Prædiken til 24. søndag efter trinitatis 2024
Posted By admin on 6. januar 2025
Sønnen holder dom: Han er en af vore egne
Prædiken i Sct. Klemens og Rø Kirker 24. søndag efter trinitatis 2024
Nikolaj Hartung Kjærby
En af de mest navnkundige engelske konger hed Richard the Lionheart – eller ”Richard Løvehjerte”, som vi plejer at kalde ham på dansk. Selvom han døde 776 år før jeg blev født, kendte jeg allerede fra en tidlig alder hans navn, dels fordi hans tilnavn genbruges i Astrid Lindgrens børnebog Brødrene Løvehjerte, dels fordi han i de berømte historier om den ædle fredløse Robin Hood er den gode konge hvis hjemkomst alle venter på, fordi hans bror, prins John, der regerer under hans fravær, er en grusom tyran som brandskatter de fattige for at berige sig selv. De mest kendte udgaver af Robin Hood-fortællingerne slutter med at Richard Løvehjerte vender triumferende hjem og genopretter ret og retfærdighed, og i Walt Disneys udgave dømmer han endda prins John til tvangsarbejde i et stenbrud. Derfor var jeg noget overrasket da jeg fandt ud af den virkelige, historiske prins John faktisk endte med at blive konge af England da Richard Løvehjerte døde barnløs i en alder af 41!
Noget tyder dog på at John vitterligt var noget af en tyran. I hvert fald blev de engelske baroner så trætte af at deres konge bare gjorde hvad der passede ham, at de tvang ham til at underskrive en håndfæstning. Det lod blandt andre de danske stormænd sig inspirere af, og inden der var gået 100 år, var det blevet standardprocedure i store dele af Europa at konger blev afkrævet en håndfæstning når de tiltrådte. Men John var altså den første. Og grunden til at jeg nævner det lige netop i dag, er at en af de ting som kong John måtte love sine baroner, var at hvis en af dem blev anklaget for en forbrydelse, så skulle de andre baroner dømme ham; kongen måtte ikke gøre det. Den rettighed blev senere udvidet, ikke kun i England, men i hele den vestlige verden, til ikke kun at gælde stormænd, men enhver indbygger i et land: Bliver man anklaget for noget, har man ret til at blive dømt af sine ligemænd. I dagens Danmark kommer det blandt andet til udtryk i det forhold at hvis en person står tiltalt for en forbrydelse der kan give fængselsstraf, så medvirker der ikke kun en professionel dommer i retssagen, men også to eller flere lægdommere. Det giver jo en tryghed, hvis man står tiltalt for en forbrydelse, at det er nogle af ”ens egne” man skal dømmes af, for ”ens egne” vil formentlig være mere tilbøjelige til at dømme retfærdigt og lade tvivlen komme den anklagede til gode.
Det var i år 1215 at kong John underskrev sin håndfæstning, men det er lidt af en tilsnigelse hvis man af den grund vil sige (som det ofte bliver sagt) at det var i 1215 at de første spæde skridt i retning af det vi i dag kender som retssikkerhed blev taget, for princippet om at man bør dømmes af en ligemand, kan vi faktisk også finde i Bibelen! Faktisk behøver vi ikke at gå længere end til dagens prædiketekst hvor Jesus siger: ”Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen”. På dommedag er det altså ikke Gud Fader vi skal stå til regnskab hos; det er Jesus, sådan som vi også siger det i trosbekendelsen i den sektion der handler om Jesus: ”hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Jeg har ellers undertiden hørt rollefordelingen i den himmelske retssal forklaret på den måde at det er Gud Fader der sidder i dommersædet, og fordi han er hellig og ikke lader den skyldige ustraffet (som jeg engang lærte udenad at der står i Anden Mosebog kapitel 34 vers 7), ville vi være alvorligt på den hvis ikke vi havde Jesus som vores forsvarer. I en af Brorsons salmer (som jeg i øvrigt holder meget af) hedder det endda: ”Min Jesus lagde sig imellem Gud og mig”. Men det er altså ikke det Bibelen fortæller os; den fortæller os at det er Jesus der er dommeren! Og det er vel om muligt endnu bedre: Han der elskede os så højt at han gav sit liv for vores skyld, han er ikke alene vores forsvarer, men vores dommer! Hvis der er nogen som vi kan være helt sikre på ikke at blive uretfærdigt fordømt af, som i enhver situation vil lade tvivlen komme os til gode, og som har fuld forståelse for hvor vanskeligt det er at være menneske, så er det Jesus, han som selv levede et menneskeliv. Som der står i Hebræerbrevet (4,15-16): ”For vi har ikke en ypperstepræst, der ikke kan have medfølelse med vore skrøbeligheder, men en, der er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd. Lad os altså med frimodighed træde frem for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid.” Det er altså en af vores egne vi skal dømmes af, og det er helt bevidst fra Guds side; der stod jo i evangelieteksten til i dag: ”Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn”, altså netop fordi han har taget del i vores menneskelige vilkår.
Spørgsmålet er bare hvor meget det i virkeligheden gavner os når det kommer til stykket. Selv om Jesus er en af vore egne, skal han jo stadig dømme os efter loven. Og selv om han tager alle formildende omstændigheder i betragtning og lader tvivlen komme os til gode, så kommer vi ikke uden om at vi ikke har overholdt Guds lov. Og det er vel at mærke ikke fordi Guds lov er urimelig, for Jesus har jo selv overholdt den – han ”er blevet fristet i alle ting ligesom vi, dog uden synd”. Tænk over det: Hvis du på godt og ondt fik løn som forskyldt for alt hvad du har gjort, ville det så være særlig rart? Men det er ikke desto mindre det vi får stillet i udsigt af dagens læsninger – som vi hørte i læsning nummer to: ”For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.”
Men der er heldigvis mere at sige end det. Der gives nemlig en mulighed for helt at undgå at blive stillet for en dommer. Gud Fader har ganske vist overgivet dommen til Jesus, men Jesus kom ikke til verden som et menneske med henblik på at dømme; tværtimod læser vi andetsteds i Johannesevangeliet at ”Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham” (Joh 3,17). Jesus har nemlig ikke kun den generelle medfølelse med os som det ene menneske forhåbentlig altid har med det andet; nej, han elsker os faktisk, forstå det hvem der kan! Men det gør han fordi han, ud over at være et menneske som os, også er Gud. ”Gud er kærlighed” står der i Første Johannesbrev (4,8), og det betyder at alt hvad Gud gør har sin rod i kærlighed fordi det at elske er helt fundamentalt for Guds væsen. Derfor er Gud i stand til at elske selv det mest uelskelige, og han er i stand til at elske os selv når vi er mest uelskelige, og det er han fordi kærligheden har sin årsag i hvem han er, ikke i hvem vi er. Og derfor nøjes han ikke med at dømme os retfærdigt og lade tvivlen komme os til gode; nej, hans plan er at forvandle os så han med rette kan frikende os helt og aldeles! Det var først og fremmest det Jesus talte om da han gik på jorden, og derfor siger han i dagens tekst: ”Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.”
Dybest set er det nemlig ikke sådan at Jesus på dommens dag kan vælge enten at dømme os til døden eller at lade os beholde livet, men snarere Sådan at han kan vælge at skænke os livet eller lade os beholde døden. Døden er et vilkår som vi allerede lever med, dels i form af at vi skal dø en gang, men også i form af at vi ikke har del i det fuldkomne, herlige, udødelige liv som Gud fra starten havde til hensigt at vi skulle have. I syndefaldsberetningen i Det Gamle Testamente læser vi at Gud sagde til Adam og Eva at de skulle dø hvis de spiste af kundskabens træ, og det blev også det der skete. Ikke alene kom de til at dø rent fysisk en gang, men allerede det øjeblik de spiste af frugten, gik deres forbindelse til livets Gud i stykker. Det var for at genoprette den forbindelse at Gud sendte sin søn til jorden for at leve som et menneske, dø som et menneske, og ved sin opstandelse besejre døden på vegne af alle mennesker. Det der afgør vores evige skæbne, bliver derfor om vi har tillid til at der er liv at få hos Jesus, eller om vi afviser ham. Tror vi på Jesus, får vi det evige liv som en gratis gave. Tror vi ikke på Jesus, bliver vi dømt efter vores gerninger, men den dom består sådan set blot i at vi får lov til at tilbringe evigheden uden Gud når det nu var det vi helst ville. Men det er også alvorligt nok, for fravælger vi kilden til alt liv og kærlighed, står vi tilbage med en tilværelse så forfærdelig at Bibelens forfattere kun kan beskrive den med gruopvækkende metaforer som ”søen der brænder med ild og svovl” og deslige. Men uretfærdigt er det ikke, før vi bliver dømt af en af vores egne, og til syvende og sidst er dommen blot en naturlig konsekvens af den måde vi har valgt at leve vores liv på. Og tilmed har Gud i sin kærlighed kvit og frit tilbudt os at vi kan slippe for at komme for dommen og i stedet få det hele forærende. Det er derfor det i et af de mest berømte bibelsteder i Johannesevangeliet kapitel 3 vers 16-18 hedder sådan her: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; Den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”
Og for til slut at slå det fast med syvtommersøm: Gud er ikke en streng tyran som leder efter en undskyldning for at dømme os eller udslette os. Gud er kærlighed, og derfor ønsker han – endnu mere end vi selv gør – at vi får lykken og det evige liv. Jesus kom ikke til verden for at redde os fra Gud; han kom for at redde os fra os selv. Jesus viste os tværtimod hvordan Gud er, for sådan som Sønnen er, sådan er også Faderen. Vi hørte jo i dagens tekst at Jesus sagde: ”Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; for hvad Faderen gør, det samme gør også Sønnen.”
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed! Amen.
Lad os tage et øjeblik til eftertanke og stille bøn.
Lad os bede:
Herre vor Gud, himmelske Fader! Vi beder dig for hele den verden, som du har skabt: Ophold den og forny den, så alt igen bliver godt. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Vi beder særligt for situationen i Ukraine og for situationen i Israel og Gaza, at du vil skabe fred og frihed og retfærdighed dér. Velsign jorden og menneskers arbejde. Hjælp os alle til at tage vare på den skabte verden, så vi værner om menneskers velfærd og forvalter naturen til gavn for hinanden.
Herre, vi beder dig for alle, der er ramt af sorg og ulykke og savn: Trøst de bedrøvede og bange, giv frihed og retfærd til de fattige og undertrykte, mæt de sultne, helbred de syge, hjælp de hjemløse og landflygtige, vær hos de fangne, giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.
Herre, vi beder dig for alle, der har fået magt og ansvar og viden betroet: Giv dem troskab og visdom, så de forvalter mulighederne til gavn for de svage og til at tjene andre mennesker. Velsign og bevar vor konge og hele hans familie. Vær med regering og folketing og al øvrighed her i landet og med borgmesteren og kommunalbestyrelsen her på Bornholm. Giv også visdom og retsind til dem der gennem trykte eller elektroniske medier har adgang til at påvirke mange menneskers holdninger.
Herre, vi beder dig for vort land, vor familie og alle, vi holder af og er forbundet med: Hold din skærmende hånd over os, fri os fra alt ondt, og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.
Herre, vi beder dig for din kirke her og ud over hele jorden: Velsign den og forny den ved din Ånd, så den kan tale dit befriende ord til alle mennesker. Hold os fast i det fællesskab, som du i dåben satte os i. Styrk os gennem nadverens måltid, og hjælp os alle til at tjene dig med glæde.
Vær hos os, når vi skal dø. Forbarm dig over os, giv os ikke løn som forskyldt, men skænk os en glædelig opstandelse til det evige liv, hvor du med Søn og Helligånd lever og råder fra evighed til evighed.
Amen.
Lad os rejse os og med apostlen ønske for hinanden:
Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Comments