vi ser vores svagheder i øjnene og prøver at gøre noget ved dem. Som det hed i en kampagne i min barndom i 1980’erne, hvor det stadig var forbundet med en vis skam hvis ens børn havde lus, fordi det fejlagtigt blev opfattet som et tegn på dårlig hygiejne: ”Det er ingen skam at have lus – hvis man da ellers gør noget ved dem!” Imidlertid er skødesynder, afhængigheder og dårlige vaner ikke nær så lette at slippe af med som hovedlus er. Lus kan man udrydde på et par uger med en tættekam, hvorimod laster som hidsighed, dovenskab og materialisme er noget man kan kæmpe forgæves imod i årtier. Og tit vil vores kamp mod lasterne blot ende med at gøre os endnu mere ufrie fordi den medfører at vores opmærksomhed igen og igen bliver rettet mod vores fiasko – medmindre det rent faktisk lykkes os at overvinde uvanerne ved egen kraft, hvad der til gengæld medfører en akut fare for at falde i den farisæiske selvretfærdigheds fælde.
Men hvis alle de tre strategier jeg har nævnt, er af det onde, hvad er der så tilbage for os at gøre? Der er det tilbage at tage imod hjælp fra Jesus. ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie,” siger han, og lidt længere nede tilføjer han: ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.” Men hvordan? Hvordan kan Jesus gøre os frie? Det kan han ved at omdefinere hvem vi er! Vi mennesker har det med at tænke at vi er et produkt af de ting vi har gjort, og de ting som andre har gjort mod os: Hvis jeg har stjålet, så er jeg en tyv. Hvis jeg ikke kan styre mit alkoholforbrug, så er jeg en alkoholiker. Hvis jeg har oplevet afvisning fra mennesker, så er jeg uønsket. Men Gud ser anderledes på tingene – han vil give os status som sønner og døtre, ikke som trælle og slaver. At være søn eller datter er noget man er født til, inden man har nået at foretage sig noget som helst godt eller ondt. Jesus er Guds enbårne søn, som har boet i himlens herlighed i evighedernes evigheder sammen med Faderen og Helligånden, men han trådte ind i vores verden og levede et liv som menneske på jorden fordi han ville dele sin værdighed som Guds søn med os evindeligt fejlende mennesker. Vi var i syndens lænke og Satans slaveri, som vi sang med Brorson, men Jesus købte os fri med sit eget liv til i stedet at tilhøre Gud – ikke som slaver, men som hans elskede børn.
Det betyder at min og din grundlæggende identitet er at vi er Guds børn – uanset hvad vi har gjort, eller hvad andre har gjort mod os! Vi kan starte hver ny dag som frie mennesker, uanset hvad vi gjorde dagen før. Der kan naturligvis stadig være konsekvenser på det menneskelige plan – hvis jeg har stjålet noget, kan jeg for eksempel se frem til en politianmeldelse, en retssag, og måske et fængselsophold – men ingen af de ting definerer hvem jeg er. Og fordi jeg tilhører Jesus, er jeg fri til ikke at stjæle igen, ikke at hidse mig op igen, ikke at bagtale igen – ikke fordi jeg grundlæggende er i stand til at forbedre mig, men fordi det slet ikke er mig, men Jesus, det handler om. Jo mere vi lever med Jesus i fokus, desto større frihed vil vi opleve fra alle de ting vi er slavebundet af – også selvom vi først kommer til at opleve den totale frihed når Jesus kommer igen og opretter Guds rige på jorden). Og selvom vi stadig lever et liv med fejl og svigt, behøver vi hverken at forsøge at skjule det eller at forsøge at forbedre os, men vi kan leve i frihed med øjnene rettet mod Ham der er større end alle vores fejl.
Comments