Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger 2025
Posted By admin on 3. februar 2025
Stormen på søen: Hvem er han?
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 4. søndag efter helligtrekonger 2025
Nikolaj Hartung Kjærby
For små 20 år siden lavede analyseinstituttet Epinion en undersøgelse for Kristeligt Dagblad hvor de spurgte hvad folk mener om Jesus. Jeg vil ikke kede jer med alle detaljerne fra undersøgelsen, men nøjes med at nævne at ikke færre end 49 procent svarede at Jesus er Guds søn![1] Tallet ville muligvis være noget lavere hvis man gentog undersøgelsen i dag, men selv dengang var det overraskende højt. At Jesus er Guds søn, er jo en af de mest fundamentale sætninger i kristendommen, så umiddelbart skulle man mene at undersøgelsen dermed viste at næsten halvdelen af Danmarks befolkning var troende kristne tilbage i 2006, men det tror jeg nu ikke man kan udlede af undersøgelsen. Selvom Folkekirkens medlemsprocent den dag i dag stadig er langt højere end 49, og selvom kristen tro kan komme til udtryk på mange forskellige måder der ikke nødvendigvis indebærer at man gør så meget brug af kirken som jeg vil anbefale at man gør, så tror jeg simpelt hen ikke at man i 2006 ville have kunnet få 49 procent af den danske befolkning til at stille sig op og sige: ”Ja, jeg er troende kristen!” Jeg mindes endda at have set en anden undersøgelse engang hvor antallet af personer der havde svaret at Jesus er Guds søn, var større end det antal personer der havde svaret ja til at de tror på Gud!
Når så mange svarede at Jesus er Guds søn, så tror jeg snarere det hænger sammen med at det er en sætning vi har lært udenad, så når nogen siger ”Jesus”, så tænker rigtig mange danskere automatisk ”Guds søn”, uanset om de er kristne eller ej – lidt ligesom jeg mere eller mindre automatisk ville svare ”Buddha” hvis jeg blev spurgt hvem Siddharta Gáutama er, selvom jeg overhovedet ikke tror på det som buddhisterne mener når de siger at Siddharta er Buddha. Men også når det gælder det vi rent faktisk tror på, falder vi nemt tilbage på sætninger som vi har lært udenad, og det at Jesus er Guds søn, er jo noget som enhver kristen vel kan gentage i søvne. Selv har jeg lært det fra min tidligste barndom både af mine forældre og i søndagsskolen, så når jeg har hørt eller læst beretningerne om Jesus i Det Nye Testamente, har det lige fra starten været med den forudsætning at jeg allerede vidste at Jesus var Guds søn. Men i forhold til disciplene og de andre der rent faktisk overværede de ting som Jesus gjorde og sagde, er det faktisk en lidt bagvendt tilgang. Jeg mener: hvis man allerede ved at Jesus er Guds søn, så er det jo et eller andet sted ikke noget stort chok at han kan helbrede de syge, forvandle vand til vin, gå på vandet eller bespise tusindvis af mennesker med en lille drengs beskedne madpakke. Men den forudforståelse var der ikke nogen på Jesu egen tid der havde (undtagen måske hans mor, som jo havde fået det at vide allerede dengang englen Gabriel fortalte hende at hun skulle – ja, føde Guds søn), og det er på den baggrund vi skal forstå det når disciplene gentagne gange – som for eksempel i dagens tekst – bliver dybt forbløffede, for ikke at sige chokerede, over hvad Jesus er i stand til at gøre.
Alligevel kan det godt undre at disciplene bliver så forbløffede over at Jesus er i stand til at få en storm til at lægge sig, for på det tidspunkt i Matthæusevangeliet hvor vi møder denne beretning, har de trods alt set ham helbrede et stort antal mennesker der led af en række forskellige sygdomme, og umiddelbart skulle man jo synes at det må være lige så svært som at stilne en storm. (Og ja, jeg ved godt at der ikke stod udtrykkeligt i teksten at disciplene undrede sig; der stod at ”folk” undrede sig, men disciplene var jo altså de eneste ”folk” der var til stede da Jesus truede ad stormen, og i Markusevangeliet og Lukasevangeliet, hvor vi finder den samme beretning, står der direkte at ordene ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?” var noget som disciplene sagde til hinanden). Og ja, for de fleste mennesker ville det at sige: ”Bliv ren!” til en spedalsk nok have lige så lidt effekt som at true ad en storm, men uanset hvor tragisk det er at blive ramt af alvorlig sygdom, både for den syge selv og for vedkommendes pårørende, så er en storm altså alligevel noget der befinder sig på en helt anden skala. Et stormlavtryk kan have en diameter på flere hundrede kilometer, og hvor enorme kræfter der bliver sluppet løs når man kombinerer storm og sø, fik vi jo selv lov til at opleve her på Bornholm i oktober 2023. En person der kan styre elementernes rasen som var de en veltrænet politihund, må i sandhed være frygtindgydende selv! Men det kunne altså den tilsyneladende helt normalt udseende tømreruddannede unge rabbi fra Nazaret som disciplene havde slået følge med – hvem var han dog?
Men spørgsmålet er ikke udtryk for at disciplene ikke havde nogen anelse om hvem Jesus var; tværtimod er det sandsynligvis udtryk for at de netop har en anelse, men at det er en anelse som de knap nok vover at sætte ord på fordi det er en fuldstændig vild tanke. Men som de mere eller mindre fromme jøder de var, har de sikkert været med til at synge Davids salmer, og i en af dem, nemlig Salme 107, står der i vers 29: ”Han fik stormen til at stilne, og havets bølger lagde sig”. Og den ”han” der er tale om dér, det er altså ingen ringere end Gud! De havde altså lige set deres ven gøre noget som det almindeligvis er Gud der gør, og det må uundgåeligt have sat nogle tanker i gang! Ikke at det aldrig før var sket at et menneske havde kommanderet rundt med store vandmængder, for da israelitterne udvandrede fra Egypten, fik Moses jo Det Røde Hav til at dele sig i to ved at række sin hånd ud over det (eller rettere: da Moses rakte hånden ud over havet, sendte Gud en storm der i løbet af nogle timer kløvede havet, men imponerende har det under alle omstændigheder været). Men underet ved Det Røde Hav kom i kølvandet på en imponerende stribe af andre naturundere, nemlig dem vi kender som Egyptens ti plager, så der var ingen der var i tvivl om at Gud havde udstyret Moses med helt usædvanlige kræfter. Tilmed havde israelitterne, da de forlod Egypten, selskab af Gud selv i skikkelse af en lysende skysøjle, så de var nok allerede ramt af en pæn portion ærefrygt allerede inden det med havet skete (selvom det ikke forhindrede dem i at skælde Moses hæder og ære fra og true ham med alverdens ulykker hver gang noget ikke gik efter deres hoved).
I den beretning vi har lyttet til i dag, var det derimod i forbindelse med en ganske almindelig sejltur at der pludselig skete et naturunder. Der var ikke noget der så spor overnaturligt ud, og de skyer der hang over dem, var ikke spor lysende undtagen når de blev flænget af et lyn. Disciplene var overhovedet ikke forberedt på den skabermagt som Jesus udøvede da han fik stormen og bølgerne til at lægge sig; den kom som et lyn fra en klar himmel (eller vel snarere det modsatte: en solstråle fra en mørk himmel?). Hvis vi prøver at sætte os i deres situation, så kan jeg i hvert fald godt forstå at de blev temmelig lamslåede!
Spørgsmålet er hvordan de bagefter har set på Jesus når de fulgtes med ham hen ad de støvede galilæiske landeveje. Det var jo ikke fordi han holdt op med at ligne et helt almindeligt menneske udadtil, selvom han lige havde kommanderet rundt med en storm, og når de passerede nogen der var på vej i den modsatte retning, har de forbipasserende næppe været i stand til at skelne Jesus fra de andre mennesker de havde mødt den dag. Men disciplene har altså haft den viden at de fulgtes med en der kunne befale over naturkræfterne! Prøv at overveje det et øjeblik: Hvordan ville du have det med at have en tilsvarende viden om et menneske som du gik op og ned ad hver dag? Mit gæt er at du ville omgås vedkommende med en meget høj grad af ærefrygt! Selv de mennesker som vi ellers betragter som de mest mægtige – Donald Trump, Bill Gates, Klaus Schwab, Vladimir Putin, Elon Musk, Xi Jinping – har trods alt ikke den slags magt! Men jeg tænker også at det ville give dig en høj grad af tryghed, for når du har en ven der kan gøre den slags ting, så behøver du næppe at være bange for at der skal ske dig noget så længe du er sammen med ham! Og fordi Gud har givet os Helligånden i vores hjerter, er vi altid sammen med Jesus, og derfor behøver vi heller ikke at være bange for at der skal ske os noget. Amen.
Eller, vent lidt. Der skete jo rent faktisk disciplene noget! Da det kom til stykket, og ypperstepræsternes tempelvagter rykkede ud i ly af mørket for at arrestere Jesus, lod han dem nemlig bar gøre det! Og selvom disciplene i første omgang blev skånet – dels fordi de flygtede (Mark 14,50), dels fordi Jesus tilsyneladende kun overgav sig på den betingelse at disciplene fik lov til at gå fri (Joh 18,8) – så endte de næsten alle sammen med at lide martyrdøden for deres tro. Hvorfor? Var det fordi Jesus ikke længere var i stand til at beskytte dem efter at han var vendt tilbage til himlen? Nej, det var han fint i stand til; Apostlenes Gerninger rummer flere eksempler på kristne der på overnaturlig vis blev befriet fra fængsel (Peter i 12,6-11, Paulus og Silas i 16,25-26). Men allerede i Apostlenes Gerninger ser vi også adskillige eksempler på kristne der ikke blev befriet, men tværtimod blev henrettet, og det skete som sagt også for de fleste af de disciple der havde været sammen med Jesus i båden da han fik stormen til at lægge sig. Hvad kunne de så bruge det til at han kunne befale over storm og sø, når han ikke reddede dem fra at blive slået ihjel?
En hel del faktisk. Frem for alt, så demonstrerede Jesus nemlig, ved at befale over stormen og søen, at han havde styr på tingene. Selv var Jesus jo så tryg midt i stormen at han ligefrem lå og sov indtil disciplene vækkede ham, og da han var vågnet, spurgte han dem hvorfor de var bange. Selv var han ikke bange! Og som han sagde til sine disciple ved en senere lejlighed: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel og derefter ikke er i stand til at gøre mere” (Luk 12,4). Man kan sige at ligesom Jesus ikke reddede disciplene fra at komme ud at sejle i en storm, men derimod reddede dem frelst igennem stormen, sådan er det også med døden: Jesus vil ikke redde os fra at dø, men han vil redde os frelst igennem døden til det evige liv! Som han siger et sted i Johannesevangeliet (11,25): ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” Og det er måske i virkeligheden et af de bedste svar på spørgsmålet ”Hvem er han?” – et svar der tilmed må siges at være endnu mere revolutionerende end at han er en der kan kommandere med vind og bølger. For ganske vist er naturens kræfter frygtindgydende, men den mest frygtindgydende fjende er dog døden, og den er Jesus altså også herre over.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
[1] Kilde: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/jesus-p%C3%A5-udebane
Comments